Mist in dreams

[Valentin]

Da Neimi begyndte at gå fulgte han efter, for hun virkede da ret interessant så han kunne jo ligeså godt følge efter hende og måske finde ud af lidt mere om hende, og så havde han jo også noget at lave så var her da ikke alt for kedeligt. Og hvis hun blev for kedelig kunne han jo altid finde på noget andet at lave, men lige nu havde han jo ikke ligefrem noget bedre at tage sig til, eller noget andet i det hele tage for den sags skyld, så kunne han jo ligeså godt følge med hende det måtte da være bedre end ingenting, og han ville ihvertfald finde ud af hvad det var hun ville, for nu var han blevet nysgerrig, og hun havde vækket hans interesse, hvilket ellers var sjældent for et menneske som hende, men igen hun var jo heller ikke bare et helt almindeligt menneske, hun virkede ihvertfald ikke helt sådan.

[Neimi Silvertung]

Neimi gik roligt afsted med et skævt smil på læberne, for nu skulle hun bare finde ud af hvad hun skulle tage ham til selvom hun havde en ide, og den ide ville hun lige udføre som hun førte ham over grænsen til Nirelia og længere ud mod farmerne, for han kunne sikkert godt lege med en lille bonde familie bare til en start så måtte hun jo bare se om de mættede ham ellers måtte hun finde på noget mere men det skulle nok ikke blive noget problem, eftersom hun ikke havde nogen samvittighed og derfor udsatte hun gerne folk for lidelser så længe hun kunne komme uden om. Det var altid rart at andre kunne indtage hendes plads som lette ofre eftersom hun ikke helt opgav uden nogen form for kamp eller snak.

[Valentin]

Valentin vidste ikke hvad hun ville, men det ville han jo nok finde ud af, så han fulgte bare efter hende uden at stille nogen spørgsmål, da han hellere bare ville følge efter hende og så kunne han jo altid finde ud af hvad hun havde tænkt sig. Han kunne dog se at de efterhånden var kommet et stykke ind i Nirelia, det gjorde ham dog ikke noget da han havde været i Nirelia et par gange og da ikke havde noget specielt imod det, selvom han alligevel foretrak det derhjemme, men så længe han bare fik noget blod og kaos så var han tilfreds, selvom man egentlig ikke måtte dræbe i Nirelia, men det var han ligeglad med, han havde aldrig interesseret sig så meget for love og regler, da menneskenes regler ikke interesserede ham, han fulgte sine egne regler. Han var dog snart lidt utålmodig og håbede de snart ville være der, for ellers ville han bare komme til at kede sig, og det hadede han når det skete

[Neimi Silvertung]

Nemo begyndte at liste da de nåede ud af skoven for gården hun var ude efter kunne ses i det fjerne og de skulle jo ikke opdages alt for hurtigt hvilket var grunden til at hun gik mere ned i knæ og listede sig frem i et lidt hurtigt tempo som et dyr der var på jagt. Hun var hurtigt henne ved huset som lå fredeligt hen i mørke, kun et enkelt lyskilde var der som kunne lede folk hen til stedet og familien kunne holde den ekstra varme om natten. Nemo listede hen til døren for den tog hun da frem for at vække hele huset selvom hun ikke vidste hvad Valentins taktik var angående sådan nogen slags jagt hvor man brød ind i huse

[Valentin]

Han smeltede næsten i et med mørket, da han var vant til at snige sig ind på sit bytte, selvom han også kunne være mere lige på og aggressiv, det var forskelligt hvordan han gjorde, alt efter hans humør. Han havde levet hele sit liv i mørket og var derfor vant til at bevæge sig ubemærket og lydløst rundt i skyggerne, og han nåede derfor hurtigt huset uden at blive set eller hørt nogen steder fra. Han gik ligesom hende hen til døren. Hun var åbenbart til at liste sig ind på dem uset, og de kunne vel ligeså godt gøre det på hendes måde, det var også okay med ham, bare han fik sit blod og fik nogle ofre at lege med så var han tilfreds. Han kunne nemt få døren op, selv hvis den var låst, selvom mange af hans metoder kunne være en del støjende og nok ville tiltrække sig lidt opmærksomhed, så hvis hun gerne ville snige sig ind uden de skulle høre dem, så ventede han lige for at se hvad hun havde tænkt sig, for ikke at skulle larme alt for meget når han sparkede døren ind eller smadrede et vindue, eller væltede muren, eller hvad han ellers kunne finde på. han var dog efterhånden ret utålmodig, så kom hun ikke snart videre ville han nok bare selv finde en vej ind, og det ville nok blive en del larmende så de ville nok bemærke dem, hvilket han ikke var helt sikker på om hun ønskede det, men ellers måtte hun jo åbne døren inden han blev for utålmodig

[Neimi Silvertung]

Nemo sendte ham et kort skævt smil inden hun tog sin stav frem og brugte magi til at låse døren op inden hun listede ind og gjorde tegn til at han skulle komme ind "Kom og mor dig" hviskede hun roligt for ikke at vække familien allerede, de skulle jo lige have en chance. Hun smuttede selv ind og listede rundt for at Valentin kunne passe sig selv, for hun fandt selv ret hurtig frem til et værelse hvor der var en ung mand inde på omkring hendes alder, dog var han stærkere end hende men hun havde da overraskelse momentet på hendes side som hun tog en dolk frem og lagde på hans hals inden hun lagde hånden over hans mund som tegn til at han skulle tie stille da han vågnede op med et sæt. Nemo smilte bare frækt til ham som hun kyssede ham på panden men hun holdt stadig dolken tæt på hans hals for hvis han gjorde en bevægelse hun ikke kunne lide så ville hun dræbe ham uden at tøve, hun sad dog og lyttede efter Valentin der kunne gå i gang med at lege med forældrene og de 2 mindre børn, for så havde han lidt blod i forskellige varianter ungt som gammelt, det ville sikkert glæde ham en smule eller det troede hun for hun ville gerne være på god fod med ham når det kom til stykket, for det kunne da være en god ting.

[Valentin]

Valentin ventede på at Neimi fik døren åbnet, eftersom hun tydeligvis foretrak at de forblev usete og uhørte for nu, så det kunne de vel ligeså godt. Så han lod hende åbne døren på hendes måde, da hun jo ved hjælp af magi kunne åbne den uden larm, hvilket han nok havde lavet hvis han selv skulle have åbnet den da han ikke normalt havde tålmodighed til at være stille. Da døren var åbnet og hun var gået ind, fulgte han hende ind i huset og fortsatte til han nåede en dør, der ud fra lugten derindefra, måtte være forældrenes soveværelse, så han besluttede sig for at gå derind til at starte med, det kunne vel altid være et godt sted at begynde, så ville de heller ikke forstyrre ham senere, og så kunne han få dem til at være stille så de ikke ville forstyrre ham eller Neimi inden de var færdige, eller advare andre om deres tilstedeværelse for tidligt. Han åbnede døren og trådte ind i lokalet uden en lyd, og gik hen til sengen hvor de to mennesker lå og sov stadig. Uden varsel gik han hen til manden og bed ham i halsen hvilket straks resulterede i et sår som blodet begyndte at løbe ud af. Han var dog ikke specielt tilfreds med kvaliteten, og desuden så kedede han sig så han havde brug for noget underholdning så han rejste sig igen fra manden, og trak en kniv frem han stak i maven på ham, men sørgede for det var et sted så han ville overleve noget tid og kunne ligge og lide længe inden han ville forbløde. Han var dog vågnet og begyndt at skrige, hvilket havde vækket kvinden, så han tog kniven og skar tungen ud på manden for at dæmpe hans skrig så han ikke larmede så meget, og tog så hårdt fat om kvindens hals så han blokerede for hendes lufttilførsel og hun holdt op med at skrige, da hun havde opdaget hvad der var ved at ske.

[Neimi Silvertung]

Neimi havde lyst til at lege lidt så hun lænede sig ned og hviskede i drengens øre "Dine søskende er døde og vampyren er inde hos dine forældre, som du kan høre. Red dem hvis du kan".. Hun rejste sig fra og fjernede dolken inden hun lod drenge løbe forældrene til undsætning, selvom han var en ganske køn dreng og neimi havde lyst til at lege lidt mere med ham men det var lidt sjovt hvis Valentin fik noget mere modstand. så hun luntede ind til de små søskende i stedet som var vågnet ved skriget og havde skyndet sig ned under deres senge. Hun lukkede roligt døren efter sig inden hun satte sig midt i gulvet og ventede på de kom ud til hende. "Jeres forældre og bror er ved at blive dræbt af en vampyr, men i kan stadig nå at leve og se solen igen hvis i bare kommer ud så skal jeg nok beskytte jer mod ham" sagde hun roligt som hun ventede på at de kom ud til hende, hvilket tog en del tid men til sidst kravlede de lige så stille ud til hende og satte sig sammen med hende som hun legede med dolken og lod dem kigge på dem så de kunne glemme verden omkring dem.

[Valentin]

Moderen skreg da døren blev åbnet bag Valentin og han et øjeblik blev distraheret og derfor løsnede sit greb, og manden lå og udstødte nogle halvkvalte lyde ved siden af med blodet løbende ud fra både såret i hans hals og fra det Valentin havde lavet i hans mave med sin kniv, og det var tydeligt han var ved at dø og der ikke var noget der kunne gøres for at redde ham, selvom det tog sin tid og han lå og led, dog uden at kunne lave ret mange lyde eftersom Valentin havde skåret hans tunge ud, og han tog sig derfor ikke mere af ham, han var ikke særlig interessant mere. Istedet vendte han sin opmærksomhed mod drengen som lige var dukket op i døren, og da han sprang frem mod Valentin i et desperat forsøg på at redde sine forældre, selvom det var tydeligt han ikke ville have en chance mod ham, greb Valentin fat i ham og kastede ham ind i væggen så han landede på gulvet med en ret hørlig dump lyd. Han vendte derefter igen sin opmærksomhed mod kvinden, indtil drengen ville få samlet kræfter nok til at komme på benene igen, og han bed hende i halsen for at smage på hendes blod, og se om det var bedre, han havde jo brug for noget blod og han ville da langt hellere have noget ordentligt blod hvis der var nogen af dem der var bedre end de andre så ville han da hellere have det, istedet for at nøjes med dårlig blod hvis han kunne få bedre. Han havde i øjeblikket næsten glemt Neimi og de mindre børn, da de i øjeblikket var helt ude at hans tanker, hans interesse var lige nu mest rettet mod kvinden, eftersom manden allerede var ved at dø og den ældre dreng heller ikke var særlig underholdende lige nu

[Neimi Silvertung]

Neimi sad med de små tæt på sig og begyndte at nynne en vuggevise for dem og kyssede dem en enkelt gang på panden før hun sad og vuggede dem i noget tid, selvom de sad og græd ved siden af hende så betød deres gråd ikke noget for hende, og de fik ikke lige frem medlidenhed fra hende men hun gemte det hun troede var det bedste blod til sidst, for det var stadig ungt. Hun ville vente til at der blev stille inde ved Val før hun ville tilbyde børnene til ham nærmest som en fredsgave i stedet for hendes eget liv, for det have hun ikke helt lyst til at komme af med selvom hun havde et dødsønske når det kom til stykket for hun elskede mørket og ønskede freden i sjælen.

[Valentin]

Han bed sig hårdt fat i kvindens hals og drænede blodet fra hendes krop til han kunne se livet langsomt forsvinde fra hendes øjne, og da hendes skrig forstummede og livet havde forladt hendes øjne trak han sig igen væk fra hende og lod hende falde livløst om på sengen, hvorefter han vendte sig mod drengen som stadig lå op af væggen ude af stand til at komme op, sikkert stadig medtaget efter slaget da han blev kastet ind i væggen. han var dog ikke særlig underholdende, så Valentin gik bare hel til ham og tog kniven han også havde stukket hans far med, og stak den ind i halsen på ham så blodet begyndte at løbe fra det åbne sår, og så gik han igen ud af rummet og forlod ham døende med ligene fra hans forældre på sengen ved siden af. Han fandt hurtigt frem til det rum hvor Neimi sad med de to børn, da han bare kunne følge lugten af dem det var ikke svært, og han var allerede gået forbi værelset en gang på vej til forældrenes soveværelse

[Neimi Silvertung]

neimi sad roligt og nynnede for børnene som hun forsøgte at trøste dem bare fordi hun ikke gad høre dem skrige lige nu. Da der blev stille rejste hun sig op med den mindste i favnen og en hånd i den anden lille hånd "Kom børn skal vi se om faren er ovre?" spurgte hun roligt selvom hun jo ville tilbyde de små som føde til valentin, bare som en lille gave så måtte han selv gøre som han ville med dem, men hun var egentlig lidt nysgerrig efter at vide hvordan han havde dræbt de andre, som hun havde regnet med at han havde dræbt. Hun nynnede igen for de små for at gøre dem noget mere tryg ved hende eftersom hun godt kunne lide at lege med folks følelser og bilde dem alt muligt ind som i virkeligheden ikke var sandt.

[Valentin]

Valentin fandt ret hurtigt frem til Neimi igen og så roligt på hende og derefter på de to børn som hun stod med, og som nu var de sidste tilbage der stadig levede fra den lille familie, endnu ihvertfald, selvom de nok ikke ville blive ved med det ret meget længere. Han kunne igen mærke lugten af de små børns blod fylde hans krop, og han længtes efter at smage deres blod, da han jo altid var på jagt efter mere blod, og han havde en tørst der var nærmest umulig at opfylde, og han havde et langt større forbrug end de fleste andre vampyrer, og meget mere end det nok egentlig var nødvendigt for han skulle overleve, men han elskede blod, lugten, smagen, det hele, så hvorfor holde sig tilbage? Og af en eller anden grund havde han altid haft et eller andet med ungt blod, men det var jo også ret godt, så var det stadig ungt og friskt på en måde som de noget ældre årgange ikke helt var, og det kunne egentlig være ret godt blod man kunne få fra dem, selvom mange mente det var ondt at dræbe børn og en dårlig ting, eller bare dræbe i det hele taget, selvom han aldrig selv havde forstået det, fordi han ikke havde nogen følelser eller nogen samvittighed, så han fungerede anderledes end alle mulige andre på det punkt, han angrede intet, og havde ingen samvittighed eller medfølelse overfor nogen andre end ham selv

[Neimi Silvertung]

Neimi så roligt på ham da han stod i døren og børnene krammede sig indtil hende men hun trak dem roligt frem inden hun skubbede barnet hun havde i hånden frem mod val for at tilbyde ham det uden ord. Hun var jo ikke bange for ham hvilket hun allerede havde gjort tidligere på aftenen hvor hun havde gået helt tæt på ham og prikket til hans kind og lige nu tilbød hun ham en ung knægt for hun havde den lille tøs i favnen. Hun kunne faktisk havde været deres søster med hendes egen alder og udseende eftersom hun jo ikke var ældre end hvad den ældeste dreng havde været. Hun vidste dog ikke om disse små børn kunne være med til at mætte ham en smule ellers måtte hun jo finde på en helt anden ide hvilket nok ikke var så svært men så skulle hun bare undgå at blive dræbt af ham inden hun kunne tage ham med ud.
Den lille knægt var tydeligt ikke glad for at blive skubbet frem for han forsøgte hele tiden at komme tilbage til neimi og klemte hendes hånd så hårdt han kunne eftersom han ikke kunne lide manden på nogen måde, sikkert på grund af øjnene og så hans tavshed, en tavshed der kunne irritere Neimi så meget allerede.

[Valentin]

Valentin så roligt ned på den lille dreng med intet andet end kulde og tomhed i blikket, et blik der kunne få enhver til at føle sig dårligt tilpas. Han tog fat i drengen med et greb så han ikke ville kunne komme væk, og trak ham derefter helt hen til sig og bøjede sig ned over ham og lod sine tænder bore sig ned i hans hals så blodet ligeså stille begyndte at løbe fra såret og ind i hans mund, og han bed sig hårdt fast i hans hals så han begyndte at skrige af smerte og frygt over hvad det var der var ved at ske. Han elskede smagen af blod, specielt ungt blod, og han nød hvert et øjeblik og på grund af den unge alder størrelse, gik der ikke længe inden han begyndte at miste kræfterne og livet begyndte at forsvinde ud af ham, og han sank lidt efter livløs om på jorden, da han slap ham, nærmest drænet for blod og med tydelige bidemærker i halsen, og lå derfor nu foran Neimis fødder, død som resten af hans familie, næsten ihvertfald