udmålling af straffen

[Rai Mirriko]

Rai vidste egentlig ikke hvad han skulle sige, fordi der var næppe noget der ville kunne gøre straffen mindre, så han kunne lige så godt tage straffen uden et ord? Måske undrede han sig en smule over, at hun valgte at støtte ham, men det kunne jo godt være, at hun ikke ville spilde alt for meget tid på ham, og derfor skulle det gå hurtigt med at få ham i bad.
Da de først trådte ind på gæsteværelset, var det første han fik øje på sengen.. Derfor var han også en smule lettet over, at hun valgte at ligge ham i seng, da han sagtens kunne trænge til at ligge ned. Et svagt knæk kunne høres fra hans ryg, da han slappede af og blot blev liggende i sengen. Hvad der skulle ske, nu hvor hun valgte at låse døren havde han ingen ide om, men han håbede blot på at det betød at han skulle i bad og ikke udsættes for tortur eller noget lignende.
Han rystede en smule modvilligt på hovedet, da hun begyndte at klæde ham af fra bund til top, men der var tilsyneladende ikke noget at gøre, før han blot lå nøgen tilbage i sengen.. Sengen, som han sikkert gerne ville blive ved med at ligge i, men dette ville ikke ske, fordi han skulle jo nok tilbage til lænkerne, når han først var færdig.
"Det er velfortjent"
mumlede han for sig selv og regnede ikke med at hun ville høre det, dog forsøgte han at hjælpe sig selv på bene igen, for at bevæge sig mod badeværelset, hvor hun allerede havdet sørget for at gøre klar til ham. Hvorfor var det lige at hun hjalp ham, hvorfor satte hun ikke bare nogle ansatte til at gøre det beskidte arbejde? Til at starte med sad han bare og stirrede ud i luften, da han først var kommet ned i karet, hvorefter han blot nikkede til Drazilla, fordi han kunne godt klare det fra nu af..

[Drazilla Dragoens]

Egentlig så regnede hun lidt med at han nok trængte til at ligge ned, men igen han trængte nok også til badet ret meget og noget at spise, så hun gik lidt for sig selv og overvejede om hun ikke bare skulle spærre ham inde på et værelse i stedet? Det var jo også en mulighed for i dette værelse var der ingen vinduer, så det ville jo i virkeligheden kun være ud af døren han kunne komme men det kunne også fikses med en besværgelse og nogle vagter ude foran døren og så det hun selvfølgelig ville fjerne hans stav helt så han ikke ville kunne bruge lidt stærk magi.
At han gerne ville protestere en smule da hun tog tøjet af ham, tog hun sig ikke rigtigt af for han virkede jo nærmest alt for afkræftet til at gøre noget som helst selv, så hun kunne jo lige så godt hjælpe ham med den del også. Dog hørte hun ikke det han sagde for hun havde lidt travlt med at tænke og han havde jo været en del tavs så hun tænkte ikke rigtigt over han faktisk kunne svarer hende mere, for det kunne jo ske han ikke ville svare i ren og skær protest?
Uanset hvad hjalp hun ham indtil han var i karet, derefter gik hun så lidt væk fra ham men kun for at finde nogle urter og en klud, før hun igen gik hen til ham og smed urterne ned i vandet som en slags sæbe, for hun ville lige sørge for han i det mindste duftede godt. Hun trak skamlen hen til karet hvor hun lagde hendes ene knæ på så hun stadig stod lidt op men vægten lå også lidt på skamlen, her gav hun sig så til at dyppe kluden ned i vandet og tog den derefter op for at vaske hans overkrop og hals, selvom han egentlig havde givet tegn til at han godt kunne klare det der fra så kunne hun alligevel ikke lade være med at vise omsorg overfor ham.

[Rai Mirriko]

Det havde været behageligt at ligge ned så længe det havde været muligt for ham, selvom han egentlig ikke vidste hvad hun havde gang i. Fordi det var jo en straf og han havde egentlig troet at hun blot ville lade ham være i fred, så han blot kunne indse at han aldrig nogensinde skulle finde på noget lignende. Men alligevel valgte hun faktisk at tage en mindre form for kontakt til ham. Egentlig var det ganske behageligt, fordi han på den måde fik mulighed for at komme i kontakt med en anden, end at skulle sidde og tænke hele dagen, eller blot forsøge på at føre en samtale med sig selv, selvom han endnu ikke var kommet til det punkt endnu.
Det lettede en smule at hun ikke kunne høre hvad han sagde, fordi det muligvis ikke var helt så seriøst igen, selvom han jo på sin vis havde fortjent alt hvad der ville gå hen og ske med ham i løbet af de 7 dage, som han skulle leve i isolation for omverdenen. Rai var dog typen der havde behov for kontakt til andre, det var jo også derfor at han var endt med at søge hen til kroen.. Det gjorde han jo altid.
Vandet var ganske behageligt, det var ikke en gang for varmt, nej det kunne faktisk ikke blive meget bedre, derfor valgte han også bare at sidde en smule i vandet og nyde den rene duft, som steg op fra vandet. Urterne havde han ikke en gang lagt mærke til, selvom det jo tilsyneladende var dem, der tilførte vandet noget ekstra. Han kiggede en smule undrede på hende, da hun begyndte at vaske hans overkrop. Det var ikke fordi han var forlegen eller noget, det var nok nærmere fordi han ikke havde forventet det fra hendes side af. Det var jo Drazilla der havde givet ham denne straf, hvilket også var velfortjent.
"Jeg troede at jeg skulle leve i isolation hele ugen.."
sagde han en anelse prøvende og forsøgte at få sig selv til at kigge hende i øjnene, hvis hun da tillod ham at gøre det. Men alligevel valgte han at ligge sig hånd ovenpå hendes.

[Drazilla Dragoens]

Hun vidste egentlig godt at han var en der havde brug for kontakt med andre, det var jo derfor at straffen havde været så perfekt i sig selv, men hun kunne ikke rigtigt holde sig tilbage mere for han sad jo bare og så ynkelig ud, noget hun simpelthen ikke kunne klarer i længden, også selvom man ikke skulle tro hun havde set hen på ham, så havde hun da gjort det ind i mellem m en det var nu også bare tanken om at han sad lænket der gik hende på.
Hun valgte dog ikke at se i hans øjne som hun bare koncentrere sig om at vaske ham i stedet, selvom hun stoppede da han lagde hånden over hendes for han gjorde lidt så hun ikke kunne vaske ham, men hun valgte dog stadig at holde øjnene ved deres hænder. For det var jo ikke ligefrem noget hun var særlig stolt af for hun burde da kunne lade ham være til straffen var ovre ”Jeg kunne ikke klare det mere” svarede hun bare selvom det måske var et mindre nederlag fra hendes side af, men han så jo så ynkelig ud og slaverne fortalte jo at han nægtede at spise og drikke, så hun måtte gøre noget så han ville overleve dette, for han ville jo slet ikke overleve 7 dage uden mad og vand, eller bare at sidde i den stilling alt for længe men nu havde han jo også oplevet at hun ville tage alvor af hendes trusler, selvom hun ikke kunne bestemme sig om han skulle tilbage i lænkerne senere eller hvad men det måtte tiden jo vise for sagde han noget som fornærmede hende ville han med garanti ryge tilbage til væggen.

[Rai Mirriko]

Egentlig burde han hade sig selv for det han havde gjort og ikke mindst den straf som han havde fået tildelt blot fordi han ikke kunne holde sig væk, inderst inde vidste han godt, at han ikke skulle tage sådan en chance endnu en gang, medmindre at han virkelig ønskede at miste sin værdighed fuldstændig.. Men så måtte han jo bare til at bruge hovedet og lukke øjnene for kvinderne i Darklia, selvom han sikkert bare ville ende med at blive en pestilens for Drazilla. Han ville jo umuligt kunne holde sig selv tilbage for evigt?
Det at hun ikke så ind i hans øjne, tog han slet ikke så tungt, han gik bare ud fra, at fordi han stadig skulle afsone sin straf, så ville hun ikke skabe en større kontakt til ham, da det sikkert ville give ham ny energi til at fortsætte de næste par dage. Noget kunne også tyde på, at han ikke skulle slippe så let igen. Men da hun valgte at betragte deres hænder fjernede han langsomt sin hånd, da han jo nødigt skulle forstyrre hende, fordi han jo i teorien burde nyde, at hun ville give ham et bad også selvom han var faldet i rang..
"5 dage endnu og så har du din gamle Rai tilbage"
sagde han med et let smil på læben, da han var overbevidst om at han nok skulle afsone hele straffen, det ville måske også være forkert at gøre hans straf mindre, for hvad nu hvis han regnede med det hver gang, selvom han næppe skulle føle sig hellig. Mon ikke han ville kunne overleve 5 dage endnu, så længe han bare tog imod et enkelt glas vand midt i ugen? Der var da en chance for det, mente han i hvert fald selv.

[Drazilla Dragoens]

Det kunne til tider irritere hende at han gik og kiggede sådan efter kvinder, men på den anden side så var det jo også hendes egen grund fordi hun ikke rigtigt gav ham noget, men hun kunne jo ikke rigtigt gøre det her på slottet for så ville Damian med garanti opdage det og så ville han nok straffe Rai allerede før Zill kunne nå at få sendt ham i beskyttelse, så hun var ikke så dum igen, men det betød jo også at hun blev nødt til at få Rai med andre steder hen, hun havde jo allerede sagt de skulle til Tortuga en dag.
Det var egentlig ikke fordi hun ikke gerne ville have kontakt med ham, men hun orkede ikke at se på ham når han så ynkelig ud som nu, så hun skulle først lige have bare lidt af den gamle Rai tilbage før hun ville se på ham igen, og hun skulle lige komme sig over det her mindre nederlag for det var hun ikke vant til.
”Jeg får ham aldrig tilbage og det ved vi begge 2” sagde hun roligt for hun vidste godt han sikkert planlagde alle mulige ting som ville ende med at hun ville miste ham, for hun ville selv tænke på den måde. Det havde hun jo trods alt gjort da hun selv var fanget, og hun havde ikke ligefrem sagt mange ord til Messi siden hen eller set ham bare for den sags skyld.

[Rai Mirriko]

Rai havde jo ikke rigtig noget valg i denne situation, eftersom at han ikke kunne stille det helt store op. Men det var nok ganske rigtig at han havde haft op til flere tanker i hovedet, fordi han ikke var særlig sikker på sin situation som tjener på slottet, men det var der vel også en grund til, eftersom at han ikke kunne se nogen udvej. Selvfølgelig skulle han afsone sin straf, andet ville være forkert, men om det nu også ville bringe den gamle Rai tilbage kunne han jo ikke love, da han jo stadig overvejede om hun nu også ville komme til at savne ham. Noget som han sikkert ikke skulle lufte for hende, altså hans tvivl. Det at Rai kiggede efter andre kvinder var måske fordi han forsøgte at få dækket sit behov, hvilket desværre altid endte galt, fordi han jo netop ikke kunne holde sig væk.. Drazilla kunne blot håbe, at han snart havde lært sin lektie.
"Hvad vil De gerne have tilbage?"
spurgte han med en rolig stemme og lod sin pegefinger glide rundt i overfladen af vandet i karret. Han vidste ikke om han skulle forsøge at få øjenkontakt med hende igen eller om han bare skulle lade det ligge. Rai blev vel også nød til at overveje fremtiden, fordi hun ville da umuligt kunne holde ham ud hele hans levetid?
"Men på et tidspunkt bliver jeg nok for gammel til at opvarte Dem"
sagde han lavt, hvorefter et suk forlod hans læber, fordi han virkelig ikke vidste hvad der ville blive af ham, når han først blev smidt ud af slottet.

[Drazilla Dragoens]

Zill sukkede kort inden hun bare lod kluden falde ned i vandet for hvis han virkelig ville ind på sådan nogen ting, så kunne hun godt undvære at hænge ud her lige nu. Måske skulle hun bare lade være med at være sød ved ham? For hun orkede ikke at snakke om de ting hun udmærket godt vidste hun havde mistet for længe siden og som hun nok aldrig fik igen, uanset hvor meget hun ellers ønskede det, så blev det aldrig anderledes og det gjorde hende træt.
”Hvad jeg ikke kan få” mumlede hun bare inden hun rejste sig for det var ikke ligefrem derfor hun havde taget ham med ind på værelset, altså for at have denne snak selvom han nok havde fået lov at tænke en masse mens han havde været lænket. Igen sukkede hun for det kunne godt være hun bare var for træt til at gide noget som helst egentlig og bare gerne ville slappe af, men nu kunne hun godt mærke en smule irritation i hendes indre, for det her var åbenbart ikke helt hendes dag.
”Selvfølgelig, men du er skredet inden det overhovedet sker” sagde hun lettere irriteret inden hun gik ind i det andet rum så han kunne gøre hans bad færdigt alene, så hun smed sig bare inde på sengen for hun orkede ikke mere hvorfor gad hun egentlig straffe ham når han bare skred ligesom alle de andre gjorde når de blev trætte af hende.

[Rai Mirriko]

Hendes reaktion kom helt bag på ham, da han mærkede kulden ramme hans ben nede i karret, dog kunne han ikke se hvorfor det var at hun valgte at reagere på den måde.. Men hun havde vel en grund ellers ville det jo ikke være kommet til dette. Det var sikkert noget han havde sagt. Det var det jo for det meste eftersom at Rai næppe kunne holde sin mund i en længere periode.. Selvom han havde formået at holde sin mund i 2 dage, så skulle han også gerne kunne slippe sine tanker fri.
"Jeg troede, at en dronning kunne få alt"
sagde han lavmælt og tog fat i kulden for at gøre badet færdigt ellers ville han bare sidde fast i karret, indtil at hun ville hjælpe ham op. Dog endte det med at han forsøgte at massere sine ben i håb om at han ville have mulighed for at benytte sig af dem. Han blev lige pludselig mundlam, da han hørte hendes sidste ord, før at hun forsvandt ud i værelset.. Han havde aldrig nogensinde set hende i et sådan humør og det var faktisk noget der skræmte ham på en underlig måde, som det jo ikke burde.
"Hvis De vil have den gamle Rai tilbage, skal De jo bare slette mine minder?"
det var blot noget der røg ud af munden på ham, hvorefter at han fik rejst sig op i karret og forsøgte at træde hen over kanten. Han tog sig ikke rigtig af, at han var nøgen, da han først bevægede sig ind til Drazilla uden at sige et ord. Det var ikke en gang sikkert at han mente ordene, fordi det ville sikkert give ham nogle problemer senere hen..

[Drazilla Dragoens]

Det var på sin vis det han havde sagt og det hun selv ikke anede hvad pokker hun egentlig skulle stille op med alt ting. For hvad kunne hun egentlig lige stille op når man var træt af selve livet? Og egentlig bare træt af folk forlod hende fordi de ikke kunne holde hende ud i længere tid, eller der var da en som var blevet udover Rai men Rai var jo ved at smutte ud af hendes hænder så snart havde hun kun Damian tilbage, desværre en mand hun var ved at blive lidt træt af.
”ikke det hun vil” mumlede hun bare for det var jo sandheden i sig selv, hun kunne ikke få hvad hun ville have. Hun ville have spænding i livet, den spænding der efterhånden var forsvundet helt for nu var hun blevet mere rigtig dronning, sådan en som folk gerne ville have til at være, men det kedede hende nu stadig meget, så hvad kunne hun efterhånden lave af sjove ting? Drikke? Selv det blev kedeligt i længden for der var jo ting som man ikke måtte gøre uanset om man var fuld eller ikke.
”Til hvilken nytte? Du vil bare skride alligevel det har du jo med at gøre” sagde hun ligegyldigt som hun lå og så op i loftet, og viftede kort med hånden som for at afvise noget, for den ting gjorde hun jo kun ved fanger som hun skulle have lidt sjov med, men det var egentlig længe siden hun havde besøgt fangekælderen, måske skulle hun snart gøre det igen?

[Rai Mirriko]

Der var tilsyneladende ikke noget der kunne hjælpe på hende humør, så hvad kunne han egentlig stille op? Og skulle han overhovedet gøre et forsøg, han var stadig igang med sin straf, så han ville sikkert ikke kunne hjælpe hende. Men ville hun overhovedet have hjælp. Han vidste ikke at hun var ved at være træt af Damian, hvilket sikkert også ville komme bag på ham, eftersom at han ikke selv så Damian særlig ofte, men det kunne jo være at manden bare udnyttede tiden..
Rai valgte at holde sin mund og gå hen til sengen for at bukke sig ned og samle sit tøj op igen, så han kunne få det på igen. Eftersom at han jo faktisk var ren nu, så behøvede han jo ikke være nøgen mere. Han trak sine underbukser på og lod blikket glide langs med hendes krop. For helved han kunne jo slet ikke lade vær! Han ville dog ikke forstyrre hende, da hun åbenbart ikke var i humør til opmuntring, dog kunne han ikke gøre andet end at vente på at hun ville lænke ham til væggen igen.
"Jeg er da altid vendt tilbage? Jeg ønsker ikke at svigte min dronning, men du ligner slet ikke dig selv, hvor er den Drazilla, som jeg søgte arbejde ved? Hvor er din glød?"
spurgte han lettere undrende, hvorefter at gik en smule tilbage til badeværelset, da han var bange for at hun ville slå ud efter ham. Men han havde jo haft rigelig med tid til at tænke.

[Drazilla Dragoens]

Da han kom ind i værelset igen, forblev hendes blik oppe i loftet, sådan som det egentlig ret tit var når hun tænkte over det. For hun kom kort til at mindes flere dage hvor hun havde sat flere timer det ene eller andet sted og bare gloet op i loftet uden egentlig rigtigt at have nogen tanker i hendes hoved, men hvad skulle hun også tænke over? Normalt kom tankerne jo bare til hende når hun skulle bruge dem så hun behøvede ikke bruge længere tid til at tænke over tingene.
”Efter flere dage og det bliver altid længere og længere.. Den Drazilla er død, hun døde da spændingen ved livet gjorde det… Der er ikke rigtigt noget spændende ved livet mere og du gør det ikke ligefrem bedre når du hygger dig med alle andre kvinder i stedet for at tage dig af mig” sagde hun lettere irriteret for hun gik jo her på slottet dag ud og dag ind uden nogen til at underholde hende, for Rai rendte jo altid rundt og havde gang i flere kvinder, og hendes børn var ikke interessante og hendes krigere var heller ikke rigtigt, selv ikke Damian var så interessant mere for han arbejdede jo sig konstant, så nogen gange overvejede hun hvorfor hun overhovedet havde gjort ham til hærfører når han alligevel aldrig havde tid til hende, udover når hun krævede ham.

[Rai Mirriko]

Drazilla lod ikke til at vise nogen form for interesse i ham, så hvordan skulle han kunne gengælde det, hvilket han jo næsten kunne fornemme på hende at hun søgte. Dog havde han svært ved at interessere sig for hende, når hun ikke en gang fandt sig selv særlig interessant, men det var ikke rigtig noget han kunne tillade sig at sige. Han ville jo gerne beholde sit liv, så længe det var ham muligt.
"Hvad med at genvinde spændingen? Vores rejse dybt inde i bjergene.. Den fremtidige rejse til Tortuga, som du jo rent faktisk lovede.."
spurgte han ganske rolig, hvorefter han gik hen ved siden af hende og satte sig på kanten af sengen, med blikket rettet mod hende, han var dog en anelse bange for at røre hende, fordi han ikke vidste hvad han måtte og hvad han ikke måtte. Derfor kunne han godt virke en anelse tilbageholdende, selvom han slet ikke var typen der var sådan. Han lod blikket glide op i loftet, da det tilsyneladende var det eneste som hun rent faktisk brugte tid på lige nu.
"Jeg vil gerne have min dronning tilbage.. Men kræver det at jeg går over dine grænser?"
spurgte han roligt og lod en hånd glide hen over hendes kind, fordi han jo ikke kunne lade vær, andet ville jo også være forkert at sige, men hvem ville også holde øje med dem inde på et gæsteværelse. Selvfølgelig kunne konsekvenserne ramme ham meget hurtigt.

[Drazilla Dragoens]

Det var svært for hende at beholde interessen for ham når hun hele tiden vidste han stak af med andre kvinder og bare lod hende stene her på slottet, så hvorfor skulle hun egentlig også blive ved? Hun kunne jo lige så godt acceptere at livet ikke var så sjovt som det en gang var, måske var hun ved at blive ”voksen” som de kaldte det.
”Jeg ved ikke om jeg har lyst til at rejse med dig.. Du vil jo åbenlyst ikke rejse med mig..” sagde hun en anelse irriteret, men det var et billede hun havde fået af ham fordi han jo rejste ret meget, eller det måtte han jo gøre når han ikke var her på slottet for at underholde hende. Hun så stadig op i loftet men lyttede til de lyde som lænken kom med, for den havde han jo stadig rundt om halsen fordi hun ikke havde taget den af eller bare bundet ham til et sted, fordi hun mente at han nok trængte til at bevæge sig lidt rundt, og hun frygtede ham jo ikke på nogen måde, eller så ham som en trussel.
Det var først da han lod en hånd glide over hendes kind, at hun vendte blikket fra loftet ned på ham, men hun gjorde nu stadig ikke mine til at ville rejse sig eller røre sig det store. Hendes øjne var dog trætte, nok var hun ung af en fra hendes race men hun var meget gammel for et menneske. ”Din dronning er død.. bare acceptere det, det gør alle andre jo” sagde hun lidt ligegyldigt, selvom det nu ikke var fordi hun ikke ville komme tilbage til hendes gamle liv for det ville hun jo rigtigt gerne, men alle havde ment hun skulle vokse op og være en rigtig dronning og siden hjerte var kommet tilbage på slottet havde det påvirket en del.

[Rai Mirriko]

Lige umiddelbart, så burde Rai efterhånden give op, fordi hun tilsyneladende ikke rigtig var med på at forsøge. Noget der egentlig godt kunne irritere ham noget så grusomt, men ville han overhovedet få mulighed for at fortælle hende, hans frustration.. Måske det ville være lettere uden ord?
"Hvornår har jeg sagt det? Jeg ser da frem til vores rejse til tortuga.. Men hvis du trækker tilbuddet tilbage, så må jeg jo bare acceptere det?"
sagde han mere eller mindre skuffet, noget som han ikke ønskede at skjule for hende, fordi det var lidt som om hun manglede en til at åbne hendes øjne, hvilket han da sagtens kunne stå for også selvom det ville få sine konsekvenser senere, så måtte han jo bare tage skraldet efterfølgende. Der var jo ingen som sagde at man skulle opføre sig som en voksen konstant, da han godt kunne forestille sig, at det ville blive kedeligt i længden, hvis man skulle fremstå som et voksent eksempel overfor alle.
Endelig valgte hun at vende blikket mod ham, dog kunne man godt se på hans ansigtsudtryk, at han ikke rigtig var tilfreds med hendes ord. Hans dronning kunne umuligt være død.. Det ville jo aldrig nogensinde kunne lade sig gøre, den gamle dronning måtte jo være derinde et sted. Hendes ord gravede sig dybt ned i ham, fordi han ikke havde tænkt sig at acceptere det, som alle andre. Måske var det en anelse tøset, men Rai valgte simpelthen at svinge sin hånd mod hendes kind for at give hende en lussing, før at han rejste sig op og så en anelse koldt mod hende..
"Hvis min dronning er dø, så ser jeg ingen grund til at blive"
sagde han koldt og vendte sig mod døren, som havde han tænkt sig at gå, selvom lænken sikkert ville forhindre ham i det.