Closer

[Deleted]

Det var fantastisk snart at være på vej til sin ø, men ruinerne her havde set så smukke ud den kolde vinterdag, så hun havde danset rundt og leget med Juju det meste af dagen. Da aftenen faldt på, spist de lidt frugter og hun mærkede hvor træt hun egentlig var blevet, dog sov hun sjældent meget af gangen, selvom Juju sov i tasken som altid. Kathy vågnede ved månens smukke skær skinnende ned over hende, hun satte sig op med et smil, hun løsnede sit hår og satte det ordenligt igen, en lille lur kunne gøre meget uorden i håret. Som hun rejste sig, strakte hun sig fint, ruinen var endnu smukkere i måneskæret, hun smilte blidt og gik lidt stille rundt, drømmende, om alt det der havde sket i præcis dette bygninger. I hovedet fandt en masse historier sted, hun smilte blidt og nød den kolde luft i vinternatten. Hendes bare fødder gled gennem græsset som endnu ikke var dødt, minusgraderne havde ikke drabt det endnu, men det var blevet mørkere at se på. Et lille fnis kom fra hende, hun nød sin frihed, ingen bestemte over hende og det passede hende fantastisk. En blidt vind kærtegnede hendes letpåklædte krop og viste de mange tatoveringer, hver eneste havde betydning, for alle de gange hun havde brædt sig på den såkaldte kærlighed som hun bestemt havde glemt alt om, selvom hun stadig havde det med at falde for charmerende mænd. Som hun gik her i skæret fra månen, fik hun pludselig lyst til at gøre noget skørt, så hun begyndte at danse rundt og ende i græsset med et lille grin. Den barnlige sjæl fejlede intet.

[Augustus L.S. Bloodfire]

Det var længe side Lukas havde været i området ja faktisk kunne han næsten ikke huske hvornår han sidt havde været ude for sin families hus med undtagelse af når han skulle ned til kroen og finde et offer som han havde gjort det selv samme nat. Dog havde den alt for unge dreng ikke været nok til at stille hans sult men havde blot taget det værste så han ville kunne klare sig. Han bevægede sig gennem træerne i høj fart hvilket for ham bare var naturligt da duften fra en dæmon kvinde ramte ham, han smilede da dæmoner i hans øjne var nogen af de smukkeste væsner og når han nu skulle være i nærheden af andre kunne de lige så godt være ordenlige at se på. Han fulgte lydløst lugten og stoppede da han var et stykke fra hende. Han betragtede hende i stilhed uden at vide helt om han skulle lade hende være et offer eller bare snakke med hende eller for den sags skyld bare gå igen men efter noget overvejelse valgte han at gå mod hende og så tage det som det kom. Han hoppede lydløst op i et træ og gik mellem grene for at komme hen over hende inden han hoppede ned lige foran hende ”buh” sagde han med sin tydelige vampyr stemme blot for at se om han kunne have held til at skramme hende. Han var iklædt afslappet men stilet sort tøj og havde en lang sort kappe over sig der havde givet en susende lyd fra sig da han hoppede ned fra træet. ”hvad bringer en så fin dæmon ud på denne tid af natten ? og i dette område?” spurgte han med en stemme der ikke var til at tyde og kunne opfattes som både truende og venlig hvilket var helt med vilje da han elskede det når han fik held til at skræmme eller forvirre folk. Han kredsede roligt om hende og så på hende mens han indåndede hendes for ham dejlige duft ”luft? Eller måske vand?” spurgte han efter at have duftet til hende og set op og ned af hende nogen gange, han var ikke så stærk i de forskellige dæmoner men han forsøgte altid at gætte sig til svaret og var det så forkert ville det jo ikke gøre noget.

[Deleted]

Egentlig var hun i sine egne tanker, så at der var nogen som sneg sig sådan ind på hende, var hun slet ikke klar over. Så da en mand pludselig hoppede ned foran hende, hvinede hun lidt og trådte tilbage, hendes øjne var spærret helt op og så lettere forskrækket på ham. Men lidt tid efter endte hun med at grine lidt, for det var da en spøjs måde at præsentere sig selv på, at gøre hende opmærksom på at han var der. Et sted virkede det for hende som en leg, vampyrer var noget hun aldrig havde mødt før, så hun vidste ikke hvad han var for en. Dog var hun bare sit glade jeg, der var vel ingen grund til at være bange, var der? Kathy så dog lidt undrende på ham som han kredsede om hende, det var da til at blive lettere svimmel af.
"Nu ved jeg ikke meget om manere, men det er da ikke pænt at skræmme folk, er det?" Grinte hun så, inden hun prøvede at følge ham lidt med øjnene, han var en spøjs fætter, så nysgerrig var hun da. Dog kom et overrasket blik i hendes havblå øjne som hun hørte ham sige dæmon, hvor pokker vidste han at hun var dæmon? Hun så lidt undrende på ham, hun vidste da at forskellige racer havde hver deres evne, nogle endda flere end en. Måske var han synsk, for han gættede jo på selve elementet.
"Vand...... Er det så tydeligt?" Spurgte hun så undrende, for hun mente da ikke at hun udstrålede noget bestemt og hun legede ikke rundt med vand lige nu, for det havde da været afslørende. Juju havde været vågnet med et sæt af hendes hvin, men vendte bare rundt og sov videre, hvilket han da også skulle have lov til. Det lille pus.

[Augustus L.S. Bloodfire]

Da hun hvinede kunne han ikke undgå at smile og afsløre sine lange syle spidse hjørne tænder som han nød at have haft chancen for at skramme hende bare en smugle. Da han hørte hendes spørgsmål stoppede han op foran hende ”hmm nej det er det nok ikke… men det var sjovt at høre dig skrige sådan” sagde han og grinede kort for at fortælle hende at det ikke var ondt ment men blot fordi han virkelig havde fundet hendes udbrud sjovt. Hendes næste spørgsmål fik ham dog til at forsætte sin gang om hende ”du dufter af dæmon… dejlig mildt og enkelt.. og dine hjerteslag gav min indtrykket af vand og luft men tit blander jeg også de to sammen” forklarede han roligt og der var tydeligt at han ikke havde noget problem i at fortælle hende det som det var. Han stoppede bag ved hende og duftede til hendes hår uden at ligge skjul på det inden han lagde en lille latter fra sig ”man får jo helt lyst til…” han og lavede en smaskende lyd inden han gik om foran hende igen og smilede så hans tænder igen blev synlige ”man får jo helt lyst til at sætte tænderne i dig” sagde han og smilede endnu størgere i noget tid inden han stoppede og gik imod hende igen men stoppede da han var tæt på hende ”men bare rolig… en dæmon så smuk som dig bør ikke frygte for sit liv i mit nærvær… kun frygte for sit blod” sagde han i en drillende men dog fuldt ud ærlig tone inden han smilede kort og skævt til hende. ”mit navn er forresten Lukas… Lukas Malkin… Fuldblods vampyr fra den bedste slægt efter min mening” sagde han med et tydelig stolthed i stemmen der viste at han var glad for både sit navn og sin race. ”men du svarede mig ikke… hvad laver du her ude ? ubeskyttede …. Så let et offer for forbigående” sagde han spørgende og indtrængende mens han lagde hoved en smugle på skrå og så på hende med sine klare blå øjne som hans slægt var kendt for at have på trods af at det langt fra var normalt i vampyr verdenen.

[Deleted]

Egentlig begyndte han lidt at skræmme hende for alvor, for der var noget over ham som ikke helt stemte, var han en form for dyr siden hans tænder så kødædende ud? Dyr var noget hun havde gået op i, racer der mindede om hende, ikke så meget. Det var nok fordi hun egentlig bare gerne ville være fri for dem, selvom mange faktisk var rart selskab. Okay hun var måske en anelse forvirret, for hun brød sig ikke om dem, men kunne ikke undvære dem helt og så var de vel lidt hyggelige. Hans måde at være på blev egentlig mere og mere mystisk i hendes øjne, men hver person, sin personlighed vel. Dog gøs det lidt i hende da han igen snakkede, duftede til hendes hår og smaskede som havde han tænkt sig at æde hende. Egentlig stivnede hun bare ved hans ord, inden hun holdte lidt rundt om sig selv, for hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre. Som han talte løs, blev hun bare mere og mere overbevist om at det måske var en ide at være lidt varsom. Derfor lod hun hænderne glide ned om sine sider og løsnede proppen på hendes flaske med vand, bare for en sikkerheds skyld.
"Det er da rart at......... ja, at du ikke vil...... ja." Kom det nervøst fra hende, som hun kiggede væk, for hans øjne var ret dragende og det disktraherede hende i den grad! Hvor skulle hun vide fra at vampyrer spiste blod og at de faktisk fandtes. Dog frygtede hun som han så fint havde sagt hun godt kunne, sit blod, for hun havde vidst hørt rygter som blodsugere, som de så fint blev kaldt i stammen fra de mænd der havde været væk fra deres ø. Kathy var dod stadig noget nysgerrig.
"Mit navn er Kathy Rain og jeg er på vej hjem, jeg nyder naturen her ved ruinerne og faldt i søvn, vågnede og nu er du her så. Anden forklaring er der vel ikke." Kom det så bare roligt fra hende, inden hun sendte ham et skævt sødt smil af ren natur fra hendes side af, sådan var hun bare altid. Sød og venlig af sind. De havblå øjne blev dog igen draget af hans og det fik hende til faktisk at stirre lidt, inden hun rystede på hovedet og så væk.

[Augustus L.S. Bloodfire]

Det første hun sagde valgte han ikke at svare på men tog det dog til sig men da hun forklarede hvorfor hun var der på den tid så han undrende på hende ”så hun gik bare helt tilfældigt i gennem her for at komme hjem og beskyttede sig for at sove et sted fyldt med væsner de ville elske at få lov til at dræbe dig?” sagde han spørgende med en tydelig underen i stemmen da han aldrig havde oplevede nogen gøre sådan men på den anden side var hun sikkert også langt stærkere end han ville indrømme så hun ville jo nok have kunne beskytte sig til en vis grænse. Han gik helt tæt på hende men uden at virke truende dog blot nysgerrig ”du ved godt at du bør frygte mig ikke ?” sagde han da han ikke var van til at folk blev ved ham og slet ikke når han opførte sig som han gjorde ”du ved godt at hvis jeg ville… jeg kunne dræne dig for blod… dræbe dig hvis jeg ville” sagde han hviskende men gjorde det i en charmerende og forførende stemme blot for at forvirre hende. Han så hende i øjne og på trods af at han havde mødt mange vand dæmoner før havde han aldrig set i øjne der virkede så klare og blå før og der var noget ved det der gjorde ham nysgerrig, han huskede at han engang havde hørt en sige at jo klare øjne en vand dæmon havde jo mere sorg havde de oplevet men som han stod der og kigget på hende kunne han ikke se hvordan hun skulle have oplevet sorg da hun for ham ikke virkede som en der var let at såre ren mentalt men han kunne jo tage fejl som så mange gange før. ”din navn er smukt… et passende navn til dig” sagde han med sin forførende stemme der dog var fuldt ud ærlig som han langsomt hævede hånden for at røre hendes arm men stoppede dog få cm fra det og trak sig et skridt tilbage. Han rystede kort på hoved for at komme til sig selv igen inden han så på hende igen. ”lad mig… øøhm… lad mig sørger for du kommer sikkert hjem?” spurgte han og det var helt tydeligt at de ikke var en sætning han nogen sinde havde sagt før til nogen som helst han ikke var i familie med men af en eller anden grund havde han ikke lyst til at nogen skadet hende nok fordi at han ville have hendes blod og gerne helt for sig selv hvis han kunne men den følelse havde han jo før haft uden at det fik ham til at gå op i en kvindes sikkerhed.

[Deleted]

Der gik mange tanker igennem hendes hoved, hun kunne ikke helt finde rundt i ham, for der var noget over hende som dragede hende til ham, som havde hun ikke lyst til at forsvinde lige nu, men det skræmte hende også at han sagde de ting han gjorde. Desuden var han meget intenst i sin opførsel, noget der måtte få hende til at rødme da hans frførende stemme nåede hendes øregang og et gys gled igennem hendes krop. Kathy bed sig i læben, hun kunne virkelig godt se hans pointe, men hun var stærk, rimelig stærk og kunne godt forsvare sig selv.
"Hvad for dig til at tro jeg ikke er en af de farlige typer? Jeg kan skam godt passe på mig selv hvis nogen skulle få lyst til at slå mig ihjel." Kom det så fra hende, hun smilte bare kæphøjt med sit ene øjenbryn hævet og nu sine arme lagt over kors, på trods af hendes opførsel, var hun altså ikke en lille pige der behøvede sin farmand til at beskytte sig. Den måde han dragede hende på, skræmte hende lidt, for det føltes lidt som om hun intet valg havde, hans stemme, hans udstrålling og så de øjne! Kathy endte med at stå mere afslappet med armene langt kroppen, inden hun hævede sine hænder til foran hendes mave hvor hun pillede nervøst ved sine negle. Der måtte da være en vej ud af det her rod, for hun var rimelig sikker på at han ikke var helt gode nyheder, selvom hun med glæde ville se mere til denne mystiske person. Vampyr........... Hun gumlede lidt på den nye viden, så han var en blodsuger, men de kaldte sig noget andet.
"Det er sødt af dig men, burde jeg ikke frygte dig? Så ville det ikke være smart at vise dig hvor jeg bor, desuden har jeg lang lang vej igen." Hviskede hun, som var det en stor hemmelighed, inden hun fniste sødt og drejede kort rundt om sig selv for at kigge op i himlen samtidig og nyde månen og stjerne som beklædte himlen smukkere end noget andet. At hendes hals var total blottet lagde hun jo ikke så meget i, for hun vidste ikke hvor de som regel tog blod fra? Desuden så virkede han da ikke til at ville skade hende som sådan, men varsom var hun dog.

[Augustus L.S. Bloodfire]

”Du virker ikke til at være farlig… ikke på samme måde som jeg er… jeg er hurtigere og stærkere end dig og det gir mig da en klar fordel hvis jeg får lyst til at dræbe dig” sagde han med en drillende tone og et roligt smil til det første hun sagde. ”men bare rolig…selv om det er utrolig svært skal jeg nok lade være med at dræbe dig” sagde han roligt og lettere charmerende i håb om at bløde hende en smugle op fra den mulige anspændthed hun kunne have fået ved hans ord. Hendes næste ord fik ham dog til at grine ”hvis jeg havde lyst til at finde ud af hvor du boede behøvede jeg ikke at følge dig… jeg ville kunne lugte mig frem” sagde han med et skævt smil og stoppede så med at smile. Han gik tæt på hende igen og lod sin hånd glide forsigtigt på hende arm ”for min skyld ? jeg kan ikke lide du render rundt alene her… uanset hvor stærk du mener du er” sagde han med sin forførende stemme og så hende i øjne i håb om at det ville virke og han så ville få sin vilje som han så tit havde fået det før. ”dine øjne…de…” han hviskede og rystede svagt på hoved som et tydeligt tegn til at han ikke kunne tro hvad han så ”de er virkelig… unikke” hviskede han med samme forførende hviskende stemme inden han igen trådte et skridt tilbage da det gik op for ham af han stod og rørte ved hende uden nogen grund ”undskyld” mumlede han fjernt og så ned hvilket var mærkeligt selv for ham da undskyld ikke ligefrem var et ord han brugte tit og derfor håbede han også at hun ikke havde hørt det. han så hende i øjne igen og smilede som han så hendes blottede hals ”det der er ikke særlig sødt” sagde han og pegede på hendes blottede hals ”jeg kan dufte dit blod og høre dit hjerte så når du blotter din hals på den måde gør du det meget meget svært for mig at stå imod” sagde han ærligt og så lidt væk mens han prøvede at samle sig selv før han så på hende igen. *hvad sker der dog med mig ? hvorfor dræber jeg hende ikke ?... hvorfor har jeg lyst til at beskytte hende ? det er jo absurd… men de øjne… den duft… hun må være det værd… og blod givet af egen fri vilje er nu engang bedre* tænkte han for sig selv inden han smilede svagt til hende som tegn til at han ikke var sur over hendes blottede hals.

[Deleted]

Anspændt, jo det kunne man godt sige hun var da hun stivnede på ny over hans ord, skulle han snakke så meget om at dræbe og så videre? Hendes blik blev lidt mistroisk som hun så mod ham, hvad var han egentlig ude på? At skræmme hende til døde? Dog blev hun lettere blød i knæene af den stemme og de øjne, så hun bed sig hårdt i læben for at fokusere lidt på ham uden at blive væk i øjnene som han bar. Det var bare typisk hende, alle de mænd hun havde mødt indtil videre havde efterladt forvirring hos hende fordi hun forsøgte så hårdt ikke at falde for nogen som helst. Selvom Tom egentlig havde været mere end villig til at starte et forhold op, men han forstod bare ikke hvorfor hun ikke ville. De havde været tæt på at blive meget uvenner. Han var rigtig sød og en dejlig mand, men hun kunne ikke det der med forhold, ikke mere. Hvordan forklarede man en mand ivrig efter at følge en hjem, at man boede på en øde ø god og vel flere dages rejsen på havet? Hun nåede slet ikke at tænke det igennem før blodet steg til hovedet og gav hende rosenrøde kinder, hun så ned mod sine bare tær og fattede slet ikke at han sådan bare skiftede emne. Dog lod han også selv til at være lidt forvirret, men hans berøring på hendes arm fik det til at gyse lidt mere i hende, dog på en god måde, sådan da. At han nævnte hendes hals, fik hende til at se hurtigt på ham og så ligge en hånd hen over, det var lidt skræmmende, at tale sådan om blod.
"Det.........." Hun vidste faktisk ikke helt hvad hun ville sige og så bare på ham med et blidt smil samt lidt undskyldende. Juju havde været syg et stykke tid, så af den grund som han meget, nok meget godt, selvom at hun godt kunne bruge ham for at lade ham bedømme hvor vidt det var en god ide eller ikke dette her. Kathy rettede lidt på sin flaske som hang i en rem over hendes skulder, hun så op mod hans noget kønne ansigt og smilte stille.
"Jeg bor på en ø, Tortuga er det tætteste jeg kommer på mit hjem, inden jeg får brug for et skib eller en båd så jeg kan komme tilbage til mit øliv." Mumlede hun så, som hun opdagede hun stod og legede med et tot af sit hår, den slap hun igen, det var en dårlig vane når hun ikke helt vidste hvad hun skulle gøre. Det var hendes måde at vise hun tænkte på, pillede altid ved sit hår.

[Augustus L.S. Bloodfire]

Da hun forklarede det med at hun boede på en ø smilede han dog stadig roligt ”så giv mig i det mindste lov til at følge dig der til” sagde han lettere bedende ”for hvis det tager mere end en nat så…” han tav kort ”så risikere jeg at dø på vejen” sagde han med et kægt smil som om at det var det mest normale at sige i hele verdenen. Han så hende igen i øjne og måtte holde mere og mere på sig selv for ikke bare at fare hen og sætte tænderne i hende. ”ved mindre din partner ikke ønsker at du bliver ført sikkert der til ?” sagde han spørgende og det var tydeligt at han lagt mere interesseret i at få at vide om hun var i et forhold end at vide om en evt partner ville have noget imod ham for på det område kunne han ikke være mere ligeglad. Han stod lidt og så rundt inden han med et stod helt tæt på hende igen ”jeg er ligeglad med hvad du eller din partner siger jeg følger dig et sted hen hvor du er bare nogen lunde sikker og dermed basta” sagde han hurtigt og bestemt og så på hende med sine dybe blå øjne der tydeligt viste at han havde tænkt sig at gøre det uanset om hun ville have det eller ej men at han ikke havde tænkt sig særlig godt om inden han sagde det men blot lod det ryge ud af ham. Han vendte øjne væk lidt og så hende så i øjne igen ”hør jeg har aldrig haft lyst til at føre nogen som helst i sikkerhed og normalt ville jeg have sat mine tænder i dig for længst… så lad i det mindste gå imod min natur denne ene gang” hans stemme var hurtig og bestemmende men dog stadig bedende hvilket viste at han ikke sagde det for at kontrollere hende men blot for at få sine tanker ud. *hvad er det dog hun gør ved mig… geee kom nu tag hvad du vil have og gå… hun er bare en dæmon ikke noget særligt… men de øjne… den duft” tænkte han og det var tydeligt på hans flakkende øjne at han tænkte over det der skete dog stoppede hans øjne med at flakke kort efter og han så igen på hende med det charmerende smil og øjne der var forførende ud over hvad der var normalt.

[Deleted]

At han ville dø hvis de ikke nåede det må natten fik hende til at se lettere skræmt på ham, så måtte de da finde en kro hurtigt, så han ikke ville dø, altså hun kendte ham jo ikke, men at dø fortjente han vel næppe? Hvad han egentlig mente med det forstod hun ikke helt, hvor i al verden ville han dø? Dette mystiske væsen gav hende så mange spørgsmål i hovedet at hun havde lidt svært ved at danne fokus over situationen. Hvorfor pokker var der mænd så charmerende i verdenen? Se, det var præcis af denne grund hun blev på sin ø, pokkers til heltemodige sømand som faktisk bare havde bragt hende i mere fare end noget andet. Da han havde set hende på øen, troede han at hun skulle reddes, hun fik ikke et eneste ord indført. Og gav senere hen op og besluttede sig for at nyde eventyret, selvom hun længdes hjem. Det var sådan hun var endt i Nirelia, og nu her, godt på vej hjem, fantastisk! Hans øjne, stemmen, det hele, hun forstod det ikke, men hun havde lyst til at være tæt på ham og det skræmte hende lidt, for tænk hvis han bed hende.
"Lad gå, men lad os da så komme afsted, jeg går ud fra du kender vejen?" Lød det sødt fra hende, som hun endte med at smile lidt for sødt til ham og rødme lidt, for hun følte sig jo lettere speciel når han sagde som han gjorde. Og jo mere hun tænkte over hans spørgsmål, grinte hun og rystede på hovedet.
"Partner? Hvad er det?" Spurgte hun så bare, tydeligt drillende, men også som tegn på at hun langt fra brød sig om tanken om en partner. En til at bestemme over sig i denne mands dominerende verden, ellers tak. Kathy gik hen til sin taske og tog den op over skulderen, Juju vågnede forvirret og klatrede hurtigt op af tasken for at sidde på hendes skulder og se lidt søvnigt rundt, dog kom et par høje skrigeagtige lyde fra ham som han spottede en mand med hugtænder. Kathy tog sin hånd op foran den lille mund.
"Shyyy Juju, han gør intet. I så fald havde han nok gjort det for længst din sovetryne." Lo hun blidt og kyssede aben på hovedet, hun elskede nu sin lille ven og efterlod ham sjældent nogen steder, men hvis Tortuga havde nogen som kunne se til ham og pleje ham, ville det være perfekt. For aben var normalt mere livlig og nysgerrig, men den lange sygdom havde gjort ham svag og mat, bange for alt og forsvarende selv når det ikke var nødvendigt. Stakkels lille fyr.

[Augustus L.S. Bloodfire]

Han nikkede stille til hendes ord men da aben kom frem fik han et sjovt blik i øjne. Han gik hen til dem selv om den skreg af ham, han strakte sin håndflade hen til den ”du må gerne bide mig det gør ikke noget – men pas på mit blod du får bare meget meget ondt hvis du smager på det” sagde han med en pludselig tydelig latinsk accent da han havde erfaret at latin virkede mere beroligende på dyr end hans normale accent ”jeg lover ikke at gøre hende noget hun ikke gir lov til Juju er det så oki ?” sagde han roligt til aben og så på den med næsten hypnotiske øjne inden han fjernede sin hånd og gav sig til at rode i en lomme og fandt et æble frem så grønt som græs ”sulten ?” spurgte han aben og rakte den æblet for at gøre et godt indtryk på den inden han nikkede til hende ”ja da… jeg er gammel nok til at kende alle veje i alle vores lande på nær det der mærkelige sted hvor solen bare syntes den skal være fremme hele tiden” sagde han og overdrev tydeligt men for en der ikke kunne være i solen var hvert sekund den var oppe en evighed i sig selv. ”det er solen der gør det… hvis den rør min hud brander jeg op… og tro mig det er smerte der er svær at stå imod” sagde han med et lille grin for at sige at han ikke fandt det som et tungt emne. Han førende hende gennem skoven og stoppede så med et og gik hen og kiggede på aben med en underen da det gik op for ham at det han havde hørt kom fra aben og ikke bare var ham selv ”dens hjerte slår på en sjov måde” sagde han mumlende inden han forsatte sin søgen og tydeligt lyttede efter noget ”lunge betændelse” sagde han lidt efter og rettede sig ”du burde give den noget imod det… jeg har ført folk sige at det er meget smertefuldt” sagde han lidt efter. Han havde engang ønskede at blive læge udelukkende for at få lette offer og han kunne derfor med lethed finde frem til almindelige sygdomme hos mennesker og de få dyrearter der minede om mennesker. Han smilede og gik så videre som om intet var sket mens han holdte øje med hende hele tiden og tydeligt beherskede sig for at holde en fart hvor hun kunne følge med.

[Deleted]

Appetit var noget Juju som regel altid havde og han ville ikke tøve normalt, men han endte da også med at tage æblet og gumle lidt i det. Et sted blev Kathy lidt blød over at han var så sød overfor Juju, det var da rart at han faktisk prøvede at fjerne mistro hos aben. Aben var rimelig sløv og havde det langt fra godt, hvilket gjorde Kathy meget bekymret. Han hang på hendes skulder og virkede til at have småsvært ved at holde fast i længden. Egentlig lod hun sig bare føre igennem skoven, for han vidste vel hvad han lavede, men hun kom vidst her fra, var hun gået den forkerte vej? Dog lyttede hun til at ord og fik først et skræmt blik i øjnene, hun tog Juju ned fra skulderen og tog den lilel brystkasse op til øret, han havde ret! Det var længe siden hun sidst havde grædt, men hun fik tåre i øjnene, tænk at hun slet ikke havde lagt mærke til hvor alvorligt det var. Hun kiggede så lettere panisk på Lukas.
"Vi må finde en dyrelæge så! Eller bare en læge, jeg er ligeglad, der må ikke ske ham noget. Han er min bedste ven." Lød det lettere panisk fra hende, hun var bange for at miste ham. Havde han ikke skyllet op på land på hendes ø, havde hun været alene de sidste mange år. Så igen, havde han levet et meget godt liv, længere end de fleste abers og virkede stadig som en ung, ja var også meget lille af sig. Hun tog Juju ind til sig, hendes puls var i hvert fald oppe og køre af frygten for at miste hendes bedste ven, så da den lille abe hørte hendes hjerte på den måde som den lå mod hendes bryst. Så den roligt op på hende for at berolige hende.
"Jeg skal nok passe på dig Juju, undskyld jeg ikke har opdaget det var alvorligt noget før, men du må ikke forlade mig vel?" Lød det stille fra hende, som hun prøvede forgæves at bevare roen. Hendes skridt blev længere og hurtigere, i håb om at han kunne få dem hurtigere afsted.

[Augustus L.S. Bloodfire]

Han lyttede til hende og smilede skævt over hendes reaktion ”det hænger ikke ligefrem på træerne heromkring” sagde han roligt og gik lidt i sine egne tanker for at finde ud af om han kunne tillade sig at sige det der poppede op i hoved på ham ”men øøm… jeg har noget der burde kunne hjælpe ham men det ligger der hjemme… og så går vi i den forkerte retning til det” sagde han roligt som et forslag til at hun sagtens kunne få det han havde liggende da hverken ham eller hans familie havde brug for det og at han ikke havde noget imod at hjælpe hendes abe, de smagte jo ikke ligefrem godt så han kunne vel godt holde den i live for hendes skyld. Lukas var en vampyr på alle måder og havde kun få gange smagt dyreblod hvilket havde været hans værste oplevelser og af den grund havde han aldrig set dyr som mad på nogen måde hvilket nok var en fordel som han gik der små sulten ved siden af dem. ”der er ikke noget at sige til at du ikke opdagede det… hvis jeg ikke havde været nysgerrig efter den lyd han’s krop laver så havde jeg heller ikke fundet ud af det” sagde han beroligende med et smil. Han var stoppede op og kiggede op på den skyfri himmel og stjerne som om at han i dem prøvede at finde vej hvilket han dog ikke gjorde da han udmærket godt kendte vejen rundt mellem træerne men blot fordi han nød synet af stjerne og ikke mindst månen som for ham nok var lige så smuk som nogen mente solen var det men at samlinger de to kunne han ikke gøre eftersom at han af gode grunde aldrig havde set solen sådan rigtigt og ikke engang havde set et maleri af det. han vendte sine blå øjne imod hende og selv om der var forholdsvis mørkt i lysningen kunne man tydeligt se hans øjne som man også havde kunne da de gik i de mørke områder men det var ikke noget han selv lagde mærke til da han jo efterhånden var van til den lette glød i hans øjne så længe han ikke var alt for sulten.

[Deleted]

Kathy stoppede brat op da han sagde de gik i den forkerte retning så, at komme hjem til øen kunne vente, for hun kunne gerne have en levende Juju med sig! Alt for ham...... Så at tage hjem til Lukas var intet problem i hendes øjne, hun tænkte kun på sin lille ven og holdte ham godt ind til sig for at give ham så meget varme som overhovedet muligt. Eftersom de havde gået i meget regnvejr, kunne hun godt se logiken i at det kunne være lungebetændelse. Kathy kunne bare ikke komme afsted hurtigt nok, hun ville gerne være fremme nu!
"Vil du virkelig gøre det for ham? Det ville betyde så meget for mig! Jeg kommer til at skylde dig en kæmpe tjeneste." Kom det fra hende, hendes havblå øjne lyste af håb, hun var taknemlig og prøvede at holde sammen på sig selv. Hendes hjerte var faldet lidt ned igen, for hun havde jo håb om at han nok skulle klare den, hvis Lukas altså talte sandt. Nervøst bed hun sig i læben og så ned mod dyret, inden hun så mod Lukas med et bedende blik, for hun ville gerne hurtig frem med ham og de skulle vel skynde sig. Alt afhængig af hvor langt væk hans hjem lå. Gad vide om han boede med nogen? Hendes blik blev igen draget af hans øjne, som i bund og grund var utroligt indbydende og smukke, hun så mod ham med et blik som var lidt uforklareligt, men lidt som var hun helt væk i hans øjne og måske lidt beundrende? Dog rystede hun på hovedet og trak tæppet op af tasken, foldede Juju ind i det som var han en baby og lagde ham ned i tasken, for så kunne hun tillade sig at skynde sig uden der skete noget med ham.