Duften af blod

[Maka De Silver]

Et smukt forår, det var hvad det var, små lyse grønne knopper fandtes på grenene på de næsten nøgne træer, den milde vind der grene til at bevæge sig, men hun kunne ikke få sig selv til at nyde der særlig meget for hendes tanker var stadig ikke kommet over det der var sket på den sidste tid, så hun havde slet ikke mærket de mindre blomster der var begyndt at skyde op ved træernes rødder. Grunden til at hun var taget i skoven denne dag var fordi hun blev nødt til at træne for at komme på toppen igen og skoven var jo et perfekt til at øve for hun regnede bestemt ikke med at Drazilla ville dukke op her, så det var et godt sted at holde lav profil fordi netop ikke mødte mange mennesker her. Selv Nighti virkede til at hygge sig som den lille ugle sad på hendes skuldre imens de gik rundt for hun måtte tænke lidt over hvad hun ville træne selvom hun havde bue og pile med sig, så skulle hun finde et ordentligt sted at træne mens solen stadig stod højt på himlen.

Hun og Nighti ankom til en lysning med en lille å ved foden af et af de store bjerge, så der var yderst fredeligt i lysningen fordi man kunne høre vandets rislen fra det mindre vandfald som var der fordi vandet kom ud fra bjerget og det var jo forår så der kunne høres lidt ekstra højt. Hun satte den lille ugle af på en af stenene nær vandet så den kunne holde øje med hvad hun lavede, dog havde hun ikke tænkt sig at bruge hendes bue nu, så den lagde hun på jorden sammen med kokket af pile inden hun tog hendes normalt skjulte dolk og vejede den let i hånden mens hun overvejede hvad hun skulle skyde den efter, bare så hun kunne finde ud af hvor meget hun egentlig var ude af træning. Efter havde overvejet hvad hun skulle gik sig til valgte hun alligevel at sætte dolken på plads i hendes brune skind støvle før hun samlede buen op igen og tog en pil for hun kunne lige så godt øve sig i at skyde til måls men sulten rev i hendes så hun måtte jo på jagt efter et dyr så hun ikke fik et af hendes anfald igen eftersom det jo endte særlig godt men igen her var jo ikke nogen så det ville ikke blive noget problem.
Hun gik lidt væk fra lysningen efter hun havde set Nigthi lidt længere op af bjerget for at den ikke ville komme i vejen for nogen og så den kunne gemme sig bag nogle sten længere oppe, bare fordi hun ikke ville have der skulle ske den noget. Efter det var sket gik hun hen til de nærmeste træer og lyttede intens for at se om hun kunne opfange lyden af et dyr hun kunne bruge til noget, selvom det ikke var lyden af et dyr der fangede hendes opmærksomhed men noget der lød til et enligt menneske, så hun blev bare stående og overvejede at nedlægge dette menneske blot fordi der ikke var andre mennesker i nærheden så hun frygtede ikke at nogen skulle se den mere dyriske side af hende.

[Brahm Admalic]

Der var egentligt ikke kommet mange blade på træerne endnu, konstaterede han som han gik mellem de tykke stammer og betragtede det fremmede område han bevægede sig i. En tung ånde lød fra ham, i takt med de langsomme, en anelse dyriske, bevægelser. Den dæmpede lyd af fodtrin lød, men pludselig forsvandt den. Han stoppede op.
Musklerne var afslappede, men dette gjorde dem ej mindre. Det var ikke muskler der kunne skjules, hverken bag en kappe af læder eller et kæmpe lammeskind, og det ville de heller aldrig blive. Denne mand var tydeligt en mand, der aldrig ville ligge skjul på hvem og hvad han var. Han havde aldrig haft i sinde at underspille sig selv, eller sin styrke. Det ville nærmest være blasfemi, for en mand som ham med hans styrke. Dette er ej tomme ord, men sandheden. Der i skoven, gik en mand, hvis råkraft var større end så mange andres.
Luften var stadig fuld af fuglesang, men det blev i det samme brudt af en dyb brummen, et suk nærmest. Duften af et andet menneske havde ramt hans følsomme næseborer. Selvom han ikke ønskede selskab måtte han alligevel se nærmere på, hvem denne person var. Den ene person, der udover ham havde bevæget sig ud i skoven.
Skridtene satte i gang igen, men denne gang lød de mere taktfaste og målrettede: De havde et mål, en destination. Farten blev sat op, og vejrtrækningen ændrede rytme. Det var ikke anstrengt, langt fra. Denne korte løbetur, gennem skoven ville ikke kunne høres sekundet efter han ville stoppe.
Brahm var navnet på denne mand, denne rå muskelkraft der bevægede sig igennem skoven; dette primitive væsen der ikke bar nær så mange tanker som andre. Hans blik var mørkt, men ikke vredt: Roligt og afventende. Pludselig fokuserede de mørke øjne, på noget længere fremme, en ung kvinde der bevægede sig rundt med en spændt bue. Han hævede hovedet, afmålt og roligt. Der var ingen frygt, ingen vrede, han stod blot der og betragtede hende.
Det lange mørke hår faldt om hans skuldre, en smule fedtet var det vel nok. Det samme galt den tynde stoftrøje han bar, der var fedtet og grå af ildens sod. Brahm lagde hovedet på skrå, og betragtede hende fra nogle få meters afstand. Snart ville hun opdage ham, hvis hun ikke allerede havde hørt lyden af hans fodtrin, og enten ville hun blive vred eller også ville hun flygte.

[Maka De Silver]

Den rødhåret kvinde stod roligt og så med de blå øjne rundt mellem træerne med en spændt bue fordi hun ville fange et dyr, eller rettere bare skade det indtil hun kunne sætte tænderne i det for at drikke dens blod så hun ikke behøvede at tænke mere på blod denne dag og først skulle have noget en dag eller 2, måske længere hvis der blev blod nok til overs for hende at fylde den normale læder flaske hun havde med sig, bare så hun ikke angreb nogle tilfældige forbi gående personer.
Hun lyttede intens til hendes opgivelser og trak vejret dybt igennem næsen for at opfange hvert eneste duft der fandtes omkring hende, selvom det ikke ligefrem gjorde det nemmere at dette andet væsen hele tiden forstyrrede hendes koncentration fordi hun ikke ville overfalde den person men personen var da lettere irriterende selvom hun ikke udviste nogen form for følelser. Men da personen virkede til at stoppe op alt for tæt på hende vendte hun sig imod personen og nærmest virkede til at tage sigte men da hun så personen bare stirrede på hende sænkede hun buen igen, selvom hun ikke helt stolede på denne person så havde han ikke ligefrem angrebet hende og der var noget over ham som sagde at det nok var lidt dumt at angribe ham lige med det samme. Så hun lagde bare hovedet lidt på skrå som hun så på ham med lettere mistroisk øjne som hun forsøgte at regne ham lidt ud, i hvert fald bare racen eller hvorfor han i alverden bare stod og gloede på hende? ”Og du vil?” spurgte hun roligt for det var da sært det her, men igen folk var jo sære når det kom til stykket for hun havde set mange bare stå og glo på hende blot for at gå igen eller indtil hun blev rasende og dræbte dem.
En mindre brise strøg igennem træerne og legede lidt med hendes røde hår der bare hang løst fordi hun ikke ville sætte det op medmindre hun var på arbejde for så var det bare dumt at have håret i vejen. Dog ville hun ikke ændre det tøj hun bar for det var bare det sædvanlige brune skindtøj, den brune top og de brune bukser så hun kunne bedre jage, for hun var ikke ligefrem fin på den og så meget kvinde kunne man heller ikke sige hun var selvom hun havde formerne så gik hun bare ikke i kjole medmindre hun igen var på arbejde og nederdel gik hun kun i nå hun var i det sære humør hvor hun bare havde lyst til at drikke.

[Brahm Admalic]

Som manden havde forventet gik der ikke længe inden hun bemærkede ham. Han spændte en anelse i musklerne, da hun vendte sig og valgte at pege pilen lige imod ham. Dog fortrak han ikke en mine, ej heller da hun valgte at sænke den igen. Hendes røde hår klædte hende, gav hendes udseende en underlig form for styrke. Brahm havde hørt mange historier om de rødhårede, og derfor spurgte han også sig selv om hun måske var en af den.
Da hun så henvendte sig til ham, rettede han sig en anelse op med en langsom brummen. Han knyttede kort hænderne og lod blikket glide undersøgende op og ned af hendes krop. Der var ingen diskretion. Eftersom hun var en kvinde behøvede han ikke at behandle hende på nogen respektfuld måde.
Langsomt trådte han et par skridt nærmere hende og nikkede mod buen. "Hvorfor bærer du våben, kvinde?" Spørgsmålet kom hårdt uden tøven, og trykket blev tydeligt lagt på kvinde. Hun burde ikke bærer våben, det var noget der hørte mænd til. Brahm lagde atter hovedet på skrå og så afventende på hende.
Hans tålmodighed rakte ikke særlig langt, og det sås også da han trådte et par skridt nærmere hende igen. Afstanden var nu ikke særlig stor. Jo tættere Brahm kom hende, jo større synede han også, han var nærmest som en kæmpe Eg ved siden af et lille æbletræ.

[Maka De Silver]

Maka stod roligt og betragtede ham for hun kunne virkelig ikke sætte finger på hvad der var over ham, udover at han virkede meget barbarisk? Var det rette ord? For han virkede jo lettere som en vildmand og hun kunne sagtens forstille ham med en kølle i hånden der bare gik rundt og slog folk i hovedet med den, men igen det kunne vel også være rart at møde sådan en i stedet for de lettere fine folk som hun så tit mødte, men igen hun havde det jo med at møde de forkerte så hun endte altid med at få en omgang tæsk enten fysisk eller psykisk fordi hun ikke helt kunne styrer sig.
Da han trådte et par skridt nærmere trådte hun en anelse bagud for at få ordentligt fodfæste i tilfælde af at hun skulle gøre klar til modangreb. Dog mente hun at hans spørgsmål var yderst sært for det var da ikke usædvanligt at en kvinde bar våben i denne tid. ”Det er da normalt at en kvinde bære våben medmindre hun er adelig eller rig” svarede hun blot for hun anede jo ikke hvad hun ellers skulle sige til det. Hun var dog ikke særlig vild med at han kom tættere på hende hele tiden for han virkede virkelig som den der vildmand der ikke forstod at der var noget som hed høflig afstand, så hun holdt buen klar til at skyde imod ham. ”Hvis du kommer tættere på så skal jeg vise dig hvorfor jeg bære våben” sagde hun for hun var jo ikke vild med det her, han skulle altså holde sin afstand! Der var dog ikke noget truende i hendes tone men mere at han bare skulle passe lidt på, selvom hun måske burde have sagt det på en lidt bedre måde for han var ret stor ja, men det var ikke ligefrem noget der truede hende eller gjorde hende bange for hun havde da nedlagt så store personer før hen.

[Brahm Admalic]

Da kvinden bakkede stoppede han op og betragtede hende. Hvorfor hun bakkede tænkte han ikke over, det var ikke han plejede at bebyrde sig selv med. Hun bakkede hvis hun bakkede, hun slog hvis hun slog, hun flygtede hvis hun flygtede. Grundene til hendes handlinger behøvede Brahm ikke, og han havde ikke i sinde at spørge ind til det. Han løftede det ene øjenbryn ved hendes svar og brummede en anelse uforstående. Han lukkede og åbnede sine hænder et par gange og betragtede hende roligt inden han så svarede hende.
"Der hvor jeg kommer fra, havde kvinder ikke våben. Det er mandens, ligesom maden og omsorgen er kvindens.." Svarede han hende, med sin dybe rumlende stemme. Hvis man blot så på Brahm ville man umiddelbart kun se en primitiv, nærmest dyrisk mand, men hvis man hørte ham tale hørte man også den mere civiliserede mand, han havde lært at formulerer sig. Han kunne sågar skrive og regne og læse, noget der overraskede mange.
Da den rødhårede kvinde rettede buen mod ham, og fortalte ham at hun også kunne bruge den gled et sagte smil hen over hans læber. Det forsvandt dog hurtigt igen og efterlod det samme afmålte og stærke blik i hans mørke øjne. Brahm følte sig bestemt ikke truet, han havde på fornemmelsen at hun ikke ville skyde ham. Måske var denne fornemmelse helt forkert, men blot for at bevise overfor hende at mænd var det stærke køn, trådte han et skridt tættere på hende. Han hævede provokerende hovedet og kneb øjnene en anelse sammen.
"... Og lad mig så se hvad du kan med din bue." Sagde han og kiggede bagud. Han pegede kort på et træ, der stod et par meter derfra. "Ram lige under den lille kvist der." Nærmest beordrede han hende. Det var ikke nogen han bevidst gjorde for at provokerer. Det var bare hans syn på kvinder der gav ham denne overlegenhed. Han trådte et skridt til siden, for at give hende en smule mere plads. - Blot for at signalerer, at hvis hun var så god en skytte som hun antydede at hun var, burde hun sagtens kunne ramme målet uden at ramme ham. Derefter lod han blikket glide afventende over på hende igen.

[Maka De Silver]

Han virkede ikke ligefrem særlig imødekommende og det hun ikke rigtigt vidste hvor hun havde ham netop fordi han var meget svær at læse til forskel fra andre mænd for de havde som regel meget få ting i deres hoved, også derfor det var lettest at dræbe en mand end en kvinde for de var lidt svære at komme ind på livet af.
”Det er ikke alle kvinder der kan lave mad eller gøre rent.. Nogen kvinder som mig går krigerens vej i stedet” svarede hun roligt med et let hævet undrende øjenbryn for hun regnede ikke med han kendte til sådan nogen kvinder for der vrimlede jo ligesom med dem, hvilket kunne irritere hende for hun havde jo konkurrenter på det område specielt fordi hun ikke var helt villig til at gøre lige så langt som nogen af de andre, altså det med at gå i seng med en mand, bare tanken var lettere afskyelig men det var mest af alt fordi der altid kom ballade ud af det fordi hun valgte de forkerte personer når det var, bare se forrige gang hvor hun blev gennembanket fordi hun havde lidt sjov med en mand, egentlig noget uskyldigt sjov men det mente dennes elskerinde åbenbart ikke at han måtte.
Da han trådte tættere på hende løftede hun buen helt op og tog sigte i tilfælde af at han ville forsøge at komme tættere på så skulle han i hvert fald ikke have chancen for at komme det, for hun stolede virkelig ikke på nogen som helst og da slet ikke en mand der virkelig virkede til at tro at hun var svag for det var hun bestemt ikke! Så han begyndte faktisk allerede at irritere hende fordi han troede sådan noget om hende, men igen det var jo typisk mænd, det var ikke kvinder der var de svage men de uvidende mænd der var det, hendes syn på mænd var nok også grunden til hun aldrig havde slået sig ned men bare brugt mændene sådan som hun nu ville det. Hun blev dog så irriteret på ham at hun skød pilen af sted på det sted han havde snakket om og ramte nok en halvt centimeter under den kvist han havde nævnt men hun tog dog hurtigt en ny pil og rettede den imod ham bare fordi han ikke skulle tro hendes mistanke omkring ham var stoppet.

[Brahm Admalic]

Brahm rystede på hovedet af hendes kommentar og valgte ikke at svare på den. Han ville ikke give hende ret, en kvinde var ikke en kriger. - Og hun ville aldrig blive, uanset hvor godt hun ramte med en bue og pil. Han trak vejret dybt ind, og åndede derefter tungt ud. Det mørke blik gled rundt i lysningen, undersøgende og opmærksomt. Han havde ikke i sinde at beskytte kvinden, hvis der skulle komme farer. - Hvorfor skulle han risikerer sig selv noget, for at beskytte en simpel kvinde som hende? Han anede ikke hvem hun var, og noget respekt havde hun ikke vundet endnu. Der skulle også gå lang tid før hun overhovedet fik snerten af en smule respekt.
I hans øjne var hun stadig en simpel kvinde, en kvinde der måske skulle tilfredsstille hans lyster, eller også ville hun blot passere hans vej uden de nogensinde skulle se hinanden igen. I Brahms hoved, var de stadig milevidt fra hinanden og det havde han det fint med. Han havde det fint med at han end ikke kendte hendes navn.
Da kvinden sendte pilen afsted fulgte hans hurtige sanser og reflekser den hurtigt, og han kneb øjnene sammen for at bedømme afstanden mellem pilen og kvisten. Et lille smil gled hen over hans læber, da han atter vendte hovedet mod hende igen. Respekt havde hun endnu ikke vundet, men han måtte give hende at hun umiddelbart virkede til at have styr på det. Selvfølgelig var dette ikke noget af det sværeste, træet var jo hverken i bevægelser eller synderlig langt væk.
"Ikke dårligt, kvinde.. Nu, fortæl mig dit navn+" Lød det fra ham, mens han betragtede hende indgående. Han lod tydeligt blikket løbe ned af hendes krop, hvor det stoppede halvt op ved henholdsvis hendes bryster og hendes underliv. Det var ikke fordi han som sådan havde nogen lyster at dæmpe nu, det var vel bare en vane at vurderer kvinder..

[Maka De Silver]

Det gjorde hende intet at han ikke svarede på det for jo mindre han sagt jo mindre irriteret blev hun selv for der var bare noget over denne mand som bestemt pissede hende en smule af, måske var det for han hele tiden troede at han var bedre end hende eller så var det bare fordi han konstant kaldte hende kvinde, for han fik det til at virke yderst nedladende og det brød hun sig virkelig ikke om for hun var da ikke sådan en kvinde på nogen måde, hun kunne sagtens klare sig selv for det havde hun gjort i mange år og hun var sluppet med livet i behold hver eneste gang men det var nok fordi hun var stærk under hendes blodrus selvom hun virkede en smule svag når hun ikke var pålagt den rus som menneske blod lagde hende under.
”Hvorfor vil du vide mit navn? Vi ved begge at mit navn intet betyder for dig” sagde hun en smule undrende men hun holdt stadig buen imod ham fordi hun ikke stolede på ham, men hun regnede bestemt ikke med at hendes navn ville have nogen betydning for en mand der jo alligevel så en kvinde som et svagt køn og han ville jo nok ikke opsøge hende senere, eftersom hun specielt ikke ville opsøge ham hvis han stadig kaldte hende for kvinde og ikke bare havde en smule respekt for hende, for hun kunne jo tydeligt se på ham at han kun ville tænke på kvinder på en måde, og det var dem der skulle gøre rent, føde børn og stille en mands lyster, men hvis han ville have sådan en kvinde måtte han hellere finde en i Nirelia eller tage en luder til sig for de kunne sikkert godt opfylde sådan nogen ting, men det kunne Maka ikke ligefrem for hun havde slet ikke forstand på de ting og hun havde bestemt ikke tænkt sig at hendes blod eller race skulle føres videre på nogen måde, dertil hadede hun vampyren i hende for meget til at gøre det.

[Brahm Admalic]

Brahm betragtede kvinden, mens en rynket pande. Han kunne ikke helt finde ud af hvilken kvinde hun var. Umiddelbart virkede hun stærk, men om denne styrke løb i hendes blod, helt ind til hjertet vidste han ikke. Måske det bare var en facade, det var jo set før. Brahm var ikke typen der bar facader, han var ganske ligetil: En mand med styrke, temperament og selvsikkerhed. Der var ikke så mange sider og facetter af hans personlighed, og alligevel lå der nok dybt inde i ham en side, som han ikke selv kendte. Men om den nogensinde blev bragt til livs og fik en rolle i hans liv var usikkert, specielt fordi det krævede en person, rettede sagt en kvinde af en hvis kaliber at bringe denne side frem.
Brahm rettede opmærksomheden mod hende, og kunne ikke lade være med at le. Hun havde på sin vis ret, men omvendt var han også nysgerrig. Han havde dog ikke tænkt sig at tigge og bede om at få hendes navn. "Du har ret. Det betyder intet for mig.. Men. Jeg vil nu alligevel gerne vide hvad den kvinden der tror hun er en kriger hedder?" Lød det hårdt fra ham. Hans øjne søgte hende, og uden at flytte blikket så han afventende på hende.
Hans fornemmelse for at hun ikke ville skyde ham var kun blevet stærkere, ellers havde hun vel skudt ham og begrundet det med hans nedgørelse af kvindekønnet, og af hende. Derfor tog han endnu et skridt tættere hende, blot for at presse hende en smule. Blot for at se om denne kvinde nu rent faktisk vidste sig at være en kvinde med styrke, eller om facaden ville krakelerer.
Pludselig blev hans opmærksomhed revet ud af ham, da et dyr i bevægelse nærmede sig dem. Brahm åndede dybt ind og da det gik op for ham, at det blot var en dår i spring fjernede han atter opmærksomheden fra den og vendte tilbage til kvinden.

[Maka De Silver]

Det var jo tydeligt at de begge studerede hinanden fordi de forsøgte at regne hinanden ud, selvom hun nu også var på vagt overfor hans mindste bevægelse fordi hun ikke ville tøve med at skyde en pil imod ham eller dolke ham hvis hun fik chancen selvom det jo nok ville betyde hun ville ryge under de der irriterende blodrus, det var jo derfor hun foretrak at dræbe med bue og pil fordi hun hurtigere kunne komme væk fra duften af blodet, det var jo blevet meget værre efter hun havde bidt en mand og hun ville ikke ligefrem tøve med at bruge tænder hvis det endelig skulle være.
Stod han lige og lo af hende? Det var jo bestemt ikke meningen at han skulle gøre det, hvor var den mand dog irriterende! For hun var selv grav alvorlig når det kom til stykket men igen det var fordi hun ikke stolede på denne mand og han irriterende hende så hun nægtede at vise ham hendes mere barnlige side. ”Helt kriger er jeg ikke, jeg er lejemorder… Og du kan kalde mig Luini” svarede hun blot roligt for helt kriger indrømmede hun dog at hun ikke var fordi hun ikke tilhørte nogen dronning eller herre som sådan og hun deltog ikke ligefrem i krige medmindre hun blev godt betalt for dem men der deltog hun stadig ikke direkte. Dog vidste hun ikke hvor god han var til at regne ud at hun havde løjet men han havde ikke brug for at vide hendes ægte navn, så hun sagde blot navnet Luini som om det var sandheden, men det var jo hendes mors navn.
Da han tog et skridt tættere på hende spændte hun buen mere og tog sigte men med vilje fyrede hun den af og skød forbi hans hoved fordi hun gjorde tegn til at han ikke skulle komme tættere på hende for det ville hun altså ikke have, men hun var dog ret hurtig til at tage endnu en pil og sigtede den imod ham. ”Et skridt tættere på og du får en pil lige igennem øjet” sagde hun blot roligt uden rigtigt at blive distraheret af dyret men hun hørte det godt og havde selv utroligt meget lyst til at se på det men hun tog ikke øjnene fra denne mand. ”Der røg min middag, så jeg håber du er glad” kommenterede hun lettere irriteret for der røg hendes mad jo, blodet fra et dyr selvom blodet fra et menneske smagte så meget bedre.

[Brahm Admalic]

Det var svært for Brahm at sige om han nød kvindens selskab eller om det irriterede ham. Han var vel mest af alt ligeglad med kvinden, så derfor havde han ikke som sådan en mening om hendes tilstedeværelse. Hun var meget sjov at snakke med, specielt fordi hun lod sig tirre af hans personlighed. En svaghed Brahm også havde, og det havde ført ham ud i kampe mange gange. Måske deres temperament mindede om hinandens? Det var dog noget Brahm hurtigt stødte fra sig igen, han brød sig ikke om at kategoriseror sig selv i samme bås som en kvinde. Kun mænd, rigtige mænd, kunne eje et så voldsomt temperament som Brahm. Kvinder's psyke var slet ikke stærk nok til et sådan voldsomt flammende bål i sit indre.
"... Luini." Hans mørke stemme smagte på navnet, mens han betragtede hende. Det virkede nærmest for "lyst" til at passe til hendes røde hår. I følge Brahm skulle hun have været døbt noget andet. ".. Hvem ville dog hyrer en kvinde som lejemorder?" Lød det overraskende fra ham mens han så ned på hende med løftede øjenbryn. Han havde efterhånden studeret hende nok til at vide, at dette kommentar ville få hendes mulige temperament endnu mere i kog.
Da pilen røg tæt forbi hans hoved, skete der en forandring i den ellers rolige krop. Musklerne under den tynde stoftrøje trådte frem og en dyb rumlen lød fra hans bryst, i stor lighed med en børns knurren. Han stirrede på hende med sine mørke øjne og bed tænderne hårdt sammen! Han kommenterede ikke verbalt på hendes trusler, men ud fra hans kropsprog at dømme tog han dem ikke synderlig alvorligt. Ingen kvinde skulle true ham på denne måde, ingen kvinde skulle tro at hun kunne skræmme ham med en simpel pil.
"Luini ..." Lød det atter, en smule advarende, som om der skulle komme en trussel lige efter. Men han var stille, han stod blot med spændte muskler og stirrede på hende. Så kom der atter liv i kroppen og han trådte et skridt tættere hende. Afstanden mellem dem blev mindre igen, måske det var dumt af ham at træde tættere på, men han tøvede ikke.

[Maka De Silver]

Maka stod roligt og betragtede ham som han virkede til at smage på det navn hun havde givet ham, men hun fandt ingen grund til at sige sandheden men om navnet passede til hende eller ikke var jo lidt svært at sige for hvis hun selv skulle vælge så ville hun havde taget et andet navn men når hun ikke ligefrem kunne komme tanke om noget andet ret hurtigt så blev det bare hendes mors navn for den kvinde kunne vel godt passe på sig selv?
”Det vil de folk som vil have mænd dræbt” svarede hun blot roligt på det spørgsmål men alligevel listede der sig et lille lusket smil over hendes læber, selvom det forsvandt ret hurtigt igen for den mand skulle da ikke se hende smile, selvom tanken var morsom men igen mænd stolede jo meget sjældent på andre mænd hvor de havde det med at blotte sig overfor kvinder fordi de troede at kvinder alligevel ikke kunne en skid, noget der egentlig bare var til Makas fordel når det kom til stykket, så hun spillede tit den uskyldige kvinde indtil hun fik chancen for at myrde den mand hun var blevet betalt for at myrde af grunde hun ikke anede, men igen hun spurgte jo aldrig til det for det var der ingen grund til, hun ville jo ikke blande sig i folks liv når det kom til stykket fordi hun havde det fint med at være alene og ikke rigtigt holde af andre end sig selv og selvfølgelig hendes ugle som havde gemt sig længere oppe af bjerget så det ikke gik ligesom sidste gang hvor hun havde skudt en sten efter uglen bare for at få den til at flyve væk, men når uglen var så lille som en hånd så ville den jo også lettere kunne skjule sig.
”Jeg sagde du skulle blive på afstand for du skræmmer mig ikke” sagde hun lettere advarende for hun havde jo advaret ham en del gange efterhånden men han virkede ikke ligefrem til at lytte til hende, hvor var det dog bare typisk mænd! De troede jo altid det modsatte af det man sagde. Da han trådte et skridt nærmere trådte hun et bag ud for hun kunne jo ikke rigtigt bruge buen hvis han kom alt for tæt på, eller jo det kunne hun godt men det ville ikke være så nemt at fyre pile af så måtte hun jo bare bruge dem som en slags dolke eller knive i stedet.

[Brahm Admalic]

Det var egentligt ikke fordi Brahm havde synderlig meget lyst til at styre sit temperament, han så ingen grund at til slappe af igen. Men da kvinden nu alligevel bakkede et skridt rystede han den værste vrede af sig selv og løsnede langsomt i musklerne.
"Hvis du ikke havde været bange, hvorfor så træde et skridt tilbage? .. En kriger viger ikke, kvinde!" Sagde han med en dyb ru stemme. Han knyttede kort sine store ru hænder og løftede så en hånd for at trække den igennem det lange mørke hår. Det faldt hurtigt tilbage på sin vante plads igen, ganske tilfældigt uden nogen speciel frisure.
Brahm trak vejret dybt ind og rettede sig en anelse op igen. Han havde det med at spænde i hele kroppen, og gå en anelse ned i knæ når han blev vred. Som en løve på jagt, spændt som en bue. Han trak vejret dybt og betragtede hende med sine mørke øjne. Han kunne godt se det smukke i hende, men omvendt lignede hun også alle andre kvinder. Det var ikke deres udseende han gik mest op i, hvorfor skulle han dog også det?
Mørket var ved at sænke sig om dem og trods foråret var på vej var luften endnu ikke helt varm, Derfor kunne man også se hvordan mandens åndedrag steg som skyer op foran ham. Selvom det var mørkt blev hans sanser ikke dårligere, dette kunne han takke sin vampyrfar for og selvom han ikke brød sig om at erkende det. Så nød han godt af de skærpede sanser, de var gode i kampe i mørket eller i kamp mod mange.

[Maka De Silver]

Det kunne godt ske han tolkede hendes tilbagetræk som frygt men det var det nu ikke for hun ville ikke være bange for at angribe hvis det kom til stykket, men normalt så slog hun ikke før den anden havde angrebet først.
”Fordi jeg fortrækker at holde dig på afstand og jeg dræber kun når jeg er betalt for det eller folk angriber først. Og kriger er jeg jo ikke helt det har jeg sagt for jeg slår ikke just på alt der bevæger sig, jeg kan godt styrer mig selv” svarede hun lettere irriteret for hun kunne sagtens styrer sig selv når det kom til stykket, dog ikke under hendes blodrus men det behøvede han jo ikke at vide for det var nok den eneste rigtige svaghed der kunne bruges imod hende og der var kun få der kendte den og endnu mindre som vidste hun ikke rigtigt kunne tåle alkohol for hun kunne just ikke stoppe når det kom til stykket.
Selv spændte hun musklerne fordi hun havde den ide om han ville angribe så hun måtte være på vagt overfor hans mulige angreb så hun lyttede til alle de lyde hans krop nu en gang kom med, hvilket også fik hende at se lettere undrende på ham i stedet for den irritation der havde været i hendes blå øjne. ”Dit hjerte banker ikke så hårdt som et menneskes, så jeg gætter du er dræber” kommenterede hun selvom hun ikke var helt sikker for der fandtes jo forskellige racer omkring vampyrerne, fordi den race jo havde det med at forpeste alle andre racer desværre og dermed ødelægge noget der ellers var smukt i forvejen.