Duften af blod

[Maka De Silver]

Det kunne godt ske han var irriteret eller vred på hende men det hjalp jo ikke ligefrem, for hun gav bare igen med en hvis ro over sig for hun styrede jo hendes temperament selvom hun var en anelse skuffet over ikke at få lov til at skære hans ædle dele af, for det kunne være sjovt men nu vidste han da at hun ville kunne finde på det hvis han forsøgte igen at virke større end hende for hun skulle da nok finde en måde at pille ham ned på igen.
Da hun kom tilbage og så der var lavet bål, listede der sig alligevel et lille glad smil over hendes læber for det var da rart at han alligevel kunne lave bare en smule mens hun var væk, dog forsvandt smilet ret hurtigt igen for han skulle ikke se at han havde glædet hende, for havde de måske ikke været rasende på hinanden for et øjeblik siden? Så var det jo lidt for hurtigt at være glad for han ville lave noget, dog så hun en anelse skrapt på ham da han jo ret åbenlyst sad og gloede på hendes krop for sådan nogen tanker kunne han fuldstændig glemme om hende, eftersom der kun fandtes meget få mænd hun ville have noget med at gøre og han var i hvert fald ikke en af dem….endnu… så han kunne godt droppe dem, men hun valgte dog ikke at kommentere noget som hun bare lagde kiddet til ham så han kunne drikke for denne gang måtte han godt drikke først, ligesom han sikkert foretrak det men hun havde jo sagt at så længe han talte nogenlunde ordentligt til hende så skulle hun nok forsøge at være sød. Selv satte hun sig nær bålet for at vente på at han blev færdig, så hun kunne se om der var noget tilbage til hende selvom den værste sult var ovre, så hun ventede roligt og egentlig lidt til hendes overraskelse valgte han alligevel at dele med hende, selvom hun regnede med at han kunne være egoistisk nok til at drikke det hele, men hun sagde dog ikke noget som hun bare trak dyret til sig og lod tænderne glide igennem hendes hud, mens hun let lukkede øjnene for rigtigt at nyde dyret der allerede havde opgivet kampen, dog var hendes øre fuldt rettet imod Brahm i tilfælde af at han skulle bevæge sig, men da hun var færdig åbnede hun alligevel øjnene og lod egentlig bare dyret ligge som det forblødte helt, måske lidt spild af blod men der var ingen grund til at gemme den smule blod der var tilbage for de havde været 2 til at spise, og normalt var hun kun en. Hun slikkede kort de mindre dråber som hun ikke helt havde fået væk fra munden, hun så dog ikke på ham mens hun gjorde det, men det varede jo heller ikke mange sekunder så hun så bare ind i ilden, inden hun fandt dolken frem og skar nogle små stykker af låret på kiddet som hun placerede i en meget lille bunke ved siden af sig, selvom det ikke blev til mere end få stykker der ikke var større end børne bidder, inden hun så op af bjergsiden. ”Nighti.. der er mad” stemmen var blød og nærmest syngende som hun kaldte på den lille ugle, der lettede fra sit gemmested og fløj ned og satte sig mellem hende og Brahm for den lille gut havde også et temperament og den brød sig tydeligvis ikke om mænd der var nær hende, Maka rystede dog på hovedet af den lille ugle for den var svær at tage alvorlig fordi den ikke var større end hendes hånd og egentlig lignede en lille prop som den brune kugle puste sig op for at vise den ikke var bange for Brahm men han skulle jo bare true den en gang og så ville den stikke af. Efter den havde lavet sin demonstration hoppede den hen Maka og op på hendes ben inden hun begyndte at fodre den med de små bidder hun havde skåret mens hun stille smilede af uglen for den gjorde hende altid i godt humør, eller ikke altid specielt ikke under hendes blodrus hvor den bare irriterede hende men hun havde jo ikke fået menneskeblod så hun var som normal.
”Maka” sagde hun kort som hun så meget kort over på Brahm selvom hun ikke regnede med at han forstod at det var hendes navn og ikke Luini som hun tidligere havde sagt, men hun ville nu alligevel sige det nu hvor de bare var en smule rolige omkring hinanden.

[Brahm Admalic]

Lydene i skoven var så småt ved at dø hen, det samme gjaldt for varmen. Nu var det bålet der stod mellem dem, som gav dem varme og lys. Flammens skær kastede lys mod Brahms ansigt, og oplyste hans arrede ansigt. Hans mørke øjne var udtryksløse og rolige, mens hans store brede brystkasse langsomt hævede sig op og ned som han trak vejret. Lidt efter løftede han en hånd for at trække den mørke hår bagover. Der gik ikke lang tid før hans blik blev en anelse fraværende, som han gloede ind i flammerne.
Det var sjovt som dette møde var startet med vrede i luften, som man næsten kunne tage at føle på og nu var der blot stilheden kun afbrudt af træets små smæld fra varmen.
Han lod diskret sit blik glide over på den rødhårede kvinde, mens hun drak. Men da hun var færdig rettede han atter blikket fremad. Dog undrede han sig, da hun begyndte med sin lille dolk at skære små kødstumper ud fra låret på kiddet. Han rynkede en anelse i panden og lod blikket glide uforstående fra hende og så ned på kødstumperne. Da hun så pludselig talte, med en nærmest melodisk stemme blev han endnu mere forvirret. Men hurtigt lagde den brede mand to og to sammen, da der i det samme lettede en lille klump af en ugle og satte sig mellem de. Han så dumt ned på den lille stump der sad der og pustede sig op som en anden ørn.
Han kunne ikke lade være med at grine lavmælt, med en dyb mørk røst. Grinet forsvandt dog hurtigt igen, Brahm var ikke typen der grinte eller lavede sjov. Men denne lille fugl der tydeligvis forsvarede sin ejer, morede ham dog alligevel en anelse. Han brummede sagte og betragtede fuglen, der hoppede hen på Luinis knæ, hvor hun derefter begyndte at fodre fuglen. Han betragtede hende roligt, som hun sad der og smilede. Det var sjovt, det lignede at denne fugl gjorde hende glad? Brahms hest gav ikke Brahm glæde, den var blot et transportmiddel, dog havde de større forståelse for hinanden end så mange andre havde. De havde været sammen i en del år.
Da Luini så pludselig sagde noget, Brahm ikke forstod lod han blikket glide over på hende med undren i de mørke øjne. "Hvad? .. Maka?" Lød det brummede fra ham, inden han rettede sig en anelse fremad. Han samlede en gren op fra bunken ved siden af sig, og lagde den på ilden så den blussede en anelse op for så at falde til ro igen. Han forstod ikke hvad kvinden mente, om det var et sprog eller hvad det var? Han så afventende på hende.

[Maka De Silver]

Det hele virkede så roligt at hun egentlig ikke ville åbne sin mund for at sige noget som helst, for de kom jo sikkert bare op og skændes igen for de havde begge et temperament samt selvtillid fordi de konstant så ned på hinanden og ikke troede af dem var værdige til hinandens opmærksomhed, så det var på en måde bare rart som de kunne sidde og slappe af, nærmest efter en mindre kamp mod hinanden, selvom det ikke havde været nogen videre fysisk kontakt.
At han på et tidspunkt sådan små lo af hendes ugle tog hun sig ikke videre af for hun kunne jo ikke lade være med at grine inden i af Nighti, for han var da en lille hidsig prop og havde ejerretsfornemmelser over Maka at nærmest ingen anden mand måtte snakke med hende, noget der jo altid var morsomt selvom det var irriterende når hun godt kunne lide selskabet som hun var i og så var uglen jo ikke særlig nem at få til at flygte når noget truende var i nærheden fordi hun jo ikke ville have at der skete denne lille skabning noget som helst, det var den eneste ven hun havde i denne verden og den eneste hun sådan kunne snakke en smule med når hun var ude og rejse som hun plejede at være.
Hun sad bare roligt og fodrede den lille ugle med de små bidder, indtil den virkede fuld og hoppede ind imod hendes mave, for at den skulle putte og sove, da dette var en ugle der var vågen om dagen og sov om natten, en af grundene til at den ikke var så stor netop fordi den ikke havde brug for det. Maka lagde dog en lidt beskyttende hånd om den men også for at nusse den stille for hun vidste godt den ikke ville få meget søvn så længe Brahm var i nærheden. ”Maka.. Det er mit navn..” svarede hun blot så han bedre kunne forstå det, dog spillede der sig stadig et lille glad smil over hendes læber for hun havde Nighti ved sig, så det kunne på en måde godt ligne mor og barn forhold eller bare 2 væsner der var meget glade for hinanden fordi de ikke havde andre.

[Brahm Admalic]

Selvom kulden langsomt begyndte at snige sig ind på ham, holdte det lille bål den alligevel lidt på afstand. Hans blik var fjernt og stirrende ind i de orange lette flammer, der dansede henover det sorte træ. Brahm drog et lille afslappende suk og trak hånden gennem håret. Dette møde med den rødhårede kvinde var besynderligt. Han kunne ikke helt finde ud af hvad han skulle synes om hende: Om hun fortjente bare en smule respekt eller om hun i virkeligheden bare var en kvinde, for stolt til at indrømme sin svaghed? Han skød tankerne bort, ikke fordi han fandt et svar, mere fordi hun endnu ikke havde fortjent al den opmærksomhed i hans hoved. Der lød en svagt irriterende brummen fra ham, og han rettede sig en anelse frem for at rive lidt op i det flammende træ i ilden.
Brahm lod de mørke blik glide undersøgende rundt, som han scannede træerne og området for uvelkomne. Selvom kvinden foran ham forvirrede ham en anelse, så var der en ting han var sikker på og det var at kom der fare så havde han ikke i sinde at beskytte hende. Hun havde givet udtryk for at hun kunne klare sig selv. Så dette havde han tænkt sig at lade hende gøre. Hans blik gled over på den lille fjerbold af en ugle, mens han rystede en anelse på hovedet.
Da kvinden så snakkede lod han blikket glide over på hende, med et undrende udtryk i øjnene. "Jeg troede du hed Luini?" Lød det roligt men også uforstående fra ham.

[Maka De Silver]

Maka sad roligt og tog sig af Nighti selvom hun ind i mellem så ind i ilden, for hun elskede at se den danse og var selv blevet sammenlignet med en flamme når hun dansede, men hun gik ud fra at det havde noget med det røde hår at gøre, hår som hun havde arvet efter hendes far og noget som hun var utroligt af at have. Dog kunne hun ikke ligefrem sige hun savnede hendes far da hun aldrig nogensinde havde set ham eller kendt til ham, mest fordi hendes mor sagde han var død da hun var ganske ung så hun kunne jo ikke rigtigt vide det så, men hun ville meget gerne have kendt ham.
”Luini er navnet på den vampyr som gjorde det her mod mig.. Men mit rigtige navn er Maka” forklarede hun lidt bedre, men hendes rigtige navn var jo Maka, men om det passede bedre til hende var hun så ikke sikker på. Hun så kort over på Brahm men sagde ellers ikke meget mere og hun lod ikke rigtigt øjnene hvile på ham særlig længe før hun lod dem vandre rundt i skoven, for hun kunne godt huske sidst hun var her, for der var hun blevet overfaldet af en gruppe mennesker inden hun selv senere hen overfaldt et menneske som faktisk havde hjulpet hende i det baghold, måske ikke den mest taknemmelige måde at gøre det på men hun havde jo sagt han skulle skride men det havde han ikke ligefrem gjort. Lidt ligesom Brahm ikke skred når hun allerhelst ville have det, men hun var nu ikke bekymret for hun var ikke under blodruset for så kunne man aldrig sige hvad hun ville gøre til forskel fra nu. Hun lyttede til skovens stille ro samt ildens knitren, alt virkede så beroligende selv lyden af de nat dyr som efterhånden var vågnet op fordi de jo også skulle have noget at spise.

[Brahm Admalic]

Lydene fra nattedyrene begyndte at komme frem. Ikke langt derfra, lød der svage skridt fra en mulig ulv eller måske et andet firbenet væsen, men ilden holdte dem på afstand. Endnu engang lagde Brahm noget træ på bålet og så sig omkring. Han skævede over på kvinden, der nu ikke længere var en Luini, men en Maka? Brahm knækkede en lille gren mellem sine fingre og lænede sig atter tilbage mod stammen. Han så indgående på hende, og lyttede så til hendes ord. Så det var altså hendes mor, der var vampyren. Det var lige omvendt på Brahms side. "Luini, er din mor?" Opsummerede han, med en spørgende tone i stemmen. Hans stemme var mørk og dyb, en anelse hæs men kun fordi natten var ved at være sen. Det skete jo som regel for alle, at ens stemme blev hæsere og hæsere jo senere det blev.
Han overvejede for en stund om han skulle spørge Maka hvor hun skulle sove, og om hun ville have ly under hans tag for en nat. Men om han ville have kvinden sovende hos ham vidste han ikke. Det var egentligt ikke fordi Brahm overvejede at hun ikke ville sove hos ham, den tanke strejfede ham ikke. For hvorfor skulle hun ikke det? Han gjorde hende ingenting, den lyst havde han ikke lige til hende. Hun var køn jo, men deres første møde var måske ikke det bedste.
"Maka ..." Han smagte en anelse på navnet, og så roligt på hende. Det passede bedre til hendes røde hår end Luini gjorde. Han havde på fornemmelsen at Luini var blond, det lød ihvertfald sådan på navnet. ".. Hvor sover du henne Maka?" Spurgte han så roligt og lod blikket glide væk fra hende igen.

[Maka De Silver]

Lyden af dyrene gjorde ikke Maka den mindste smule bekymret for hun havde så tit boet ude i skoven sammen med dem og hun var jo stadig i live, så de vidste på en måde godt de ikke skulle overfalde hende, men igen det var jo ikke alle der gjorde det, men så længe der var ild så behøvede hun ikke tænkte meget over det for hun ville nok høre dem inden de kom alt for tæt på. Det var jo fordelen ved at have sådan en forbedret hørelse men ellers ville hun nu ikke være særlig bange, det var mest når hun vidste det var fuldmåne at hun ville søge i ly i et hus på grund af varulvene. ”Ja desværre.. og ikke ligefrem en særlig god en” svarede hun blot men en smule had i stemmen men hvilken mor ville dog efterlade hendes barn? Maka kunne ikke en gang få sig selv til at efterlade Nighti i længere tid, det var nok derfor hun var så tæt bundet til den lille ugle som hun var men når man heller ikke havde andre så kunne man jo ikke lade være med at blive det.
At han sad og stirrede på hende tog hun sig ikke rigtigt af for han virkede ikke ligefrem truende eller noget overfor hende så hun kunne jo lige så godt lade ham være, det havde jo virket bedst indtil videre i stedet for at blive irriteret på ham. Hun vendte dog alligevel hovedet i mod ham da han sagde hendes navn første gang men der fulgte jo ikke ligefrem noget med, så hun så tilbage i ilden inden hun igen vendte hovedet da han talte til hende, ligesom for at vise at hun faktisk hørte efter det han sagde, men trak dog lidt ligegyldigt på skuldrene ved hans spørgsmål. ”Her i skoven regner jeg med.” svarede hun dog roligt som hun vendte hovedet imod ilden igen og aede Nighti lidt, for nok elskede hun uglen meget højt men hun gad altså ikke slæbe rundt på den hele tiden og da ikke om natten hvor hun helst gerne skulle forsvarer sig og det var ikke nemt med en sovende ugle i favnen.

[Brahm Admalic]

Mandens åndedræt var roligt, ja nærmest ikke-eksisterende. Som var han gået i dvale. Hans vågne blik kvalte dog denne teori, og det samme gjorde den bevægelse der kom fra ham som han satte sig en anelse op og vippede frem så han havde vægten på sine knæ og han hvilede på sine knoer.
Da Maka svarede lod han blikket glide over på hende, mens han så nikkede. Han brummede en anelse, dybt nede fra brystet inden han rejste sig op. Hvorfor var der ingen grund til, men måske havde han bare fået nok af at sidde ned. Han så roligt ned på den rødhårede kvinde og betragtede hendes krops former. Jo hun var smuk, konstaterede han for sig selv inden han knyttede hænderne en anelse.
"Hvis du vil, kan du sove hos mig.." Lød det dæmpet fra ham. Hvorfor han forslog dette, vidste han ikke. Hun havde sin fulde ret til at sige nej, men foråret var på vej var der endnu ikke meget varme om natten. Så at takke nej til et tilbud som dette ville nok være en anelse dumt. Brahm brummede let og gik et par skridt væk fra hende. En skinger fløjtetone lød så pludselig fra ham, og der gik ikke længe inden en anelse kraftig bygget brun hest kom skritende imod ham. Den havde intet navn, og det var heller ikke fordi der var noget specielt bånd mellem dem, som var der mellem Maka og uglen. Men hesten og Brahm kendte alligevel hinanden, og havde trasket mange mil sammen. Hesten bar et læder hovedtøj, dog uden bid. De brune slidte læder tøjler var snøret op, således at hesten ikke kunne træde i dem. Den havde ingen form for sadel på, det var der ikke rigtig grund til.
Brahm rakte hånden frem og klappede rosende hesten på halsen inden han vendte sig om mod Maka igen og sendte hende et lille smil. Han afventede stadig hendes svar, dog med mere tålmodighed end tidligere.

[Maka De Silver]

Da han bevægede sig så hun kort over på ham, mest af alt fordi hun stadig var på vagt overfor ham og ikke helt stolede på ham, så hun kunne ikke helt lade være med at være en smule mistroisk, også selvom han var ganske rolig lige nu. Han mindede dog stadig om en eller anden vildmand der bare var afslappet efter han havde fået noget at spise og måske haft en kvinde til at stille hans lyster på, men igen så vidste hun ikke meget om sådan noget fordi selvom hun var smuk så var hun ikke ligefrem så bekendt med kødets lyster da hun altid holdt lysterne for sig selv og ikke lod andre vide hun faktisk følte sådan noget, eller bare generelt at hun følte eller tænkte.
Hun så dog ret overrasket over på ham ved hans spørgsmål for det gav da ikke meningen at han spurgte om sådan noget.. havde han nogen hemmelige planer ved dette? For det kunne jo være ret dumt at følge ham for det kunne jo være han bare ville overfalde hende når hun var lukket inde i et mindre rum men alligevel så var hun nysgerrig over om hendes lille trussel egentlig havde gjort underværker og ændret lidt på ham. ”Vil jeg da gerne.. Men nægter at sove i samme seng som dig” svarede hun dog roligt som hun rejste sig med Nighti i favnen, for hun kunne da ikke helt sige nej til at få lov til at overnatte inden for, men hun ville bare gøre det klart med det samme at hun bestemt ikke havde tænkt sig at dele seng med ham, specielt ikke efter han havde kaldt hende for skøge og alt muligt. Hun gik rundt og samlede hendes få ejendele sammen som kokket med pile og buen for andet havde hun ikke ligefrem med og kiddet ville hun efterlade til de vilde dyr så de fik et nemt bytte denne dag. Nighti havde hun dog i den ene hånd som hun klarede de andre ting og fik sat dem ordentligt på hendes krop inden hun med et stille smil gik hen til Brahm og hans hest som hun så lidt beundrende på for hun havde da tit overvejet at få en hest at rejse rundt på men hun havde ligesom ikke anskaffet sig en endnu, selvom hun var glad for visse dyr og hesten var jo en af de bedre som man kunne bruge til noget.

[Brahm Admalic]

Brahm snørede læder tøjlerne ud og lagde dem hen over halsen på den brune hest, der roligt stod og ventede. Dens store øjne var godmodige, og alligevel bar den en del af den styrke Brahm også besad. Roligt stod manden og ventede på at kvinden havde pakket tingende sammen. Brahm trådte hen til bålet og betragtede det en anelse. Der ville ikke gå længe før det var brændt ud. Derfor vendte han blot tilbage til hesten, som troligt stod og ventede på dem. Han lod dernæst blikket glide hen på Maka og kunne ikke skjule et smil.
"Du kan få et skindtæppe på gulvet. Det er trods alt, dér du hører til, kvinde." Lød det provokerende fra ham. Selvom der ikke var tvivl om at han mente det, var vreden i hans stemme forsvundet en anelse. Han trådte hen til hestens side og så på Maka, inden han uden videre tog fat under armene på hende og med en forbløffende lethed løftede hende op på hesten. Han betragtede hende roligt og satte så frem i gang, hvorefter hesten roligt drejede med ham.
"Jeg har ikke nogen seng, Maka. Jeg har en bunke af skind -og uldtæpper. De kan bredes så meget ud, at du kan sove trygt i nat." Forsikrede han hende senere om, der var en ligegyldighed i hans stemme. Det bekymrede ham nemlig ikke det mindste om han skulle sove i samme seng som hende, eller hvad han skulle. Han trak en hånd gemmen det mørke fedtede hår, inden han kastede et blik bagud og op på Maka.

[Maka De Silver]

Egentlig kunne Maka godt lide heste for de var jo stolte og stærke dyr, så det ville egentlig være et fint selskab til hende, dog kunne hun nu bedst lide hendes lille ugle fordi den var en smule nemmere at holde styr på da hun bare kunne pakke den ned i en taske eller lade den flyve i skjul.
”Ey jeg hører ikke til på gulvet.. og hvis du bliver ved med at kalde mig kvinde eller tale ned til mig så skal du ikke forvente noget søvn” sagde hun lettere irriteret for hun hadede virkelig at han talte ned til hende på den måde, også selvom hun faktisk havde regnet med at ville sove på gulvet eller en bænk så behøvede han ikke ligefrem sige det på denne måde for så overvejede hun jo helt at sige nej til hans forslag om at sove hjemme ved ham. Men hun fik nu ikke lov til at protestere for meget før hun blev placeret oppe på hesten og egentlig ventede på at han ville sætte sig op også men han valgte så at gå ved siden af, endnu en handling hun ikke helt forstod fra hans side for hvis han virkelig så ned på hende ville det så ikke være hende der gik ved hesten og ham der red? For lige nu sad hun jo og så ned på ham mens hun sad med uglen i favnen og egentlig bare undrede sig over denne mand.
”Så er det vel i orden… Men hold op med at kalde mig kvinde for det irritere mig bare” sagde hun mere roligt da hun hørte en nærmere forklaring på hvorfor hun skulle sove på gulvet, men det gav jo ligesom mening når han ikke havde nogen seng men det betød jo han skulle sove i nærheden af hende! En tanke der både vækkede uro i hende men på en måde også tiltalte hende en smule.

[Brahm Admalic]

Brahm trak vejret roligt, som han gik der med hesten ved hans side. Hans ene hånd hvilede på den hals, ikke fordi han kontrollerede den. Men han vidste alligevel, at den blev hvor han var, så længe den mærkede hans berøring. Efter mange år, havde den efterhånden fået respekt for Brahm, og Brahm betragtede den egentligt også med respekt.
En kort dyb latter lød, hånene ved kvindens udbrud. Brahm rystede blot på hovedet af hende og fortsatte videre, mens han kun med det ene øre hørte hendes irriterede stemme. Det var sjældent Brahm havde mødt en kvinde der sagde ham igen og ikke blot overgav sig med det samme. Måske ikke af lyst, men ihvertfald af nervøsitet overfor hans størrelse og den synlige styrke han bar. Det mørke blik gled rundt i skoven. Træerne begyndte at stå med større afstand, hvilket betød at de nærmede sig grænsen for skoven.
"Kvinde." Lød det blot provokerende og lavmælt fra hende. Det skulle ikke undre ham hvis der pludselig kunne mærkes et slag fra hende, men af en eller anden grund generede tanken ham ikke. Dette gjorde ham en anelse undrende, for hvilken kvinde skulle dog have lov til at ligge en hånd på ham? En dyb lettere irriteret brummen lød. Hendes temperament tiltalte ham på en måde, men denne fornemmelse var så lille at Brahm med lethed kvalte den og så ligefrem. Han ønskede ikke at lade sig tiltale, det var sjældent denne fornemmelse overhovedet dukkede op i ham og han formåede altid at tvinge den væk.

[Maka De Silver]

Lige nu var hun ret sikker på han bare var ude på at provokere hende efter de ellers havde været så rolige omkring hinanden, men den mand ville da bare gerne slås med hende enten på den ene eller anden måde selvom de ikke ligefrem havde været særlig fysiske overfor hinanden men det kunne jo være det ændrede sig hvis han blev ved med at kalde hende kvinde på den måde, for hun kunne jo tydeligt høre ham så han gjorde ikke ligefrem noget for at skjule hans meninger for hende. Hvilket også var grunden til at hun alligevel gav ham et mindre spark på det ene skulderblad, ikke fordi han skulle føle smerte eller noget men bare for at markere at hun altså ikke var bange for at gøre skade på ham og hun ikke helt fandt sig i at blive kaldt kvinde på den måde.
”Vildmand” mumlede hun bare igen for hun måtte jo finde et eller andet at kalde ham igen når han kaldte hende for kvinde. Men lige nu skulle hun egentlig bare finde ud af hvad der pissede ham bare en smule af ligesom kvinde gjorde ved hende, dog regnede hun ikke ligefrem med at vildmand ville være noget som ville irritere ham men igen det betød bare at hun ikke helt mente han havde noget som helst dannelse og han ikke rigtigt kendte til hvordan tingene fungerede uden for hans lille verden, hvor alt ellers bare handlede om ham.

[Brahm Admalic]

Selvom der ikke skete nogen fysisk reaktion hos Brahm, da han mærkede sparket mod hans skulderblad, kunne en dyb rumlen fra hans bryst høres. En advarende knurren, der fortalte hende, at nok fik hun lov til at ride hans hest, sove under hans tag, men ligefrem at sparke ham det var dog for meget. Respekt måtte og skulle hun have, for at være i hans selskab. Sparket fra kvinden, havde ikke været hårdt og havde nærmest følt som et puf snarere end et spark. Alligevel var han ikke i tvivl om at det var Maka, der bevidst satte sparket ind.
Det var egentligt ikke fordi Brahm som sådan havde høje tanker om sig selv, han kendte bare ikke andre kulturer end den hvor kvinden var et simpelt produkt af manden, kun skabt for at glæde og fornøje manden.
Brahm spændte musklerne en anelse under den tynde trøje. Selvom han var stor og muskuløs, så havde kulden alligevel fået sit tag i ham. Det var dog ikke noget han vidste, og det var heller ikke fordi han var ved at fryse ihjel. Han var bare køligere.
Endelig stoppede trægrænsen og byen lå for deres fødder. Hesten standsede for en kort stund med en lavmælt prusten, men den fulgte med igen da Brahm nåede en meter foran dem. Da Maka pludselig tiltalte ham som vildmand så han undrende op på hende. "I deres øjne, ligner jeg umiddelbart ikke en civiliseret mand. Og derfor vil det nok undre dem, at jeg både formår at skrive og læse, og sågar regne. Så betegnelsen vildmand, er nok ikke det rette synonym for mig." Lød det i en høflig tone fra ham. Han talte til hende, som han havde talt til den adelige søn der havde brugt ham som boksepude. Ordene passede ikke til det udseende Brahm bar, og selvom han havde talt sådan i mange år havde det aldrig været ham. Derfor var ordene stadig fremmede i hans mund.

[Maka De Silver]

Hun så lettere fornærmet på ham og egentlig bare spillede fornærmet selvom hun var ret irriteret over at blive kaldt kvinde, selv når hun havde sagt ret mange gange efterhånden at hun ikke ville kaldes det, også derfor han havde fået sparket fordi han ikke ville lytte så måtte han altså lærer på den anden måde, for det kunne jo godt være det hjalp bedre end at hun bare sagde tingene for det var tydeligt at fysisk trusler eller slag virkede meget bedre, det havde hun jo set tidligere da hun havde sat en dolk for hans mere ædler dele, der havde han da trådt væk fra hende.
Da de nåede trægrænsen så hun roligt imod byen, selvom en tanke slog ned i hende.. Dette ville give så meget det forkerte billede! Hun lignede jo hans kone der havde et barn i favnen som var lettere skjult, det i sig selv var et forfærdeligt billede så hun måtte kort ryste på hovedet for at få det frygtelige billede ud af hendes hjerne.
Hun så en anelse undrende på ham da han snakkede på den måde, det var som om man kunne læse hendes tanker i hendes ansigt for det eneste hun rigtigt kunne tænkte var *Jamen dog* fordi han sagde noget der slet ikke passede til ham. ”Så længe du kalder mig kvinde så hedder du vildmand eller fortrækker du bæst? For gætter at du heller ikke regner med at jeg er klog nok til både at kunne læse, skrive og regne ligesom dig for det passer vel ikke til kvinder hvor du kommer fra?” spurgte hun roligt for hun kunne da sagtens finde meget værre ting at kalde ham end vildmand, noget som på en måde kunne tages som kompliment også på grund af hans udseende for der var sikkert mange kvinde der ville gøre alt for at få en nat med ham, dog var hun ikke ligefrem en af dem for hun fandt sig altså ikke i særlig meget.