Duften af blod

[Brahm Admalic]

Brahm bemærkede knap den forvoksede ugle, der skræppede op. Han sendte den blot et irriteret blik inden han så tilbage mod Maka. Det ærgede ham at hun ikke svarede på det, han ville så gerne have et svar på hendes mærkværdige opførsel. Men måske hun ikke engang selv kendte til en forklaring? Det skulle lige passe, at kvinden var et stort rod oppe under den røde hårpragt. Brahm bed tænderne lidt sammen og rullede med skuldrene, for at få gang i kroppen.
"Det var ærgerligt. Jeg havde ellers lige troet, at du ville bevise mig forkert. Men du er bare ligesom alle andre .. kvinder." Svarede han hende, og slog halvhjertet ud med den ene arm. Et eller andet sted så ærgede det ham faktisk en anelse, at hun til aller sidst lod hele sin stærke facade krakelere. Det virkede underligt. Men Brahm skød tankerne bort, og trådte forbi hende. Han gik hen for at åbne døren, og så afventende på Maka.
Noget inde i ham, ønskede næsten ikke at hun gik. Måske fordi hun egentligt havde bevidst at hun ikke var som alle andre kvinder? Det kunne han ikke rigtig komme uden om. Hun var en kvinde af en vis kaliber. Noget Brahm sjældent så. Han så ud mod gaden, og så over på Maka igen. Han sendte hende et roligt smil og nikkede så mod hende. "Må du have en fortsat god rejse, hvorend du skal hen, du rødhårede kriger." Hilste han hende.

[Maka De Silver]

Det kan godt ske at han ærgede sig over hendes opførsel eller det at hun ikke svarede på hans spørgsmål, men han ville jo bare fornærme eller håne hende alligevel, hun kunne jo slet ikke gøre ham tilfreds den del havde hun i hvert fald regnet ud, og hvorfor forsøgte hun egentlig? Det anede hun faktisk ikke, hun anede virkelig ikke hvorfor hun så gerne ville modbevise ham på alle mulige punkter, bare for at han kunne forstå at hun ikke var som alle andre kvinder.
”Se det er det jeg mener.. du ser stadig ned på mig.. jeg fatter virkelig ikke hvorfor jeg fik lyst til at gøre det..Jeg skulle have myrdet dig da jeg havde chancen i stedet for at finde dig tiltrækkende men det ødelagde du alligevel lige så snart du åbnede munden, jeg begynder at fatte hvorfor nogen mænd slår deres kvinder” sagde hun lettere vredt for han skulle da bare ødelægge alt for hende så hun havde virkelig lyst til at slå ham eller skære noget vis af som hun tidligere havde lovet at gøre hvis han nogensinde kom for tæt på hende igen. Hun tog Nighti op i favnen, med en lettere irriteret og fast bevægelse så den lille ugle gav et mindre skrap fra sig igen, denne gang var den rettet imod hende hvilket fik hende til at løsne grebet om uglen og sukkede kort opgivende.
Hun sagde ikke noget eller så på ham da hun bare begyndte at gå imod døren for han havde virkelig gjort hende rasende så hun gad ikke se på ham men rynkede bare kort på næsen som hun gik forbi uden at hilse for der var jo ikke nogen videre grund til det.

[Brahm Admalic]

Brahm var begyndt at læne sig op af døren, som hun begyndte at plapre. - Og hun havde snakket om, at det var ham der talte meget? Han skulle lige til at gabe provokerende, da hun nævnte noget der fangede hans opmærksomhed. Ordet tiltrækkende, ramte hans ører og han så en anelse stirrende på hende. Brahm rettede sig op, og lyttede til resten af hvad hun sagde. Det gav stadig ikke mening for ham, men ordet hang i hans indre. Han rynkede i panden og betragtede hende som hun samlede den lille ugle op, der nu gav sig til at skræppe af hende.
Da Maka så nærmest trampede forbi ham, kunne han ikke dy sig. Måske gjorde han det også fordi han et eller andet sted havde lyst til det. Han ville bare ikke indrømme det. Brahm greb ud efter hendes arm og drejede hende rundt. Hans greb var ikke hårdt, på nogen måde. Med en sikker bevægelser drejede han hende rundt, hvorefter han "greb" hende med den anden hånd, som han placerede ved hendes kæbe. Hans læber mødte hendes igen, hvorefter der hang et lille smil i hans mundvig. "Det var hyggeligt at møde dig, Maka." Lød det sagte fra ham, nærmest drilsk og venligt. Han slap taget i hende og trådte et skridt tilbage, for at give hende plads. Overraskende adfærd, fra denne primitive mand. Men måske havde Maka bevidst sit værd? Han var ikke engang sikker selv.

[Maka De Silver]

Hun var så rasende på ham at hendes indre kogte og hun allerede overvejede at finde en eller anden at myrde bare for at få noget af alt den vrede ud men igen hun kunne også bare lade det gå udover et eller andet træ, uanset hvad måtte hun gøre et eller andet for at falde ned. Men hun nåede ikke ligefrem at tænke sig til de forskellige metoder hun kunne gøre for at afreagere før hans hånd havde grebet hendes frie arm, hvilket fik hende til at komme med et mindre gisp som hun blev hevet tilbage og drejet rundt, var det ikke fordi hun havde Nighti i hånden havde hun slået ham men hun kunne ikke rigtigt smide Nighti fra sig selvom hun ville beskytte ham hvis det blev nødvendigt, men det der skete fik hende fuldstændig til at stivne og spærre øjnene op for stod han lige og kyssede hende? Det skulle han da ikke gøre når hun var rasende på ham! Da han brød kysset igen stod hun bare og stirrede overrasket på ham, men da hun endelig kom sig over det mindre chok kunne man godt se hun blev vred igen fordi hun kneb øjnene mere sammen men hun var ret tavs lige nu men knyttede dog den frie hånd så den blev mere hvid end den plejede, selv da hun kort hævede den men ligesom hendes mund skulle til at sige noget men hun virkede til at opgive det hele og sænkede hånden igen mens tankerne bare kørte rundt i hovedet på hende og hun anede ikke om hun skulle være overrasket eller vred på ham over det.
”Du skal jo ikke gøre sådan noget når jeg er rasende på dig” sagde hun med en stemme der ikke var helt til at tyde for hun var ikke helt sikker på om hun skulle være rasende eller hvad hun skulle føle lige nu. Så det endte med hun trådte tættere på ham efter han var trådt væk, blot for at slå ham på brystkasse, ikke særlig hårdt men nok til at markere sig, og hæve en advarende pegefinger fordi han da ikke skulle gøre sådan noget imod hende inden hånden hurtigt lagde sig om hans nakke blot for at trække hans hoved tættere på hendes så hun kyssede ham kort men alligevel med stor lyst selvom hun hurtigt brød kysset for at træde et skridt fra ham. ”Gør det en gang til og du skal få nogen bank” sagde hun en anelse irriteret for den mand forvirrede hende jo voldsomt lige nu, for dagen inden havde han konstant fornærmet hende og nu kyssede han hende? Det gav jo ingen mening ligesom det jo ikke havde givet mening at hun selv havde kysset ham.

[Brahm Admalic]

Med et skridts afstand i mellem dem, stod Brahm roligt og betragtede hende. Hans nøgne brystkasse hævede sig roligt op og ned. Det var egentligt ikke fordi Brahm var ny i faget "seksuel omgang" Han havde haft sex med adskillige kvinder, kysset adskillige kvinder. Der havde bare aldrig været noget - hvad der nu end var mellem Brahm og Maka - mellem ham og de kvinder. Han huskede nærmest ikke deres ansigter. Men for ham var kvinder jo også bare et produkt af manden, skabt til at fornøje. Alligevel var der noget anderledes ved denne rødhårede kvinde. Gennem hele deres møde havde hun prøvet at bevise at hun ikke var som alle andre, og det havde næsten lykkedes hende. Uden Brahm selv vidste det, havde Maka på en måde bevist sig værdig. Ikke på den måde, at hun nu var værdig til hans selskab, men mere at hun var kommet en smule ind under huden på Brahm. At han ikke var så anderledes var nok ikke nogen overraskelse, men der alligevel nogle få opgraderinger. For eksempel: den beskyttelse han kunne give, og den loyalitet han udviste.
Ved hendes ord kunne han ikke lade være med at se på hende med hævede øjenbryn og en overlegen latter. Da hun så hævede sin ene knyttede hånd så han udfordrende på hende. Det kunne godt være de lige havde kysset, men hun kunne prøve at slå ham. Selvom Brahm for så vidt muligt prøvede at slå på kvinder, var der faldet et par slag af på vejen og det var ikke de bløde af slagsen. Da hun så trådte tættere ham, og rent faktisk slog ham på brystkassen, bed han tænderne sammen og med en advarende dyrisk brummen trådte han frem mod hende. Han gengældte ikke hendes kys, men satte blot hånden på hendes brystkasse over hendes bryster, og pressede hende bagud mod væggen. Hans mørke øjne var hårde, og sammenknebet. Hans store hånd hvilede tungt mod hendes bryst.
Solen var så småt ved at stå helt op, og oplyste nu store dele af lejligheden. Han trådte et par skridt tættere på Maka og "løsnede" så trykket fra sin hånd.
"Det her ender i ragnarok. Du burde gå, Maka." Sagde han lavmælt. Det var ikke fordi han som sådan ønskede at hun skulle gå, men deres to temperamenter duede ikke sammen. Det ville ende med den enes død, og Brahm var udmærket klar over at kvinden foran ham ikke betød nok til at han kunne holde sit temperament tilbage. Derfor nærmest beordrede han hende til at gå. Hans krop var presset en anelse op mod hendes, og selvom hun havde tøj på, kunne han tydeligt mærke hendes kropsvarme og hører hendes langsomtslående hjerte. Hånden hvilede stadig mod hendes bryst, men langsomt begyndte den at løbe nedover hendes brystkasse. Han så hende i øjnene og trådte et lille skridt tættere, således han nu tydeligt kunne føle hendes former og hende ligeså. Der gled et udfordrende blik gennem hans øjne. Selvom var han ikke helt klar over hvad udfordringen var, men det kunne hun jo bestemme.

[Maka De Silver]

Det at han havde haft andre kvinder kunne hun jo hurtigt gætte, netop fordi hun vidste hvad hans holdning omkring kvinder var så det skulle da ikke undre hende hvis han var gået til luderne i denne eller den nærliggende by, fordi det var jo kvinder lige efter hans hoved, men sådan en kvinde var hun i hvert fald ikke for hun fulgte sjældent hendes krops lyster og dette skulle ikke ligefrem være nogen undtagelse da han jo nærmest ikke lavede end at irritere hende på alle mulige måder, så det virkede tåbeligt at hun alligevel skulle være tiltrukket af denne dyriske mand som havde et lige så voldsomt temperament som hun havde og de samme holdninger omkring det modsatte køn, fordi mænd for hende var svage og de kunne nærmest kun bruges til at stille de værste lyster og selv der skulle de bevise overfor hende at de var værdige til en enkelt gang med hende, eller rettere det var kun når hun var i hendes sædvanlige stædige tilstand, men under et blodrus var det så noget andet for der talte kroppen mens alt andet var lukket ude, så nogen gange var det overraskende at hun overhovedet kunne svare folk.

Endnu en ting hun egentlig godt kunne gætte var at det var dumt at slå ham, selvom det højest havde været en markering og derfor ikke særlig hårdt, men det havde været hårdt nok til at hun nu blev presset bagud dog var der ingen frygt i hendes øjne men de var mere trodssindige og udfordrende på sin vis for han kunne bare prøve at slå hende for så skulle hun nok give igen, men det havde da været nok til at hun nærmest havde kastet Nighti væk så denne fløj uden for men så var han da ikke i vejen for den mulige kamp som ville komme, selvom Maka var trængt op i en mindre krog så kunne hun alligevel ikke lade være med at smile meget stille og udfordrende til ham.

”Men du vil ikke have jeg går” sagde hun dog roligt, for han ville jo nok være trådt tilbage allerede igen hvis han virkelig mente det med at hun burde gå, for hun ville da også gerne gå men når han bare hele tiden kom tættere på og tvang hende mere op af væggen så var det ikke ligefrem nemt, men hun var også en smule nysgerrig efter at se hvad han egentlig ville kunne finde på, dog lagde hun hendes ene hånd blidt over hans hånd imod hendes brystkasse da han begyndte at bevæge hånden for hvis hun alligevel skulle gå ville hun ikke være for fristet til at blive, noget hun desværre allerede var men han irriterede hende jo voldsomt det meste af tiden så det var underligt at hun havde det på denne måde.

Kokket med pile imod hendes ryg og væggen var egentlig bare i vejen men hun ville ikke ligefrem beklage sig nu, fordi hendes opmærksomhed var fuldt rettet imod ham så hun ville kunne stoppe hvad end han nu ville finde på at gøre imod hende.

[Brahm Admalic]

Disse fornemmelser Brahm besad lige nu, gjorde ham irriteret. Hans indre var i kog, over denne forvirring hendes handlinger havde frembragt. Men selvom hans indre flammer blussede voldsomt op, var dette ikke til at spore i hans udtryk. Der kunne man kun se vreden forsaget af det "slag" hun havde givet ham. Det var egentligt ikke fordi slaget gjorde ondt, det var bare den handling hun havde foretaget sig, de tanker hun havde gjort sig: At tro, at de nu var så gode ”venner”, at hun kunne slå ham? Brahm bed tænderne sammen og så ned på hendes hånd som hun lagde over hans. Han stoppede selv sin bevægelse, og lod så blikket glide op i hendes øjne igen.
På sin vis havde hun ret. Han ville gerne have hende til at blive, men det var kun den lille følsomme side af Brahm der ønskede dette. Og denne side var domineret af en primitiv rå muskelmasse af en mand, der ikke bar nogen former for følelser andet end… ”styrke.” Derfor rystede Brahm på sit hoved, over hendes kommentar. Hans blik var hårdt, men stensikkert. Der var ikke en smule tvivl at spore i hans øjne. Han fjernede sin vægt fra hende, med en nærmest dyrisk snerren inden han vendte ryggen til hende og gik over mod bordet der stod i ”køkkenet” i denne lejlighed.
”Jo, kvinde. Forlad mit hjem, og luk døren efter dig” Lød det med hans dybe rå stemme. Hans overkrop var spændt, og de mange muskler trådte tydeligt frem. Selvom han både var høj og bred, måtte man endelig ikke tage fejl. Han havde lært at kæmpe med både hurtighed og list. Det blandet med hans voldsomme styrke gjorde ham til et farligt våben. Hæren i både Nirelia og Darklia, kunne have haft godt af en mand som Brahm.
Manden satte sig ned på den ene af stolene og lyttede intenst. Han forventede at døren smækkede og at Maka ville være ude af hans liv. – Hvilket var det, som passede ham bedst.

[Maka De Silver]

At han stadig var lidt småsur over hendes mindre slag fra tidligere, kunne hun ikke rigtigt tage sig af for hun havde jo advaret om hvis han gjorde forskellige ting så ville det altså ende med at hun ville slå eller det der var værre, men igen hun tænkte just ikke over hun havde slået ham tidligere fordi hun jo ikke rigtigt kunne ændre på det. Så hun blev egentlig bare roligt stående som hun hele tiden forsøgte at se ham i øjnene bare så han ikke blev fristet for meget af hendes krop, for nu gik det ellers lige så godt imellem dem, udover det de var lettere sure på hinanden så var det jo ikke ligefrem fordi de var røget i totterne på hinanden og dermed kom nogen jo ikke rigtigt til skade lige nu og han trådte jo frivilligt væk fra hende selvom hun lidt havde haft lyst til at han blev stående, men det var jo nok bedst at han fjernede sig så hun stadig kunne forlade hans lejlighed med æren i behold.
”En skam for jeg ville ellers gerne blive hvis du indrømmede at du gerne vil have mig til at blive..” sagde hun roligt med et lille drillende smil inden hun skubbede sig en smule væk fra væggen og egentlig vendte sig om for at gå hen til døren igen, dog gjorde hun det en smule langsomt fordi hun ville give ham en chance for svare eller sige noget men hvis han ikke ville sige noget så ville hun forsvinde og forsætte hendes liv som om intet var sket, selvom hun godt vidste at dette møde ville have forandret hende en smule.

[Brahm Admalic]

Brahm hvilede sine arme på bordet, mens han betragtede det nu smeltede stearinlys, der stod på bordet og som havde været tændt hele natten. Der lød et dybt suk fra ham, ikke opgivende eller vredt. Det var bare en af dem man gjorde sig når man havde brug for lidt ekstra luft i sine lunger. Han trak en hånd gennem sit mørke lange hår. Han lyttede til hvad hun sagde og rystede en anelse på hovedet, da han kunne hører hvordan smilet hang om hendes læbe. Den satans kvinde! Tænkte han, med en svag hovedrysten. Hvorfor blev hun ved? Det var som om hun forventede at Brahm ville lade sine fornemmelser og ”følelser” tage over, men som sagt før var den side svag i forhold til siden fyldt op af maskulinitet og muskler. Derfor ville han ikke erkende at han ville have hende til at blive. ”Maka..” Sagde han med sin mørke stemme og i samme sekund rejste han sig og vendte sig om, hans mørke øjne fangede roligt og sikkert hendes blik, hvorefter han fortsatte: ”Jeg troede du sagde, du kendte typer som mig. Og hvis du gør, så burde du også vide at de fornemmelser jeg muligvis har overfor dig, aldrig bliver realiseret og gjort virkelige. Jeg vil ikke have du bliver..” Hans stemme var dyb og hård.
Blikket i hans øjne var ikke til at tage fejl af, de kys og den nærhed der havde været betød ikke noget for ham. Det betød i hvert fald ikke mere, end hvad vejret i morgen betød for ham. Hun var bare en simpel rødhåret kvinde, der havde været så ”heldig” at få en lille snert af den lille svage side af ham. Men det var ikke fordi hun havde trukket den frem i ham, den lå stadig dybt begravet under muskler og styrke. – Der skulle meget mere til at grave den frem, og det blev ikke bedre at af Brahm modarbejdede alt hvad Maka gjorde.

[Maka De Silver]

Hun var næsten allerede nået ud af døren da hun hørte hans stemme sige hendes navn, så hun stoppede op og vendte sig rundt så hun kunne se på ham bare for at se om han ville forsætte den sætning eller om det havde været en afslutning, selvom det ikke ligefrem havde følt som afslutning, så hun stillede sig op af dørkarmen med armene over kors fordi hun gerne ville høre hvad han havde at sige, selvom hun ikke regnede med at han ville indrømme for han var jo alt for stolt til at indrømme sådan noget, måske var han lidt mere stolt end hende for hun havde jo trods alt indrømmet at hun havde fundet ham tiltrækkende tidligere.
”Jeg kender typer som dig”

[/color] startede hun roligt ud med at sige for hun skulle jo bare se lidt på sig selv for at kende typen, dog slap hendes blik ikke hans bevægelser for hun mente han virkede alvorlig omkring det emne men alligevel troede hun ikke helt på ham. ”De der stolte typer som ikke tør at få nogen tæt på, fordi de måske vil virke svage i andres øjne hvis de nu fandt kærligheden.. Den type som er dømt til at leve halvt og ensomt fordi de ikke tør tage nogen chancer med nogen”[/color] sagde hun roligt inden hun rettede sig op igen og lod armene falde for nu havde hun vidst provokeret ham nok og sagt han nok ville være dømt til at leve alene samt det jo med hun sagde han ikke turde give sig kast med at være tæt på en som han muligvis følte noget for. Hun ventede dog ikke rigtigt på svar før hun vendte sig rundt for at gå ud på hans trappe, her så hun kort efter Nighti bare for at se hvor han var blevet af.
[/blockquote]

[Brahm Admalic]

Brahm trak vejret dybt ind og holdte det et par sekunder inden han åndede tungt ud og rullede en anelse med skuldrende. Han lyttede til hendes ord, med et udtryksløst blik i øjnene. Det virkede som ligegyldige ord for ham, men alligevel lyttede han og hørte hendes ord. Brahm rystede på hovedet, og smilede let. Hun havde delvist ret, men det hang sammen med noget andet. Det var ikke bare Brahms stolthed der var på færre, det var heller ikke måden andre så på ham. Det havde altid været ham ganske ligegyldigt.
”Du har på en måde ret Maka. Men alligevel er du forkert på den. Jeg har set hvad kærlighed gør ved mænd, det gør dem ukoncentrerede og slappe. Det gør dem fysisk svage og syge i sindet. Jeg har ikke lyst til at lade mit sind forpeste af en kvindes manipulation og indbydende blikke. Derfor holder jeg mine følelser nede, for sådan lever jeg bedst og sikrest.” Forklarede han hende.
Han var egentligt ikke vred over at hun havde indirekte havde kaldt ham svag, for i Brahms hoved var det jo ikke sådan det hang sammen. Han lod nakken rulle en anelse, så den knækkede. Der lød en afslappet brummen fra ham.
”Men jeg går ud fra at du har det på den måde. For uanset hvor meget jeg frastøder det, så minder vi to om hinanden. Du har heller ikke lyst til at have følelser, du vil ikke have et forhold, for du er nemlig lige så sikker – som jeg er – på at det gør dig svag!” Fortsatte han, også selvom hun var trådt ud på trappen. Han trådte et par skridt efter hende, og et lille provokerende smil hang ved hans mundvig. Mon hun ville lade sig provokerer af hans direkte ord?

[Maka De Silver]

Selvom han virkede ligeglad så var der vel noget i hende som håbede han ikke helt var det, men igen han modbevidste hende jo heller ikke ligefrem da han valgte at svare hende i stedet for bare at lade sagen ligge det der, men han ville vel ikke have hun skulle have det sidste ord i den sag. ”og du tror ikke at en kvinde bliver svag når en mand forpester hendes sind? For pokker de fleste kvinder tænker jo ægteskab og skabe sig en familie.. Det er svagt”

[/color] startede hun en smule ligegyldigt ud med at sige for hun var jo heller ikke helt vild med kvinder der villigt indgik ægteskab og det med at gå hjemme og passe huset og børnene, det var slet ikke en tanke der tiltalte Maka på nogen måde for hun ville helst undgå det med børn.
Efter hun var gået ud på trappen lyttede hun alligevel lidt efter ham bare for at se om han havde noget mere at sige inden hun ville forsvinde ud af hans liv. ”Der var ingen der sagde at jeg ville have et forhold.. Jeg fortrækker at have et par faste jeg kan gå til når jeg bliver ensom og for mit vedkommende behøver der ikke være mange følelser i det”[/color] sagde hun roligt som hun vendte kort hovedet så hun kunne se ham over skulderen, der spillede sig et lille skævt smil på hendes læber for nok længtes hun efter at mærke noget kærlighed men det var stadig ikke nok til at hun ville have et forhold for det ville bare gøre hende skør og svag, den del var hun ret sikker på men hun ville alligevel heller ikke gå til trækker drenge eller ligge i med helt fremmed mænd for hun anede jo ikke hvor de havde været sidst. Hun vendte igen blikket væk fra ham og fik med det samme øje på uglen som hun havde set efter lige før, så smilet forblev på hendes læber som hun trådte ned af det første trin for at komme videre.
[/blockquote]

[Brahm Admalic]

Brahm betragtede hende roligt, med de mørke øjne hvilende sikkert på hende. Der var faktisk ikke noget vrede at spore hos ham, måske havde han fået nok af at være vred i denne kvindes selskab. Det var jo heller ikke fordi han var vred hele tiden, han var vel bare temperamentsfuld og stærk. To ting der ikke altid var gode som kombination, det kunne i hvert fald give nogle komplikationer havde manden erfaret. Han rakte hånden op for at klø sig fraværende på den skægkradsende kæbe. Brahm bed tænderne sammen og trådte et skridt frem for dernæst at træde et tilbage. Umiddelbart lignede det ikke at der var nogen grund til dette, men det var fornemmelserne i hans krop der stadig huserede. Noget i ham havde lyst til at gribe frem og fuldføre hvad kysset havde startet, og noget andet fortalte ham at han skulle tage hende i håret og slæbe hende ud fra sit hjem. Selvom det ikke kunne ses på hans ydre var han i tvivl, hvilket irriterede ham grænseløst.
”Jeg tror ikke, at mænd har samme forbandelse over sig som en kvinde. Kvinder er skabt til at forføre og tryllebinde. Selv nogle af de stærkeste mænd jeg har kendt er bukket under for en kvindes blik og berøringer.” Forsvarede han sit eget køn, men egentligt med en forholdsvis rolig stemme. Var det lykkedes dem at snakke normalt til hinanden? Kunne de være nær hinanden uden at rive hovedet af hinanden? Også denne tanke satte en tvivl i Brahm, men med et par knyttede hænder fik han tvunget tvivlen på afstand. Hans opmærksomhed vendte tilbage til nuet, hvor han så efter Maka som nu stod ude på trappen. Modvilligt trådte han et skridt frem. Udenfor var livet i fuld gang og larmen fra gaden var til at hører. Det lignede ikke Brahm ikke at have fået tøj på endnu, men det havde jo været denne mærkelige kvinde i hans hjem, som havde forvirret ham grænseløst.
”Er du ensom lige nu?” Lød det spørgende fra ham, en anelse højere i og med hun nu var ved at træde ned af trappen. Han trådte hen i døråbningen og lod sig hvile op af dørkarmen hans han betragtede den rødhårede forbandede kvinde. Brahm bed tænderne en anelse sammen og lod blikket glide ned af hendes krop, smilet om hendes læber var synligt og det klædte hende. – Havde hun nu bare været frastødende som ind i helved, så havde det ikke gjort ham noget. Men han kunne jo ikke komme uden om at hun var en køn kvinde. ”Jeg vil ikke kategoriseres som ’en af dine faste’, Maka! Men jeg erkender at jeg selv er ensom...” Det første blev sagt med en vis bestemthed over sig, han skulle være sikker på at der ikke var nogen tvivl der. Brahm trådte ned forbi hende, således han stod to trappetrin under hende. Dette gjorde dog ikke meget ved højdeforskellen, andet end deres hoveder nu var tættere hinanden. Brahms blik veg ikke fra hendes, hans udtryk var en anelse hårdt i de mørke øjne, men der var ikke vrede, bare et bestemt udtryk. Han rakte armene ud og tog fat i hendes hænder som han placerede på sine barer brede skuldre. Derefter lod han sine muskuløse store arme glide omkring hende, lige under hendes bagdel. Han løftede hende uden problemer op, og bar hende med forsigtighed ind i lejligheden igen, hvorefter han lukkede døren efter dem. Brahm nåede over til han sengeleje hvor han roligt satte hende ned. Han så afventende på hende, men lod så sine egne læber møde hendes, mere indtrængende og krævende end nogen af de tidligere kys, han lod sin ene store hånd hvile støttende ved hendes kæbe, inden han trådte et skridt frem mod hende, så deres kroppe var presset en anelse om af hinanden.

[Maka De Silver]

Hvilke følelser han måske havde kørende igennem hans krop anede hun intet om, for hun stod jo stod set med ryggen til ham så hun kunne ikke rigtigt vide hvad han tænkte eller læse hvad der var at se i hans øjne, men hun kunne jo ikke blive her hele dagen selvom det var fristende for det var meget længe siden hun havde været sammen med en mand på den måde, ja faktisk var hun ikke helt sikker hvornår for hun nåede aldrig at afslutte noget når hun først var blevet mere eller mindre overtalt til at gå så langt eller bare komme så tæt på folk.
En kort latter kom over hendes læber da han sagde at kvinder var skabt til at tryllebinde mænd. ”Så er der vidst noget jeg har misforstået for jeg aner ikke hvordan man skal gøre det, men det må jeg lære så jeg kan blive bedre til mit arbejde”

[/color] det hele var dog mest af alt sagt i spøg fordi hun ikke ville kunne få sig selv til at komme så tæt på en mand hun ville skulle dræbe, det ville jo være for dumt når hun tænkte på hvordan hun havde det når hun fik færten af menneskeblod, det var jo derfor hun egentlig dræbte på afstand. At han forsvarede hans eget køn kunne han da bare gøre, for han stod jo og påpegede en af kvindernes styrker, en af dem som var både god og dårlig netop fordi det kunne give dem det de ville have, men det kunne jo også ødelægge dem selv hvis han en mand fik alt for høje tanker om sig selv og kvinden, man havde jo hørt om kvinder som var blevet kidnappet og voldtaget fordi de havde sendt et sødt smil den forkerte vej.
Da han spurgte om hun var ensom stoppede hun op på det øverste trin inden hun så roligt på ham, stadig med smilet spillende over hendes læber. ”Hvis jeg skal være ærlig så ved jeg ikke helt hvor ensom jeg er lige nu.” svarede hun ærligt for han havde jo givet hende rigeligt med selskab for natten og det havde ligesom hjulpet på hendes ensomhed, måske ikke helt på den måde som han tænkte men bare hans nærhed havde gjort hun måske godt kunne undvære en mands nærhed i et godt stykke tid. ”der var heller ingen der sagde du skulle være?”[/color] sagde hun en smule undrende selvom det nok kunne misforståes men hun mente det nu ikke på nogen ond måde, for det kunne jo også betyde at han ville være den eneste hun gik til for ærligtalt havde hun jo ikke rigtigt nogen hun gik til fordi hun mest af alt foretrak at være alene selvom hun da godt kunne blive ensom og trænge til selskab fra en mand, for hun var jo ikke ligefrem særlig god med kvinder.
Han forvirrede en smule mere da han stillede sig ned foran hende, for det havde hun ikke ligefrem forventet eftersom han lige havde smidt hende ud af lejligheden, havde han ikke? Og nu stod han her og spærrede vejen for hende? Det gav jo ikke meget mening men hun fandt dog ud af hvad han ville have da han tog hendes hænder og lagde dem på hans skuldre, i starten undrede det hende en smule så smilet var igen forsvundet fordi hun ventede på hvad han ville gøre, men smilet kom dog en smule tilbage da hun blev løftet op, så hun lagde armene bedre om hans hals så han ikke behøvede at bruge for mange kræfter på at løfte hende, selvom det nok ikke var noget problem for ham. Dog veg hendes blik ikke fra hans for det ville nærmest bryde besværgelsen der var lagt over hende af ham, men senere ville hun dog nok fortryde det ret meget. Hun lod ham bare bære sig ind i lejligheden igen selvom hun burde komme videre så kunne hun jo ikke rigtig lade være med at blive en smule forført af ham, selvom det var meget ondt gjort fra hans side af, for han frembragte jo det her glade og lettere frække smil på hendes læber og det måtte han da ikke bare gøre! Men han gjorde det ligesom han fik hende til at gengælde kysset for en gang skyld men hun trådte dog et skridt tilbage efter hun havde brugt kysset men kun for at fjerne hendes bue og kokket med pile som hun lod falde ned på det ene sengeleje for dem behøvede hun vidst ikke lige nu og de ville jo bare komme i vejen for hende.
Efter hun havde ladet de fleste af hendes våben falde trådte hun igen tæt på ham for at genoptage deres tidligere kys selvom hun virkelig burde lade være fordi han var farlig og der var jo ingen der sagde hvor længe dette ville holde, for på et tidspunkt ville de sikkert begynde at skændes igen eller bare have hårde ord i mellem dem.
[/blockquote]