Duften af blod

[Brahm Admalic]

Brahm tog fat i den ene tøjle på hingsten, som de skridtede gennem byen. Selvom det var mørkt var der alligevel liv i gaderne. Kvinder stod med lidt tøj på og så indbydende ud, forældreløse børn prøvede at finde steder at sove, gamle gustne mænd vaklede på trætte ben hjem til deres kvinder, unge mænd var højt på strå fulde af alkohol i færd med at charmere sig ind på kvinderne. Brahm spændte i kæben og skubbede halv hårdt til en af de fulde mænd der havde valgt at stoppe op.
Da manden skulle til at åbne munden for at komme med høje protester, lukkede han munden ved synet af Brahm og det blik han sendte. Han orkede ikke fulde mænd, indbydende kvinder .. Faktisk orkede han ikke det liv der fandtes her i grænsebyen. Det var lige før at Nirelia tiltalte ham mere. Han trak hesten videre og drejede så ned af en lille gade, og så videre ned af en anden til højre. Vejen blev mindre og husene en anelse mere suspekt. Manden som Brahm boede ved gammel og derfor ikke til meget besvær. Der var to etager i det hus Brahm boede i, og Brahm ejede den øverste. Der var lavet så smart at der gik en gammel trappe op til der hvor Brahm boede, sådan at han ikke behøvede at forstyrre den gamle mand når han kom hjem. Det var ikke den bedste bopæl i byen, men den var tør og forholdvis varm, og havde det Brahm behøvede.
"Bæst... vildmand. Kald mig hvad du vil, jeg reagere nok ikke uanset hvad." Lød det ligegyldigt fra ham, som han stoppede hesten op foran det gamle stenhus. Han rakte uden tøven op og løftede hende ned, inden han for en kort stund forsvandt om bagved med hesten, hvor han installerede den i en forholdvis stor og tør indhegning med vand og stråfoder. Da han kom tilbage betragtede han kvinden roligt og sikkert. "Nej. Kun de adelige kvinder kunne skrive, læse og regne. - De fleste andre kvinder var blot arbejdere. Enten for manden som fornøjelseskvinde, eller som madkone eller vaskekone." Forklarede han en anelse kort for hovedet og trådte så op af stentrappen. Han låste døren op med en gammel rusten nøgle og langsomt åbnede døren.
Inden for var der mørkt, kun lyset fra månen gennem nogle få vinduer, afslørede et stort rum, med henholdsvis et bord, en kæmpe balje og et halv lukket rum, hvor man fra døren kunne fornemme at det var hans "soveværelse.".
Han trådte inden for og tændte for et kæmpe stearinlys der stod på bordet, med sine to flintesten. Brahm kiggede tilbage på Maka og sendte hende et lille roligt smil. Det var egentligt ikke fordi der var glæde at spore, han fortalte hende blot at hun måtte komme ind og at han nok skulle holde fingrene fra hende.

[Maka De Silver]

Som de gik igennem byen så hun roligt på de forskellige folk, selvom der dog kunne spores en smule afsky i hendes øjne for hun brød sig ikke om fulde folk, ej heller kvinder der solgte deres kroppe på den måde, så langt ville hun i hvert fald ikke synke ned eftersom hun stadig var ung og da havde en krop der kunne bruges til andet arbejde end sådan noget, selv et arbejde på en gård ville være mere tiltalende end et arbejde i et lysthus eller et liv på gaden.
Hun havde dog ikke ligefrem ondt af disse folk for mange af dem valgte det jo og resten var bare dumme fordi de ikke flygtede og fik et bedre liv. Men hun vidste så dog godt at et liv i byen ikke var noget for hende, eftersom hun holdt mere af skoven eller en af de små skov byer som man kunne slå sig ned i, der hvor krig, sult eller bare vold var langt fra dem, så hun kom altid til at blive i flere dage når hun var kommet forbi sådan en by men det var så fredeligt i de byer at hun ikke helt kunne lade være. Hun skænkede ikke de huse de red forbi særlig mange blikke for der var ikke den store grund til at kende vejen til Brahms hus eftersom hun regnede med at dette ville blive den eneste nat hun skulle tilbringe i hans hus, fordi han jo irriterede hende konstant så der ville ikke være nogen grund til at opsøge ham igen.
”Det finder vi jo ud af” svarede hun blot roligt omkring det med hvad hun ville kalde ham, for det kunne jo godt være det ville irritere ham mere end han lige gik og troede med tiden altså, for hun nægtede at ville kalde ham mand bare fordi det vil nok få ham til at være lidt stolt. Da hun igen blev løftet op og sat på jorden kunne hun ikke lade være med at undre sig over om han ikke troede at hun selv kunne komme op og ned på en hest siden hun skulle løftes som et andet barn, dog valgte hun ikke at kommentere det men så bare efter ham som han forsvandt om bagved for at tage sig af hesten, selv kiggede hun lidt til Nighti som lignede en der kæmpede med søvnen men riddeturen havde gjort ham så træt at han hurtigt faldt i søvn igen.
Så da han kom tilbage valgte hun ikke at kommentere det med at læse og skrive for den sag var jo diskuteret færdigt nærmest for hun gad da ikke gå i forsvar omkring det, for nu vidste han at hun altså godt kunne læse og skrive ligesom ham, hvem der så var bedst til det kunne være så lige meget for det var ikke en konkurrence på noget plan. Hun fulgte roligt efter ham op af stentrappen og næsten ind, selvom hun dog valgte at blive stående i døren indtil han havde tændt lys, først der trådte hun længere ind og lukkede døren efter hende så de ikke behøvede tænkte på kulden ude fra. Hun gik lidt rundt i rummet for der var jo ikke meget at byde på men det var nu alligevel lidt hyggeligere end nogen af de andre steder hun havde overnattet.

[Brahm Admalic]

Brahm så sig roligt omkring og trak en anelse på skuldrene inden han slog ud med den ene arm for at indikere at "det var det." Den var ikke særlig speciel denne "lejlighed." Men den var tør og forholdsvis lun. Det gode ved den var at der kun var stengulv, så der kunne let tændes et lille bål hvis der var for koldt. Der var selvfølgelig vinduer til at åbne, sådan at røgen ikke forgiftede en.
Han så atter over på Maka som hun lukkede døren og dermed trådte ind i lejligheden. Det var alligevel overvældende at kvinden turde lukke døren, eftersom hun i starten havde været enormt afstandstagende. Brahm kunne ikke lade være med at smile en anelse og så ryste på hovedet af hende. Kvinder, var altid så dobbeltmoralske. Han brummede let og satte sig hen på en af de tre gamle stole der stod.
"Er du herfra, Maka?" Spurgte han og så over på hende.

[Maka De Silver]

Nej, det var ikke ligefrem meget han havde at byde på her i lejligheden men hun kunne sagtens tage sig til takke med det, eftersom hun jo ikke var vant til særlig meget fordi hun ikke var rig eller adelig så hun havde ingen ret til sådanne rigdomme. Så hun så bare roligt rundt i lejligheden men valgte dog at sætte Nighti af på et mindre bord fordi hun ikke gad at blive ved med at slæbe rundt på ham. Derefter gik hun selv rundt og undersøgte nærmest lejligheden, som hun egentlig kom frem til var nogenlunde pænt holdt i stand, selvom man tydeligvis godt kunne se der ikke boede en kvinde for der var ikke videre nogen små nips ting eller noget som kvinder var underlige nok til at ville have.
”Hvis du mener fra grænsen så ja..” svarede hun roligt uden videre at give ham noget opmærksomhed fordi hun var på vej forbi halvmuren fordi hun ville se hvordan de skulle sove i nat, og hvor meget afstand hun kunne få til ham så hun ikke ville ende med at fortryde noget. Hun stod lidt og betragtede hans mindre sengeleje inden hun selv valgte og bukke sig ned for at ordne de skindtæpper han nu en gang havde, altså hun spredte dem mere ud fordi hun jo godt ville have afstand til ham men alligevel ikke for meget for det kunne være en smule rart ved at være tæt på en person men det skulle han jo ikke vide. ”Hvor kommer du selv fra?..” spurgte hun lidt fraværende som hun ordnede de forskellige tæpper, gerne så hun havde en mindre forhøjning til hendes hoved.

[Brahm Admalic]

Nej, lejligheden var ikke noget særligt. Men den fungerede godt for en mand som Brahm. Den var primitiv og havde kun de basale nødvendigheder, lidt ligesom Brahm. Dog havde Brahm en dybere side, den kom ikke bare ikke særlig tit frem. Lidt ligesom, at det var en sjældenhed at der var kvinder i denne lejlighed. Nu hvor Brahm tænkte over det, så havde der faktisk aldrig været en kvinde i denne lejlighed. Han kneb øjnene sammen, som han betragtede Maka da hun svarede.
Hun havde åbenbart været her hele sit liv? Så måtte hendes familie vel også være her. Brahm bed tænderne en anelse sammen ved tanken om "familie." Hans egen havde han ikke set i mange år. De gled mere og mere i baggrunden. Han havde ikke rigtig noget forhold til dem, andet end gennem blodet. Det var vel også sådan Brahm fungerede bedst. Det der med at skabe bånd til nogen det havde han aldrig været god til, og han havde lært at det kun bragte sorg. Derfor var alle hans følelser gemt væk bag murbrokker og store kampesten, dybt inde i hans hjerte.
Da hun trådte ind bag halv muren hævede han hovedet en anelse, for at se hvad hun lavede. Han kunne ikke lade være med at halv grine, mens han betragtede hende gøre afstanden imellem dem så stor som muligt. Brahm rejste sig og gik over mod en kiste, den var forholdsvis stor men ganske slidt. Langsomt åbnede han den og lagde låget bagover. Nede i kisten lå der adskillige lange skarpe sværd, nogle få kort og så to ekstra skindtæpper samt noget tøj til Brahm. Det meste af det var slidt, men hvis hun så gerne ville ligge mere flere mills afstand så hjalp han hende gerne. Han vendte sig om og gik over med de to skindtæpper og smed dem for fødderne af hende.
"Jeg kommer langt væk fra her. Faktisk kan jeg ikke huske mit oprindelseslands navn, eller der hvor jeg senere blev placeret. Jeg ved bare, at jeg vil tænke mere over min fortid." Lød det forklarende for ham, inden han med en hård tone afsluttede sin tale. Brahm betragtede hende med sine mørke øjne, inden han trak en hånd gennem det halvfedtede år.

[Maka De Silver]

Maka tog ikke af hans blik, selvom hun godt mærkede hans øjne rettet imod hende inden hun hørte ham rejse sig, men det var jo bare lidt hendes måde at vise ham på at hun altså ikke var bange for ham, også selvom hun valgte at de skulle ligge med cirka en armslængde imellem dem bare så hun var lidt sikker på han ikke kunne finde på alle mulige ting når de nu alligevel var tvunget til at ligge en smule tæt, eftersom hun jo bare kunne have valgt at ligge i den anden ende af rummet ved døren ud men hun valgte stadig at de skulle ligge her. Hun så dog kort på ham da han kom over til hende for at smide de 2 skindtæpper som om hun var en eller anden slave der skulle ordne sengen mens han intet lavede eller bare så til.
”Så du kan intet huske.. ikke en gang din mor eller far?..” spurgte hun roligt selvom det måske var et mindre ømt punkt for ham, men det ville nu klæde ham lidt at være mere personlig i stedet for den kolde og irriterende ydre som han stillede op overfor hende. ”jeg ved ikke om jeg skal mene det er heldigt eller trist. Men igen jeg husker så heller ikke meget om det liv jeg havde med min mor” sagde hun lettere tænkende som hun bare tog tæpperne og lagde dem til rette på gulvet så de bare lå lidt mere blødt og stadig kunne have et tæppe over sig, for det ville da lune en smule og det var jo altid rart at sove under et eller andet som ikke var en lettere tynd kappe, men igen en kappe gjorde underværker når man var ude i naturen.
Efter hun havde anrettet tæpperne satte hun sig på den bunke tættest ind på den store mur så han kunne ligge nær halvmuren. Her tog hun skindskoene af efter hun havde lagt dolken fra sig, selvfølgelig på den modsatte side af hvor han skulle sove, bare så hun havde et våben at bruge imod ham fordi hun ikke stolede på ham. Men hun nægtede altså at sove med sko på, så de kunne lige så godt ryge af, for så kunne hun også sidde lidt og massager hendes lidt beskidte fødder men hun havde jo ikke ligefrem kunne få et bad når hun var ude i naturen, egentlig bare fordi hun ville holde lidt lav profil indtil hun fik et nyt job.

[Brahm Admalic]

Brahm lænede sig op af halv muren og hvilede underarmene på den kolde stenmur. Hans øjne var rolige, men hårde. Selvom det godt kunne ligne en facade, så var det faktisk Brahms "foretrukne" udtryk. Han var en hård mand, han var en forholdsvis følelsesløs mand, også selvom det nærmest virkede for primitivt i en verden som denne. Langsomt begyndte han at snører de store læder armbånd op. Det ene af armbåndene gik fra håndledet og helt op til albuen, hvor det andet blot sluttede midt på armen. Da han havde bundet dem helt op smed han dem på jorden, inden for halvmuren, så han kunne finde dem igen og binde dem fast næste morgen. Den store ulvetand han bar i en halskæde om halsen tog han dog ikke af. Det var en han havde kæmpet sig frem til og den blev hos ham, den havde faktisk aldrig været af siden den kamp mod ulven.
Da Maka spurgte mere ind til hans fortid rystede han på hovedet og vendte ryggen til hende. Hans ansigtsudtryk var hårdt og indelukket. Han ønskede ikke at tale om sin fortid, måske fordi han skammede sig en anelse eller også bragte den bare hans pis voldsomt i kog. Mere roligt vendte han sig om igen, selvom det forekom underligt, så havde Brahm også styrken til at kontrollere sit voldsomme temperament og det skete også at han gjorde det en gang i mellem.
"Jeg husker dem tydeligt, Maka. Men jeg ønsker ikke at huske dem, og jeg ønsker ikke at snakke om dem." Afkortede han hende og så hårdt på hende. Ligesom han havde stoppet den gang hun stod med dolken for hans ædle dele, ønskede han også at hun stoppede nu. Han ville ikke snakke om dem, eller tænke på dem. De var væk og det skulle de blive ved med at være.
Brahm betragtede hende som hun satte sig på sengen og begyndte at tage sine sko af. Hun lignede en blanding af en slags prinsesse og en vild pige. Brahm brummede langsomt, men sagde ingenting. Han betragtede hende blot.

[Maka De Silver]

Selvom hun egentlig havde lyst så valgte hun ikke at se på ham, men valgte bare at koncentrere sig om det hun nu en gang foretog sig, altså med at massager hendes fødder en smule fordi de blev jo også trætte efter en lang dag hun hovedsagelig havde brugt på at gå rundt på.
”så lader vi være” svarede hun blot selvom hun lige skulle til at sige noget mere da hun så på ham men hun bed sig dog blot kort i læben inden hun igen så ned på hendes fødder for hun havde jo lovet at opføre sig pænt hvis han holdt hans afstand, det var bare ikke nemt når hun havde ret svært ved at kommentere det han sagde og lige nu fandt hun ham egentlig som en slags pivskid eller bangebuks, hvilket et der passede bedst til ham kunne hun ikke lige besluttet men når han ikke ville tale om fortiden, så var han bare lettere svag, for måtte da gemme sig en lettere blødsøden mand under det ellers hårde ydre. ”Vend dig rundt..” sagde hun roligt som hun så kort advarende på ham, men hun ville altså gerne have hendes bukser af og så gad hun ikke ligefrem at han stod og overgloede hende eller blev for fristet når man nu var ved det punkt. Hun rejste sig rundt og tog om snørende i hendes bukser men gjorde dog ikke andet fordi hun ventede på at han ville vende sig så hun kunne få resten af hendes tøj af, eller ikke det hele, underdelene ville hun nu beholde på så hun havde en smule værn imod ham. Altså foruden dolken som hun ville ligge tæt på hele natten igennem så hun altid ville kunne bruge den imod ham hvis han kom for tæt på.

[Brahm Admalic]

Det var egentligt ikke fordi Brahm var svag. Det var bare et af de emner han ikke orkede at tænke over, fordi hans temperament vil løbe af med ham. Der var jo mange mennesker der havde disse emner, som de ikke gad snakke om og dette - Brahms fortid - var et af dem. Det gav egentligt god mening, for hvorfor skulle man dvæle ved fortiden? Det gjorde ham intet godt, andet end vreden til hans far blussede op igen.
Selvom han var primitiv og voldsom, så var der alligevel gange hvor han formåede at tænke fornuftigt og styre sit temperament istedet for bare at lade det løbe af med ham. Da hun "accepterede" det, nikkede han roligt til hende og trak en hånd gennem håret. Han åndede tungt ud, som havde han holdt vejret for at slappe af.
Da kvinden pludselig bad ham om at vende sig rundt så han undrende på hende. Han rystede på hovedet, og overraskende nok vendte han sig rundt. Stadig stod han lænende op af halv muren med et dumt udtryk i øjnene. Der kom en lavmælt hånende latter fra ham. Nu nærmede hun sig mere prinsessestatus, end den vildtøs hun havde givet udtryk for at være. Brahm skævede bagud, mod hende. "Er du ikke lidt fint på den, kvinde?" Spurgte han hende roligt, inden han selv trak sin trøje over hovedet. Hans brede overkrop var spækket med store muskler. Det var egentligt ikke fordi hans overkrop var perfekt, den var nemlig spækket med lange ar. Både hen over ryg, arme og bryst. Han lagde armene over kors, stadigt ventende på at hun blev færdig.

[Maka De Silver]

Da han vendte sig rundt bandt hun roligt hendes snøre op, selvom hun kort skævede imod ham da han virkede til at se over sin egen skulder for at se på hende, hun tog sig dog ikke af det men fik bare bukserne af inden hun lagde dem ved hendes side af sengen, inden hun så valgte at sætte sig ned kun for at dække hendes ben så han ikke kunne se de ellers lettere fine ben med kun få ar, men de var så lidt blege i det men de havde jo heller ikke fået rigtig farve endnu fordi sommeren jo ikke var kommet, men så skulle hun da nok tage sin hævn til den tid og blive den normale gyldne farve som hun nu en gang havde.
”Du har temperament og kan sikkert ikke holde dig i skindet, så jeg gjorde det for din skyld voldmand.. Så du ikke behøvede at miste nogen..” sagde hun roligt men valgte dog at glide ned fra hans hoved til hans skridt bare så han måske forstod hentydningen til hvad han ville miste hvis han forsøgte på noget. Hun så ned på hendes dolk men gjorde ikke så meget andet inden hun så tilbage på ham og på en måde ventede lidt på hvad han ville gøre eller om hun virkelig skulle smide hendes top for hun sov jo bedst med mindst tøj på men hun stolede jo ikke rigtigt på ham så hun burde egentlig lade være, noget hun ligesom også kom frem til at hun ikke ville gøre det endnu, i hvert fald ikke før hun var sikker på at han kunne klare en nat ved hendes side så kunne det jo godt være at hun på et tidspunkt kunne finde på at gøre det, men stadig uden hun ville i seng med ham.

[Brahm Admalic]

Brahm vendte sig atter rundt, da han hørte hvordan hun satte sig ned i sengen. Han gik ned på knæ mens han begyndte at binde sine læder støvler, det var ikke læder støvler i samme kvalitet som de adeliges. Det lignede mere ombundne læderhuder med en smule "skoform." De gik ca. Brahm til knæene og tog derfor et stykke tid at få af. Da han endelig havde fået snøret dem op trak han dem af og rejste sig igen.
"Hvad får dig til at tro, at du er typen som jeg har lyst til? Maka. Du antager at jeg tager alt og alle, men hvad hvis jeg har en standard?" Svarede han hende roligt som han begyndte at snøre den kraftige læder snøre op, fra sine bukser. Derefter trak han dem af, og vendte siden en anelse til som han rakte ud efter et stykke forholdsvis kraftigt stof, der senere vidste sig at være et klæde han kunne slynge om sit liv. Det var sådan set det han sov med, det gik selvfølgelig nogle gange op. Brahm så over på Maka og satte sig ned. Hans kraftige benmuskler spændtes som han gik ned og satte sig i skrædderstilling. Hans muskler var enorme, det var som om han var dobbelt så stor som hende hvis ikke tredobbelt så bred. Det ville næsten være umuligt for hende at gøre ham imod, hvis han pludselig skulle få lyst til noget. Alene hans vægt kunne få hende til at ligge stille, et lusket smil gled hen over hans læber. *
Det var egentligt en smule underligt at sidde her, velvidende om at kvinden der sad overfor ham ikke bar andet tøj end hvad der blot kunne trækkes i stykker på sekunder, og så ville hun være nøgen. Han rettede sig frem mod hende, det var tydeligt hvordan hver en muskel trådte tydeligere frem når han bevægede sig.
"Du går og er så bange for om jeg gør dig noget. Men har du overvejet at jeg ikke har lyst til dig?" Hans tone var provokerende og hård, mens han blik ikke flakkede en millimeter fra hendes.

[Maka De Silver]

Hun så en smule væk fra ham som han selv begyndte at klæde sig af for hun var jo ikke videre interesseret, selvom hun betragtede ham ind i mellem ud af øjenkrogen, bare fordi hun ville holde øje med ham, men hun ville på en måde også godt følge lidt med i det han lavede, så hun var en smule splittet på det punkt men hun vidste bare hun nægtede at give efter overfor ham, for så langt ville hun ikke synke ned.
”Se det tvivler jeg på at du har..” svarede hun lettere provokerne igen for hun tvivlede da på at han havde en standard og hvis han endelig havde en så ville hun ikke rigtigt vide den, for hun ville sikkert få ret i hendes teori om hvilken standard der ville være hans. Det at han endnu en gang nærmest forsøgte at virke stor overfor hende eller bare skræmme hende med hans størrelse fik hende til at blive lettere irriteret som hun så lettere advarende på ham, for han skulle virkelig ikke prøve på noget, ikke en gang skræmme hende for skulle hun nok lærer ham! For hun brød sig virkelig ikke om det fordi han ville virke overlegen og det var han bestemt ikke bare fordi han var mand, hvilket betød at han var svag i hendes øjne. Hun bevægede sig ikke det mindste udover hendes blik der havde vendt sig imod ham i stedet for at se andre steder hen, blikket talte tydeligt sit eget sprog da det var irriterende og samtidig trosindig fordi han ikke skulle tro han ville vinde.
” Du er en mand.. Du har lyst til alle medmindre din standard er de tåbelige og svage kvinder som gør alt hvad du vil have dem til at gøre, fordi du enten skræmmer dem eller får dem til at tilbede dig” svarede hun lettere provokerne igen for hun havde virkelig mistro til ham og han var jo en mand så en kvinde var vel bare noget man stillede sin lyst på og så kunne det være så meget mere hvilken type det var, udover han nok foretrak de svage kvinder som villigt ville rende rundt i hjemmet, lave mad, føde børn og var klar lige når han ville have det men det var jo slet ikke Maka for hun var det stik modsatte fordi hun stadig mente hun havde et langt liv og det skulle altså leves.

[Brahm Admalic]

Brahm knyttede langsomt hænderne, ikke for at virke truende. Det var bare en vane han havde, ligesom den vane med at trække en hånd gennem det fedtede hår for at få det væk fra ansigtet. Roligt lagde sig han sig ned skindtæpperne og drejede hovedet overmod hende. Igen ramte den mærkelige følelse af at have en kvinde i hjemmet ham, han kunne ikke helt finde ud af om han brød sig om det eller ej. Det hældte utroligt nok mest til det første, for Maka var ikke ligesom alle andre. Det var nok det røde hår det gjorde hende så forbandet stædig og kæphøj. Brahm kunne ikke holde et lille smil tilbage. Hun var vel god nok? Hurtigt rystede han tankerne ud af hovedet og bed tænderne sammen. Brahm havde aldrig tilladt sig selv at tænke sådan om nogle, der var kun en enkelt han tænkte sådan om og det var en af hans bedste venner fra fortiden. Desværre kom de væk fra hinanden da Brahm rejste videre og kontakten har siden det været brudt.
"Okay. Lad mig omformulere. Jeg er ikke til rødhårede, det siges at de har meget behåring.." Lød det fra ham, denne gang så han på hende og overraskende nok hang der et lille smil i hans mundvig. Hans blik var stadig provokerende, men han var løsnet en smule op. Selvom man ikke kunne se det på ham, var hans indre gået i flammer. Han fattede ikke at han måske nød denne kvindes selskab, ihvertfald bare en lille smule.
Han drejede hovedet og så op i loftet, inden han lagde armene bag hovedet og trak vejret dybt ind. "Der findes ikke andre typer kvinder end dem du netop beskrev.. Desværre.." Lød det brummende fra ham inden han atter skævede over mod hende.

[Maka De Silver]

Maka forsatte med at se lettere trodssindigt på ham for han skulle virkelig ikke vinde, dertil var hun alt for stædig og hun blev sådan set bare lettere irriteret på ham når han vitterlig sad der og udfordrede hende bare fordi hun var kvinde og åbenbart fordi hun var rødhåret, betød det så at hun ikke var så smuk som alle andre kvinder der ikke var rødhåret? På en måde var hun egentlig ligeglad men når han sagde det på den måde kunne hun ikke lade være med at knytte hænderne og nærmest allerede række ud efter dolken, men hun gjorde nu ikke nogen større bevægelse end at knytte hænderne hårdt sammen så de næsten blev hvide.
”Og du tror virkelig på hvad andre siger? Så må du virkelig være godtroende eller naiv..” svarede hun lettere irriteret, for hun mente da ikke selv hun var mere behåret end andre kvinder var det, hun havde i hvert fald set værre selv men igen det havde også været nogen af de lettere fattige kvinder for dem som var adelige holdt sig jo nogenlunde pæne i udseendet fordi de jo havde et rygte og ydre at passe på, men Maka lod det jo ikke ligefrem til naturen gøre det af med hendes udseende da hun var lidt stolt af det, men hun gjorde ikke alt for meget ud af det for hun havde jo ikke ligefrem nogen mand at gøre sig smuk for, så det var kun når hun skulle til adelige fester fordi hun skulle dræbe en eller anden.
”Måske ikke i din virkelighed men i alle andres findes der.. det siger bare om hvor lidt du ved om verden uden for dette rum” sagde hun irriteret inden hun valgte at ligge sig ned på skindtæpperne, dog med ryggen til ham som om denne sag var afdiskuteret men hun tog nu fat om dolken i tilfælde af at han blev rasende over hendes lille kommentar, der jo på en måde hentydede til at han var både blind og dum fordi han ikke troede på der fandtes stærke kvinder derude i verden og hun var en af dem.

[Brahm Admalic]

Brahm rynkede en anelse i panden, da kvinden åbenbart ikke opfangede det lettere drilske i hans tale. Det var sjovt som hun blev ved med at være irriteret, som om det bare var alt ved Brahm der irriterede hende. Det ville bare ikke give mening at hun så var taget med ham hjem for at sove. Han strøg en hånd hen over sit bryst og sukkede let.
Brahm var heller ikke typen der gjorde meget ud af sig selv. Det var sjældent han vaskede sig med sæbe som de adelige, det havde han ikke råd til. Men han hoppede tit i vandet, fra søer og floder. Sommetider kunne man være heldig at finde noget sæberod ved vandkanten, som man kunne slå til sæbespåner, men det var sjældent.
"Jeg vil umiddelbart mene, Maka, at jeg er den af os to der har været mest rundt i denne verden. Du sagde du var født her ikke? Jeg kommer langt her fra, og har været igennem adskillige lande." Svarede han hende, hans stemme var hård men der var alligevel ikke meget vrede i den. Han nærmest stirrede forbløffet da hun pludselig legede kælling sur og vendte ryggen til ham. Brahm lagde sig om på siden og betragtede hende. Hendes reaktion virkede underlig, nærmest som om hun var fornærmet og hvorfor skulle hun dog være fornærmet over hans kommentar? Hun havde jo tidligere sagt at han ragede hende.
"Hvis det kan trøste dig, siger man også at rødhårede har mere temperament?" Lød det lidt senere fra ham i en hånende, drillende tone. Han havde vendt sig om på siden, med hånden der støttede hans hoved. Han lå ikke med noget skind over, det var ikke noget han tog over sig før han skulle sove.