Shame and disgrace..

[Rai Mirriko]

Han kunne overhovedet ikke gøre noget ved sin krop, som den reagerede lige som den havde lyst til og ikke overlod noget til tilfældighederne, noget der sagtens kunne gå ham på nerverne. Han sukkede lydløst for sig selv, som han svagt lukkede øjnene i og nød det korte øjeblik før at han blev hevet tilbage til virkeligheden igen, af sine egne tanker. Han var ikke sikker på om han virkelig skulle nyde det og give udtryk for det eller bare holde det en smule for sig selv, også selvom hans krop langsomt var begyndt at udtrykke sig igennem temperatur og hjerte rytme. Det eneste han kom frem til var, at han blev nød til at slappe af eller ville han sikkert ende med at irritere hende og så ville det for alvor gå galt, hvis det kunne blive værre?
Noget han havde savnet var en kvindes nærvær og han vidste også godt, at han var sikker på, at han ikke kunne nærme sig andre kvinder end hende, hvis han ikke allerede havde spildt den chance. Han var nemlig ikke helt sikker på, hvor han skulle starte, hvis han endte med at måtte blive på slottet. Men igennem de sidste mange måneder havde han ikke en gang været i nærheden af en eneste kvinde, han havde holdt sig for sig selv og skjult sig for omverdenen for ikke at udfordre sin egen skæbne. Dermed sagt havde han heller ikke drukket alkohol, så han ikke ville ende med at miste sin forstand og bare gøre som det passede ham. Rai vidste en ting, han skulle træde forsigtigt og aldrig nogensinde forlade hendes side igen, hvis han overhovedet fik en chance igen. Det var også let nok at mærke på ham, at han havde savnet hendes nærvær, som hans krop gav udtryk for at hun ikke allerede nu skulle forlade hans side, men det var ikke noget han selv kunne bestemme, det var jo dronningen selv, som bestemte over hende selv og alle andre på slottet.
Da han hørte hende grine så han en anelse uforstående på hende, da han virkelig ikke vidste hvad der foregik, han forsøgte dog at sætte sig svagt op i sengen, men stadig ikke højt nok til at være i hendes øjenhøjde. Han vidste godt, at han skulle holde sig under hende. Et svagt smil viste sig på hans læber, som han lod blikket glide ned over den bare hud.. Endelig var han blevet ren, hvilket var meget behageligt og afslappende, så han ikke længere skulle lugte til sig selv.
"Er jeg ikke det?"
spurgte han en anelse undrende, men samtidig også bekymret for at han var ved at miste sit job, for hvor skulle han så gå hen? Det var jo ikke en gang sikkert for ham at bevæge sig rundt i Darklia.. Man kunne tydeligvis se på ham, at han blev lettet, da hun sagde, at han var så meget mere end det. Et svagt smil viste sig, som han virkede lettet og tilfreds, blot for at vide det. Han bukkede taknemmeligt med hovedet og rakte hånden frem mod hende. Rai gjorde det mere for at sige til hende, at hun skulle ligge sig ned ved siden af ham igen, så skulle han nok holde om hende imens.. Han havde jo ikke tænkt sig at forlade hende, så dum var han ikke.

[Drazilla Dragoens]

Det havde just ikke været meningen at han skulle nyde det, men mere at hun skulle slappe af og spare på hendes energi, dog havde hun jo altid haft svært ved at holde sig fra Rai uanset hvor vred han havde gjort hende eller skuffet, for den sags skyld. Det havde dog været meningen at han skulle slappe mere af så hun kunne små sove lidt på ham, men da det ikke virkede til at han kunne det blev hun jo en smule irriteret over det, men det var der ikke noget at gøre ved, for hun havde jo manglet ham selvom hun ikke rigtigt lod andre se det for hun var dronning og så passede det vidst ikke helt at hun tullede rundt med en tjener, noget hun med tiden var blevet klar over selvom det ikke havde været sådan for bare nogle få år tilbage. Dog kunne det jo godt være hun ændrede det tilbage hvis hun altså fandt en grund til det, men hvis Rai bare stak af så var der ingen grund for hun kunne jo ikke finde en anden tjener der kunne varetage hendes til tider sære krav, og de kunne jo ikke holde til at hun slog på dem ligesom krigerne kunne, men hun havde ligesom brug for en hvor det hele nærmest var samlet i et, så hun ikke behøvede huske på hvem der kunne holde til hvad og hvem der kunne skaffe det men ikke det.

Hans kommentar havde fået latteren frem i hende og nu ville den nærmest ikke væk igen som hun sad og små grinede eller smilede stort når hun holdt lyde inde selvom det var svært, fordi hun fandt det komisk at han ikke havde opdaget den ellers tydelige detalje, eller rettede hun kunne vidst ikke selv havde gjort det mere tydeligt fordi hun gav jo ham ekstra mange regler som skulle overholdes bare så hun kunne være mere i nærheden af ham samt være mere sikker på han ikke gik til en anden, men hendes regler havde vidst ikke fungeret særlig godt siden han havde skjult sig enten i skam eller frygt, det vidste hun jo ikke det eneste hun vidste var at han ikke var kommet til hende uanset hvad, ligesom han plejede og så det han normalt tog straffen som en mand ville gøre det.
”Nej da.. Var du tjener havde du ikke så mange regler.. Jeg er jo ligeglad med mine tjenere, mine elskere er så en anden sag”

[/color] svarede hun mere roligt selvom hun ikke kunne lade være med at smile lettere grinende som hun så på ham over skulderen inden hun igen så imod døren, bare for ikke at blive fristet til at ligge sig ned igen for lagnerne var jo så bløde og han var varm, det var jo en frygtelig fristelse. Og han gjorde det ikke ligefrem bedre da han rakte ud efter hende, for det var åbenbart det der skulle til inden hun lod sig falde bag over og ned at ligge sammen med ham igen, for hun magtede jo på sin vis ikke at sidde oppe alligevel og når han alligevel lokkede så kunne hun jo ikke rigtigt sige nej tak til sådan et tilbud, dog var det ikke uden et suk af opgivelse men alligevel et lidt nydende suk, for hun trængte jo til at hvile det var der jo ingen tvivl om og så var hun egentlig bare glad for at han var tilbage igen også selvom hun stadig ikke anede hendes levende råd om hvad hun skulle gøre for at han ville blive ved hende og ikke rende med andre kvinder, for hun blev jo så fandens jaloux bare han snakkede med en anden kvinde.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Rai så ingen anden udvej end blot at nyde øjeblikket, som det kunne vende hvornår det skulle være, der skulle jo sikkert ikke mere end et ord eller en bevægelse fra ham, før at hun ville blusse op endnu en gang. Han vidste jo godt hvordan hendes temperament kunne være og at hun aldrig rigtig havde ændret sig på det punkt. Derfor var han forsigtig, noget han havde lært løbende, uden at kunne kontrollere det fuldstændigt. Han sank en klump, som stilheden langsomt lagde sig over dem. Han var bange for at gøre noget forkert, men samtidig også at sige noget, hvis hun nu blot ønskede stilhed. Det var ofte, hvis ikke altid, svært at finde ud af, hvad hun egentlig gerne ville have af ham. Måske det ville være lettere for hende bare at sige det til ham. Det var dog noget der aldrig ville ske, eftersom at kvinder sjældent ønskede at sige noget lige ud.

Egentlig vidste han ikke om han skulle være tryg ved hendes latter eller ej, men han forsøgte at tvinge et smil frem på sine læber, som han ikke ville være mere eller mindre udtryksløs overfor hende, det kunne jo også ende galt? Rai vidste jo godt, at han var hendes elsker, men lige nu ar han faktisk bange for at han ikke længere kunne betegnes som tjener og måske var blevet degraderet til slave eller noget der var værre, hvis der overhovedet var noget der var værre. Han havde langsomt fundet frem til at Drazilla havde brugt de forskellige slaver til at se om de kunne besætte hans job, så var der da en mulighed for at hun havde fundet en til hans job, og derved ville han ikke længere have noget at gøre på slottet, eller tog han helt fejl? Rai tog ikke denne omgangs straf, som en mand, da han havde holdt sig fra hende for at pleje sine sår selv og være sikker på at han var fysisk stabil nok til at kunne vende tilbage på et eller andet tidspunkt. Men i sidste ende havde det været lettere at leve i slavernes kvarter..
"Men jeg skal vel stadig agere som Deres personlige tjener eller har jeg mistet den position til en anden?"
spurgte han en anelse forsigtigt, som man tydeligt kunne se på ham, at han i bund og grund ikke havde lyst til at miste sit job, også selvom han nærmest havde sagt til hende at han var ved at forlade slottet.. Men inderst inde så ville han jo gerne blive og have mulighed for at være i hendes nærvær.
Rai glemte straks sin situation, som hun endelig gav op og lagde sig ned ved siden af ham. Han smilte en anelse for sig selv, da han godt kunne mærke på hende, at hun virkelig havde forsøgt ikke at give op, men at det endelig var lykkedes for ham at lokke hende til sig. Derfor valgte han også roligt at ligge armen om hende for at nusse hende blidt ned langs med armen. Han forsøgte ikke at få hende til at sove, men prøvede blot at gøre det behageligt for hende, også selvom lagnerne var med til at gøre det yderst behageligt.

[Drazilla Dragoens]

Det var muligvis svært for ham at finde ud af om han skulle være tryg eller utryg ved hendes latter, men lige nu var det jo kun en god ting eftersom hun bare fandt ham morsom over at han stadig troede at han var en tjener, for nej det var han just ikke eftersom hun havde besluttet at skifte ham ud fordi han alligevel var dårlig til at passe sit job i forvejen så det var grunden til at hun havde opgivet at have ham som tjener, men derfor kunne hun vel finde noget andet som han kunne bruges til, for tjener ville hun altså ikke have ham som fordi hun skulle bruge en der kunne opfylde hendes krav hele døgnet rundt og det kunne han jo just ikke når han konstant skulle komme i ballade eller når han bare hele tiden gemte sig for hende af den ene eller den anden årsag.
”Du har mistet den, men just ikke til en anden endnu for mangler stadig at finde en erstatning for dig.. Det er bare svært”

[/color] svarede hun ærligt for hun havde ligesom fundet frem til at Rai nok havde det bedre hvis han var fri og hun kunne jo alligevel ikke tøjle ham, så var det vel bedre at give slip? Bare inden det endte i alt for stor en katastrofe selvom hun ikke kunne se hvilken katastrofe men det ville jo nok gå galt i sidste ende, sikkert med en eller andens dø fordi den anden havde drevet personen til det.
Efter hun havde lagt sig ned igen lagde hun sig til at se op på loftet i stedet bare fordi hun skulle tænke sig lidt om og han havde jo lokket hende til det så hun lå bare og slappede af, mens hun tænkte over hvad hun skulle bruge ham til for han ville vel stadig have en grund til at tøve rundt på slottet, dog kunne hun ikke rigtigt finde noget job som ville passe på ham, for han ville jo alligevel bare stikke af til alle mulige steder hun ikke anede hvor var væk, men igen han var vel lidt for vild sjæl til at kunne slå sig ned her i slottet sammen med hende, dog kendte hun godt til følelsen men hun havde forpligtelser så hun valgte at blive her. ”Jeg er kommet frem til at jeg ikke kan holde på dig, for det er som du ikke vil arbejde her som tjener alligevel, så kan jo lige så godt finde en anden som gerne vil.. Ligesom jeg ikke længere vil lave regler for dem bare for at beholde dig, for jeg tvivler på om du overhovedet vil være sammen med mig eller jeg bare var noget sjov for dig”[/color] forsatte hun for han havde vel selv givet udtryk for at dette sted ikke var godt nok til ham når hun hver gang han stak af fandt ud af han løb ind i armene på andre kvinder eller bare kom i ballade så sårene bagefter skulle plejes hvilket betød han alligevel var ubrugelig som tjener når han jo ikke stak af og gemte sig som om han var virkelig bange for hende, ligesom så mange andre var det, noget hun ikke altid fandt særlig sjovt men der var jo ikke meget at gøre ved det for når hun bare var det mindste sød blev folk mistroiske for hende fordi de troede hun havde bagtanker med det.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Stemningen var så meget anderledes end den plejede at være. Det var langt fra den samme Drazilla, som han var van til at møde. Han forstod ikke rigtig hvad der var sket i de sidste mange måneder, men på den anden side så kunne han godt forstå hende.. Desværre for ham selv. Han sank en klump som han lukkede øjnene og forsøgte at koncentrere sig om noget andet end hvad der virkelig var foran ham. Han var mundlam, da han først hørte at han ikke længere skulle være hendes tjener. Han forstod ikke rigtig hvad der var sket. Grunden til at han ikke havde været der for hende var jo at han ikke længere ønskede at komme tilbage til slottet, som et ynkelig fjols, der skulle have plejet sine sår af dronningen. Rai samlede en knytnæve.. Som han bare pressede den mere og mere sammen i vrede. Han forsøgte at gemme følelserne væk, som han nikkede til hende og lod til at acceptere hendes valg. Det var vel forståeligt nok.
Der var ikke længere nogen vej tilbage, som han lod blikket glide op mod loftet og nærmest bed tænderne sammen. Det var nu at han ikke længere kunne skjule, hvordan han rigtig havde det med situationen. Han havde efterhånden været hendes personlige tjener i flere år og vidste ikke længere hvad han skulle gøre med sig selv, nu hvor positionen var væk. Han havde smidt den væk fra sig og han ville aldrig nogensinde kunne få fingrene i det.

Som han fik mere og mere ro til at tænke over tingene, kunne han godt se, hvorfor han havde mistet sit job. Rai havde mildt sagt aldrig været der for hende og når han først var der så var han klodset.. Han rystede svagt på hovedet, som han vendte blikket væk fra hende og forsøgte at slappe af i sine hænder ved at åbne knytnæven. Hans vejrtrækning var nogenlunde, som han forsøgte at nyde øjeblikket, da det muligvis var hans sidste. Han var nu overbevist om at dette måtte være hans straf, da han ikke længere ville få denne mulighed igen. Det hele blev bare revet væk under ham, som han ikke hade nogen ide omkring hvordan han skulle forsvare sig.
"De var intet sjov for mig. Det var alvor alt sammen.. Jeg valgte blot at gribe det hele forkert an.."
sagde han lavmælt, som han ikke følte at det var en god forklaring eller at det overhovedet kunne forklare noget. Men samtidig også fordi han ikke vidste om han overhovedet kunne sige noget for at ændre på hendes mening.

[Drazilla Dragoens]

Det kunne godt være han var en del sur på sig selv, men hun sagde blot sandheden for hun gad jo ikke blive ved med at skjule det for hun var ved at lave forandringer på dette slot, så selv Damian skulle skiftes ud fordi hun ikke gad vente på ham mere. Noget måtte hun jo gøre for at holde dette liv i bare lidt gladere form i stedet for hun konstant måtte drikke sig fuld for at glemme disse sære følelser som fandtes i hende og drev hende til vanvid af ren og skær kedsomhed og så det med hun var altså ikke denne gode person som kunne tage tingene med ro. Hun var stadig den fest og kamp glade person der gerne ville have liv og glade dage og muligvis flere elskere og elskerinder hos hende, selvom hun nu ikke kunne se sig selv sammen med så mange men et par stykker kunne hun vel godt have for ellers ville det nok alligevel blive for meget ensomhed i hendes seng.
”Hvis det er sandt får du en allersidste chance.. Men ikke som tjener.. Du kan forblive min elsker og rejsekammerat.. Men jeg vil ikke ligge bånd på dig, det har jeg fundet ud af ikke virker så du får din frihed, så kan du komme her når du vil.. Jeg skal bare lige have fjernet nogle af mine sære følelser for dig først så jeg ikke behøver at gruble så meget over hvorfor du ikke bare vil være her”

[/color] sagde hun stille som hun kort så på ham inden hun vendte blikket op imod loftet igen for hun havde ligesom sagt hvad der skulle siges, selvom hun tvivlede lidt på det med rejsekammerat for han havde jo ikke taget hende med til Tortuga som han ellers havde lovet, men igen han havde jo ikke taget hende med noget sted mere selvom hun faktisk havde troet at han ville gøre det. Måske var det bare hende der ikke kunne finde en at rejse sammen med for det var gået op for hende at det var lidt sjovere at rejse sammen med en i stedet for at være alene, men igen det kunne også være rart at være alene, så hun burde nok snart tage op til bjergene igen hvor hun brugte en del af hendes alene tid til at tænke i den gamle dal hvor ruiner af en samlet fortid for både Nirelia og Darklia lå gemt men som var blevet skilt ad for mange århundrede siden så der var intet tilbage, men det var et dejligt sted at tænke for det var som om svarene bare kom til hende når hun var deroppe og grublede over et stort spørgsmål som plagede hendes sind.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Selvfølgelig var knægten sur på sig selv, han følte jo lidt at han nu var på bar bund og ikke længere vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Han følte lidt at han bare var i vejen, men egentlig ikke turde at gå sin vej, eftersom at han var bange for at gøre det hele værre. Rai følte også at han var nød til at bevise noget overfor hende, som han lå roligt på ryggen og betragtede loftet med en stille mine. Han var mere eller mindre afklaret med, at det måske var sidste gang, at han havde mulighed for at ligge i hendes seng, samtidig med at han nok aldrig nogensinde ville komme så tæt på hende. Han ville aldrig kunne komme ind på livet af hende. Ligeså vel, som den aftale de lavede for lang tid siden aldrig nogensinde ville træde i kræft igen. Han sukkede lavmælt for sig selv, men da han hørte hendes ord, satte han sig næsten op eller byttede næsten rundt på dem, som han lænede sig ind over hende og havde placeret en hånd på hver side af hende. Måske det var alt for modigt af ham, men han kunne ikke lade vær.
"Det er sandt. Har De virkelig følelser for mig, min dronning?"
spurgte han en anelse overrasket, da han aldrig nogensinde ville have troet, at hun ville indrømme det over for en tjener og da slet ikke nu, hvor han var hendes elsker. Men på den anden side så gjorde det bare muligt for ham at tro lidt mere på sig selv. Nok havde han fået frihed, men han var sikker på at han ikke ville forlade området så længe det var muligt for ham at blive. Han ville ikke støde ind i Selena, samtidig med at han gerne ville bevise sit værd overfor hende. Hvis han overhovedet var noget værd efterhånden. Han var dog lykkelig for at hun ikke smed ham på porten, som han måske havde bragt på banen, men det var mere eller mindre en facade, som han ikke ville stå overfor flere straffe. Hans krop kunne ikke holde til det mere..

[Drazilla Dragoens]

På en måde var hun også sur på sig selv fordi hun lod Rai lege rundt med hende på den måde at hun selv blev forvirret over sig selv til tider, og det var just ikke noget hun kunne lide fordi hun havde altså andet at tænke på end hvad en fjollet tjener gik og lavede når han ikke passede sine pligter på slottet, for det havde han jo åbenbart for travlt til at gøre, med hvad vidste hun jo ikke men hun brød sig altså ikke om at tænke på det.
At han pludselig næsten lå over hende fik hende til at se en smule forvirret og undrende på ham som om hun ikke forstod hans pludselige handling med det, men igen hun troede jo ellers hun havde gjort det tydeligt for ham. ”Brug dog hovedet..”

[/color] var den første kommentar røg over hendes læber som han spurgte ind til hendes følelser for ham, for det havde jo ellers været så tydeligt i hendes hoved. ”Hvor mange tjenere har haft så mange regler som du har haft? De selv samme regler? Hvor mange tjenere har samme fordele som dig? Hvor mange tjeneres sår plejer jeg selv personligt? Hvor mange tjenere giver jeg chancen for at blive min forlovede?”[/color] spurgte hun bare en smule irriteret men det var mere fordi hun mente det havde været så åbenlyst, specielt fordi hun jo havde været Damian utro med netop Rai og lagt planer om at rejse med ham flere forskellige steder hen selvom hun normalt klarede de rejser alene eller rettere hun rejste jo bare normalt alene medmindre hun havde brug for nogen til at slæbe ting for sig. Dog med Rai havde der jo været en skjul dagsorden for hun kunne få noget alene tid med ham uden nogen ville forstyrre dem fordi hun jo godt kunne lide at tilbringe tid med ham, selvom nogen gange var det jo lidt for at slå på ham men hun var for det meste sød nok til at drikke ham fuld nok så han ikke mærkede så meget.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Legede? Nej, han legede ikke med hende, han forsøgte bare at gøre det klart overfor hende, at for ham var dette ikke en simpel leg, det var mere blevet til en livslang opgave, som han havde tænkt sig at løse før at det var for sent. Han havde ikke i sinde at skuffe hende endnu en gang, som han tydeligvis ikke var andet end en skuffelse lige nu.
Det var måske ikke fordi han havde nogen speciel grund til at være over hende, men han forsøgte at udstråle noget, noget der var så meget andet end det hun måske var van til at se fra ham af. Han lod blikket glide ind i hendes øjne, som han blot lyttede til hendes ord og smilte lettere charmerende, som han godt forstå hvad hun havde ment, men spørgsmålet havde måske ikke været ment til at få et svar, men mere for at få ham til at huske dem.
Rai havde lyst til at svare hende, men vidste godt at det ikke var nødvendigt at svare på hendes spørgsmål, da de ikke var ment til at svare på. Han kunne dog ikke lade vær med at smile, da hun mindede ham om den aftale de havde haft tidligere.
"Men på den anden side, så ønskede jeg heller ikke at binde Dem, fordi jeg sagtens kunne se hvad denne forlovelse gjorde ved Dem.."
forsvarede han roligt, da han mente at han havde sagt noget lignende til hende sidst. Han var jo blot glad for at hun havde sat sig fast i at hun ville forlade Damian. På den måde ville hun også blive meget mere fri og måske blive sit gamle jeg, som han jo havde forelsket sig i, også selvom hun altid havde været tilhænger af afstraffelse, så hørte det jo bare med. Noget han for længst havde accepteret.

[Drazilla Dragoens]

Hun kunne ikke lade være med at se lettere undrende på ham også selvom hendes tone havde været lettere irriteret men hun troede jo at hun havde udtrykt sig klar nok, for hun nægtede jo at indrømme det helt så han måtte jo bare gætte det ud fra hendes opførsel, dog havde hun ikke nævnt den del med at hun jo blev vanvittig jaloux men det kunne han vel gætte ud fra hendes opførsel den gang hun havde set ham sammen med den rødhåret kvinde hun ikke en gang kendte navnet på, men som hun havde gennembanket fordi ingen måtte røre hendes Rai.
”Så meget har jeg da ikke forandret mig?”

[/color] sagde hun en smule stædigt for hun havde da ikke ændret sig så meget på grund af forlovelsen, eller jo måske en smule men hvordan kunne han måske vide hvor meget? Han var her jo aldrig til at se det fordi han gik og flirtede med alle mulige kvinder i stedet for at passe sine pligter, det var måske ikke helt sandt men sådan følte hun det jo lidt. ”Gider du egentlig godt at flytte dig? Jeg har altså følelser der skal fjernes”[/color] sagde hun en smule irriteret for hun gad ikke blive liggende her og diskutere med ham hele dagen for hun var sådan set besluttet på at følelserne skulle fjernes for hun magtede dem ikke, de gjorde hende jo underlig og det var noget hun selv kunne mærke og hun brød sig ærligtalt om det og han gjorde ikke ligefrem noget for at ændre hendes mening på det punkt, for hun regnede vel bare med hans svigtede hende igen og egentlig bare ville udnytte hans mindre fordel som han havde fået ved at blive hendes elsker men have mistet jobbet som tjener fordi han jo ikke passede til stillingen, selvom han ikke virkede videre knust over at få sådan noget at vide.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Rai lod blot blikket hvile på hende, som han ikke ligefrem havde tænkt sig at flytte sig lige med det samme. Han forsøgte jo bare at gøre hende det lidt mere behageligt også selvom det sagtens kunne have den modsatte virkning på hende. Noget han med sikkerhed ville finde ud af, hvis han ikke fulgte hende ordre. Egentlig var Rai bange for at svigte hende igen, det var også derfor at han havde valgt at holde sig på slottet i over 1 år blot for at se hvordan det ville være, hvis han ikke forlod området. Lige umiddelbart så kunne han sagtens klare det, hvis han havde et job at udfylde.
"Nok har De ikke set mig det sidste 1,5 år, men jeg har skam set Dem"
svarede han ganske ærligt på hendes spørgsmål, også selvom det ikke var det rette svar, så var det i det mindste et svar på, at han havde været i hendes nærhed for at kunne følge hendes udvikling, nok til at vide, at hun havde forandret sig, men også at hun langsomt var på vej tilbage. Hvilket fra hans syn var ganske positivt, da han jo godt kunne lide hende, som hun havde været fra start af. Da hun bad ham om at flytte sig nikkede han kort, som han straks flyttede sig fra hende. Ikke fordi han ønskede at hun skulle komme af med hendes følelser, men lige umiddelbart, så havde han ikke noget valg.
"De behøver ikke gemme Dem alle væk"
sagde han med et mildt smil på læben, som forsøgte han at sige til hende at han ikke havde noget imod at hun havde nogle følelser for ham. Det gjorde jo bare det hele mere værd at kæmpe for, også selvom frihed også ville være en del værd, så var hun mere værd, men det kunne han ikke bare sådan lige sige.

[Drazilla Dragoens]

På en måde havde hun intet imod at Rai lå over hende for det var jo længe siden han havde været så tæt på hende, men det var ikke ligefrem noget hun ville indrømme eller give udtryk for eftersom han jo bare ville gøre et eller andet for at ødelægge det, noget hun næsten ville være sikker på, så hun turde faktisk godt indgå et væddemål om det men hun gjorde det ikke, selvom det ville være sådan et nemt væddemål, men igen det var jo et væddemål imod ham.
”Så du lure på mig også? Har jeg ikke rigeligt folk der ser på mig i smug?”

[/color] kommenterede hun en smule drillende for hun kunne bare ikke lade være eftersom han jo nærmest selv lagde op til det med den kommentar om at han havde beluret hende i de sidste 1,5 år, noget der egentlig fik hende til at tænke kort på det spøgelse af hendes første kæreste for han var jo god til at belure hende og dukke op på de mest irriterende tidspunkter, specielt hvis hun lige var i gang med at hygge sig med Damian eller en eller anden før hendes nærmest tidligere forlovet var kommet ind i billedet, men igen det spøgelse havde jo plaget hende de sidste 70 år.
”Og hvorfor så ikke?”[/color] spurgte hun roligt som hun satte op igen så hun ikke ville blive fristet for meget og hun skulle jo også tage sig sammen og kravle ud af sengen igen for at gøre de ting som hun ellers havde udskudt så længe, nemlig at fjerne så mange følelser så muligt så hun kunne komme tilbage en sorgløs tid med sjov og ballade men det forhindrede disse følelser ifølge hendes hoved nemlig. For hun regnede ikke ligefrem med at nogen ville kunne frembringe det hvis hun beholdte dem og der var da ikke rigtigt nogen som kunne acceptere hende som hun var den gang.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Rai gjorde som der blev sagt og endte med at ligge sig til rette ved hende side. Han vidste ikke rigtig om han skulle være glad eller nedtrykt for at have mistet jobbet som personlige tjener. På en måde så havde hun jo ret, han duede bare ikke til at betjene andre, selvom han som elsker jo også skulle betjene hende, dog på en helt anden måde. Han nikkede roligt til hendes ord, dog med et drilsk smil på læben, som han ikke kunne lyve overfor hende.
"Med mig, er det da anderledes?"
sagde han en smule spørgende, som han gerne ville frem til, at han var anderledes end de andre, som måske brugte tid på at belure hende. Han gjorde det jo for at sikre sig, at hun ikke lige pludselig endte ud i at forandre sig fuldstændig. Samtidig med at han på den måde kunne sikre sig, at der ikke lige pludselig ville gå noget galt, og han kunne følge udviklingen fra sidelinjen, så han var knap så uviden, når han først mødte hende igen. Noget han dog endnu ikke havde opfattet ved at betragte hende var at hun havde i sinde at gøre det forbi med Damian.. Men det var nok heller ikke noget hun ville give udtryk for før at han havde fået det at vide personligt?
"Jeg føler lidt, at Deres følelser holder mig i live. Men det er selvfølgelig ikke noget jeg skal blande mig i, min dronning"
sagde han med et ærligt smil på læben, som han også virkelig mente det. Havde hun ikke haft de følelser for ham, så var det jo endt med at han havde mistet hovedet for længst. Derfor holdt hun liv i ham igennem sine følelser, men han kunne sagtens huske hvordan hun havde været. Noget han savnede også selvom hun havde meget mere at byde på, når der var følelser ind over det hele. Han satte sig op da hun gjorde det, men forsøgte ikke at holde hende i sengen, som hun var den, der gav ordre og ikke omvendt.

[Drazilla Dragoens]

Det kunne godt være han elskede at betjene hende men hun mente jo ikke rigtigt at hun gad at vente på han kunne blive en ordentligt tjener eller egentlig bare kunne tage sig sammen og blive sammen med hende for at tjene hende sådan som hun gerne ville have det, men det var jo svært når han valgte at lure i skyggerne i stedet for at være fremme i lyset.
Dog trak hun på skuldrene ved hans spørgsmål ”Ikke så meget. Selvom dig har jeg ikke noget imod og en gang ville jeg faktisk have det, men jeg ville have dig fremme i stedet for du skjulte dig”

[/color] sagde hun roligt for der var jo ikke så meget for hun havde jo moret sig meget den gang hun havde set udtrykket på Damians udtryk under vinterfesten da Rai havde stået bag hende for at opvarte hende. Det havde moret hende så meget den gang selvom hun vidst havde skjult det ret godt, men igen hun havde jo altid været vild med opmærksomhed også selvom det ikke var direkte men bare det at se jalousien i andres øjne, var noget som gjorde hende både tændt og så det at det jo morede hende alt for meget.
”Det er da noget vås.. følelser holder ikke folk i live.. Jeg fatter ikke hvordan man kan leve med de ting, de driver mig til vanvid”[/color] sagde hun en smule irriteret men hun blev jo frusteret over disse følelser for hun havde stadig ikke vænnet sig til dem efter en del år efterhånden, for de drev hende ligesom længere og længere ud i noget hun ikke kendte til og ikke noget hun havde lyst til at kende, fordi hun altså havde det fint som hun havde det eller ikke på nuværende tidspunkt men som hun havde det den gang, for der var ingen følelser og dermed ingen bekymringer om hvad folk synes om en og ens handlinger. ”Jeg vil hellere have det som det var en gang. Den gang hvor livet var sjovt at leve og ikke en særlig stor byrde som det er nu”[/color] sukkede hun stille for det virkede jo som en byrde at være dronning nu. Dog ville hun helst selv rejse og bare for noget tid glemme det men det kunne hun jo ikke rigtigt for ingen ville rejse med hende eller bare få hende til at glemme.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Der skulle tydeligvis mere til end som så for at overtale hende om, at han faktisk holdt af hende og at det ikke kun var fordi hun havde magten. Men at der rent faktisk var andre årsager til det. Dog ville han ikke bruge flere kræfter på det lige nu, da det på et eller andet tidspunkt nok skulle gå op for hende.
Han så lettere overrasket på hende, hvorefter han så ud til at overveje hendes ord for at se om der var noget han kunne gøre for at gøre hende tilfreds. Efter lidt tid smilte han tilfreds og nikkede roligt til hende uden at sige noget. Rai vidste godt at der skulle meget til at overtale hende omkring følelserne, men han blev da nød til at give det et forsøg ellers ville hun med sikkerhed smide det væk. Det hele gjaldt jo bare om at lukke de rette følelser ind og lade de andre blive ude? Noget, som Rai selv, havde svært ved, men alle skulle jo lære. Et suk forlod hans læber, som han satte sig mere til rette og lod blikket hvile på hende.
"Jeg vil ikke forsøge at overbevise Dem om noget. Men havde de ikke haft de mindste følelser for mig, så var jeg blevet smidt ud for rigtig mange år siden.. Det er mit bevis"
svarede han roligt, som han lod blikket glide ned i sengen, han var ikke sikker på, om det var klogt af ham, at blive ved med at påstå det samme, men når det kom til følelser så kunne man umuligt lukke dem alle ude. Medmindre at hun fandt en måde hvorpå hun igen kunne komme af med hendes hjerte på.
"De kan sagtens få det, som den gang.. Det eneste det kræver er at De siger nej til de følelser, som holder Dem tilbage."
sagde han med et mildt smil på læben. Mange havde da forsøgt at skjule deres samvittighed bort blot for at kunne vende det blinde øje til, når der skete noget slemt på slottet. Han selv havde ikke længere nogen ordentlig tanke omkring straffe og han var begyndt at overbevise sig selv om, at smerte blot var en illusion. Var argumenterne i orden, så kunne man overbevise sig selv om en hel masse ting. Han satte sig pludseligt op og vendte blikket mod hende.
"Jeg kom lige i tanke om, at jeg skylder Dem en rejse? Har De mod på at tage afsted uden varsel?"
spurgte han med et udfordrende smil på læben. Som han var kommet i tanke om deres snak omkring Tortuga, noget han næsten havde glemt, men det kom bare pludselig til ham.