Shame and disgrace..

[Drazilla Dragoens]

Det virkede som om hun havde besluttet sig, men det havde hun nu ikke rigtigt når det kom til stykket for hun var på en måde nysgerrig efter at se hvordan det var at være forelsket igen for det havde hun jo ikke været siden den gang hun havde mistet hjertet, for det var jo en ulykkelig forelskelse der havde gjort det. Og nu hvor hjertet var lige inden for rækkevidde påvirkede det hendes liv men det var ikke ligefrem på en god måde når det forvirrede hende på denne måde.
”Og du har aldrig overvejet at det var fordi jeg fandt dig morsom og jeg fandt ud af du var god i sengen?”

[/color] spurgte hun roligt for det havde jo ligesom været hendes grund den gang men hun var jo ikke helt sikker på at det helt havde været rigtigt men det havde hun da ment den gang men kunne godt være hun havde taget fejl, dog ville det bare være pjat for hun gav jo mange chancer hvis de bare var gode i sengen, for det var vel en skam at smide gode elskere væk? Men det havde hun jo så senere hen gjort fordi hun havde fået Damian og han havde ligesom ikke accepteret hendes levestil med flere elskere, selvom han ikke burde bestemme sådan noget når han jo ikke var der når hun skulle bruge ham, men det havde han jo alligevel ikke gjort fordi hun havde tilladt det i længden.
”HA! Du gør grin.. jeg har ikke haft følelser i mange år, og så tror du at jeg kan lære det lyn hurtigt”[/color] indrømmede hun selvom hun sagde det korte sarkastiske ha fordi hun ikke tænkte han var helt klog for han snakkede jo til en kvinde der ikke havde følt noget i over 50 år så hun kunne da ikke huske så langt tilbage og følelserne blev jo ved med at komme, altid noget nyt og forskelligt fra det hun ellers lige var sluppet af med så hun troede ikke at hun nogensinde ville lære det, så var det meget nemmere bare at fjerne dem igen og så sende hendes monster væk med hjertet.
Hun vendte sig en smule rundt og så på ham da han pludselig mente skulle rejse midt i det hele. ”Og du tror selv jeg vil rejse med dig når du har gemt dig for mig i over et år?”[/color] spurgte hun en anelse undrende for han måtte da ikke være rigtig klog hvis han troede en rejse ville gøre op på det hele, for der skulle meget mere til for at gøre hende glad igen men igen det var ikke fordi hun ikke kunne overtales, han skulle sådan set bare svare rigtigt på hendes spørgsmål.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Rai følte sig en anelse fortabt, han følte ikke rigtig at han kom nogen vegne og bare var på bar bund hele tiden. Han kunne godt se at det ville blive svært at overtale hende til at slappe mere af. Et suk forlod hans læber, som han blot valgte at kigge op i loftet igen. Han kunne lige så godt slappe af og ignorere det med at hun ikke ville indrømme noget angående følelserne. Efter noget tid vendte han blikket mod hende igen, hans øjne virkede ganske rolig og der hvilede et mindre smil over hans læber, som hun virkede ærlig..
"Morsom? Nok kun fordi jeg er klodset."
sagde han med et mildt smil på læben, som han ikke lige ønskede at kommentere det sidste af hendes forsvar, da han hverken havde noget at modsige med eller ville kunne holde masken, hvis han først begyndte på sine tanker. Egentlig kunne han være ligeglad, men han følte alligevel at det var nødvendigt at gøre klart overfor hende at følelser ikke bare var noget man kunne smide væk og da slet ikke hvis hun ønskede det. Drazilla virkede yderst overbevisende i hendes ord, men Rai forsøgte ikke at bide alt for meget mærke i det, som hendes ord virkede sarkastiske.
"Jeg sagde ikke, at De kunne gøre det lynhurtigt.. Vi andre, som har levet med følelserne hele livet, kan endnu ikke afdække vores følelser konstant. Men det gælder jo bare om at gemme dem væk i de rette øjeblikket og så få raset ud på andre tidspunkter."
Ordene var rolige, og beherskede, som han ikke ønskede at drage en diskussion ud af dette. Han gav også nærmest tegn til, at de bare skulle lade det ligge, lige nu var det jo også meningen, efter hans syn, at de skulle kunne nyde hinanden, så længe det endnu varede. Han trak vejret ganske roligt, som han lod blikket hvile på hende, han tillod sig også at betragte hende fra den afstand, som det var ham givet. Det var jo efterhånden længe siden at Rai havde været så tæt på sin dronning og nu havde han mulighed for lidt alene tid, selvom han sikkert udnyttede det helt forkert.
"Jeg har ikke gemt mig på en sådan måde, som De ser det. Jeg ville bare ikke komme kravlende tilbage til Dem og bede Dem om at pleje mine sår endnu en gang.. Jeg ville klare mig selv og først dukke op, så snart at mine sår var helet og jeg igen ville kunne arbejde for Dem og udføre mit job, som nu er blevet taget fra mig. Derfor beder jeg Dem om, at jeg må udføre mit job, som Deres rejsekammerat. Jeg skal jo bevise overfor Dem, at jeg rent faktisk kan beholde et job og udfylde det."
Forklarede han med en ganske rolig stemme, som han rejste sig helt op og gik hen til hende. Han så lettere bedende på hende, men smilte svagt eller bare en anelse. Rai var nok den sidste, der rent faktisk havde forstand på, hvad hun ønskede af ham. Desuden så havde Drazilla også svært ved at gøre det klart overfor ham. Eller også var det ikke noget han lagde mærke til?

[Drazilla Dragoens]

Det kunne være han følte sig fortabt men det havde hun gjort længe for hun anede efterhånden ikke hvad hun skulle gøre af sig selv eller den tilværelse hun levede, dog vidste hun godt hvad hun måtte gøre selvom det just ikke var det hun havde lyst til at gøre, men igen der var meget hun havde lyst til at gøre men hun kunne tillade sig at gøre det fordi hun var dronning, så meget havde Valentin da banket ind i hende den gang for længe siden efterhånden.
Hun kunne dog ikke lade være med at smile skævt over hans kommentar omkring det han mente han var klodset. ”Du har vel ikke overvejet der var mere end morsomt? Men at du var mere speciel i det.. jeg tænkte vidst den gang at hvis jeg lod dig leve ville der komme noget sjovt eller livligt ud af det”

[/color] sagde hun en smule tænksomt for hun kunne jo ikke rigtigt beskrive det udover han havde noget over sig der måske havde gjort at hun havde holdt ham i live af en grund, måske fordi hun forventede et eller andet stort af ham selvom det jo ikke ligefrem var kommet til udtryk selvom hun da havde fået afreageret en del på ham enten på den gode eller den mere onde måde hvor hun slog ham.
”Jamen jeg vil ikke have følelser. Der er intet sjovt i dem, de er kun i vejen.. De er grunden til at der ikke er noget liv i slottet more”[/color] det sidste blev sagt lidt mere stille efterfulgt af et suk for hun savnede jo liv i slottet men så længe hun var sammen med Damian så havde hun altid en hængende over sig der gjorde det svært for hende at folde sig ud igen, selvom hun havde besluttet at det skulle være slut, så var der alligevel visse tanker og ting som holdt hende tilbage men det kunne godt være hun bare var ved at udvikle en samvittighed, selvom det virkede som noget sludder så kunne hun ikke rigtigt forklare det på en anden måde. Hun havde brug for at få de ting sagt, selvom mange nok var klar over det så var det jo alligevel noget hun forsøgte at gemme men der var igen noget over Rai som gjorde hun bare blev nødt til at snakke i stedet for at gøre andet.
Hun så lettere mistroisk på ham med alt det sludder han lige lukkede ud ”Der er gået over et år.. så lang tid tager sår ikke om at hele.. Så der var ingen grund til at du gemte dig som en kujon..”[/color] startede hun en smule irriteret ud med at sige for hun mente det var kujon agtig at gemme sig, og så i blandt slaver. Han kunne jo lige så godt have holdt sig væk fra slottet hvis han skulle gemme sig ordentligt eller tage kampen op med hende med det samme i stedet for at lade der gå over et år hvor hun ikke havde set eller hørt fra ham, det var jo virkelig som om den mand ville have hun skulle vente hele livet på at han ville blive ved hende.
”Hold så op med at sige De til mig.. du er ikke længere min tjener og bliver det aldrig igen for du er der ikke for mig sådan som jeg vil have det..”[/color] snerrede hun en anelse irriteret for hun var træt af at han sagde de til hende når han normalt havde sagt du til hende, i hvert fald ind i mellem men lige nu irriterede det hende fordi hun havde givet ham friheden men det var som om han stadig ønskede at være under hende, men det ville hun nu ikke finde sig mere i. ”Fint vi mødes om en time”[/color] sagde hun blot inden hun forlod sengen og gik hen til hendes skab som hun åbnede for hun skulle vel have noget rent tøj med, eller det ville hun for en sikkerhedsskyld. Men det var også for at vise at der ikke var mere at diskutere, hun skulle nok tage med selvom det nok ikke blev nogen hyggetur.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Et lavmælt suk forlod hans læber, som han godt kunne fornemme på det hele, at han virkelig ikke havde meget at sige i denne situation, men han vidste godt, at Drazilla også på et tidspunkt blev nød til at indse sandheden, det var bare ikke ham, som skulle vise hende det. Rai lod sit blik hvile på hende, som han nikkede en smule af hendes ord. I teorien var han jo blot glad for at hun endnu ikke havde smidt ham for porten eller gjort noget der var værre, som han ikke ville vide, hvor han skulle gøre af sig selv. Egentlig ville han gerne sige mere, men han følte inderst inde ikke at det ville være godt. Han vidste godt at chancen var lille for at hun ville lytte til det han havde at sige og samtidig tage det til sig. Det havde jo altid været svært at komme ind til hende, hvad enten det gjaldt det ene eller andet på slottet.
Tavsheden havde ramt ham, som han ikke havde nogen ide omkring hvordan han skulle forsvare sig selv, eftersom at hun aldrig tog imod! Han kunne aldrig komme med en forklaring der var god nok til hende, derfor kunne han lige så godt tie stille og sikre sig en plads i live.
"Kender jeg dig ret, så er jeg sikker på, at der nok snart skal blive liv på slottet igen. Du skal jo bare slippe det løs og ikke tænke helt så meget?"
Ordene forlod hans læber, som om han rent faktisk vidste hvad han talte om, men i virkeligheden var han bange for at hun straks ville vende det mod ham og skyde ham i sænk, som hun altid havde gjort. Hans blik gled ned, som han betragtede sine hænder, der egentlig ikke var så perfekte mere. De var smadret og virkede til at give op, hvornår det skulle være.
Da hendes blik først blev mistroisk sank han straks en klump og lukkede nærmest det ene øje, som han var bange for at hun lige pludselig ville gå på ham. Han tog en dyb indånding og nikkede lidt til hendes ord, også selvom han ikke var enig, så havde han ikke mere at sige. Det nyttede jo heller ikke noget, når hun aldrig nogensinde ville få nok tiltro til ham til at stole på de forklaringer, som han kom med. Rai foldede armene over hinanden og lukkede endnu en gang øjnene for en kort stund.
Han skulle lige til at sige noget, men kunne godt høre på hendes tone, at der ikke var noget at gøre lige nu. Hans plads var ikke længere hans, den var ikke længere ledig til en type som ham. Noget som han efterhånden havde fattet! Rai rejste sig op og bukkede roligt for hende. Han smilte svagt til hende og nikkede til hendes ord.
Rai havde fået fornemmelsen af at der ikke var mere at sige og den måde hun opførte sig på kunne også tyde på, at der ikke længere skulle siges mere, så han bukkede for hende og forlod værelset for at gå mod sit gamle værelse. Hvis han var heldig, så var der stadig noget tøj ellers måtte han jo bare nøjes med at sørge for hende.

[Drazilla Dragoens]

Det var sandt, det var svært at nå ind til hende specielt når hun var i dette ligegyldige men stadig tænkende humør, nærmest som når hun kedede sig alt for meget for så begyndte hun at tænke over ting der egentlig burde være ligegyldige og så lod hun dem gå sig på, ligesom dette med følelserne for de kunne være noget så irritable for hende men hun burde jo egentlig lære at leve med dem, for hun kunne vel ikke gemme dem væk for evigt i krystallen? Og desuden havde Rai jo allerede luret at hun var en smule for glad for ham til at bare smide ham for porten eller dræbe ham, men hun nægtede nu stadig at hun havde fået følelser for ham, fordi det jo slet ikke passede ind i det hele og desuden var hun jo ikke sikker på hvilke følelser det var for det kunne jo være hun bare var glad for ham som ven? Specielt fordi han normalt ikke var den type mænd hun normalt ville give sig i kast med.
”Det finder vi ud af”

[/color] mumlede hun bare til det med at hun bare skulle slippe løs og bare gøre som hun tidligere havde gjort, men det var svært for hende at se fremtiden i det da hun jo havde lært og oplevet en del i hendes forhold med Damian, som muligvis havde ændret hende for altid, en tanke hun ikke var særlig vild med for hun havde jo holdt af at være sit gamle jeg, før alt det med Damian men om hun kunne finde sig selv igen vidste hun ikke, dog forsøgte hun da for der var da kommet en smule fester igen samt at hun var begyndt at drikke som et hul i jorden igen, og så lige delen med at hun var begyndt at flirte igen, men det var mest af alt fordi hun gerne ville have opmærksomheden som hun fik ved at give folk forkerte tanker.
Da han forlod værelset så hun kort efter ham, inden et kort suk forlod hendes læber og hun satte sig igen hen på sengen inden hun lod sig falde bagud så hun lå ned med benene udover sengen og fødderne på jorden. Hun lukkede kort øjnene inden hun satte sig op og rystede på hovedet for igen at gå hen til klædeskabet hvor hun tog et enkelt sæt med som skiftetøj og pakkede det ned i en taske som hun bare satte på ryggen for at gå ned i tronsalen, for hun regnede med at Rai sørgede for at pakke hans ting sammen med maden, ligesom han havde gjort tidligere for hun havde jo ikke fjernet noget fra hans rum fordi hun på et eller andet punkt havde forventet at han ville komme tilbage til hende når han igen var klar, ligesom Messis gamle værelse stadig stod der til ham og hun havde ellers ikke set ham i over 5 år efterhånden.
Hun gik med rolige skridt hen af gangene, for hun havde just ikke travlt og hun havde jo ikke videre planlagt noget som helst de skulle, ikke ligesom sidste gang hvor hun havde planlagt en mindre skattejagt, men lige nu skulle Rai jo vise sig værdig som rejsekammerat for hende, så han kom på en slags prøve lige nu og så blev det hans arbejde at muntre hende lidt op igen, selvom hun mest af alt havde brug for at sove, bare sove hele livet væk men det kunne hun jo heller ikke tillade sig. Et suk forlod hendes læber som hun drejede om hjørnet til gangen hvor døren til tronsalen var, for hun kunne jo lige så godt vente i tronsalen indtil han blev klar og så kunne hun jo lige se om der var gjort orden i køkkenet og om der var noget spiseligt for hun kunne godt bruge noget at spise efter det vredes udbrud hun tidligere havde haft da hun havde jagtet Rai.

[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Der var ikke flere ord, som forlod hans læber, som han ikke rigtig vidste om der var mere at sige, det kunne også godt være, at det bare var lettere at være stille og lade tingene ske, som sikkert også var meningen. Desuden så havde hans ord altid med at fordreje ting og i sidste ende få ham ud i flere problemer, derfor ville det være dumt, hvis ikke idiotisk af ham at spørge mere ind til hendes personlighed lige nu. Han vidste jo godt, at han havde startet dette møde helt forkert og tydeligvis havde noget at bevise. Dertil blev han nød til at følge hendes mindste vink.
Rai var egentlig tilfreds nok med sig selv, men han vidste godt at han havde dummet sig, som han bevægede sig langs med de mange gange og blot lod en hånd glide hen over væggene, som et smil gled over hans læber. Han var faktisk glad for at være tilbage, også selvom han ikke havde været særlig langt derfra, så var det ganske udmærket at komme ud fra slavekvarteret, hvor han jo egentlig ikke hørte hjemme. Han var nu klar til at starte på en frisk og det var muligvis også ganske godt, at hun valgte at fratage ham posten som hendes personlige tjener, men hvad betød det egentlig at være hendes rejsekammerat? Var reglerne anderledes end før og hvad ville der ske, hvis Selena dukkede op igen. Han rystede straks på hovedet, som han gik hurtigere mod sit værelse, han skulle slet ikke skænke den kvinde en tanke mere. Det var slut, hun skulle ikke plage hans drømme eller noget, han var fri til at gøre hvad der passede ham og.. Drazilla.
Der gik ikke lang tid før at han fandt frem til sit værelse igen og straks begyndte at rode igennem sine ting. Der var ikke sket den helt store forandring, lige bortset fra noget støv hist og her, men det var til at leve med efter den tid han havde været væk. Han smilte for sig selv og fandt en taske frem, hvor han pakkede sin stav ned og efterfølgende valgte at gå mod køkkenet for at skaffe noget mad. Han havde et smil på læben, da han først bevægede sig ind i tronsalen og lod blikket glide rundt på de mange søjler og tronen.. Der var mange minder på dette sted, specielt de minder hvor han var endt med at blive plørefuld og ikke længere havde kontrol over sine handlinger, men det var jo sådan, som Drazilla ville have det. Så det var ikke dårlige minder. Egentlig havde han også glemt alt om det der var sket i køkkenet, men da han først bevægede sig ind i det, gik det op for ham, hvad han egentlig havde haft gang i. Tjeneste folkene var igang med at gøre rent, han så også lettere undskyldende på de forskellige tjeneste folk, som han bevægede sig rundt i køkkenet og valgte at give en hånd med, da han først havde fået fat på det, som var nødvendigt til rejsen. Da døren gik op vendte han sig hurtigt mod denne og så Drazilla, hvortil han bukkede for hende og smed tasken om på ryggen, som han gjorde tegn til at han var klar, hvis hun var. Mon hun forventede noget specielt af ham? Han ville dog forsøge at gøre sit bedste, også selvom han ikke var helt sikker på, hvor de mon skulle tage hende, der var jo mange muligheder, men hvad havde hun lyst til? Det kunne han umuligt vide, da han jo tydeligvis kunne se at hun havde forandret sig og han vidste ikke om det var det samme med hendes interesser eller ej. Han håbede og satsede på det bedste.

[Drazilla Dragoens]

Egentlig virkede bare alt sammen uoverskueligt lige nu så hun havde egentlig bare lyst til at opgive for hun magtede ikke at tage kampen op med at få ham til at blive, få ham til at forstå hvordan hun godt ville have han skulle være for at hun kunne være tilfreds og før hun kunne overveje at gøre få ham op i hierarkiet igen men det var svært, for hun var ligesom begyndt at indse at han nok ikke ville ændre sig for hende så hun måtte jo egentlig hellere finde en anden der kunne tage pladsen som hendes forlovede og kommende konge, for tanken havde da strejfet hende at gøre Rai til konge men det var måske en dum ide for manden havde jo ikke meget forstand på den slags, måske burde hun egentlig søge efter kongelige fra andre øer i stedet for at gifte sig med ikke adelige folk for de adelige kedede hende jo bare normalt for de var så fine på den og det kunne hun bare ikke holde ud.

Hendes hjerne var egentlig tom som hun gik end af gangene og endte i tronsalen hvor Rai åbenbart bukkede for hende, hvilket bare var underligt sig selv når hun havde sagt han ikke var tjener mere og adelige var han jo ikke, og det var ellers kun de 2 slags folk som bukkede for hende når det kom til stykket. Hun så lettere undrende på ham men ellers var hendes øjne en smule tomme før hun smed hendes taske hen imod ham for han skulle lege pakæsel igen eftersom hun ikke gad ride eller noget og det kunne de heller ikke hvor hun ville hen, efter hun havde smidt tasken vendte hun sig rundt og forventede at han ville følge hende fordi de jo skulle ud og rejse, selvom hun nok burde lade ham bestemme hvor de skulle hen så var der et specielt sted hun bare trængte til at komme hen fordi hun vidste der var fredeligt, til trods for det egentlig lå midt i en mindre krigs mark, men det betød intet for hun ville bare gerne derhen selvom hun ikke rigtigt havde vist det sted for nogen før, udover Clarisa og hvorfor anede hun ikke men nu skulle Rai altså også se hvor Zill kunne finde på at forsvinde hen, når det hele blev lidt for meget og hun ikke gad drikke bekymringer væk. Ude på gårdpladsen lod hun sig forvandle til den store sorte drage som bare lå helt fladt på maven og ventede på at Rai ville stige op af hendes ben som var strukket lidt ud for at gøre så han kunne kravle op og sætte sig til rette inden hun ville lette fra jorden, det var jo ikke ligefrem første gang det her skete for sidst hun vidst havde fløjet med ham var til bjergene hvor de skulle på en mindre skattejagt, selvom hun ikke ligefrem havde planlagt en skattejagt så ville hun bare gerne derop, fordi det var et sted fra fortiden som hun egentlig holdt meget af fordi det egentlig var en vigtig del af landenes historie som med tiden bare var glemt, og det var en skam for det gav et billede af hvordan det hele kunne være hvis man bare kunne finde ud af at få det til at fungere men det var der ikke ligefrem nogen af nutidens dronninger der kunne finde ud af, selvom Zill da havde prøvet så var hun på en måde blevet træt af at kæmpe generelt for hun fik jo ikke noget ud af det og tingene egentlig ikke som hun ville have det. Så måske manglede hun en grund for at kæmpe for noget? Eller bare noget at kæmpe for?

[Rai Mirriko]

Det eneste han var for Drazilla lige nu var hendes rejsekammerat, noget han bare måtte finde sig i, også selvom det muligvis kunne være svært at acceptere, så kunne det også være sjovt i længden. På denne måde havde han mulighed for at se mere af Darklia og Nirelia, og sikkert også fra en helt anden vinkel end han tidligere havde kigget på landet. Han havde jo før været ude af Drakoné men nu havde han ikke tænkt sig at smutte fra slottet, før at det kom fra hende som en direkte ordre. Han vidste efterhånden bedre og var godt klar over at Drakoné var et sted han skulle vænne sig mere til at blive i, ellers ville det få alvorlige konsekvenser. Det kunne godt være at han ikke længere havde en chance for at stå ved hendes side mere, men det skulle ikke tvinge ham helt i knæ. Han var klar til at kæmpe for sin sag og han havde bestemt tænkt sig at lade Selena forsvinde ind i ingenting, der var umuligt noget der kunne få ham til at forlade slottet. Så måtte han bare bede andre om at reparere hans stav, hvis det på et tidspunkt blev nødvendigt. Men det var ikke fordi han var bange for at bevæge sig ud, han synes blot at Drazilla fortjente hans respekt, noget hun jo egentlig havde fortjent fra start af. Men det var først gået op for ham nu. Hun var jo en fantastisk kvinde.

Bukke for hende? Hvad tænkte han dog på, det var bare svære at forlade sin rolle som tjener, men han kunne tydeligt se på hende, at det ikke var meningen at han skulle bukke for hende. Men var det ikke meningen at alle dem der var under hende, skulle bukke for hende? Hvilket jo ville sige hele Darklia? Han var lettere forvirret, som han rettede sig op igen og lod det svage smil forsvinde. Der var ikke tid til tanker lige nu, han skulle være der for hende, så han havde ikke mulighed for at dale ind i sin egen verden. Rai var hurtig, som hendes taske forlod hendes hænder og havnede i hans, som han straks nikkede og begynde at følge med hende ud af køkkenet. Nu håbede han blot at han havde fået pakket alt.
Egentlig vidste han godt hvad der skulle ske nu, da det med tasken kunne tyde på, at han ikke kun skulle være pakæsel, fordi hun var dronningen, men nærmere fordi hun ikke kunne holde tasken, når hun først forvandlede sig til drage. Han var stadig lettere imponeret over hendes skikkelse, da han kom ud i gårdspladsen, hvor hun lå fladt på maven. Det var tydeligt i hans øjne at han havde savnet dette syn og blod lod sine hænder glide hen over hendes hud, før at han gik hen til hendes ben og kravlede op. Det var lang tid siden at han sidst havde haft mulighed for at være sammen med hendes drage skikkelse, men han vidste skam godt hvad han skulle. Rai lod hænderne glide hen over hendes hud, som han fik sat sig til rette og startede med at sikre sig at taskerne var sikret på hans ryg, så de ikke ville falde af i farten. Det ville i hvert fald være en dårlig start på rejsen og deres nye forhold.
"Jeg har altid beundret din mægtige drage skikkelse, Drazilla"
sagde han lavmælt, som det ikke ligefrem var meningen at hun skulle høre hans ord. Det var mere en tanke, der var blevet sagt højt. En tanke som han mente, men om hun egentlig forstod ham, regnede han ikke med. Han så hende som så meget andet end blot en dronning på sin trone omgivet af tjenestefolk, elskere og andet.. Rai smilte lidt for sig selv, som han lod sit blik glide op mod himlen og blot var en anelse spændt på hvor de skulle hen. Hun havde jo ikke ligefrem spurgt ham, så det måtte betyde at hun vidste hvor de var på vej hen. Inden at hun ville stige op i luften tog Rai mere fat i hende for at sikre sig at han blev siddende under hele turen.

[Drazilla Dragoens]

Måske var det gået op for ham at hun var fantastisk men hvis han nogensinde sagde det ville hun i hvert fald ikke tro det, ikke efter den måde hun havde behandlet ham på for hun havde jo ikke altid været lige så sød ved ham som hun kunne have været, men hey hvad kunne man forlange når hun skulle være mørkets dronning? Det ville jo ikke ligefrem være godt at havde et ry for at være sød og god når man skulle være hård og ond for at kunne drive dette sted ellers ville enhver jo komme og forsøge at vælte hende af tronen, så på en måde var det jo ikke helt et under at Nirelias kongelige blev skiftet ud fordi de var for gode og svage efter hendes mening, men hun manglede nu stadig Cec, den første dronning af Nirelia hun kendte til men også den bedste til jobbet efter Zills hoved, så det var kun en skam at hun var død.

Ude i gårdspladsen lå Zill helt roligt i hendes sorte drageskillelse så hendes sorte skæl glimtede lidt fra det lys som den nu lige kunne opfange rundt omkring hende, noget hun ikke selv lagde mærke til for hun ventede jo bare på at han ville kravle op så de kunne komme afsted, noget hun gjorde med stor tålmodighed til forskel fra sidste tang hvor hun nok var lettet lidt for hurtigt, men det skete ikke denne gang hvor hun ventede til han ville give et eller andet tegn til at hun måtte lette for hun skulle jo ikke have at han var ved at falde ned endnu en gang. Hans kommentar hørte hun godt og det fik hende til at smile en smule for sig selv, men hun sagde nu ikke noget til det for han skulle ikke vide at hun havde hørt ham men det var nu lidt morsomt og det gjorde hende en smule glad alligevel at høre det, men det var en af de der skjulte smil som var kommet frem over hendes drage læber men han så det vel ikke for han sad på hendes ryg.
Da hun alligevel mente der var gået lang tid nok strakte hun kort hendes vinger for ligesom at give tegn til at nu skulle de lette så hun ville give ham en chance for at skynde sig at sætte sig ordentligt til rette. Hun lå lidt med strakte vinger inden hun rejste sig op og lod sig lette fra jorden med nogle ordentlige vingeslag så der gik ikke lang tid før hun var højt nok oppe til at kunne flyve over slottets beskyttende murer og højere op i himlen, men heller ikke for højt for hun skulle jo have han kunne trække vejret ordentligt for hun kunne jo ikke redde ham hvis han gik hen og besvimede, jo hvis han faldt af hende kunne hun gribe ham men hvis han blev deroppe kunne hun jo ikke vide meget.
Flyveturen gik over mod bjergene som den tidligere havde gjort, men der var jo så meget man kunne udforske deroppe, selvom der hvor de skulle hen ikke var uopdaget for det var jo blot glemt af så mange fordi folk var gået hver til sidst og stoppet med at kæmpe for noget fælles, selvom Zill ellers havde ment at hun havde haft noget fint kørende med Cec for mange år siden efterhånden men de andre dronninger havde ikke været gode nok i hendes hoved, men det var jo nok fordi hun sammenlignede dem med Cec. De rolige vingeslag tydede på at hun ikke havde spor tralvt selvom hun nu skyndede sig en smule alligevel for hun kunne jo næsten ikke vente med at lande i det halvlange græs og se hans reaktion på alle ruinerne som ville være der, ruinerne som ville næsten være dækket af græs og andre planter som om der ikke var nogen som havde taget sig af det i mange år, men det var der jo heller ikke nogen som havde, udover Zill nogen gange havde forsøgt at bekæmpe noget af græsset så det var ikke helt så højt alligevel men det gik da til knæerne nogen steder og andre gange var det jo så lavere fordi hun havde landet der mange gange eller bare lagt lige på det sted og nydt solen.

[Rai Mirriko]

Rai var muligvis en anelse misundelig på Drazilla, da hun havde muligheden for at forvandle sig til dette mægtige og kongelige dyr, som kunne overgå alt og alle der forsøgte at række lige så højt som dragerne selv. Et lavmælt suk forlod hans læber, som han betragtede hendes mørke skæl og lod til at smile en anelse, da lyset ramte hende. Men han havde bestemt ikke tid til at beundre hende, da det jo kunne ske at hun var utålmodig og måske ikke ville vente på ham længe nok til at han ville sidde godt nok fast. Hendes ben var mægtige, men han havde ikke ligefrem nogle voldsomme problemer med at komme op på hendes ryg. Han betragtede da også sine omgivelser, som han straks så dem fra en helt anden vinkel, end han havde været van til. Nok havde han været ude og flyve med hende før, men det var efterhånden længe siden, så man kunne godt fornærme spændingen i hans krop, som den spændte sig for at sikre sig at han ikke faldt ned. Noget der skete, da hun spredte vingerne ud.
Da de først kom over muren omkring slottet, gik det lige pludselig op for ham, at de var kommet meget højt op, som han sank en klump og nærmest lagde sig ned over hendes ryg for at sikre sig at et vindpust ikke ville smide ham af hende. Smilet på hans læber var dog ikke forsvundet, som han betragtede skikkelserne under ham med et lystigt smil på læben, han valgte dog lige for en sikkerheds skyld at tjekke taskerne en ekstra gang, før at det for alvor gik løs. Han satte sig en smule mere oprejst, som han nød den friske luft, som der var heroppe i forhold til nede på jorden. Han tog en dyb indånding inden at han så frem for sig. Det kunne jo være at han havde en chance for at gætte sig til hvor de var på vej hen. Så ville han da i det mindste ikke blive alt for overrasket. Eller det håbede han ikke på.
Et lusket smil gled over hans læber, som han fik øje på bjergene, minder om turen i grotten fangede ham meget hurtigt, så han blev nød til at ryste det af sig ved at ryste en anelse på hovedet. Han skulle ikke længere tænke på disse minder, da de nu var begyndt på ny, som var han lige blevet ansat eller det var i hvert fald sådan Rai så det. Da det ikke så ud som at de havde kurs i den samme retning, som han mente at de var fløjet sidste gang, så han lidt forvirret rundt, før at han lagde sig ned over hende igen.
"Hvor tager du mig hen denne gang?"
spurgte han med et ganske roligt smil på læben, som han så frem for sig, men hans syn var knap så godt i forhold til hendes, så han ville sikkert ikke kunne se hvad hun så, men han forsøgte da? Det var ikke altid en god ide at blive overrasket og specielt ikke hvis han skulle forsøge at styre sine handlinger i en længere periode. Han gjorde det i hvert fald så godt, som det overhovedet var muligt. Indvendigt var han spændt på at se deres mål for rejsen, men lå der mon mere bag dette, end blot en destination?

[Drazilla Dragoens]

Det var sandt hun var en smule utålmodig men hun længtes jo efter at sprede hendes vinger og flyve op i luften selvom den ikke kunne være lige så voldsom som når hun selv fløj for hun havde jo en passagere på ryggen denne gang, så hun kunne ikke bare lege, men en stille tur ville også være godt for hun elskede at flyve sådan her, det var noget hun ikke ville være foruden for hun kunne slet ikke forstille sig et liv uden at have vinden under ens vinger bare ind i mellem, man følte jo sig fri og uden bekymringer, eller det var sådan hun for det meste havde det når hun endelig var i hendes drage skikkelse og kunne flyve frit, selvom hun nu aldrig havde forladt øen når det kom til stykket for det vidste hun godt at hun ikke måtte eftersom hun var dronning så helt fri til at rejse var hun nu heller ikke.
Udsigten var jo egentlig fantastisk heroppe fra og man kunne egentlig føle sig ret magtfuld heroppe fordi folk jo virkede så små og dyrene man ofte fløj forbi også var meget mindre end man selv var, i hvert fald de fugle som de fløj forbi dem som var blevet tilbage i landende eller ikke var blevet dræbt endnu, selv nogle træk fugle fra andre øer fløj de jo lige så stille forbi selvom fuglene jo blev forskrækket og skrappede op inden de fløj så langt væk så muligt. Noget der morede Zill så hun hapsede til tider ud efter dem bare for at drille noget mere, noget der virkede til at morer hende en del mere og nærmest virkede til at hun grinede selvom der ikke kom over hendes læber så virkede hun nærmest som et rovdyr der legede med hendes bytte, selvom hun nu ikke havde i sinde at spise dyrene men hun kunne bare ikke dy sig at lege bare en smule selvom det ikke var en voldsom leg, for hun ville jo ikke have han røg af som han sikkert ville gøre hvis hun legede normalt.
Hun svarede ikke ligefrem på hans spørgsmål om hvor de fløj hen for han måtte jo bare se sig rundt selvom han nok ikke ville kende stedet for det var jo ret godt skjult i en mindre dal så hun blev snart nød til at flyve højere op for at komme over de mindre bjergtoppe for at komme til dalen hvor hun kunne lande og vise ham landenes skjulte skatte og hemmeligheder, selvom der jo ikke var noget fysisk mere og hvis der var noget fysisk så skulle man i hvert fald lede længe efter det, så de kunne da godt gå en smule på skattejagt hvis de endelig kede sig men hun regnede nu ikke med der var noget tilbage som de kunne finde men man kunne jo prøve.

Minutterne gik og Zill fløj højere op inden hun fløj over en bjergryg og fløj over bjergene før dalen endelig kom til syne, denne del hvor planterne voksede vildt op af gamle ruiner fra huse og for enden den store kirke som en gang havde ligget der for mange årtusinde siden, men der var ikke meget tilbage kun vægge af de ruiner der en gang havde tag over sig men nu var der intet, så man kunne ikke rigtigt søge tilflugt i tilfælde af regn, jo muligvis i nært liggende grotter men ikke ude i selve den store dal. Hun fløj lidt længere inden hun landende på en større plet med lavt vildt græs, her lagde hun sig ned så han kunne kravle ned af hende igen.

[Rai Mirriko]

Det var og blev fascinerende at kunne betragte Darklia og Nirelia fra oven, hvor ingen havde mulighed for at nå dem, medmindre at de selv kunne forvandle sig til drager eller andre racer, der også havde vinger. Luften var som sagt også klar og behagelig at være i, men han var måske også lettere bekymret for at hun ville blive grebet af friheden og flyve længere op, hvor han ikke længere ville have muligheden for at være ved bevidstheden, men når det nu var sket en gang, så ville hun forhåbentlig aldrig tage chancen igen? Det var i hvert fald det han regnede med, men man kunne jo aldrig være sikker, da friheden kunne få folk til at gøre de underligste ting, samtidig med at det hurtigt kunne stige nogle til hovedet, men han regnede dog med at Drazilla var rimelig jordnær i denne situation.
Han lod roligt blikket glide mod himlen, som han fik øje på de forskellige skyer og blot smilte, det var ganske forunderligt at være så tæt på himlen. Ikke fordi han var tæt på, men nu havde han da næsten mulighed for at strække sig op i skyerne. Dog rettede han meget hurtigt blikket mod Drazilla igen, da han lagde mærke til fuglene omkring dem. Egentlig var det ikke fordi de var helt så interessante, men han kunne ikke lade vær med at grine en anelse, da Drazilla begyndte at hapse ud efter dem og de straks brokkede sig over det. Rai var blot glad for at det ikke var ham hun jagtede lige nu, som hun havde gjort nede i køkkenet, men det var heldigvis et afsluttet kapitel. For sjov valgte han også roligt at vinke til fuglene, som straks fløj længere og længere væk fra dem, fordi de jo var blevet skræmt?
Rai havde faktisk ikke forventet et svar, da han også hurtigt forsøgte at danne sig et overblik over hvor de bevægede sig hen, han havde godt set bjergene, men aldrig rigtig denne del af kæden. Det måtte bestemt være et sted, som var nyt for ham, men som hun udmærket kendte til. Han var blot tilfreds med at hun overhovedet ville have ham med, også selvom det var noget han måske havde insisteret på, så havde hun jo altid et valg. Han var jo blot hendes rejsekammerat, så han havde da ikke lov til at tvinge hende afsted, men blot lokke hende?

Luften forandrede sig lige pludselig til et sus, da de fløj over bjergryggen, hvorved han tydeligt kunne fornemme dalen i det fjerne. Han så lettere søgende på stedet, som han måske forventede at finde et tegn på hvad de skulle der. Men jo tættere de kom på, gik det lige pludselig op for ham at de havde kurs lige mod en bunke ruiner. Egentlig forstod han ikke meningen, men han tvivlede ikke rigtig på Drazilla, så han ventede blot spændt på at komme frem for at tage et nærmere kig på stedet. Han lod også blikket glide mod jorden, da hun lagde an til at lande i det mere lave, dog stadig vilde græs. Han vendte sig dog hurtigt om for at tjekke at taskerne havde overlevet turen. Heldigt nok for ham, så var de der stadig, da de landede på jorden igen. Han tog dem over ryggen og kravlede ned fra hendes ben. Han strakte sig en smule inden at han begyndte at se sig om. Ruinerne var ikke rigtig noget han havde hørt om før og han var egentlig ikke særlig sikker på, hvad der måtte have været der. Det kunne godt være at han kunne fornemme husene og kirken, men hvem var det helt præcist, som havde bosat sig der og efterfølgende forladt dalen? Han vendte sig kort mod Drazilla for at se hvor langt hun var.. Hun skulle jo lige forvandle sig tilbage, hvis det altså var meningen at de skulle undersøge ruinerne og ikke bare hvile i græsset. Rai gik dog roligt mod en af det halve mure, hvor han blot lagde hånden mod de mange grene og blade, der havde groet væggen til. Han forsøgte også at fjerne dem for at se om der måske var nogle indgraveringer i murene. Man kunne vel godt sige at han var nysgerrig efter at vide mere om dette nye sted. Også selvom hun tydeligvis kendte til det og havde været her før. Han kunne nemlig ikke rigtig finde nogen anden grund til at græsset skulle være så fladt i et så stort område. I forhold til resten af dalen.

[Drazilla Dragoens]

Friheden ja, denne kunne være mere berusende end noget andet, derfor nød hun at være denne skabning som hun nu en gang var for som drage var hun fri, fri til at lege i himlen og gøre som det passede hende, ikke at det stoppede hende så tit som menneske heller men der var dog grænser for hvad hun måtte gøre, og hvornår tingene skulle gøres og hvor lang tid dette måtte tage, derfor havde hun til tider ønsket at være født som almindelige borger i Darklia i stedet for dets dronning for så var hun ikke fri til at gøre som det passede hende. Dog i denne drageform kunne hun heller ikke være helt fri lige nu, for hun havde ham på ryggen, noget der ikke gjorde hende noget for hun havde jo selv valgt det eftersom de bare kunne have taget hestene til Tortuga eller andre steder hen, men hun havde skiftet mening og ville flyve herop fordi hun havde det med at finde en indre ro heroppe i bjergene.

Da de endelig landede og han var kravlet ned så bevægede hun hovedet lidt i drageform for at se sig lidt omkring inden hun forvandlede sig tilbage til menneske og strakte hendes krop, for denne forvandling havde det stadig med at gøre hendes krop en anelse øm når hun forvandlede sig men ikke at det gjorde hende noget, den korte smerte kunne hun nu godt overleve. ”Velkommen til Ritual dalen, begge landes glemte fortids sted”

[/color] sagde hun kort med et næsten kærligt smil, som en meget kort præsentation til hvor de var selvom hun ikke anede om han kendte til stedet, men det var der jo mange som ikke gjorde det fordi de måske var født af fattige folk eller så havde deres lærermestre ikke ment dette var et særlig specielt sted at tage hensyn til fordi det var jo flere hundrede eller måske årtusinde siden der var nogen som havde levet her, men Zill holdt meget af dette sted for hun kunne næsten mærke hvordan livet havde været den gang hvor begge lande var samlet, hvor folket var samlet om at bede til guden og gudinden og hvor folk bare levede i harmoni.
Hun begyndte at gå en smule rundt selvom hun dog var en smule på vagt i det høje græs for der kunne jo stadig være dyreliv, som slanger og andre giftige ting der levede i det høje græs. Hun gik hen til en af halvmurerne der var tilbage, og stoppede kort op for at kærtegne væggen så man næsten kunne se hvor meget stedet betød for hende, for kærtegnene var blide som man ville kærtegne noget man holdt af og ikke ville gøre skade på.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Stedet var egentlig meget interessant, men da han ikke kendte historien bag stedet, så vidste han egentlig ikke hvad han skulle føle for stedet. Han kunne ikke rigtig fine nogle indgraveringer på murerne, som kunne bringe ham tættere på ide omkring hvad dette sted var. Han valgte dog at vende sig mod Drazilla, som den store drage forsvandt og hendes yndefulde skikkelse dukkede op endnu en gang. Han kunne godt betragte hende i længere tid, men han valgte dog at vende blikket bort pludseligt, som om han var kommet i tanke om noget. Som om han faktisk havde fået at vide, at han ikke længere skulle kigge på hende med det blik, som han endnu en gang havde i øjnene. Mere eller mindre drømmende.
Derfor gled blikket også mere over på ruinerne, som hun også bevægede sig hen til disse og nærmest kærtegnede de halv nøgne mure.
"Så dette sted har altså en historie?"
sagde han en anelse spørgende, som han ikke var sikker på om det nu var noget han måtte vide eller om det overhovedet var særlig smart at formulere spørgsmålet på denne måde, det kunne jo godt være, at det var noget han skulle vide? Men han kunne jo umuligt vide lige så meget som Drazilla gjorde, da hun jo havde adgang til et formidabelt bibliotek, som indholdt hele Darklias og Nirelias historie og hvad der ellers var værd at vide. Rai selv havde endnu ikke undersøgt biblioteket, men det kunne jo være at han havde muligheden og friheden for at gøre det nu? Som tanken strejfede ham bragte det et smil frem på hans læber, som han ikke havde noget imod at tage imod ny viden. Det kunne jo være at han kunne bruge det til sin egen fordel senere hen? Samtidig med at det måske ville gøre det lettere for ham at forstå alle de historier og minder, som Drazillas fortid sikkert var fyldt med. Han trådte roligt nogle skridt tilbage for at betragte ruinerne lidt på afstand og for at danne sig et overblik over hvor stort stedet egentlig var.
"Ritual byen, hvad indebærer det?"
spurgte han roligt, som han lod blikket glide langs med de ødelagte mure, det var virkelig ruiner, men ikke noget han havde lagt øje på før. Ruinerne som han kendte var ofte stærkt befolket, men ikke dette sted. De andre ruiner var også det perfekte gemmested eller bare et sted hvor man kunne more sig. Men dette sted virkede anderledes på en sådan måde at der tydeligvis var mere historie bag stedet, hvilket gav det en charme.

[Drazilla Dragoens]

For Zill betød dette sted noget ganske særligt, for hun kom her når hun manglede svar og hendes rådgivere var dårlige til at give hende det eller hvis hun ville finde svaret selv, men der lå skam også noget mere bag det her sted, nemlig hemmeligheder som ingen kendte til og som kun hun kendte til for hun havde fået alle de involveret slået ihjel så ingen skulle kende til hvor hun gemte hendes hemmeligheder fordi der sikkert ikke var nogen som ville lede så tæt på Nirelias rige og der var da ingen som ville drømme om at lede efter sådan noget oppe i bjergene hvor flere krige havde det med at herske. Hun så ikke på Rai som hun bare betragtede halvmuren og nærmest drømte om at genopbygge dette sted igen men hun ville ikke sætte forventningerne op fordi Nirelias kongelige skulle jo være med men de blev jo ved med at blive skiftet ud eller ikke var værdige i hendes øjne så dette var svært.
”En fælles historie.. den gang Nirelia og Darklia kunne finde ud af at arbejde sammen uden at bekrige hinanden”

[/color] sagde hun roligt som hun lod hånden falde blot for at gå ind igennem noget som en gang ville have været en dør til huset så hun blev lettere gemt bag halvmuren men hendes hoved kunne næsten godt ses over kanten lige indtil hun bøjede sig ned for at rode lidt i græsset og jorden der var derinde bag ved uden videre at tage notis af hvad han lavede for han kunne jo bare rende rundt her, der var trods alt ikke mange steder han ville kunne gemme sig hvis han endelig forsøgte at flygte fra hende selvom hun tvivlede på den del, og desuden kunne han bare gøre det for hun ville ikke gide at jagte ham endnu en gang for hun tænkte nu en gang til at slappe af og bare lade tankerne flyve.
”Det her var en gang samlepunktet for alle de troende i begge lande. Her lå både et tempel og en kirke og begge landes munke og nonner levede her samt rejsende kom her tit for at være med til store ceremonier som kongelige bryllupper, begravelser og alt sådan noget”[/color] sagde hun roligt som hun rejste sig med resterne af en gammel skål som hun stod lidt og undersøgte for den virkede til at være yngre end stedet så det var sikkert en rejsende som havde været forbi her for at overnatte i ruinerne inden denne var rejst videre eller overfaldet af vilde dyr.
[/blockquote]