|
Post by Drazilla Dragoens on Apr 15, 2013 18:22:09 GMT 1
At han skulle holde helt til hun lå på hendes dødsleje, men igen det med dødsleje var ikke ligefrem hendes planer, for hun havde nu planer om at dø nogenlunde ung og så dø i kamp i stedet for at ligge syg og bare vide man skulle dø på den måde, så hellere dø på hendes egne vilkår, noget det kunne være skulle hjælpe hende med hvis hun ikke døde i kamp inden da, men det blev når hun først var træt af hendes liv, hvilket betød der kunne gå mange år endnu før hun ville give sig til at dø. Hun var ikke særlig nem at finde ud af, det kunne hun godt fortælle folk for hun var svær at finde ud af når det kom til stykket, hun kunne jo mene en ting på et tidspunkt og senere sige hun aldrig har sagt det eller aldrig ment det. Det her føltes lidt som deres tur til bjergene hvor der var en masse spænding som skete for dem, selvom de på det tidspunkt havde et kort eller en beskrivelse og det havde de jo ikke her så de kunne bare ikke undgå dem med det samme, nej nu skulle de være på vagt overfor den mindste lyd og den mindste bevægelse i jorden eller i murene for hun regnede ikke med der var noget i træerne, de ville sikker være blevet udløst for længst så dem bekymrede hun sig nu ikke om selvom hun var på vagt overfor mindste bevægelse. Det hele morede hende og gjorde egentlig noget andet ved hende, for det hele var ukendt og fremtiden var ukendt og farefuld for de havde allerede stødt ind i en fælde så mon ikke der gemte sig flere? altså hvis de kom til at træde forkert eller bare trådte på de forkerte sten sådan som Zill næsten lige havde gjort det. "Hvis ikke så går det i det mindste ud over dig"
[/color] sagde hun roligt med et skævt smil som hun ventede til i spænding over hvad der ville ske efter han trykkede på noget som han mente var interessant og kunne være en eller anden form for knap. Hun stillede sig dog i kamp stilling, lidt for at være klar til at undvige eller bare flygte hvis der nu blev skudt et eller andet imod hende eller dukkede et eller andet op og af jorden. Hun så dog undrende på de 3 huller, for nu anede hun ikke helt hvad de skulle gøre, men hun nægtede ihvertfald at stikke hånden ind i en af dem, for 2 af dem var sikkert nogle snyde huller som gjorde man mistede hånden hvis man stak den derind, så de skulle vidst bruge en eller anden form for pind, for hun regnede heller ikke med at han frivilligt ville gøre det. Hun så lidt rundt nede på jorden efter en pind der var god nok, men de virkede alle for tynde til at kunne bruges til noget som helst. [/blockquote]
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Apr 16, 2013 17:48:08 GMT 1
Måske det var dårligt allerede at tænke på hendes dødsdag, men han kunne lige så godt begynde at forsøge at vænne sig til tanken. Men mon ikke han på det tidspunkt ville følge sig mere fri til at kunne bevæge sig udenfor slottet. Det var jo ikke en gang sikkert at Drazilla efterfølgere ville tillade ham at bevæge sig og bo på slottet, når hun først var forsvundet. Dertil kom frygten for at hun måske ville spørge på slottet. Selvom det kunne være dejligt at have muligheden for at kunne komme i kontakt med hende. En drøm måske. Men hvad, der var forhåbentlig lang tid til, før at Zill overhovedet ville opgive det liv hun havde på nuværende tidspunkt. Rai kunne sagtens huske deres tur til bjergene også selvom det var flere år siden, så var det da gode minder, minder som han nok ville blive ved med at holde fast i. Samtidig med at det var minder, der kunne trække ham bort fra virkeligheden og ind i en drømmeverden, hvis nu han havde et behov for at lukke den virkelig verden ude eller det der skete. Men lige nu ville han måske ønske at de havde haft et kort, eller blot havde en mindre i de om hvad de faktisk skulle kigge efter, eftersom det virkede som en mindre umulig opgave. Dog ville han gerne tage udfordringen op og det ville bestemt hjælpe, hvis han så også fandt det først frem for Drazilla, bare så han kunne drille lidt. Egentlig var han ikke så meget opmærksom på, hvad Drazilla havde gang i, som han var mere interesseret i at vide, om det var muligt for ham at høre lydene igennem væggen og måske finde ud af, hvad der foregik inde i væggen. "Jeg føler mig da godt nok heldig så" sagde han drillende også selvom han ikke var helt sikker på, at han skulle være glad for at det gik udover ham. Men det kunne da godt være, at hun stadig var en smule irriteret over det der var sket nede i slavekvarteret, hvilket han bestemt ikke kunne bebrejde hende for. De ville nok begge blive ved med at have det i baghovedet, så der ville nok gå rigtig lang tid før at nogen af dem overhovedet ville komme til at glemme. Det endte med at Rai så undrende på væggen, som 3 huller dukkede op fra muren. Han trak en anelse på skulderne, som han ikke rigtig kunne se, hvordan de skulle komme videre derfra. Han valgte dog at tage chancen og læne sig ind til det midterste hul for at se om han kunne se noget. Men i det øjeblik hvor han kom tæt nok på og brugte sin hånd til at hvile mod jorden, kunne han mærke jorden eller nærmere stenen rykke sig og noget sagde klik. Han fjernede hurtigt hovedet, som et spyd stak 50 cm ud af væggen og Rai nærmest fløj til siden, som denne ellers ville have spiddet hans øje. Hans puls var i hvert fald oppe og køre, som han kiggede lettet på Drazilla og så spyddet glide tilbage i muren.. Han holdt et vågent øje med stenen på jorden, som den igen gled op. Fælden kunne altså bruges mere end en gang. "Mon jeg er mere heldig ved en af de andre?" spurgte han med et svagt grin, som han trak på skulderne og så en anelse skeptisk på de sidste to huller. Det var måske ikke særlig klogt at gøre det samme endnu en gang, men han kunne heller ikke se, hvad de så skulle stille op. En gren var sikkert også en mulighed.
|
|
|
Post by Drazilla Dragoens on Apr 16, 2013 18:45:48 GMT 1
At hun skulle spøge på slottet var nok det eneste som ikke ville ske, for hun var arvingen og arvingernes sjæle forsvandt ind i sværdet når de døde, sådan var magien i sværdet, det der gjorde at sværdet kunne forblive magtfuldt, fordi den havde sjælene fra dens bærer. Så når hun en gang forsvandt så forsvandt hun helt fra denne verden, men hun kunne måske få lavet et magisk billede, ikke en af dem som gjorde en udødelig, men en af dem som besvægede sig og snakkede, men sådan noget tænkte hun just ikke over, men hun havde selv synes det var rart den gang hendes far døde for så kunne hun stadig snakke med ham efterfølgende eller bare troede hun snakkede med ham fordi han bevægede sig og bevægede munden på billedet. Turen til bjergene havde hun heller ikke glemt, bestemt ikke for den havde været god og hun havde fundet hvad hun skulle bruge dernede, samtidig med at hun havde en rigtig god tid med Rai, en tid hun ikke ligefrem ville prale med for det skulle være hendes hemmelighed, hendes og Rais. Den gang havde det været meget godt med et kort dengang, men her mente hun ikke selv at hun behøvede det fordi de jo var under åben himmel så det galt om at have øjne og øre med sig, en mindre udfordring men hun tog den gerne op for hun trængte til sådan noget træning. Hun svarede han ikke på om hvor heldig han var for det måtte han jo bevise lidt mere, selvom hun allerede var overbevist om at han var mere heldig i forhold til hende, men igen han var måske heldig i sit valg af kvinder men hun var just heller ikke heldig med valget af mænd for de havde jo alle svigtet eller kedet hende i sidste ende, måske var det grunden til at hun hele tiden endte sammen med Rai fordi han altid gjorde et eller andet dumt så hun ikke helt kedede sig men hun hadede virkelig at det var på den måde. Hun stod roligt og betragtede ham som han undersøgte muren, og hun glemte helt det med at finde en pind, for hun kom til at grine en smule af hans reaktion selvom hun forsøgte at holde masken da han så hen imod hende men det var svært så hun stod bare med et fjoget smil. "Det finder vi ud af for jeg skal ikke i nærheden af dem"
[/color] sagde hun drillende for hun havde ikke planer om at komme tæt på men igen hun havde også lidt glemt at hun havde været i færd med at finde en gren til ham så han skulle stikke den ind i hullerne, bare så han slap med at bruge hænderne. Hun kom dog i tanke om det og så sig lidt omkring før hun fandt en kort men tyk gren til ham som hun kastede hen til ham inden hun gik på jagt igen og fandt en der var længere men en del tyndere, så han måtte selv bestemme hvilken han helst ville have, eller om han ville have dem, for hun kastede den sidste så han selv kunne vælge hvad han skulle gøre. [/blockquote]
|
|
|
Post by Rai Mirriko on Apr 18, 2013 19:14:10 GMT 1
Det var måske mere et drømme scenarie, men det ville alligevel være ganske rart, da han nu var overbevidst om at han ikke ville være træt af hende på det tidspunkt. Det kunne dog godt være at Drazilla ville være træt af ham på det tidspunkt eller før.. Han havde jo efterhånden forvoldt hende mange forskellige følelser og på det tidspunkt måtte det være nok. Eller havde hun bare det mere tålmodighed end han selv ville. Men på den anden side, så behøvede en dronning også mere tålmodighed end hendes undersåtter, for Rai var virkelig ikke andet end en simpel undersåt, der muligvis havde set sig lidt for lun på sin dronning, i forhold til hvad der ville være godt for ham. Noget han ikke længere kunne trække tilbage, som han jo allerede havde afsløret sine følelser for hende. Minderne var efterhånden det eneste, som Rai kunne tænke tilbage på, uden at komme galt af sted. Der var nok af mareridt i hans drømme, når han først fik muligheden for at sove. Mareridtene var nok det der var sværest for ham at holde ude, de fandt altid vej til hans sind også selvom han så ofte havde forsøgt at fortrænge blodet og terroren, så var det end ikke lykkedes ham, og nu var der efterhånden gået 1 år. Derfor var han glad for at han altid kunne sætte sig ned og tænke på turen i bjerget. Hvor havde det egentlig bare været let den dag? De havde et kort og en retning at gå. Nok havde der været udfordringer på vejen, men ikke som disse, måske det var lige hvad hans hjerne trængte til, for at glemme fortiden? Han håbede inderligt på dette, som hans fokus lå på de tre huller i væggen, man kunne aldrig vide om det midterste hul igen kunne være forandret. Dog havde han ikke hørt noget, så han satsede en anelse på, at han godt kunne undersøge de andre, uden at være bange for at få et spyd i hovedet.. Det at han kunne høre hendes latter bag sig, fik ham blot til at virke mere afslappet også selvom han faktisk vendte et irriteret blik mod hende, før at han selv begyndte at grine. For han havde da dummet sig ved at tro, at der ikke ville være noget farligt i at stikke hovedet hen til hullerne. Det var jo direkte dumt og åbenlyst, at der umuligt skulle komme noget godt ud af de huller. Dog forlod et suk også hans læber, da det ikke lige frem lød som om hun ville hjælpe, eller i hvert fald ikke nærme sig stedet. Han trak på skulderne, ligesom om at han faktisk var ligeglad med hvad udfaldet mon blev. "Måske vi skulle have ventet, til jeg var blevet malet.." mumlede han let for sig selv, som han vendte blikket tilbage mod væggen, efter blot at have set på en med et lettere drillende blik i øjnene. Han var dog ikke helt klar over om han overhovedet ville gå videre. Det hjalp dog en anelse da hun rakte ham en pind.. Nok var den ikke særlig lang, men det burde da næsten minde om en arm tykkelse. Rai studerede hullet til højre, som han sank en klump og skubbede pinden ind. I lang tid skete der faktisk ikke noget, som han overvejede at fjerne pinden og ligge den ind i det sidste hul. Men så skete det, at han hørte en klik lyd under sig.. Han så forbavset ned på jorden, som begyndte at smuldre under ham, som han sprang til siden foran det venstre huller og kun lige nåede at reagere, før en sten blev skudt ud imod ham.. Han endte derfor også med at ligge på ryggen, som han blot kiggede op på himlen og åndede lettet op, over at han faktisk havde overlevet det. Han fik med let besvær rejst sig op, men valgte først at bevæge sig længere væk fra hullet til venstre, som han så på jorden under de højre hul. Det var ikke særlig dyb, men det var i hvert fald ikke et hul man bare sådan lige ville komme op af. Mon det var der de skulle ned? Eller bare endnu en fælde?
|
|
|
Post by Drazilla Dragoens on Apr 20, 2013 11:56:00 GMT 1
Hendes tålmodighed omkring Rai var snart brugt op selvom han havde det med at give hende mere tålmodighed før han igen nedbrød det, ihvertfald lige til grænsen hvor hun kunne finde på at dræbe ham fordi han var så irriterende med alle hans følelser som han bragte over på hende også, for hun brød sig ikke om dem når det kom til stykket selvom hun endnu ikke havde fået fjernet dem igen så var hun meget tæt på at gøre det. Minder.. det var noget som hun sjældent brugte meget tid på at tænke over, for hun mente hun ikke havde så mange gode selvom der var en del af dem som kunne bringe smil over hendes læber, turen til bjergene med Rai eller deres lege i tronsalen, eller hyggen i Geralts smed sammen med Geralt selvom han var et gammelt ubetydeilgt minde efterhånden, og så var der minderne med Messi som hun ikke brød sig om særlig meget mere, men igen der var også minderne med Damian selvom de nok bragte mest smerte med sig for den mand fik hende til at føle sig svag og det var en følelse hun hadede mest af alle. Måske var det derfor hun helst ville tilbringe tid med Rai? fordi hun følte sig stærk når hun var i hans nærhed fordi hun på et punkt så ham som svag selvom han til tider kunne overbevise hende om noget andet også. Hun kunne ikke lade være med at grine af ham, selv efter han sendte hende et irriteret blik morede det hende stadig for hun havde altså ikke tænkt sig at blande sig i det han havde gang i, for han var selv begyndt på det og så måtte han selv afslutte det og det morede hende jo bare så længe han ikke kom til skade af det, for hun havde jo en underlig moderlig eller kærlig følelse overfor ham når han kom til skade, noget hun ikke en gang havde overfor hendes egne børn så det var egentlig lidt underligt. "Hvad sagde du?"
[/color] spurgte hun roligt dog med et drillende smil for hun kunne høre ham mumle, men hvad han mumlede om det anede hun ikke ligefrem. Da han begyndte at undersøge det næste hul kunne hun alligevel ikke lade være med at træde nogle flere skridt tilbage bare så hun var på en god afstand og mere eller mindre i sikkerhed, men en latter brød nu over hendes læber for det havde da set sjovt ud, men hun stoppede med at grine da han lå på ryggen selvom hun havde et smil over hendes læber. "Kom du noget til?"[/color] spurgte hun bare for hun kunne jo ikke se om han var kommet noget til men hun regnede egentlig ikke med det da han rejste sig op igen. Hun så kort hen imod hullet i jorden men vendte hendes opmærksomhed omkring hende hvor hun fandt en større sten som hun kastede ned i hullet bare for at se hvad der egentlig vile ske, eller om der skete noget for så kunne det jo være de skulle den vej hvis det var, men bare lige for at være sikker ville hun afprøve det med stenen. [/blockquote]
|
|
|
Post by Rai Mirriko on May 1, 2013 21:22:42 GMT 1
Det ville klart være lettere for Rai, bare at holde sin mund på de rette tidspunkter, men det var ikke ligefrem en evne som han besad, så der skulle i hvert fald øves en hel del. Så havde han måske også muligheden for at komme igennem en dag sammen med Drazilla uden at ramme ved siden af. Noget der ville være rart både for ham, men sikkert også for hende, som hun umuligt ville kunne holde ham ud i længden, hvis han fortsatte. Måske Rai skulle være tilfreds med at hun blot så ham som svag, også selvom han næppe ville tage sandheden særlig pænt, så var han da helt klart svag i forhold til dronningen af Darklia, der var jo en årsag til at hun sad på tronen og ikke en anden. Det kunne jo umuligt kun være på grund af familien, det krævede jo også en vis styrke at vedligeholde tronen og sine undersåtter. Dermed sagt skulle man kunne undertrykke dem, så de ikke lige pludselig ville gøre opgør, noget som Drazilla i hvert fald var i stand til. Han havde selv mærket det på sin egen krop også selvom det ikke havde haft den ønskede effekt, så vidste han godt hvornår og hvordan han kunne træde ved siden af. Han skulle blot være glad for at have livet i behold. Noget han faktisk var hende dybt taknemmelig for, uden at sige det. Det endte med at Rai trak en smule opgivende på skulderne, som hun tydeligvis ikke lod til at finde den egentlige betydning i hans blik. Derfor opgav han simpelthen at være irriteret på hende, som han var mere koncentreret på at finde noget. Det var jo også i orden at hun faktisk morede sig, ellers havde hun fundet en anden måde at more sig på, hvilket ikke altid faldt i Rais smag, netop fordi det hurtigt kunne involvere alkohol og vold. En meget kendt kombination for ham. Egentlig forsøgte han at fortrænge hendes spørgsmål, som det ikke rigtig virkede til at det var vigtigt for ham at besvare det. Han kunne jo heller ikke vide hvad det ville bringe med sig. Desuden så var det mindre vigtigt i denne situation, da de umuligt ville kunne finde maleren på dette tidspunkt og de ville langt fra kunne kræve at få ham malet, så ville det sikkert ikke en gang ske. Rai kunne godt høre på hendes bevægelser, at hun nu havde bevæget sig længere tilbage, hvilket jo også viste sig at være en klog beslutning, som det han fandt ikke bare sådan lige ville overgive sig. Han tog sig en anelse til hovedet, da han kunne høre hendes letter, som han rystede lettere opgivende på hovedet og kom på benene igen. "Siden hvornår bekymrer du dig om det?"spurgte han en anelse drillende, som han ikke kunne lade vær med at vende blikket mod hende og blot smile drillende og en anelse lokkende, for at se om hun ikke bare ville nærme sig en anelse. Der var jo så langt imellem dem? Han så undersøgende på hende, som hun samlede en større sten op og kastede den ned i hullet. Et opgivende suk forlod hans læber. "Nu har du sikkert aktiveret endnu en fælde" sagde han lettere grinende og valgte dog alligevel at bevæge sig hen til kanten, hvor han blot stak fødderne ned i hullet og sad på kanten. Han tog en rolig indånding, som han lagde an til at ville springe der ned, dog stoppede ham op som ekkoet fra stenen, der ramte bunden, nåede hans ører, måske det ikke var klogt at hoppe der ned? Ville han overhovedet kunne komme op igen? Det kunne jo være at stenen blot havde ramt ved siden af eventuelle spyd. Ej, han blev også nød til at tage chancen en gang imellem, ellers ville det blive for kedeligt. "Vil du med ned, eller skal jeg tjekke det ud først?"spurgte han en smule udfordrende blot fordi han både ønskede hendes selskab, men samtidig heller ikke havde lyst til at hoppe derned selv. Dog ville det være rart at være sikker på, at han kunne komme op igen. Noget hun kunne forsikre ham om. Foruden hans magi. //Beklager det sene svar, men mit studie tog lige pludselig over, håber dog du kan bruge svaret til noget: Har fået ny energi til tråden
|
|
|
Post by Drazilla Dragoens on May 5, 2013 17:38:40 GMT 1
At Zill morede sig på denne måde kunne vidst kun være en god ting, for så tænkte hun ikke på at drikke eller udøve vold imod nogen, hvilket jo var noget hun var kendt for at gøre når hun kedede sig, der var da røget en del liv på grund af hun havde kedet sig og drukket så meget at hun blev voldig, hvilket også var grunden til hun nok brugte så mange penge på slaver som hun egentlig gjorde. At han ikke svarede på det første spørgsmål kunne godt irritere hende for hun ville jo ikke have der blev snakket bag hende ryg, også selvom det ikke handlede om hende så kunne det godt være irriterende at hun ikke måtte vide hvad han sagde, men hun valgte dog ikke at kommentere yderligere på det eller egentlig bare at tænke over det. "Se det lader jeg være op til dig at gætte"
[/color] svarede hun roligt med et lille skævt drillende smil som hun nærmede sig ham en smule efter hun havde kastet stenen men hun var nu stadig på vagt overfor fremmede lyde og ting som muligvis ville begynde at bevæge sig. "Det var jo ligesom meningen så du ikke kom til skade ved selv at aktivere den, nu kan vi i det mindste være lidt forbedret på det"[/color] sagde hun roligt for det var jo bedre det gik udover stenen end det gik udover Rai eller hende selv, og på den her måde kunne de i det mindste være lidt mere forbedret. Hun gik helt hen og stillede sig ved hans side som hun så ned i hullet med et nysgerrigt blik før hun vendte blikket væk og kastede en besværgelse med hænderne for at tiltrække nogle lange lianer eller rødder som de kunne blive som en slags reb når de skulle ned i hullet. "Jeg kan jo ikke have du kommer til skade, så må hellere følge med"[/color] sagde hun bare drillende som hun snorede den ene lian om hendes liv og vendte sig rundt som hun begyndte at klatre ned uden rigtigt at vente på ham, for hun skulle da undersøge hullet for at se om der var nogle skatte dernede. "Giver du noget lys?"[/color] spurgte hun roligt som hun var kommet lidt under en meter ned og igen så op på ham, for hun regnede ikke med at ild ville være en særlig god ide da det kunne brænde lianerne hvis den kom lidt for tæt på, men igen det kunne forbedrede dem på hvis ilten begyndte at mangle eller noget andet, men lige nu ville hun bare have hans lys så hun kunne se bunden når hun ville nå derned. Igen ventede hun ikke særlig længe på ham før hun klatrede noget mere ned i mørket for hun regnede bare med at han ville følge efter hende hvis det var han ville med ellers kunne han jo bare efterlade hende til en mulig død. [/blockquote]
|
|