Shame and disgrace..

[Rai Mirriko]

Det var egentlig ganske forfærdeligt, at han ikke kunne lade vær med at tænke i de samme baner, når han var sammen med Drazilla, men det var jo også et tegn på, at han ikke rigtig havde forandret sig, også selvom han forsøgte. Hun var og blev noget uopnåeligt og det var det, der gjorde det hele så interessant, netop fordi han virkelig skulle yde en indsats for at få hendes opmærksomhed. Desuden så kunne man aldrig rigtig vide hvilket humør hun var i, så det gjorde det altid interessant at dukke op i hendes selskab. Men lige nu var det faktisk ganske afslappet, som hun virkede rolig og fredfyldt, ikke noget han var van til at se hende i, men det gjorde blot også ham afslappet, som han koncentrerede sig omkring maden på bålet og få det serveret til hende.
"Det kan der være noget om"
sagde han med et drilsk smil på læben, som han fik givet hende glasset og serveret maden. Han var overbevidst om at det nok skulle smage af noget, men han vidste dog ikke om det ville falde i hendes smag eller ej. Det var dog noget ganske udmærket kød, som han havde fået fat på og havdet det stået til ham, så kunne han sikkert godt også have spist det råt, dog nærmere hvis han havde været i sin ulveskikkelse.
Et mindre grin forlod hans læber, da hun kom med hendes teori om, at han havde levet før. Han valgte dog ikke at afskrive hendes teori, som han nikkede en anelse og samlede hænderne foran sig, hvorefter han lod blikket glide ind i ilden. Han sukkede roligt, som flammerne blussede en anelse op i takt med at en brise strøg hen mod træet.
"Tja.. Der må da være en løsning på problemet et eller andet sted, enten her eller i Nirelia. Hvis ikke, så må vi jo bare nyde hinanden så længe det overhovedet er muligt."
sagde han med et mildt blik i øjnene, også selvom han lod blikket glide op mod himlen igen, som han rystede over kroppen og egentlig ikke ville tænke over, at han på et tidspunkt ville være så gammel og grå til at hun ikke længere ville have noget med ham at gøre. Han foldede efterfølgende hænderne foran sig og tænkte blot på den tid de havde haft. Det var da altid noget at der ikke var nogen, som kunne tage minder fra ham. Men inderst inde ville han jo bare gerne fortsætte med at være hos hende på den ene eller anden måde.

[Drazilla Dragoens]

”Hvis du har levet før hvad tror du så at du var? Altså bare for sjov.. Tror jeg ville have været pirat eller måske præstinde selvom det lyder sært”

[/color] sagde hun roligt med et skævt smil for det var jo en sjov tanke man kunne lege lidt med til trods for de ikke vidste om det var sandt men det kunne stadig være sjovt at se hvad han ville tro han kunne have været, men for Zill ville det nok være pirat eller præstinde, for hun havde jo trængen til at rejse ud over havet og se verden som en slags pirat og så delen med hor og druk var jo altid noget der havde tiltalt hende, men på den anden side så virkede dette sted også fredeligt og kendt for hende så hun kunne jo have levet her under dens storhedstid som nonne eller præstinde der tilbad guderne og levede i harmoni med naturen.
Som hun fik maden og så ind i ilden efter hun havde sagt det med døden, begyndte hun at nippe til maden lige så stille, selvom det ikke var særlig krydret så kunne hun jo godt leve med det for hun kunne ikke forlange meget når de var herude. ”Der er flere løsninger… men det kommer an på om du kan acceptere dem og villig til at indlade dig på dem”[/color] sagde hun lidt fraværende som hun så ind i ilden, for der var jo flere måder at blive udødelig på, nogen af dem bedre end andre men var man desperat nok kunne det jo egentlig godt lykkes en at blive udødelig, selvom hun nu ikke ønskede det for sig selv fordi hun gerne ville dø en gang så hun kunne slutte sig til sine forfædre i sværdet og dermed være med til at bevare landet selvom det ikke var hende der skulle holde sværdet, så var det stadig en ære at blive en del af det og så havde hun jo muligheden for at se hendes far igen, selvom hun aldrig ville se hendes moder og hun havde aldrig haft brug for at mødes med hende eller se hende, fordi det var faderen som altid havde betydet mest for hende. Selvom hun nu også gerne ville tilbringe mere tid med Rai bare for at se hvad det kunne føre til, om de bare forblev disse 2 der ikke helt kunne undvære hinanden selvom de var nødsaget til det eller om der kunne ske noget lidt uventet som at de blev mere involveret i hinanden og chokke begge lande med at gifte sig for det var jo forholdet mellem en dronning og en tjener.. Det var jo noget andet end en dronning og en hærfører eller bare en af adelig slægt.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Da spørgsmålet først forlod hendes læber, kiggede han lettere undersøgende på hende, som han faktisk ikke rigtig kunne se hvad han skulle have været i hans tidligere liv. Dog endte det med at han nikkede til hendes forslag, da han sagtens kunne se hende i den situation. Hun ville sikkert ikke blot have været en pirat, nok nærmere en kaptajn, men det kunne han jo ikke vide med sikkerhed.
"Har svært ved at se mig i en anden situation end denne. Men jeg tror nu nærmere at jeg har lavet som dyr i mine tidligere liv. Der er bare et eller andet dyrisk over mig konstant."
sagde han med et mindre smil på læben, som han ofte kunne føle sig vild, og ofte bare gerne ville lave ballade, og ende ud i problemer. Men det kunne jo også bare være, at det var fordi han havde levet længe som ulv efterhånden. Så det var der de dyriske instinkter var kommet mere op i ham. Dog kunne han ikke rigtig se, hvad han skulle have været i et tidligere liv, han ville sikkert næppe passe til et pirat liv og da slet ikke til et troende liv.
Maden var egentlig fin nok, som den gled ned og var med til at give en mætheds fornemmelse, så de igen ville have kræfter til at fortsætte deres færd. Han rettede dog meget hurtigt sit blik mod hende, da hun sagde at der var løsninger til problemet. Et lettet smil gled over hans læber, dog blev det en anelse skeptisk, da hun afsluttede sin sætning.
"Findes der løsninger, som ikke er smertefulde?"
spurgte han med et roligt smil, som han virkelig ikke vidste hvad der kunne ske og hvad der skulle gøres. Det kunne jo være at der bare var tale om en formular fra biblioteket eller noget lignende, som muligvis ville kræve en del tid, og kun kunne forlænge hans liv med nogle årtier? Helst så han jo at hans krop ikke længere ville ældes, men han kendte ikke selv andre væsner, som var sådan eller han var i hvert fald ikke stødt på nogle, som havde afsløret det overfor ham. Det ville jo være højst usandsynligt at han ville få lov til at blive på slottet, som hendes rejsekammerat, hvis han krop ikke en gang ville kunne holde ham oprejst. Bare tanken fik ham til at gyse en anelse, som han slet ikke ville kunne se det for sig, hvis det kom så langt.

[Drazilla Dragoens]

Det kunne godt være at spørgsmålet var underligt men de kunne jo lige så godt lege med ideen nu de var i gang med at snakke om sådan noget. Så hun sad lidt og tænkte over hvad han egentlig kunne have været hvis han havde levet før for der var jo mange muligheder når det egentlig kom til stykket.
”Hvad med en af bjergfolkene eller måske en rejsende.. eller en tyv”

[/color] foreslog hun for det var jo også nogen muligheder der ville passe til hans lidt vilde jeg, for hun snakkede jo ikke om racer men mere om jobs man kunne have som ville passe til en, og med ham kunne hun godt forstille sig rejsende fordi han havde jo svært ved at forblive stenmure oppe på slottet og egentlig bare svært ved at binde sig til, derfor kunne det jo godt være det ville være et passende job.
Kødet gled stille og roligt ned og mættede da godt nok fordi det tog den værste sult ligesom vinen da også var god men som altid havde hun jo lyst til mere men hun måtte styre sig fordi hun var ikke kommet her for at blive fuld men for at slappe af og være sammen med Rai så han kunne opleve dette sted sammen med hende som en af de første for det kunne være han kunne dele hendes ønske om at genopbygge dette sted igen.
”Ja okay så er der kun en jeg kan komme i tanke om”[/color] sagde hun med et skævt smil for det gjorde jo ligesom mulighederne færre når de ikke måtte være smertefulde men så kunne hun også kun komme i tanke om en enkelt mulighed for at han kunne blive udødelig.
”Det eneste jeg kan komme i tanke om er at blive malet”[/color] sagde hun roligt for det var lige den eneste ting hun kunne komme i tanke om selvom det lød som om noget alle kunne blive men det var jo egentlig lidt svært og det var jo ikke normal maling der blev brugt til at man kunne blive udødelig og så det blev til at man mistede sjælen så det kom jo an på hans holdning til det.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Et smil bredte sig hurtigt over hans læber, som hun forsøgte at komme frem til, hvad han mon havde været i hans tidligere liv. Han så en smule eftertænksom på hende, som han overvejede mulighederne. Han kunne godt se sig selv som en rejsende, da han jo gerne ville se verdenen, men samtidig også gerne ville være ved hendes side så længe det var muligt. Noget af et dilemma.
"En rejsende er måske ganske passende. Men hvorfor tror du, at jeg kan have været en tyv?"
sagde han med et let smil på læben, som hun jo tilsyneladende kendte ham ganske godt. Dog var han en smule i tvivl hvorfor hun lige havde valgt tyv, som en mulighed.
Rai endte ud med at smile en smule for sig selv, som han forsøgte at forestille sig som en rejsende, det var dog en anelse svært at se hvor langt han overhovedet ville komme. Som rejsende var man da næsten altid på farten, så hvad ville han komme frem til, samtidig med at der næppe var noget han kunne vende hjem til? Men det var jo også et helt andet liv den gang, så det var jo ikke til at sige, hvordan det havde været på det tidspunkt. Lige nu måtte han hellere koncentrere sig om sit nuværende liv, som meget vel kunne ende hvornår det skulle være.
Hans opmærksomhed var næste konstant rettet mod hende, som hun tydeligvis havde noget i tankerne og han var da klar på at gøre hvad som helst, så længe det ville forlænge hans liv. Dog blev hans blik en anelse undrende, da hun sagde at han skulle males.
"Males"
gentog han en smule for sig selv, for han kunne da bestemt ikke se hvordan det skule fungere og da slet ikke hvordan det skulle kunne lade sig gøre, dog blev han nød til at stole på hende. Hun var nok den der havde mest styr på væsnerne i Darklia og Nirelia.

[Drazilla Dragoens]

Hun trak lidt på skuldrene med hensyn til hans spørgsmål omkring at være tyv ”Du er god til at stjæle ting og hjerter.. så det kunne også være du havde levet som skørtejæger”

[/color] sagde hun roligt som hun så over på ham med et skævt smil for han var jo noget af en mand som damerne holdt af, hvorfor kunne hun egentlig ikke forstå fordi han ejede jo ingen af de egenskaber hun selv søgte i en mand eller bare i en kvinde, så det var til tider underligt hvordan hun egentlig var end i seng med ham i første omgang for det kunne hun ikke en gang selv huske, den del af hendes hukommelse må hun havde drukket væk eller så var det alt for mange år tilbage til at hun kunne huske det.
”Som du ved så er der visse rum oppe på slottet som der ikke er nogen der må gå ind? I et af de rum hænger der en masse specielle malerier af forskellige personer, ikke kønne malerier fordi de ældres med årene så dem der er på maleriet kan forblive unge og smukke.. Så hvis du kunne blive malet af de udødeliges maler ville du også forblive ung og smuk indtil du så på dit eget maleri”[/color] forklarede hun roligt for han kunne jo lige så godt lære hvad det ville sige at blive malet og at hun højst sandsynligt ville få maleriet og det ville blive lukket ind i det rum så der ikke var andre der kunne komme ind i det før hun eller hendes arving gav lov, hvilket betyde han ville være udødelig indtil han jo selv valgte at dø eller hun blev så rasende på ham at hun slæbte ham derind, men det havde hun nu aldrig gjort med nogen af de udødelige fordi hun holdt jo aftalen om at det skulle være frivilligt om folk ville dø eller ikke, selvom det jo ville irritere hende afsindigt hvis hun vidste han levede og hun ikke var i stand til at få hævn over ham.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Idet at han hørte hendes forklaring blev han en anelse skeptisk, for han vidste jo godt hvor hun havde den ide fra, han var dog ikke sikker på, om det var særlig smart at kommentere mere på det, det var måske endda bedst at lade det ligge for nu. Dertil valgte han også blot at nikke svagt, fordi han kunne jo bestemt ikke komme uden om det. For han havde jo gjort det, som hun sagde, også selvom det ikke havde været meningen. Det eneste punkt hvor han faktisk var uenig var det med at han måtte have været en skørtejæger. Der var heldigvis ingen beviser på det, så det skulle måske bare gå ud i ingenting lige nu. Der var jo heldigvis også andet at snakke om.
Rai så en anelse forunderlig på hende, da hun begyndte at nævne de hemmelige rum på slottet, han vidste da godt at han ikke måtte bevæge sig derind, og skulle han være ærlig, så havde han da også forsøgt at gætte sig til, hvad der kunne være derinde. Men det var endnu ikke gået op for ham, hvad Drazilla kunne gemme på. Han spærrede også derfor øjnene en anelse op, da hun begyndte at forklare, at rummet var fyldt med ... Malerier? Han kunne ikke rigtig se hvor det skulle føre hen, men lyttede blot til hendes ord, og lod hende forklare til fulde, før at han ville bryde ind. Rummet var altså fyldt op med grimme malerier, fordi billederne ældres i stedet for personen, der var afbildet. Så det betød at ejeren kunne forblive ung? Tanken var da ganske rar, men han var nu også sikker på, at det ikke kunne være det eneste, blot at blive malet, der måtte ske noget andet.
"Det lyder da som en løsning, der ikke er fyldt med smerter."
sagde han efter noget tid, som hun ikke rigtig havde nævnt nogle konsekvenser eller noget. Så allerede nu var han overbevist om, at det var den eneste udvej han havde, hvis han virkelig ønskede at leve sit liv fulgt ud, ved hendes side. Det var jo i virkeligheden den eneste grund til at tanken om at blive udødelig havde strejfet ham. Han smilte roligt, som han havde mere mulighed for at slappe af, nu hvor han vidste, at det ikke var nødvendigt for ham at dø, når han nåede en bestemt alder. Yderst befriende, men mon ikke der var en hage ved dette?

[Drazilla Dragoens]

Det havde været sjovt at lege med ideen men når han ikke ville kommentere det mere, så lod hun det bare ligge så kunne de jo være de snakkede om det igen, men hun kunne nu godt forstille ham som en af skørtejægerne fordi han jo altid rendte rundt med damerne og charmede sig ind på dem, ikke ligefrem noget hun fandt særlig behageligt når hun ville have ham for sig selv, men det havde hun næsten opgivet at gøre noget ved.
Der fandtes flere forskellige hemmelige rum oppe på slottet, men et af dem var jo fyldt med malerierne som hang fra gulvet til loftet og hun måtte til tider selv gøre rent derinde bare fordi der røg mider på jorden når ansigtet ældres fordi de jo blev gamle og nærmest rådnede op selvom malerierne jo forblev. Men den lille detalje ville hun nok ikke nævne for ham fordi hun ville jo se hans billede blive ældre til trods for han aldrig ville kunne se det uden at dø. ”Kun den dag du vil dø.. og så kan du stadig føle smerte men du ville ikke kunne dø af noget.”

[/color] sagde hun roligt med et skuldertræk for han kunne jo lige så godt vide alle detaljerne med at han stadig ville kunne føle smerte men han ville aldrig kunne dø af det og når han endelig ville dø ville det være meget smertefuldt men den tid den sort egentlig.
”Men spørgsmålet er, ville du stadig gøre det? For så ville jeg sende nogen ud for at lede efter de udødeliges maler, for hun skulle vidst være svær at finde.”[/color] sagde hun roligt for hun ville jo lige vide om hun skulle hjælpe ham eller om han bare ville leve livet ud som den magiker han egentlig var men hun fik jo chancen for at være sammen med ham, hvis han indvilligede i at blive udødelig for hendes skyld.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Skørtejæger eller ej, så ar det ikke noget han ville kaldes lige nu. Det var jo heller ikke altid hans skyld, at når han først stødte ind i en kvinde, så var de ofte meget svære at komme af med, specielt en kvinde. Han gyste en smule ved tanken, som han lukkede øjnene for et kort sekund, inden at han vendte blikket mod Drazilla igen, med et mildt smil hen over læberne. Det ville nok blive svært for ham, at få hende til at skifte mening om ham, fordi nu havde det jo næsten været det samme igennem flere år, så der skulle nok mange år til før at hun ville ændre mening, så måske det var godt at han fik mulighed for at få nogle flere år.
Tanken om at blive udødelig var lige så langsomt ved at gå ind i hans hoved og han kunne ikke rigtig få ideen ud igen, som han blot blev mere og mere overbevist om, at han blev nød til at gøre det. Så havde han mere tid til at overbevise hende om, at han i virkeligheden ikke var helt så slem igen, hvad angik andre kvinder..
"Men hvis jeg ikke kan dø, hvordan kan du så sige: kun den dag du vil dø? Kan jeg selv vælge hvornår jeg ikke vil leve længere?"
spurgte han en anelse uforstående, da han bestemt ikke kunne se, hvordan det kunne være at man skulle bestemme selv, og hvem ville lade livet frivilligt? Mon ikke han ville få svar på det, når han selv var i situationen?
"Jeg vil gøre alt for at få mere tid sammen med dig. Og hvis det virkelig er som du siger, så kan jeg ikke se nogen hage ved det"
svarede han roligt med et smil, som han lagde tallerkenen fra sig, da han endelig var blevet færdig med at spise. Bålet var der dog stadig gang i, som flammerne dog ikke blussede helt så meget op, som da han først havde tændt op i det. Men det var nu ganske hyggeligt at betragte.
"Forresten hvad sker der med min magi? Når jeg bliver malet, kan jeg stadig forvandle mig til ulv?"
spurgte han med et roligt smil på læberne, også selvom han faktisk var bange for at miste sin magi, men hvis det var den eneste måde hvorpå han kunne være sammen med hende i en længere levetid, end det var muligt for magiker, så var han skam villig til at gøre dette.

[Drazilla Dragoens]

Det var sandt hun havde svært ved at ændre sin mening omkring ham, for hun så stadig ham som en skørtejæger eftersom hun jo næsten altid havde det billede af at han gik til andre kvinder fordi hun nægtede ham på visse punkter, og så delen med hun havde set ham med en del kvinder og hun var blevet jaloux hver eneste gang selvom hun egentlig ikke rigtigt følte noget for ham for hun kunne jo skade ham uden dårlig samvittighed bagefter, så hun kunne jo ikke finde ud af hendes følelser for ham men igen hun var jo først ved at få dem igen og forsøge at finde ud af dem og det kunne jo tage år før hun rigtigt kunne finde ud af hvad de betød.
”De udødelige har valget om hvornår de vil dø, de skal blot komme til mig eller dronningen af Nirelia når de ikke længere ser nogen mening i at leve, så føre vi dem ind i rummet med malerier hvor de kan lede efter deres eget og når de ser det så dør de”

[/color] sagde hun roligt for det var jo egentlig en god måde at sørge for at ingen så på malerierne udover dronningerne, for de andre som sidst så på malerierne døde jo og dermed kom de aldrig ud af rummet.
Det han sagde at han ville gøre det for at få mere tid med hende bragte alligevel et smil over hendes læber som hun så på ham ”Det er det jeg ved som de udødelige og så vidt jeg ved er det jo smertefrit at blive malet”[/color] sagde hun roligt for hun kendte jo alligevel en del udødelige og Regina hendes livvagt og nærmeste veninde så hun burde jo vide en del om det.
”Du forbliver magiker, for det gjorde Regina da.. du ved min livvagt, hun er udødelig for hun var barn den gang min far reagerede for mange århundrede siden”[/color] forklarede hun roligt for så vidt hun vidste så mistede de ikke magien men de blev blot udødelige som den man nu en gang var.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

En let brise strøg ind over træet og fik bladene til at bevæge sig en anelse og afgive en mindre lyd, som fik Rai til at rette blikket op af igennem bladene, men da han ikke kunne se noget, valgte han at rette blikket mod Drazilla igen.
"Så jeg skal komme til dig."
sagde han stille og roligt, også selvom han bestemt ikke havde i sinde at lade livet, hvis han først fik muligheden for at blive udødelig. Han smilte også mere roligt og afslappet, som han kunne se sig ud af sin situation. Nu havde han faktisk en chance for at udnytte den tid han ville få. Egentlig var han glad for at Drazilla havde fortalt ham om denne mulighed for så kunne det også være at det ville komme i vejen for Selenas planer på længere sigt. Han nikkede roligt til hendes ord, som han foldede hænderne mod varmen fra bålet, det var ikke fordi han frøs, men det var bare rart at mærke flammernes varme stige op fra træet.
"Så kan jeg ikke se nogle problemer. Så må vi se hvor længe jeg kan holde til denne verden. Men nu hvor jeg kan få så meget tid, hvorfor så ikke bygge stedet her op igen?"
sagde han en smule eftertænksom, som han jo for havde været bange for at han aldrig ville opleve det færdig bygget, fordi han jo vidste at han ikke ville have lang tid tilbage, når det først blev sat igang. Men nu hvor han kunne blive udødelig, så ville det jo være en form for livs projekt, som han endda ville kunne pleje i flere år. Nok kunne det være at Nirelia ikke ville være med til at holde stedet, men Rai kunne måske godt trænge til noget ansvar, som denne dal. Det kunne i hvert fald give ham en indsigt i livets gang.

[Drazilla Dragoens]

Zill så lidt imod ilden igen som han så op men hun vendte dog blikket imod ham igen med et skævt smil for de sad jo lige og havde en samtale så ville hun da ikke vende blikket fra ham for hun var jo interesseret i dette.
”eller min arving, hvis det er jeg dør”

[/color] forklarede hun roligt for det var jo enten hende eller den konge eller dronning som nu en gang ville være der, hvis hun altså ikke valgte at tage sværdet med i døden og dermed lade Darklia få sin undergang, men det regnede hun nu ikke med hvis Rai stadig forsatte med at leve, hvilket det jo virkede til at han havde planer med at gøre så ville det jo give hende en grund til at lade Darklia forsætte med eksistere og det ville jo nok stoppe den irriterendes vampyrs planer med hendes Rai for den eneste som skulle udnytte ham og slå ham var Drazilla selv, det var i hvert fald det hun mente og hun ville gøre alt hvad hun kunne for at stoppe folk fra at skade ham men nu kunne hun jo være sikker på at han ville dø af hans skader.
”Kunne man jo godt gøre, selvom jeg synes du skulle vente med det indtil jeg er død, så kunne du jo gøre det til mit minde eller sådan noget eller hvad end der ville give mening i dit liv”[/color] sagde hun roligt med et skævt smil for han måtte lige vente lidt med det, eftersom hun også gerne ville have tid med ham også og det var jo ikke til at sige hvornår det ville blive at hendes tid sluttede, men så havde han da et projekt at gå op i når hendes tid var ovre og der var jo ikke til at sige hvor lang tid det ville tage.
Hun satte den tomme tallerken fra sig ved siden af glasset før hun satte sig tættere op af ham og kyssede ham en enkelt gang på kinden før hun lagde en hånd under hans hage fordi hun ville have drejet hans hoved tættere på hendes så hun kunne kysse hans læber.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Et suk forlod hans læber, da han ikke lige havde tænkt over, at hun nok næppe ville være udødelig og næppe vælge at blive malet, for nogle gange var livet bare så surt, at det var tid til ikke længere at leve. Derfor valgte han også at nikke en anelse, da hun jo havde ret.
"Mon ikke du har rigtig mange år endnu?"
sagde han med et svagt smil på læberne, som han ikke rigtig vidste hvordan han skulle håndtere at se hende død? Tanken var næsten skræmmende, men hvis hun ville være udødelig, så havde hun muligvis gjort det for længst, da det måske var lettest for hende. Men der måtte jo være en grund til at hun ikke havde gjort det. Det kunne både være politisk, fordi folket nok ikke ville acceptere at hun var udødelige og regere over Darklia i hele sin levetid, hvilket i teorien var uendeligt? Det kunne give en del ballade, men på den anden side, så var der vel også noget der ventede efter døden.
Et mindre grin forlod hans læber, også selvom emnet ikke var helt så sjovt, da han jo helst ikke så hende dø og da slet ikke hvor han så skulle leve videre. Tanken var underlig, men alligevel mulig.
"Et mægtigt minde, også selvom det virker en smule underligt, at vi nu snakker om, at du dør før mig. Før var problemet jo min levealder"
sagde han en smule eftertænksom, som det ikke var til at fatte, hvis han fik det til at lykkedes med maleren. Han regnede eller håbede da ikke at maleren ville afvise ham, når personen først dukkede op på slottet, det ville blive et yderst trist minde, hvis han selv skulle sige det. Nu hvor muligheden var der, så synes han også at han skule tage den, så han ville næppe tage imod et nej.
Han smilte blidt til hende, da hun stillede tallerkenen fra sig og skulle lige til at spørge hende om maden havde været god nok, men han kom ikke så langt, da han mærkede hendes læber mod hans kind. Da han mærkede hendes hånd under hans hage, drejede han ganske frivilligt hovedet mod hende, hvorefter han blot lod deres læber mødes. Han sukkede en anelse, som han ikke havde regnet med at hun ville gå med til dette, men han var alligevel glad for det.

[Drazilla Dragoens]

Udødelighed.. det virkede ikke en gang tiltalende for hende for et evigt liv virkede egentlig bare nedslidende også selvom det var sammen med Rai men der var jo ingen der sagde at de ville kunne blive ved med at enes til alt evighed.
”Hvis jeg ikke dør i krig eller bliver myrdet skulle jeg gerne have en 500 år endnu”

[/color] sagde hun med et skævt smil for hun skulle da gerne have så mange år endnu men der var jo ingen til at sige hun havde det for hun kunne stadig blive myrdet eller dø på en anden måde, specielt fordi hun jo godt kunne lide kamp og hun kunne dø af hendes sår. Uanset hvad ville hun nu gerne beholde hendes sjæl så det kunne komme ind i sværdet og magien kunne blive givet videre til den næste arving som hun enten gav liv til ved at føde det eller så kunne hun jo udvælge det ved hendes død, selvom hun dog håbede på at hun selv ville føde arvingen men det krævede hun var gift var med faderen til barnet og de var jo ikke ligefrem nemme at finde, i hvert fald ikke nogen passende partier.
”Men nu er det jo mig der kommer til at dø først, hvis du kan holde dig ude af ballade indtil vi finder de udødeliges maler. Desuden vil min sjæl jo aldrig forlade slottet helt, ikke som din ville medmindre du ville være spøgelse der irriterede mig ved at hjemsøge mig”[/color] sagde hun drillende selvom hun ikke ligefrem præciserede hvad hun mente hvordan hun ville være der for det var sådan set hendes hemmelighed der gik i arv fra arving til arving og ingen andre måtte vide noget om sværdets magi.
Hun smilede en anelse som hun mærkede hans læber imod hendes, men hun holdt dog kun kysset meget kort inden hun brød det igen. ”Tak for mad”[/color] hviskede hun drillende mens hun stadig havde hovedet tæt på hans. ”Skal vi have dessert nu eller skal vi vente med det?”[/color] spurgte hun stadig drillende igen uden at sige hvad hun egentlig mente selvom han nok kunne gætte sig lidt til det selvom det nok ikke var at gå hele vejen men bare sidde og hygge sig lidt med hinanden var jo også en slags god dessert selvom der ikke var noget videre spiseligt.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Rai kunne muligvis ikke se nogle konsekvenser ved at blive udødelig, men det var nok nærmere fordi han kun kunne se det positive og bestemt ikke kunne vente på at begynde et evigt liv, eller i det mindste så længe, at han gad betræde denne verden uden bekymringer. Men ville han egentlig leve længere end vampyrerne selv? Men det var sikkert bare en form for ønsketænkning, der ville være rart, for det ville bestemt være rart at overleve kvinden..
"Så satser jeg på 500 år, selvom det sikker ikke kan undgås med krige i 500 år"
sagde han med et svagt smil på læben. Dog var det lettere underligt, at tænke på, at han nu ikke kun ville kunne leve i maks 90 år eller mindre, men snarere ville kunne beslutte, hvornår han ikke længere havde lyst til at være der. På en måde følte han sig fri, selvom han også ville være på bar bund, hvis først Drazilla døde, for hvor skulle han så gøre af sig selv, det var jo bestemt ikke sikkert at arvingen kunne holde til hans personlighed og svigt.
"Jeg holder mig til slottet, uanset hvad der skulle ske udenfor slottet, så har det ingen interesse mere. Jeg kan sikkert irritere dig mest ved at lade dig se på mig hver eneste dag"
sagde han med et drillende smil på læben, som han dog var en anelse lettet over at vide at hendes sjæl ikke ville forlade slottet, men ville han overhovedet kunne nøjes med hendes sjæl, det ville bestemt blive tømt, når årene var omme og hun ville forsvinde. Dog rystede han let på hovedet, nærmere en mindre bevægelse, for de skulle ikke sidde her og tænke på døden allerede nu!
Det endelig at få lov til at røre hendes læber igen, føltes som en evighed, men alligevel var det overstået på ganske få sekunder, som han endte med at smile lettere fjollet til hende, da hun sagde tak for mad, hvorefter han blot nikkede dumt og endte ud med at betragte hende. Rai forsøgte da også at få deres hoveder endnu tættere på hinanden, så deres læber næsten rørte hinanden igen, dog viste der sig et glimt i hans øjne, som hun spurgte ind til dessert.
"Det kommer an på, om du kan klare det?"
sagde han lokkende, som han forsigtigt lod en hånd hvile mod hendes lår, bare for at sige, at det bestemt ikke ville gøre noget med en anelse dessert også selvom han godt vidste at det næppe ville gå helt til enden. Men selv lidt ville være nok til at bringe et smil frem på hans læber, som han endnu en gang forsøgte at lade deres læber mødes.