Shame and disgrace..

[Drazilla Dragoens]

At forstå hende ville blive meget svært, da hun ikke en gang kunne forstå sig selv nogen gange fordi hun stadig var ved at lære hvordan disse følelser fungerede og dem forstod hun jo ikke ret meget af, ligesom hun heller ikke altid kunne forstå hendes egne handlinger, men nogen gange var der jo noget over folk som fik hende til at handle som hun gjorde selvom hun undrede sig over det bag efter men hun ændrede nu sjældent mening ellers skulle folk i hvert fald give hende en rigtig god grund før hun ændrede mening omkring en person.
Det havde moret hende at blive jagtet af en ulv for det var jo på en måde lidt anderledes end en mand, da hun måtte gætte sig til at Rai ikke ville kunne følge hende i menneskeskikkelse når han havde levet som ulv så længe, og det fortalte hende jo bare at hun måtte se tiden an for om han var mest ulv eller mand, uanset hvad kunne det jo være fint nok for hvis han helst ville være ulv kunne det jo også være fint for hun manglede jo lidt et nyt kæledyr eftersom hendes var ved at være gammel og dette ville jo bare være et overraskelse argument hvis nogen ville kæmpe imod hende og så hendes kæledyr pludselig forvandlede sig til menneske og kæmpede, men så skulle han egentlig helst være udødelig, noget han ikke var endnu men hun kunne jo lokke ham med kvindelig list lidt som nu hvor han jagtede hende igennem dalen, igennem græsset, over store rødder og over sten og halvmure. Begge havde nok en slags smil på læberne, for dette kunne jo blive deres nye sted hvor de kunne være sammen som de ville uden bekymringer, selvom man måtte tænke på dette var i bjergene hvor bjergfolket var og hvor krige havde det med at herske.

Oppe i træet kunne hun ikke lade være med at smile lettere grinende af ham mens hun så ned på ham selv efter hun satte sig bedre til rette med ryggen imod træets stamme og benene hen over grenene så han måtte klatre højere op i stedet for at sidde på jorden hele dagen. ”Tja jeg kommer ikke ned, så du må hellere komme op”

[/color] sagde hun roligt med et drillende smil før hun igen satte sig mere til rette og begyndte at klatre højere op for hun havde en lidt skjult ide nu hvor de alligevel var her ved træet, så var der noget hun gerne ville vise ham men det krævede jo han kom op til hende.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Til et vist punkt var det faktisk dejligt nok at være uviden, for så vidste Rai aldrig rigtig hvad Drazilla havde tænkt sig at gøre eller hvad der prægede hendes tanker, selvom det muligvis på et tidspunkt ville blive meget nyttigt. Dog var han også frisk på en udfordring eller to, så længe det ikke bragte hans liv i al for stor fare. Derfor var han muligvis også en anelse for forsigtig til tider, men det havde nok noget at gøre med at han jo godt vidste at han ikke kunne leve for evigt eller i hvert fald ikke kendte en løsning på problemet med alderdom. Den tanke hade jo heller ikke strejfet ham, som han blot gik ud fra, at han skulle dø på et tidspunkt og at der ikke var noget han kunne gøre ved det. Men inden da ville han med sikkerhed også miste sin passion for Drazilla, eftersom at hun næppe ville være særlig interesseret i ham, når han først blev gammel nok..
Det var befriende at mærke de mange planter ramme hans pels, som han forsøgte at nå hende i tide, men måtte give op i sidste ende. Det var ikke fordi planterne ramte ham hårdt, en det var ej heller blødt og behageligt. Men på denne måde så vidste han da at han var i live og vågen for den sags skyld. Da denne opførelse fra Drazilla's side var yderst sjælden og fjern, så han regnede faktisk mere med at han drømte lige nu, stadig gemt væk nede i slavekvarteret.
Rai så en anelse irriteret op på hende, som hun blot valgte at sætte sig til rette. Han gik derfor hen til træet og placerede sine forpoter mod stemmen hvorefter han forsøgte at springe op til hende. Noget der bestemt ikke var muligt, så han knurrede en smule og gik hen på sin plads nedenunder grenen, som hun sad på. Han rystede en smule på hovedet af hendes ord, hvorved han dog overvejede dem, men han var stadig bange for at hun blot sprang ned, så snart at han var kommet langt nok op i træet. Da hun så valgte at kravle længere op, så han ud til at tænke ekstra, før at han gav op og forvandlede sig tilbage. Rai knækkede sin nak en anelse, før at han tog fat i stammen og kravlede op efter hende.
"Nu ikke noget med at bruge flere feje tricks"
sagde han med et svagt smil på læben, hvorefter han kravlede ud på en gren og så lidt op, for at se hvor langt op hun var kravlet. Hans blik gled også ned på jorden, som han sank en klump, men valgte at se bort fra frygten. Som ulv var han jo ikke van til højder, og nok kunne han sidde på hendes ryg i drageskikkelse, men det var ikke altid med god vilje, bestemt ikke hvis vejret ikke var roligt. Så man kunne vel godt fornemme den mindre form for højdeskræk, som han greb fat i grenen over sig og trak sig op på denne for at følge hende.

[Drazilla Dragoens]

Dette frie liv i dalen var noget hun godt kunne vænne sig til, i stedet for det indelukket i slottet som hun var vokset op med og aldrig ville kunne forlade medmindre nogen fra andre øer ville have hende til deres ø for at skabe en alliance eller noget i den stil, men ingen af de omlæggende øer var store nok eller havde videre interesse for hende, selvom hun gerne ville se dem så kunne hun ikke bare rejse uden at have forklaret hendes grunde ordentligt, til det punkt misundte hun dem som ikke var adelige fordi de kunne rejse som de ville og der var jo ikke brug for at finde en passende gom eller brud til dem fordi de kunne gifte sig af kærlighed, noget hun ikke helt kunne selvom hun nok ville gøre det alligevel om hun så skulle giftes med en olding så måtte det jo være sådan, selvom hun nok ikke ville hav det helt godt med at se personen ældres og dø til sidst ligesom hendes børn kunne risikere det for hendes datter havde ikke vist nogen tegn på at være draconian i modsætning til sønnen som havde vist alle tegnene, så hendes datter var kun en magiker men det var vidst også meget godt.

Deres lille leg morede hende stadig, specielt delen med at se ham sidde under træet og knurre af hende når han bare kunne klatre op til hende som hun havde sagt han skulle gøre, men hun lagde nu godt mærke til at han først gjorde det da hun selv klatrede længere op for så havde hun det jo selv svære ved at springe ned uden at komme mere til skade. På den måde viste hun jo også at hun ikke forsøgte at narre ham helt denne gang. ”jeg bruger aldrig feje tricks”

[/color] sagde hun med et drillende smil som hun bare klatrede videre til hun ikke kunne komme højere op uden at grenene ville knække, men dette var jo også et godt sted for det gav en fin udsigt over den store dal. Noget som hun satte sig til at kigge på mens hun ventede på at han ville klatre op på en af de nærliggende grene og se udsigten med hende bare for noget tid inden de nok skulle have noget at spise, selvom det nu var sjovt at udforske dalen ligesom hun elskede at udforske bjergene for der skete ligesom altid noget nyt deroppe og selv hun efter 90 år havde stadig ikke set det hele deroppe men kun en lille brøkdel for der var jo også bjergene i Nirelia men der bevægede hun sig jo ikke over og i Darklia havde hun heller ikke undersøgt meget for det var mest grænsen som tiltalte hende og det var jo her denne dal lå som hun følte sig en anelse forbundet til, men måske var det blot fordi hun var kongelig? Og de havde jo en gang brugt dette sted til mange forskellige ting for at vise at de kunne arbejde sammen og være lige mænd uden krig og ødelæggelse. En drøm som mange sikkert havde endnu om at de 2 lande en dag kunne forene sig i stedet for at bekrige hinanden.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Måske skulle Rai bare lære at se frygten i øjnene og så lære at ignorere den, så ville det bestemt også være meget lettere, hvis han skulle ende med at støde ind i Selena igen, også selvom han ikke regnede med det. Da hun ikke var dum nok til at komme tæt nok på slottet, eftersom at der var en dusør på hende. Så han var faktisk sikker, specielt når han befandt sig i nærheden af sin dronning, som han i bund og grund forgudede, men forsøgte at skjule den følelse, som det bare ville bringe endnu en diskussion på bordet. Men hvis han nu kunne se bort fra denne frygt, så kunne han sikkert også være meget mere fri, men hvordan skulle han bære sig ad, der var jo ingen ud over Drazilla, som havde levet uden følelser, så han var sikker på, at det ikke en gang var muligt for andre, og specielt ikke ham.

Dette var også grunden til at han valgte at klatre op i træet til hende, som det ville være lettere for ham at nyde sin ny fundne frihed i selskab med hende. Specielt fordi de befandt sig i denne dal, hvor der tydeligvis sjældent kom nogen på besøg. Så der var ro og fred til at tænke og bare nyde hinandens selskab. Han begyndte også langsomt at smile, da han kunne se at hun var stoppet med at klatre længere op, så havde han jo en chance for at nå hende. Dog rystede han en smule af hendes ord, før at han satte sig til rette på grenen lige under hende og langsomt fik gemt frygten for at falde ned væk.
"Nu må vi se, turen er kun lige begyndt"
grinte han også selvom han godt vidste, at hun havde brugt et fejt trick inde i grotten, men det valgte han simpelthen ikke at kommentere på, fordi han jo havde været dum nok til at håbe på den og ikke blot vente på at hun ville rende ind i hans arme. Han kiggede roligt op, før at han lod blikket glide ud imellem bladene af træet. Nu blev han for alvor grebet af højden, som han så hvor højt op de var kommet, hvorefter han sank en klump og holdt ekstra godt fast i grenen, som han sad på. Derfor endte han også ud med at læne sig mod stammen, da den nok var det mest stabile lige nu.

[Drazilla Dragoens]

Med dusøren på Selena var der kommet mere overvågning på slottet, selvom der var rigeligt i forvejen for Zill ville ikke udsættes for at uvedkommende folk bare kunne komme ind og ud af slottet igen, for sidst det var sket var Anno jo kommet ind og havde stjålet fra Zill blot fordi hun ville frarøve Zill hendes ene forlovet og dermed var alt blevet skærpet fordi hun ikke brød sig om at folk rørte ved hendes ejendele og deri lå jo også folk fordi hun havde det med at se dem som genstande hun ejede så hun brød sig ikke om at nogen rørte eller tog det fra hende. For så havde folk i hvert fald ikke lært at frygte hende nok og så skulle hun nok sætte en frygt i deres liv så de aldrig ville gøre det igen, noget Rai lidt havde lært for hun havde jo skræmt vidst mere end en gang men hun havde jo også hjulpet og forsøgt at beskytte ham, så hun passede da også på de ting og personer hun var ret glad for.

Denne dal var et sted hun kunne lide fordi hun jo fandt freden og det gjorde jo hun kunne nyde selskabet med Rai for på slottet blev hun jo bare mindet om alle de ting der gjorde hende vred på ham, alle de minder og sådan noget og så lidt det hun jo blev nødt til at spille lidt skuespil fordi han jo skulle straffes og alt muligt så de andre også kunne tage ved lære, selvom dette jo nok blev anderledes nu hvor han var rejsekammerat og ikke så meget andet selvom hun nu godt kunne finde flere funktioner for ham, eftersom hun nok ikke ville kunne holde fingrene fra ham i længere tid, det havde hun jo ret svært ved.
”Og så? Jeg bruger aldrig feje tricks”

[/color] sagde hun lettere grinende for han kaldte dem feje og hun kaldte dem bare tricks der kunne hjælpe hende med at vinde eller bare få hendes vilje, så det var vel ikke så slemt? Hun så lidt ud på udsigten over dalen for hun var ret vild med den, ligesom ved et af balkonerne på hendes slot hvor hun kunne se udover byen, et fantastisk syn når det kom til stykket. Da hun begyndte lidt at blive rastløs igen gjorde hun sådan at hun egentlig hang på hoved og kiggede på ham mens hendes ben holdt fat i grenen over hende, så hun nærmest hang og dinglede med et ret godt greb med benene omkring grenen. ”Hvad siger du til udsigten?”[/color] spurgte hun roligt selvom hun ikke helt vidste om han havde set udsigten inden hun var nærmest faldet ned foran hende.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Luften var egentlig meget mere frisk i denne højde, som han lod til at kigge ud igennem bladene, men faktisk ikke brød sig om tanken om at han muligvis kunne ende med at falde ned.. Dog bed han roligt tanken i sig og slappede mere og mere af. Luften var jo rolig og det var jo heller ikke fordi træet bevægede sig på en truende måde, så der var ingen grund til bekymring, så længe han bare holdt sig på grenen og ikke blev for overmodig.
Han endte ud med at ryste en smule af hendes ord, også selvom han ikke fik alle ordene med, da han sad lidt i sin egen verden, så var han ret så sikker på at hun blot ville gøre det klart overfor ham, at hun aldrig benyttede sig af feje tricks, som han jo kaldte det. Derfor smilte han også blidt for sig selv og lod endelig til at slappe af, for at lade blikket glide hen over dalen. Det var egentlig utroligt, hvad man kunne se fra dette træ, dalen var smuk på sin egen måde, også selvom det kun var ruiner, så kunne man stadig fornemme de forskellige klostre og templer, som måtte have været travlt befolket i den tid, hvor stedet var mest besøgt. Han åndede lettet ud, som han slappede af og for en kort stund glemte alt om, at han faktisk sad på en gren, højt oppe i træet.
Det gav lige pludselig et sæt i ham, da hun endte med at dukke op foran ham. Han så lettere forskrækket på hende, før at han greb fat i grenen under sig, så han kunne genfinde balancen. Efterfølgende begyndte han at grine. Han grinte dog af sig selv, som det måtte have set lettere dumt ud.
"Den var skam ganske udmærket, men den er lige blevet bedre"
sagde han en anelse drillende og rykkede sig en smule væk fra stammen, så han kom tættere på hende. Han valgte roligt at placere en finger mod hendes næse med et smil, før at han fjernede den igen. I hvert fald før at hun ville kunne få fat på den.
"Fanget"
sagde han med et svagt smil på læben, som han forsigtig og roligt lænede sig tilbage mod stammen og genfandt roen fra tidligere. Han håbede virkelig ikke at hun hade en vane for at ville skræmme livet af ham, ved at give ham chok på denne måde.

[Drazilla Dragoens]

Den friske luft var lige noget for Zill for hun blev jo gladere af den ligesom hun blev glad af at være i drageform oppe i luften hvor hun bare fløj rundt og kunne lege og dermed føle sig fri, noget hun jo kunne her også så han fik lov at se hende fra en helt anden side hvor hun var afslappet og bare være glad. Og så kunne hun jo ikke rigtigt klage over udsigten til dalen, noget der kort fik hende til at tænke tilbage på at unge folk kunne have siddet i dette træ og bare overvåget folkene i dalen, sikkert for at drille.
Efter hun var vågnet op af tankerne havde hun sat sig sådan rundt at hun hang på hovedet foran ham og grinte egentlig da han fik et mindre chok over hun pludselig var dukket op på den måde og havde forstyrret ham i hans tanker så han måtte gribe fat i grenen for ikke at falde, men var han faldet havde hun nok gjort et eller andet for at redde ham alligevel.
”Er du nu sikker på det?”

[/color] spurgte hun lidt drillende for hun var lidt klar over at han snakkede om hende, men det var jo ikke ligefrem altid et kønt syn at se hende selvom han jo ikke havde noget at frygte lige nu medmindre han gjorde hende vred igen, selvom hun ikke lige regnede med dette. Da han prikkede hende på næsen grinte hun bare af ham ”Jeg gad heller ikke lege mere”[/color] sagde hun dog mere roligt efter hun havde grinet færdig, for det var jo sandt. Nu ville hun bare slappe lidt af efter havde blevet jagtet på den måde. Dog valgte hun at klatre op på grenen igen inden hun valgte at kravle over til en anden blot for at begyndte på at klatre ned igen for nu havde hun set og vist ham hvad hun skulle så ville hun godt lidt ned på jorden igen og så måtte han jo selv om han blev der oppe eller ville med ned for der var jo stadig mange ting at undersøge, så hun blev nede ved træets rødder hvor hun satte sig til at vente på om han ville komme ned til hende eller om hun selv skulle ud og udforske lidt for de skulle jo også tilbage til taskerne da der stadig fandtes dyr her som kunne finde på at tage maden.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Rai havde ikke rigtig forventet af sig selv, at det ville være muligt for ham at nyde en udsigt som denne, når man tænkte på hans højdeskræk, dertil skulle komme den fornemmelse han altid havde, når han varvæk fra jorden. Derfor var han blot glad for at de ikke skulle blive oppe i træet i al for lang tid, for så længe kunne man da umuligt betragte dalen eller hvad?
Han rystede en smule på hovedet, da hun begyndte at grine af ham, før at han selv begyndte at smile svagt over hans egen reaktion, men det var vel ganske naturligt? Han tog en rolig indånding, som han så lettere lusket på hende, før at hun virkede til at slappe af. Han var faktisk glad for at de kunne have et forhold som dette, lige nu følte han sig hverken anspændt eller trængt op i en krog, så han var også afslappet.
"Helt sikker"
sagde han fast besluttet på, at udsigten faktisk var blevet bedre, da hun var dukket op foran ham. Han havde jo ikke noget imod at betragte hende, men det var dog også noget han kunne klare fra jorden af. Rai trak en anelse på skulderne og smilte drillende til hende, da hun sagde, at hun faktisk ikke gadlege mere. Hvis det var sådan, så skulle han ikke sige hende imod, også selvom hun havde moret sig hele vejen igennem. Eller det var i hvert fald hvad han havde fået et indtryk af, så måske han tog fejl? Han så en anelse undrende efter hende, da hun kravlede over på en anden gren, men efterfølgende kunne man tydeligvis se, at han var lettet, da hun begyndte at klatre ned fra det høje træ. Han nikkede roligt for sig selv og fulgte efter hende, som der ikke var andet der holdte ham oppe i træet mere. Turen ned af træet igen, gik ganske rolig, som han ville være helt sikker på, at han ikke lige pludselig trådte ved siden af en gren eller slet ikke fik foden på en stabil gren.
Da han først fik fast jorden under fødderne igen, virkede han yderst lettet, men han smilte også roligt til Drazilla, som han så sig lidt omkring. Det var næsten underligt ikke længere at have en udsigt eller en fornemmelse af, hvordan området så ud. Han bevægede sig roligt væk fra træet.
"Går ud fra at du er sulten nu?"
spurgte han eller konkluderede han roligt, som han valgte at bevæge sig imod taskerne eller i hvert fald det sted, hvor han havde efterladt dem.

[Drazilla Dragoens]

Hun rystede blot kort på hovedet af ham da han sagde han var sikker, for det troede hun alligevel ikke helt på men det måtte han jo om, fordi det var svært at tro efter det hun havde udsat ham for tilbage i slottet for der havde hun jo ikke ligefrem været særlig sød men det var hun jo egentlig sjældent overfor nogen, ikke en gang hendes egne børn men hun følte jo heller intet for dem så det var jo klart nok når det kom til stykket.
Hun kravlede ned af træet og sad på de store rødder som hun så ud på dalen fra hendes siddeplads mens hun ventede på ham, på dette sted kunne hun bruge en evighed på at lærer og et mindre ønske inden i hende om at egentlig bare at bo her, langt fra bekymringer, kærlighed, følelser og pligter alt der gjorde hende vred og skør i hovedet så hun blev drevet til druk for at kunne klare sig igennem hverdagen, nok var det en dum grund men det var den grund hun nu en gang brugte.
Da han kom ned igen smilede hun roligt for sig selv fordi hun var afslappet og egentlig bare glad, så det var ikke ligefrem noget falsk smil. ”En smule”

[/color] sagde hun roligt for det ville jo være godt med noget mad når hun havde brugt energi på at flyve dem herhen inden hun var blevet jagtet af ham, men igen det var jo hende selv der havde lagt op til det. Efter han var begyndt at gå rejste hun sig men ikke for at følge efter ham, men for at bevæge sig hen imod en mindre ruin af en passage hvor hun begyndte at klatre op af de rødder og planter som dækkede for nogle af stenene indtil hun var helt oppe hvor hun igen satte sig til at se udover dalen, her var selvfølgelig ikke lige så god udsigt som i træet men det var fint nok til hende for så kunne hun sidde og holde øje med ham og meget andet mens hun bare følte sig fri og glad.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Der var ikke mere, som skulle siges, og nu kunne han også nyde at være på landjorden igen. Det var nu ganske rart at mærke den fast jord under sig, også selvom man aldrig kunne vide om der måske var en mindre by under stedet? Som et tilflugtssted, hvis der lige pludselig skulle ske noget. Det kunne selvfølgelig også bare have været den eneste måde hvorpå de ville kunne udvide byen på, uden at strække sig ud over dalens rammer selvfølgelig.
Rai lagde godt mærke til at hun ikke valgte at følge ham, hvilket blot gjorde ham mistænksom, uden at han gjorde noget ved det. Han skulle jo heller ikke blande sig i alt, bestemt ikke når det kom til Drazilla, fordi det kunne hurtigt få sat ham i en endnu værre situation end den han faktisk var i, så han skulle sikkert bare være glad for at han havde mulighed for at være sammen med hende, uden at hun virkede fjendtlig overfor ham. Han bevægede sig roligt igennem ruinerne, som han lod en hånd bevæge sig hen over det kolde sten, som næsten var begravet i planter. Han fandt også hurtigt frem til deres tasker, fordi han ikke havde noget problem med at huske hvilken vej han faktisk havde jaget hende, og hvor han havde efterladt taskerne.
"Håber mine kokkekendskaber er nok for dig idag"
sagde han roligt for sig selv, som han ikke var sikker på om hun ville bryde sig om hans mad eller om hun overhovedet ville lade ham forsøge. Så vidt han huskede, så mente han at han tilberedte deres mad i grotten sidste gang, men det var med sikkerhed ikke samme situation lige nu, nu havde han bestemt en bedre mulighed for at udnytte sine omgivelser, så der kunne måske endda forventes mere af ham, uden at det var særlig meget. Da han først havde taget taskerne på ryggen igen vendte han straks tilbage til det store træ, da det mere eller mindre virkede som et samlingspunkt og dermed det perfekte sted at lave mad på. Han lod dog sine sanser undersøge området, som han var sikker på, at der måtte være nogle dyr et eller andet sted, som blot ventede på at få fat på deres mad. Dermed ville det være dumt at gå ud fra, at de skulle være alene, for det var de sikkert ikke. Slet ikke så højt oppe i bjergene.

[Drazilla Dragoens]

Fast jord eller ikke under sig kunne være lige meget for hende for hun elskede jo bare livet og friheden når hun endelig havde den og så skulle den nydes og det var jo gerne med at udforske forskellige ting og sager herude i det fri langt fra slottet, så hvad der muligvis lå nedenunder dem kunne også være interessant men hun havde nu ikke fundet en indgang til det for hun havde jo mest af alt løbet igennem græsset og omkring ruinerne men ikke om der var hemmelige indgange eller ting og sager, men det kunne jo være at de fik tid til det senere, for nu sad hun lige oppe på søjlerne og så udover dalen. Hun tog en dyb indånding med lukket øjne og bare nød den blide brise som strøg forbi hende og legede med hendes hår, et almindelig ønske om at flyve højt op fangede hende igen men hun valgte at blive siddende i noget tid inden hun kravlede ned igen for ikke at blive for fristet af at tage en flyvetur, så hun kravlede roligt ned og begyndte at gå lige så stille hen imod det store træ og ind i mellem lod hun fingrene glide over træer eller ruinerne som for at kærtegne dem og lidt forsøge at tænke tilbage på hvordan dette ville se ud den gang der var liv i stedet, folk der gik og snakkede, børn der legede, folk der råbte på markedet for at sælge deres ting og alt muligt andet, selvom det jo kunne minde om Middel Mark men der var nu ikke noget sted som dette for her havde der jo også været et tempel og en kirke, det var her nonner og munke havde boet sammen.
Der gik noget tid inden hun var kommet hen til ham, hvor hun virkede helt saglig og afslappet for dette sted vakte så meget i hende, det havde altid givet hende ro selv da hun var helt hjerteløs, for når hun var her var det som om svarene kom til hende eller at hun bare fandt nogle midlertidige løsninger på tingene. Hun så hen på ham som hun gik forbi en træstamme som hun havde strøget lige så stille, et mildt smil hvilede på hendes læber og egentlig virkede hun bare helt roligt som hun gik tætte på lidt for at se hvad han lavede af mad for hun anede jo ikke hvad han havde taget med, men det var nu også lidt for at være tæt på ham.

[Rai Mirriko]

Rai begyndte roligt at se sig en smule omkring, da han godt vidste at det ville være nødvendigt med en anelse læ, hvis han skulle være sikker på, at han ville kunne holde bålet kørende længere nok til maden kunne blive færdig. Han satte sig ned ved træet, så træet var i ryggen, hvorefter han samlede nogle små grene sammen til et mindre bål. Han lukkede roligt øjnene og indåndede den friske luft, før at en mindre flamme rejste sig fra bålet. Et mildt smil gled over hans læber, som han ikke ønskede at være afhængig af Drazilla's indre flamme, eller hvordan det skulle forklares. Da Rai først var sikker på at flammerne havde fået ordentlig fat i grenene, begyndte han at rode rundt i sin taske. Til at starte med tog han noget vildt kød frem, som han havde fundet i køkkenet. Der blev også lagt en brød ud, som faktisk var tungere end normalt, men det ville også mætte mere, som almindelige brød, så de ikke behøvede spise alt med det samme for at blive mæt. Men skulle det ske, at Drazilla var yderst sulten, så havde han taget højde for at denne portion mad ville blive spist. Det kunne jo også bare være dejligt med en snack undervejs. Han lagde en større sten ind i bålet for at placere kødet ovenpå, hvorefter man kunne høre de rå kød stege. Ved hjælp at stenen ville stegningen bliv jævn, men samtidig ville stenen også holde på varmen.
Idet at han rettede sit blik op fik han øje på Drazilla, som hun virkede yderst afslappet, noget der fik ham til at ligge hovedet en anelse på skrå og blot smile lidt.
"Det er vist det helt rette sted for dig"
sagde han med et jævnt smil på læben, som han vendte blikket mod det mindre bål igen. Flammerne rejste sig godt og grundigt rund om stenen, men det så ikke rigtig ud som om det fik fat på kødet.. Brødet lagde Rai også roligt ind ved siden af kødet, da han kunne fornemme at det var ved at være færdigt, uden at blive alt for tørt. Brødet skulle jo også kun lige varmes. Han rodede lidt rundt i sin taske endnu en gang, hvorefter han faktisk trak en flaske frem.
"Jeg ved godt, at vi ikke længere er på slottet, men hvad med et enkelt glas? Vi behøver jo ikke drikke det hele med det samme"
sagde han med et mildt smil på læben, som han jo godt vidste, at hvis hun først fik for meget indenbords, så ville det meget hurtigt gå ud over ham. Han ville blot ikke skænke vand op til hende, så hellere have lidt godt med og tage chancen?

[Drazilla Dragoens]

Da hun kom tilbage og så på ham med det milde smil virkede hun roligt, selv da han kom med den kommentar at dette var stedet for hende ”Sandt, her er så fredfyldt og smukt, det er som alle ens bekymringer forsvinder og svar kommer til en når man har brug for det”

[/color] sagde hun roligt som hun gik hen til ham og satte sig på den modsatte side af bålet hvor hun bare satte og betragtede ham med armene foldet om hendes ben, mens hun ventede på at maden blev færdig så de kunne få noget at spise inden eventyrerne forsatte eller hvad man ellers kunne finde på at lave herude for det her sted lagde jo op til så mange ting at det bare var at vælge imellem dem.
Da han fandt en flaske frem kom hun til at le ”Du ved godt det er farligt at servere sådan noget for mig. Jeg kunne jo gå hen og blive helt kælen”[/color] sagde hun med et drillende smil på læberne for hun havde jo intet at være sur over lige nu så det ville nok ikke blive forstærket når hun fik noget at drikke, men hun var jo afslappet lige nu så det kunne godt være hun gik hen og blev mere kælen som hun godt kunne blive når hun var i godt humør. Hun endte med at rejse sig fra hendes ellers gode plads, før hun gik hen til ham og satte sig ved hans side med hovedet helt op til hans øre ”Selvom du nu ikke behøver at hælde noget på mig for det”[/color] hviskede hun drillende med et drilsk smil før hun så imod ilden igen og ventede lidt på hvad han ville gøre eller sige til den kommentar og det at hun var kommet tæt på ham igen selvom hun ikke ligefrem lagde op til at slå ham men bare ville slappe af med ham som de havde gjort i grotten den gang de havde været på en mindre skattejagt efter det andet krystalhjerte som hun havde været på jagt efter fordi hun mente at Geralt skulle straffes for hans forræderi med at være i seng med dronningen af Nirelia, og så selv uden ordre fra Zill, for så kunne hun måske godt have accepteret det men at han havde gjort det af kærlighed til den dronning var jo blot værre. Dog havde hun ikke selv fået lov til at udføre ritualet der skulle gøre hans følelser forsvandt for hun var blevet kidnappet på det tidspunkt så Regina havde jo måtte gøre det uden hende, fordi Messi ville have den gamle Zill igen, noget der ikke havde hjulpet men det fandt han jo ligesom også ud af.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

For en gangs skyld så virkede det faktisk, som om at han havde styr på det der foregik på målet, som han holdt et vågent øje med flammerne og stenen. Man kunne sagtens fornemme en rødglødende farve i kanten af stenen, som flammerne roligt tog til og hurtigt fik trukket fedtet ud, af det saftige kød. Rai smilte en anelse for sig selv, da han kunne se hende nærme sig. Han rettede sig lidt op, som brødet blev lagt tættere på varmen, som for at sige, at det snart var tid til at måltid. Godt nok ikke et måltid der ville kunne måle sig med slottets måltider, men det var bestemt muligt at gøre det godt nok, når man tænke på omgivelserne. Han smilte til hendes ord og nikkede, da hun først satte sig ned overfor ham.
Flasken stillede han på jorden, som han fandt nogle glas frem fra tasken og stillede dem ved flasken, før at han smilte roligt til hende.
"Tænkte bare at vi godt kunne have lidt godt til maden, men jeg skal da ikke tvinge det i dig."
Sagde han med et drillende smile. Der gik dog ikke lang tid før at han begyndte at hæle noget op i begge glas og rakte hende det ene, da hun valgte at rejse sig op. Han grinte svagt af hendes kommentar, men han var dog også en anelse skeptisk omkring hvad hun mon kunne finde på. Dog endte han med at give hende glasset og forsøge at koncentrere sig omkring maden, der stadig lå på bålet. Det skulle jo ikke have for meget. Et gys strøg igennem hans krop, som hans tanker gled bort fra det der foregik. Han kunne jo ikke lade vær med at tænke på hendes ord og den skattejagt de havde haft for mange år siden nu. Blikket gled op mon himlen, som han smilte lettere lumsk for sig selv. Han vendte dog tilbage for at servere maden for hende og ham selv.
"Det ville nu være dejligt, hvis man havde haft mulighed for at opleve dette sted i sin storhed, men hvad, så ville jeg også have været død for flere hundrede år siden."
Sagde han med et grin, som det egentlig bare var en tanke der lige pludselig strejfede ham, for det havde ikke specielt meget med deres nuværende samtale at gøre. Det røg blot ud af ham, som det jo altid gjorde. Så længe han ikke sagde noget forkert.

[Drazilla Dragoens]

På en måde nød hun deres drillerier til trods for hun ikke altid fandt sig i dem lige når det skete men senere kunne hun nu godt smågrine over det fordi hun så det sjove i det, så man kunne med lethed sige hun ikke altid var særlig hurtig til at tænke men når humøret ikke var til det så var det jo bare sådan for det var svært at se noget sjov når man var lidt småvred, men nu var hun jo glad og afslappet så hun kunne sagtens se det sjove i hans drillerier og kunne endda drille ham igen ved at få ham til at tænke på forkerte tanker, det morede hende altid at hyle folk helt ud af deres tanker så de ikke vidste hvad de skulle gøre eller tænke.
”Du ved jo godt at sådan noget behøver man heller ikke tvinge i mig, for jeg drikker det jo frivilligt”

[/color] sagde hun drillende med et drillende smil for det var jo sandt, sådan noget sagde hun meget sjældent nej til og når hun endelig gjorde det så var det fordi hun var meget alvorlig eller så var der et eller andet galt. På den måde kunne man jo godt læse hende men hvad der så ville være galt ville jo bare være meget svære at få ud af hende, for der var jo visse punkter hun ikke ville snakke meget om og det havde Rai jo erfaret den gang de snakkede om disse pokkers følelser som hun helst bare ville glemme og aldrig tale om for det gjorde hende svag.
Hun tog en slurk af det ene glas som hun betragtede ham mens han så op på himlen og ret tydeligt lod tankerne glide væk fra maden et øjeblik inden han vendte tilbage til jorden og hende igen. Lidt morsomt at hun kunne få ham hylet en smule ud af den, selvom der ikke var den store reaktion så passede det hende stadig fint. Hun tog imod maden men nåede ikke rigtigt at spise noget før han kom med den kommentar og hun ikke kunne lade være med at svare ”Hvem siger du ikke har levet den gang den havde sin storhedstid? Nogen mener jo vi har levet før”[/color] sagde hun roligt for han kunne jo have levet før, måske som en af munkene eller bare en af sælgerne eller en af de rejsende. ”Men egentlig en skam at tænke på at du højest sandsynligt dør før mig.. så har vi vel ikke meget tid sammen tilbage”[/color] sagde hun en smule stille inden hun satte sig til at se ind i ilden og begyndte at spise bare for at få noget ned, selvom hun ikke lige ønskede at tænke på døden for den strejfede jo sjældent hendes sind da hun havde levet i så mange år at den var meget lang væk igen.
[/blockquote]