Shame and disgrace..

[Rai Mirriko]

"Never free"
"Never me"
" 'Cause you're unforgiven too!"

Mørket var ikke længere til at bære, som mørket endte med at omslutte sjælen og drive ham bort, fra alt han kendte. Han havde efterhånden svært ved at fastslå datoen.. Hvor længe havde han skjult sig og hvad ville der ikke ske, hvis han først dukkede op i Drazillas nærvær igen. Mon ikke tilbuddet for længst var blevet smidt væk? Der var i hvert fald intet håb længere. Dagene flød mere og mere sammen, som der ikke skete den helt store ændring i slavernes kvarter. Slaver kom og gik, som var det en ren rutine. Rai derimod havde ikke valgt at give sig til kende overfor nogle af slaverne, for hvad ville der ikke ske, hvis de begyndte at hviske hans navn på gangene og i Drazillas nærvær. Han frygtede for sandheden, men han frygtede også for løgnen.

For omkring 1 år siden var han vendt tilbage tilbage til slottet efter mødet med Selena. Noget der i teorien var uundgåeligt, derfor havde han heller ikke regnet med at slippe for det. Dog havde han været taknemmelig for den træning Drazilla havde givet ham ellers havde han næppe været i live lige nu. Sandheden var den, at han ikke havde haft den rette styrke til at slå igennem overfor Selena. Han blev i teorien nød til at give op og bare satse på, at han ville være mere forbedret til næste gang. Hun havde jo givet ham et forslag om at de kunne stoppe, imens legen var god og så ville hun have mere tid til at udtænke en endnu værre plan - noget han havde taget imod. Det kunne jo umuligt blive meget værre end det allerede var. Det første halve år havde han ikke valgt at dukke op indenfor slottets mure, eftersom at han frygtede for hvad der ville ske, hvis Drazilla først fik øje på hans sår og skader, så han havde taget det hele i egen hånd og var flygtet til Tortuga i håbet om at kunne pleje sine sår i fred. Det havde fungeret ganske udmærket for ham de første par måneder, hvor han i teorien bare havde udøvet magi i hemmelighed og var gået rundt som en gammel mand i blandt de mange pirater og skumle typer, som bevægede sig rundt ved havnen. Men skæbnen havde ikke tænkt sig at lade ham slippe så let, derfor endte det også med at han søgte tilbage til slottet, for 1 år siden..

Han valgte at dukke op på en dag, hvor han havde set Drazilla forlade slottet, han håbede blot at det ville give ham tid nok til at skjule sig. I teorien vidste Rai godt, hvor hun ikke opholdt sig, men han var også overbevist om at alle de ansatte i køkkenet vidste hvem han var. I starten listede han sig blot rundt i gangene, imens at han holdt udkig efter den mindste bevægelser. Køkkenet så ud til at være forholdsvis tomt, men da han først var gået ind i køkkenet, så kunne han godt høre stemmerne, som kom fra kokke og tjenere. Dertil søgte han mod dørene i bunden af køkkenet, som ledte ham mod slave kvarteret.. Dette sted har nu i teorien været hans hjem, hvor han blot har levet i skyggerne og skjult de sidste rester af hans sår. Men der er dog noget, som han ikke har kunnet helbrede.. Hans sjæl er mere eller mindre fortabt.

Mørket i slavekvateret var noget han fik vænnet sine øjne til i løbet af den første måned, men tanken om hvad der blev gjort ved de forskellige slaver har han dog endnu ikke vænnet sig til. Det er dog lykkedes ham at holde sig så langt væk fra trappen, som overhovedet muligt og samtidig sørge for at der ikke er nogen, som kommer tæt på ham. På denne måde har han overlevet i mørket i næsten 1 år. Angående føde, så har han fundet en måde hvorpå han kan skaffe føde, uden at lade de andre se ham. For det første så tror de fleste bare, at der lever en hvid ulv i den ene ende af rummet - blot for at holde styr på slaverne, de mandlige af slagsen. Noget der også er blevet hans dække. Men han frygter lidt at Drazilla på et tidspunkt skulle få besked om ulven i mørket. Den hvide pels er nem at få øje på, men samtidig så skjuler de fleste slaver sig også for ham, når han først bevæger sig hen for at skaffe mad, taget fra slaverne. Han er jo blevet et mindre rovdyr.

"To Survive.."
"You need to hide and blend in"

[Drazilla Dragoens]

Igennem længere tid efter Rais forsvinden havde Zill forsøgt at finde sig en ny tjener selvom det ikke videre var lykkes fordi der ikke var rigtigt som kunne opfylde hendes krav eller egentlig bare holde til det i længden, så mange mandlige slaver var igennem tiden kommet tilbage med flere sår og blåmærker end de normalt ellers ville og de var altid blevet ført af vagter som havde smidt dem ned i sengen i de mandlige slaverskvarter, fordi Zill absolut ville have sig en ny mandlig tjener, så når der ikke havde været nogen ansøger om jobbet eller disse havde fejlet havde hun forsøgt sig med at se om nogle af slaverne levede op til kravene men det virkede jo ikke ligefrem til at de kunne klare det heller, så hun måtte jo muligvis finde et andet sted at søge en ny personlig tjener, selvom det jo var ret svært at søge efter det og mange søgte jo ikke fordi de kendte til hendes hidsige temperament og så det at hun drak ret meget oven i købet og det gjorde hende jo bare mere hidsig.

Denne gang skulle en ny slave tilbage ned i slave kælderen, hvilket jo ikke var nyt men denne gang var det ikke vagter som kom slæbende med ham, men selve Zill som havde taget fat i slavens krave og trak ham med sig fordi han var endnu en skuffet, noget der godt kunne høres på hendes utilfredse mumlen som hun trak slaven ned af trapperne, hvilket bare fik ham til at pive en smule over smerterne da han ikke ville sige noget for højt idet der sikkert kunne vanke mange flere tæsk hvis han pev alt for meget. Desuden havde hun drukket den dag så ædru ville være synd at kalde hende, men det gjorde hun var konstant på krigsstien som hun trak slaven de sidste trin ned og bare smed ham i den nærmeste seng inden hun lod blikket vandre rundt i mørket for at finde en anden slave der passede hende i udseendet, fordi de skulle jo ikke være grimme eftersom hun skulle se på dem meget af tiden. ”OP PÅ RÆKKE!

[/color] brølede hun til de slaver som befandt sig nede i sovekammeret denne dag for hun ville se dem mere ordentligt an, selvom hun egentlig var begyndt at tvivle på om der stadig fandtes nogen dernede som efterhånden ikke havde fået lov at afprøve livet som tjener i stedet eftersom man jo fik penge for det og mere frihed, så det var jo lokkende for en del af dem, men ingen havde indtil videre kunne holde til en med så skiftende humør som hun havde.
En efter en gik hun forbi dem og ved nogle stoppede hun op for at undersøge deres tænder eller andet for at se om de var gode nok men hun var hele tiden endt med at gå videre fordi ingen var kønne nok til hende, men igen hun behandlede jo heller ikke hendes slaver så godt. Så hun begyndte lidt at overveje om hun skulle tage fat i nogle af de mandlige dansere i stedet for dem behandlede hun da bedre, eftersom hun var en der belønnede talent hvis man altså havde et, men det havde de fleste af dem her jo ikke. Selvom det var mørkt hernede så kunne hun alligevel skelne personerne i udseendet så de grimmeste blev hurtigt sorteret fra og blev sendt hen på deres senge igen, og dem der var måske’er kunne få lov til at blive stående. Så hun lagde ikke så meget mærke til hvad der skete omkring hende, selvom hun nu var opmærksom på alle bevægelser der foregik i rummet, dog varede det alligevel ikke længe før hendes øjne spottede noget som ikke helt passede ind i rummet nemlig en hvid skabning som da slet ikke passede ind i lokalet og dermed fangede hendes blik, selvom hun ikke sagde noget men bare stod og så lettere undrende på denne hvide skabning.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Mørket nede i slavekvarteret var en anelse betryggende, som det var noget han havde vænnet sig til og ikke regnede med at han skulle slippe fra igen. Det var noget han sagtens kunne leve med, da han i teorien ikke havde fortjent andet lige nu. Han lå roligt i sin ulveskikkelse og små sov faktisk en anelse. Det var efterhånden blevet en hverdag for ham at være i ulveskikkelse og han valgte sjældent at forvandle sig tilbage, da det bare ville gå slaverne mistænksomme. Men heldigvis for ham, så var der ikke nogen af slaverne, som var modige nok til at snakke om den hvide ulv bagerst i lokalet, hvilket jo var til hans fordel. Ellers var han blevet afsløret for længst.
Med tiden, som flere og flere mandlige slavere kom ned i rummet forslået og lettere gennembanket, blev han mere og mere nervøs for, hvad der mon var sket med Drazilla om hun havde forandret sig alt for meget eller om hun så småt var begyndt at blive desperat. Han vidste jo egentlig ikke hvad der foregik, som slaverne vendte tilbage ifølge med vagter og uden at sige et ord til hinanden. Derfor valgte han også at blive liggende i den anden ende af lokalet, hvorved han kunne betragte det hele, men samtidig også være på en sikker afstand fra eventuelt ballade. Desuden så var det fredeligt rundt omkring ham, da han hurtigt blev van til at hulken og andre lyde fra de forskellige slaver og derved nærmest blev lullet i søvne hver gang det først begyndte.

Ulvens ører bevægede sig en anelse, da det var tydeligt, at der var nogen på vej ned i det mørke rum. Men det var ikke fordi Rai valgte at gøre noget specielt ved det, det var jo en ganske normal dag. Der var vel bare en ny slave på vej eller noget? Han vendte faktisk hovedet mod muren, som han lagde hovedet mod den ene pote og lukkede øjnene igen. Nok var hans syn ganske godt, men han havde ikke tænkt sig at betragte flere forslåede slaver, det var noget han ikke skulle blande sig i. Rai var også sikker på, at de andre slaver heller ikke ville have noget at gøre med hinanden, desuden så overlevede de jo sammen, også selvom han måske huggede deres mad til tider. Han hørte slaven blive smidt væk fra vagten og regnede faktisk med at han ville høre trin på trappen, men det var ikke tilfældet. Hans krop stivnede, da han hørte den beordrende stemme, som han endte med at ligge den ene pote over hans hoved og håbe på at det blot var en drøm. Eller nærmere et mareridt. Idet at slaverne stillede sig op på række sank han en klump, før at han rejste sig op på alle fire og bevægede sig hen mod det hjørne, der var længst væk fra Drazilla. Han ville aldrig kunne glemme hendes stemme og ønskede blot at hun ville tage en ny slave med sig og bare gå igen.
Hvordan ville hun ikke lige reagere på at finde ud af, at det rent faktisk var ham, som gemte sig i slavekvarteret uden at give sig til kende overfor hende i et helt år. Rai sank en klump, som han gav sig til at stirre ind i væggen. Hun skulle bare skynde sig, så han igen kunne falde til ro også selvom hans hjerte var helt oppe og køre, så forsøgte han at holde sig selv i ro. Den hvide pels var lettere gennemtrængende, men den var nu heller ikke hel ren. Kvarteret var beskidt og ulækkert, men han havde lært at leve med det. Da han ikke ønskede at bevæge sig rundt i Darklia eller Nirelia, da han var overbevist om at Selena blot ville vente på ham så. Så var han i teorien mere sikker her. For et kort øjeblik overvejede han at fare mod udgangen, men så hurtig ville han næppe kunne være. Dog var han overbevist om, at hvis hun kom nærmere, så ville han i det mindste forsøge.

[Drazilla Dragoens]

Slaverne havde mistet hendes interesse som hun så på den sære skabning i hjørnet selvom på sin vis virkede bekendt men hendes fulde tilstand gjorde hun ikke helt kunne sætte fingeren på fra hvor det var fra, men igen alkoholen havde jo også påvirket hendes sind så det var ret svært, dog kunne hun ikke lade være med at se undrende på ulveskikkelsen. ”Hvem fanden har slæbt et dyr med herned?”

[/color] spurgte hun en anelse vredt men tydeligt at hun ikke selv anede hvor den kom fra for hun ville da vide det hvis hun selv havde taget et dyr med herned eller ville hun? Det gav bare ikke nogen mening for hende at der var et dyr hernede fordi slaverne jo ikke havde ret til at eje noget og da specielt ikke et dyr. Hun så på slaverne som bare stod tavse uden at ane hvad de skulle sige til hendes spørgsmål, ”Nå?”[/color] sagde hun vredt som hun så på dem for hvis de ikke snart sagde noget så ville der ryge hoveder noget der fik en ældre herre henne fra sengene til at svare hende ”Vi troede det var deres, deres højhed, den kom for omkring et år siden”[/color] noget der bare gjorde Zill mere forvirret, men hun så tilbage til pelsen så kunne slaverne ånde lettet op for noget tid fordi hendes opmærksomhed jo var på dyret og ikke var på dem.
Hun gik hen imod ulven fordi den skulle altså ikke være der, og hun var jo just ikke bange specielt ikke når hun var fuld for så tænkte hun da ikke meget over hvordan denne skulle behandles. ”Stop den hvis den forsøger at flygte.. Dø om så det gælder”[/color] beordrede hun dog inden hun helt begyndte at nærme sig for hun ville jo lige sikre sig at slaverne vidste at de ville enten dø ved hendes hånd eller ved ulvens alt efter hvad de valgte at gøre, selvom Zill nok ville give den mest smertefrie død, så mange af slaverne gik hen og hentede de slidte tæpper som de ville bruge som skærm hvis den begyndte at flygte. For hun ville have fat i den ulv fordi den skulle ikke være her når hun ikke selv havde placeret den hernede.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Det var langt fra sikkert for Rai at være nede i denne form for mørke mere. Han vidste ikke rigtig hvor han skulle starte henne, men det havde tydeligvis ikke været særlig smart at være nede hos slaverne i et år nu. Han lagde den ene pote hen over sin snude, som han lod den falde ned igen og fortsat sad op med blikket rettet mod muren. Hvis han havde haft muligheden for det, så var han nok stukket af for længst, men samtidig så var slottet, det mest sikre sted i Darklia, så vidt han vidste og derfor havde han valgt stedet. Han gøs lidt ved tanken om, hvad hun mon kunne finde på at gøre, derfor valgte han også at lade blikket glide mod slaverne og hende.. Rais blik var vendt mod jorden, som han roligt snusede til luften og forsøgte at få andre tanker på banen. Han stivnede næsten, da hun spurgte, hvem der havde slæbt et dyr med derned og samtidig det at den ene slave svarede, at de troede at det var hendes. Nu var det helt klart ude med ham. Hvis det hverken var slavernes eller hendes, så vidste han godt hvor han ville ende hende. Også det at de afslørede overfor hende, at han faktisk havde været dernede i et år, det gjorde ikke just hans situationen bedre. Rai lugtede en anelse til luften og kunne godt fornemme på lugten, at der lige pludselig var kommet noget alkohol ned til slaverne. Han var overbevist om at det var hende, som havde drukket. Hvorfor skulle hun lige drikke idag? Blot for at virke mild endte han med et ligge sig ned på jorden og vende blikket mod Drazilla. Det kunne jo være, at hun ville lade ham være og glemme ham? Han sørgede jo for at holde orden blandt slaverne. Samtidig med at han endnu ikke havde forstyrret hende.
Idet at han hørte, at hun ville have slaverne til at fange ham, hvis han stak af, satte han sig op og kiggede lidt rundt i det mørke lokale. Det var svært at finde en vej ud, men han blev nød til at forsøge og det så ville koste ham livet, så skulle han ikke fanges, specielt ikke så længe at hun var beruset. Rai begyndte at knurre en anelse, som slaverne gjorde sig klar og valgte at dække det meste at rummet med deres tæpper. Han så mod Drazilla og rystede på hovedet, som han sprang frem mod hende, men skiftede retning lige i sidste øjeblik. Han farede mod nogle af slaverne, som han valgte at passere den ene slave ved at springe op på brystet og valgte personen bagover for at løbe videre.

[Drazilla Dragoens]

At ulven ikke ligefrem gjorde meget betød jo bare at den på sin vis skammede sig over at være hernede eller var meget bange for hende, uanset hvad så skulle den ulv altså fjernes fra slavekvarteret men hvad der så videre skulle ske med dyret kunne hun jo så ikke sige, da hun ikke lige tænkte så langt men lige nu skulle den altså bare indfanges så hun kunne komme videre i hendes program med at finde en ny tjener der kunne behage hende, selvom hun på sin vis havde fået en i den unge Taylor men denne var jo blot hendes massør og intet andet.
Da ulven kom hen imod hende forsatte hun bare imod den fordi hun ikke var bange for den, men da den så drejede rundt og løb imod slaverne i stedet, så sendte hun en ildkugle efter den selvom den endte med at ramme slaven som var på vej op efter være blevet overfaldet, men det var just ikke noget hun tænkte over som hun sendte den næste ildkugle et godt stykke oppe af trappen, selvom ildkuglen blev spredt over lidt længere afstand på trappen end hun havde i sinde, for hun ville kun havde haft den skulle dække 2 trin men den endte med at dække op til 6 trin op af trappen så der skulle et ordentligt spring op for at komme ud i frihed, men Zill var hurtigt efter ulven og skubbede bare til de slaver som nu stod i vejen fordi hun var besluttet på at den ulv skulle fanges, men hvad hun skulle gøre efter vidste hun ikke.
Slaven som var blevet forbrændt lå stadig på gulvet og skreg over sine smerter men Zill var ligeglad med ham for han var jo ikke interessant mere men det var denne forholdsvis ukendte ulv som hun ville fange, uanset om det kostede ulven livet eller ikke men der var da ikke nogen væsner her som skulle bo gratis under hendes tag, alle skulle gøre noget for at arbejde for føden og det galt alle væsner, for tigeren og panteren som lå i tronsalen var jo hendes kæledyr og hendes forsvar hvis nogen forsøgte på noget. Dog skulle de 2 væsner jo nok stoppe ham for slavekvarteret førte jo op til køkkenet som førte videre til tronsalen hvor de ville ligge og vente, så med andre ord han var egentlig godt og grundigt fanget for hun havde jo ikke ligefrem bundet de dyr eftersom de havde det med at blive i tronsalen, så hun så ingen grund til det.

[Rai Mirriko]

Der gik ikke lang tid før at Rai opfangede den varme, som kom fra hende. Han vidste jo godt hvad hun var i stand til, så det gjorde bare at han frygtede det endnu mere, hvad der ville ske med ham, når han først ville være tvunget til at forvandle sig tilbage. Men lige nu valgte han simpelthen at løbe for livet, også selvom han stoppede op, da slaven blev ramt af ildkuglen. Den flammende farve viste sig i hans øjne, som han rystede på hovedet og skyndte sig at løbe videre. Det var ikke muligt for ham at skjule sig nogen steder i dette rum. Det rum, som han faktisk havde troet var sikkert.
Rai endte med at hyle, som han nærmede sig trappen og snoede sig udenom de mange slaver, som forgæves for søgte at fange ham med deres tæpper. Han var egentlig lettet over ikke at blive fanget at slaverne, også selvom han vidste at det havde nogle konsekvenser for dem senere, så kunne han ikke andet end at tænke på sig selv lige nu. Han lagde sig nærmest ned, da ildkuglen strøg hen over hovedet på ham og han så den sætte ild til en helt del trappetrin. Til at starte med bakkede han lettere fortabt tilbage mod slaverne, men det var mere for at give ham et tilløb. Var der noget han havde lært i løbet af de sidste mange måneder, så var det at han var nød til at kæmpe og ikke give op, når tingene så ud til at være umulige. Han så op på flammende og lukkede øjnene for et kort øjeblik. Men åbnede dem hurtigt igen, da han kunne fornemme nogen nærme sig ham. Den hvide ulv løbe mod trappen og sprang lige før at flammerne steg op i vejret. Da han landede på den anden side, lagde han sig nærmest fladt ned på trappen, som han forsøgte at få luft, inden at han ville fortsætte. Desværre for ham bredte ilden sig til hans halen. Endnu en gang hylede han og strøg op mod døren.. Han blev nød til at finde noget vand, før at ilden ville give ham nogle mærker.
Det havde ellers set ud til at være en ganske normal dag, som alle de andre, han havde tilbragt nede i slavekvarteret, men nu løb han næsten for livet, som hans hale begyndte at brænde, men som han løb op af trapperne mistede flammerne deres kræfter og forsvandt. Dette efterlod ham en mindre brændskade på hans hale. Men han blev nød til at fortsætte ellers var han bogstavlig talt fortabt.

[Drazilla Dragoens]

Det irriterende hende noget så grusomt og gjorde hende rasende at hun ikke kunne fange den ulv og den lod sig ikke ligefrem skræmme af hendes ild ligesom mange andre væsner ville gøre det, så det gjorde hende bare endnu mere rasende og egentlig fik hende til at sende flere ildkugler efter ham, dog slukkede hun ilden på trappen inden hun selv nåede der op fordi hun ikke lige havde tænkt sig at løbe igennem flammerne, dog var hun hurtig efter ham igen fordi han ikke skulle have lov at stikke af nogen steder. ”Så kom dog her din irriterende ulv!”

[/color] råbte hun efter ham fordi hun ville have ham, selvom hun dog brugte magi til at få lukket døren mellem køkkenet og tronsalen allerede inden han var kommet ind i køkkenet, noget der gjorde at alle køkkenfolkene fik et chok over døren pludseligt smækkede men hun kunne ikke nå at lukke døren mellem slavekvarteret og køkkenet så måtte hun jo lukke den næste dør før han nåede der hen, så han ikke havde nogen chance for at slippe væk. ”Fang så den pokkers ulv!”[/color] råbte hun til alle af hendes tjenere og slaver som de mødte, så det varede ikke længe før at Rai havde flere folk i hælene som kun var ude på at fange ham, nogle slaver med tæpper og nogle køkkenfolk med knive eller hvad de ellers lige kunne finde på at gribe fat i farten eller hvad de havde i hånden, så nogle rendte da rundt med gryder de lige havde taget fat i. Zill selv rendte bare efter ham og begyndte at kaste lamme besværgelser efter ham fordi hun ville bare fange den irriterende ulv, som ikke ville stoppe og tage sin straf eller bare tage imod den skæbne som hun nu kunne byde ham.
Vagterne som havde ude i tronsalen havde godt set døren blive smækket så de så bare undrende på hinanden inden de lukkede døren mellem gangen og tronsalen, hvorfor vidste de ikke men vidst i tilfælde af at der skete noget ude i køkkenet for der var noget i gære det kunne de mærke.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Idet at det endelig lykkedes Rai at komme ud fra slavekvarteret så han sig hurtigt omkring for at se om han kunne finde en udvej. Han var lettere panisk, som døren lige pludselig smækkede i for snuden af ham. Den hvide ulv vendte sig om og satte sig ned, som han så Drazilla komme op fra trappen. Han rystede lidt på hovedet og bevægede sig tættere på døren, hvorefter han forsøgte at kradse i døren. Hvordan var det kommet til dette, hvorfor var Drazilla kommet ned i slavekvarteret personligt, det gav overhovedet ingen mening.. Men Rai skulle nok have valgt at skjule sin hvide pels under et tæppe eller noget, men det var helt klart for sent nu. Ørerne lagde sig ned mod hans hovede, da hun beordrede personalet til at fange ham. Ulven rystede fortvivlet på hovedet før at den rejste sig op på bagbenene og begyndte at knurre af folk. Knivene var ikke nok til at skræmme ham, sår kunne han sagtens pleje selv efterhånden, men hendes besværgelser ville meget snart ramme ham, hvis han ikke gjorde noget for at slippe væk.
Efter noget tid stillede Rai sig ned på alle fire og lod blikket glide rundt for at se, om der ikke var en udgang end den ud til tronsalen. Det var tydeligt på ham, at han ikke var særlig tryg ved situationen, som han lige pludselig farede imellem benene på folk og fik det fleste til at sætte sig på røven.
Han havde fået øje på et vindue, som han forsøgte at nå, også selvom han ikke vidste hvor langt ned der rent faktisk var, så var han villig til at tage chancen. Da han først bevægede sig hen til vinduet, var det først der at han rent faktisk lagde mærke til at vinduerne sad ret højt oppe. Men han ville ikke give op. Rai sprang op på de forskellige køkkenborde og forsøgte at nå vinduer, men det nyttede ikke rigtig noget..
Da det først var gået op for ham, at der ikke rigtig var nogen udvej overvejede han om han ikke bare skulle flygte ned i mørket igen. Men inden at tanken fik ham til at gøre noget var han omringet. Han begyndte straks at hyle, knurre og snerre af personalet, som han viste tænder og bed ud efter dem, der kom for tæt på.

[Drazilla Dragoens]

Det var ikke ligefrem sådan her Zill havde tænkt sig at tilbringe dagen, for hun havde altså bedre ting at gøre end at rende rundt og forsøge at fange et dyr som åbenbart havde ment at den skulle tage bolig i hendes slot uden tilladelse fra hende af. Hendes ansigt var næsten ildrødt fordi hun var rasende over ikke at kunne fange dette dyr fordi den konstant forsøgte at flygte fra hende og de andre som nu forsøgte at hjælpe hende fordi de frygtede hende mere end ulven, som egentlig også skræmte dem for de turde alligevel ikke nærme sig helt og blev egentlig stående som dyret sprang rundt på bordene og væltede alt ned som stod på bordene, hvilket jo betød at de skulle starte forfra med tingene når dyret var fanget.
Da ulven var trængt op i en krog og folkene holdt det i stik skubbede Zill kort til en af dem for at komme forbi som hun så rasende på ulven med hendes drage øjne, som tydelig tegn til at hun var rasende og nærmest ville eksplodere hvert eneste øjeblik. ”Så er det godt.! Hvad fanden laver den ulv her? Hvor pokker høre den til?”

[/color] sagde hun rasende som hendes øjne var fastlåst på ulven for hun kunne virkelig ikke placere den lige nu, men igen han var jo også en del beskidt så meget af hovedet brugte hun ikke for hun var jo halv fuld og så det at hun var rasende og ikke brugte hovedet. Slaverne og køkkenpersonalet så også imod ulven med deres såkaldte våben klar til den næste ordre selvom de lyttede til deres dronning også, en meget ung køkkenpige kom dog til at sige ”Jamen deres højhed er det ikke en af deres tjenere?”[/color], noget der bare virkede til at forvirre Zill noget mere så hun kort blev mere rolig i et kort øjeblik inden hun blev rasende igen og sendte en besværgelse imod ulven for at ophæve alt magi omkring ulven bare for at se om det var en af disse animaguser der var tale om, for hun regnede jo ikke ligefrem med at det var Rai fordi han nok havde forladt hende helt selv efter hun havde lovet ham at han havde en chance ved hende hvis han bare holdt sig fra andre kvinder, specielt den vampyr kvinde som irriterede hende noget så grusomt, og som hun stadig havde en dusør på men der var vidst ingen der havde været så heldige.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Rai vidste godt, at han havde brugt al for meget tid på at lege rundt med hende. Hvilket blot havde gjort hans situation meget værre. Han knurrede dog stadig af personalet, som han forsøgte at finde en udvej, men da Drazilla først dukkede op bukkede han hovedet og forholdt sig nogenlunde roligt. Han vidste godt at nu var det ikke længere sjovt og specielt ikke da han mødte hendes øjne. Han var nær flygtet ind under et af bordene, hvis ikke det havde været for hans samvittighed at blive. For stak han af, så ville hans situation blive meget værre. Han håbede blot at hun ville nøjes med at smide ham på porten og derefter glemme alt om ham. Det ville i hvert fald være bedst for ham.
Ulven lagde poterne op på sin snude, som denne forsøgte at skjule sine øjne, da hun lød til at være yderst rasende, noget som han med sikkerhed kun ville gøre værre. Han sank en klump, da en yndre køkkenpige trådte frem. Hun virkede bekendt.. Desværre. Han havde måske håbet at hun havde skiftet sit personale ud, så ingen ville kunne genkende ham. Derfor valgte han også at knurre af køkkenpigen, som hun nærmest afslørede ham. Lige pludselig virkede han meget mere vild og begyndte da også at gø og opføre sig mere eller mindre tosset, men i det sekund hvor hun kastede besværgelsen blev der stille. Ulven forvandlede sig tilbage..
Ud af forvandlingen trådte Rai i et noget så forrevet sæt tøj, som han lod blikket glide ned mod gulvet og ikke turde se hende i øjnene. Han kunne stadig lugte alkoholen og var ganske sikker på, at det var hende, også med den opførelse. Han valgte meget hurtigt at bukke for hende, i håb om at hun ikke ville nå at se hvem han var. Det ville i hvert fald være lettere for ham, hvis han bare smed hende ud. Som han ventede på hendes reaktion sank han en klump og håbede på det bedste, også selvom det værste nok ville møde ham.
"Deres Højhed"
kom det roligt og stille fra ham, som han endnu ikke turde kigge på hende, han var lettere skræmt over det der var sket, samtidig med at han forsøgte at holde sig selv samlet. Han havde efterhånden ikke set hende i 1,5 år eller han havde betragtet hende fra afstand, men godt vist at det var uopnåeligt at komme tilbage.

[Drazilla Dragoens]

Det at ulven igen virkede til at skamme sig eller bare gemme sig væk var ikke ligefrem noget som hun tænkte over for hun var jo rasende over at en ulv havde kunne slippe igennem hendes sikkerhed, noget der bare fortalte hende at hun hellere måtte stramme op på det fordi ingen skulle have lov at slippe igennem hendes forsvar, for hvor nemt var det så ikke lige at en lejemorder kom ind og fik ramt på hende? Det ville hun jo ikke have selvom hun godt kunne forsvare sig selv men det var ikke altid hun havde hovedet helt koldt, ligesom hun ikke havde det nu for så ramte hun normalt bare alt muligt og intet på samme tid.
Da ulven så forvandlede sig til en beskidt skikkelse samt en velkendt skikkelse kom med et mindre irriterende skrig af raseri inden hun gik hen til den nu bukkede skabning og tog fat i hans øre ligesom mødre gjorde ved uopdragne børn, altså på den måde hvor det gjorde en del ondt, men han skulle jo også lære man ikke skulle undgå hende. Hun trak ham op i øret fordi hun ville have ham til at stå op så hun bedre kunne se ham, selvom hendes øjne stadig var drageøjne, men hun ville have et bedre kig på ham så med den frie hånd tørret hun noget af hans hår væk. ”Find en spand med vand, og helst gerne koldt.. Jeg kan jo ikke se ordentligt hvem det er når han er så beskidt”

[/color] sagde hun vredt noget der gav et gib i de andre som hurtigt rettede sig efter hendes ord og fes rundt i køkkenet indtil de fik fat i en spand med vand og ventede til at hun var gået væk fra ham så han kunne falde sammen igen eller hvad han ville gøre når hun slap ham, men efter hun var gået væk blev der kastet en spand vand imod ham fordi hun jo ville se hvem det egentlig helt var men også på en måde at give ham en mindre straf inden hun fik fingrene i ham igen selvom det her nok var den milde form for straf, men det varede nu ikke længe efter han havde fået en spand vand før hun var henne ved ham igen og fik fat i øret igen fordi hun ville tvinge hans ansigt imod hendes eftersom hun ville se ham i øjnene bare for at se om hun egentlig kunne huske sådan en beskidt skikkelse. ”RAI?”[/color] sagde hun rasende som hun kom i tanke om hvem det egentlig var som hun kendte der var animagus og tilmed en ulv, men hun var stadig rasende over han ikke havde givet sig til kende meget tidligere.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Rai skammede sig virkelig, men han havde ikke følt, at han kunne vende tilbage til slottet, den vinteraften hvor han var gået ud for at få repareret sin stav. Han vidste virkelig ikke hvad han havde fået rodet sig selv ud, men det var i hvert fald for sent til at fortryde det. Men nu havde han også haft en grund til at blive væk ellers havde hun blot set ham fyldt med sår, hvilket muligvis kunne have været værre. Han mente ikke at det var passende at kigge hende i øjnene, både fordi det var skræmmende, men også fordi han skamte sig over den opførelse han havde vist overfor hende. Dog havde det været bedre bare at lade ham gå. Det var derfor at han holdt blikket rettet mod gulvet også selvom han forsøgte at ignorere det faktum at han var omringet af personale, og Drazilla. Lige nu ville han bare tilbage til sit mørke hjørne.
Rai så en anelse anstrengende på gulvet, som han forsøgte ikke at kigge på hende. Han ville gerne se, om han ikke kunne læse hende, men samtidig var han også bange for, hvad han mon kunne finde. Da hun tog fat i hans øre, kneb han øjnene sammen og rettede hovedet mod hende, som han mødte hendes blik, der sikkert godt kunne have dræbt ham på stedet. Han sank en klump, da det ikke virkede til, at hun kunne kende ham. Det var jo ganske godt. Han var jo bare en gammel tjener, som sikkert ikke hørte til slottet mere. I det sekund hvor det kolde vand ramte hans ansigt gøs han en anelse, men vendte straks blikket mod gulvet igen, som vandet dryppede af ham. Han havde jo ikke ligefrem tænkt sig at tage det på den hårde måde, men det var tydeligvis sådan det blev. Specielt i dette humør, som hun var i. Som hun fik fat i hans ører igen valgte han at lukke øjnene i håb om at det var nok til ikke at se eller genkende ham. Men da han hørte sit navn fik han en klump i halsen. Eftersom at han var mundlam endte han med et nikke en anelse til hendes ord. Der var ikke så meget andet han kunne gøre. Han bukkede hurtigt for hende og håbede lidt på at han kunne slippe uden om dette og valgte at holde hovedet bukket.
"Jeg skulle til at gå, Deres Højhed. Men jeg er glad for at se Dem igen"
sagde han ganske roligt og høfligt, som han bevægede sig udenom hende eller i det mindste forsøgte at gøre det. Han passede jo i hvert fald ikke ind på slottet mere. Han gjorde i hvert fald ikke længere et forsøg.

[Drazilla Dragoens]

Det kunne godt være han skammede sig så meget at han ikke mente han selv kunne vende tilbage til slottet, men det var hun lige nu bedøvende ligeglad for hun var rasende over at han havde fået hende til at jagte ham på den måde i stedet for bare at give sig til kende med det samme og få straffen overstået for det havde sikkert været mildere end den hun muligvis kunne udsætte ham for nu, selvom hun just ikke tænkte så langt over hvilken straf han skulle have eftersom det virkede alt for langt ud i fremtiden til at hovedet ville tillade det.
Hendes drageøjne så dog indgående på ham både før og efter han havde fået den spand med vand, men også lige indtil hun genkendte ham for han havde jo bare virket bekendt og nu opdagede hun jo så at han havde gemt sig nede i slavekvarteret i alt den tid uden at hun vidste det, men det gav jo lidt mening at han var sluppet så let forbi hendes vagter på den måde eftersom han jo havde været tjener i mange år og derfor kendte alle ham jo nærmest, eller i hvert fald vagterne ved porten. Lige da han skulle til at gå tog hun hårdt fat i hans nakke som tegn til at han ikke skulle gå nogen steder ”Ikke før jeg siger det”

[/color] sagde hun mere dæmpet men stadig vredt for hun havde ikke i sinde at lade ham slippe så let, så i stedet for at lade ham gå, holdt hun ham med strakt arm som hun førte ham frem ad imod den lukket dør som nærmest blev smækket op af hendes magi fordi hun regnede ikke med at han ville stikke af når hun først havde set ham og det hun nærmest holdt ham i et jerngreb, det ville jo kun have været værre hvis hun havde gjort det med en drageklo, men hun kunne dog godt tænke så langt at det ville være ret dumt fordi hun jo kunne komme til at stikke en klo ind i hans hals.
Ude i tronsalen rejste panteren og den hvide tiger sig som de så imod hende, på vagt og klar til hvis hun valgte at give en ordre men det gjorde hun just ikke fordi hun ikke havde tid til at være her da hun ville føre ham op til hendes soveværelse, bare fordi hun skulle have den stank vasket af ham, hvorfor anede hun egentlig ikke men lige nu tænkte hun bare at han skulle spules som en slags afstraffelses oven i. Så slog hun jo hurtigt 2 fluer med et smæk selvom der nok ville komme mere afstraffelse senere, men først skulle han da lige være ren i stedet for at lugte sådan, for hun hadede virkelig når folk var beskidte og stank på den måde, på det plan var hun altså en del mere renlig end så mange andre, noget der jo også afspejlede på hendes slot for så hun noget der var alt for beskidt så ville der vente afstraffelse til den første og bedste.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Det havde været så meget lettere bare at leve i skyggerne og i et aflåst rum sammen med de andre slaver på slottet. Nok havde han ikke fået samme behandling, men det var jo ikke ligefrem fordi kvarteret havde været særlig behagelig. Men opholdet i slavekvarteret kunne næppe ses som en afstraffelse, derfor begyndte han også meget hurtigt at grue for, hvad hun mon kunne finde på. Han tog en dyb indånding, som han forsøgte at bevæge sig forbi hende.. Men da han først mærkede hendes greb om hans nakke stoppede han op og gik nærmest i stå, som hans blik gled ned mod jorden.. Dødsdømt, det var hvad han var lige nu. Han forsøgte ikke at tænke over de ting, som hun kunne finde på, men samtidig så kunne han heller ikke lade vær med at overveje, hvilke former for straffe hun havde, når hun først var beruset. Der var ikke rigtig noget behageligt, som strejfede hans tankegang, som han forsøgte at holde sig selv samlet.
"Selvfølgelig, Deres Højhed"
sagde han ganske roligt, som om der ikke var noget galt, også selvom han tydeligt kunne mærke hendes greb rundt om hans nakke, så forsøgte han at glemme, hvad der kunne ske.. Han var ikke rigtig opstemt på noget og han vidste godt at den var helt gal ellers havde hun næppe brugt sådan et greb overfor ham. Måske han virkelig skulle have afsløret sin identitet for hende? Men på den anden side så frygtede han jo bare for at det heller ikke ville have gjort nogen forskel, for i virkeligheden havde han jo ikke været hos hende eller været til nogen hjælp i 1,5 år. Så Rai kunne godt forstå hendes reaktion, til at vist punkt. Han endte med at følge lydigt med, som han ikke turde kigge på hende eller overhovedet gøre modstand, da han frygtede for at straffen bare ville blive værre.. Noget der sikkert ikke var muligt, når hendes straffe altid var slemme.. Et suk forlod hans læber, som han lukkede øjnene og blot fulgte med hende. Nok havde han ikke været der for hende, men han havde altid holdt øje med hende blot for at se om hun ændrede sig i hans fravær.. Noget der ikke lige umiddelbart var sket?