Shame and disgrace..

[Rai Mirriko]

Han havde faktisk ikke noget imod stedet, som det var fascinerende, men også en skam at han aldrig nogensinde havde skabt bekendtskab med dette sted, altså ikke før nu. Han kunne sikkert godt have set dette som et tilflugtsted, eftersom at det ikke virkede som om folk kendte til stedet. Det virkede roligt og forladt, men også uberørt, som det havde fået lov til at forfalde på sin helt egen måde med tiden. Rai smilte for sig selv, som han lod blikket glide over de mange mure og stenene, der var skåret ud på hver sin måde, men det viste jo bare at det var fra en tid, hvor man ikke havde mere præcise værktøjer til at skabe de rette sten. De forskellige bygninger var sikkert også lavet udfra stenens mål og ikke ud fra behov, som man ofte gjorde nu. Det gjorde stedet dragende og lokkende. En skam at det var gemt væk, som det nu en gang var.
"Det er længe siden"
sagde han med en mere nedtrygt stemme, som han ikke rigtig troede på at det nogensinde ville kunne ske igen. Hvert land havde noget som det andet gerne vil have og derved ville det blive ved med at bekrige hinanden og aldrig kunne slutte fred.. Ikke uden tab. Det ville sikkert kræve en helt ny befolkning at skabe bånd og begge lande, netop fordi de fleste indbygger havde en dårlig fortid med det modsatte land på den ene eller anden måde. Noget man ikke kunne ændre uden at slette folks hukommelse, hvilket jo heller ikke ville være en løsning. Da Drazilla begyndte at bevæge sig fulgte han lystigt med og havde ikke særlig travlt, da han betragtede hver eneste bygning for at se om han ikke kunne skabe sig et overblik over hvordan det havde set ud. Men end ikke det havde han fantasi nok til.
"Det må have været et pragtfuldt sted i dets storheds periode"
sagde han med et let smil på læben, som han bevægede sig ind af det der tidligere havde været en dør. Han nåede dog lige at få et glimt af hendes røv, da hun først havde bukket sig ned for at rode rundt i jorden? Han forstod ikke hvorfor, men ville bestemt ikke spørge ind til det. Han smilte roligt til hende, da blikket var blevet vendt mod skålen. Hvad ville hun med den? Han kunne ikke rigtig se på denne afstand, at den var nyere end stedet, da han ikke en gang kunne bedømme hvor længe stenene havde været her.

[Drazilla Dragoens]

Det var sandt stedet virkede uberørt og roligt, selvom det sikkert var noget andet om natten hvor de fleste spøgelser kom frem, men igen de kunne jo også komme ud på denne tid selvom der ikke ligefrem var meget liv lige nu, dog regnede Zill ikke med de ville dukke op for det gjorde de nu en gang meget sjældent så hvorfor skulle de gøre det nu? Hun vidste da godt der var flere her end der nok plejede at være men alligevel så måtte det jo ikke betyde så meget og gjorde det endelig så ville de jo bare havde nogen at snakke med omkring fortiden, så der var jo ikke meget galt i det medmindre Rai flippede ud over det dog ville det bare være underligt når man tænkte på hvor mange spøgelser der fandtes på slottet. Dog vidste hun nu heller ikke om disse spøgelser der nok rendte rundt i denne dal, om de var fjendtlige eller venligsindet, selvom hun regnede med venligsindet når man tænkte på at dette jo var de troendes dal hvor folk havde levet i harmoni med hinanden eller bare accepteret at sådan foregik det ved den anden trosretning.
”Meget”

[/color] svarede hun kort med et skævt smil for der havde jo ikke rigtigt været fred mellem landene i hendes tid, jo en smule da Cec var dronning men der var stadig mindre angreb bare for at hendes folk ikke kedede sig, og så slemme var de angreb nu heller ikke men de var jo blevet værre med tiden fordi Zill ikke havde, kunne acceptere de andre dronninger, fordi hun ikke fandt dem værdige på nogen måde. Hun stod lidt og betragtede resterne af skålen inden hun smed den væk igen og så imod ham fordi hun ligesom havde mærket at han var kommet i hendes nærhed og stod og betragtede hende og hvis hun gættede rigtigt så vidste hun godt hvad han så på men hun kommenterede det dog ikke.
”Det tror jeg også, men tror ikke der bliver sådan et sted igen, i hvert fald ikke i min levetid”[/color] sagde hun roligt stadig med det skæve smil som hun så imod ham men opmærksomheden vendte ligesom væk fra ham igen for at rodede noget mere i det høje græs inden hun rejste sig igen med et kranie i hånden, hun vendte ansigtet imod Rai ligesom hun holdt kraniet oppe for at vise ham det ”Nu ved vi da hvor skålen kom fra”[/color] sagde hun med et skævt lettere grinene smil før hun pænt lagde kraniet tilbage nede hvor hun havde fundet det, hvilket jo bare betød at hun endnu en gang måtte bukke sig ned.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Egentlig kunne Rai ikke forstå, hvorfor der ikke var nogen som havde fortalt ham om stedet, men han var da meget tilfreds med, at hun havde taget ham med derop, det var sikkert ikke hverdag at man kom hen til et mere historisk sted som dette. Han kunne nemlig godt fornemme at stedet var fyldt op med historie, der bare ventede på at blive fortalt. Men hvorfor var det helt præcist at stedet var blevet nedlagt kunne enten Darklia eller Nirelia ikke have holdt det ved lige eller det var måske for farligt at være så tæt på det andet land? Rejsen havde jo ikke ligefrem været så lang også selvom rejsen til hest eller fods ville have været meget længere, så havde han ikke en fornemmelse af, at det ville tage en evighed at nå stedet. Det var nok svære at finde dalen, som at nå til de omkring liggende bjerge. Han lænede sig roligt op af den ene mur, som hans blik hvilede på hende. Det var faktisk ganske afslappende, da han først havde fået sat taskerne ned på jorden imellem hans ben, bare så han vidste hvor de var. Han så dog også roligt til da hun valgte at smide skålen væk, så megetvar den nu heller ikke værd, men den havde måske været mere værd, hvis den havde været fra den tid hvor dalen stadig var i funktion for begge lande.
"Så skal der i hvert fald ske nogle voldsomme forandringer"
kommenterede han roligt, ikke for at sige noget frækt eller provokere hendes og Nirelia's dronnings metode at styre deres land på, det var jo heldigvis op til dem, det var bestemt ikke noget han havde tænkt sig at blande sig i, da han hurtigt ville komme i klemme. Men det kunne nu alligevel være fedt hvis man bare byggede et enkelt hus op eller noget. Han kunne i hvert fald godt se det som en dejligt fristed en gang imellem, men det var næppe noget han kunne spørge om, for hvem ejede stedet? Men på den anden side så var han beskæftiget og så gik han ikke rundt og lavede lort andre steder, selvom han nok ville føle sig mere sikker, hvis han var på slottet.
"Det har nok været en hård omgang for ham eller hende"
sagde han med et let smil på læben, da han først lagde mærke til at hun havde et kranie i hånden. Han måtte jo ærligt indrømme at han muligvis havde kigget mere på hendes krop, som hvad det egentlig var hun rodede rundt med. Han lod også roligt blikket glide op mod himlen, som han smilte en anelse for sig selv. Rai burde faktisk være rolig, når man tænkte på at Drazilla havde sat en dusør på Selena, så hun ville nok næppe opsøge ham igen, da det ville være direkte dum ikke også? Så han burde kunne bevæge sig frit, så længe det bare var på stedet hvor der var andre og helst folk, der ville gøre alt for en dusør.

[Drazilla Dragoens]

Her var så meget historie at det ville være svært at lærer det hele på en dag, dette kunne tage år at lærer det hele, hvis man altså havde haft flere bøger omkring historien, men der var jo ikke mange tilbage og dem der var blev opbevaret for de mest værdifulde genstande i begge lande så det var jo nok klart hvorfor der ikke var mange som kendte til det, ellers var det sikkert folk som fortalte historier der kunne fortælle noget om dette sted men det ville jo blot være legender og myter så meget af det ville sikkert ikke være sandt selvom noget af det ville være sandt. Zill var dog alligevel glad for at kende til dette sted for det gjorde hende i godt humør igen fordi hun elskede at være her, at gå på opdagelse da man jo ikke vidste hvad der gemte sig i mellem græsset eller bag halvmuren, her var så meget at lave og så mange drømme man kunne ligge og drømme om, selvom de jo nok aldrig blev virkelige men sådan var det nu en gang, dog havde Zill ikke noget imod at det kun forblev i drømmene for så blev intet ødelagt, noget som glædede hende.
”En ny Nireliansk kongelig ville kunne sikkert være med til det”

[/color] sagde hun med et skævt smil inden hun kom med et kort grin som tegn til at hun virkelig ikke troede at Nirelia kunne tage sig sammen eller virkede for svag til at hun ville indgå sådan et samarbejde med den nuværende dronning medmindre denne tog sig sammen så kunne det jo godt være at Zill men hun tvivlede nu alligevel. Dog ville hun ikke tænke over det lige nu for hun var kommet her for at blive glad igen og det virkede lidt for hun kunne mærke at hendes indre barn voksede frem inden i og gav hende lyst til at lege og bare folde sig ud uden at hun behøvede at tænke på det ene eller det andet.
”Jeg gætter på en ham.”[/color] sagde hun igen med et skævt smil før kraniet igen var væk efter hun havde stået lidt og leget med det, bare lidt for sjov før hun havde bøjet sig ned og lagt det pænt på plads, men hun så dog kort over på ham i hemmelighed inden hun tog en mindre sten og kastede den hen imod ham før hun nærmest stak af gennem en større sprække for det var jo ikke alle murene som var der ellers var de fleste så lave man kunne springe over dem, noget hun gjorde for at komme væk fra ham bare for at se om han ville forsøge at fange hende, for dette var jo nærmest deres fristed nu, for de skulle ikke ligefrem tænke på at nogen ville opdage dem eller gøre noget ved det i hvert fald for her var man jo næsten alene så der skulle da leges nu hvor hun var kommet i godt humør igen for hvem vidste måske førte det jo bare til noget godt?
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Et lavmælt suk forlod Rais læber, som han gled ind i hans egne tanker og blot drømmede en anelse omkring hvordan stedet mon havde set ud. Det ville næsten være et livs projekt at bygge stedet op på ny, men det ville nok også nærmere være fordi det skulle gøres på den rette måde, så stedet bevarede sin ånd. Dermed sagt at man ikke skulle ændre ved naturen og blot bibeholde de forskellige huse, som de havde set ud og skaffe sten, der ikke så nye ud, men i forvejen var forfaldende og old gamle. Tanken var ganske fristende, men han bevægede sig dog roligt tilbage til virkeligheden, så han ikke virkede alt for fjern i hendes selskab, det kunne let irritere nogle og han var ret sikker på at Drazilla ikke var en undtagelse, når det først kom til stykket. Rai blev lige pludselig fanget af noget der kravlede på muren tæt på hans ansigt, han blev lettere forskrækket da det gik op for ham, at det var en slange, ikke ligefrem en af de farligere af slagsen, men den var der. Han gav et ryk, som han hurtigt fjernede sig fra væggen og muligvis gik lidt tættere på Drazilla, inden at han igen undersøgte væggen for til sidst at lade blikket glide mod hendes røv igen. Forbandede natur.
"Udmærket, men hvorfor blev han her så længe?"
sagde han en smule undrende, da han ikke rigtig kunne forstå, hvorfor manden havde valgt at dø her, medmindre at han ikke havde haft noget valg eller måske var forbundet til stedet. Han kunne i hvert fald ikke se hvorfor han ville blive ved disse ruiner. Rai blev lige pludselig overrasket, da han kunne fornemme noget kom i retning af ham. Heldigvis for ham, så reagerede han hurtigt nok til at gribe stenen, inden at den ville ramme ham i maven. Ikke fordi det ville gøre ondt, men han ville bestemt være overrasket Han startede med at kigge en smule på stenen.
"Har du nogensinde overvejet at bygge stedet op igen?"
spurgte han pludseligt, som han rettede blikket op og så til sin overraskelse at Drazilla var ved at løbe sin vej eller i hvert fald gøre et forsøg på det. Det bragte hurtigt et smil frem på hans læber, som han smed stenen mod muren og farede efter hende. Han kunne sagtens være med til en mindre fangeleg, hvis det virkelig var det hun ønskede sig. Han var ikke bleg for at opføre sig dumt, da det jo blot lå i hans natur at dumme sig, så en fangeleg skræmte ham ikke.

[Drazilla Dragoens]

Stedet ville være smukt ja, men Zill vidste også godt at hvis hun skulle bygge det op måtte hun havde en del rådgivere på det projekt og folk der faktisk kunne finde ud af at bygge huse bare så hun var sikker på at de ikke ville falde sammen igen lige så snart det var bygget. Men det ville nok aldrig blive ligesom det havde været en gang i den storhedstid men det ville igen kræve en masse samarbejde med Nirelia og det fungerede jo just ikke, ikke på så store projekter som denne.
At han blev skræmt af en slange opdagede hun ikke rigtigt for hun havde jo travlt med alt muligt andet som at lagde med kraniet og ligge det væk igen før hun igen lod som om hun undersøgt noget i græsset, for dyrelivet interesserede hende just ikke men hun ville også bare have grinet af ham hvis hun havde set det, før hun ville fjerne slangen og proppe den op i hans ansigt.
”Huskede jeg at nævne at det siges at spøge her på stedet? Og ikke alle overlever en nat heroppe?”

[/color] spurgte hun en anelse undrende som hun så kort på ham men interessen for de skjulte skatte i græsset var stadig meget mere interessant og så det at hun kastede stenen på ham da hun fandt en der var passende størrelse og egentlig meget glat for at den ikke skulle gøre for ondt hvis den ramte ham, men om den gjorde så hun ikke rigtigt for hun var stukket af allerede inden, ud igennem sprækken i væggen og videre hen til en større samling af halvmure og store sten hvor hun gemte sig bag nogen af dem i det høje græs, og egentlig bare ventede på om han ville opdage at hun var stukket af og havde gemt sig i det høje græs og selvfølgelig ved hjælp af stenen også, for ellers ville hun sikkert hurtigt kunne ses men nu ville hun gøre det svære for ham. Hun ventede lidt på at han kom tættere på før hun listede hen til næste gemmested, for hun kendte jo det her sted meget godt da hun jo elskede at tilbringe tid her og undersøge de forskellige ting og egentlig bare drømme om hvordan stedet havde set ud den gang for længe siden, for hun kunne ikke andet end at forstille sig at det var storslående. Dog tænkte hun slet ikke på det lige nu for det indre barn var ude på at lege gemmeleg med ham, noget han sikkert ikke havde oplevet før, altså det indre barn der kunne lege uden smerte og druk, men dette barn blev også sjældent vakt fordi hun ikke mente det var passende for en dronning at være lidt barnlig.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Det rolige blik i hans øjne forandre sig ikke rigtig, som han fik lov til at bevæge sig frit på dette område. Det var heller ikke fordi han faktisk følte sig overvåget eller noget lignende, også selvom man sagtens kunne få en fornemmelse af, at der var noget som kiggede på en. Rai kunne godt se at det ikke var Drazilla, eftersom at hun tydeligvis havde travlt med at flygte fra ham eller blot gemme sig, hvilket han fandt morsomt, som en svag latter forlod hans læber. Han rystede dog en anelse på hovedet, da han lige pludselig endte med at miste hende af syne? Det var jo heller ikke helt fair, da hun jo havde været i dalen op imod flere gange og det var hans første besøg, så han havde ikke en chance for at finde hende, medmindre at hun til sidst ikke gad lege mere og blot dukkede op. Han blev dog lettere forundret, da hendes ord fra tidligere endelig ramte ham. Spøgelser på stedet, hvorfor havde hun ikke nævnt det tidligere? Så kunne han da bedre forstå, hvorfor han til tider følte sig overvåget, også selvom Drazilla i hemmelighed havde holdt øje med ham. Et suk forlod hans læber, som han bevægede sig mere roligt rundt imellem ruinerne, men alligevel forsøgte at finde hende.
"Så du siger, at jeg eller vi skal være heldige at overleve natten?"
Spurgte han med et ganske forunderligt smil, som han lod blikke glide igennem en sprække i den ene mur, blot for at tjekke om hun var lige på den anden side af den. Da det ikke var tilfældet gik han roligt videre igen. Hans blik gled rundt imellem ruinerne, som han ikke rigtig kunne fornemme hende, dog dukkede der hurtigt et listigt smil frem på hans læber, som han fik en ide. Han rystede lidt på hovedet, som om han faktisk havde givet op, men lige med et forvandlede han sig til sin ulveskikkelse og begyndte straks at snuse sig frem til hende. Det var dog en anelse svært, da hendes duft næsten var over det hele, så han forsøgte blot at gå efter de stærkeste spor. Nok var dette knap så sjovt, men det var da heller ikke fair at hun kendte stedet og han først lige skulle undersøge det? Han farede rundt imellem murbunkerne og væggene, som han endte med at springe op på den en halvmur og snuse lidt i luften for at fange hendes duft. Rai sprang ned fra muren igen og begyndte at følge sit spor. Han blev jo nød til at udnytte sine fordele, bare en gang imellem eller var det ikke helt fair?

[Drazilla Dragoens]

At de muligvis blev overvåget tog hun sig ikke rigtigt af, for det var hun jo stort set vant til fra livet på slottet, for når man var kongelig var der jo mange øjne på en hele tiden, selvom det nu mest var for at tjene det mindste vink, i modsætning til her hvor det kunne være for at dræbe. Hun var dog rolig for hun mærkede jo intet ondt her selvom der sikkert var nogle onde spøgelser i blandt så kunne hun ikke mærke dem nu hvor hun rendte rundt i det høje græs og ind og ud af ruinerne for at få ham til at miste hende af syne, hvilket virkede til at virke godt nok, dog nægtede hun lige at svare på hans spørgsmål for det ville jo bare afsløre hendes position og det kunne hun ikke have eftersom hun ville have han skulle finde hende eller opgive i forsøget og lige nu var der ikke gået lang nok til at hun ville tro på dette, for Rai kunne jo være meget stædig når han først havde sat sig noget i hovedet så hun skulle bare have ham til at blive stædig hvis han ville have hende for hun ville have ham til at kæmpe, bare en smule.
Det sted han sprang op var nu ikke langt for hvor hun gemte sig, for hun fornemmede sig ligesom at han var kommet tættere på og egentlig sad hun og lurede lidt igennem det høje græs i håb om han ikke opdagede hende før hun så ham hoppe ned af halvmuren og for det var hendes tegn til at hun hurtigt rejste sig og begyndte at løbe væk med et skævt grinende smil, for det her morede hende og det var hun jo ikke helt bange for at vise men hun ville dog ikke le fordi hun havde i sinde med at forsvinde ind mellem nogle buske, hvor det virkede til at være en mindre indgang og inden i var der en mindre hule hvor man kunne gemme sig, det var sikkert blevet benyttet af dyr tidligere muligvis hjorte eller sådan noget.

[Rai Mirriko]

Et gys strøg igennem hans krop, som han rystede sig en anelse i sin ulveskikkelse. Han havde egentlig tænkt over om det overhovedet var smart at skifte til sin ulveskikkelse, da det ikke havde været et venligt gensyn med hans skikkelse sidst Drazilla havde set ham. Men det havde jo også noget at gøre med at han havde gemt sig nede i kælderen, som en hver anden kujon, der ikke turde tage konsekvenserne for sine handlinger. Men han var dog overbevidst om, at det muligt kunne være slemt lige nu, som han jo skulle finde hende. Han rejste sig roligt op på bagbenene for at snuse hen over en halvmur. Han hylede en smule, som han kom tættere på hende, da duften stadig hang i området, men hun havde dog allerede flyttet sig. Han sprang ned på jorden og farede rundt om muren for at snuse sig frem til hvilken vej hun mon havde taget. Rai farede lige pludselig mod nogle buske, hvortil han kunne dufte hende, så han var overbevidst om at hun måtte være i nærheden, også selvom han ikke kunne se, hvor hun havde gemt sig i en buks.
Da han var sikker på at han havde fundet hende valgte han roligt at forvandle sig tilbage, som han tog sig en anelse til nakken og blot smilte lumsk for sig selv.
"Du kan ikke gemme dig for evigt"
sagde han med et drillende smil på læben, som han langsomt gik tættere på busken og trak bladene fra, til sin overraskelse så var hun der ikke.. Han sukkede en anelse og lagde først da mærke til at der i virkeligheden var en mindre tunnel eller hule på den anden side af bladene. Rai trak en smule på skulderne og valgte at bevæge sig ind i mørket, da der bestemt ikke var nogen mulighed for at der kunne trænge noget som helst lys derind. Han lod roligt sine hænder glide hen over den kolde mur, som han kom ind i hulen og kiggede sig en smule omkring. Hvor var hun blevet af?
"Kom nu frem, jeg har jo fundet dig"
sagde han lettere opgivende, men han forsøgte blot at få hende til at sige noget, så han lettere ville kunne finde hende. Det var også derfor at han var ekstra opmærksom på hvilke lyde der var i hulen, det var dog svært at bedømme, da hulens vægge var med til at give et mindre form for ekko, som blot forvirrede hans hørelse. Men det burde være muligt at finde hende alligevel. På den ene eller anden måde i hvert fald.

[Drazilla Dragoens]

Denne lille leg de havde gang i morede hende gevaldigt og det gav hende jo lov til at vise hvor hun var og dermed virke overlegen, selvom hun tit gjorde det derhjemme i alvor, men dette var i sjov for hun havde intet at bekymre sig om, så det var ikke ligesom når hun virkede overlegen i kamp eller bare generelt for hun havde jo ligesom lært at det fik mange til at løbe væk allerede inden en kamp så det gav hende jo en fordel fordi hun slap for at kæmpe og folk blev bange for hende. Men nu skulle der altså leges og det var jo også lidt for at vise at nu hvor hun var her i dalen så var hun ved at blive god igen, fordi hun ville lege skjul og fange med ham, eftersom hun jo skulle se om dette var en af tingene der gjorde han blev tiltrukket af andre kvinder, for så kunne hun jo udnytte det hvis hun ville have ham til at blive ved sig.
Hun smilede for sig selv som hun gemte sig i kort tid inden hun igen flygtede og egentlig hørte hvad han sagde men hun valgte ikke at svare ham før han var kommet ind i hulen hvor hun havde gemt sig bag en større sten eller stor var den ikke for hun måtte ligge halvvejs ned for at hendes hoved kunne være skjult bag stenen. ”Men ikke fanget mig”

[/color] sagde hun med rolig stemme selvom det gav ekko det lille sted hvor de nu var, som ekstra ting tog samlede hun lydløst en lille sten op som hun kastede længere ind i tunnelen som blev mindre og mindre jo længere man kom ind, så man kunne egentlig godt tro at folk opbevarede mad her den gang dalen var fuld af liv, for hun vidste jo ikke om de havde mindre skabe eller mindre rum til at opbevare maden, så dette her kunne jo være et godt sted at opbevare det, for gik man længere ind så kunne man ikke længere stå oprejst og stedet kunne jo med lethed skjules med en stor sten så dyr ikke ville kunne komme herind eller man kunne skjule børn i tilfælde af dalen jo blev angrebet, selvom det vidst ikke havde hjulpet meget den gang.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Det var egentlig ganske befriende, som Rai farede rundt imellem alle ruinerne og blot nød den friske luft, imens at han forsøgte at finde hende. Lige pludselig var det ikke så slemt igen, at være i nærheden af hende. Ikke fordi det havde været slemt før, men han havde muligvis frygtet for sit eget liv, da hun først havde lagt mærke til ham nede i slavernes kvarter. Men det var nu glemt helt, som den hvide pels blev luftet i en meget mere for luft og han ingen bekymringer havde. Hvis man spurgte Rai direkte, så ville han nok trække en anelse på smilebåndet, for han havde bestemt ikke noget imod at jagte kvinder og det var måske også det der lokkede ham hver eneste gang. Noget han virkelig ikke kunne gøre for, men det var nu bare sjovere, som at få det hele serveret, så var der mere udfordring i det at skulle jagte en kvinde og først derefter fange hendes opmærksomhed. Men det var jo blot en af hans svagheder overfor kvinder..
Idet at han bevægede sig ind i hulen, lod han også blikket glide fra den ene væg til den anden, for at se om han ikke bare kunne få et svagt glimt af hende. Han blev jo nød til at forsøge, da han bestemt ikke ville give op så let.
"Så skal du jo give mig en chance"
sagde han med et svagt grin på læben, som han forsøgte at finde ud af hvor stemmen stammede fra, det var dog svært, som et ekko generede hans hørelse. Roligt bevægede han sig længere ind i mørket og forsøgte at dufte sig frem til, hvor hun kunne være. Det måtte da være muligt at finde hende, så længe han valgte at dække udgangen. Så kunne hun i det mindste ikke flygte ud igen. Da stenen første gang ramte jorden farede han hurtigt afsted længere ind i. Han sukkede en anelse, da der først blev stille igen, hvorefter han vendte sig om.
"Du bruger jo feje tricks"
sagde han med et grin hvilende hen over læben, før at han samlede hænderne foran sig og dannede det velkendte lys i hans hænder. Det sendte han så mod udgangen, så han havde mulighed for at holde øje med hende, hvad enten det blot var hendes skikkelse, eller en skygge på væggen, så skulle han nok finde ud af, hvor hun var på vej hen.

[Drazilla Dragoens]

Jagt instinktet lå sikkert til mange mænd, så det skulle ikke undre hende at han også havde det fordi der var jo et eller andet over mænd der gjorde de lignede meget hinanden og de elskede jo at jage om det så var dyr eller kvinder, det kunne vel lige meget hvad det var, så længe hun bare vidste det fungerede for så kunne hun jo gøre det sjovt for ham ind i mellem, med at rejse og så efterlade en besked med at han skulle finde hende et eller andet sted og så måtte han jo bare forsøge at finde hende der. Så det blev som en slags leg imellem dem, selvom det jo ikke var sikkert at hun ville jage ham hvis han pludselig forsvandt, for det gad hun jo sjældent gøre, så det måtte være ham der jagtede hende og ikke omvendt. Det gav hende jo også den slags form for opmærksomhed som hun krævede, nemlig den mere kærlige hvor folk viste at de ville have hende så hun kunne føle sig mere uopnåelig, hvorfor hun gerne ville føle sig uopnåelig var hun egentlig ikke sikker på, hun kunne bare godt lide det, lide at lade folk tro de kunne få hende selvom de aldrig fik hende.
Hun smilede velfornøjet som hun sad og gemte sig bag stenen og bare ventede på at han ville finde hende eller løbe efter stenen, som til hendes glæde at han gjorde, jagtede lyden af stenen så han faldt for en af de ældste tricks i verden med at aflede den andens opmærksomhed ved at smide noget i en anden retning. Så hun kunne ikke lade holde en latter tilbage fordi han nok måtte føle sig lidt dum men igen det underholdt hende jo bare ”Og du falder for dem”

[/color]. Dog da han vendte sig for at kaste hans velkendte lys skyndte hun sig lidt at rejse sig for at løbe væk fra ham igen, ud imod udgangen for hun var jo ikke bange for hans lys og han skulle jo have lov at se hende ind i mellem bare for at han ikke skulle opgave men have en chance for at komme tæt på ind i mellem.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Eftersom at det var hans natur at jagte andre, så kunne det godt være, at han slet ikke lagde mærke til at han faktisk elskede at jage kvinder på den ene eller anden måde. Men det var jo sikkert en undskyldning der ikke ville være tilstrækkelig for Drazilla, derfor blev han jo også nød til at holde sig til hende. Nok kunne hun finde på at hævne sig på de værste måder, men han regnede dog med at være en smule mere fri for de mest voldsomme metoder, som hun en gang havde truet med, nu hvor de blot var rejsekammerater.
Idet at han hørte hendes latter, vidste han godt at han var gået forkert, men i dette tilfælde havde det faktisk været meningen, da han måske synes det ville være en smule for let, hvis han trængte hende op i en krog helt inde i hulen, så ville det bestemt være sjovere, hvis han kunne jage hende bare lidt mere udenfor.
"Det blev jeg jo nød til, for at få en latter frem på dine læber"
sagde han med et glimt i øjet, som han blot så hende nærme sig udgangen igen. Han stak roligt hænderne ned i lommen og hvorefter han roligt gik efter hende. Da han ikke var særlig langt fra udgangen, satte han dog farten op, for at sige, at hun ikke skulle regne med at få det let. En latter forlod også hans læber, da han kom tæt nok på til at duft hende ordentlig. Lige inden at hun forlod hulen og duften var knap så koncentreret igen.
Rai var blevet opmuntret på det groveste, som han ikke tøvede med at forvandle sig til ulv igen og straks løb efter hende i en lovende fart, så han faktisk gik ud fra, at han havde en chance for at fange hende eller blot strejfe hende med snuden, inden at han ville forsøge at vælte hende, ved at overfalde hende.

[Drazilla Dragoens]

Selvom han var en mand og jæger så ville hun stadig blive rasende hvis han gik med andre kvinder, i hvert fald hvis hun kendte til dem specielt nu hvor hun havde opgraderet hans status fra blot tjener til nu en slags ven selvom han stadig havde den mindre regel om han skulle holde sig til hende for hun holdt jo af ham selvom hun nægtede at sige det højt og hun ville jo have ham til trods for hun ikke helt vidste på hvilken måde for konge var han jo ikke helt egnet til men som elsker måtte hun jo stoppe med at se ham på et tidspunkt hvis hun fik en mand medmindre den mand jo gav hende lov til noget andet for så kunne han godt forsætte som elsker hvis han ikke kede hende eller var død til den tid.
Zill morede sig og det var jo det vigtigste lige nu, så han gjorde da arbejdet godt nok ved at falde for hendes lille nummer, som faktisk overraskende nok stadig fungerede på nogen mennesker til trods for at tricket var æld gammel og var brugt i flere årtusinder nok på flere forskellige måder foruden at kaste fysiske genstande så kunne det jo også være lyd, men det krævede man var lidt flere om det. ”Så klare du det godt”

[/color] grinede hun som hun løb med udgangen for han skulle jo ikke have det så let og hun havde det sjovt selvom denne leg snart måtte stoppe, hun kunne jo ikke lade ham jage hende igennem hele dagen for det ville bare kedeligt i sidste ende, i hvert fald for hende for han kom jo alligevel ikke tæt nok på til at fange hende.
Hun kravlede ud af hulen og ud igennem buskene for at løbe tilbage til ruinerne hvor hun sprang over lave mure og løb igennem græsset indtil hun til sidst kravlede op i et træ lige inden han skulle til at røre hende, der kravlede hun op på en af lavere grene for træet var ret stort og fyldte meget, så det måtte være gammel, måske havde det været et ungt træ den gang dalen var i ”live”.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Han trak svagt et smil hen over sine læber, som han dog endte med at ryste en anelse på hovedet af sig selv, da han virkelig ikke helt forstod hende. Men på den anden side, så kunne det jo også være ligemeget, så længe han sørgede for at holde sig på den rette side af hende og aldrig nogensinde træde ved siden af igen. Rai ville gøre næsten alt for at få det tilbage, der var gået tabt. Nok var det længe siden, men han kunne da stadig ikke glemme den tanke, at han kunne have fået hende for sig selv.. Eller næsten, for han ville umuligt kunne lukke hende inde og holde hende tilbage så meget som Damian havde gjort. Men desværre var det for sent, så nu måtte han blot nyde den tid han havde med hende, hvad enten det var i bjergene, grotterne eller i slavekvarteret, så måtte han se sig til takke med det han havde fået adgang til.
Da han først havde forvandlet sig til ulv, så havde han ikke i sinde at forvandle sig tilbage lige med det samme, som det var meget nemmere at følge hendes tempo, når han var i ulveskikkelse. Samtidig med at det var yderst befriende. Hvilket også var grunden til at han ikke svarede hende, som han koncentrerede sig mere om at jagte hende, end faktisk at lytte til hendes ord. Men det havde muligvis noget at gøre med at de dyriske instinkter hurtigt kunne tage over. Specielt i hans tilfælde, fordi han ikke gjorde noget for at holde dem nede.
Rai havde ikke nogle problemer med at springe over eventuelle forhindringer, som hun forsøgte at slippe af med ham, han var konstant lige i hælene på hende og ville heller ikke give op. Han forsøgte endda at springe op i træet, men endte kun med et komme tæt nok på til at lade sin snude strejfe hendes ben, hvorefter han landede på sine ben og satte sig ned, imens at han kiggede op på hende. Ulvens blik var mere eller mindre bedende, men denne så også afventede på hende, da hun umuligt kunne blive oppe i træet hele tiden, desuden så ville det også være dumt at trække den for langt ud, netop fordi det jo kun var en leg og de morede sig. Selvfølgelig kunne han forsøge at kravle op ved siden af hende, men så kunne hun forsøge at springe ned fra træet, når han kom for tæt på. Så han måtte bare vente tålmodigt.