Shame and disgrace..

[Drazilla Dragoens]

Der var sikkert en del konsekvenser men Zill kunne just ikke fortælle ham dem udover de mistede deres sjæl men det kunne være maleren ville forklare ham det hvis de altså fandt hende, noget som de måtte håbe på for så kunne han blive sammen med hende i noget tid endnu. ”Det kommer jo lidt an på om dronningen af Nirelia er villig til at samarbejde men nej kan vidst ikke helt undgås”

[/color] sagde hun roligt med et skævt smil for det var vidst lidt for tidligt at sige noget eftersom Darklia var et krigerisk folkefærd og Zill selv var jo også krigerisk når det kom til stykket, medmindre hun jo selvfølgelig fik andre ting at tænke på for så ville hun jo slet ikke være krigerisk hvis hun havde en eller anden hobby eller en person at gå op i.
”Du kan umuligt irritere mig så meget som Dallcan gør det”[/color] grinede hun en smule for det spøgelse var jo irriterende som han dukkede op mens hun flirtede med andre eller var i seng med dem, ligesom han havde det med at lave ballade med pigerne, specielt i køkkenet hvor han lavede ballade når han var sur på hende af en eller anden sær grund, foruden delen med at hun var den som havde dræbt ham i første omgang, en fejltagelse hun havde lært en smule af fordi hun ikke rigtigt dræbte i hendes slot hvis hun kunne undgå det med alle de spøgelser som fandtes der og hun havde ikke ligefrem brug for flere der kunne lave ballade og irritere hende så meget at hun ikke en gang kunne blive i hendes eget hjem uden at blive sindssyg.
Hun smilede da deres læber skiltes ad igen for det var jo længe siden hun havde fået lov at mærke hans læber men der havde jo været så meget som havde gjort hun ikke ville tillade det blandet andet den irriterende vampyr kvinde som havde drevet hende til vanvid samtidig med at hun jo havde haft andre grunde til at være rasende på Rai.
”Jeg kan altid klare dig”[/color] hviskede hun drillende inden hun tillod endnu et kys fra hans side af mens hun lod hånden fra hans hage glide om i hans nakke i stedet som hun begyndte at nusse lige så stille, før hun brød kysset igen men kun at sætte sig over hans ben så hun havde hele fronten imod ham, her genoptog hun så igen kysset og hendes nussen i hans nakken, bare så hun kunne få lidt dessert som hun lige kaldte det selvom hun ikke ville sidde her særlig længe for der var stadig meget der skulle udforskes så det havde hun slet ikke tid til.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Måske han faktisk var ligeglad med hvad konsekvenserne var, nu hvor han havde fundet ud af, at han kunne få mere tid, så hvorfor overhovedet overveje det? Han var i hvert fald overbevist, så han håbede blot at det var muligt at finde maleren, for han kunne umuligt forlade slottet, så skulle han da i hvert fald være dum eller bare for desperat, og så ville maleren sikkert sige nej.
"Så må vi jo bare nyde den tid der er"
sagde han med et ganske roligt smil på læben, som han foldede hænderne foran sig og egentlig godt kunne se hvad hun mente, for Nirelia ville næppe se dovent til, hvis Darklia lige pludselig fik lyst til at gå på jagt i blandt deres beboere. Han sukkede en smule lydløst for sig selv, som det ville være umuligt at finde en løsning, der kunne passe begge lande eller var der? Han rynkede en anelse på panden, da hun nævnte Dallcan, han havde godt hørt om dette spørgsmål, men faktisk ikke rigtig forstået hvorfor dette spøgelse havde bosat sig på slottet. Der var jo nok nogle grunde, som han ikke kunne se, men det var ikke noget han skulle blande sig i, så han nikkede blot, som han godt kunne tænke sig at et spøgelse måtte være lettere irriterende i længden, fordi de jo ikke bare kunne slås ihjel.
Rai nød hendes kropsvarme som altid og da deres læber skiltes, var han ikke ligefrem tilfreds, men på den anden side, så havde det været dejligt, så længe det nu en gang varede. Grunde til at være sur på ham, var der rigeligt af, det var bare med at udnytte dem. Han smilte dog lettere lumsk, da han hørte hendes ord og løftede en anelse på det ene øjenbryn, som han ikke rigtig ville tro på det.
"Lad det komme an på en prøve"
sagde han drillende, som han blot smilte til hende, efter at hun havde givet ham endnu et kys. Han kiggede dog en anelse undrende på hende, da hun valgte at sætte sig hen over hans ben og fortsat nusse ham i nakken, imens at deres læber endnu en gang fik lov til at mødes. Hans hænder vandrede roligt ned af hendes ryg, hvorefter de lagde sig mod hendes røv. Der var absolut ingen mulighed for at han overhovedet kunne dy sig, da det jo var yderst fristende, når hun jo havde valgt at sætte sig, som hun gjorde. Lige nu tænkte han ikke en gang på at udforske stedet, nok nærmere udforske hende.

[Drazilla Dragoens]

”Det synes jeg lyder som en god ide”

[/color]
Sagde hun med et skævt smil, nærmest som en lettere forførende hvisken for det lød da også som en god ide fordi hun jo regnede ikke med at der nogensinde rigtigt blev fred efter den tidligere dronning Cec var død for Zill kunne bare ikke acceptere andre dronninger men igen Zill havde det jo svært ved erstatninger for ting hun egentlig var ret glad for, ligesom hun havde svært ved at finde erstatning for Rai for der var ligesom ikke andre end ham, til trods for han lidt havde erstattet venskabet med Messi, selvom det ikke ville blive det samme men det var da godt nok til at hun for noget tid kunne glemme ham så det var egentlig fint nok for hende for Messi havde jo været erstatning for Dallcan så dermed havde hun det med at finde erstatninger for andre, selvom det aldrig blev det samme.
Hun nød at være så tæt på ham for hun måtte jo indse at hun ikke kunne holde fingrene fra ham i længere tid men igen hun kunne jo heller ikke forblive vred på ham uanset hvor meget hun prøvede på det, det kunne han jo se den gang hvor hun havde sagt han skulle sidde i 5 dage lænket til væggen men han nåede kun de 3 før hun selv befriede ham fordi hun egentlig ikke kunne klare at se ham lide. Hun kommenterede ikke på det han sagde men smilede bare frækt til ham for den udfordring var hun da lidt med på, men igen hun var jo næsten altid med på det, dog ville hun ikke gå hele vejen for dette var jo alligevel et helligt sted for hende så dette blot betyde meget mere for hende end det ville for ham, fordi det ville være som et slags ægteskab og det skulle jo ikke ske lige nu, det var der ikke nogen af dem som var klar til. Hun forsatte kysset og nussede ham i nakken men hænderne strøg nu over hans skulder og ned på hans brystkasse som hun nussede en smule inden hun brød kysset med et frækt smil.
”Nu kan du ikke holde til mere.. For du ved godt at der medfølger forpligtelser hvis vi forsætter”[/color] sagde hun drillende men hun mente det jo også bogstaveligt for hvis han mente hun tidligere havde været streng overfor ham så ville det kun blive værre hvis de forsatte og så han ikke kunne leve op til hendes forventninger.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Det var yderst befriende, at være i ritual dalen, eftersom at der ikke rigtig var nogen som kunne komme og forstyrre dem lige pludselig, samtidig med at stedet var så idyllisk, at man slet ikke kunne lade vær med at forelske sig i roen og freden. Det kunne godt være, at hun havde nævnte nogle fare for stedet, men de var jo endnu ikke dukket op, så det var bestemt ikke det han tænkte på. Han tænkte nærmere på fremtiden og var lettere ivrig efter at finde ud af, hvordan det ville være at have så mange år til rådighed, som han havde lyst til. Stedet her, fortjente i hvert fald at blive genopført igen på et tidspunkt, om det så betød, at han skulle tilbringe rigtig meget tid her, så var han ligeglad, for det var jo meningen at han ville ære Drazillas minde, dog skulle han jo som sagt nyde den tid, de havde sammen nu.
Rai smilte lettere drilsk til hende, da et glimt viste sig i hans øjne. Han var ikke rigtig bleg for at udfordre skæbnen bare en anelse, men vidste også godt, at han ikke skulle gå for langt, og endelig stoppe, når hun først begyndte at hentyde til dette. Også selvom den forførende hvisken blot bragte lettere frække minder på banen, så forsøgte han at holde sig i skindet, lige indtil at hun kom helt tæt på ham, og det ikke længere var muligt at opretholde den søde facade.
Det var lige før at han skulle til at sige noget til hende, men han valgte simpelthen at lukke munden roligt igen, som han blot nød hendes nærvær og lod sine hænder strejfe hendes krop, hen over ryggen og ned over hendes røv, som han lod dem ligge sig der og blot så hende i øjnene, imens at han gengældte kysset. Han var ikke glad for at hun brød kysset, også selvom han så det frække smil, så endte han ud med at ryste på hovedet, af hendes ord. Han kunne da godt holde til mere? Han bed tænderne en anelse sammen, da hun nævnte forpligtelser, hvis de valgte at fortsætte. Han lod også blikket glide ned af, som han betragtede hendes i krop, også selvom det måske virkede, som om at han var skuffet.
"Forpligtelser som jeg endnu ikke kan bære? Hvis du ikke prøver mig, som kan jeg jo aldrig bevise det over for dig"
sagde han med et ganske roligt blik i øjnene, som han forsøgte at se lettere forventningsfuld på hende, også selvom han godt kunne fornemme på hende, at det måske havde noget med stedet at gøre. Det var jo også forståeligt, fordi hun havde jo kaldet det ritual dalen og det måtte jo betyde, at der lå en tro over dette sted, som ikke skulle krænkes, hvis de først gik for langt. Han kunne muligvis godt se, hvad hun hentydede til, men alligevel ville han gerne være sikker.

[Drazilla Dragoens]

Det var ikke altid at hun tillod at han rørte hende, men lige nu gjorde det hende ikke noget for hun havde jo selv indbudt ham til at gøre det ved at sætte sig over hans ben og selv begyndt at kysse og nusse ham, men hun kunne jo bare ikke lade være stedet her gjorde hende jo så fredelig og afslappet at hun bare gerne ville hygge sig med ham og hun kunne tillade sig at være tæt på ham uden at der var nogen bekymringer om at de blev fundet eller sådan noget for så blev hun jo nødt til at være som en dronning ville være overfor hendes tjener.
”Sandt.. men disse er du ikke klar til før jeg er helt klar til at stole på dig”

[/color] svarede hun blot med et skævt drillende smil for så kunne han jo prøve at overbevise hende om at han var til at stole på med forskellige ting, og så kunne det jo være at hun ville pålægge disse forpligtelser over ham, hvis hun ikke fandt et bedre parti til den tid for det var ikke til at sige hvor længe det ville tage men hvis han blev udødelig så havde han jo lang tid til at overbevise hende om at han var til at stole på for det gjorde hun jo stadig ikke helt, specielt ikke på området med kvinder.
”Desuden skal vi ikke gøre det på dette hellige sted”[/color] sagde hun roligt som tegn til at hun stod fast med at hun ikke ville gøre det her i dalen, men hvis de nu bevægede sig uden for så var det jo noget andet ligesom at dette blot var kys og kærtegn og intet andet. Hun endte med at give slip på ham og gøre tegn til at hun ville rejse sig for de skulle videre i programmet med at udforske dette sted, bare for sjov skyld og der var jo rigeligt med sollys endnu selvom det ikke ville vare ved og så begyndte det jo først at blive interessant, selvom hun ikke lige havde nævnt for ham at hun ville blive her natten over bare for at se om det var rigtigt at spøgelser dukkede op og at det var farligt her om natten.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Hun havde vel selv lagt op til at han godt måtte røre ved hende, så længe at det ikke blev alt for voldsomt, også selvom han havde svært ved at holde sig fra hende, så måtte han jo bare gøre et forsøg, ellers ville det ende grusomt for ham. Specielt nu hvor de var alene i dalen, hvor ingen næppe ville kunne høre ham.. Rai smilte en anelse for sig selv, som han endte ud med at bide sig en anelse i underlæben, hvorfor han gjorde det vidste han faktisk ikke, men måske han blot var nervøs for hvad hun ville sige. Han var sikkert ikke klar til særlig meget, men han var sikker på, at han måtte kunne få tid til at overbevise hende om noget andet. Han kunne ikke forblive den hun mente han var, der måtte være plads til forandring, forhåbentlig i den gode retning. Eller hvad? Han rynkede en anelse på brynene, da hun straks sagde, at han ikke var klar til forpligtelserne og i hvert fald ikke før hun var klar til at stole på ham. Men inden han åbnede munden valgte han lydigt at nikke til hende.
"Jeg må jo bare anstrenge mig endnu mere for at få din tillid igen"
sagde han med et mildt smil på læben, som han lod sit blik glide ind i hendes øjne. Der blev han for en kort stund, før at han valgte at lukke øjnene kort og trække vejret roligt. Han var jo godt klar over, at der skulle meget til, men der var lys for enden af tunnelen, nu hvor han muligvis ville ende som udødelig. Forpligtelserne havde jo egentlig været en del af hans liv, lige så længe han nu kunne, ikke blot som hendes tjener, men også som søn den gang. Noget der efterhånden lå flere år tilbage, og faktisk var så fjernt for ham, at han end ikke kunne mindes hans fortid.. Hvilket han sikkert også skulle være helt tilfreds med.
"Jeg forstår"
det var kort, men der var ikke rigtig mere at sige til det, eftersom at han jo også gerne ville vise overfor hende, at han kunne respektere dette sted, også selvom han ikke kendte historien lige så godt som hende. Han lod hende roligt rejse sig, som han blot rejste sig ganske kort tid efter for at kigge ned på bålet. Mon de skulle lade det brænde ud af sig selv, så det i det mindste ville have lidt lys, når natten for alvor faldt på eller skulle det bare slukkes nu?

[Drazilla Dragoens]

Måden de sad på var egentlig noget hun godt kunne lide for hun holdt nu en gang af at være tæt på et andet levende varmblodet væsen, det var jo noget andet end vampyrer, disse koldblodet skabninger som var utroligt tiltrækkende men det var jo bare noget der lå over deres race som skønhed lå over elvernes. Ikke noget hun ville klage over selvom hun nu var glad for varme kroppe specielt når folk svedte, hvorfor anede hun ikke men det var ligesom lidt mere frækt at se folk arbejde for sagen men så skulle de jo også være gode at se på med udseendet.
”Det må du ja.. du har meget at arbejde for”

[/color] sagde hun roligt for ja, han havde meget at arbejde for hvis han skulle genopbygge tilliden hun en gang havde haft til ham, for den var jo forsvundet for længe siden efterhånden og alligevel havde hun det med at give chancer til ham fordi hun på et hvis plan gerne ville have at det faktisk lykkes for ham at genvinde hendes tillid, for så ville hun nok ikke føle sig så alene som hun til tider gjorde til trods for der fandtes så mange omkring hende men hun følte sig ligesom ensom fordi folk havde det med at forsvinde ud af hendes liv.
Hun nikkede blot da han sagde han forstod for dette sted var vigtigt for hende, derfor var det jo vigtigt at han forstod at dette sted var helligt og det betød at sådan noget var udelukket, medmindre hun selvfølgelig var for fuld for så kunne alt jo ske når det kom til stykket. Hun rejste sig og strakte sig kort som hun så på bålet meget kort, men de kunne jo bare sige at dette var deres lejr for hun ville nu godt prøve at overnatte her bare for at se om spøgelserne virkelig kom frem og man kunne dø af skræk, men det var måske en dum ide når man tænkte på at Rai stadig var dødelig og hun var ikke sikker på hvordan han havde det med skræmmende situationer, selvom den mand jo havde overlevet meget så mon han ikke kunne holde til en lille forskrækkelse? De kunne jo altid smutte hvis det blev for meget så kunne de jo altid søge væk fra dalen, men spørgsmålet var så bare hvordan denne dal skulle blive renset for alle dens spøgelser, for det skulle de jo bruge et par præster eller mange flere til at gøre hvis de ikke kunne finde nogen svar ud af de spøgelser der var.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Et lydløst suk forlod hans læber, som han lod blikket glide mod flammerne. Varmen fra ilden var nu behagelig nok, men det var nu heller ikke fordi han frøs, eftersom at tiden jo slet ikke var til at kulden skulle trække ind over landet. De mange farver fra flammerne blussede op i landskabet, som det kastede sig mod sine omgivelser, uden at fange noget, andet end hans opmærksomhed.
"Bare du giver mig en chance, så kan jeg ikke håbe på mere"
sagde han med et grin på læben, som han jo var sikker på, at for at det overhovedet skulle kunne lade sig gøre for ham, så skulle hun være villig til at være åben og være åben for at ville have den samme tillid til ham, som dengang. Alt var lettere den gang eller huskede han det forkert? Det var efterhånden så længe siden, at han ikke rigtig vidste hvordan det havde været på det tidspunkt.
Mon ikke han havde en chance for at han gik imod en lysere tid, for det kunne umuligt blive værre end det allerede havde været. Han havde jo oplevet lidt af hvert og det kunne umuligt blive værre, eller det håbede han i hvert fald ikke at det endte med at blive. Men som udødelig så håbede han da på at få lidt mere frihed, så han ikke behøvede at træde alt for varsomt, så han måske kunne være med til at give Drazilla nogle få udfordringer, uden at være bange for konsekvenserne. Derfor var han også glad for at hun havde accepteret hans beslutning, for ellers ville hun da umuligt have fortalt ham om maleren.

Rai lod roligt sit blik glide imellem ruinerne, som han valgte at kigge eller undersøge stedet en ekstra gang. Tidligere havde han jo ikke set andet end hende og nogle enkelte kryb, blot fordi han ikke var særlig opmærksom, men det ville han dog være nu. Han var også overbevist om at stedet havde nok at byde på, han skulle bare lige finder det først.
""Nogen ideer til, hvor vi skal starte henne?
spurgte han med et drilsk smil på læben, som han foldede sine hænder foran sig. Han stillede sig en smule op på tæer for at kigge hen over en mur foran ham, som han blot betragtede de mange planter, der groede op af murene. Det var fascinerende at se, hvad planterne hade gjort ved stedet, men han glædede sig nu også til at se det blive bygget op igen, dog ikke fordi han havde travlt med at miste Drazillas selskab.

[Drazilla Dragoens]

Et uforstående blik blev sendt imod ham da han snakkede om en chance til for hvad troede han ellers han var her for? Bare for underholdningens skyld? Nej hun havde skam en mindre bagtanke omkring at tage ham med til dette sted for her var ingen kvinder hun kunne blive forstyrret af for hun blev jo rasende hver gang hun mente han så forkert på en anden kvinde, til trods for hun egentlig havde opgivet at få ham til at se på kun hende, men hun regnede med at det var fordi han var en mand at han ikke ville kunne holde sig til en.
”Og du tror du er her for sjov? Du er her for at lærer mig at kende, for ærligtalt tror jeg du har mistet grebet med alle de kvinder, for det er vel det eneste som findes på din hjerne?”

[/color] sagde hun roligt selvom det sidste nok lød som et spørgsmål men egentlig ikke var det, for det var mere en konstatering fra hendes side af men det var jo fordi hun næsten altid skulle snakke med ham omkring en af hans kvinde problemer, så hun kunne jo godt føle sig som en veninde der ikke betød noget i den stil, selvom han sagde noget andet så følte hun det stadig sådan, selvom han nok ikke helt kunne gøre for det med Selena så havde hun jo snuppet ham i at være sammen med andre. Men det var jo sådan set også før hun begyndte at se ham som et interessant emne, det var jo nok der deres forhold var blevet svære og mere ødelagt fordi hun havde set på ham med forkerte øjne og han havde bare tilladt det i stedet for at sige fra, så hun følte sig til tider en anelse dum men hun forstod jo også lige at vælge alle de forkerte.

Hun så lidt rundt på tingene i deres nærhed som hun tænkte over hvad de skulle foretage sig indtil solen gik ned hvor alt det sjove jo ville ske. ”Tja det var jo hellige folk som boede her, mon ikke de havde hemmelige krybter, eller kældre?”[/color] sagde hun roligt som hun strøg fingrene over en plante, for her fandtes sikkert mange hemmeligheder og mange genstande som med tiden var gået tabt. Hvilket jo bare var en skam.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Det var måske det helt forkerte at sige til hende lige nu, men hvad skulle han ellers stille op, han kunne godt fornemme på hende, at hun muligvis holdt ekstra godt øje med ham. Men det skulle da bestemt ikke forhindre ham i at være sig selv, med visse grænser dog. Rai havde bestemt ikke noget imod at skulle tilbringe flere timer i denne dal, eftersom at han godt kunne se at stedet gemte på flere ting end øjet lige kunne få øje på, ligesom med tunnelen fra tidligere. Han bed tænderne en anelse samme, da han rettede sit blik mod hendes, som hun straks undrede sig over hvorfor han muligvis troede at dette sted var for sjov. Han rystede straks på hovedet, men gik i stå, da hun endnu en gang kommenterede på kvinderne.. Han lod armene bevæge sig om på ryggen, som han knurrede dem sammen i skjul. Egentlig var han en smule træt af, at hun blev ved med at hænge sig i fortiden.. Men hvad kunne han dog gøre?
"Den havde jeg muligvis fortjent, men synes du ikke at det er ved at være på tide at ligge fortiden bag os? Det er jo ikke ligefrem gode minder som følger med, når du minder mig om det."
sagde han med et mildt blik, som han blot ønskede at hun ville ligge det hele bag sig, da det jo tydeligvis generede hende at han havde haft sådan en tid. Men den tid var altså ovre nu, han kunne nemlig godt se at hans verden ville blive meget lettere, hvis han bare holdt sig til hende. Men ville hun nogensinde tro på det? Og var det overhovedet muligt for ham at holde sig? Det blev han nød til!

Rai rettede en smule på det pjuskede hår, ikke fordi det kom til at se bedre ud, men så generede det ham ikke helt så meget igen. Han valgte dog også at bevæge sig væk fra bålet, men da han hørte hende snakke igen, vendte han sig om, som han straks smilte en anelse drilsk til hende.
"Skal vi på skattejagt igen?"
spurgte han med et drillende smil og et glimt i øjet, som han gik hen til den nærmeste mur og lænede sig roligt op af denne. Han regnede også med at muren kunne holde ellers ville den være faldet for lang tid siden. Ellers ville han da godt nok også ende med at sige dum ud..

[Drazilla Dragoens]

Egentlig havde hun besluttet sig for hun ikke ville holde så godt øje med ham, men muligvis finde en anden som hun kunne stole mere på end ham, selvom hun ikke helt havde opgivet at have ham som elsker til trods for hun ikke var vild med ideen om at skulle dele, men det måtte hun jo bare gøre for hun kunne jo ikke helt undvære ham da han var en af de nærmeste som hun kunne kalde ven efter Messi og Jace var forsvundet eller Jace var jo i kamp oppe i bjergene hvor han længe havde været, så lige nu måtte hun nøjes med Rai hvilket hun jo godt kunne fordi hun jo godt kunne lide ham.
”fortiden lærer os om fremtiden og nutiden.. men nej det er ikke gode minder der følger med, så nu kan du måske se en god grund til at få fjernet nogle af mine følelser”

[/color] sagde hun roligt og så kort på ham som tegn til at hun havde fundet en grund til at få fjernet nogle af hendes følelser i hvert fald, for det ville give ham mere frihed og hun ville ikke være nær så jaloux så det måtte han da se en fordel i for hun havde det jo ret svært ved at se ham med andre kvinder til trods for hun ville forsøge ikke at være nær så jaloux som hun plejede at være det.

Hun strøg planterne som om hun nærmest forventede at de kunne fortælle hende noget, men det var jo ikke ligefrem sandt når det kom til stykket, men man kunne vel have lov at håbe? For så ville hun kunne finde de skjulte huler med lethed men det kunne hun vidst ikke for så gik det sjove jo af det.
”Hvis du er frisk på det”[/color] sagde hun roligt med et skævt smil for hun kunne da godt være op på en lille skattejagt, det ville jo blot være sjovt inden de begyndte at snakke alvor igen og kom op og skændes og dermed ville begge jo bare være sure så de kunne lige så godt finde noget andet at lave i stedet.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Rai måtte se sig takke med det han havde lige nu, dermed sagt at han ikke skulle træde yderligere i fortiden og måske bare lade det ligge. Han kunne også tydeligt fornemme på denne situation, at de meget snart ville komme op og toppes igen, hvis der ikek var en som stoppede den meget snart. Dertil sank han også en klump, som hun kom ind på hendes følelser igen, han valgte hverken at ryste eller nikke på hovedet, som det kunne fortolkes på mange måder og sikkert ville blive tolket på den helt forkerte måde.
"Jeg skal slet ikke bedømme om du skal have dine følelser fjernet eller ej, da der selvfølgelig er op- og nedture ved at have følelser."
svarede han ganske roligt, som han ikke mente, at svaret var til at fortolke forkert, fordi egentlig havde han ikke sagt noget om hende, udover at hun selv skulle tage stilling til om hun ville have dem fjernet. Men samtidig så var der jo også godt og skidt ved at have følelser, det kunne han da også selv sige ja til. Nogle gange ville han da også gerne ønske at han kunne slippe af med en følelse eller to, specielt frygten, som efterhånden var blevet en plage for ham.

Hovedet lod han lige pludselig glide tilbage mod muren, som han lod blikket glide op imod himlen. Muren virkede egentlig kold, men alligevel så frøs han ikke, det havde jo også noget at gøre med, at natten endnu ikke var faldet på. De havde stadig masser af tid til at undersøge stedet og mon ikke natten også bragte et eller andet med sig. Noget han sikkert ikke kunne forestille sig, netop fordi det var en underlig atmosfære over stedet. Noget mange ikke ville kunne forklare.
"Jeg er altid frisk"
svarede han hurtigt, men også med et drilsk smil på læben, som blikket blev vendt mod hende. Man kunne også tydeligt se glimtet, som han havde i øjet, da han kom til at tænke tilbage på den gang. Han rystede dog, indvendigt, på hovedet af sig selv. Dette var jo et helligt sted, det måtte han bare ikke glemme.

[Drazilla Dragoens]

Det var ikke fordi hun havde lyst til at skændes igen, for nu havde de jo lige fået et afslappet forhold ved at være her så hun valgte ikke at kommentere det han sagde, for det var jo hendes egen beslutning om hun ville fjerne hendes følelser eller ikke, men sådan noget måtte hun jo tænke over og det var altså ikke tid til at tænke nu, det var tid til leg og gå på opdagelse, så hun lod de tanker ryge ind i baghovedet så hun kunne føle sig afslappet igen allerede inden hun blev helt vred for hun kunne godt mærke følelsen af vrede var ved at stige så det var bare med at få den væk så hurtigt så muligt så dette sted ikke blev skadet af hende, for det var vidst blevet rigeligt skadet den gang bjergfolk angreb stedet.

Så vreden blev skubbet væk og lysten til at gå på opdagelse igen kom frem i hende, hvilket fik hende til at smile drillende for de kunne jo gøre det til en mindre konkurrence, bare for at gøre det lidt sjovt selvom de jo også kunne udforske sammen.
”Konkurrence eller skal vi være sammen om det?”

[/color] spurgte hun roligt for han kunne jo lige så godt være med ind over valget om de skulle gøre til en konkurrence hvem der fandt det mest interessante her i dalen eller så udforske templet og kirken sammen, samt selvfølgelig hvor nonnerne og munkene boede fordi der sikkert var skjulte gange under jorden, det ville i hvert fald ikke undre hende at det hele egentlig var koblet op sammen under jorden, hemmelige gange og sådan noget så folk med lethed kunne komme i skjul hvis der skete noget i en eller anden bygning, eller hvis nu folk gik i seng med hinanden og så for at skjule det så tog de gangene i stedet for at gå åbenlyst hvor alle kunne se dem, det ville jo ikke være så godt hvis man var en munk eller en nonne for de skulle jo være hellige og ofre deres liv til guderne og sådan noget. Men hvor disse hemmelige gange var, vidste Zill godt nok ikke for hun havde ikke været så heldig at finde dem endnu og hun kunne jo sjældent blive længere end 2 dage af gangen fordi hun jo var dronning og havde pligter på slottet.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Lettere elegant skubbede han sig bort fra muren bag sig, også selvom det havde vist sig at være en sikker støtte, så kunne han jo ikke bare blive stående hele dagen og specielt ikke nu hvor de jo skulle på opdagelse. Et roligt og stille smil gled over hans læber, som han overvejede hendes forslag. Havde han mod på at starte på en konkurrence og ville det overhovedet være fair, eller skulle han bare sikre sig noget mere tid sammen med hende. Det kunne selvfølgelig også være, at hun forsøgte at snyde ham? Nej, sådanne tanker måtte han ikke begynde på nu, for så ville han bestemt ikke kunne opføre sig normalt. Eller nok nærmere, som han plejede.
"Egentlig er jeg frisk på en lille konkurrence, men det var jo meningen at jeg skulle lære dig at kende. Og det kan jeg da bestemt ikke, hvis jeg skal konkurrere med dig, så har du mod på at gå sammen med mig?"
spurgte han med et roligt blik i øjnene, som han valgte at bevæge sig hen til hende og blot lade blikket glide hen over en mur, eller det var nærmere en halvmur, fordi det meste af den var væltet for længst. Han lagde roligt armene over kors, som han så en anelse afventende på hende. Det kunne jo godt ske, at hun følte sig mere oplagt til en konkurrence, også selvom hun kendte stedet bedre end ham, muligvis ikke nok til at finde de hemmelige kamre, men nok til at vide, hvor hun ikke ville skulle lede. Desuden så synes han blot at det ville være rimeligt, at hun nu også gav ham en mulighed for at lære hende at kende, han vidste jo godt at hun var villig til at gøre hvad som helst i en konkurrence og at han måske ville have svært ved at vinde over hende, eller bare gøre et mindre forsøg?

[Drazilla Dragoens]

Hun lod hånden falde ned igen så hun ikke længere rørte planterne, inden hun blot vente sig om og lod sig i stedet stå og hvile op af muren indtil Rai tog sin beslutning og kom hen til hende for at sige det, men hans beslutning kunne godt skuffe hende lidt for hun kunne ellers godt være med på lidt konkurrence, sådan bare for sjov skyld og der var ingen der sagde at det skulle tage hele dagen, de kunne jo sige inden for de nærmeste par timer men det var jo også fint nok at han ville gå sammen med hende.
”Jamen så går vi sammen. Så skylder du mig bare en konkurrence eller en udfordring”

[/color] sagde hun roligt med et skævt smil for de kunne jo godt gå sammen, men så måtte han skylde en konkurrence eller en udfordring senere hen, for en konkurrence eller udfordring havde det jo med at pifte det hele lidt op når det kom til stykket, noget Zill godt kunne lide selvom hun til tider hadede at tabe så det var måske meget godt de ikke gjorde det, men når de skulle gøre det måtte præmien heller være noget som ikke ville gøre hende vred ved at tabe, med andre ord hun skulle gerne ville tabe en udfordring før hun ikke ville blive sur.
Hun begyndte at gå for hun regnede med at han ville følge efter hende og de kunne jo lige så godt gøre dette til deres lejrer så de havde et sted at gå tilbage til, men lige nu skulle de jo udforske stedet noget mere, og det kunne jo være en fordel at have et ekstra par øjne med når man skulle kigge på tingene for hun kunne jo godt overse noget som Rai så ville få øje på i stedet så der kunne være fordele ved at de ikke gjorde det til en konkurrence men i stedet bare gemte den til senere, selvom det her allerede var et mindre kapløb med tiden for de kunne jo højst blive til dagen efter før folk på slottet ville blive urolig for hende.
[/blockquote]