Shame and disgrace..

[Rai Mirriko]

Det skulle nok blive sjovt, også selvom det måske passede hende bedre, at de gjorde det til en konkurrence, men det kunne han da heller ikke hele tiden være med til, også selvom det var sjovt. Men det var også svært at finde en grænse om hvornår det var godt at få hende til at tabe og hvornår det var nødvendigt at få hende til at vinde. Så for ikke at dumme sig, så valgte han den sikre vej, men de skulle nok kunne få noget ud af det, det var han i hvert fald overbevist om. Et smil gled over hans læber, som hendes ord blev talt, han nikkede roligt til hende. De ville bestemt ikke kunne komme igennem året eller måneden uden at have mindst en konkurrence eller udfordring ved hånden.
"Du siger bare til, når du har en konkurrence eller udfordring i tankerne en anden gang"
sagde han roligt, som han ikke havde noget imod at skylde hende det, fordi han jo også selv fandt det underholdende og ikke mindst udfordrende.
Da hun lagde ud med at begynde at gå, fulgte han roligt med, som han lod blikket glide igennem planter, sten og andet der havde fundet vej til dalen. Han så sig en anelse over skulderen tilbage mod bålet, der blot fik lov til at passe sig selv, imens at de undersøgte stedet.
"Nogen ide omkring hvad der kan være gemt her?"
spurgte han efter noget tid, som han havde vendt blikket mod hende. Til hans overraskelse var han faldet en anelse bag ud, men det var ikke fordi det gjorde ham særlig meget, som han lod blikket glide op og ned af hendes krop.. Nok se ikke røre, det var sådan han havde det lige nu i hvert fald og sådan ville det nok være i et stykke tid, hvis de skulle være længe i dalen.

[Drazilla Dragoens]

En konkurrence eller udfordring var sjov, men ikke passende lige nu selvom det kunne være hun kom med en allerede når mørket faldt på, blot for at se om hun ikke kunne skræmme livet ud af ham, eller ikke helt dræbe ham men bare gøre ham bange, fordi hun jo ikke rigtigt selv følte frygt eller det troede hun ikke for hun havde ikke ligefrem oplevet det, men det kunne jo tænkes hun kunne få den i nat?
”Det skal jeg skam nok”

[/color] sagde hun med et lettere lusket smil, for man kunne aldrig vide hvornår hun mente de skulle have en konkurrence, men hun skulle egentlig lige finde en eller anden slags præmie hun ville have fra ham, for lige nu ville hun jo ikke have særlig meget og det hun endelig ville have var noget han skulle gøre sig fortjent til for tillid kom jo ikke bare sådan lige pludselig for hendes vedkommende.
Hun forsatte hendes gang hen imod noget hun troede var et gammelt nonne eller munke kloster, selvom hun jo ikke var helt sikker fordi der vidst ikke rigtigt fandtes nogen kort over hvordan stedet tidligere havde set ud så de måtte jo bare gætte ud fra hvordan resterne af mure og statuer så ud, selvom hun dog var ret sikker på der havde lagt en kirke i den ene ende af dalen og i den anden havde været et tempel men ellers var hun jo ikke helt sikker på hvor tingene ellers var, måske var hun også sikker på markedet i midten for der fandtes mange sjove ting i jorden der så det kunne godt være det.
”Forhåbentligt skjulte gange eller skattekamre” [/color] svarede hun lettere fraværende for hun koncentrerede sig lige om at komme frem til stedet hun ville starte ud ved, men det betød jo de skulle over nogle ting hvilket jo betød han bare fik lidt bedre udsigt af hende når han gik bag hende og hun skulle kravle over noget. Hun stoppede på et tidspunkt op for at bukke sig ned i det høje græs fordi hun havde fået øje på noget, så rodede hun lidt i græsset efter det.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Hvis han kendte Drazilla ret, så kunne det lige pludselig ende ud i en udfordring, uden at hun måske sagde noget, men blot hentydede til dette. Derfor var han også mere eller mindre på vagt efter at se om hun kunne finde på noget. Rai så sig dog også roligt om, som de bevægede sig rundt blandt ruinerne og kom forbi flere murbrokker, som lå væltet, men forlængst var tilgroet med planter og andet, der havde lagt sig på dem. Det var interessant at tænke på, hvad man mon kunne finde på dette sted, men samtidig så vidste han heller ikke hvad han skulle forvente og måske frygte?
Rai var næsten altid åben overfor udfordringer, bortset fra lige nu, men det havde jo også sin grund, derfor smilte han også blot til hende, som hun bekræftede hans ord med et lusket smil på læben. Han smilte blot tilbage til hende og fulgte efter. Det virkede egentlig ikke rigtig som om de havde været der i særlig lang tid, da solen stadig stod forholdsvis højt på himlen, så der måtte være nok af timer tilbage til at undersøge stedet, inden at det ville ende med at blive for mørkt.
Som de fortsatte kom han lige pludselig i tanke om noget, der muligvis ville være muligt at finde på et sted som dette. Han valgte dog ikke at sige noget lige med det samme, som han godt kunne høre at hun ikke var særlig koncentreret om hans stemme, men var mere interesseret i at lede efter skjulte skatte. Som hun stoppede op og bukkede sig ned lukkede han kort øjnene for dette var da helt klart en udfordring for ham.. Hun var jo ikke ligefrem let at modstå i forvejen, så det at hun bukkede sig ned, gjorde det bare svære for ham at respektere dette hellige sted, så for at koncentrere sig om noget andet, arbejdede han videre på sin tanke..
"Siden stedet var bosted for munke og lignende, tror du så ikke at de måtte have et eller andet kammer til at opbevare dokumenter i? Det kan jo være at der er nogle interessante skriftruller i blandt de andre?"
spurgte han roligt, som han lod blikket glide bort fra Drazilla, blot for at holde sig tilbage og holde sig til tanken. Munke var jo sådanset mere eller mindre hellige i sig selv, men de var da også kloge - eller havde han misforstået opfattelsen af dem. Det kunne jo være at dette kammer var fyldt med oplysninger, der omhandlede Nirelia eller Darklia og måske Ritual dalen?

[Drazilla Dragoens]

Nej hun var nok ikke fair, men lige nu tænkte hun jo ikke over det, som hun ellers normalt gjorde men nu interesserede tingene i dalen hende meget mere end hvad Rai lige sagde, for de kom alligevel op at skændes for det meste, men hun ville jo gerne snakke når hun ikke ligefrem var optaget af det hun var kommet til at sparke til så det måtte hun jo hellere lige undersøge hvad var, men det hun fik med op var blot et skår fra en vase eller noget andet af ler så den røg ud til siden igen, før hun vendte sig imod ham angående hans spørgsmål.
”Det var jo det jeg håbede at finde i deres skattekamre, hvis vi kan finde dem. Selvom jeg tror nogle af skriftrullerne nok er blevet kopieret før dalen blev overfaldet og delt til begge lande, men man kan jo aldrig vide.. Det var jo samlingsstedet for nogle af de mest kloge hoveder, samt det siges at fortidens konger også er begravet her et sted”

[/color] sagde hun roligt med et skævt smil, det var jo ikke fordi hun ville forstyrre fortidens konger og dronningernes hvilested men det kunne da være interessant at få lokaliseret nogle af gravstederne, i hvert fald nogen af de mere ukendte for det kunne også være at deres familier var begravet her også, det kunne man jo ikke vide men Zill ville gerne finde ud af det og det var ikke bare noget med at sende folk ud at gøre det, nej hun ville skam selv gå her og lede efter det for så var hun ligesom mere sikker på at få fat i tingene og få dem bragt sikkert til slottet.
”Men det er vidst kun vigtigste dokumenter for resten må jo være tilintetgjort med dalen”[/color] sagde hun lidt eftertænksomt omkring det med dokumenterne og de der skriftruller oven i, for resten måtte jo være blevet ødelagt da bygningerne sikkert havde været i brand, for det var jo normalt det man gjorde når man ville ødelægge en by, det var jo lidt det Zill havde erfaringer med, man dræber folket og ødelægger bygningerne, men nogen af dokumenterne måtte jo også være blevet stjålet den gang for længe siden så de var sikkert også gået tabt med tiden, noget der var en skam men man kunne jo ikke gøre meget ved det, for så skulle man have gjort det for mange år siden fordi ingen ville sikkert indrømme det nu at deres forfædre havde stjålet fra denne dal og så delen med at det jo nok var bjergfolkene som havde de skjulte skatte.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Det sidste Rai ønskede var at skulle skændes med hende igen, for så fik han bestemt ikke nogen mulighed for at lære hende bedre at kende, men på den anden side, så var det altid underholdende at se, hvad hun kunne finde på at straffe ham med. Dog burde han måske til at opføres sig bare en anelse mere modent, så han kunne forholde sig til en normal samtale med hende, uden at modsige hende alt for meget og ende med at skændes. Det ville i hvert fald gøre det meget lettere for ham og hende. Så ville det ikke være nødvendigt at hidse sig op længere.. Som et gammelt ægteskab.. Han stirrede roligt på hendes røv, også selvom det gik hurtigt, så forsøgte han også hurtigt at vende tilbage til at undersøge jorden. Græsset var højt og lettere svært at kigge igennem, så det var måske bare at mærke efter med fødderne. Rai stak roligt hænderne ned i lommerne, som han kiggede videre rundt i græsset og nær var blevet ramt af det skår hun kastede til siden. Et grin forlod hans læber, som han blot følte sig klodset.
"Så det kan sagtens indeholde vigtige informationer, eller bare ting der er godt at vide til en anden gang? Men jeg har nu ikke set noget der ligner et gravkammer endnu"
sagde han med et roligt smil på læben, som han var stoppet op og havde vendt sit blik mod hende. Det at man muligvis kunne få lov til at finde et gravkammer og måske opdage noget, som man aldrig rigtig ville have troet på, hvis der først var nogen der havde fortalt det. Så virkede det nu altid bedst at få det set med egne øjne. Rai valgte dog at bevæge sig videre, som han stoppede op for en mur, der var indhylet i grene og blade. Dette skubbede han endnu en gang til siden og lod hånden glide hen over noget skrift. Det lignede i hvert fald skrift, ikke rigtig noget han selv kunne tyde, som han vendte sig mod Drazilla med et spørgende blik.
"Har der været et ældre sprog iblandt munkene og de andre beboer i dalen?"
spurgte han efter noget tid, da hun sikkert ikke ville kunne tolke hans ansigtsudtryk, derfor blev han nok også nød til at gøre det klart for hende, hvorfor han var lettere spørgende lige nu. Dog vendte han efter lidt tid tilbage til skriften på muren.

[Drazilla Dragoens]

Det var sandt, straffene var forskellige overfor ham, men igen hun havde jo snart ikke mange muligheder for at straffe ham mere for hun havde jo udsat ham for de fleste, dette eneste hun snart manglede var at være sammen med en mens han så på, for at lænke ham hjalp ikke, give skidebalde eller slå hjalp heller ikke og gøre ham til slave havde heller ikke hjulpet, så hun måtte jo snart udnytte hans kærlighed til hende for der var jo snart ikke flere muligheder tilbage, medmindre han selvfølgelig havde lært at opføre sig nogenlunde ordentligt efter hendes mindre jagt på ham for at jage ham op af slavernes kvarter.
At han kiggede på hende lagde hun just ikke mærke til for hun var her for at gå på opdagelse og det var ikke til at sige hvad græsset under hende skjulte, ligesom det ikke var til at sige hvad der gemte sig omme bag alle planterne på murene og gulvene inde i ruinerne, for hvis der var hemmelige gange under stedet måtte der jo være en kontakt et eller andet sted eller bare et spor efter det. Da han grinte vendte hun sig dog rundt for at se lettere undrende på ham da det gik op for hende at hun nær havde ramt ham, hvilket bare fik hende til at smile skævt.
”Nemlig.. men du glemmer at dette var hellige men kloge folk. Hvis der er et gravkammer eller skjulte gange så er det gemt meget godt, så er det ikke bare lige rundt om næste hjørne”

[/color] sagde hun roligt for han skulle jo ikke regne med at det blev let og ikke regne med at de egentlig fandt noget specielt i dag for alle værdi genstande på overfladen var jo nok væk, men hvis man nu kunne finde et eller andet tegn til hvor de hemmelige kamre var, ville det jo være meget hjælpsomt på alle måder. Hun begyndte igen at rode rundt i græsset indtil han igen snakkede med hende omkring noget skrift hvilket fik hende til at rejse sig og se undrende på ham inden hun valgte at gå hen til ham for at se hvad han havde fundet.
”De snakkede vidst adskillige sprog, nogle bruges stadig.. Der er selvfølgelig elvisk, de dødes sprog, slange tunger såvel som dragens sprog og det skulle ikke undre mig at de også snakkede et par andre”[/color] svarede hun roligt for der var jo mange muligheder, der måtte jo være noget sprog som var forsvundet sammen med dalen fordi de eneste som snakkede det jo boede her og sikkert var blevet myrdet.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

En ting var sikkert, han ville aldrig nogensinde bryde sig om tanken om at se Drazilla med en anden. Igennem årene eller starten af hans tjenestetid havde han altid undgået at være i nærheden af hende, hvis hun først var i selskab med en anden mand eller for den sags skyld en kvinde.. Han brød sig slet ikke om tanken og ønskede slet ikke at overvåge det, så det ville måske kunne få hans temperament til at stige.. Stige til en niveau, hvor han ikke længere ville kunne være sig selv og bare det mindste behersket, men han håbede inderligt at han aldrig ville se det. Men samtidig havde han aldrig overvejet, at det kunne blive tildelt ham som en straf, for så havde han måske været lidt mere forsigtig. Men det ville måske også få ham til at indse, at han ikke kunne have hende for sig selv, også selvom det var hans inderste ønske efterhånden. Måske han bare skulle bukke under for hendes valg og lade hende køre sit eget show? Nej, lige nu, han måtte holde fokus, som hans øjne bevægede sig igennem græsset også selvom tankerne truede med at trække ham bort fra virkeligheden, så lykkedes det ham at holde fokus, netop fordi han fandt noget old gammel skrift. Noget der hurtigt interesserede ham, som han vendte blikket mod Drazilla med et smil.
Rai forsøgte da også at slappe af i nærheden af hende, fordi han jo ikke kunne blive ved med at virke så anspændt, det hjalp dog at de var selv.
"Man har da lov til at være heldige?"
spurgte han med et mindre smil på læben, som det nok skulle passe at de ikke ville finde noget specielt lige med det samme. Derfor kunne det også ske at deres første fund bare var et fupnummer eller måske en fælde for nysgerrige sjæle, specielt en som Rai, for han var da ærlig talt meget nysgerrig, når man først kendte ham. Han var også så småt ved at blive overbevidst om at han ikke havde fundet noget, derfor lod han hende også roligt komme til, som hun kom over til ham. Rai nikkede til hendes ord og lod en hånd hvile mod den tydelige skrift, som stak frem af stenene. Han kunne dog ikke tyde det, som han jo ikke ligefrem havde brugt tid på at studere de mange sprog der var i Darklia og Nirelia.
"Kunne det være en af de sprog så?"
spurgte han efter noget tid, som han havde forsøgt at studere bogstaverne for at fastslå sproget, men det var ikke rigtig fordi han var blevet klogere af det.

[Drazilla Dragoens]

Fremtiden for dem begge var usikker for hun kunne som altid ikke love troskab til nogen, specielt fordi folk havde det med at kede hende eller irritere hende så meget at hun gik til andre, nogle gange kun for at være sammen med nogle psykisk, i alvorlig snak og andre gange var det fysisk kontakt hun gerne ville have og hvis en person ikke opfyldte måtte hun jo finde det et andet sted, hvor det ene kunne føre til andet. Men hun ville nok ikke være sammen med særlig mange, for hun havde jo ændret sig en smule siden hun startede med at komme officielt sammen med Damian, for siden havde hun ikke haft mange elskere, faktisk havde det kun været ham en årgang, men nu kedede han hende, så hendes opmærksomhed var kastet på Rai som mulig ny elsker, eftersom hun ikke lige havde brug for mange andre bare nogle der kunne tilfredsstille hende psykisk såvel som fysik, men i fremtiden kunne hun ikke sige hvem der ville være i den.
"Så er det da dig der vil bringe held, har endnu ikke selv været heldig"

[/color] sagde hun roligt med et skævt smil, for hun havde jo ikke selv været så heldig, men det kunne være at hvis hun nu tog ham med så ville hun være mere heldig, for han var da heldig at han egentlig stadig var i live efter alt det han havde budt hende og det ville jo have kostet en hver anden livet. Så det kunne være hun var mere heldig når han var i nærheden, desuden var det jo rart at have et par ekstra øjne til at se på tingene for hun havde gået så meget rundt her at hun skulle mene hun kendte hver en sten, men der kunne være ting hun endnu ikke havde tænkt over.
"Kan det godt, men kan sige det er ikke drage eller slange tunge, for det taler jeg.. Elvisk har jeg ikke meget forstand på og de dødes sprog er det præsterne taler og andre hellige folk.. uanset hvad skulle vi nok havde fat i en der er lidt ældre"[/color] sagde hun roligt med et skævt smil for hun var jo ikke ligefrem gammel nok til at kunne alle sprog, eller så havde hun bare ikke interessen for det, hvilket jo også kunne forklare hvorfor hun ikke havde studeret noget mere. Zill begyndte at undersøge muren for skjulte kontakter for det kunne være skriften sagde noget om det, men det var jo svært at sige. Hun bukkede sig ned til den ene side for at undersøge muren længere nede hvilket betød hun stod næsten med røven lige i vejret selvom hun ikke tænkte over det fordi hun bare undersøgte muren nede af ved græsset.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Man kunne kun drømme om hvad fremtiden ville bringe dem. Men Rai håbede da på, at han på et tidspunkt ville få mulighed for at bygge denne by op igen, også selvom han ikke kunne stå for alt håndarbejdet, da han sikkert ikke var særlig god med nogen form for værktøj i hænderne. Men det måtte han jo bare tage til den tid, som han jo havde aftalt med Drazilla at det ikke ville være et projekt, han ville begynde på lige foreløbig. Netop fordi han gerne ville stå til hendes rådighed, så længe som overhovedet muligt. Dog kunne han lige så godt tage den med ro og bare nyde den tid han hade alene med hende, som han godt var klar over, at hun ikke kunne opholde sig særlig længe borte fra slottet. Hvilket også betød, at han lidt håbede på at de fandt noget interessant, så de ikke bare kom tomhændede hjem. Det ville være ærgerligt, hvis det skete. Og hvis de fik noget hjem, så kunne det være at han fik lov til at studere det for hende? Ej, han skulle vist ikke have for høje tanker om sig selv.
Et smil og et svagt grin kom over hans læber, som hun mente at han var heldig. Han følte sig dog ikke særlig heldig, bortset fra at han havde alene tid sammen med hende, så følte han sig ikke heldig på det punkt, at de skulle kunne finde noget af værdi, men på den anden side, så havde man lov til at håbe.
"Det skulle være første gang, at jeg er heldig på det punkt"
svarede han med et svagt smil på læberne, som han forsøgte at skue igennem stenene også selvom han godt vidste at det ikke var muligt, så var der da revne at undersøge. Der kravlede da også dyr på stedet, så det så da levende nok ud. Rais blik gled langs med de mange underlige bogstaver og tegn, som for ham ikke gav meget mening, derfor håbede han da lidt, at hun vidste hvilket sprog det var, så de kunne finde en der talte det.
"Og hvor finder vi en ældre heroppe?"
spurgte han med et drilsk smil på læben, som de jo ikke ligefrem var mange på stedet lige nu. De var jo næsten alene om at undersøge området fra enden til anden. Idet at hun bukkede sig ned forsøgte Rai igen at holde blikket mod stenene, men det var nu ikke helt interessant nok til at han kunne lade vær med at kigge på hende. Et opgivende suk kom fra ham, som han bevægede sig hen til hende og blot forsigtig lagde en hånd mod hendes røv.
"Du gør det ikke særlig let for mig at holde fokus"
sagde han med et drillende smil, som han igen flyttede sin hånd og bevægede sig tilbage til at studere muren med et skævt smil på læben. Blot fordi han ventede på hendes reaktion.

[Drazilla Dragoens]

At se denne by vokse op igen ville gøre Zill så glad, men der var jo ikke meget at gøre for det ville tage utroligt mange år så det var ikke sikkert hun ville være her på dette tidspunkt, men bare hun kunne sætte det i gang ville bare være godt, dog havde hun ikke travlt med det lige nu for hun ville finde de skjulte skatte som gemte her, bare så det ikke gik tabt eller endte i de forkerte hænder, og de forkerte hænder var jo bjergfolket som ville have taget dem men hun måtte kun håbe på at folkene der havde boet i dalen var gode til at skjule de mest hellige genstande eller nogen der var meget betydningsfulde.
Selvom han ikke følte sig heldig så mente Zill han måtte være det, for med alt hvad han havde budt hende så ville han for længe siden havde mistet livet adskillige gange men han var da kommet levende ud af de ting selvom han havde fået sine straffe så var han da ikke helt skadet mentalt eller fysisk, eller jo måske lidt men ikke så han kunne fungere normalt.
"Det får vi jo at se"

[/color] sagde hun roligt med et skævt smil på læberne for de fik jo at se hvor heldig han egentlig var, men han kunne vel kun være mere heldig end hende? specielt fordi han jo var de friske øjne i denne dal lige nu så han ville kunne se ting hun ikke rigitigt tænkte over og når han ikke var adelig og fra gaden så det kunne være han egentlig kendte til ideer hvor man gemte ting.
"Jeg har ingen ide.. der skulle være nogle skøre ældre som gemmer sig her i bjergene men hvorhenne de er ved jeg ikke og gider ikke bruge dage på at lede efter dem"[/color] sagde hun roligt for det havde hun hverken lyst eller tid til at gøre. Og så vidste de jo ikke hvad de ville møde af ting og sager for man vidste aldrig hvad sære folk kunne finde på at gøre, så det ville bare være tidsspilde desuden var det jo egentlig sjovere hvis de selv kunne sige de havde opdaget disse ting, så der måtte da være en eller anden ledetråd som gjorde de ikke behøvede at skulle tyde dem.
Da han kom hen til hende og lagde hånden på hendes røv så hun undrende over skuldren på ham for hun var ikke sikker på hvad han mente før hun begyndte at tænke over hvordan hun stod hvilket bare fik et frækt smil over hendes læber. "Det er ikke min skyld du er så glad for min krop"[/color] sagde hun lidt drillende inden hun valgte at sætte sig helt ned i hug for at undersøge de nederste sten for skrift eller tegn som kunne give hende et hint om hvad der skulle gøre. Hun fandt noget mere skrift og så noget der lignede et øje som hun lagde fingrene over og da det virkede til at stenen i midten af øjet rykkede sig, trykkede hun på den så den gik ind, men da intet rigtigt virkede til at ske var det nok bare en løs sten indtil hun synes at kunne høre noget brumme eller rykke sig men det var svært at høre. "Kan du høre noget?"[/color] spurgte hun lidt undrende som hun så op på ham men hun nåede ikke at spørge meget længe før jorden under hende begyndte at bevæge sig så hun skyndte sig lidt op og træde til side men der skete ikke noget under hende selvom det blev mere tydeligt at høre der var noget som rykkede sig.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Det ville kun være en fryd for øjet at se dalen blive bygget op igen, samtidig med at det ville være en ære at være den, der var med til at bygge dalen op. Det var bestemt ikke noget han ville sige nej til, men samtidig så havde han jo også lovet hende ikke at starte lige foreløbig, der var jo også nok at undersøge på stedet, så det ville være dumt at få dalen fyldt op med nysgerrige arbejdere, når man jo sjældent kunne stole på folk. Men på den anden side, så ville han næppe kunne klare at skulle bygge stedet op selv, medmindre at han virkelig mandede sig op. Hvilket nok aldrig ville ske for ham.
Måske hun havde ret? Det kunne da godt være at han var heldig, men det var nu ikke altid fordi han var særlig stolt over, at det overhovedet var nødvendigt for ham at være heldig. For havde han bare opført sig korrekt, så var deres forhold aldrig nogensinde blevet sat så meget på prøve, som det var blevet igennem årene. Derfor havde han også valgt at holde sig tæt til Drazilla og slottet, så han i det mindste kunne mindske risikoen for at gøre noget forkert. Indtil videre gik det jo ganske udmærket, desuden så kunne han ikke rigtig gøre noget, hvis han stødte ind i nogen på slottet, som måske ikke lige var det rette selskab for ham. Men mon ikke det gik, så længe at han holdt sig langt væk fra den kvinde?
Nok vidste Rai, hvor det var godt at gemme ting på slottet, specielt i den periode hvor han havde været så klodset, at han var kommet til at ødelægge vaser og lignende ting, og den gang ikke kendte en formular, som kunne gøre det ødelagte helt igen.. Men det var jo langt fra det samme, netop fordi han bestemt ikke ønskede at andre skulle finde de ting. Man burde da tro at dem der havde gemt skattene gerne ville have nogen af deres egen slægt til at finde tingene? Også selvom det skulle være en fjern nedstamning? Eller måske ikke?
"Måske det også ville være mere klogt af os, at finde det selv?"
sagde han en smule eftertænktsom, som han bevægede blikket over det mange udgravninger og indgraveringer i stenene. Det var næsten helt utroligt, hvad de havde været i stand til at gøre med det hårde materiale, som sten jo var. Men de havde sikkert også tiden og tålmodigheden med sig. Det var dog ikke noget Rai kunne prale af.
"Det er da lidt din skyld, eftersom det jo er din krop, der er gude smuk"
forsvarede han roligt, som han ikke mente, at det kun kunne være hans skyld, at han kunne lide hendes krop. Der skulle jo være en årsag og det måtte da bestemt være skønheden, men også hendes personlighed, og den måde hun reagerede på overfor ham. Måske det kun var hendes skyld? Det var dog ikke noget han skulle sige højt. Han så dog opmærksomt til, da hun trykkede på noget nede ved jorden, som han godt kunne se at den blev derinde. Dog hørte han ikke noget lige med det samme, men han blev heller ikke opmærksom før at Drazilla spurgte om at kunne høre noget. Dertil valgte han at lytte ekstra, og nærmest bruge de instinkter han havde fra da han havde været ulv i flere måneder og faktisk ikke turde vise sin menneske skikkelse i slavekvarteret. Men da jorden under hende bevægede sig var han faktisk klar til at give ud efter hende i tilfælde af, at jorden lige pludselig forsvandt. Men da det ikke sikkert, sukkede han lettere skuffet, også selvom han stadig kunne høre noget.
"Det var vist en fuser"
mumlede han let for sig selv, som han dog satte sig ned på hug ved siden af hende, eller der hvor hun havde siddet før. Han lagde roligt hovedet mod jorden for bedre at kunne mærke vibrationerne i den. Måske de bare skulle vente? Der måtte da i hvert fald snart være et eller andet, som gjorde det klart for dem, at de var på rette vej? Dog kunne det også være en fælde..

[Drazilla Dragoens]

At bygge dalen op ville kræve flere folk, hvilket var grunden til at hun havde snakket med Nirelias dronning om at gøre det eftersom nirelianer var de mest trofaste folk og egentlig også hårdt arbejdende frem for darklianer som normalt havde slaver til at gøre de ting for sig som de ikke selv gad gøre, men igen de kunne også tvinge bjergfolket til at gøre det altså dem de havde fanget og ikke dræbt endnu. Ellers må der jo blevet givet ordre til folket af Darklia selvom det nok ville gøre dem en del mere vrede end de var i forvejen.
Det var sandt, held kunne ikke altid være en god ting fordi selvom man var heldig at slippe ud af visse problemer så ville man stadig have dem i sindet og de var meget sværer at komme af med når det kom til stykket, ligesom det jo kunne skade folks forhold ligesom det havde gjort det med forholdet mellem Rai og hende for det forhold var tæt på grænsen til helt at stoppe hele tiden, fordi en bestemt person blandede sig, eller det var jo ikke kun den ene kvinde men det havde også været på grund af andre kvinder som havde gjort at hun var blevet rasende på ham.
"Endten det eller så skal du ud og gå, for jeg gider ikke"

[/color] sagde hun roligt med et drillende smil for hun gad jo ikke ud og lede i bjergene så det kunne han gøre hvis han mente de havde brug for hjælp, for hun mente de godt kunne klare det selv men det kunne de måske ikke, for det kunne kræve lang tid at gøre det her men hun ville da gerne ofre den tid hvis det var, selvom de ikke kunne gøre det mere end et par dage højest før hun skulle tilbage til hendes pligter på slottet.
"Jeg er født med denne krop.. så det er mine forældres skyld"[/color] sagde hun med en mindre latter for hun passede da på kroppen ved at træne og sådan noget men ikke ligefrem spise sundt men træne og gå i bad for ikke at være beskidt konstant. At personligheden var ind over det, tog hun sig ikke af for lige nu havde han jo sagt hun fik ham ud af fokus ved at bukke sig forover, for han kunne jo bare koncentere sig mere om muren og dens indskribsioner end om hendes røv, dog kendte hun godt problemet for en god røv kunne også få hende til at miste fokus et kort øjeblik fordi hun lige skulle se den gå væk eller bare stå der og se ud som om den var lige til at klappe.
Efter jorden nærmest havde givet efter under hende havde hun rejst sig og så ned på stedet hun lige havde sat på hug, for hun var ikke sikker på om man burde gå hen over stedet igen eller ikke. Da Rai begyndte at undersøge jorden ved at lægge hovedet til det trådte hun nogle skridt tilbage op på en flad sted men lyden hun hørte da den gav efter fik hende kort til at stivne før hun hoppede til side og et spyd med et kranie komme op af jorden få centimeter fra stedet hun havde trådt som om man forventede at folk ville sætte en fod på og have den anden ved siden af. "Tror måske jeg lige har aktiveret nogle fælder, for det der skete ikke sidst jeg trådte på den sten"[/color] sagde hun roligt som hun så på spydet med kraniet på, tydeligvis en af de uheldige som havde gjort det samme og var gået hen og blevet ramt.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Det var sikkert bare ønsketænkning, at det ville blive en leg at bygge dalen op igen, men det var bestemt ikke noget som Rai havde tænkt sig at lade passere lige med det samme. Altså han ville ikke give op, så måtte han jo bare håbe at Drazilla's efterfølger ville tillade, at han foretog sig noget i dalen. Men dette skulle han overhovedet ikke bryde sig hoved med lige nu, som det faktisk var meget mere interessant at undersøge dalen for skjulte ting.
Rai havde ikke længere lyst til at tage chancer, som han så ofte havde gjort før, derfor ville han også hellere nyde den tid han havde med Drazilla og helst alene, så der ikke var nogen til at forstyrre dem. Ikke fordi han ønskede at det skulle ende ud i noget specielt, da han jo for længst havde tabt den kamp. Men det at have hende alene, gjorde det muligt for ham at lære hende bedre at kende, så derfor ville han ikke undvære det. Til enhver pris. Han så dog en smule eftertænktsom på hende, som hun mente, at han bare kunne hente hjælp, dertil valgte han at ligge armene over kors, som om han virkelig skulle tænke over det. Men det endte dog med at han rystede på hovedet og gav sig til at undersøge stedet bedre. De kunne sagtens klare sig. Desuden så ville det bare trække det hele i langdrag, hvis de skulle have andre med ind i det. På den her måde, så ville det være muligt at beholde alle informationerne til Darklia.
"Og det har jeg faktisk heller ikke lyst til"
indrømmede han blankt, som der ikke rigtig var noget at skjule, tværtimod, da hun jo også havde sagt sin mening, så der skulle ikke være nogen fare for at han ville komme i problemer ved at sige sin ærlige mening. Et mindre grin forlod hans læber, som hun smed skylden over på sine forældre, dog endte han ud med at trække på skulderne, som han ikke rigtig kunne se hvorfor det var nødvendigt for ham at kommentere mere på det, da det jo bare var med til at trække begge deres opmærksomhed fra den egentlige sag. Derfor smilte han kort, før han lyttede til jordens vibrationer. Underligt nok, så var det svært at høre hvor der ville dukke noget op, men på den anden side, så var det nemt nok, når lyden først kom tættere på overfladen, men alligevel overraskede det ham, at der dukkede et spyd op fra jorden og så tæt på Drazilla. Men der var næppe noget han kunne have gjort end at skubbe hende bort, men heldigvis var hun hurtig nok til selv at reagere.
"Som om det ikke var svært nok at finde frem til de skjulte skatte uden fælderne"
grinte han lidt, som han stille rejste sig op og kiggede efter revner i jorden, som kunne indikere, at der muligvis kunne dukke noget op fra under jorden. Han vendte dog roligt blikket mod Drazilla efter noget tid.
"Vi må egentlig være på rette spor, det kan jo være, at der er endnu en knap, som bare åbner en lem? Og du bare ramte den forkerte?"
sagde han en smule tænkende, da man næsten skulle tro, at den knap var blevet placeret for at sikre at den egentlig knap ikke skulle findes.

[Drazilla Dragoens]

Hvis det var Rai blev udødelig som Zill havde nævnt ville hun nok sørge for at Rai fik tilladelsen til at genopbygge dalen og måske kræve hendes efterfølger ville hjælpe med tegninger eller beskrivelser over hvordan det en gang havde været så det kunne blive bygget op efter det, for Zill havde jo kun hendes ideer efter de beskrivelser og så ideer omkring resterne af ruinerne og sådan noget. Så hun kunne jo ikke en gang selv sige hvordan tingene skulle være, men hun stolede nu på at Rai godt ville kunne finde ud af det hvis det endelig kom så langt.
Hun havde kun drillet ham med at han kunne hente de gamle tosser, for det var ikke en direkte ordre da han ville kunne høre på hendes stemme om det var en ordre eller ikke, for så var den mere alvorlig end drillende som den havde været lige nu for hun var kun ude på at drille ham, da hun jo stadig var en værre drillepind der kunne finde på uskyldige numre som denne her. Hun havde dog stadig fokuset på hvad de egentlig gik og lavede her for hun ville gerne finde en af de skjulte kamre, uanset hvilket et af de forskellige kamre, for der var nok skattekamre og så de kamre hvor dokumenter eller noget blev skjult nede.
"Godt så lad være.. men så gør dig nyttig med at finde et kammer"

[/color] sagde hun roligt med et drillende smil som tegn til at han skulle fokusere lidt mere end bare at holde øje med hendes krop, som hun jo gav forældrene skylden for at have givet hende men de havde også været smukke folk, begge to.. Hendes mor kunne hun jo kun bedømme ud fra malerier men hendes far havde hun altid ment var en flot mand som en hver kvinde ville have været heldig med at have.
At spyddet pludselig var kommet op havde egentlig givet hende et større chok for det havde hun alligevel ikke helt regnet med men så igen så havde hun på grund af lyden stenen var kommet med, dog trak hun vejret en smule hurtigere fordi hun havde skyndet sig væk fra stedet. Hun kom dog til at grine af Rais kommentar med at fælderne gjorde det sværer. "Det er jo det sjove ved det"[/color] sagde hun blot med et grinende smil for det gjorde det hele lidt mere spændende ellers kunne man gå hele dage uden at finde noget som helst, det her gjorde jo bare man blev mere opmærksom på sine omgivelser for at undgå fælderne.
"Det kan være men denne gang får du lov til at finde den, bare så det ikke går udover mig hele tiden"[/color] sagde hun roligt med et drillende smil, selvom hun godt nok mente det her, for det skulle da ikke gå udover hende hele tiden, med andre ord ville hun blive stående og lade ham lede videre så hun var sikker på hun ikke aktiverede flere fælder.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Inderst inde ville Rai meget gerne være udødelig, så han havde tiden til at opleve alt, der var at opleve, men så han samtidig også kunne få så meget tid med Drazilla, som overhovedet muligt. Ikke fordi det ville være særlig rart at sidde ved hendes dødsleje og bare kunne se at hendes liv forsvandt. Men det var jo noget han måtte tage med, da han ikke havde tænkt sig at svigte hende i hele hendes levetid. Men da heller ikke bagefter. Han ville hellere ære hendes minde, som at trampe på det. Desuden så havde han nok at skulle bevise, så han ville næppe være færdig til hendes dødsleje. Dog havde han så mulighed for at bruge det udødelig liv på noget nyttigt og ikke bare hore det væk. Det ville blive et livsværk at bygge dalen.
Nok kunne det være at hun drillede ham, men det var ikke altid at han var vågen nok til at opfange det, selvom han endda gjorde et forsøg, så var det ikke altid lige let at finde ud af, hvornår hun mente sine ord og hvornår det bare var for sjov. Men mon ikke han ville få tid nok til at lære hende ud og ind? Rai kunne da gøre et forsøg.
"Javel"
sagde han med et drillende smil på læben, som han var tæt på at gøre honnør for hende, men blot lod vær, da det bare ville prikke til hende. Men samtidig sank han også en mindre klump, som han lod blikket dale mod jorden og lukkede øjnene for et kort øjeblik, som han trak vejret roligt og åbnede øjnene igen. Han skulle nok vise at han kunne holde fokus, så måtte hun bare forsøge at bringe ham ud af fokus.
Det ville måske også have givet Rai et chok, hvis det ikke havde været for vibrationerne i jorden, som afslørede at der var noget som havde kurs mod overfladen. Dog kom det lidt bag på ham, at der var tale om et spyd og ikke flere? Det ville måske være nemmere at få ram på fjende, hvis det var et større område, så fjenden ikke kunne nå at flygte? Men så igen, han var glad for at Drazilla undgik det. Han trak en svag mine frem ved hendes ord, som han ikke var helt sikker på, at det nu også var sjovere, hvis de endte med at komme galt afsted, men det gjorde det da helt klart mere udfordrende, så de rigtig kunne få prøvet deres kræfter af. Hans blik blev en anelse overrasket, da hun mente at det nu var hans tur til at ofre sig. Dog trak han på skuldrene, som han acceptere det og satte sig til rette ved muren. Men stadig klar til, hvis der dukkede noget op. Rai lod fingrene glide langs med væggens udskæringer og skriften, som han ledte efter nogle uregelmæssige fordybninger. Han stoppede op ved en større fordybning, som faktisk sad i hans øjenhøjde, dog lidt til venstre for ham. Han mærkede roligt efter om der kom luften fra knappen, men da dette ikke var tilfældet vendte han sig mod Drazilla med et udfordrende smil.
"Jamen, så lad os da se, om jeg nu også er så heldig, som du tror"
sagde han drillende og trykkede knappen i bund. Der var ikke rigtig noget tegn på knappen, så han var ikke helt sikker på, hvad det kunne betyde, dog kunne han godt høre noget fra væggen, som han trak hovedet en anelse væk.. Det kunne jo være hvad som helst, men han håbede dog ikke rigtig på at der var flere spyd.. Klik lydene stoppede lige pludselig, som lyden forandrede sig til en rulle lyd eller hvordan man skulle forklare det, så han en smule skeptisk på muren, hvorefter 3 huller åbnede sig i væggen.. Hvad mon det bragte med sig?