OVERTRO OG TROLDOM

[Deleted]

Det havde været rart med noget mad, hun sukkede blidt og smilte da hun blev kysset på kinden. At være forelsket var en dejlig følelse. Stod det til hende brugte de en del mere tid på at lære hinanden af kende, hun ville gerne vide hvem det var hun egentlig havde forelsket sig i. Desuden stolte hun ikke på følelser, hun måtte bruge sin forstand også. Men det gjorde intet at nyde forelskelsen og kysse lidt, kramme og putte. Foråret var nu skønt, også selvom det bragte regn med sig. Morean grinte lidt som hun også mærkede de små dryp, hun fik pakket deres ting sammen og gik med ham. Da de nåede vognen, gjorde hun klar til de kunne ligge behageligt, eller i hvert fald så behageligt som overhovedet muligt. Hun fandt tæpper frem og fik gjort klar til de kunne få noget søvn. Da de var kommet ned og ligge sukkede hun stille og gabte, hun var vildt træt og faldt hurtigt i søvn.

Hun vågnede ved at hesten vrinskede højt, den var blevet utålmodig og ville videre, hun stod op og tog noget nyt tøj frem. Så listede hun ud af vognen og gik ned mod vandet for at tage sig et bad. Hun smed tøjet og lagde det rene tøj parat. Regnen havde gjort luften klar og dejlig, hun havde det skønt lige nu. Selvom vandet var koldt, var det rart at få et bad og da hun skyndte sig, var hun hurtigt oppe og få det rene tøj på. Hun løsnede hesten og tog den med sig, for at spænde den fast til vognen, de måtte se at komme videre så de kunne finde hans stav. Morean nægtede at tage nogen andre steder end mod staven, de havde fået så mange tegn nu og de ville ikke finde den hvis de ikke forsatte. Det var hun i hvert fald ret sikker på. Hun stod og nussede hesten lidt, den havde både spist og fået vand, helt klar til afgang.

[Tom Cilvan Klims]

Tom vånget lidt tid efter morean var vånget han kikket efter hinden han smilte da han så hun tog nønge bad nede ved søen han hoppet ud stille ud af vågen bag efter han kikket rolige rundt om kring og tænkte på hvor de skulde hen han kikket på korte " vi skal finde mit barndoms hjem børnehjemte " sagde han stille med en Rystne stemmen mens han kikket på sin Elsked mogana han sukket rolige mens han kikket ned på kortet og klødte sig stille i nakken han hadet det sted måske ville hun fårstå hans fortid og hvem han var men nu hadet de efter hånden kendt hinaden nogle måder og hun håbet sig mere og mere op han vidste ikkke hvor længe de hadet været på fartne men han vidste dog at de ikke skulde så meget længer han pakket koret væk igen og gik hen for at nusse hesten på halsen og førte stille sin hånd ned mod hindens hun var så smukt han sukket rolige og lage armen om hinden " jeg håber snart vi kan finde den så vi kan slå os ned sammen " sagde han sukken og kysset hinden på kinden han hadet tænk sig at holde det på et medium han kikket rundt og satte sig så op igen så de kunde komme vider han hadet en mistanke om de bliv forfuldt af et eller andet han gøs lidt da en mørk arua kom ned over ham * en skygge * Tænkte han rolige mens han sukket rolige igen så ned mod Mogana og regte hans hånd frem så hun kunde komme op igen

[Deleted]

Med et lidt uforstående blik så hun på ham med en rynket næse. Hvorfor i al verden skulle de derhen? Der ville hans stav jo ikke være, det var hun ret sikker på.
"Hvad skal vi der?" Spurgte hun så med et spørgende blik, det forstod hun nemlig ikke. De vidste retningen, hun kunne tydelig huske den og hun havde endnu ikke fortalt ham det. Faktisk var hun den eneste som vidste hvor de skulle hen. Foråret var smukt og dagen som bød dem velkommen var varm og fyldt med solskin. Det gjorde at et smil måtte sætte sig på hendes læber. At han snakkede om at slå sig ned med hende, fik hende til at smile skævt, nu måtte de lige så hvordan deres tur gik, hun kendte ham jo stadig ikke og hendes mor skulle også lige godkende ham. Morean synes han pressede lidt for meget på, men hun turde ikke sige sin mening, ikke efter hans reaktion sidste gang. På en måde turde hun ikke sige nej eller fra. Uden at sige noget til det, fulgte hun med op på vognen, så tog hun tøjlerne og satte hesten igang som var mer end glad for at bevæge sig igen. Hun havde virkelig valgt den rette hest, for den knoklede altid, ung og frisk, stærkere end de fleste og ivrig for at komme frem. En eget udholden hest.

[Tom Cilvan Klims]

tom kikket hen mod Morean og rynked næsen lidt og tænke " det bare en følse " svaret han rolige at der hadet forgået noget mens han lå syg vidste han ikke regtit han sukket træt og kikket rolige op mod solen den var skøn den sidste sål lys og så kom der skyrer hen af vejen han sukket rolige og kikket hen mod Morean og smilte glad han kunde snart fornemme at de var der og han var helt sikker på at tingen ville gå godt han sukket lidt igen og kikektn ed mod verjen det bumlet temlige meget syntes han men tom vidste at alt den smerte han hadet haft ville blive god i sdiste ende stille pakket han koret sammen og vendte sig så helte om mod morean hor han gav et kys på hinens kind han mærked glæden som han kendte så godt rolige kikket han ned af hinden og kikket ind melmen tæren og nød bare stilheden ind til vider mens de kørrte vider med deres vång og hest de hadet op levelt meget på de få dage og rejsen var ikke slut i nu det var han ganske sikker på rolige kikket han igen rundt han syntes at mærke ander til stede værlse hvad pokker mund de skulde gøre rolige kikket han rundt og på morean han tog hinden om hånden " vi bliver forfuldt " svaret han rolige for ikke at lyde for srkemmen mod hinden han kikket rolige hen mod Morean og tænke sig om hvad der end skete ville han beskytte hinden for en vær pris han sukket rolige og lod sin hånd glide ned mod hindens lår mens han kikket sig tilbage han brød sig ikke om den følse der var der lige nu den var urolige og mistænkt som

[Deleted]

Det var skønt med et kys på kinden, hun rødmere svagt og førte blot hesten videre, der ville nok gå to dage før de var fremme hvor lyset havde vist hende hen. Og hun var stædig, hun ville ikke besøge hans barndomshjem, slet ikke efter de ting hun havde set. Nej, hun ville derhen hvor lyset havde vist. Sådan var det bare, hun var på en mission nu om at få en mand hun elskede til at få det bedre. Morean sukkede lidt da han fortalte de blev forfuldt og han så tog hendes hånd, hun så bare kærligt mod ham og lo sødt. At være bange var det sidste man skulle være, i de bøger om eventyr hun havde læst, skulle man bare lade som ingenting og så når vedkommende gav sig til kende, måtte man tage den der fra. Dog skulle man tænke hurtigt det vidste hun da.
Nogen gange virkede Tom lidt som en bangebuks, men det var nok fordi han var harmløs uden sin stav. Dog kunne man vel godt bruge sin fysisk? Det havde hun da set sin stedfar gøre. Og hun havde selv oplevet adrenalinen gøre hende stærkere end hun nogensinde havde drømt om.
"Vi må hellere skynde os lidt, vi skulle da gerne nå bare lidt længere i dag." Grinte hun så, som om ingenting skete omkring hende og gav hesten et smæld med tøjlerne. Den gik i galop og de red hurtigt igennem det skov der var og endte på en åben vej med smukke marker til udsigt. Foråret gjorde virkelig sit og moder natur strålede i al sin pragt. Det gjorde kun smilet på hendes læber større.