Finding the way

[Nicola Fly Balcan]

Hun så tvivlende på hende. Var pigen til at stole på? Hun havde halvvejs vendt sig om for at gå da pigen pirkede til hendes nyskerighed hvad angik dronningen, som hun personligt aldrig havde kendt ret meget til, men alligevel havde haft høje tanker om. Hun bed sig let i læben "Hvad mener du med underlig?" spurgte hun nyskerigt og undrene, betragtede hende let igen stadig med rynkede bryn, og nu igen med fronten imod hende. Hun kunne dog ikke rigtigt forstå hvordan Nirelia på nogen måde kunne minde om Darklia

[Neimi Silvertung]

Neimi så roligt på Nicola for det med Nirelia overraskede hende jo ikke, der var mange der troede det var så godt hvor Nemo kun havde oplevet smerte. "Hun udspurgte meget omkring Darklias prinsesse crystal og andre vigtige personer jeg kunne fortælle om, samt Darklias planer mod Nirelia. Hun virkede ikke særlig glad for at snakke og så ikke helt rask ud, tror måske hun er ved at blive lettere sindsyg" forklarede hun roligt selvom hun godt kunne forstå det med at hun gerne ville vide planer men det var mere udseendet og hendes måde at spørge på.

[Nicola Fly Balcan]

"Du burde ikke kunne fortælle nogen om noget. Det er forkert at sladre bag om ryggen på nogen." sagde hun stille. Hun brød sig ikke om det billede pigen tegnede af dronningen. "Hun må være under et enormt pres.. Tænk dig at styre et helt land, og forsøge at gøre det godt, selvom det selvfølgeligt har en bagside. Det har alt vel." sagde hun stille i et forsøg på at bortforklare det pigen sagde, og beholde sit billede af den gode dronning.. Det lykkedes dog ikke helt. Man kan lime et spejl hvis det går i stykker, men man kan stadig se alle revnerne i billedet.

[Neimi Silvertung]

"Der er ingen der har bedt mig holde mund, desuden kan jeg ikke fortælle noget om nogen planer for gør jeg det så dræber vampyren mig og kan ikke fortælle meget om de andre fordi jeg ikke ved meget" svarede hun roligt og fjernede kort håret fra den ene side af halsen så Nicola kunne se det bid en vampyr havde lavet på hende da han havde drukket af hendes blod. "Det ville ikke være svært at styre et land, det bliver man ikke sindsyg af, men hævn er noget andet og så vidt jeg ved er det ikke passende for Nirelias dronning men noget der passer til Darklias" sagde hun roligt

[Nicola Fly Balcan]

Hun lod let blikket glide over det lille mærke efter en vampyr og gøs. I de situationer havde hun sin lille sølvkniv. Den var nok ikke ret god til at dræbe nogen med, ikke dyb nok til at nå ind til hjertet, men måske en lung bagfra.. Men den var ihvertifalde stor nok til at gøre ganske betydelig skade hvis hun ellers ramte rigtigt, og på trods af pacifist gener så havde hendes far lært sig at forsvare sig. Kun hvis det blev nødvendigt dog, for hendes eneste styrke var at hun var temeligt hurtigt, og kendte skovene ud og ind omkring grænselandet. "Jeg ved ikke om jeg skal tro dig eller ej. Det virker utroligt. Jeg har altid haft høje tanker om hende" sagde hun roligt forvirret. "Hvis vampyren bed dig, burde du så ikke være vampyr selv..?"

[Neimi Silvertung]

"Se det er derfor jeg ikke har høje tanker eller forventinger fordi man bliver skuffet over det når man finder ud af det ikke passer" svarede hun roligt med et lille skævt smil men det var jo sandt nok for hun var en der ikke havde forventninger eftersom hun bare blev skuffet når de ikke passede. "For at blive vampyr skal vampyren først tømme en næsten for blod før ofret får noget blod af vampyren, det andet med at man bare skal bides er overtro og forkert tolkning" forklarede hun roligt men hun var jo et levende bevis på det, hun var blevet bidt men ikke blevet til vampyr.

[Nicola Fly Balcan]

"Høje tanker og forventninger kan løfte humøret lidt når man er trist, ligesom drømme." sagde hun med et blidt smil og bed sig let i læben. Hun lyttede til hvad hun fortalte omkring vampyrer, det var det hun selv havde hørt fra hendes far. Det med at folk blot skulle bides, imens hendes mor havde tyet til Neimi's version. Hun var ved at blive nyskerig, det var ikke ofte man blev bidt.. Ikke bare sådan lige "Hvorfor blev du bidt?" spurgte hun og rynkede let brynene. Hun strøg let et par fingre over sin hals, hvor arret ville være hvis det havde været på hende

[Neimi Silvertung]

"Jeg drømmer ikke så kan ikke sige noget om det" sagde hun roligt for hun kunne ikke vide det når hun ikke drømte på nogen måde, for drømme ville bare ødelægge hende desuden fortrak hun bare at være i mørket hvor hun fandt sin tryghed. "Fordi jeg gav ham lov?" svarede hun en smule undrende selvom det havde været sandheden, hun havde jo lokket vampyren til at smage hendes blod bare for at finde ud af hvor villig hun var til at være hans lille tøs.

[Nicola Fly Balcan]

"Alle drømmer vel." sagde hun undrene "Nok ikke altid lige meget, og aldrig om det samme. Men alle har drømme - Hvad de vil være, hvad de vil gøre. Ting de vil have, eje, elske." sagde hun og et drømmende smil gled over hendes læber "Jeg drømmer om en kærlighed der gør mig helt ør.. Det er mit højeste ønske, stifte famillie men også opleve ting. Du har vel også mål i livet? Eller en du gerne vil have er din." hun smilede let til hende, "Måske ham du lod dig bide af?"

[Neimi Silvertung]

neimi så undrende på tøsen for det var virkelig ikke noget hun forstod sig på det med drømme men det var en helt forkert opfattelse hun havde fået af det. "Det du snakker om, ting i fremtiden det er da ikke drømme det er da ønsker, du ønsker at få en mand og en familie.. Det er da ikke en drøm fordi det ønske er realitisk" sagde hun lidt bestemt for det var hendes holdning, ønsker var noget helt forskelligt fra drømme og de skulle ikke blandes sammen. Dog virkede det hun var ved at væmmes ved tanken om kærlighed på den måde Nicola sikkert forstillede sig det " Hvad pokker er der galt med dig?".

[Nicola Fly Balcan]

"Jeg betragter det som drømme, for hvem ved om det faktisk sker?" sagde hun med et let hævet øjenbryn. Hendes forældre ville helst bestemme hvem hun skulle giftes med, på trods af at hun intet ønske havde om at gifte, og elske nogen af dem de ønskede - Hendes familie. Fjernt, og næsten så det ikke længere var relevant at de delte måske en dråbe blod, men hun brød sig ikke om dem på den måde. De var famillie, kusiner, onkler, grand-grand-grand kusiner og fætre. Hun så undrene på hende da hun spurgte hvad der var galt "Der er da intet ivejen med mig?" spurgte hun uforstående.

[Neimi Silvertung]

"Fordi ønsker kan man gøre noget ved det kan man ikke med drømme" sagde hun lige så bestemt som før for det var stadig hendes holdning at de ting skulle være adskilt selvom hun ikke kendte meget til dem men hun havde da set på flere folk og fundet lidt forskelle på det. "kærlighed? tilbringe livet med en? Jeg føler ingen kærlighed, jeg ønsker ikke at blive fanget endnu en gang for så dum er jeg ikke" sagde hun lidt køligt

[Nicola Fly Balcan]

"Hvis man arbejder for at få en drøm til at gå i opfyldelse, så kan det også sagtens lade sig gøre." protesterede hun stille og undrene. Det var sådan hun så på tingene, for hende var de praktisk talt ens. Hun rømmede sig let "Og alle føler kærlighed på et eller andet tidspunkt. Også dig, det kan godt være at det ikke er endnu, men en dag møder du også en du holder af. Hvor gammel er du? 17-18 år ligesom mig?" spurgte hun og betragtede hende med et svagt smil "Du er ung nok til at møde nogen.. Du har sikkert mange gode år endnu."

[Neimi Silvertung]

"En drøm er inde i ens hoved, det kan ikke blive virkelig" sagde hun bestemt for det her emne blev de nok ikke enige i men Neimi havde sine holdninger og det skulle ingen blande sig i for så kunne det ske de kom til skade, da hun ikke var så uskyldig som hun så ud til. "Jeg føler ingen kærlighed, det har mine nirelanske forældre sørget for jeg ikke kan efter deres daglige tortur"" sagde hun lettere køligt "Jeg føler intet"

[Nicola Fly Balcan]

Hun lyttede let og tilføjede et meget stille 'Endnu' til det sidste Neimi sagde. Så trak hun på skuldrene "Fint. Det er hvad du syntes og mener." sagde hun stille og smilede blidt, inden hun begyndte at vænne sig om "Jeg må nok hellere gå tilbage, jeg er sikkert allerede sent på den. Vi ses måske en anden gang." sagde hun og skævede let over til hende. Overbevidst om at en dag ville Neimi også føle noget for et andet væsen, kærligheden indhentede alle. Måske først sent i livet, men den gjorde det altid.