Not the way I planned it

[Ranja Garcia]

En langt stykke tid, stod den høje let mørke skikkelse lænet op af et træ og kiggede ned mod gården. Den store og majestætiske vingår, hvor hele Sams familie boede. Der var gået evigheder siden hun havde været der sidst. Noget hun sent ville glemme, men var alligevel ikke kommet tilbage. Hun kunne komme med alverdens undskyldninger, men som hun nu stod her, og betragtede gården, blev de alle så ligegyldige og åndsvage. Hun havde ikke haft en god nok grund for at blive væk.
Det havde været en varm sommer. En fantastisk dejlig sommer faktisk, og Ranja havde fået sig en noget så fantastisk ven. En ven, som hun havde ret svært ved at skulle undvære nu hvor hun tænkte over det. Hvad havde hendes grund været? Det meste af efteråret var blevet brugt på jagt, og på at opsamle sig et lager af mad. Rygterne havde været ude om at vinteren ville blive hård. Og hvor havde de rygter været sande. Vinteren var hård og nådesløs! Ranja havde brugt flere måneder nede i sin hule med Liam, og været lykkelig for at hun havde noget pels der kunne hjælpe hende med at holde sig varm. Hun var ikke sikker på at hun ellers ville havde overlevet vinteren.
Og nu var foråret kommet. Hvor sølle det forår så end måtte fremstå. Der var stadig køligt, selvom Ranja ikke havde vanvittig meget mere tøj på af den grund. Vejret var vådt, og alt virkede utrolig mudderet. Men endelig havde Ranja sneget sig ud af skoven. Endelig var hun taget hele vejen til Nirelia igen. Og kun af en grund. For at finde Sam igen. Hun vidste ikke engang hvad hun skulle sige til ham. Måske havde han glemt hende igen? Havde hun lavet et bedre og kraftigere indtryk end blot en samtalepartner en rum tid? Hun vidste det ikke. Men hun vidste i hvert fald at Sam havde været så meget mere for hende, end blot en tilfældig samtalepartner et par timer. Han var speciel, og meget speciel for hende.
Ranja forvandlede sig om til sin ulveskikkelse, så der i stedet for en høj sorthåret kvinde, pludselig stod en sortpelset ulv, med rolige gullige øjne. Ørerne bevægede sig lidt rundt, inden hun fnøs og begav sig luntende ned mod huset. Det var som om hun følte sig mere sikker i sin ulveskikkelse i øjeblikket. Slappede mere af og ikke følte sig så stresset eller nervøs. Hurtigt mødte hendes blik nogle halvstore børn og morede sig. Ranja satte sig ned ved kanten af deres grund og kiggede ind med hovedet let på skrå. Her sad hun en rum tid for at berolige sig selv. Her nåede hun ikke at sidde voldsomt længe før en lyd nåede hendes øre. En lyd som straks fik hende til at ligge ørerne fladt ned til hovedet og kigge skræmt mod lyden. Det var en hylen. En hylen som nemt kunne forveksles med ulvehyl. Desværre var dette ikke tilfældet. Det var varulve. Hårerne rejste sig ned af hendes ryg, som hun vendte sig mod væsnerne, som endnu var et stykke væk, men kom hurtigt tættere på. En svag knurren undslap hende, som hun stirrede faretruende og intenst mod varulvene. Normalvis var hun stukket af når varulve var i det lune. Opført sig som en kujon og løbet med lynets hast væk fra området. Men Ranja var en beskytter af sig. Og lige nu var børnene som legede ude i haven hendes første prioritet. Hun løb gøende ind på grunden, for at fange børnenes opmærksomhed, samtidigmed at varulvene kom faretruende hurtigt tættere på. Ranja så hvordan børnene begyndte at løbe tilbage mod gården, men varulvene i hælende. En var tæt på at få fat i en af pigerne, da Ranja angreb og fik den stoppet. Derefter var varulvenes opmærksomhed vendt mod den sorte, knurrende ulv om blottede tænder.

[Deleted]

Der var sket en del siden sommeren, den skønne sommer hvor tiden med Ranja havde været det eneste han sådan set kunne tænke på. Nyaxie havde været en stor hjælp her i foråret, hun havde givet ham lidt at tænke over og så var han også sat på en prøve. Sam havde stadig ikke været med en kvinde og havde nu været i cølibat i over et år ville han tro. Hvis ikke også mere, han var stoppet med at huske hvornår han sidst havde fået overtalt en kvinde til et uforpligtet knald. Og efter mødet med Ranja var det helt umuligt for ham at skulle få samvittigheden til det, han var vidst blevet en smugle småforelsket i hende og jo mere han tænkte på hende jo mere blev han overbevist om han faktisk var faldet for hende. Foråret gjorde alting svært for dem med at skulle så sæden, jorden var for våd og ville drukne dem, derfor var der brug for deres evner som jorddæmoner. Ude i markerne stod de og fik sorteret jorden var alt vandet, de havde endda fået hjælp udefra af vanddæmoner som håndterede vandet og fjernet fra jorden. Et fantastisk samarbejde der gjorde såningen dette år muligt. Sam og hans familie gik i markerne mens børnene legede i haven, de var alle godt udmattet, men Sam var nok den som kørte i den bedste rutine og havde styrken, han havde ikke lavet andet end at træne og arbejde for at få tiden til at gå. Børnenes hvin fik dog dem alle til at reagere, de var kun lige blevet færdige med en af markerne.
"Sandy, få vores søstre og børnene i sikkerhed, så tager vi os af hvad det end er som skræmmer børnene." Sagde han med en dyb røst og kiggede på sine svogre som nikkede, den ældste knægt var også voksen nok til at skulle arbejde og beskytte familien. De løb mod lyden og da børnene var kommet ud fra rækkevidde med kvinderne i familien, stod de 5 mænd klar til at beskytte deres familie. Sam havde fået Ranja's ulveform af se i sommers, så han så straks det var hende som forsvarede familien, hvad pokker lavede hun der? At hun var i fare også gav ham kun mere energi, de gjorde hvad de kunne for at få jorden op foran varulvene, i høj fart for at ramme dem hårdt og holde dem væk. Det kunne mærkes på den unge mand at han havde arbejdet hårdt og ikke var på sit stærkeste lige nu, men de andre 4 som var inklusiv Sam var stærke og klar til at beskytte det som var deres dyrebareste. Det som de skulle passe på var ikke at ramme Ranja, men det var de alle jo godt klar over, da hun jo lod til at hjælpe dem.

[Ranja Garcia]

Ranja kunne i princippet går over i sin varulve form. Hun ville kunne styre det. Men som tiden var gået, havde hun set hvordan almindelige mennesker så på dem. Hun var en Lycan, hun var i princippet ligesom disse væsner hun nu angreb med fuld kæft. Hun anså denne skikkelse for at være ond, ligesom mange andre af landets befolkning. Ranja var derfor stadig i sin ulveform, da folk kom nærmere. Hun bemærkede knap sine omgivelser, før at jorden under hendes poter begyndte at opføre sig anderledes end normalt. Hvilket distraherede hendes opmærksomhed, så en af varulvene fik klappet hende en med poten, så hun fløj sidelæns med et piv. Hurtigt og knurrende kom hun på benene igen og angreb endnu engang. Men denne gang havde hun øjnet sine omgivelser. Hjælpen som kom hende i møde i form af 5 mænd der alle kunne bruge jorden som deres våben. Hun kunne kende hver og en af dem, men Sam, som var blandt mængden vækkede størst glæde ved den nykommene hjælp.
Ranja sørgede for at flytte sig ud af vejen, hver gang det var nødvendigt for mændene at lave deres angreb, og enkelte gange måtte hun dukke sig for diverse sten som vildfarede forbi hende. Nogle af varulvene var begyndt at stikke af, og der var lys for enden af tunnelen. Ranja bed sig fast i en af varulvenes arm og blev slynget rundt i luften. Hun forsøgte at bide sig så godt fast så muligt, men mærkede til sidst hvordan hun smuttede og fløj gennem luften. Uheldigvis lige i banen hen til et træ, som hun ramte ind i med siden. Et ynkeligt piv undslap ulven, som den krøllede sig sammen og blev liggende. Det mærkede utvivlsomt som nogle brækkede ribben, med diverse rifter og sår. Det begyndte alt sammen at snurre for hende da hun forsøgte at kæmpe sig op på sine ben, men hurtigt måtte opgive og falde sammen igen. Som hun faldte sammen igen, forvandlede hun sig tilbage til sin menneskeskikkelse og krøllede sig sammen i fosterstilling mens hun bed sig hårdt i læben for ikke at begynde at flæbe.

[Deleted]

Det her var ikke første gang de havde besøg af varulve, det var set før, men det var dog længe siden. Som de fik kæmpet sig godt igennem mange af varulvene, begyndte den unge knægt at trække sig tilbage for at se til børnene og kvinderne. Mest fordi han ikke kunne mere selv, han var død for kræfter. Udmattet. Sam koncentrerede sig om at kæmpe, men prøvede så vidt muligt at holde øjne på Ranja også, da han så hun i starten klarede sig godt, fik han mere fokus på sin egen kamp. Lige indtil han hørte hendes piven, han så vredt mod varulven som havde slynget hende mod træet, han fik jorden til at forme sig op om ulven og lod det blive hårdt som sten for at knuse varulven som hylede op og snart mistede livet ved hjælp fra de andre som nu også hjalp med at mase livet ud af den. Efterfølgende stak de få som var tilbage halen mellem benene og de var alene, Sam løb hen til Ranja og så ned på hende.
"Fantastisk tidspunkt at vende tilbage på." Lød det lavmeldt fra ham, han havde et skævt smil på læben som han løftede hende op i sine arme. Roligt gav han et nik fra sig til de andre som nu vendte tilbage til hovedhuset hvor de andre også var. Det var bedst at holde sig samlet indtil de vidste at varulve havde forladt stedet fuldstændig. Sam gik roligt, men hurtigt mod huset, han kiggede ned mod hende og var glad for at se hende, bare ikke lige i den her tilstand. I døren stod Sandy, hun gispede da hun så hvor tilredt Ranja så ud, hun skyndte sig ind og gjorde gæsteværelset ved Sam's værelse klar til hende. Der blev sat varmt vand over og gjorde klar til at hun kunne blive vasket, blive forbundet og derefter få noget hvile.
"Sam få hende ind i gæsteværelset." Lød det kommanderende fra Sandy, han nikkede roligt og gik mod værelset, da han kom til døren, gik han baglæns ind, for at skåne hende så godt som overhovedet muligt. Da de nåede sengen, lagde han hende så forsigtigt han kunne ned, han så på hende med et bekymret blik. Det var jo tydeligt hun var i smerter.

[Ranja Garcia]

Ranja kunne ikke holde fokus på noget efter at hun havde ramt træet, og lukkede i stedet øjnene for at lindre den lettere søsyge tilstand efter at være blevet slynget rundt og ramme træet. Hun forsøgte at trække vejret så roligt som muligt, mens der stadig kom små stød fra hendes mellemgulv, da det begyndte at gøre ondt hver gang hun trak vejret ned i sine lunger. Resten der foregik hørte hun blot, men hun var ikke i tvivl om hvad der skete. Et skævt smil formede sig på hendes læber som Sam talte til hende, og hun åbnede øjnene, så hun lige kunne se ud. ”Jeg har altid haft fantastisk timing.” sagde hun drillende, og mærkede hvordan hun blev løftet forsigtigt op i hans favn. Hun bed tænderne sammen og nægtede at komme med alt for pivende lyde, selvom et enkelt eller to undslap hende ganske diskret. Hun lagde forsigtigt hovedet ind mod hans brystkasse og forsøgte at slappe helt af i kroppen for at volde sig selv mindre smerte.
Ranja lå helt stille efter at være blevet placeret i sengen og nøjedes kun med at trække vejret ganske roligt en stund, inden hun åbnede øjnene lidt mere op og bedre kunne danne sig et overblik. Hun mærkede sig forsigtigt hen over maven for at danne sig et indtryk af hvor slemt det stod til. ”Er de okay? Børnene?” spurgte hun bekymret, som hun vendte blikket mod Sam igen. Der var mange ting hun egentlig sige til ham. Hun ville undskylde for at hun ikke var kommet noget før, at hun bare sådan umildbart var forsvundet igen efter sommeren. Men der var ingen undskyldning, ikke som hun fandt god nok i hvert fald. Men lige nu, var hendes hovedfokus på at høre hvorvidt børnene var okay og om nogen af dem var kommet til skade. Ranja valgte klogt at lade hver med at spekulere over hvad der kunne være sket hvis hun rent faktisk ikke havde været der. Hvis hun ikke var kommet herhen lige netop i dag.

[Deleted]

Der var det samme varme udtryk i hans ansigt som altid, men nu kunne man se mere af hans ansigt, han var blevet klippet og havde fået styr på sit skæg. Knapt så meget vildmand som førhen, han havde haft brug for forandring og det havde hans yngste søster sørget for. Han satte sig på knæ ved siden af sengen, at sætte sig på sengekanten ville gynge for meget og kun forvolde hende smerte. Så tog han roligt hendes hånd og smilte blidt.
"De har det fint, tak for hjælpen, det var ret modigt gjort." Hans stemme var rosende og han mente tydeligt det han sagde, men blikket var også en smugle strengt, for det havde også været dumt. Hun kunne jo have været blevet dræbt, dog var han dybt taknemlig for hendes indsats og for at hun ikke var død. Sandy kom tilbage med en bekymret mine, rynkerne i panden gik godt nok dybt, hvilket gjorde Sam nervøs. Hun gik om på den anden side af sengen og begyndte at mærke rundt omkring, hun var bange for en mulig punkteret lunge eller indre blødninger. Der blev behov for en healer.
"Jeg sender min mand og søn ud efter en healer." Kom det roligt fra hende, hun lagde en håndryk roligt mod Ranjas kind og kiggede på hende med et rigtigt moderligt blik, inden hun gik igen og efterlod dem alene. Her sad Sam og kiggede lidt forvirret rundt, han nussede blidt hendes hånd med sine tomler og valgte at kysse hendes hånd.
"Jeg har savnet dig." Mumlede han så, for at tale om noget andet end hendes tilstand, han hadet når folk han holdte af var ilde tilredt. Lige sådanne ting var han normalt god nok til at håndtere, men det var noget andet med Ranja, han plejede da at være mere rolig for sin families skyld, men Ranja var jo mere end familie og ven. Lorte dyr til varulve, de burde blive udryttet.

[Ranja Garcia]

Ranja bemærkede godt at han havde ændret lidt på sit udseende. Han var blevet klippet og lignede som sagt ikke længere en hulemand, men han var stadig Sam, og det kunne Ranja nemt se. Han var stadig den samme mand, som hun mødte i sommer, ligeså varm og godhjertet. Der var absolut ingen tvivl.
Ranja smilede og rykkede hovedet lidt på skrå. ”Skulle det være en anden gang.” sagde hun i sit sædvanlige muntre tonefald, mens hun forsøgte at skjule en let grimasse af smerte som kom over hende. Ikke nok med at hun højst sandsynligt var skadet indeni i nærheden af sine organer, var hendes krop også tydeligt dækket af rifter, påbegyndende blå mærker og flænger. Heldigvis blødte intet af det så kraftigt, men det betød selvfølgelig ikke at det gjorde mindre ondt. Da Sandy begyndte at mærke rundt omkring, bed Ranja tænderne sammen og kom med enkelte misfornøjede lyde, men gjorde ingen modstand. Hun vidste godt hvad Sandy lavede, og dertil havde hun ingen grund til at være på vagt længere.
Ranja løftede let forskrækket sine øjenbryn. Jo hun vidste at hun var ilde tilberedt lige nu, men aldrig før have hun haft brug for en healer. Hun havde lyst til at protestere, men som hun gjorde sig klar til det, kom endnu et jag af smerte, der fik hende til med det samme at klappe i, og affinde sig med valget. Måske var det også bedst
Ranja smilede varmt til ham og gav hans hånd et klem. ”Jeg har også savnet dig Sam.” svarede hun ærligt. Hendes øjne afslørede samtidigmed en snert af enten skam eller sorg. Hun var ikke sikker. Måske fordi hun havde været væk så længe, selvom hun helst ville tilbage. Men hun havde haft så meget. Hun skulle jage, og så kom vinteren hurtigere end ventet. Bidende kold og man skulle helst holde sig i varme omgivelser. Hun ville sagtens havde klaret turen til Nirelia, men den ville havde været kold. Men lige nu var den undskyldning også ligemeget. Hun var her nu. Måske ikke i sin bedste tilstand, men hun var her.

[Deleted]

Det ville i hvert fald tage en halv dag at få healeren dertil, så de måtte håbe på at Ranja ikke fik det for slemt eller kom i alvorlig livsfare. Sandy havde nogenlunde styr på situationen, hun sørgede for børnene fik noget af spise og drikke, så de kunne falde lidt ned. De alle måtte blive i huset her i hvert fald til næste dag og så kunne mændene gå på patrolje. Dette her gjorde deres arbejde kom bagud, noget det var i forvejen på grund af de skulle arbejde så meget hårdere. Vanddæmonerne var også under deres tag i sikkerhed, så meget skyldte de da. Sam så på hendes hånd, han var faldet lidt i staver, men smilte fordi hun havde sagt hun også havde savnet ham. Roligt rejste han sig og gav hendes pande et kys, han kørte en hånd kærligt ned af hendes kind og så småforelsket ned på hende.
"Jeg kommer igen om lidt, jeg skal lige tjekke til min familie og vore venner." Kom det stille fra ham, inden han forlod værelset for at give hende noget fred. Det var jo svært at hvile med det snakkeri og Sam ville nok blive halvslem, da han ville høre hvordan det var gået hende og hvad hun havde lavet i al den tid. Da han kom ind i fællesrummet kiggede ham varmt rundt, børnene råbte op og spurgte til Ranja, han grinte og uglede en af de mindste drenges hår.
"Hun har brug for hvile og ro, men hun skal skam nok klare sig. I var heldige hun var der." Sagde han med sin varme og kærlige stemme, han begyndte at jagte nogen af ungerne, legede varulv og nappede dem med sine hænder, blot for at få dem til at smile. De hvinede og løb rundt mellem de andre voksne som smilede ved børnenes latter. Det var så livsbekræftende. Efter et par timer, vendte han tilbage til Ranja, stille og rolig, i tilfældet af at hun sov.

[Ranja Garcia]

Ranja sagde ikke noget længe, men kiggede bare på Sam. Hun mærkede varmen fra hans hånd i hendes egen, og måtte indrømme at det var en følelse hun meget nemt godt kunne vænne sig til! Hun ville i hvert fald intet havde imod at den forblev der noget længere. Dog efter lidt tid rejste han sig og kyssede hende på panden, hvilket kun fik Ranja til at smile endnu mere. Hun nikkede til hans ord og så efter ham som han gik ud af rummet. Ranja sukkede dybt og mærkede hvordan hun faldte lidt dybere ned i sengen. Hun vidste ikke om det blik han havde sendt hende var en form for taknemmelighed over det hun havde gjort, eller om der faktisk lå mere i det. Hun vidste ærlig talt ikke om hun turde lade sine tanker drage over til at han faktisk havde stærkere følelser for hende end blot venskab. For hvad nu hvis han ikke havde?
Ranja valgte derfor blot at lukke sine øjne, og lytte lidt til de forskellige lyde. Hun kunne ikke høre meget andet, end de normale lyde som kom fra et hus. Vinden som greb fat i træværket og hylede let mod vinduerne, og den rolige brummen af meget langt væk. Roligt begyndte hun at drifte væk ind i sig selv, og faldte i søvn. Ranja lå helt stille på sengen med den ene arm over sin mave og trak vejret nogenlunde regelmæssigt. Fordelen ved at være lycan var, at mange af de små flænger og sår healede hurtigt. Hvilket vil sige at hun allerede var begyndt at lappe sig selv sammen. Det var bare knap så godt, hvis hendes indre organer sad forkert, eller nogle af knoglerne var brækket og derved begynde at heale forkert sammen. Men Ranja var jo ikke overnaturlig! Det tog tid at heale på egen hånd, så det var hendes krop knap begyndt med at fokusere på, selvom hun begyndte at blive varmere på grund af det stigende arbejde indeni hende. Men hun så ud til at sove ganske stille og roligt i dette øjeblik, til trods for de nogle gange let uregelmæssige vejrtrækninger, som afslørede at hun stadig havde smerter, til trods for at hun i øjeblikket sov.

[Deleted]

At hun sov da han vendte tilbage gjorde ham jo intet, så fik han lov til at beundre hende i stilhed, bare stirre på hende og komme i tanke om hvor smuk hun egentlig var, hvis ikke også var hun blevet endnu smukkere. Han havde godt lagt mærke til at rifterne rundt omkring slet ikke var så slemme mere, men det var heller ikke dem som bekymrede ham. Sandy havde virket så sikker i sin sag med en healer, så han var bange for at de ikke fik hentet en i tide til det blev for alvorligt. Healere var dygtige, men selv de var begrænset. Han tog en stol og satte sig på den ved siden af sengen, han sad helt forgabt i synet af hende, da Sandy roligt kom ind.
"Det er godt hun får noget hvile, jeg tror ikke tiden med healeren bliver let, så hun for brug for styrken dertil. Vær ikke bekymret Sam, Ranja i den tid jeg har brugt med hende virker som en stærk kvinde." Hviskede hun roligt, som hun lagde en hånd kærligt på hans skulle og smilte ned til ham. Sam så tilbage og nikkede roligt, det var hun også, hun havde så meget mere at byde på end nogen anden kvinde han havde mødt. Måske var det ikke helt slemt at skulle forstille sig hende som en kæreste, byggende op til kommende kone måske. Men for at tage den med ro, en kæreste ville være helt fint. Tanken fik ham til at smile lidt, han kunne da egentlig godt tænke sig at kysse de læber hun lå med. Smuk var hun.....
"Kommer healeren snart?" Spurgte han så småuroligt. Sandy nikkede og trak sig tilbage.

Der gik ikke lang tid, en kvarter måske, før at healeren kom, det var en kvinde som gik roligt ind på værelset. De var nød til at vække Ranja, hvorpå hun præsenterede sig selv og forklarede hvad der ville ske og at hun skulle være forberedt på at bruge sin egen styrke imens hun healede. Det ville nok ikke være rart, men følelsen efter ville være en lettelse, selvom hun nok skulle være sengeliggende et par dage efterfølgende og hun ville kigge ind senere på ugen igen. Sam sad og holdte Ranjas hånd, han smilte beroligende til hende som kun han kunne og lod til at følge med i hvad der skete, da han ikke tog nogen chancer.

[Ranja Garcia]

Ranja lå så roligt som det nu var muligt med diverse skader rundt om på hendes krop, og bemærkede intet. Hendes sanser var svækket og derfor opdagede hun heller ikke ting, som normalvis ville få hende til at vågne. Eksempelvis at Sam sad og stirrede på hende. Hun vågnede ikke engang da Sandy kom ind og begyndte at tale eller nærmere hviske. Men Ranja var helt væk, og bemærkede derfor intet. Det var først da healeren kom og Ranja blev vækket, at hun slog øjnene søvnigt op og forsøgte sig med et lille smil, der mere lignede en grimasse for at skjule smerten. Hun lyttede roligt og nikkede en enkelt gang imellem, for at vise at hun havde forstået situationen og egentlig at hun også havde accepteret fremgangsmåden, selvom det ikke just var en rar nyhed. Da Ranja havde nikket en sidste gang for at vise at hun var klar, gik healeren i gang med noget som Ranja vil betegne som sin værste oplevelse nogensinde.

Hvis hun havde troet at det gjorde ondt at blive slynget mod træet, var det ingenting mod det som hun nu gik igennem. Knap var healeren gået i gang, før Ranja mærkede et jag af stor smerte gå lige direkte gå igennem hende. Det kom bag på hende at smerten var så intens og så hurtigt, og det havde resulteret ud i et smertesskrig, mens Ranja havde presset sine øjne sammen, klemt fast med sin frie hånd i lagenet og ubevist var begyndt at klemme til i den hånd som Sam holdte. Ranja bed tænderne sammen og forsøgte at slappe af, men det føltes ulideligt i øjeblikket, og hun lå kort og vendte og drejede hovedet i smerte. Det sværeste var at ligge helt stille, så healeren kunne gøre sit arbejde, men hun virkede meget overbærende, de enkelte gange hvor Ranja var kommet med et pludseligt spjæt. Ranja mærkede hvordan varmen steg og hvordan tårerne var begyndt at forme sig i hendes øjne af ren smerte. Hendes vejrtrækning var hurtig og enkelte gang imellem hulkende. Da healeren endelig var færdig efter et stykke tid og slap Ranja, faldte hun udkørt sammen som smerten lagde sig og begyndte også at løsne grebet i både Sams hånd og lagenet som hun havde knuget sig fast til. ”Please sig at du behøver at gøre det en gang til.” spurgte Ranja udkørt og kiggede op på healeren som blot smilede til hende. ”du klarede den fint. Nu skal du bare hvile dig.” svarede hun smilende og lagde roligt en hånd på Ranjas pande. ”Intet problem.” hendes stemme var hviskende, men med den bekendte humor som for det meste altid var at finde hos Ranja, lige meget hvad tidspunkt man stødte på hende. Healeren smilede og begyndte derefter at give instruktioner til Sandy om nogle praktiske ting, men Ranja var allerede holdt op med at høre efter. Hendes koncentrationsevne stod ikke til det. I stedet rettede Ranja sit blik mod Sams hånd, og derefter op til Sams ansigt, med et undskyldende smil. ”Undskyld.. Det var ikke meningen at jeg ville torturere din hånd.” sagde hun med et forsigtigt smil.

[Deleted]

Det var svært for Sam at overvære dette, men han ville ikke forlade hendes side, faktisk, følte han at han aldrig nogensinde ville lade hende gå igen. Synet af hende havde gjort det klart for ham, han var dødhamrende forelsket i den her kvinde og han ville på ingen måde lade hende smutte igen i så lang tid, om han så skulle jage hende. Det følte som en evighed før at healeren havde gjort sit, hver gang der kom en ubehagelig lyd fra hendes krop eller mund, kneb han øjnene sammen og hans mund blev stram. Flere gange havde han lyst til at råbe af healeren, men et sted måtte han jo stole på at vedkommende vidste hvad der skulle gøres. Det gik ham på at skulle stole så blindt på en fremmed. De andre var ved at falde til ro, de havde fået et måltid op og stå på bordet i spisesalen og alle sad på deres sædvanlige plads, undtaget Sam. Hans yngste søster Daisy kom efter healeren var gået, hun bankede stille på og kom så ind med en bakke hvor to tallerkener med mad var på, og som altid en flaske vin. Sam slap uvilligt Ranjas hånd for at tage imod bakken, han gav sin søster et kys i panden og smilte taknemligt.
"Fortæl de andre jeg bliver hos Ranja, men at hun har det fint og klare sig." Han talte lavmeldt og sendte så Daisy ud igen, hun var stille, men smilte varmt og virkede til at synes godt nok om situationen. Der kom et lille blik fra hende som var drillende, Sam rynkede på brynene irriteret og rystede på hovedet og sendte hende så væk. Sam vendte rundt og så mod Ranja.
"Det gør intet, jeg kan godt lide et par kærlige klem." Kom det stille og blidt fra ham, han satte bakken fra sig på gulvet og tog hendes hånd og kyssede den forsigtigt. Hvorfor skulle hun komme på sådan et tidspunkt? Han var skam taknemlig for hans familie var i sikkerhed, men hun var jo ilde tilredt og det gjorde ondt på ham.
Sandy havde fulgt healeren ud, informationerne havde hun taget til sig og vidste præcis hvad hun skulle gøre i forskellige tilfælde, men også bare indtil der blev tjekket op på hende. Den kvinde havde styr på alting, Sam beundrede sin storesøster for det. Roligt skævede han til maden.
"Søvn eller mad?" Spurgte han så roligt, for hun så smadret ud og det kunne godt være mad ikke lige var så tiltalende lige nu. Selv kunne han ikke benægte den knurren som brummede fra hans mave.

[Ranja Garcia]

Det føltes virkelig som en evighed, og selvom Ranja var kendt for at være meget rolig og tålmodig, så var det ikke lige det man kaldte hende i den her situation hvor hun blev udsat for smerte. Alligevel vidste hun at det var vigtigt at hun slog koldt vand i blodet, selvom det føltes som om hun befandt sig i en kakkelovn. Men følelsen da healeren var færdig, var befriende. Hun faldte helt sammen og mærkede hvordan hendes vejrtrækning blev bedre og roligere. Hun ænsede knap at healeren gik igen eller at Daisy kom ind i rummet. Hun lå lidt, med trække, nogle gange lukkede øjne og slappede af, indtil hun hørte Sam tale til hende igen.
Ranja kom med et lille grin og gav hans hånd et blidt klem, da den kom tilbage igen. ”Det skal jeg prøve at huske.” hendes stemme var drillende, men også meget træt. Hun følte sig lidt snøvlet i sin stemme, men også hendes øjne var trætte, men derudover var det hele ved at falde til ro igen indeni hende. Herre bevares, hun var stadig øm, meget øm, men hun vidste at det var ved at falde ned og at der nok ikke ville gå alt for mange dage før hun var rimelig på plads igen. Selvfølgelig kunne hun overvurdere sin egne evner, men hun regnede ikke med at være sengeliggende alt for længe.
Ranja kiggede bare på ham et stykke tid uden at besvare hans spørgsmål. Hun lignede mest en der tænkte over hans spørgsmål, men faktisk var hun bare helt væk i hans øjne. Smerten havde naturligvis drænet hende fra energi og hun var derfor langt nemmere at distrahere, hvilket Sams øjne i øjeblikket gjorde. ”Jeg tager et tredje valg.” svarede hun roligt med et smil på læben. Hendes hånd greb fat øverst i hans trøje og trak ham ned mod sig. Hun løftede sig selv op, så meget hun kunne uden at få flere smerter, og kyssede ham blidt. Hun ville under normale omstændigheder havde vejet situationen, tænkt det igennem, læst signaler og alt mulig andet, men lige nu var hun ligeglad med alt andet end at få lov til at kysse ham inden hun krassede af. Hvilket nok ikke var så langt væk, så uheldig som hun havde det med at være. Hun slap hans læber igen og lagde sig ned igen og smilede til ham, med et strejf af drilleri ”Men du må gerne spise noget.”

[Deleted]

Tænk at hun i sådan en situation var så blid og dejlig, kunne smile og grine, det var en fantastisk enskab, endnu en han elskede ved hende. Det var utroligt som hun egentlig bare så udmattet ud, og alligevel var så smuk. Han forstillede sig hende en varm sommerdag, i shorts og en top, med hendes smukke smil og grin over hele ansigtet. Imellem druerankerne, løbene, drillende. Han sank lidt ind i en drømmeverden, men blev hevet ud af den da hun sagde hun tog et tredje valg. Der nåede kun at komme et undrende udtryk i hans ansigt før hun trak ham ned i et kys som fik ham til at tabe pusten helt. Det kom bag på ham, men han gengældte helt naturligt og lukkede øjnene som et nydende suk forlod ham. Måske også lidt i lettelse, for han fik lige bekræftet at der var noget og det var fantastisk at vide. Et sted havde han lyst til at knuge hende ind til sig, men han var bange for at gøre mere skade end godt. Så det blev hans store hånd som lå ved hendes hals og nakke blidt, indtil hun igen lagde sig ned og havde brudt deres kys. Hendes smil var fantastisk selv havde han et drenget og glad smil på læberne, det måtte hun meget gerne gøre igen! Sam kunne slet ikke tænke på mad lige nu, men hans mave mindede ham dog om det og brød den korte stilhed efter hendes tilladelse. Der kom et grin fra ham, hvor var det typisk! Roligt tog han et stykke brød, satte sig på bagen op af sengen og tyggede i det med et drømmende udtryk i ansigtet. Han var helt målløs og vidste slet ikke hvad han skulle sige. Lige nu nød han følelsen der blomstrede sig i hans mave, han var forelsket, på kun en måde han kunne, så drenget, teenageagtigt og alligevel så meget mere helhjertet i det.

[Ranja Garcia]

Man fik alligevel ikke noget ud af at sætte hovedfokus på sig selv. Det havde Ranja lært fra mange år siden, og havde det egentlig ganske udmærket med det. Så derfor var hun altid så stille og rolig. Alligevel havde hun en tendens til alligevel at gøre hvad hun havde lyst til. Hvilket hun også havde gjort nu, og heldigvis da, gav det pote. Han skubbede hende ikke væk og selvom han var overrasket, blev han hos hende og kyssede hende tilbage. Det drengede smil som var fastholdt på hans læber, kunne kun få Ranja til at smile endnu mere, som hun mærkede hvordan roen faldt mere over hende. Det var som om at hun havde fået noget ud af systemet, som hun havde ventet meget længe på.
Ranja lod et blidt lille grin undslippe hendes læber, som hun lukkede øjnene i igen og slappede af. Hendes hånd aede ham blidt hen over skulderen, da det var det som hun kunne nå uden at anstrenge sig, men efter lidt tid, faldt kræfterne lidt tilbage igen, og hånden faldte tilbage ned på sengen. Hun trak vejret dybt ned i sine lunger og skar en grimasse, som et jag af smerte gik igennem hende. Men hun sagde intet. Bed sig blot i læben og sørgede for at være helt stille. Hun ville ikke gøre Sam mere urolig end hun i forvejen vidste han var. Dertil var hun sikker på at det var ingenting og at det snart gik væk igen.