Hvad kan der ske?

[Drazilla Dragoens]

Da Rai var kravlet ned forvandlede hun sig tilbage til menneske og kort strakte sig for at få gang i hendes menneske krop for den forvandling gjorde egentlig men hun havde efterhånden lært bare at bide smerten i sig for hun kunne jo ikke slippe for den på nogen måde da det jo ikke ligefrem var en mindre forvandling men egentlig en ret stor. Zill smilede da hun gik hen til ham for nu kunne de jo begge slappe lidt af igen.

[Rai Mirriko]

Rai rettede lidt på de tasker som han havde på skulderne. Han havde sin egen på venstre skuldre og hendes på højre. På den måde kunne han bedre holde fast i hende. Hans var knap så vigtig? Han var ganske rolig ved at hun gik nærmere ham, det var jo ikke fordi at han skulle slås nu? Han holdt hendes våben i venstre hånd og ventede bare på hendes skridt videre igennem bjergene. Det var jo hende, som måtte kende vejen til hendes mål. Han var bare med for at bære hendes ting.

[Drazilla Dragoens]

Zill gik helt hen til ham og tog hendes våben fra ham sammen med hendes taske som hun tog over skulderen og satte våbene på plads så hun slap for at havde dem i hånden "håber du kan finde ud af at klatre" sagde hun roligt for resten af vejen måtte de klatre en smule. Hun så op på en hule der var mere end 10 meter over dem men der havde ikke været plads til at lande på så resten af vejen måtte de jo bare klatre. Hun gik hen til bjerget og begyndte at klatre, dog stoppede hun nogle meter oppe og så ned på ham for at se om han var med.

[Rai Mirriko]

Et smil bredte sig over hans læber, da hun sagde noget om at klatre. Det var lige hans miljø som ulv altså. Han så roligt efter hende, da hun begyndte at klatre op af den høje mur. Der gik ikke lang tid før han havde forvandlet sig til ulv og var sprunget op af klippevæggen, som gik han en mindre tur. For ham i ulve skikkelse var det let nok at finde nogle afsats, som han kunne være på, i stedet for at tage en omvej. Han var derfor hurtigt efter hende og der gik heller ikke lang tid før at han var foran hende. Som ulv havde han flere kræfter og det var som en leg at klatre.

[Drazilla Dragoens]

Zill smilede bare da han forvandlede sig til ulv men klatrede bare videre for hun havde godt af noget motion for hun kunne jo altid bare få vingerne frem, men det var rart at komme ud og bevæge sig efter hun ikke havde forladt slottet i flere måneder så det var godt at røre kroppen. "Pralhals" kunne hun dog ikke lade være at sige efter ham men mest for sjov for lige nu kom hans evne jo til praktisk og før havde det været hendes.

[Rai Mirriko]

Et smil bredte sig over den voldsomme mund, derved viste han tænder. Hendes kommentar morede ham faktisk. Det var sjældent at han var til nogen nytte, men med hensyn til klatring var der altid en mulighed for ham, at vise folk sine evner. Selv når han skulle flygte fra balladen, som han måske havde rodet sig ud i, så forsvandt han hurtigt længere op end andre væsner ville kunne følge med ham. Da han endelig kom op til hulen, forvandlede han sig tilbage og satte sig med benene ud over kanten og ventede på hende.
"Kom så min kære dronning"
sagde han med et drillende smil på læben bare for at prale mere, at han var kommet før hende.

[Drazilla Dragoens]

Zill grinede lidt efter ham som hun klatrede op til hulen selvom hun godt nok ikke var lige så hurtigt som ham så var det nu heller ikke et helt dårligt tempo hun klatrede i. "Du kan bare vente dig" sagde hun drillende da hun var kommet tæt nok på ham greb hun ud efter hans ben, nok mest i drilleri men det kunne lige så godt være for at give ham ned og det ville egentlig betyde den visse død hvis han var meget uheldig.

[Rai Mirriko]

Rai måtte reagere hurtigt, for ellers var han røget ned af klippen og lande fladt men ikke blødt. Han så lidt på hende og rystede på hovedet.
"Du kommer til at bære dine tasker selv, hvis du hiver mig ned"
sagde han drillende og rakte tunge af hende endnu engang. Måske han havde glemt, hvad hun havde sagt tidligere. Det var jo ikke alt han kunne huske, han var kun ham. Rai spændte sine muskler i tilfælde af at hun ville prøve at hive ham ned alligevel. Man kunne aldrig vide med hende. Desuden kunne han på den måde støtte hende, så hun lettere kunne komme op til hulen.

[Drazilla Dragoens]

Zill smilede bare lumsk men tog ikke ved for at hive ham ned men bare for at få noget hjælp inden hun kom helt op på afsatsen og sidde ved siden af ham. Hun tog dog hurtigt hans hage med et lidt hårdt tag "Hvad sagde jeg med tungen?" sagde hun roligt men inden han kunne nå at svare kyssede hun ham og forsøgte at fange hans tunge med hendes egen for hun havde jo sagt hun ville tage hans tunge, hun sagde bare ikke om det var på en dårlig eller god måde.

[Rai Mirriko]

Rai skulle egentlig til at undskylde, men han blev forstyrret af både hende og hendes ord omkring at hun ikke ville have nogen undskyldning eller i hvert fald ikke ville tage imod en. Det overraskede ham voldsomt, at hun kyssede ham og ligefrem var på "jagt" efter hans tunge. Uden videre at tænke sig om lod han deres tunger mødes, selvom der var en risiko ved det. Hun kunne gøre noget ondt eller bare gøre det bedre, det måtte skæbnen jo afgøre eller rettere hende. Inde i ham var det som om det bare var blevet til en drøm. Han fik sådan lyst til at ligge armene om hende og af ren refleks gjorde han det også bare. Slemt?

[Drazilla Dragoens]

Der kom ikke rigtigt nogen reaktion fra Zill da han lagde armene om hende, for hun var stadig i gang med at jagte hans tunge, men til sidst trak hun sig alligevel væk fra hans hoved og stoppede deres lille leg med et frækt smil på læberne. "Slip mig eller jeg smider dig ned" sagde hun roligt og daskede ham blidt på kinden, bare en enkelt gang for at bevise lidt med hun ikke havde glemt at straffe ham og så kunne hun jo lige så godt smide ham udover kanten, dog gjorde hun det bare ikke for hun skulle jo bruge et pakæsel og så lidt underholdning kunne jo altid bruges.

[Rai Mirriko]

Rai havde nydt øjeblikket, så længe det nu varede, for ham kunne det godt have varet meget længere, men sådan var det slet ikke med hende. Hun var svær at få fat i, det var det som gjorde hende så interessant selv for ham. Hans hænder gled ned langs siden, før han nikkede og kiggede ud over kanten. Han havde virkelig ikke lyst til at ryge derned, der var ingen mulighed for at han kunne redde sig selv, han havde jo ingen vinger.
"I orden, vi skal vel også videre?
sagde han hurtigt for at komme væk fra det de lige havde haft gang i. Han rejste sig hurtigt op og hang tasken over skulderen igen. Derefter ventede han blot på at hun skulle vise vej. Han var og blev et pakæsel lige nu, der var ikke så meget andet i det. Men det kunne han vel godt leve med lige nu. Så måtte han finde tilfredsstillelse et andet sted.

[Drazilla Dragoens]

"klogt valg" sagde hun roligt da han rejste sig op og gjorde selv det samme efter hun lige havde set en sidste gang udover landskabet, for selv hun synes den begyndte at være smuk, men rejste sig med et suk inden hun begyndte at gå ind i hulen.
"Husk at se dig for, glider du kan det betyde døden" sagde hun roligt med et skævt smil som hun begyndte at gå ind i hulen for de skulle alligevel en lang vej ind i bjerget og hvor lang tid det ville tage vidste hun ikke, for man ville miste stedsansen herinde så meget vidste hun da eftersom de ikke kunne regne med solen herinde, så da solen ikke længere kunne hjælpe dem med at se hvor de gik lavede zill nogle små ildkugler til at lyse dem vej.

[Rai Mirriko]

Rai nikkede roligt og så hen mod hulen, det så ud til at blive en længere vandring end han lige havde regnet med, men det kunne han vel godt klare. Så slap var han jo heller ikke. For han var ikke kun stærk i sin ulve skikkelse, der var skam andre evner gemt i ham.
"Jeg skal nok gøre mit bedste"
sagde han bare med et afslappet smil på læben, for han var egentlig ikke bange for hvad der kunne ske, det var nok mere den straf, som vel ville komme på et tidspunkt, som kørte rundt i hans hovede. Det var jo åbenbart slemt denne gang, siden det tog så lang tid om at finde en passende straf, men mon ikke at han kunne klare det også? Han håbede i hvert fald, han var ikke klar til at bukke under.

[Drazilla Dragoens]

Zill sagde ikke noget som hun gik længere og længere ind i bjerget og til tider også ned ad, men også ind i mellem helt ud til siden for at undgå det gabene hul der ind i mellem var der og man kunne tydeligt se de spidse klipper nedenunder og ind i mellem kunne man skimte nogle kranier fra folk der var faldet ned eftersom de ikke havde kigget sig ordentligt for. Dog holdt Zill ret godt øje med hvor de gik også selvom hendes ildkugler blev mindre og mindre med tiden på grund det blev mere fugtigt.