Hvad kan der ske?

[Drazilla Dragoens]

Zill så roligt på ham dog var der ingen kulde i hendes øjne som der plejede at være når hun var vred, for det var hun jo egentlig ikke helt, det havde jo været en smule sjovt. "Vi slår lejr her for noget tid, sørg for noget mad til os" sagde hun roligt inden hun selv begyndte at gå rundt i grotten men mest henne ved en tunnel som hun begyndte så småt at undersøge selvom der ikke var særlig meget lys hvor de var havnet, kun lyset fra det glitrende vand gav en smule lys.

[Rai Mirriko]

Rai nikkede bare kort og så lidt rundt i grotten, men det havde han dog ikke så meget tid til. Han rodede lidt rundt i sin taske og fandt noget mad frem.
"Risu"
sagde han til sig selv og et lys dukkede op foran ham. Det startede med bare at svæve foran ham, men så begyndte det at svæve hen over den jord, som han skulle arbejde ved. Lyset havde lidt sin egen vilje, men det var dog stadig skabt af ham, så han kunne kontrollere det. Det var en af de mere nye formularer, som han havde arbejdet på i sin fritid. Der manglede nemlig altid noget lys, der hvor han var.

[Drazilla Dragoens]

Zill sagde ikke noget til hans lys men var god glad for det eftersom det hjalp da på at hun bedre kunne læse nogle af de tegn der var på væggene sammen med billederne, dog brugte hun ikke lang tid på at læse det hele inden hun vendte til Rai og satte sig i nærheden af ham mens hun lige så stille tændte for hendes indre varme og det gjorde hun hurtigt fik varmen og begyndte så småt at dampe, så hun begyndte at være ret glad for hendes drage evner og den indre varme hun kunne frembringe på kolde nætter så hun aldrig frøs.
Hun sad nærmest og smilede for sig selv mens hun betragtede Rai der gjorde sit arbejde men de havde også brugt flere timer på at rejse herned, selvom det føltes som en dagsrejse allerede.

[Rai Mirriko]

Rai arbejdede bare videre med maden, han var så småt selv ved at blive sulten. Når man lavede noget blev man også hurtigere sulten. Han fik tændt et bål uden træ. Det var godt med nogle magiske evner, så han kunne varme maden lidt op, før han ville give det til Drazilla.
"Altid noget at De kan holde varmen"
sagde han med et smil på læben og rejste sig op for at gå hen til hende med en tallerken med mad. Han nikkede lidt til hende og satte sig hen på sin plads igen overfor hende. Han sad roligt uden at sige så meget, imens at han begyndte at spise.

[Drazilla Dragoens]

Zill lod ham bare arbejde til han kom hen til hende med maden, så tog hun roligt tallerkenen "selvfølgelig nogen fordele har man vel" sagde hun roligt med et drillende smil, mens hun så på ham spise selvom hun normalt ville have slået ham nu for at begynde før hende og når hun ikke havde givet ham lov til det men nu lod hun ham være og begyndte bare selv at spise af maden, meget rart at den egentlig var varmet op for det var jo fugtigt og en smule koldt hernede men det tog hun sig ikke af.

[Rai Mirriko]

Rai havde mest lyst til at få varmen, men det kunne han kun få hvis han forvandlede sig til ulv. Men det betød bare at han ikke kunne spise. Rai havde glemt alt om at han skulle have ventet til hun gav ham lov eller selv var gået i gang. Han spiste bare roligt videre og det var tydeligt, at han frøs, da vandet bare gjorde ham endnu mere kold. Det skulle da nok blive sjovt, når de først kom længere ind i bjerget, for kulden bed allerede i ham.
"De har bare de mere smarte fordele"
sagde han roligt efter at han var blevet færdig med at spise. Han blev nød til at passe sig selv, hvis han ikke ville have flere problemer.

[Drazilla Dragoens]

Zill så roligt på ham mens hun spiste og blev færdig lidt tid efter ham også her hun først svarede ham "Kom herover" sagde hun roligt for hun kunne jo godt se drengen frøs og de havde stadig et stykke vej at gå endnu i den fugtige hule så det var da bedre han fik lidt mere varme af hende. Hun satte tallerkenen fra sig og ventede på han ville komme hen til hende så hun kunne varme ham med den varme som selv dampede så småt fra hende.

[Rai Mirriko]

Rai satte tallerkenen fra sig ved sin side og overvejede lidt at få ryddet tingene væk, så han ikke skulle gøre det senere. Men det blev han nød til at skubbe væk, da hun nærmest beordrede ham til at komme over til hende. Men det havde han da ikke noget imod. Roligt rejste han sig op og gik hen ved siden af hende.
"Jeg må hellere gøre som min dronning siger"
sagde han med et roligt smil på læben, da han satte sig ved siden af ham. Stemningen var en smule underlig, især fordi at han ikke vidste hvordan han skulle opføre sig overfor hende. Hun forvirrede ham gang på gang.

[Drazilla Dragoens]

Da han kom hen til hende lagde hun en arm om ham og lod hendes hoved hvile mod hans skulder for at overføre noget varme til ham, så han ikke skulle gå og fryse hele tiden. Da slet ikke når hun var i nærheden af ham. "Det er da kun hvis du vil have varmen" sagde hun roligt men han kunne da godt få lov at fryse hvis det var det han helst ville. Hun smilede skævt som hun bare hvilede hendes hoved mod hans skulder.

[Rai Mirriko]

Der strøg en underlig følelser igennem hans krop, da hun lagde hovedet ned på hans skulder, dog kunne han godt mærke den varme hun afgav. Det var dejligt at få hjælp til at holde varmen, han kunne jo åbenbart ikke selv klare det.
"Nå De nu tilbyder det, så vil jeg bestemt ikke afslå"
sagde han med et roligt smil på læben. Han så lidt rundt i grotten og den underlige følelse blev ikke mindre. Han blev dog varm indeni og det føltes godt. Stille lukkede han øjnene bare for at slappe lidt af. Man kunne altid bruge lidt afslapning og især når man blev varmet op af Drazillas krop. Det var ikke kun det der varmede ham.

[Drazilla Dragoens]

Zill sad roligt med armen om ham og smilede lidt for sig selv mens hun så rundt i grotten for lidt skulle hun jo lave mens hun sad og varmede ham. "Det er da godt for det er ikke altid jeg tilbyder det" sagde hun roligt med et skævt smil men det var jo ikke altid hun tilbød så han var en af de få heldige der fik lov at opleve det. Ellers lod hun altid folk bare fryse

[Rai Mirriko]

"Det er vel fordi, at du skal have nogen til at bære dine ting, når du først finder skatten"
sagde han med et drillende smil på læben. Drille måtte han vel godt? Det var i hvert fald svært at holde op nu. Hans blik var en smule fjernt, hvor mon han befandt sig. Grotten var kold og fugtig, det var altid noget at han ikke havde forvandlet sig til ulv, det ville gøre hans pels helt ustyrlig og lige det ville han ikke bøvle med, når han først kom tilbage til slottet. Der var sikkert nok at lave senere. Hans krop føltes en smule tung og træt. Træthed kunne gøre meget.

[Drazilla Dragoens]

"Egentlig ikke for du får ikke lov at røre min taske efter" sagde hun roligt med et skævt smil for det fik han ikke lige lov til den skulle hun nok selv bære så eftersom det var meget værdifuldt det der skulle være i den. "Det er nok fordi du er min yndlings tjener" sagde hun roligt for hun havde jo ingen grund til at være vred lige nu selvom han også drillede hende så gjorde det jo ikke så meget når de var alene, selvom hun til tider satte ham på plads.

[Rai Mirriko]

Han nikkede lidt til hendes første svar, så det var altså noget der var meget vigtigt for hende, som hun skulle hente. Men det var jo også hendes beslutning, han var bare med som pakæsel og underholdning efter hans egen opfattelse.
"Det kan umuligt være sandt, for jeg er også en af de mest klodsede"
sagde han med et lavt grin og kiggede op mod loftet. Det hele gav genlyd og fik det hele til at lyde sjovere, som hvis de havde været under åben himmel. Hans hænder støttede han med, for ikke at falde bagover og pludselig lande med hovedet ned i det hårde "gulv" som bestod af klipper. Våde klipper.

[Drazilla Dragoens]

Zill grinede lidt af hans kommentar "Jamen du er stadig min yndlings, den mest underholdende jeg har" sagde hun drillende men han var hendes yndlings tjener og det kunne hun jo ikke komme uden om men det kunne ske at det var fordi han havde holdt længst og havde fundet sig i hendes skiftende humør for hun havde jo ikke altid været helt fair imod ham. Hun rettede hovedet lidt op og kyssede ham på kinden bare så han vidste hun mente det.