Why seek someone you fear?

[Phoenix Storm]

Det her føltes lidt mærkeligt. Hun aldrig siddet på en hest og da slet ikke en ulv! så hun havde da ikke den ringeste anelse om, at det ville føles sådan her. Men det var nu alligevel sådan lidt spændende, lidt mærkeligt, men ikke spor ubehageligt. Hans pels var så blød, selvom hun havde det lidt sært ved at kunne mærke hans rygrad, det generede hende dog ikke den mindste smule, på nogen måde, for hun syntes det her var spændende og så nyt, at hun var helt åben for den her idé. Da han startede med at gå, så hun kunne vænne sig til det, begyndte hun at fnise lidt, for det føltes da godt nok underligt og sjovt på samme tid. Hun kontrollede det dog til sidst, for hun ville ikke fornærme ham ved at grine sådan som hun gjorde. Farten der blev sat lidt op, gav hende et lille sus i maven i starten. det her var virkelig mærkeligt! Hun behøvede ikke dirigere ham endnu, ingen grund til det, når han egentlig bare skulle gå imod skoven og det gjorde han jo, så hun behøvede ikke sige noget endnu. Rai virkede ikke til at have det ubehageligt over at have hende på ryggen, men når han var i sin ulve form, havde hun noget svært ved at opfange nogle som helst former for følelser, men sådan havde hun det med dyr generelt, så nu kunne han da få lidt privat liv når det gjaldt hans følelser. lidt tøvende, slap hun hans pels med den ene og strøg hans pels kort, inden hun tog fat igen. Pelsen var så blød, at det virkelig overraskede hende og hun kunne ikke lade vær med at smile over det.

[Rai Mirriko]

Det at have en siddende på sin ryg, virkede måske en smule underligt og ville se en smule forkert ud, hvis man ikke kendte ham. Dog var han ikke normalt så venlig som han var også for hende, det var en smule underligt, men på den anden side også godt, at få vist en anden side af sig selv. Nu var der heller ikke så langt til skoven mere. Det kunne godt være, at han ville komme til at kunne lugte vandet, når de først begyndte at nærme sig. Hans lugtesans var desuden meget bedre i ulve form. Det kunne han ikke ligge skjul på.
For ham virkede det som om hun nød det, det var jo også meningen. Det at hun grinte gjorde ham bare glad, for at det betød at hun ikke var blevet bange. Positivt. Hans blik hvilede mod skoven og han valgte da også at følge stien mod den, selvom de ville risikere at støde på nogen. Men det kunne vel også være ligegyldigt. Han morede sig. Det overraskede ham lidt, at hun gav slip med den ene hånd og lige med et blev han bekymret for at hun måske ville ryge af, men da hun greb fat igen var han rolig. Det føltes sjovt, at hun nærmest nussede hans pels, for at finde ud af, at den var blød.

[Phoenix Storm]

Tryghed, selvsikkerhed, glæde. Det var ikke så tit at hun følte det, slet ikke alle tre ting på en gang. Rai var noget for sig selv, han var speciel og han var virkelig en som hun gerne ville snakke med, måske ikke lige om alt, da nogle ting var bedst som hemmeligheder, men i hvert fald kunne snakke med ham om stort set alt. Han virkede som typen der ville lytte, men også sige hvad han mente, måske bare ikke så hårdt som man godt kunne gøre. I et øjeblik, følte hun sig lidt overmodig og gav slip med begge hænder, for bare at prøve og holde balancen, men da hun var lige ved at falde af, greb hun fat igen. Okay, ikke hendes bedste idé nogen sinde, men det havde da været noget at prøve. Tog man ikke chancen, så kunne man ikke finde ud af hvad der ville ske, og så nysgerrig hun var, så tog hun nogle gange chancen lidt for ofte måske. I et øjeblik, lænede hun sig lidt ind over ham, for at lægge sin kind imod hans varme, bløde pels. Det var rart at indånde hans duft, at mærke hans pels imod sin hud. Det var virkelig noget særligt. Hun rettede sig op igen da nogle kom gående på stien som de fulgte. De gik forbi dem, men virkede lidt bange for dem, eller måske var det kun Rai de var bange for? Hun vidste det ikke, men de gik da et lidt godt stykke uden om dem. Hun så ned på ham, men vidste godt at hun ikke kunne spørger ham, for han ville ikke være i stand til at være svare.

[Rai Mirriko]

Rai fik det faktisk bare bedre og havde glemt alt om, hvad han ellers ville have fået dagen til at gå med. Men hvad var bedre som at have en at snakke med. Hvis han var blevet på kroen havde han bare drukket sig selv i hegnet. Og så var han sikkert ikke kommet op til slottet i tide. Han havde bare fået en masse problemer, som var ført til noget værre, så hun havde virkelig reddet hans liv, så det var ikke bare en overdrivelse at sige sådan. Han løb roligt videre og så mod dem, der kom imod dem. Han gjorde ikke noget for at få dem til at gå en bue rundt om dem. Men det var vel fordi de ikke havde set så stor en ulv før. Det var vel forståeligt nok, men der var ikke noget at være bange for. Da hun lagde sig ned til hans pels, var det som om hun følte sig mere tryg. Han var selv blevet en smule bange, da hun var ved at falde af, fordi hun lige skulle prøve at give helt slip. De nåede ind til skoven, men han holdt tempoet og lyttede efter, hvis han skulle ændre retning, de skulle jo helst ikke fare vild i skoven. Var hun nu også så sikker på, at han ikke kunne snakke? Når han var magiker, kunne det have indflydelse på hans ulve skikkelse, han var i hvert fald ikke helt normal.

[Phoenix Storm]

Hun følte sig så meget mere sikker sådan her. Ikke fordi hun ikke havde følt sig sikker, da han var i sin menneskelige skikkelse, men når han var en ulv, så kunne hun ikke føle hans følelser, hun kunne bare lade sine egne følelser styre fuldkommen og ikke andres, det var nok den ro som hun godt kunne lide lige nu. Selvom hun nu holdte af at kunne snakke med ham. Da de var kommet til skoven, satte hun sig lidt mere rigtigt, dog uden at slippe for hun havde ikke lyst til at falde af, så hun bedre kunne se hvor de var henne. Det var rart at være tilbage inde i skoven, inde i vante og trygge omgivelser, som hun var så vant til at have med at gøre. "Den der store sten, du skal til højre derhenne af," fortalte hun. Steen var i hvert fald stor, han kunne ikke undgå at se den. Der var ikke langt igen, hun kunne nærmest mærke hvor langt der var igen, som om at vandet der var i luften fortalte hende det. Hendes krop skreg lidt efter vandet, men hun følte sig heller ikke på sit højeste nivea lige nu, hun følte sig heller ikke afkræftet, men det ville blive godt at kunne mærke vandet imod sig igen. Om han kunne tale, det vidste hun ikke, selvom hun måtte indrømme at hun ville få et kæmpe chok, hvis han kunne tale mens han var i sin ulve form.

[Rai Mirriko]

Rai var ganske rolig selv, da han jo nød at være i sin ulveskikkelse, så kunne han få lov til at få lidt mere frisk luft, så gik det hele også hurtigere end normalt og det var godt at kunne, når man til tider kunne få travlt, meget travlt. Hans blik stirrede frem, for at holde øje med alle ting, som de kom forbi, det ville ikke være så godt at blive overrasket over en gren, der gik lidt længere ned end ventet. Han havde da både ører og øjne åbne. Han lyttede efter til hvad hun sagde og fik da også hurtigt øje på stenen, den var ikke til at overse. Han drejede til højre som han jo havde fået besked på. Det var nu meget sjovt at blive guidet igennem skoven, han havde ikke selv tilbragt så meget tid i skoven, men det var nok mere fordi han brugte sin fritid på at drikke, hvilket han måske skulle til at vænne sig af med. Det var jo meget sjovere, når man var ædru og kunne snakke med en sød pige som Phoenix.

[Phoenix Storm]

Måske var det lidt sært at hun skulle, eller prøvede at, guide ham hen til en sø, så hun kunne få den energi tilbage som hun havde brug for. det var underligt hvordan man på så godt tid, kunne begynde at få det dårligt, eller blive underligt træt over ikke at have fået vand eller været så tæt på vand i bare et lille stykke tid. Hun var svag når det kom til den del, for hun kunne ikke klare at være væk fra vand i for lang tid, eller ikke at have den nødvendige fugt i luften, som gjorde at hun kunne klare sig bedre. hvad alt det skyldtes vidste hun ikke, for hun havde aldrig set sin mor eller far få det dårligt på samme måde, de var bare blevet irriteret eller trætte, noget i den stil, men det havde hun sjældent set og det var heller ikke noget som hun lige ville tænke på. De var der snart, meget snart. Men selvom hun havde den fornemmelse, så mærkede hun hvordan hendes styrke langsomt sivede ud af hende. hun kendte ikke andre vanddæmoner som havde det på samme måde som hende, hun havde aldrig mødt en vanddæmon som nogen sinde havde fået det, som hun havde nu. En underlig energi mangel og en følelse af at hun var ved at blive syg. Phoenix holdte det for sig selv, hun ville ikke bekymre Rai ved at sige hun ikke kunne klare sig særlig længe uden vandets nærvær, det ville lyde lidt underligt, for der var sikkert ikke andre vanddæmoner som havde det sådan.

[Rai Mirriko]

Der var flere fordele, hvis man kunne kalde det en fordel at kunne mærke andres følelser, når man var et dyr. Sådan havde Rai det altid, når han forvandlede sig til ulv, så var han i hvert fald mere bevist omkring andres følelser, så hun behøvede slet ikke sige noget til ham, han kunne mærke det på hende, at hun ikke havde det for godt, men han vidste jo ikke hvad han skulle gøre ved det. Han pev stille, bare for at give hende tegn på at hun skulle holde sig vågen, på den måde ville hun måske også vide, at han godt kunne mærke hvordan hun havde det. Det var måske grunden til at hun ikke selv kunne mærke hans følelser, men at han kunne mærke hendes. Sådan havde de fleste dyr det og det var noget han langsomt havde fundet ud af, jo flere gange han havde forvandlet sig til ulv. Han kunne langsomt fornemme vandet, der var ikke lang tid tilbage til at de ville ankomme ved søen. Så hun skulle ikke holde ud så længe mere. Dog kunne Rai jo ikke vide, hvad der var i vejen.

[Phoenix Storm]

hun havde egentlig ikke tænkt på at han måske kunne fornemme hendes følelser, den tanke havde slet ikke strejfet hendes sind. Men hun smilede lidt over, at selvom han var i sin ulve form, så hjalp han hende. Den her gang var det bare hende som skulle holde sig vågen, i stedet for at lade sig selv falde hen i søvn, det ville ikke hjælpe hende hvis hun gjorde det. så hun prøvede så godt som muligt at forblive vågen, det var dog ved at blive lidt svært, men hun gjorde da et meget godt forsøg og det gav pote. Søen var ikke ret langt væk fra dem længere, hun kunne se den lidt nu, og det betød at hun snart kunne få det vand igen som hun havde mistet inden i sig. hun reagerede måske lidt voldsomt på det med ikke at have så meget væske i sig, men hun havde brug for at have vand i sig, hun havde også brug for at være nær en sø. Det var ikke faldet hende ind, at i stedet for at have taget en sø som var væk fra det sted hvor hun boede, så havde hun prejet ham imod det sted hvor hun boede. Men huset lå over på den anden side af søen, men da søen ikke var så stor så kunne man sagtens se det. Det tænkte hun dog ikke over, lige nu koncentrerede hun sig bare om at forblive vågen. Ville Rai mon spørger ud om huset der lå på den anden side af søen?

[Rai Mirriko]

Til at starte med havde han slet ikke tid til at ligge mærke til så meget. Han farede bare hen mod søen i sin ulveskikkelse, der var jo slet ikke så langt, som han havde regnet med. Det var altid noget at de ikke havde valgt at tage ind til byen eller noget. Det var vist bedst for hende at være i nærheden af hen sø. Han var så småt begyndt at falde til ro. Der var noget over hende, som gjorde at han ikke var helt så tryg ved situationen. Men det var vel normalt, da han jo opfattede hvordan hun havde det. Han løb ned til vandkanten og lagde sig ned, imens at hun stadig var på ryggen, så måtte hun finde ud af hvad det var hun ville lige nu. Han vidste jo ikke rigtig, hvad hun havde behov for, for hun havde jo ikke ligefrem fortalt ham noget.

[Phoenix Storm]

Hun var lettet da de var henne ved vandkanten, det var der hun ville være, det var der hun havde brug for at være. Hun kravlede ned ad hans ryg, vaklede et lille øjeblik inden hun satte sig ned ved vandkanten. Hendes bamse og hat, lagde hun fra sig, inden hun samlede begge hænder sammen og rakte ud efter noget af vandet, men så stoppede hun i bevægelsen og valgte i stedet at få vandet til at komme til hende. Blidt rørte hun ved vandets overflade med sine fingerspidser. Det var koldt, men så vidunderligt at røre ved. Hun trak sin hånd til sig, og da hun gjorde det, fulgte vandet hendes fingre. Hun brugte noget af sin styrke og kontrol på at gøre det, for hun var ikke særlig god til det, da hendes far ikke længere trænede hende som han en gang havde gjort, men det var længe siden nu. Hun drak vandet da det havde fulgte hendes fingre hele vejen op til hendes mund. Hun drak det bare, gjorde ikke ret meget andet. Hun slap dog til sidst vandet og lod det falde ned over hende. Det var bedre. Meget, meget bedre. "Tak Rai," sagde hun og kiggede på ham, smilede lidt, men kiggede så ned. Hun vidste ikke helt hvad han syntes om det, at hun var en vanddæmon. Tegnet på en vanddæmon var at de var følsomme, meget følsomme, måske var han ikke helt så glade for folk der var så følsomme. Eller måske var det den svaghed hun bar rundt på, det at hun ikke rigtig kunne klare sig uden vand, ikke særlig godt i hvert fald. "Erm.. undskyld at jeg.. øhm.." hvad undskyldte hun egentlig for? At have fået ham til at bekymre sig? At hun måske havde været tung? "Var jeg tung?" hun så ikke på ham da hun spurgte. Hendes blik flakkede lidt rundt. Hun begyndte at kunne kende stedet, nu hvor hun ikke havde så travlt med at redde sig eget skind, kunne hun godt se hvor hun havde ført dem selv hen. Hun rejste sig op og så sig lidt omkring. Hurtigt fik hun øje på huset og nervøst trådte hun nogle skridt tilbage. Hvad nu hvis hendes far var hjemme? Hvad hvis han så hende? Ville han så komme ud for at give hende tæsk? Men hvis han så ikke var hjemme, ville alt så være.. fint? Eller så fint som det nu kunne være?

[Rai Mirriko]

Rai lå stille i vandkanten, da han egentlig ikke havde lyst til at forvandle sig tilbage, det hele var meget bedre, når man var ulv. Desuden så havde han lettere ved at læse hende med dyre instinkter, men på den anden side, så havde han vist ikke mulighed for at snakke med hende, uden at få et meget overrasket blik fra hende. Han lagde hovedet ned i græsset og lukkede bare øjnene kort, imens at hun gled hen mod vandet. Nu vidste han da, hvad hun havde behov for. Lige i det han åbnede sine øjne blev han en smule overrasket, da vandet fulgte hendes bevægelser. Så var det ikke længere svært at gætte sig til, hvilken race hun var. Stille, men hurtigt, forvandlede han sig alligevel tilbage til menneske og betragtede hendes bevægelser med vandet. Det var alligevel en smule imponerende at se på og det at hun drak af en vand stråle, som hun selv styrede.
"Du har styr på vandet, kan jeg se"
sagde han med et mindre smil på læben for det var i hvert fald ikke noget, som kunne få ham til at se anderledes på hende, i hvert fald ikke sådan negativt. Men nu vidste han mere.
"Det var da så lidt, lille prinsesse. Du behøver slet ikke undskylde, for jeg kunne næsten ikke mærke, at du sad på min ryg, kun når du strøg min pels, huskede jeg det"
sagde han med den venlige stemme og kiggede ud over vandet, da hans blik faldt på huset ovre på den anden side. Det var en smule underligt, at det lå så langt væk fra alt det andet. Men havde det nogen betydning, at hun havde ført dem hen til denne sø?

[Phoenix Storm]

Det var naturligt for hende at styre vandet, men hun havde aldrig fået en kompliment fra en, som ikke var samme race som hende. Rai var altså virkelig speciel, nok også derfor hun havde åbnet sig sådan op for ham, mere end hun havde åbnet sig op for nogen anden. Måske skulle hun have gjort det mindre nemt for ham, så han ikke så hurtigt opdagede at hun var en vanddæmon. ”Tak,” sagde hun og smilede. Han dømte hende ikke. Det var bedre end hun havde, turde håbe på, at han bare ikke dømte hende for en race som hun havde i sig. Hendes blik var rettet imod huset, hun kunne ikke løsrive blikket derfra. Hvert øjeblik kunne hendes far komme frem, hvert øjeblik kunne hun skulle opleve sin hverdags rædsler. Det var det samme om og om igen. Det eneste hun egentlig bekymrede sig om, var om hvorvidt Rai ville komme til at se det eller ej, hun håbede virkelig at han ikke ville komme til at se det. Hun tvivlede også på at det ville ske, altså at Rai ville se det ske. Hvis hun kendte sin far rigtigt, så ville han bare kalde på hende, og hvilket andet valg havde hun end at gå hen til det hjem, som hun var tvunget til at kalde sit hjem, ind til hun kunne komme væk? For at gemme på hemmeligheden om sin familie, måtte hun lade som om at alt var okay, at hendes familie var lige som alle andres. ”Så, jeg hev altså ikke for hårdt i din pels?” spurgte hun stille, inden hun så op på ham. I hendes blik var der en forvirret følelse, en blanding af glæde, tryghed, men også en smule frygt og bekymring. Uanset hvor meget hun prøvede at skjule det, så gik det ikke så godt. Phoenix samlede sin hat op og tog den på, mens hun blot samlede bamsen op, for at tage den ind i sin lille favn.

[Rai Mirriko]

Rai satte sig med ret ryg og kiggede ud over søen, selvom hans blik til tider og måske endda temmelig ofte gled hen mod hende. Der var noget som var så anderledes og sødt ved hende og det var nok ikke kun fordi at hun var så ung. Hun fik ham også til at smile, fordi hun var som hun var. Han var bare glad for at være stødt på hende.
"Ikke spor, jeg kunne jo ikke mærke det, desuden så er min pels beregnet til at kunne klare at blive hevet i, det var jo heller ikke så voldsomt"
svarede han hende, da han godt kunne se, at hun ikke var så sikker på det. Han undrede sig en smule over hendes blik, der var fyldt med så mange følelser, men han kunne ikke rigtig placere dem, hvorfor der var frygt i hendes øjne vidste han ikke. Det var jo længe siden at de havde været på kroen, så hun burde jo være faldet til ro. Hans blik gled tilbage mod huset og kiggede lidt undersøgende på det.
"Ved du hvem, der bor over i det hus?"
spurgte han roligt, da det jo var hende, som havde ført dem til stedet, selvfølgelig kunne det være, at hun havde taget fejl ved stenen? Man kunne aldrig vide. Men måske kendte hun dem, der boede i huset.

[Phoenix Storm]

Hun satte sig ved siden af ham og sad ellers meget godt, når man tænkte på at jorden nogle steder ved søen var meget hård, men lige hvor de sad, var jorden okay tilpas, så det var rart at sidde der. Hendes øjne vandrede ind imellem over imod huset og tilbage til ham, selvom hun nu helst bare ville se på ham eller naturen omkring dem. Huset havde så mange minder, mange gode, men desværre også mange dårlige som var fyldt med så mange smerter at de gjorde vildt ondt inden i hende, når hun tænkte på det. ”Okay..” sagde hun stille, inden hun tilføjede. ”Er alle ulves pelse bløde?” hun var nysgerrig på det punkt. Hun havde jo aldrig rigtig holdt et dyr før, måske en kanin eller en kat, men det var meget, meget længe siden, så det kunne hun knap nok huske særlig godt. Det var ikke meningen at han skulle se frygten i hendes øjne, men det havde hun hvis ikke mønstret særlig godt med at skjule. Hendes blik ramte jorden, inden det gik over imod huset. ”Ja… det gør jeg og.. min far..” mumlede hun stille. En klump havde sat sig fast i hendes hals, det gjorde ikke ondt, men hun følte virkelig en slags kvælning inde i sit hjerte når hun nævnte sin far. Manden der boede der sammen med hende var ikke hendes rigtige far, ikke i hendes øjne. Hendes fars sjæl var væk, erstattet med en andens, end der ikke brød sig om hende og tydeligvis aldrig ville gøre det.