Why seek someone you fear?

[Phoenix Storm]

Hun kunne ikke røre sig, uanset hvor meget hun prøvede, så ville hendes muskler ikke fungere på samme måde, som de havde gjort før. hendes krop havde overgivet sig til de mange smerter, som hun havde både inden i og uden på. Det ændrede sig vist aldrig. Hendes rigtige far ville aldrig komme tilbage, hun ville aldrig kunne få det tilbage som var blevet taget fra hende, men sådan ville det være. Hatten som hun altid gik med, bamsen som hun aldrig forlod, lå inden i huset og hun turde ikke gå ind efter det, hun turde ikke rejse sig op. Hendes hørelse opfangede nogen som kom løbende, men hun troede at det bare var noget som hun bildte sig ind, men alligevel mærkede hun at nogen tog hende ind i sine arme. Hendes blik vendte sig imod Rai, og det gjorde kun den stille gråd værre. hun havde ikke ønsket at han skulle se hende sådan. At han skulle se hende efter hun havde fået tæsk af sin far, var lige præcis det hun helst ville have undgået, men det kunne vist ikke undgåes. forskellen fra inden hun gik hen til sin far og efter var tydelig. Hun havde ildrøde kinder, hendes ærmer var ødelagte og man kunne se nogle rødemærker på hendes arme, men også det at hun blødte lidt omme på ryggen, da hendes far havde sparket så hårdt til hende at noget af hendes hud nærmest var skåret op. "Undskyld.. undskyld.." hulkede hun stille. Hvad kunne hun ellers sige? Hun følte det hele var hendes skyld, kun hendes skyld.

[Rai Mirriko]

Rai vidste godt, at han ikke skulle have ladet hende gå selv hen til huset. Men han havde jo lovet hende det, og det ville måske have været værre, hvis hendes far havde set, at hun var sammen med en, så måske var det godt nok? Rai så ned på Phoenix med bekymrede øjne, han kunne tydeligvis se hendes skrammer, de røde kinder, som bare blusede op. Og hendes tøj var ødelagt, samt hendes arme var fyldt med røde mærker. Han så roligt på hende, men var en smule meget bekymret for hende.
"Du skal da slet ikke sige undskyld, jeg skulle aldrig have ladet dig gå selv"
sagde han stille og lagde sin kolde hånd forsigtigt mod de røde kinder, bare for at lade dem falde en smule til ro, selvom det nok ville gøre ondt. Det gik først op for ham nu, at hans hånd som holdt hende på ryggen blev en smule fugtigt. Der var altså mere endnu. Hun blødte jo.
"Lad mig tage dig hen til en healer, din ryg trænger til det"
sagde han med en bekymret stemme. Han var da mere eller mindre bekymret for hende. For han vidste jo ikke hvor længe det havde stået på. Men noget kunne tyde på, at hun var van til det selvom smerterne slog hårdt ned i hende.

[Phoenix Storm]

Hans blik der var fyldt med bekymring, fik hende kun til at føle sig mere besværlig, end hun havde lyst til. Svagt løftede hun sin hånd, for at røre ved hans kind, selvom det gjorde ondt så gjorde hun det. Hendes berøring var svag og blid. Et lille smil, et meget trist smil, krydsede hendes læber. ”Jeg fik dig til at love ikke at komme nær huset.. men jeg glad for du kom herover..” mumlede hun stille. Det føltes som om, at hendes smerter langsomt trak hende ind i bevidstløsheden, men hun kæmpede for at holde sig vågen, bange for at hun måske ville få et mareridt eller bare ikke vågne igen. Bange for at hun ikke ville se Rai igen, eller vågne op og bare være i seng, og at intet af det var sket. Hverken mødet med Rai eller det der var sket for kun lidt siden. Langsomt rystede hun på hovedet. En healer ville stille spørgsmål om hvad der var sket, og hun ville ikke ende med at blive fjernet fra sin far. Ikke hvis hun havde en chance, bare en lille chance, for at få sin rigtige far tilbage i sit liv igen. ”Jeg vil ikke fjernes… jeg er bange..” kom det så stille fra hende. Tårerne blev værre og værre, hun følte sig lidt kvalt på grund af gråden og blodet som hun kunne mærke i sin hals og mund. ”Undskyld Rai.. jeg er vist ikke nogen særlig god søster.. måske skulle det have været..” mere fik hun ikke sagt, da hun begyndte at miste bevidstheden. Selvom hun havde kæmpet for at holde sig vågen, havde det ikke nyttet noget.

[Rai Mirriko]

Rai vidste godt, at han blev nød til at finde hende en healer uanset hvad, men det virkede som om at hun bestemt ikke havde lyst til at tage derhen, men han kunne da ikke bare lade hende være? Sådan som hun havde det, måtte der være flere indre skader også.
"Jeg ønsker dig kun det bedste, lille prinsesse"
sagde han med en let bekymret stemme og holdt hende fortsat i sine arme. Han så på hende med rolige øjne, for han kunne lige så godt være rolig, i stedet for at være hysterisk eller noget i den vilde stil. Rai så på hende og lod en hånd nusse hendes kinder, for hun blev nød til at slappe af, hvis hun ikke ville til healer, så skulle hun i hvert fald ikke anstrenge sig, før hun havde det bedre.
"Undskylde skal du ikke, og en dårlig søster kan jeg slet ikke give dig ret i. Du er den sødeste person jeg længe har mødt"
sagde han med en rolig stemme og så godt, at hun faldt hen. Han ville dog ikke forlade hende, så han tog hende helt op i sine arme og begyndte at gå om på den anden side af søen, så hvis hendes far nu skulle komme hjem, så ville han ikke kunne se dem. Rai satte sig op af et træ med hende i sine arme. Hun skulle have lov til at hvile sig bare en smule. Måske han kunne overtale hende til at tage til healer senere?

[Phoenix Storm]

Hun havde ikke fået svaret på noget af det han havde sagt. Hele hendes krop havde kæmpet imod hendes vilje, hendes vilje til at forholde sig vågen. Hun vidste at han ville hende det bedste, for det samme ville hun med ham. Alt hun ville, var at se ham smile, beskytte ham imod fare, en fare som hun sikkert ikke ville være stærk nok til at beskytte ham fra, men som hun altid kunne forsøge på. Hun var ikke sikker på hvad hun kunne gøre imod nogen. Hvad ville hun kunne gøre, imod nogen som helst? Ikke ret meget i hvert fald. Phoenix lå helt stille, foruden hendes vejrtrækninger og hendes bankende hjerte, så ville man egentlig tro at hun var faldet ind i den lange søvn, som ventede på alle og ville tage alle, når tiden var kommet for dem. Blodet løb ned ad hendes kind fra hendes mundvige, og sårene på hendes ryg, blødte stadig lidt, men ikke så slemt som det havde gjort for bare et kort øjeblik siden. Phoenix fornemmede ikke at de gik nogen steder hen, det eneste hun kunne mærke, var den tryghed, den favn som hun blev holdt i. Selvom hun var bevidstløs, så vidste hun det var Rai. Hun vidste det var ham, eller måske håbede hun mere så meget på at det var ham, at hun virkelig mente det var ham. Men uanset hvad, så følte hun at det var ham som holdte hende, og gav hende den tryghed som hun så tit længtes efter.
Noget tid senere, åbnede hun langsomt sine øjne. Alt virkede så sløret. Det var svært for hende, sådan rigtig at se noget. Om det var på grund af trætheden, eller fordi at der var sket noget med hende tidligere, vidste hun ikke og hun turde ikke gætte. ”Rai..” mumlede hun stille. Det så ud til at være tæt på sent på eftermiddagen, eller måske var det lidt senere end det? Hun kunne ikke rigtig se det. Hun gned søvnen ud af sine øjne så godt hun kunne, så hun kunne se hvad der skete omkring hende.

[Rai Mirriko]

Rai sad bare roligt op af træet med ryggen til huset og håbede på at hendes far ikke lige pludselig ville dukke op, men han skulle vel ud og drikke lidt? Noget kunne i hvert fald tyde på, at han ikke var ved sig selv, da han slog sin egen datter. Rai kunne ikke andet end at undre sig over, at Phoenix kunne holde til det, for det var åbenbart ikke noget, der kun lige var begyndt, for han kunne da godt mærke på hende, at hun måske var lidt van til det? Hvis man kunne blive van til sådan noget?
Hans blik gled ned på den bevidstløse pige, som bare lå i hans skød, dog gav han ikke slip i hende, men håbede blot at hun ville klare den, nu hvor hun ikke ville lade ham tage hende til healer, så måtte han vel bare starte med at passe på hende, uanset hvad hun selv sagde.
"Ja, min lille prinsesse"
sagde han med en rolig og beskyttende stemme, han ville være der for hende, det var jo det hun havde en storebror til. Til at beskytte hende. Det var i hvert fald, hvad han havde tænkt sig at gøre.

[Phoenix Storm]

Alting blev mindre sløret og mere klart. Til sidst kunne hun se fuldstændig klart og tydeligt. Hendes blik havde rettet sig helt imod Rai da han svarede hende. Han var blevet. Det gjorde hende glad, men også klar over at alt det der var sket, det var noget som han nu vidste skete for hende. Noget hun helst ikke ville have at han vidste. "Du blev," mumlede hun, inden hun rettede sig lidt op, så hun lå med sin ømme kind imod hans skulder. Det gjorde ondt, men det var det værd. Hendes krop der havde været inde i sådan en slags døs, gjorde ondt at bevæge og røre, men hun rørte alligevel på sig. Hendes krop føltes helt stiv og det var en anelse ubehageligt, men det havde hun ikke tænkt sig at sige højt. Et lille smil krydsede hendes læber, det var lille, men det var et smil som der ville blive i et lille stykke tid. Langsomt tørrede hun blodet væk fra sin mundvige og mærkede hurtigt om der lige var lidt andre steder. "Tror du jeg behøver at tage til healer?" hendes stemme var lille bitte og det var tydeligt, at hun virkelig gerne ville undgå at tage til en healer, men hvis det ikke kunne undgåes, så måtte hun jo bare prøve at undvige spørgsmålene, som muligvis ville blive spurgt.

[Rai Mirriko]

Rai kunne simpelthen ikke lade vær med at smile, da hun håbede hendes øjne igen. Og åbenbart kunne se det hele igen. Han var kun glad for at hun var kommet til sig selv igen. Selvom han var begyndt at blive en lille smule nervøs.
"Selvfølgelig blev jeg, som storebror skal jeg da passe på dig, så godt jeg kan"
sagde han roligt og kiggede med stille øjne på hende. Det var godt at hun var vågnet op, men han var ikke så sikker på at hun skulle have lov til at tage tilbage til sin far på et andet tidspunkt. Det kunne han simpelthen ikke tillade. Der måtte ikke ske hende noget overhovedet. Han så på hende med nogle lidt mere alvorlige øjne.
"Det ville være smartest, så vi kan få tjekket op der er noget helt alvorligt galt. Og så vi kan få tjekket dine nuværende skader. Men jeg vil ikke tvinge dig til noget, lille prinsesse, vil dig jo kun det bedste"
sagde han med den milde og kære stemme. Han var ikke så sikker på, at han skulle lade hende bestemme om hun ville. Men hvem kunne vide, hvad hun ville sige? Ikke ham, så godt kendte han hende jo ikke endnu, så han kunne læse hendes ansigtsudtryk og kropssprog, som en åben bog.

[Phoenix Storm]

Det var svært at sidde, uden at have for ondt i kroppen, men der var ikke ret meget som hun kunne gøre ved det, udover at tage hen til en healer selvfølgelig. Men hun var bange for at der blev stille spørgsmål om hvad der var sket, for uanset hvor meget hun egentlig vidste at hun skulle fortælle nogen det, så kunne hun ikke få sig selv til det. Det var hendes far, eller hendes fars krop, og forhåbentlig ville hendes fars sjæl vende tilbage. Smilet på hendes læber blev større af hans ord. Underligt, men hun havde aldrig ønsket sig en bror eller en søster, for hun havde troet at det betød uheld at få søskende. Hun havde mistet sin mor på grund af en bror eller en søster, som hun skulle have haft, og hendes far havde hun mistet, fordi at hendes mor skyndt på døden til at tage hende. ”Jeg glad for du min bror,” sagde hun stille. Bare hun ikke mistede Rai som hun havde mistet andre, hun vidste ikke om hun ville kunne klare at miste ham, men hun håbede bare på at det aldrig ville ske. Hendes krop blev ved med at gøre ondt. Det lod til at hun måtte til en healer. ”Du behøver ikke tvinge mig.. jeg tror det er bedst hvis jeg kommer til en healer..” hun gabte, inden hun fik snakket helt færdigt. Trætheden var stadig over hende, selvom hun gerne ville have at den gik væk, så havde hun en fornemmelse af, at hun ville miste bevidstheden hvis hun ikke holdte sig lidt bedre vågen. Hvordan anede hun egentlig ikke. Hun havde svært ved at tænke klart, mens hun var træt. ”Men hvor finder vi en healer?” Phoenix’ lyseblå øjne var rettet imod Rai, mens hun prøvede på at holde sig vågen.

[Rai Mirriko]

Rai var en smule overrasket over hende, da han ikke lige frem havde regnet med at det ville blive så let at overtale hende til at tage til healer, men på den anden side, så havde han ikke noget imod det. Så behøvede han ikke komme med flere argumenter, som han ikke havde. Han kunne ikke lade vær med at smile, da hun sagde at hun var glad for at have ham som bror. Det var da dejligt, at nogen kunne se noget godt i ham og ikke kun udnyttelse.
"Jeg er glad for at du er kommet til fornuft"
sagde han med et mindre drilsk smil på læben, bare for at drille hende med, at han på en måde havde vundet ved at hun gerne ville til healer alligevel. Han holdt hende roligt ind til sig og kunne godt fornemme, at der var en som måske var en smule træt, men det var vel kun naturligt, når man lige var blevet slået og havde været bevidstløs.
"Der er en healer inde i byen. Hun har også kigget på mig en gang imellem, når jeg har sår efter kampe, som ulv"
sagde han roligt, som om det var noget helt naturligt, men det var jo også hvad det var for ham i hvert fald. Som ulv måtte man kæmpe for at få respekt og det var nogle gange nemmere, som at skulle afsløre sin rigtige status.

[Phoenix Storm]

Hun kunne ikke lade vær med at grine lidt over hans drilleri. Måske var det ikke noget man kunne le af, men hun havde det bedre med at le end græde, det var også noget af det bedste i verdenen. Hvis hun havde været i stand til det, så ville hun smile evig og altid, men livets modgange kunne man ikke undgå og derfor kunne man ikke undgå alle de følelser som hørte med. Man kunne ikke altid smile, men derfor gjorde hun da et forsøg. Det gjorde ondt at le, så efter et lille stykke tid holdte hun op. Der var ikke noget svar som hun kunne finde på, i stedet lagde hun sin hånd imod hans kind et øjeblik, inden hun medvilje lod sine fingerspidser strejfe hans hår. ”Tror du hun vil spørger ind til hvad der er sket?” spurgte hun stille. Hun brød sig ikke om at han havde været oppe at slås, men der var ikke noget hun kunne gøre ved det, selvom hun gerne ville være egoistisk og kræve at han ikke sloges mere, men det ville være uretfærdigt og måske umuligt for ham at love. Så hun ville ikke spørger eller kræve det. ”Du.. du går ikke når vi kommer der over.. gør du?” hendes øjne sagde tydeligt, at hun ikke ville have han gik, hun ville have at han blev i nærheden. Hun var bange, og man kunne da ikke bebrejde hende for at være det. Det at hun skulle over til en healer, var både spændende og skræmmende. Hun havde aldrig rigtig været hos en healer, kun nogle få gange, men der var hendes forældre altid i nærheden til at kunne sige alting var okay. Hvis Rai blev, ville det ikke være så slemt og hun kom til at være lidt mere sammen med ham.

[Rai Mirriko]

Rai var mere eller mindre bekymret for hende, selvom han var glad for at se hende le lidt over hans kommentar, men det var også en smule tydeligt for ham, at hun nok havde ondt, så selvfølgelig stoppede hun. Det var vel naturligt, at man stoppede når noget gjorde ondt. Hans blik viste et mindre glimt i øjnene. Men da hun først spurgte om der ville blive stillet spørgsmål til, hvad der var sket, så vidste han ikke rigtig hvad han skulle sige, for det ville ikke kunne undgås.
"Jeg tror i hvert fald, at der kommer nogen spørgsmål, men det kan også være, at hun bare hurtigt vil se på dine sår og derfor ikke spørges med det samme, så kan du nå at tænke over, hvad du vil sige"
svarede han roligt til hendes spørgsmål. Man kunne jo aldrig vide, hvad healeren ville sige. Det kunne jo også være, at hun blev nød til at vide lidt, så hun vidste hvad hun måske skulle lede efter. Ikke alt kunne være synligt.
"Jeg bliver da selvfølgelig lige ved siden af dig. Så du kan holde mig i hånden og holde mig lidt ved selskab imens"
sagde han med et sødt smil på læben. Han havde da ikke tænkt sig at gå fra hende, for man vidste jo aldrig om hendes far måske var i byen eller noget, så derfor skulle hun da ikke have lov til at gå selv eller være alene.

[Phoenix Storm]

Bekymringen som han følte, flød direkte ind i hende, fordi hun var så tæt på ham som hun var. Det gjorde ikke ondt, det gjorde hende bare mere bevidst på hvilken byrde hun var. Eller en byrde som hun følte sig som. Måske så han hende ikke som sådan en, men derfor kunne hun godt føle sig som en byrde, andre skulle bære indtil den blev smidt over til nogen andre. ”Jeg vil helst ikke svare hvis jeg kan undgå det,” mumlede hun stille. Hun ville ikke have at nogen vidste om det med hendes far. Hun ville ikke fjernes. Det var måske lidt dumt i andres øjne, men i hendes, var det håbet som holdte hende hos hendes far. Hvis hun svarede på spørgsmålene, hvis hun var fuldkommen ærlig om det hele, så betød det at hun måske ville blive fjernet, hvilket hun ikke ville kunne klare. Verdenen var større end hende, den var farligere, men også spændende og uforudsigelig. Noget der gjorde hende opsat på at se sig omkring, når hun havde chancen. Nysgerrigheden fik hende til at gøre det, som andre måske ikke ville gøre. Medmindre hun var bange selvfølgelig. ”Det lyder rart.. men skulle vi så gå nu? Inden jeg skifter mening,” hun sagde det drillende, men træt. Hun ville sikkert skifte mening hvis de ikke snart gik, så ville hun sikkert bare prøve at gøre noget ved det selv, men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre med sine sår, som en rigtig healer gjorde. ”Rai.. du behøver ikke bekymre dig for mig..” mumlede hun stille, inden hun kiggede ud imod vandet.

[Rai Mirriko]

Rai så med et mere roligt blik på hende. Dog vidste han ikke rigtig, hvordan han selv skulle opføre sig, men han vidste i hvert fald ud fra hendes ord, at de blev nød til at bevæge sig snart. Stille og roligt rejste han sig med hende i sine arme. Han havde ikke tænkt sig at lade hende gå på sine egne ben, da hun måske bare ville vælte så og det kunne gøre mere ondt.
"Som din storebror, må jeg godt bekymre mig bare lidt for min lillesøster"
sagde han med en rolig stemme og kiggede ned på hende. Han gik roligt langs med søen og mod skoven. Den vej som de var kommet i hvert fald, sådan som han selv kunne huske det, for så burde det ikke være helt så svært at finde til byen, hvis hun nu gik hen og mistede bevidstheden.
"Du kan også bare lade mig føre ordet"
sagde han med et mindre smil, så kunne han tage det på sin kappe uden at afsløre noget, for han kunne godt fornemme, at hun ikke så gerne ville have at andre vidste noget om det. Det havde jo også været sådan med ham selv, indtil han selv havde fundet ud af det. Men han forstod endnu ikke, hvorfor hun blev hos hendes far, men hun havde vel sine egne grunde, så det måtte hun om, indtil videre..

[Phoenix Storm]

Egentlig havde hun troet at han ville sætte hende ned, så hun selv kunne gå, men der havde hun taget fejl. Det føltes nu også meget mere trygt, mere beskyttende at være i hans favn. Det var virkelig, virkelig rart at kunne føle sig tryg, men hun vidste godt at den tryghed måtte hun give afkald på når de tog afsked. Det ville hun ikke tænke på nu, så hun strøg den tanke til side. Igen, havde hun intet at svare ham, for hun ville ikke rigtig have at han vidste, at hun følte sig som en byrde når han bekymrede sig for hende. ”Er du sikker på du vil det?” spurgte hun stille og så op på ham. De lyseblå øjne, var fyldt med en hvis ro og træthed, der gennemtrængte hele hendes krop, jo mere de egentlig bare snakkede sammen. Hvis hun havde været mere forsigtig, havde tænkt sig lidt bedre om, så havde hun ikke ført ham hen til den sø hvor hun boede. Men sket var sket og der var ikke noget at gøre ved det. ”Hvad er det du føler?” spurgte hun pludselig. Hun kunne ikke afklare hans følelser, det var som om at mange af hans følelser, havde klumpet sig sammen og hun nu skulle prøve at finde ud af hvilken en der var den største følelse som han følte nu. Var det trætheden som gjorde det forvirrende?