Why seek someone you fear?

[Phoenix Storm]

Det var en dejlig solskins dag. Det var cirka midt på dagen, så solen stod også midt på himlen, som var sky fri. Det var en dejlig temperatur som dagen havde, det var hverken varmt eller koldt, det var midt imellem, det var en dejlig lun temperatur som en hver ville kunne lide. Selv Phoenix kunne godt lide vejret, selvom hun havde taget en vanddunk med, som var fuldkommen fyldt op med vand, så hun ikke ville få det dårligt hen ad dagen. Hendes lange hår var for en gangs skyld sat op i en hestehale, en løs hestehale, så man kunne tydeligt se at det inderste af hendes hår var sort og det yderste var brunt. Hendes påklædning var lille pigeagtig, som den altid havde været og måske også altid ville være. En lyserød kjole med lange ærmer, sorte sko, hvide strømper og sin sorte hat. Selvfølgelig havde hun sin kanin bamse i armene. Selvom hun var tolv år, så virkede hun yngre end hun var, men stadig som en pige der var på vej til at blive en teenager. Phoenix gik ind på Grænsekroen, for at se om hendes far var der. Hvis han ikke var der, så vidste hun ikke om han var på arbejde, eller om han var et helt andet sted. Men som regel kunne hun finde ham her. Hvorfor hun opsøgte ham, når hun vidste at han slog hende til blods vidste hun ikke rigtig. De fornyelige blå mærker som hun havde på armene, maven, ryggen og halsen var ved at forsvinde. Men dem hun havde på kinderne var blevet gule, så det var ikke så underligt at folk kiggede lidt på hende, da hun kom ind og kiggede sig omkring. Han var der ikke. Hvor var han så?

[Rai Mirriko]

En perfekt dag til at smutte væk fra slottet, det var hvad Rai ville kalde en dag som denne, for Drazilla ville næppe kalde på ham med så smukt et vejr, hun ville sikkert eller forhåbentlig holde sig indendørs, da var jo også andre tjenere til rådighed, og en fridag var velfortjent efterhånden. Rai slentrede ned af en grus vej mod grænsen. Han vidste godt, at det nok ikke ville være smart at drikke så tidligt, men hvorfor ikke bare få sig en enkelt drink? Det kunne jo umuligt skade, selvom der ikke skulle så meget til. Dog var han så småt begyndt at blive van til at drikke, da Drazilla havde det med at lege med ham efter at have tvunget alkohol i ham. Han var også begyndt at kunne lide smagen af det.
Han stoppede op foran grænsekroen og lod blikket glide ind gennem vinduet, der var ikke så mange tilstede, så der ville forhåbentlig ikke komme nogen form for ballade ud af denne tur. Hans beklædning så ud som altid. Dog havde han et sår på brystet, som var dækket med bandage, hvem der havde givet ham det, var næsten åbenlyst, men det skete jo også kun fordi han var så klodset til tider. Han åbnede døren ind til kroen og så sig lidt omkring for at finde sig en plads. Dog faldt hans blik på en lille pige, som så ud til at lede efter nogen. Hvad gjorde hun dog på en kro, altid noget at det ikke var aften for ellers havde hun bestemt ikke været i sikkerhed her.

[Phoenix Storm]

Selvom det ikke var aften, så var der alligevel nogle få skumle typer, der tydeligt viste hvad de ville gøre med en lille pige som hende. Hendes blik søgte rundt og rundt, men han var der ikke, uanset hvor mange gange hun kiggede så var han der ikke og det ville nok ikke ændre sig lige med det samme. Hun følte sig ikke særlig tryg ved at være på kroen, ikke fordi hun ikke var gået derned mange gange før, men fordi folk kiggede så mærkeligt på hende. Så hun forkert ud? Hun kiggede meget hurtigt ned ad sig selv, men hun syntes ikke selv at hun så spor forkert ud. Da hun vendte sig om for at gå imod døren og gå, faldt hendes blik på en mand der vist kiggede på hende. Langsomt lagde hun hovedet på skrå og kiggede nysgerrigt på ham. Hvem var han? Hun havde aldrig set ham her før, der var mange hun ikke havde set her før, men lige præcis ham havde hun ikke set før. Et eller andet ved ham fik hende næsten til at smile, hun lod vær, mest fordi han nok ville tro hun var mere skør end folk nok regnede med hun var hvis hun gik herind. Phoenix så ned, men blev hurtigt nødt til at se op da en hånd lagde sig på hendes skulder. Det var en mand, og han så ærlig talt ikke så venlig sindet ud igen. ”Leder du efter nogen?” spurgte han. Hun kunne mærke hans følelser, så voldsomt og stærkt at det skræmte hende. Lyst. Og det var ikke en følelse som hun brød sig særlig meget om i dette øjeblik. ”Erm.. nej.. jeg.. øhm.. jeg skulle bare,” hun var bange, men hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Situationen gjorde hende mere utryg, end hun havde været i forvejen. Manden fjernede sig ikke og hun kunne føle at han trak lidt i hende, og selvom hun prøvede at stå fast, så kunne hun ikke. Han fik hende til at gå med ham, selvom hun virkelig prøvede at kæmpe imod, det gik bare ikke så godt. ”V-vil de ikke være sød.. at give slip?” spurgte hun stille, men han gav ikke slip, han trak hende bare med sig, hen til et bord, hvor der sad flere andre mænd som også havde den samme lyst følelse i sig. Hjælp, en eller anden, hjælp mig. tænkte hun skræmt.

[Rai Mirriko]

Rais blik mødte kort pigens, der var noget over hende, som fik ham til at undre sig en smule, hvad det helt præcist var, kunne han ikke sætte fingeren på.
"Hvad fanden er det nu dig igen, Rai"
sagde en dyb og lettere mørk stemme, det kom fra en af de andre borde og derved vendte Rai blikket væk fra pigen i noget tid. Så han lagde ikke lige mærke til at en anden mand tog fat i hendes skulder, det kunne jo også være, at det var ham, som hun havde søgt efter, man kunne jo aldrig vide, selvom det virkede meget underligt. Rai så lidt på manden og nikkede kort.
"Selvfølgelig er det mig, jeg har da lov til at komme en smule væk en gang imellem"
sagde han med et let smil på læben. Hans skjorte stod mere eller mindre åben, dog valgte han at knappe den, så man ikke så tydeligt kunne se såret, da blodet blødte igennem bandagen. Han var rolig og vendte pludselig blikket tilbage mod pigen, men underligt nok, så var hun der ikke. Han lyttede lidt efter en mindre stemme og fandt da også hurtigt ud af, at hun var henne ved en af bordene. Uden videre omtanke satte han sig ved bordet ved siden af dem, bare for at holde lidt øje med dem, der var en underlig stemning omkring dem og det havde tydeligvis noget at gøre med den lille forskræmte pige, som så ud til at være et let offer.

[Phoenix Storm]

Da de havde sat sig, så sad hun på mandens skød og manden sad og rørte roligt ved hendes hår, som om hun var hans ejendel. Men hun tilhørte ikke ham, hun tilhørte sig selv, det var bare ikke noget som hun kunne sige eller råbe, for hun havde ikke det mod som der skulle til. Manden snakkede med andre mænd ved bordet, der var tre andre mænd og kun to af dem lignede hinanden. Tvillinger sikkert. Begge rødhåret, med fregner og grønne øjne. Manden som havde hende på sit skød, havde sort hår og brune øjne, mens den sidste mand havde blondt hår og blå øjne. De sad og snakkede, bare snakkede, men hun vidste ikke hvad der ville ske, hvis hun blev der for længe. Men den følelse de bar, den lyst som hun kunne fornemme hos dem, tegnede ikke godt og hun havde sådan en lyst til at løbe sin vej, eller skrige efter hjælp, men hun var lammet af rædsel. Skrækken jog et tag i hende, da manden rørte hendes hånd og fik hende til at lægge den imod hans side. Hun rystede af ren angst. Hånden hev hun til sig, men manden greb bare fat i den og klemte hårdt til, så hun bed sig i læben af smerte. ”Jeg.. jeg tror jeg skal.. gå hjem nu..” stammede hun stille, mens hun prøvede at hoppe ned fra mandens skød, men han holdte fast så hun ingen steder kunne komme. Noget fortalte hende at han ikke ville have hun gik, og det kunne sikkert være den følelse som han bar, der blot steg og steg. Han greb fat i hendes underkæbe og fik hende til at se ordentligt på ham. Hun prøvede at komme fri, mens han rykkede sig nærmere og nærmere. Uden at tænke over det, uden rent faktisk at kunne stoppe det, gav hun et gevaldigt skrig fra sig og begyndte at slå og vride sig for at komme fri. Hun blev helt hysterisk. Tårerne væltede op ad hende og intet kunne få hende til at holde op med at skrige eller hyle, selv ikke da manden slog hende, hun fortsatte og folk så forvirret og nærmest skræmte til.

[Rai Mirriko]

Det gav næsten et sæt i Rai, da han lige pludselig hørte den lille pige skrige op. Han vidste dog endnu ikke hvad der havde gjort det, men det måtte tydeligvis være noget dårligt efter hans mening. Lige nu vidste han ikke hvad han skulle gøre, men han kunne dog ikke bare se til. Han valgte at gå en smule på afstand og lade som om at han først var kommet ind af døren nu. Med rolige skridt gik han hen til bordet, hvor mændene sad.
"Undskyld mig, men jeg er kommet for at hente den lille pige, jeg er hendes chauffør og hun skal bringes til sin far med det samme. Så jeg vil bede jer om at give slip i hende med det samme"
sagde han med en mindre hård tone, da det ikke ville nytte noget at være venlig eller prøve på det. Han gav tegn til den lille at hun ikke skulle være bange. Han lod blikket glide tilbage på manden.
"Hun skal med mig"
sagde han med en mere bestemt tone, som om han var den hårde type, der ikke brød sig om at andre blandede sig i, hvad han skulle lave. Det var dog ikke meningen at han ville kæmpe, men hvis det var nødvendigt, havde han ikke noget valg.

[Phoenix Storm]

Det havde overrasket hende meget, at der var kommet nogen for at hjælpe hende. Ikke fordi hun havde regnet med folk bare ville se til, men hun havde da ikke troet at han ville hjælpe hende, slet ikke at han ville lyve for at få hende fri. Hendes hysteri var holdt op da han gjorde tegn til, at hun ikke skulle være bange. Underligt, men det var svært at være bange når han var der. Mændene sad lidt og overvejede om hvad de skulle gøre, det var tydeligt de havde regnet med nogen ville komme og sige noget, men det havde ikke regnet med det. Manden der havde hende på skødet sukkede vist, men hvilket slags suk det var, kunne Phoenix ikke se, for hendes blik var rettet imod ham som nu hjalp hende med at komme væk. Manden satte hende ned på gulvet, så hun selv kunne afgøre hvad hun ville gøre. Meget hurtigt, gemte hun sig bagved ham og holdte fast i hans hånd. Han hjalp hende, men om hun havde ret til at gribe fat i hans hånd, vidste hun ikke og hun ville ærlig talt ikke tænke på det, faktisk ville hun bare ud. Men, hvis han fulgte hende ud, betød det så ikke at han ikke kunne gå herind igen med det samme? Så hun havde altså ødelagt hans dag. Skønt, hun ødelagde en anden persons dag, fordi hun ikke var stærk nok til at klare sig selv, det var da ikke specielt fair, var det? Manden og hans følgesvende sagde ikke noget, de kiggede blot på dem, men hun kunne mærke en irritation hos dem som blot boblede og begyndte at blive til vrede. Hvorfor var de vrede? Det kunne hun undre sig over længe, men det havde hun ikke spor lyst til. En stilhed havde lagt sig over hende, selvom tårerne stadig var der i hendes øjenkroge og på hendes kinder, så var gråden stilnet og havde lagt sig inden i hende i stedet.

[Rai Mirriko]

Udfaldet af forstyrrelsen endte vel på en måde godt, men det var ikke så sikkert, at det endnu var overstået. Men alligevel tog Rai det roligt og kiggede ned på den lille pige, som skulle tage en beslutning omkring om hun valgte at stole på Rai eller om hun hellere ville flygte og måske ende med ballade. Det overraskede måske ham, at hun ligefrem farede om bagved ham, men det at hun tog fat i hans hånd virkede han helt rolig ved.
"Din far ender med at blive sur på mig, hvis vi ikke snart kommer afsted, lille prinsesse"
sagde han med en rolig stemme, og blikket var vendt mod pigen. Det var nok nærmere et kalde navn at kalde hende prinsesse, men det var mere for at dække over, at han jo ikke kendte hendes navn. Hans blik var roligt og venligt, det var en smule unaturligt for ham at opføre sig sådan, for normalt var han den kolde type, som hørte til på slottet hus Drazilla og hendes "hårde" metoder. Rai gav pigens hånd et mindre klem for at tage det roligt. Roligt vendte Rai så væk fra mændene og fortsatte mod døren, det blev jo nød til at være realistisk nok til at de ville tro på det.

[Phoenix Storm]

Hun havde ikke regnet med at det ville blive så nemt at komme væk, hun regnede nu heller ikke med at det ville blive så nemt, men håbe kunne man altid og det var det hun gjorde. Hun håbede på at det ville gå godt. Hun håbede at hun kunne komme væk fra mændene, uden at der skete mere. Men, det hun håbede allermest på, var at kunne sige tak til ham for at have hjulpet hende, sige undskyld for at have ødelagt hans dag(hvilket hun stærkt regnede med hun havde gjort), og måske kunne spørger efter hans navn. Noget ved ham, gjorde hende sikker på at han ikke ville gøre hende noget. Hun kunne mærke alle hans følelser, men ignorerede dem alle for bare at kunne fokusere på ham. Phoenix nikkede til hvad han sagde, hun smilede endda lidt til ham, bare det lille bitte smil, som man ellers altid kunne finde på hendes læber. Hendes bamse holdte hun helt ind til sin krop med sin frie arm og hun var lykkelig for, at hun ikke havde tabt den eller sin hat som hun var så glad for. Klemmet han gav hendes hånd, gav hende en hvis tryghed, en tryghed hun ikke rigtig havde kendt så længe og tryghed for hende, betød meget. Da de gik, kiggede hun sig hurtigt over skulderen for bare at se manden der havde været efter hende til at starte med, gav hende et tegn på at de ville se hinanden igen. Han så rolig ud, men vreden boblede så voldsomt i ham, at den gjorde hende bange for, hvad han kunne finde på nu. Han gjorde ikke noget, blev bare siddende og så efter hende. Hurtigt kiggede hun væk og rettede sit blik imod jorden. Hvordan skulle hun sige tak? Hvordan skulle hun undskylde? Skulle hun undskylde? Ja, det vidste da hun skulle gøre. ”Jeg.. øhm.. t-tak,” kom det stille frem. Hun kiggede op på ham, men undgik øjenkontakt, normalt følte hun sig ikke genert, men sært nok gjorde hun det nu.

[Rai Mirriko]

Rai tog sig ikke rigtig af, at mændene nok ikke var så glade for at der var kommet en og hentet hende. Noget som man nok sjældent regnede med. Men det havde været den eneste ide, som kom til ham, da han først stod foran bordet. Ja, han havde faktisk ikke tænkt det hele igennem før det kom til stykket, det eneste han havde vidst, var at han blev nød til at stoppe det, før det ville gå galt. Det var jo næsten sikkert at alle de mænd var ude efter noget, som hun ikke ville bryde sig om.
Rai åbnede døren for hende, så hun kunne gå ud af kroen først, hvorefter han lod blikket glide tilbage på mændene med et smil på læben. For at de ikke havde taget det så hårdt. De kunne jo heller ikke bare fare op midt i det hele. Det ville jo virke mere mistænktsom end så meget andet.
"Det var skam ingenting, jeg kunne ikke bare se til. De havde vist nogle lumske planer for denne dag"
sagde han med et venligt smil og satte sig ned på hug og kiggede roligt på hende. Hun virkede genert, men hvorfor gjorde hun det. Det var ikke noget han selv havde oplevet før, alle plejede at være kort og kontant, så det var en smule nyt for ham, men ikke noget han bed mærke i. Smilet var roligt og hans blik gled ned af vejen.
"Der er vist ikke så meget andet jeg kan gøre for dig, men måske du skulle skynde dig hjem, så du ikke render ind i dem igen"
sagde han og kiggede ind mod kroen. Det var jo næsten sikkert, at de ville forlade kroen og søge efter hende, bare for at se om de ikke kunne få det, som de så gerne ville have af hende. Noget luskerig.

[Phoenix Storm]

Hun var lidt overrasket over, at han holdte, døren for hende, det var ikke noget som hun var vant til, men hun smilede lidt over det og trådte ud af krogen, som hun nu tænkte som lidt uhyggeligt. Det var rart at mærke solen imod sin hud, at der ikke var en sky på himlen. Det var så fredfyldt. Hun var blevet helt rolig af det. Hendes blik havde været vendt lidt op imod himlen, inden det blev vendt imod ham igen. Nogle lumske tanker? Hun ville gerne spørger, men havde en fornemmelse af hvad han mente. Selvom hun var et barn, så vidste hun godt hvad der kunne ske hvis man ikke var forsigtig, det havde hun vist ikke rigtig været, men hun havde bare troet at hendes far var der. Hvorfor hun ledte efter ham, var hun ærlig talt ikke sikker på. Hun ville ikke have at han drak, det var nok en af de største grunde til at hun mistede sin far, sin rigtige far, og ikke ham som kom hjem og bankede hende sønder og sammen. De tanker rystede hun ud af sig, hun ville ikke tænke på det, for det ville alligevel ikke hjælpe noget og hun var jo ikke sammen med sin far, hun var sammen med en som havde hjulpet hende. Hendes blik ramte hans, kort, men derfor kunne man tydeligt se hvilke følelser der havde ligget i hendes øjne, inden hun havde rettet sit blik væk fra hans. Frygt havde været i de lyseblå øjne. Det var ikke frygten for at være alene hjemme, det var en frygten for at hendes far måske var derhjemme, så ville han slå hende og bare blive ved ind til hun ikke var ved bevidsthed mere, eller bare indtil hun lå ned og blødte. Hendes kinder der havde fået lidt farve, havde alligevel en strejf af en gul farve, som hun havde fået efter de blå mærker, fra sidste gang hun blev slået så meget. ”Ja.. men.. kan jeg spørger om dit navn?” spurgte hun stille, med den lille pige stemme som hun havde og sikkert ville have meget længere endnu. Undskylde, jeg skal også undskylde! skreg hendes tanker, men hun kunne ikke ytre flere ord, ikke lige nu i hvert fald.

[Rai Mirriko]

Rais blik forlod ikke kroen så hurtigt, han var stadig ikke sikker på at de var i sikkerhed eller at hun var, med hensyn til ham selv, var han en smule ligeglad. Han var også selv van til at få nogle slag en gang imellem, man kunne jo aldrig vide, om han gjorde noget forkert. Han vendte dog roligt blikket mod den forskræmte pige, som han åbenbart lige havde reddet fra noget som kunne være blevet voldsomt. Han smilte blidt til hende, men alligevel fik han hurtigt øje på det, som gav sig udtryk i hendes øjne. Frygten.
"Du skal ikke være bange mere, lille prinsesse, de får ikke lov til at gøre dig noget som helst"
sagde han med en rolig og blid stemme. Folk som kendte ham ville slet ikke kunne forstå, at han opførte sig på den måde overfor hende. Men der var noget over denne pige, som gjorde at han faktisk var bekymret for hende. Som en storebror der ville beskytte sin lillesøster måske? Et smil bredte sig over hans læber, da han hørte hendes spørgsmål.
"Mit navn er Rai Jinyao Mirriko, eller mit fulde fornavn er Raimond, dog foretrækker jeg Rai"
svarede han ærligt med et smil og kunne ikke lade vær med at kigge på hende. Han kunne svagt skimte en anden farve i hendes kinder, som ikke kom naturligt, men hvad eller hvem der havde gjort det, vidste han jo ikke.

[Phoenix Storm]

Hun så lidt overrasket på ham over hans ord. Det var ikke derfor hun var bange, eller når hun tænkte over det, så blev hun vel lidt bange, men det kunne hun jo ikke så godt sige til ham vel? Eller hun kunne jo sige lidt, men da ikke hele sandheden, kunne hun? Hun ville ikke lyve. At lyve ville sige at gøre noget forkert, og hun ville ikke gøre noget forkert, men hun ville heller ikke fortælle hele sandheden. I et øjeblik bed hun sig i læben, inden hun sagde. ”Det ikke rigtig derfor.. at jeg er bange,” mumlede hun stille, men stadig med blikket imod ham. Blikket var fyldt med den følelse hun følte, tryghed og en smule tøven over at sige mere. ”Men, jeg har ikke lyst til at fortælle hvad det er.. og.. øhm.. undskyld over at jeg.. på en måde.. ødelagde din dag..” hun sagde ikke mere, for hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun vidste ikke om hun skulle forklare hvad hun mente, men hun regnede med at han vidste hvad hun mente. Det var ikke hverdag at en lille pige, på tolv år, kræver at blive reddede fordi hun ikke kan klare sig selv. Phoenix følte sig underligt lille, men ikke på en dårlig måde, for hun havde altid kunne lide at være lille, ikke fordi hun brød om at være så sårbar som hun var, men derfor ville hun ikke være anderledes. Bamsen som blev holdt i hendes favn, blev blot trykket endnu tættere ind til hende. Rai. Underligt, så syntes hun navnet var smukt, også selvom det var forkert fra hans fulde navn Raimond, uanset hvilket et af navne han brugte, så var det smukt. ”Det er smukt,” sagde hun, uden at tænke over det. Hatten skubbede hun lidt på plads, da den føltes lidt for stor og var bukket lidt frem over, hver gang hun havde kigget ned.

[Rai Mirriko]

Rai så en smule underligt på hende og rakte hende hans hånd, så hun kunne holde fast, hvis hun da havde lyst. Han kunne godt mærke en form for anderledes stemning, men det var ikke noget han bed mærke i, i hvert fald ikke hårdt. Hans blik var roligt og han smilte da også venligt til hende.
"Du behøver ikke fortælle mig det. Det er ikke lige let altid. Og du har faktisk ikke ødelagt min dag, men reddet den"
sagde han med en rolig og ganske mild stemme. Der var en vis ro over ham, som ikke så ud til at ville forlade ham lige med det samme. Han var for det meste rolig, da han blev nød til at bevare roen, hvis han skulle klare sit arbejde. Stille og roligt begyndte han at gå mod solen. Også selvom den stod så højt på himlen, så var det noget at gå efter.
"Mange tak, men hvad må jeg kalde dig, lille prinsesse?"
sagde han med et sødt smil på læben, imens at han gik roligt videre mod byen eller solen. Nok havde han ikke fået noget at drikke, men det var faktisk kun godt.

[Phoenix Storm]

Det havde hun egentlig ikke regnet med. Hun ville have troet at han ville være bare lidt irriterede over, at skulle forlade kroen, når han ikke havde fået det som han var kommet efter. Hvad det var, kunne hun kun gætte sig til og det havde hun egentlig ikke lyst til. Hun havde sluppet bamsen med sine ene arm, og lagt sin hånd i hans, kun efter et øjebliks tøven. Underligt nok, så gjorde han hende underligt tryg, underligt sikker på at intet ville gøre hende ondt og slet ikke hvis hun holdte sig i nærheden af ham. Hun anede ikke hvad hun skulle svare ham, så hun fulgte i stedet efter ham for bare at snakke lidt med ham. Bare en lille smule. Det kunne da ikke skade. Hun smilede lidt mere, det var tydeligt at hun virkede mere rolig og mere glad. Hans følelser smittede hende, den ro han bar, den gjorde også hende rolig, men glæden havde hun kun fordi at hun var glad over at snakke med ham. Mærkeligt, men sandt. ”Du må godt kalde mig lille prinsesse,” sagde hun og smilede. ”Mit navn er Phoenix, hvis du hellere vil kalde mig det.” Af en eller anden underlig grund, havde hun lyst til at spørger ham om en hel masse. Hvor han kom fra, hvorfor han tog hen til kroen og alle mulige andre ting. Men det virkede ikke som noget hun lige skulle gøre, hun følte ikke at hun havde nogen ret til det, når hun knap nok kendte ham.