Lidt senere hjem.

[Clarisa Nemay]

Det havde været nogen gode solrige dage mens Clarisa havde været ude i landet, en af hendes første opgaver var at besøge byer rundt i landet for at vise dem at hun var der for dem, hun havde det helt fint med netop det, for så så hun jo stederne og beboerne, gav dem en smule håb i denne her svære tid, nu var hun på vej hjem fra en af disse byer, og hendes vogn var gået i stykker, hun stod nu roligt og ventede på at hendes vogn blev reparert af nogen få tømmere der havde sat sig bo ikke så langt derfra, de vagter hun havde med stod rundt om hende, nogen af dem hang en smule mens andre gabte, hun forstod dem jo godt, men hun prøvede at være en smule streng med dette, for hvordan skulle de kunne hjælpe landet hvis de var nogen sølle skavt der ikke engang kunne stå op i flere timer. hun gik langsomt frem og tilbage mens hun kedet sig, for hjælpe med vognen måtte hun jo ikke da hun var dronning, men alt det der andet måtte hun godt.

[Damian]

Lyden af hestehove og metal der gled imod hinanden kunne høres på afstand, man kunne høre vogne og kæder rasle, lyden af en batalion kunne høres, en styrke på ca. 800 mand kom fremad med bure, kæder og vogne, fulde af nye slaver, lige taget fra Nirelia og på vej videre for at få fat i flere, Folk blødte, andre døde af deres skader og andre døde af at blive mast ind i bure, Kæder der holdte lange rækker af slaver på en linje, tunge metal halsbånd der sad på de tunge kæder, kæderne var blodige fra holdet før, dem der døde undervejs da de ikke gjorde hvad der blev sagt, Aller forest kunne ses en mand i sort rustning, en mand der så højranget ud og med en sort hjelm, hans kappe der gik ned over det bagerste på den sorte hest og med et 'Tabard' hvor Darklia's våbenskjold var på, et andet mærke sad som låse på kappen som holdte den fast, mærket fra en af de fine familier i darklia, han red stille og holdte øje med at alle slaverne og soldaterne var med, man kunne ikke se hvem manden var endnu.

[Clarisa Nemay]

hun vendte lyden mod flokken da hun kunne høre dem, en af vagterne stillede sig foran hende så hun ikke kunne gå frem. "Deres majestæt.. de ved ikke om det er vores mænd.. bliv bag os." hun så roligt på ham der sagde det og nikkede let før hun langsomt trak sig mere tilbage, hun vidste ærlig talt ikke hvad hun skulle gøre endnu, og hun var bange allerede. hun vendte sig om og så på de to tømmre der rejste sig, de skulle ikke nyde noget af dette hvis det var fjender så de tog halen mellem benene og stak af meget hurtigt. hun så tilbage mod sine vagter og prøvede at gemme sig lidt mere så man ikke lige kunne se hende, og hvis det var fjender hvad skulle hun så gøre.

[Damian]

Sorte ryttere, sorte soldater kom til syne i en røgsky af støv, månens lys var begyndt at titte frem og Damian red i spidsen, han lagde hurtigt mærke til de soldater lige fremme, han løftede arm så alle soldater stod stille, en soldat løb op til Damian før han løb tilbage, seks ryttere kom til syne da de red i fuld gallop fremad imod Clarisa og hendes mænd, deres sorte rustninger gav intet glimt fra sig da de nærmede sig dem, de stoppede op få meter fra dem og så bare på dem, deres hetse stod ikke stille da de næsten lige havde været i kamp og stadig var oppe og køre "Giv jer til kende!" blev der råbt "Eller føl Darklia's magt!" belv der råbt lige efter og de stod der og ventede på svar mens Damian ventede på svaret tilbage hos resten af sine mænd, han kiggede ned på en af sine generaler "Gøre skytterne klar" sagde han roligt og red ned langs mændene og så på alle de nye slaver.

[Clarisa Nemay]

soldaterne så bare på de få der kom ned mod dem en af dem vendte sig hurtigt om mod Clarisa og diregerede hende ind i vognene hviskede noget til hende før han lukkede døren og var hurtig om at sætte sig op på føresædet og begyndte at køre væk, hjulet var jo lavet nu. de andre vendte ikke hovedet for at se hvor han kørte hende hen men stilte sig ind foran. "for Narilia!" var der en der råbte, de prøvede at vinde tid til at få hende væk og nogen af dem farede mod Damians mænd der var dernede, resten hoppede op på deres heste med banerne og red efter vognen, de havde lyst til at smide de konglige baner, de var jo afsløret hvis man kunne se hvad for et banner det var. Clarisa som sad inde i vognen prøvede at se ud af det lille vindue, men rykkede hurtigt væk fra det igen da hun så hvad hendes soldater gjorde for hende.

[Damian]

Det kom stille fra Damian "En offring for det større" sagde han og pilende fløj gennem luften, de ramte alle dem hvor Clarisa lige havde været også Darklia's soldater før ca. 100 ryttere satte efter Clarisa, hun havde jo virket aggresiv ved at hendes mænd angreb hans, de 400 heste hove kunne høres bag dem, deres sværd var trukket og klar til at dræbe hvad der nu end ville komme mellem dem, Damian satte sine mænd i gang igen og red videre, denne gang red han i midten, han kunne ikke risikere at blive dræbt ved at ridde forest så derfor red han hvor han nu gjorde.

[Clarisa Nemay]

hun så igen ud fra vinduet, så ud på en af rytterne der var lige ved hendes vindue, lukkede øjnene, dette her havde hun jo ikke bedt om, gid hun vidste noget omkring alt det hun skulle kunne vide, hvorfor var der ikke nogen med der kunne hjælpe hende med hendes valg eftersom hun stadig intet vidste om tingene. hun lukkede øjnene men åbnede dem hurtigt da hun hørte en banken på vinduet da en af rytterne fra hendes eget land ville have hende ud og over på sin hest for at få hende væk, hun så lidt på ham med et blik der sagde hun ikke turde springe så langt, men prøvede alligevel, mærkede armen der hurtigt grab fat i hende og fik hende op på hesten, kusken der havde kørt vognen hoppede ned og over på en anden rytters hest hvorefter de satte i galop, ham der holdte Clarisa på sin hest prøvede at finde en vej væk, kiggede tilbage på flokken der kom efter dem før han styrrede sin gruppe ind mellem træerne, ind i en lille skov, og prøvede at styre i sikkerhed med Clarisa derefter.

[Damian]

Rytterne tog deres armbryte frem og affyrrede pile afsted imod dem, omking 70 pile kom flyvede imod dem mens de red ind imellem træerne efter dem, Damian kiggede lidt før han sendte de sidste 100 ryttere efter Clarisa i retning af den anden end af skoven, som var nem at komme til de der var åbent og ikke så mange træer at løbe igennem, han red selv videre med resten af sine 600 mand og sukkede, det ville jo ikke nytte at prøve at stikke af, de var langt væk fra Nira og byen omkring, han smilede blot og satte tempo på, han ville ikke gå glid af denne nedslagtning, slaverne blev nød til at løbe nu, ellers ville de blive trukket efter heste.

[Clarisa Nemay]

Ryttern der holdte fast i clarisa red videre trods han var ramt i ryggen af en af disse pile, og bukkede lidt forover for at beskytte hende mere, der gik dog ikke lang tid før de begge faldt af hesten som bare løb videre, han slap hende ikke selvom han var død nu, men holdte fast om hende, hun gøs lidt ved tanken og prøvede at se rundt om hvor de andre af mændene var, kunne ikke rigtigt se dem men kunne høre heste, prøvede at få ham væk fra sig hurtigt men han var jo tung på grund af rustningen og det endte med at hun bare lå stille igen og lyttede om der var nogen nær hende, hun kunne høre sværd kamp men det var et stykke derfra og lukkede bare øjnene og ventede på det næste der ville ske.

[Damian]

Et par tunge hove kunne høres bag hende, man kunne høre at der var en der duftede inde bag hjelmen, han hoppede ned af hesten og gik tættere på, han så lidt rundt før han duftede igen som om han duftede efter noget, eller nogen. Lyden af at han tog fat i soldaten der lå over hende kunne høres og mærkes, men en soldat fra Nirelia kom riddende og man kunne høre et sving og et bump derefter, soldaten hoppede ned og gik hen til Clarisa for at få hende op, han trillede de to soldater væk og rekte en hånd ned til hende for at få hende op, det var en af dem der havde stået meget tæt på hende da de ventede på at hjulet var lavet, han holdte stadig sit sværd og så rundt mens han ventede.

[Clarisa Nemay]

hun tog hurtigt hans hånd og kom op at stå, hun virkede lidt usikker på benene før hun langsomt kom til sig selv. "Så få mig dog væk herfra." hun så sig om mens soldaten hurtigt tog rundt om hendes arm og hen til hesten, hjalp hende op, ikke særlig blidt men nu skulle de jo også skynde sig og satte sig selv op bagefter og begyndte at ride, dog ikke særlig længe før han så en hest stå helt alene uden herre lidt længere fremme og hoppede over på den da det var muligt. "Rid deres mejestæt jeg følger efter" hun nikkede let og styrrede hurtigt hesten igennem skoven med soldaten i hælene, prøvede at få hesten op i fri galop og det samme gjorde soldaten, der gik ikke lang tid før to andre soldater kom efter dem for at slutte sig til dem.

[Damian]

Damian red stille ind i skoven mens hans mænd gik videre hen af vejen, rytterne stod allerede klar med arbryste til når Clarisa og hendes mænd kom ud af skoven igen, rytterne der var tilbage fra kampen i skoven, nogen kæmpede stadig og mange lå døde, disse ryttere var også kun almindelige soldater, ikke kongelige liv vagter som hendes, men de havde nok fået mange nakket på grund af de var flere, Damian red bare fordi de døde, dem som prøvede at få hjælp fik hans metal stølve med kniv gemt i ind i deres hoved og ville derfor falde til jorden, disse af hans mænd havde fejlet og ikke fortjent at leve videre, Damian red lidt hurtigere da han vidste at skoven snart ville ende og måske se Clarisa stå alene, for når de ville nå til dette sted ville Damians mænd fyre pile af imod de soldater der beskyttede hende, og ikke hende.

[Clarisa Nemay]

hun drejede lige så stille hesten så den var ved at vælte men fik rettet den op, hun så op mod træernes kroner og prøvede at se på skyerne over dem, hun lukkede øjnene hård i og så sig tilbage et øjeblik før hun så frem igen, hun kunne se lysningen forude og nåede den hurtigt, hun så sig om før hun red videre ned af en bakke, hun kunne vand forude og prøvede bare at tænke på hvor de kunne tage hen. hun så sig tilbage da en af hendes mænd kom hurtigt op til hendes side og tog seletøjet. "Jeg tror vi er i sikkerhed deres mejestæt, bare hvil dem." hun så på ham med store øjne før hun så sig tilbage, hvor var alle de andre henne? hun sukkede før hun lod soldaten styre hende lige så stille væk fra stedet og over en mark, hun lukkede øjnene og slappede helt af nu, det havde været en hård oplevelse og den var ovre nu troede hun da. hun så hurtigt op i himlen igen for at se om der var en der fløj over hende, men der var ingen, hun savnede sin veninde så inderligt meget og ville ønske at hun snart kom tilbage til hende igen. hun så sig roligt om igen da hun hørte hestevrinsken inde fra skoven de lige var sluppet ud fra, nogen få soldater kom riddene ud, nogen af dem blødte voldsomt mens andre kun havde få skrammer, de red hurtigt hen mod hende med ordene. "Vi er de eneste tilbage, de andre tog den anden vej ud og blev slagtet som svin på et slagteri" hun så på dem og holdte hånden op foran munden, tåre begyndte at løbe ned af hendes kinder da de sagde dette men tørrede dem hurtigt væk, det hjalp ikke at græde det vidste hun godt, tåre kunne ikke få dem tilbage. hun vendte blikket mod hesten, sagde ikke andet end. "Jeg vil hjem" de nikkede blot og satte i trav, stadig holdte hendes tøjler og førte hende lige så stille videre.

[Damian]

De soldater der havde stået klar og skudt ned stod nu bare og ventede ordre, men der var ingen da de så rundt, Damian var ikke til at se, for Damian kom stille riddende ud foran Clarisa og hendes sidste mænd, hans attitude var anderledes, den var kold og rolig, som døden selv, hans rustning der var større end de andre Darklianske soldaters, hans hest var mere udrustet og hans tabard var pænere og med mere udsmykning på, han stod sidelens foran dem og kiggede blot på dem med et drejet hoved, hans rolighed var nok en smule skræmmende men han så stadig farlig ud, og det vidste soldaterne også han var nu da de så ham på tæt hold, de vidste vel nok at de ikke rigtig havde nogen chance, men det ville ikke afholde dem i at offre sig i et forsøg på at redde deres dronning og deres land for denne tyran, og en af dem red frem og sagde "Hvad vil du her i dette, lystes land.. Morder?" kom det fra soldaten, Damian så blot på ham fra under hjelmen og en smil kom over hans læber, dog kunne de ikke se det da han havde hjelm på, soldaten blev sur over at han intet svar fik og råbte så "Så svar dog flagremus!.. Dit usle kryb af en blodsuger!.. Di-.." mere nåede han ikke at sige før han faldt til jorden, en lang, tynd og spids kniv sad i hans bryst, smadret gennem den ellers så tykke rustning og Damian der lod sin hånd falde ned og tage fat i tøjlerne igen.

[Clarisa Nemay]

Clari så på dette med store øjne før hun tog tøjlerne igen, trak langsomt sin hest en smule tilbage, de andre soldater trak deres sværd endnu en gang og red mod damien mens de råbte "Løb!" til hende, hun drejede hesten rundt endnu en gang og begyndte at ridde igen, denne gang var hun alene og hun vidste hun kun havde denne ene chance til at komme væk, så den ville hun ikke mise. hun så sig ikke engang tilbage, for hun kunne ikke klare synet af hvad der ville ske, den mand var jo farlig og hvis der skulle så mange mænd mod en mand, så ville hun helst ikke se hvad der skete. hun havde sat hesten i galop og så i fri galop prøvede at manøvre hesten op af en bakke og væk fra stedet, hun var ikke redet tilbage mod skoven men hele vejen udenom damian og sine soldater, den hurtigste vej væk for hende, og den vej slottet lå vidste hun.