Lidt senere hjem.

[Hirotio Senso]

Da Clarisa rejste sig op fulgte han trop. Høflighed igen, sådan var det, man sad ikke ned når en dronning eller konge stod op. han bemærkede at hun begyndte at tage afsked og forlod selv bordet og stillede sig udenfor døren mens hun gjorde sig færdig med sine forældre. At stå og glo på var uhøfligt. Han stod tålmodigt, kunne høre moderens gråd og smilede svagt, ikke fordi det morede ham men han kom i tanke om sin egen mor. Han spekulerede over hvor hendes brors grav lå hende, om han behøvede transportere dem dertil eller om de kunne gå.

[Clarisa Nemay]

hun kom langsomt gående ud og så på ham med et roligt smil. "Kom Hiro.. vi går derhen.." hun smilte roligt og trak et lille sjal tætter om sin krop idet de bevægede sig væk fra den lille gård, hun kiggede helst ikke tilbage da hun fik for mange minder ind i hovedet. hun så let på ham igen og smilte før hun så hvor hun gik henne. "Min bror ligger begravet her henne, bag den bakketop der" hun pegede mod en stor bakke med masser at træere, og muder, en lille sti og så, så det enda ud til at der ikke var mange der gik den vej mere. hun sukkede let før hun lukkede øjnene og tænkte på hvad hun skulle gøre når de nåede derhen.

[Hirotio Senso]

Hirotio satte sig i bevægelse og sammen fulgtes de hen til hendes broders grav. Han sagde intet fulgte blot med i tavshed og i sin egen verden. Han mindes sin egen bror, den bror han aldrig havde kendt men som han havde arvet navnet af. Det var endelig trist. Hans moder havde været utrolig deprimeret og så havde hun opdaget at hun var gravid. Nu.. ja nu var hun altid dobbelt bekymrede når ting omhandlede Hirotio, det var som om hun bekymrede sig fro to personer ikke for en. Hvis det stod til hans mor ville hun pakke ham ind i vat. Langt om længe nåede de omme bag bakketoppen og han kunne se en grav længere fremme. Han lod hende fortsætte og holdt sig tro skridt bag hende for at give hende plads.

[Clarisa Nemay]

hun så let på hiro da han lod hende fortsætte og skyndte sig ned til graven, hun satte sig ned ved den, begyndte at fjerne grene og blade ved den, så bare på jorden før hun lod fingrene glide henover den ikke så pæne gravsten, hun så på den og så sig om før hun så tilbage på den, hun havde aldrig brugt sin magi på noget som helst som sådan før, hun havde aldrig rigtigt ville udvikle den. hun så let på graven før hun lagde en hånd på det næsten utydlige skrift. hun lukkede øjnene og lagde panden mod den, græd uden en lyd.

[Hirotio Senso]

Han betragtede hende roligt fortsatte men standset omkring to meter fra hende. Han betragtede den lille gravsten som så utrolig simpel ud og nok ikke var det pæneste i verden. Hånden lagde han forsigtigt hen over sværdet, øjnene gled i. mens hans stod der voksede der blomster frem omkring graven, græsset blev grønt om end det var vinter, gravstenen blev højere og bredere og skriften på den blev tydeligere. Noget nyt skrift dukkede endda op elsket af sin søster, dronningen af Nirelia. et træ skød frem i nærheden hvilket resulteret i nogle få rystelser i jorden inden den dukkede op og skød omkring 6 meter op i vejret. Om sommeren, når bladende dukkede op ville de lægge graven hen i skygge. Hans øjne gled langsomt op igen.

[Clarisa Nemay]

hun var helt stille, så bare på forandringen, hun havde ikke det samme blik i øjnene som inde i kroen, som om hun bare skulle lære det, men hun så roligt på det og smilte mens tårene løb ned af hendes kinder igen, og igen lagde hun hovedet ind mod graven, hviskede noget og lagde hånden mod jorden. hun knugede i noget af det grønne græs før hun langsomt rejste sig, kyssede sine fingre og lagde dem på gravstenen. hun vendte sig roligt om og begyndte at gå tilbage til Hiro. hun så på ham med tårevældende øjne, tørrede dem hurtigt før hun holdte hånden ud mod ham. "Jeg.. Jeg vil hjem"

[Hirotio Senso]

Han vendte blikket mod hende og følte sig godt udmattet han måtte snart hvile sig. han følte sig en smule svimmel men fortrød ikke hans handling, han var magiker, ikke elever og at få ting til at spire var det samme som at give liv hvilket på ingen måde var let. Han var dog rolig og fokuseret da hun rakte hånden mod ham og han tog hendes hånd, stillede sig tæt på hende og lagde den anden arm om hende. Øjnene gled i og der gik nogle sekunder inden de forsvandt og dukkede op i slottet i stedet, lige udenfor hende gemakker. Han slap hende så snart de var fremme og følte sig endnu mere svimmel. Støttede sig kort til en væg med rettede sig op ret hurtigt. ”Velkommen hjem deres Højhed” sagde han med sin blide stemme.

[Clarisa Nemay]

hun lukkede også øjnene da de transportede hen til slottet, åbnede dem hurtigt igen og så på ham, han var svimmel det var der ingen tvilv om. hun så roligt på ham før hun langsomt gik tætter på og lagde en hånd på hans skulder. "Er de okay hiro?" hun smilte blidt til ham før hun langsomt åbnede døren ind til sit værelse, hun gik dog ikke ind da hun gerne ville være sikker på at han var okay. hun lagde hovedet let på skrå og så på ham før hun fjernede hånden fra hans skulder. "Jeg tror de skal hvile dem" hun smilte let før hun så ind mod sit værelse men så hurtigt på ham igen. "De burde gå ned og lægge dem lidt. det vil hjælpe.. det går ikke at de besvimer af søvn mangel" hun nikkede let som for at sige at han faktisk skulle gøre det.

[Hirotio Senso]

”Jeg har det fint” sagde han med et mildt skævt smil. han havde det skam fint, var blot udmattet hvilket vel ikke var underligt, 4 dage uden søvn, en del brug af magi og anspændthed.. det udmattet en del. Han nikkede ”Jeg går ned nu..” svarede han og rettede sig op i sin fulde højde. Med et enkelt lille høfligt buk vendte han sig om og smuttede ned ad gangen. På vej ned stødte han ind på en anden rådgiver da spurgte til dronningen, han fortalte ham at han netop havde efterladt hende ved hendes værelse. Efterfølgende smuttede han videre ned til sine gemakker hvor han med et suk smed tøjet og kom i seng.

///out