Lidt senere hjem.

[Clarisa Nemay]

hun så roligt på ham og smilte før hun så mod tjenestepigen der kom ind med teen, smilte lidt mere før hun så på ham og kløede sig i håret. "Vil de hjælpe mig med de bersale ting.. så som edikete?" hun rødmede let over netop det og så hurtigt ned på sine hænder, hun vidste godt at man skulle være fin, men der var meget hun skulle lære endnu, så som at ride på dame sadel, gå pænt, og så lige det med hvad for en serviet der skulle bruges ved middag selvskaber som hun endnu ikke havde holdt, så var der jo talen der ikke var blevet gjort klar endnu, og hun kunne jo ikke gå ud til folket som en total bondetøs og ikke vide hvordan hun skulle stå foran dem.

[Hirotio Senso]

Han smilede ved hendes spørgsmål og havde faktisk lyst til at le. han holdt dog masken ganske fint og nikkede ”Se det er ikke spor svært, der er nogle lærer der kan undervise Dem i disse ting og blot De er opmærksom så bliver det ikke spor svært at lære. Det svære ligger i at bruge de ting de får at vide.” han tav og smilede. rejste sig op, skænkede teen op i en kop og lagde hånden over sværdfæstet. Lukkede øjnene og grønt røg lagde sig over teen. Han smilede og rakte hende koppen inden han sænkede en ny op og gentog optrinet. Også denne kop fik grønt røg og han satte sig atter ved siden af hende.

[Clarisa Nemay]

hun tog roligt imod krusset og så på ham. "Men.. Jeg kan ikke finde ud af det.. sidst jeg var inde til dansetimer.. vældtede jeg og læren holdte alle de bandeord i sig som jeg ved han ville sige." hun så ned og lukkede øjnene men åbnede dem hurtigt og så på teen før hun langsomt tog den op til munden for at tage en tår. hun så roligt tilbage på ham. "Jeg vil bare gerne have hjælp.. på en anden måde end at de skal være min lære.. hjælpe mig.. som.. at.. få mig til at gøre de ting engang imellem.." hun så ned på teen igen, den smagte jo rigtigt godt og hun tog langsomt en tår til.

hun så op på ham igen med et smil før hun langsomt så hen mod vinduet, hendes blik blev en lille smule fjernt, men alligevel vidste man at hun lyttede. "Hvor langt er vi fra grænsen til Nirelia?" hun tænkte lidt før hun igen så på ham. "Kan det være vi kan tage forbi en lille by på vejen? altså hvis der er tid? de har vel lavet en tidsplan på hvornår jeg skal være på slottet? for en sikkerheds skyld ikke sand?" hun smilte let men så igen mod vinduet, og igen blev hendes blik en smule fjernt.

[Hirotio Senso]

Han betragtede hende roligt og lyttede tavst, smilede ved hendes ord og nikkede. ”Jamen vi kan da øve os sammen? altså hvor jeg minder dem om hvad De skal gøre?” svarede han spørgende ”Som nu, de holder forkert på koppen, prøv at bruge tommel og langefingeren og strit lidt med lillefingeren” sagde han venligt og viste hende hvordan han holdt på sin egen kop. Han forstod godt hvis hun syntes det var svært, det var jo nyt for hende og hun måtte konstant øve sig og blive mindet om det for at det ville lykkedes for hende.

Da hun spurgte om de havde tid overvejede han det, han nikkede da hun spurgte om de havde lagt en tidsplan ”Jeg synes vi skulle vente og se hvad der sker, jeg foretrækker at vi tager af sted når der er lyst så vi undgår baghold, men vi kan tage af sted ved solopgang hvis De så gerne vil forbi deres gamle hjem?” for det var det han forventet hun ville eller så kunne hun jo rette ham hvis han tog fejl.

[Clarisa Nemay]

hun nikkede let og så på ham før hun så på sin hånd der var solidt plantet på kruset. hun prøvede at stritte med lillefingern mens hun holdte med tomme og pejefingern, istedet for at bruge langefingern, dog var hun ved at tabe koppen ud af hånden så hun lagde den anden hånd omkring et øjeblik så hun kunne sætte sin hånd ordenligt som han lige havde fortalt, der gik dog ikke lang tid før hun igen holdte normalt på kruset da det gjorde en smule ondt at holde sådan i et langt stykke tid.


hun så op på ham igen og smilte let. "Det ville være dejligt at se de gamle igen.. men det var nu ikke så meget derfor.. jeg vil gerne besøge min bror og lægge en blomst på hans grav.. det var trods alt ham der lærte mig så mange ting.. og jeg tror det vil gi mig lidt gåpå mod" hun så ned igen for lidt tid før hun igen så op på ham, langsomt tog hun en tår af kruset og lagde sine fingre som han havde sagt, endnu engang. hun smilte let til ham igen før hun så sig om efter et sted at stille kruset så hun bare kunne række ud og tage det tilbage.

[Hirotio Senso]

Han betragtede hende roligt mens hun forsøgte at holde på koppen som han havde bedt hende om. Eller rettere dirigeret hende til for hun bestemte selv om hun ville følge hans råd eller ej. Han bemærkede da hun var ved at miste taget og skulle til at gribe ind men hun nåede at greb den med den anden hånd og smilede. Han betragtede hende roligt i noget tid inden han førte sin egen kop op til læberne og drak en smule. Den varme te smagte vidunderligt og havde en krydret smag som Hirotio elskede.

Ved hendes svar nikkede han, han forstod godt hendes ønske og smilede skævt ”Jeg skal se hvad jeg kan gøre” svarede han med et skævt smil og så ud til at overveje det hele i nogle sekunder. Da hun så sig omkring regnede han straks ud hvad hun ønskede og han strejfede sværdet hvorefter et bord i hjørnet svævede hen over gulvet og standsede ved siden af sengen ved siden af Clarisa. ”Jeg kunne transportere os derhen?” sagde han spørgende og mente hendes hjemby. ”Opholdet bliver dog ikke i lang tid da jeg frygter for baghold” fortsatte han.

[Clarisa Nemay]

hun så roligt på bordet der kom flyvende hen og stillede sig, hævede et øjenbryn mens hun tænkte. *Det der vil jeg altså lære* hun vendte blikket mod ham igen da han tænkte og smilte let, teen havde gjort godt, havde fået hende til at slappe lidt af, og med alt te syntes hun den tog en del af smerten hun havde. hun så roligt rundt med et afslappet smil. tænkte lidt over det med det flyvende/svævende bord. hun tog langsomt kruset tilbage og førte det op til læberne og tog en lille tår. duften var så god, og den smagte virkelig godt, krydret og alligevel ikke, det var hvertfald hvad hun mente.

hun så mod ham igen og smilte let før hun bare sad med kruset i hænderne. "Teleport... Nej nej nej..." hun så hurtigt ned. "Det går ikke.. jeg får det så dårligt.. har selv prøvet.. fordi jeg ved du kunne.." hun så lidt flovt ned efter hun havde sagt det. Det at det var fejlet var virkelig pinligt, for hun havde ikke engang brugt det som sådan, kun lige i en øvekamp med en, og så havde hun bare fået det så dårligt at hun følte hun skulle kaste op, men måske var det noget andet hvis det var ham der teleporterede dem et sted hen, hun var jo ikke profesionel til det. "eller.."

[Hirotio Senso]

Hirotiovidste skam godt at hun var magiker, han havde ikke tjekkede hendes magiske aura ud men noget sagde ham at hendes magi ikke var så udviklede. Hans egen magi var utrolig stor, større end mange troede og han blærede sig ikke just med den selvom disse småting som at få et bord til at svæve eller sikre værelset kunne betragtes som om han blærede sig hvilket han på ingen måde havde ment det. Han bemærkede hendes blik men sagde intet.

Ved hendes svar og den lille fortsættelse hvori hun sagde at hun havde forsøgt sig fordi hun vidste at han kunne fik ham til at hæve det ene bryn. Han så væk fra hende og skjulte et svagt smil "Hvis De gerne vil lære det vil jeg med glæde undervise Dem. Desuden plejer processen at være let og smertefrit, de anstrengte dem nok lidt for meget. Det eneste De vil kunne føle er måske en smule svimmelhed de første par gange men når det er mig der transportere Dem vil de næppe kunne føle noget hvis De blot lukker øjnene" han tav og smilede. Det var da smigrende at hun forsøgte at gøre ham kunsten efter, men hun skulle nok begynde med noget af det lette inden hun forsøgte sig med en transportration.

[Clarisa Nemay]

hun så på ham med et lille smil før hun igen tog en tår fra kruset. hun lukkede øjnene let i før hun igen så på ham, han var meget sød på den måde som han var overfor hende, mere menneskelig end så mange andre, så var hun også mere rolig i hans selvskab end så mange andres. og nu tænkte hun på det der var sket for nogen dage siden med hensyn til den mand der var dukket op på hendes værelse. hun så roligt på ham før hun igen satte kruset fra sig på det lille bord ved siden af hende.

hun så langsomt rundt i rummet før hun så på ham igen og nikkede så. "Jeg vil meget gerne have din undervisning i magi, og.. skal vi snart komme afsted?" hun smilte let igen før hun langsomt så rundt igen. hun vendte blikket tilbage mod ham igen. "Men.. jeg vil altså gerne have noget andet tøj på.. det er ved at være vinter.. og det her er koldt.. og ved at være ødelagt efter turen til draklia" hun lagde hovedet let på skrå, dog stadig med et smil på læben

[Hirotio Senso]

Han betragtede hende roligt, vidste ikke hvad der drejede sig i hendes hoved selvom han godt kunne se at hun da tænkte på noget. Han anede intet om at hun havde haft besøg af en mand på hendes værelse for nogle dage siden, havde han vidst det ville han nok have set utrolig forundret på hende men nok heller ikke sagt noget, hvad skulle han også sige? Han havde endelig ikke ret til at ytre sig det mindste, hun var dronningen og hun gjorde som hun ville, selvom det nok ikke var et særlig godt rygte at få sig med så ustabil en herredømme som hun havde over landet.

Han smilede ved hendes ord ”De siger bare til når De vil have undervisning. Jeg er klar når De er” selvom han nok havde en stram skema skulle han nok finde tid til at undervise hende. om han ville være den ideelle lærer anede han ikke, han havde skam store magiske evner men om han kunne undervise ville de nok finde ud af, i så fald måtte han jo få hjælp fra sine egne lærer. ”Selvfølgelig, vi har taget tøj med til Dem” som han sagde disse ord blev der bankede på døren og nogle vagter dukkede op med nogle kister, to faktisk hvori der var tøj og andet hun muligvis ville få brug for ”Nu vil jeg lade dem skifte tøj og slappe af, som sagt kalder De bare hvis der er noget De ønsker” han rejste sig op, bukkede høfligt for hende og forlod værelset hvorefter han lukkede døren efter sig.

[Clarisa Nemay]

Hun så let på ham og nikkede roligt, hun ville først lige slappe lidt af inden de skulle tage afsted igen, og hvis det skulle holde på tidsplanen, så skulle det jo ikke være inden længe. hun så lidt på kisten før hun langsomt rejste sig op og så ned på sit eget tøj, det var ødelagt mange steder nu, og hun lignede lidt en vagabond hvis man ikke lige vidste hvem hun var. hun ventede let på at han gik ud af døren før hun gik hen til et lille bord, satte sig roligt på stolen der hørte til.

En pige der arbejde på kroen kom langsomt gående op mod værelset med en kande og et lille kar, ragte det frem så vagterne kunne tjekke det for gift. Hun selv stod rolig, og dog en smule nervøs, det var jo ikke altid at sådan noget skete på denne kro. efter at disse vagter havde tjekket vandet, lod de hende passere ind i værelset hvor hun roligt satte karet og kanden på det lille bord. nejede høfligt hvorefter hun skyndte sig ud af døren igen og ned i køkkenet.

Clary sad roligt og så nu bare på det lille kar før hun langsomt tog fat i kanden og hældte noget ned i karet, det duftede af noget, blomster måske, men duften var kraftfuld. hun snussede let til vandet der nu var i karet før hun så på kanden og satte det fra sig, vandet dampede let i karet, var det virkelig så vamt? det havde da ikke set så varmt ud da det var i kanden. hun var en smule træt og hendes hoved føltes som om det skulle springe, hun kunne ikke rigtigt koncentrere sig, havde vandet været så varmt? havde duften været så tydlig før?

[Hirotio Senso]

Hirotio havde kun lige forladt dronningens værelse for at gå ned og tjekke til soldaterne. Han snakkede kort med generalen inden en fornemmelse fik ham til at se op mod det sted hvor dronningens værelse burde være. det sted han selv stod viste ham ikke selv værelset og derfor kunne han ingen vinduer se. Som skeunderne gik voksede fornemmelsen af at der var noget galt og han følte sig rastløs og ukoncentreret, derfor afbrød han snakken med generalen og smuttede indenfor igen.

Han var knap halvejes hen mod kroen igen da ejeren dukkede op. Han stillede sig foran ham og begyndte at plapre løs om hvor glad han og hans familie var for at få så fornemt besøg. Hirotio nikkede og kom med venlige kommentar men fyren slap ham ikke. I stedet for førte han ham om bag haven i et tydeligt forsøg på at holde ham fra at gå indendørs igen. Hirotio så på manden ganske roligt idet de drejede om hjørnet til kroen. Han bemærkede vagterne der stod og holdt vagt under vinduet til dronningens værelse og kastede et blik op mod vinduet.

Synet der mødte ham fik ham til at stivne, og trække sværdet ”Vagter! Grib ham” med det samme blev de omringet af vagter. Det han havde set i vundet var blot svagt grøneligt lys der fortalte at der var gift i luften på værelset. Lyset var noget som kun han ville være i stand til at se. Det han gjorde var simpelt at teleportere sig op på dronningens værelse. Her fandt han hende siddende på sengen med en kar vand ved på bordet. Hun virkede ufokuseret hvilket han forstod, for giften var ved at indtage det meste af rummet. Med hurtige bevægelser fik han løftede hende op i sine arme idet han havde stukket sværdet på plads og snart havde han teleportteret sig ud fra kroen og ned i haven hvor de straks blev omgivet af vagter. ”Deres majestæt!?” sagde han med en intenst foruroligede tone i stemmen.

[Clarisa Nemay]

hun sad bare roligt og så på vandet, mange gange havde hun bare lyst til at gøre sig færdig, få vasket sig. hun hang lidt med hovedet før hun igen rettede det op, tog den lille klud der havde ligget på bordet og smed den i karet, kiggede nu bare på vandet før hun igen hang med hovedet. hendes tanker var ingen steder og hun havde det som om hun bare skulle lægge sig ned og sove, hun følte sig så træt. Da Hiro kom ind på værelset sad hun roligt, og virkede helt ufokusetret. hun lukkede øjnene og var ved at falde bagover. Da Hiro var hurtig og var hurtigt udenfor med hende var hun helt væk, hun virkede mere end ukoncentreret. hun var ligesom en klude dukke, men efter noget kort tid hvor hun fik frisk luft så hun roligt op på hiro, smilte let før hun igen lukkede øjnene. "Hvad.. skete der?" hun så let rundt igen.

Indenfor i køkkenet var tjenestepigen allerede ved at prøve at finde en vej væk. hun så let rundt i det store køkken før hun langsomt lod til at havde fundet en vej væk. hun gik langsomt ud af en sidetrappe der var skjult af nogen tønder og ud i friheden, løb allerede for at komme væk.

[Hirotio Senso]

Hirotio åndede lettet op da hun snakkede til ham og virkede ikke helt så væk som han havde troede. ”Find den tjenestepige der bragte dronningen vand og kar for at bade” kommanderet ham og straks var vagterne af sted. I mellemtiden bad han generalen om at komme tættere på og da denne gjorde hviskede han kort at han ville transportere dronningen et sikkert sted hvorefter han ville føre hende tilbage til slottet, derfor skulle soldaterne fortsætte hjem på egen hånd, og tage hestene med. genrealen så forfærdet ud og begyndte at snakke om beskyttelse og soldaternes pligt og faren i rejsen da Hirotio bragte ham til tavshed med et køligt blik noget man sjældent så hos den ellers så blide unge mand. ”Du taler til Nirelias største magiker, spar mig for din ubetydelig snak” manden så væk og Hirotio vendte blikket mod dronningen ”Det er bedst hvis De lukker øjnene så vil De ikke føle Dem svimmel” sagde han venligt. Få sekunder efter transporteret han dem bort, da de dukkede op næste gang var det hos hendes familie.

[Clarisa Nemay]

hun så lidt frem og tilbage mellem Hiro og manden han skændtes med, som hun ikke helt havde lært at kende endnu. hun sukkede let og lukkede øjnene da han bad hende om det. hun tænkte let, hvor ville han tage hende hen? var det til hendes familie? eller et andet sikret sted. Da han transporterede sig selv og hende væk, svimlede det for hende, det var en ubehaglig følse, men det gik hurtigt over igen. hun så op på ham igen og lagde så hovedet let ind til ham, mere tryghed for hende, hendes øjne gled langsomt rundt på ongivelserne, det var jo hendes hjem, det var her hun kom fra.

Døren til gården gik langsomt op og en kvinde kom langsomt gående ud med en lanterne, det var jo en smule mørkt, og hun vidste ikke hvem det var der gik rundt ude på gården. hun holdte lanternen over sig og så ud. "Hvem der?!" hendes stemme var gammel at høre på og alligevel ikke, meget blid og hård på samme tid. hun prøvede at se ud på Hiro og Clary. Langsomt trådte hun et skrid frem og så på dem, lampen tabte hun hvorefter det nok ville blive helt mørkt når den ramte jorden og gik ud.