|
|
Post by Hirotio Senso on May 24, 2011 20:51:36 GMT 1
Hans blik blev vendt bort fra dem begge da Clarisa endnu engang opførte sig underdanigt ved at undskylde og bede ham vare sin mund. Sådan gik det jo når man lod kvinder overtage tronen. Han havde mest lyst til at sukke men lod være, vendte blikket mod Zills børn som spiste videre uden at virke spor nærværende omkring det der skete omkring dem. Mon det var normalt at hendes børn hørte på den slags? Da Zill begyndte at prædike om at tage i kirke lyttede han tavst. Hvis hun troede han kun talte med følelser så tog hun fejl, for det var ikke hans følelser der havde fået frit løb, det var fakta. Hun havde tydeligvis overhørt den del hvor han tydeligt havde sagt at hun burde snakke høfligt, for selvom han muligvis talte med følelserne efter hendes mening for det var hvad der fremgik af hendes svar, så var hun intet bedre når hun forsøgte at lade som om hun var langt bedre end Clarisa ved at snakke hånligt til hende. en kvinde af værdighed, styrke og især en dronning burde vide hvad ære og respekt er og ikke synke så lavt at snakke på den måde som hun gjorde. Han huskede hvordan hun havde kaldt ham for englebarn, og hun skulle snakke. Da hun nævnte den tidligere dronning hævede han brynet men svarede ikke. Han kunne sige hende et og andet omkring de ting hendes eget folk gjorde, og de ting hun selv var med til at gøre. Da hun igen begyndte på sine trusler rystede han svagt på hovedet af hende og ignorerede hende. Store i ord, lille på jord. Denne kvinde kedede sig vist ret meget så når hun endelig fik chancen så hun ned på de folk hun kunne. Selvglad og idiot, to triste egenskaber hos en dronning. |
|
|
|
Post by Clarisa Nemay on May 24, 2011 21:00:51 GMT 1
Clari så roligt på Zill før hun så tilbage på Hiro og tilbage på Zill igen. "Jeg vil forlade dem nu deres mejestæt. Lad os mødes på et tidspunkt. de sender bare et brev eller sender deres forlovede når de vil mødes, jeg vil tro han vil få fat på mig hurtigt." hun nikkede roligt til hende før hun langsomt vendte sig mod hiro og gik tilbage til ham. "Lad os komme afsted" hun smilte let før hun langsomt begyndte at gå mod udgangen, en smule træt nu, som om al energien havde forladt hendes krop, men hun gik roligt videre. hun bed sig i læben da hun langsomt nærmede sig porten. lukkede øjnene og ventede på det næste der ville ske nu.
|
|
|
|
Post by Drazilla Dragoens on May 24, 2011 21:12:13 GMT 1
Zill sad roligt og betragtede dem som hun egentlig overvejede om hun skulle sende vampyren Valentin i stedet for han var jo mere voldig end Damian var, bare for at hun kunne vise hvem der bestemte når det kom til stykket. "Eller du kan selv komme her eftersom ingen stopper dig" sagde hun roligt som hun så lidt efter dem men der var jo ingen der stoppede dem og der havde egentlig ikke være nogen til at stoppe Clarisa i at tage hjem, vagterne var mest til at holde øje med hun ikke gjorde noget forkert som at gå ind i rum hun ikke skulle og så sørge for der ikke kom nogen og gjorde hende noget mens hun sov.
Da de var ved at gå igennem porten vendte hun opmærksomheden mod hendes mindste datter og rullede med øjnene af den lille pige der smed med maden.
//out
|
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 24, 2011 21:19:00 GMT 1
Hirotio forhold sig tavs og da Clarisa vendte sig om for at gå fulgte han trop og fulgte efter hende ud af porten uden så meget som at se sig tilbage eller over skulderen. Han kom op på siden af Clarisa og sammen forlod de slottet. Han var tavs og hans blik var tomt og fraværende selvom han var fuldkommen bevidst om sien omgivelser. Soldaterne stod hvor han havde efterladt dem og de rettede sig alle op da de så ham og dronningen. Generalen så på ham og deres blikke mødtes. Hirotio rystede på hovedet som et svar på mandens blik. En hest blev trukket frem og han holdt den an foran dronningen for at lade hende stige på. Da hun var kommet op at side steg han op på sin egen hingst og generalen gav ordre om at komme i bevægelse. Soldaterne placeret sig rundt omkring dronningen og Hirotio. Selv holdt han hesten en meter foran dronningens og han var ellers tavs. |
|
|
|
Post by Clarisa Nemay on May 30, 2011 11:27:02 GMT 1
Clary så roligt på Hiro da de begav sig i bevægelse væk fra det store slot. hun vendte blikket tilbage mod det før hun igen så frem, mod generalen og nikkede akenderne før hun igen så på hiro, hun ventede et stykke tid før hun langsomt satte tempoet op på sin hest og red op ved siden af ham. hun så roligt på ham. "Hvorfor siger de ikke noget? har jeg gjort noget galt?" hun så roligt frem igen der var et stykke tid til at de ville nå grænsen og først der ville hun være i 'sikkerhed' og rigtigt på vej hjem. hun så roligt på hiro igen og ventede på et svar.
|
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 30, 2011 15:51:37 GMT 1
Da Clarisa kom op på siden af ham vendte han ikke blikket mod hende. Da hun henvendte sig til ham måtte han dog gøre det og derfor vendte han nu blikket mod hende. ”Nej det har De ikke, jeg er blot irriteret. dels fordi vores soldater burde have været i stand til at beskytte Dem, dels fordi jeg ikke selv var der til at forsvar Dem og dels fordi de kongelig her i landet ror de er meget bedre end vores kongelig” han tav og vendte blikket væk fra hende igen hvor han nu rettet blikket forude for sig. Han lagde ansigtet i udtryksløse folder så end ikke vreden han følte inden i kunne ses. Han brød sig absolut ikke om det han havde set, og et sted bebrejdede han sig selv ikke at have været der til at beskytte hende. |
|
|
|
Post by Clarisa Nemay on May 30, 2011 17:10:07 GMT 1
hun sukkede let og så ned på sin hest, lod hånden glide over dens hals et øjeblik før hun så op igen. "Jeg er ny til alt dette her Hiro. Jeg føler det var min skyld at soldaterne døde.. Og at jeg havnede her hos denne dronning.. Gør mig ikke videre tryg. jeg vidste mig høflig og forstående, hvilket jeg har lært. Jeg respektere Dronningen, jeg står på lige fod med hende... så længe vi har freds aftalen skal jeg ikke bekymre mig om flere slavetogter i vores land.. " hun sukkede let før hun så op igen og hviskede så. "for en tid.." hun lukkede øjnene før hun igen åbnede dem og så tilbage på de mænd der var med hende, og hun gippede lidt før hun hurtigt så ned på sin hest igen.
|
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 31, 2011 13:14:47 GMT 1
Han hæftede sig ved at hun brugte hans kælenavn. Ingen andre end hans søskende brugte hans kælenavn end ikke hans forældre der blot brugte hans fulde fornavn. Han havde nu intet imod at hun kaldte ham ved kælenavn han havde blot ikke forventet det. Hirotio droppede denne tanke og fokuseret på hendes ord i stedet for ”Det er på ingen måde Deres skyld at soldaterne døde, de burde have været i stand til at passe på sig selv og Dem med men de fejlede i begge ting. Desuden skal De ikke betragte Drazilla som Deres ligemand, for hun betragter ikke Dem som noget som helst det indikerede hende måde at snakke til Dem på ret tydeligt. Det lød som om De var hendes slave og ikke en dronning akuarat som hun. Det glæder mig at høre at De har forsøgt med en fredsaftale men tro ikke at det vare ved. Folk i dette land følger ingen regler og overholder ingen aftaler” han tav langt om længe og rettet blikket forude for sig igen. Han følte fortsat irritationen over sig, følte sig utrolig vred og han måtte snart finde sig et sted at afreagere ellers kunne det gå virkelig galt. Han havde dog ingen planer om at stoppe før de havde krydsede grænsen hvilket nok ville vare i noget tid. |
|
|
|
Post by Clarisa Nemay on May 31, 2011 19:05:02 GMT 1
Hun så roligt på ham og nikkede let før hun igen så ned på sin hest, hun lukkede øjnene lige så stille og tænkte. hun sukkede let før hun igen så op på ham. "Hiro.. Jeg ved ikke helt om jeg føler mig klar til det her.. lige nu ser alt virkelig umuligt ud.. jeg ved godt det er min pligt.. men.. " hun så hurtigt ned igen og aede hesten. de kom jo langsomt videre, og folk kiggede på dem når de kom riddene, hun klappede helt i og så på de Darklianer der hørte til i dette land, hun så bare på dem, mennesker, og andre væsner. hun vendte langsomt blikket væk og så på hiro med et roligt blik. "Lad os snakke om det på slottet istedet..." hun så roligt frem igen og prøvede at holde hovedet koldt.
|
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 31, 2011 19:30:50 GMT 1
han vendte blikket kort mod hende men rettede det så forude for sig igen. Hun havde ikke rigtigt et valg, om hun var klar eller ej så skulle hun gennemføre dette, det var hendes opgave og hendes alene, ingen kunne gøre det for hende end ikke ham selvom han meget gerne ville hjælpe hende. At fortælle hende dette ville næppe glæde hende derfor svarede han ikke, da hun sagde at de skulle snakke om det på slottet nikkede han blot uden at se på hende.
|
|
|
|
Post by Clarisa Nemay on May 31, 2011 19:36:47 GMT 1
Tiden gik langsomt, og turen virkede mere end lang for clary. hun begyndte at blive træt af turen, og mere til, hun havde ondt i benene, og i ryggen af at sidde så rank på hesten, dog bed hun det i sig og så roligt rundt før hun langsomt lod sine øjne søge efter et sted hvor de kunne gøre holdt, men lod vær at nævne det. desuden hvad skulle hun også sige. hun så ned på hesten igen og klappede dens hals endnu en gang og smilte let ved synet af dens reagtion da den svingede hovedet lidt så håret blev fejet væk af vinden, hun klappede den langsomt igen og så roligt op, de nåede grænsen langsomt, og det vidste hun, hun havde jo redet denne tur med denne hærføre, Damian hed han, dog var turen en meget lang tur da hun ikke havde siddet op en eneste gang men havde ligget ned over hesten, eller havde hun siddet op? det kunne hun hvertfald ikke huske nu. hun lukkede øjnene og lod hesten ridde med de andre, det var jo et flok dyr, så den ville ikke bare stoppe op af sig selv for at gå en anden vej.
|
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 31, 2011 19:43:17 GMT 1
Turen gik utrolig langsom i følge Hirotio. Han ville ønske at han kunne standse og transportere dronningen til slottet men det ville blot skabe mere kaos og vise hvor irriteret han var derfor forsøgte han at virke så rolig som han nu kunne hvilket faktisk lykkedes utrolig godt. Han red videre i tavshed og selvom han virkede fraværende var han fuldkommen bevidst om sine omgivelser. Endelig nåede de grænsen og først da de havde krydsede den sukkede han svagt af lettelse og slappede mere af i de anspændte muskler dog ikke helt endnu for de var endnu ikke i deres eget land og langt fra i sikkerhed når de var ude i det frie. De red videre i noget tid inden han gjorde tegn til at ændre kurs og det gjorde de så. Snart nåede de en kro hvor alle gjorde holdt "Vi fortsætter turen imorgen tidligt, der er endnu en lang vej til vi er hjemme og mørket er ved at falde på så det er farligt at fortsætte" han steg af hesten og rakte hænderne op til hende for at hjælpe hende af hesten, hun kunne sikkert godt selv men det var rent høflighed og vane, desuden kunne kjolen godt hæmme hendes bevægelser.
|
|
|
|
Post by Clarisa Nemay on May 31, 2011 19:48:07 GMT 1
hun så roligt på ham idet hun langsomt lagde sine hænder på hans skuldre og lod sig hjælpe ned. hun så ned af sig selv et kort øjeblik før hun så på kroen. "Hvor skal soldaterne sove? her er da ikke nok værelser til alle sammen" hun mumlede det hen for sig selv og så på hiro med et lidt træt blik. hun så roligt på hesten før hun langsomt klappede den igen, prøvede at holde smerten i sig der var vokset de sidste par timer på hesten, hun så roligt rundt på vagterne der var med hende før hun så på Hiro igen. stragte sig langsomt hvorefter hun så ned igen, hun havde af en eller anden grund håbet på at kunne nå hjem meget hurtigt så hun ikke havde behøvet at sidde på en hest igen før om lang tid.
|
|
|
|
Post by Hirotio Senso on May 31, 2011 19:52:41 GMT 1
Han lagde hænderne op livet på hendes og hjalp hende roligt og uden besvær af hesten, slap hendes først da hun stod solidt på sine fødder. Han smilede skævt ved hendes spørgsmål "De har udstyr, telte og andet til at sove herude så De skal ikke bekymre Dem" sagde han venligt og gjorde tegn til flokken der stod omkring dem om at flytte sig så hun kunne komme forbi hvilket de gjorde i trop. De var endnu anspændte og tydeligt opmærksomme på deres omgivelser.
|
|
|
|
Post by Clarisa Nemay on May 31, 2011 20:06:19 GMT 1
Hun så roligt på ham før hun så på genarlen og vendte sig roligt om og begyndte at gå indenfor, hendes skridt var langsome, også fordi det gjorde ondt i hendes ben. hun så rundt inde i kroen før hun hurtigt så på Hiro. "Jeg vil gerne have vagter udenfor mit værelse hvis det er.. for jeg stoler ikke på dem her..." hun hviskede ordene og fortsatte ind, hun var jo vant til at selv at skulle gå hen og sige hun skulle have et værelse, men sådan var det jo ikke mere, så hun stoppede langsomt op og så på Hiro med et forvirret blik som sagde det hele, hun vidste ikke om hun bare skulle gå op mod værelserne eller hvad hun skulle.
|
|
længe siden 
