Path of life or path of death - Destiny?

[Griffith Falconsoul Den 13]

Hendes angreb gik gennem hans rustning og den fik et stort og dødelig skade og den landet på dens knæ og så ned mod jorden og lidt efter begyndte den at grine ondt og hev sit sår op til så dens mave var helt åbent men der faldt ingen organer ud men en masse arme der prøvet at tage fat i hende for at hive hende ind

[Deleted]

Hun fornemmede at der var noget galt her siden hun så let kunne stikke i ham. Der var noget der ikke føltes helt rigtigt, men alt det blev til fakta i løbet af sekunder. Af ren refleks prøvede hun på at komme væk fra de mange hænder og hugge dem af. Men der var for mange og de var hurtige, så med tiden fik flere og flere fat i hende mens hun ikke kunne følge med selvom hun endda havde trukket den anden kniv. Hun strittede imod så meget hun kunne, men nyttesløs da hænderne fik overtaget og hev hende ind til sig.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut rejste sig langsomt op og gik mod hende og ophævede sin illusion og satte kniven til hendes hals og sagde "du har tabt igen så" og han ventede lidt før han sagde "hvad har du mistet som du tror kamp kan give dig igen" han havde gættede at hun havde mistet noget efter hun sagde hun ikke ville have noget og var parat til at miste sit liv

[Deleted]

Det ene øjeblik var hænderne der, det andet øjeblik var de væk og der var en kniv for hendes hals. U-umuligt. Jeg kan da umuligt have tabt. Det kan ikke være logisk.. jeg burde være stærkere end ham tænkte hun og gentog det et par gange i hendes hovedet. Hun kunne ikke fatte at hun havde tabt og så endda på så kort tid. Hun kunne ikke få sig selv til at tro på at han kaldte det for en rigtig kamp. Men tankerne stoppede da manden spurgte hende om hvad hun havde mistet. Hun var ikke meget for at sige det, men han havde trods alt vundet og havde krav på sit præmie uanset hvad det så end måtter være. Intet. Jeg har mistet alt... men jeg tror ikke at kamp kan give mig det igen. Vidste du at mange krigere i årenes løb valgte at blive krigere fordi de havde mistet noget meget vigtigt for dem? Du vil nok ikke kunne begribe det" lød hendes svar.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut flyttede sin kniv væk fra hendes hals og satte den på plads og gik hen til en sten og satte sig ned på den og tog sin hjelm og maske at og han var synlig træt det kostede meget at hans energi for at bruge det trick mod hende og han så alvorligt på hende og sagde "mit folk blev grundlagt af en som havde mistet alt så jo jeg kan begribe det"

[Deleted]

Hun sank ned på knæ og længere ned. Hun kiggede ned i jorden i lidt tid før hun rettede hendes øjne op mod manden. "Da jeg sagde at jeg mistede alt, så mistede jeg altså alt. Jeg har ikke noget sted eller noget hjem jeg kan komme tilbage til og mindes dengang jeg var lykkeligt. Mine kræfter har jeg også mistet. Familie har jeg heller ikke.. eller venner. De er ikke begravet i jorden som man så kan besøge, ligesom i mennesker kan. Kort sagt så har jeg nok mistet mere end et menneske kan" sagde hun.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut så stadig på hende og sagde "kroppen er et værktøj som sindet bruger" det var et vigtigt ordsprog for hans folk og han sagde lidt efter så det første hun kunne tænke lidt over det "kræfter er som evner det skal læres" og holdte igen en pause og rejste sig op og gik hen til hende og sagde "hvis lykken er i ens fortid så er fremtiden et mørkt sted"

[Deleted]

Hun så lidt undrede på ham og sagde "Kroppen... værktøj... eh, det ved jeg da allerede" og selvom hun godt vidste det, så betød det ikke at hun ved hvor manden helt præcis vil hen med det siden han siger det. Det andet han sagde var hun ikke helt enig i og sagde så "nogle bliver født med evner, nogle kan ligeså vel miste dem for altid... for resten af deres liv uden at kunne få det igen. Hvordan vil du kunne begribe det?" man kunne godt se at vreden så småt var vendt tilbage men kun meget lidt af det. Hendes ansigtsudtryk ændrede sig en smule, men hun rørte sig ikke ud af stedet eller prøvede på at rejse sig op for at gå tilbage, da manden rejste sig op og gik hen til hende. "Det er vel meget muligt.. og hvad så? Jeg har levet med i så lang tid" sagde hun.

[Griffith Falconsoul Den 13]

"Jeg kan tage din evne til at se men så åbner det muligheden af læger at kunne høre ting og lave et billede af tingene om dig når noget slutter kommer der en ny begyndelse" sagde han alvorligt og han håbede på hun ikke kendte hans folks ordsprog for det var dem han brugte og han sagde "ingen fysiske ting har ikke nogen betydning for en kun tid har betydning og jeg ofret en time på dig" det sidste var faktisk rigtigt den illusion han havde brugt mod hende havde taget en time at hans liv fra ham

[Deleted]

"Tage evnen til at se.. fra mig? Nye muligheder? Hvad skal det så lige betyde? Dine ord giver ikke mening. Da jeg mistede alt, opgav jeg alt håb jeg havde" sagde hun og rejste sig op. Det næste sætning gav i særdeleshed ikke mening for hende, for så vidt hun vidste var der ikke engang gået en halv time. "Umuligt. Der er ikke engang gået en halv time... ikke engang tyve minutter" sagde hun.

[Griffith Falconsoul Den 13]

"Jeg bruger en særlig form for magi som er meget stærkt men den tager også at min tid at leve og jeg har brugt en times tid" sagde han roligt og satte sig ned og så hende i øjnene og sagde "vil du have en kamp til eller kan jeg tage videre" han ville gerne vide det så han vidste han kunne tage videre eller skulle blive

[Deleted]

For en som hende var en time ikke ret meget, men for mennesker fandt hun det ligefrem tåbeligt. Hun svarede ikke på hans spørgsmål men vendte sig i stedet om og gik to meter væk fra ham inden hun satte sig ned. Hun lagde sine våben på plads og begyndte at gennemtænke deres samtale helt fra begyndelsen.
Efter at have tænkt lidt, drejede hun hovedet og spurgte så "i stedet for bare at gå videre.. hvad så med at jeg tog med?" og så nærmest helt roligt ud i hendes øjne og ansigtsudtryk. Alvoren var nærmest forsvundet og hun var nu som et barn.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut løftede overrasket en øjenbryn og sagde "og hvorfor vil du tage med mig du ved ikke hvad jeg skal eller hvad jeg skal du ved ingen gang hvad jeg hedder" han var faktisk meget nysgerrige og han ville lade tage med ham hvis han syntes grunden var god nok til det for han skulle gøre noget hvor chancen for at dø var ret stor

[Deleted]

Hun vendte hele kroppen og så nu direkte mod ham. "Hvorfor? hvorfor ikke?" sagde hun og smågrinede og fortsatte kort efter "fordi jeg har ombestemt mig, og hvem ved.. det kan vel godt være at du har ret. Desuden så går jeg ud fra at ifølge din logik så har jeg vel ikke rigtig noget bedre at tage mig til? Eller hvad?"

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut grinede af hendes svar og sagde "nej men du sidder fast i fortiden men må godt tage mig men så må du leve med at jeg giver dig lidt træning i at kunne løbe frit så jeg ikke bliver nødt til at vente på dig" og han smilede til hende for han regnede ikke med hun vidste hvad frit løb var