Hjemme i varmen

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til Myst da hun gik forbi ham og sagde "jeg tager noget varmt tøj på og så kan vi mødes uden for min gudinde" og gik op til Myst og alamuts værelse og tog noget varmt og hvidt tøj på og gik hen til vinduet og åbnede den og hoppede ud at den samtidig med han vendte sig om og noget lige at gribe fat i den lille vindueskarm uden for vinduet og lukkede den og hoppede de sidste meter ned

[Mark Ash Paolini]

Hun forsatte roligt med at give børnene tøj på indtil de var godt klædt på så lod hun dem igen ligge på tæppet for at rejse sig så hun kunne få hendes kappe på. Da hun så havde fået den på gik hun hen til hendes børn igen og tog dem begge op selvom hun godt kunne have brugt alamuts hjælp til at bære de lidt livlige børn, men den del havde han vidst ikke tænkt over, så hun måtte med meget besvær bærer børnene hen til døren for bare at vente på at han ville åbne den eftersom hun jo havde hænderne fulde. Noget hun egentlig ikke var helt tilfreds med for han kunne godt have brugt hovedet noget mere.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut landet i en bunke sne og rejste sig hurtigt op og lod en hånd og fik det meste af sneen væk og gik hen til døren lige da han tog fat i dørhåndtaget kom han i tanke om hvor livlige de små var så da han åbnede døren sagde han "undskyld min gudinde jeg havde glemt hvor livlige de kan være"

[Mark Ash Paolini]

Man kunne godt se på hendes ansigt at hun ikke var helt tilfreds for hun havde jo to livlige børn i hendes favn, de ville ihvertfald ikke rigtigt sidde stille. "Bare tag den ene af dem" sagde hun roligt for hun havde nær tabt de små flere gange fordi de var over alt så der skulle 2 til at bære dem når de var så livlige, det var meget nemmere når de var ved at være trætte.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut tog Charlie og sagde undskyldende til Myst "jeg glemte hvor livlige de er min gudinde" og så ned på Charlie og sagde "Charlie du skal være sød mod din mor hun gør en del for dig og din søster og jeres far efter som han ikke tænker sig altid om" og han gik lidt væk fra døren så Myst kunne komme ud

[Mark Ash Paolini]

Myst valgte ikke at kommentere det men rakte ham bare charlie da han tog ud efter ham, så kunne hun i stedet koncentere sig om hendes elskede lille pige. Hun gik forbi alamut med Mika i hånden, derefter gik hun straks hen til et træ med lange grene som hang ned, bare fordi det så ud til at more Mika som pigen forsøgte at række ud efter og lege med.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut tog mod charlie og gik efter Myst så charlie kunne også lege med grenene som Mika men da charlie fik fat i en gren hev han så der faldt en del sne over charlie og alamut og charlie begyndte at grine og alamut kunne ikke lade være med selv at grine og sagde "charlie det er noget vi kalder sne" og begyndte at få sneen væk fra dem begge to

[Mark Ash Paolini]

Myst satte sig på hug med Mika i favnen, hvor hun tog en håndfuld sne på så den lille pige kunne se på det, selvom hun var mere interesseret i at slå på det og grine over det faldt til jorden. Myst smilede over pigen fordi det virkede til at more hende så hun satte sig bare ned på hug igen for at tage en håndfuld mere, men denne gang smed hun det meste af det da pigen ville prøve at spise det, dog havde hun lidt i hånden som hun lod pigen smage på.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut satte charlie ned på jorden og samlede sneen fra dem begge lavet det til en lille snebold og sagde "charlie det er en snebold og så en kan man kaste med" og kastede den efter træet og ramte den og charlie begyndte at grine igen og alamut sagde "man kan også kaste den efter andre men jeg tror ikke din mor bliver glad hvis jeg viser dig det"

[Mark Ash Paolini]

Myst koncentere sig mest om Mika selvom hun nu ind i mellem så imod Alamut og Charlie bare for at se hvad de lavede. "Du har ret, det vil mor ikke være så glad for" sagde hun roligt dog med et kærligt smil, for hun hørte jo udemærket godt hvad han snakkede med Charlie om, for hun kunne ikke lade være med at lytte eftersom noget i hende egentlig gerne ville stoppe Alamut hvis han begyndte på historier omkring hans gruppe.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut ville ikke skulle tale om sit folk efter som han vidste at han ville snart have glemt alt sit folk og sagde drillende og lidt stille til Charlie men stadig højt nok til Myst kunne høre det "du skal aldrig kaste en snebold efter hende hun vil tage hævn ved at lade mig lave mad" og han smilede frækt til Myst

[Mark Ash Paolini]

Myst smilede bare og rystede på hovedet da hun lod Mika få en gren med sne på som hun kunne undersøge. "Tro mig jeg kan finde værre hævn" sagde hun bare roligt som hun satte Mika ned på den kolde jord, selvom hun ikke lod hende sidde særlig længe da det var koldt for den lille pige og hun havde jo endnu ikke vænnet sig til den kulde som fandtes herude, så hun frygtede lidt at pigen ville blive for kold hvis hun sad for længe.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til Myst og tog Charlie op og sagde "Myst jeg vil ikke gøre Charlie bange min gudinde" og gik hen til træet og satte Charlie ned på jorden og sagde "nu skal du bare se Charlie og pas på Myst" og tog fat i træet og røsten den og alt sneen faldt ned for træet og Charlie grinede helt vildt

[Mark Ash Paolini]

"Hvorfor skal jeg passe på?" spurgte hun undren for de stod da ved hver deres træ et lille stykke fra hinanden, så hun forstod den ikke helt eftersom hun jo ikke ville kunne få noget på sig hvor hun stod. Dog sendte hun ham et lidt skrapt blik for han efterlod jo barnet på den kolde jord bare for at vise drengen noget som han med tiden nok ville have fundet ud af alligevel, men det gjorde jo den lille fik den våde sne på sig som ville trænge igennem tøjet og gøre ham forkølet.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til Myst og sagde "vores børn er jo kloge så måske har Charlie regnet ud hvordan man laver og kaster en snebold min gudinde" og han tog Charlie op igen og så på Charlie og sagde til ham "var det sjovt Charlie" og fjernede det værste af sneen at ham men han kunne ikke få det alt sammen at ud at tage hans tøj af ham