Hjemme i varmen

[Mark Ash Paolini]

"nu tror du vidst vores børn tænker for meget" sagde hun roligt med et løftet øjenbryn for børnene tænkte jo ikke på meget, ikke andet end at få opmærksomhed, sove, spise og at komme af med maden igen. Så han gav dem vidst lidt større hjerne end de havde på denne alder. Hun regnede ihvertfald ikke med de tænkte sådan allerede eftersom de jo knap kunne tale eller kravle for den sags skyld.
Hun rystede lidt på hovedet inden hun kiggede på Mika og kyssede hende på kinden. "Tror de små skal ind nu, Mikas kind er helt kold.. Eller har du tænkt dig at gøre vores børn syge?" sagde hun roligt dog uden at se på Alamut, for hun vidste godt at sygdom for børn i denne alder kunne være dødeligt for dem.

[Griffith Falconsoul Den 13]

"du har nok ret min gudinde" sagde han roligt han vidste godt de tænkte så meget men han kunne ikke lade være med det og han kyssede Charlie på panden og sagde "Charlies pande er også kold og nej gudinde jeg vil ikke have vores børn bliver syge" og han tog Charlie op og gik hen til myst og sagde "skal jeg tage Mika for dig min gudinde"

[Mark Ash Paolini]

"Hvorfor skulle du tage Mika fra mig?" spurgte hun roligt selvom hun ikke kunne finde en grund til hvorfor han pludselig skulle tage Mika fra hende uden nogen grund, for hun kunne jo sagtens selv bære hende, hun havde jo trods alt selv holdt styr på begge børn da han bare havde forladt hende for at hoppe ud af et vindue, stadig uden nogen grund for han kunne jo være som en normal person her i stedet for at hoppe ud af vinduer..

Hun rystede kort på hovedet inden hun gik hen imod huset og gik inden for, eftersom hun ikke så nogen grund til at blive mere ude da hun ikke vidste om børnene frøs eller ikke.

[Griffith Falconsoul Den 13]

"For at sige undskyld for før min gudinde og for at hjælpe dig" sagde han og gik efter hende han vidste godt han ikke var nemt at leve sammen med men han ville gøre sit bedste for at leve sammen med Myst og da de var kommet ind lukkede han døren efter dem og så på Charlie og sagde til ham "var det sjovt Charlie"

[Mark Ash Paolini]

Hun forstod stadig ikke hans grund til at ville tage Mika fra hende men igen der var meget omkring ham hun ikke forstod, så hun rystede tit på hovedet over ham for hun forsøgte virkelig at forstå ham men det var ikke nemt altid.
Hun gik hen til stolen ved pejsen og satte sig ned så hun bedre kunne klæde Mika af for hun skulle ikke have alt det tøj på herinde så begyndte hun jo at svede lige efter hun havde været kold så det kunne jo ende i sygdom, noget som Myst helst ikke ville udsætte hendes barn for.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut satte sig på en anden stol og begyndte at tage det varme tøj af Charlie selvom at Charlie syntes det ville være sjovt at bevæge sig så meget som han nu kunne så lidt efter sagde "Charlie gør din far en chance for at tage dit varme tøj af så gør du ham glad" han tænkte ikke rigtig over hvorfor han sagde det

[Mark Ash Paolini]

Myst sad roligt med Mika og klædte den lille glade og pludrede pige af, så Myst kunne ikke lade være med at smile på grund af Maka. ”Så så min lille skat du kan komme ud i morgen” grinte hun lidt men fik da tøjet af hende uden større besvær og rejste sig med hende inden hun lagde Maka på gulvet og gik hen til pejsen igen hvor hun hang tøjet et stykke derfra men så hun stadig kunne få det varmet og tørret.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til Myst og Mika da Myst fik det varme tøj af Mika og så ned på Charlie og lidt efter fik han det varme tøj af Charlie og han rejste sig op og lagde Charlie ved siden af Mika og sagde til dem "nu må i to lege godt sammen" og tog sit eget varme tøj af og hang Charlies og hans varme ved siden af Mikas varme tøj og satte sig ved siden af Myst og smilede til hende

[Mark Ash Paolini]

Myst sad roligt og holdt øje med hendes børn, som en eller anden hønemor der var beskyttende overfor dem. Så hun sagde egentlig ikke meget som hun betragtede hendes pludrende børn som om de fortalte hinanden hvad der var sket uden for, men de talte jo ikke med rigtige ord så det var nærmest kun en mor der kunne forstå hendes små børn, i hvert fald med delen om der var noget galt med dem når de skreg.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut så på de små i noget tid og sagde "hvad har du lyst til at lave min gudinde" og smilede til hende han var nysgerrig at få at vide hvad Myst havde lyst til at lave noget men hvis hun ikke havde lyst til at lave andet end at se på de små så ville han ikke have noget imod at gøre det selvom han begyndte at blive sulten

[Mark Ash Paolini]

Myst så roligt på hendes børn, som hun elskede over alt på jorden. ”Tror det er på tide at lave mad til jer, så holder du lige øje med børnene?” spurgte hun roligt da hun vendte hovedet imod ham, inden hun rejste sig og gik forbi børnene og ud i køkkenet hvor hun begyndte at lave noget mad mens Alamut holdt øje med de små børn og lige så snart børnene var fodret og skulle sove til middag blev de nødt til at træne Alamut.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til hende og sagde "jeg vil holde øje med dem som en jægeren som venter på sin bytte ud over at gøre dem noget min gudinde" og han elskede de små over alt på jorden men han vidste intet om at være far og han kunne ikke spørge sin egen far om det efter som han aldrig har kendt sine forældre

[Mark Ash Paolini]

Hun smilede lidt ved hans kommentar men valgte ikke at sige noget til det, for hun var jo ikke helt enig med ham i det med at dræbe også selvom det kun var dyr, så var hun stadig lidt imod det. Så hun valgte i stedet bare at gå i gang med en grønsags suppe som Alamut ville kunne varme sig på denne kolde dag mens hendes børn ville få nogle moste grønsager som de kunne styrke sig på men de virkede nu til at hygge sig inde ved ilden sammen med deres far.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut var ikke selv glad for at dræbe men hvis han ikke kunne se andre muligheder ville han dræbe og da Myst var ude at rummet gik han hen til de små og sagde samtidig han begyndte forsigtigt at kilde dem på maven så de begyndte at grine så et forsøg på at Myst ikke skulle høre det for det skulle kun høres at de små "i to er den største skat sammen med jeres mor og jeg håber i vil blive rigtig glade for jeres liv og jeg håber i får god brug af de gaver jeres mor giver jer og ikke så meget de jeg vil give jer"

[Mark Ash Paolini]

Som hun havde gjort meget i hendes liv gik hun nu rundt i køkkenet og tullede rundt mens hun ordnede maden til dem for hun behøvede intet, dog lyttede hun stadig hvad der foregik inde i stuen eftersom de ikke var langt var der jo intet problem i at høre dem for hende. Dog så smilede hun lidt ved det han sagde, hvilket fik hende til at tørre hendes hænder før hun gik hen og stillede sig i døren ind til stuen. "De må altså gerne få noget af din personlighed.." sagde hun roligt med et skævt smil for det var jo grunden til hun var faldet for ham, det og så han var utrolig ihærdig og stædig når der var noget han ville have som mest havde været hendes tilgivelse af forskellige grunde og hver gang havde hun endt med at tilgive for hun kunne ikke lade være med at elske ham fordi han ikke gav op.