Hjemme i varmen

[Mark Ash Paolini]

Hun hørte ham godt men hun kunne heller ikke bare gå fra hendes vågne søn, så det var først da drengen igen sov og hun havde lagt ham fra sig at hun gik ind i soveværelset igen og stod og betragtede ham fra døren. ”Dårlige drømme?” spurgte hun roligt for hun regnede med at han var vågen.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut var helt væk i sine egne tanker og opdagede først Myst da hun talte til ham og så på hende og sagde "mere end dårlig minde men jeg vil ikke tale om det gudinde" og han rejste sig op fra sengen og begyndte at tage sit tøj på og satte sine våben på deres pladser og sagde til sig selv "men hvordan kan man have skyld for at gøre det rigtige"

[Mark Ash Paolini]

”skat det hjælper ikke noget at tale til dig selv, for jeg kan høre det.. Du har ikke sovet nok, smut nu tilbage i seng” sagde hun roligt selvom det sidste var sagt lidt bedende for han havde ikke sovet særlig længe, det var jo højest en time eller to og det kunne umuligt være særlig sundt for ham. Hun gik roligt hen til ham og lagde armene om ham for hun bekymrede sig da for ham og lige nu fik han ikke den søvn som han skulle have.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut lagde sine arme om hende og sagde "gudinde jeg kan ikke sove det er ikke første gang men den har ikke været fremme siden dagen før vi mødtes" og der løb en tåre ned af hans kind og han sagde "Myst du vil prøve at få mig til at fortælle dig om det ikke min gudinde" og han så op på loftet

[Mark Ash Paolini]

Hun så roligt på ham og kyssede ham på kinden. ”Jo det vil jeg. For du skal ikke bære det alene” sagde hun roligt for hun ville gerne vide hvad der plagede ham siden han ikke kunne sove og gerne hvorfor det pludselig kom denne nat for så vidt hun huskede så havde han da ikke rigtigt haft mareridt mens de havde boet her i skoven, hvor alt var fredeligt så der var ingen grund til frygt.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut stønnede opgivende og sagde "Myst du vil nok hade mig for det men du får din vilje" og han gav slip på hende og sagde "du ved at jeg har været leder for mit folk men mit folk får en ny leder efter at kæmpe så alle ved er den bedste kriger hvis lederen er død eller gået af men hvis en vil blive den nye leder mens den gamle lever så er det en kamp til døden"

[Mark Ash Paolini]

Hun sukkede lettere opgivende da han begyndte at snakke om hans gruppe igen "Og mig som håbede på vi var sluppet væk fra dem. Er du ikke en der kan finde ud af at bruge illiusioner? så brug dem til at få det til at ligne du dør" sagde hun opgivende for hun havde sådan håbet på at de kunne slippe for de folk så de bare kunne leve stille og roligt men det var vidst en drøm der aldrig gik i opfyldelse.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut så på Myst og sagde alvorlige "der er blevet udnævnt en ny leder der er kun to ting som forbinder mig til dem mit blod og min fortid" han havde gjort alt det han kunne for at forlade sit folk og han skubbede forsigtigt Myst lidt væk fra sig og gik hen til sengen og satte sig på den og så ned på gulvet og sagde "men det var illusionerne som har noget at skylden lederen før mig fik os til at dræbe folk for penge og ikke for at befri slaver da jeg fandt ud at det udfordret ham til en kamp til døden"

[Mark Ash Paolini]

"Du mener et liv som slave.. Mange tror blodets bånd er stærkt men det er det ikke, godt nok kan det ikke brydes men det glemmes ligesom fortiden" sagde hun roligt men stadig lettere opgivende for først skulle hun kæmpe for hendes børn og nu skulle hun så kæmpe for hendes kæreste. Livet i Brothel virkede pludselig meget simpelt og skønt, så hvis det ikke var for børnenes skyld var hun taget tilbage dertil.

[Griffith Falconsoul Den 13]

"du har ret men min fortid vil ikke glemmes men jeg kan høre på dig du ikke vil høre på mig mere så jeg går en tur for at prøve at glemme min fortid Myst" sagde han og rejste sig op han havde opgivet at forklare hende det og gik ud at døren og ned af trappen og tog sit varme tøj på og gik ud

[Mark Ash Paolini]

Myst sukkede endnu en gang af ham for han virkede ikke til at forstå at hans fortid kunne koste ham både hende og børnene, for i hendes hoved virkede det ikke til at han ville slippe den gruppe helt for den hjemsøgte dem stadig selvom hun havde håbet på de var sluppet væk fra den. Det var lige før hun ønskede han var en kriger af Nirelia end en kriger fra bjergene for det varede vel ikke længe før han også kendte til angrebene som fandt sted i bjergene hvor beboerne deroppe blev indsamlet som slaver fordi nogen bjergfolk havde angrebet Dronning Clarisa..
Et kort suk forlod hendes læber inden hun gik ind til hendes børn igen og satte sig i stolen nær et lys så hun bare kunne betragte dem igennem mørket og lytte til deres åndedrag.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut gik uden for og begyndte at gå han vidste udmærket hvad der skete oppe i bjergene men han ville ikke gøre noget mod det for han var bange for Myst ville gå fra ham og tage de små med og det ville han ikke kunne klare efter en times tid kom han tilbage til hytten og gik så stille ind han kunne så Myst ikke skulle høre ham selv om han ikke havde de største forhåbninger om det

[Mark Ash Paolini]

Myst sad bare i mørket og betragtede hendes børn som lå lige så fredfyldte i deres senge, men hun havde lyst til at tage bare den ene af op og ligge imod hendes bryst så hun kunne få den ro som kun en mor fik, men hun lod hendes børn ligge og sove. Hun hørte nu godt han kom tilbage men lige nu ønskede hun egentlig ikke at se ham for han måtte selv finde en løsning, selvom hun ikke kunne lide valgmulighederne for uanset hvad stod hun og hendes børn til at miste deres fader og hendes mand. Enten ved at han mistede livet eller så mistede de ham til gruppen.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut tog sit varme tøj af og gik ind til de små og Myst og satte sig ved siden af hende og sagde "Myst ved du hvordan man kan få ens fortid ud at ens drømme" og så på hende han ville ikke forlade sin familie eller at dræbe sig selv han ville bare finde fred med hans fortid så han kunne sove i fred

[Mark Ash Paolini]

Myst så stadig på hendes børn selvom han kom ind i rummet for hun var stadig ikke helt glad for ham fordi han meget af tiden bare skabte problemer med hans gruppe, det knuste sådan hendes hjerte ved tanken om børnene der skulle vokse op uden deres rigtige far. ”Der findes besværgelser og eliksirer til at fjerne minder” sagde hun bare roligt som hun så på hendes børn.