Maybe I should Stay At The Castle... For Ever?

[Rai Mirriko]

Efter mødet med Selena: I gaderne

Vandringen mod slottet synes at tage en evighed, hvilket den også gjorde, da den lettere afkræftede skikkelse havde svært ved at bevæge sig mere.. For knap så længe siden havde han taget afsked med en kvinde, som han aldrig nogensinde ville glemme, en kvinde, som han virkelig håbede på, at han aldrig nogensinde ville støde ind i. Derfor forsøgte han også at bevæge sig mod slottet, for at søge ly, selvom han egentlig var bange for, hvad der ville ske, hvis han først stødte på Drazilla. Dog kunne han ikke koncentrere sig om hendes mening lige nu, da han ikke havde særlig mange kræfter tilbage til overhovedet at bevæge sig mod slottet. I nogle timer havde han forsøgt at tage rejsen i sin ulve skikkelse, men til sidst blev han simpelthen nød til at give op, da han ikke længere havde kræfterne til at blive i sin forvandling, hvilket også havde været årsagen til at han nærmest tvang sig selv til at fortsætte mod slottet. Det ville måske have været smartere af ham at forsøge at skaffe sig noget ly i et hus eller noget, så han i det mindste kunne komme til kræfterne igen, men han valgte dog at fortsætte også selvom han måske så forfærdelig ud, så var han stædig som altid.
Rai's påklædning var knap så ren og pæn, som den måske plejede at være og specielt, når han befandt sig på slottet, hvilket han desværre ikke kunne gøre noget ved lige nu. De sorte bukser lignede muligvis sig selv, men de skjulte i virkeligheden på et dybere sår omkring hoften, hvilket en anden ulv havde været skyld i, så i teorien kunne han ikke skubbe skylden på kvinden, selvom hun havde stukket en finger ind i hans sår, dog valgte han at bebrejde hende for det. Det der dog var værst var den hvide skjorte, som efterhånden var gennemblødt af blod fra hans ryg. Et sår som tydeligvis voldte ham de fleste problemer lige nu, da det skar igennem hans rygrad, hver gang han bevægede sig en smule. I det øjeblik hvor Rai kunne skimte slottet lyste han mere eller mindre op og forsøgte at glemme sandheden omkring det der kunne ske, hvis han mødte Drazilla. Lige nu skulle han bare indenfor..
Efter noget tid nåede han endelig frem til porten, hvorefter han blot hvilede sig en smule op af den store port for at få vejret en smule. Han forsøgte også at skubbe porten op, så han kunne komme indenfor i gården. Inde på slottets område valgte han at sætte sig ned lige ved siden af den store port for at lade blikket glide op på slottet.

[Drazilla Dragoens]

Hvad der havde foregået nede i gaderne, eller hvad der var sket med Rai havde Zill ingen anelse om som hun bare befandt sig på hendes slot, nærmere bestemt hendes bibliotek hvor hun havde haft en af de meget afslappet dage, så hun havde stort set brugt hele dagen på at læse i forskellige bøger, som alle var blevet skiftet ud lige så snart de kedede hende bare en smule, med andre ord hun kunne ikke rigtigt bestemme sig hvad hun ville læse, men det var måske kun rastløsheden der talte der. For hun anede ikke rigtigt hvad hun skulle give sig til, dog vidste hun godt at hun ikke gad træne i dag i kamp og hun gad ikke rigtigt hendes børn så de rendte nok rundt et eller andet sted på slottet og morede sig med slaverne og tjenerne, noget de jo godt måtte. Så længe hun bare ikke selv skulle tage sig af dem var hun ret ligeglad.

Hendes lille pige Druzilla fes dog rundt på slottet, med barnepiger lige i hælene som ikke virkede til at kunne fange hende som hun bare løb ned af gangene og med vilje løb tæt til folk hun løb forbi bare fordi det gjorde det svære for barnepigerne fordi de ikke anede om pigen ville løbe rundt om et hjørne eller ikke, men det øgede nu også bare pigens forspring. Men den lille pige havde helt andre tanker for hun løb imod udgangen af slottet, altså den store fy fy udgang for hende, hvilket betød porten ud til byen. Dog blev hun stoppet af en skikkelse der sad ved porten, en tjener der vidst tilhørte hendes mor men hun genkendte ham nu som den mand der havde været lænket i tronsalen. Så hun gik hen til ham, meget nysgerrig, inden hun prikkede ham på kinden for hvem kunne tage en 7 årige pige alvorligt? Den mand kunne jo næppe gøre hende særlig meget så såret som han var, noget hun kun havde set når krigerne i gården havde kæmpet fordi de var vrede over et eller andet. ”Du da ikke særlig livlig” sagde hun bare som hun prikkede til den sårede mand, for hun lignede hendes mor lidt på det punkt, ikke nær så koldhjertet men hun var da på vej til at blive det selv ude krystallen som hjerte. Barnepigerne kom løbende kort efter og stoppede op da de så hvad pigen gjorde ved manden, hvorefter den ene løb for at hente flere tjenere mens den anden gik hen og hev pigen til sig fordi hun da ikke skulle prikke til en såret mand.

[Rai Mirriko]

Det var egentlig ved at være tæt på, at Rai blot havde lagt sig til at sove ved porten, men han blev heldigvis vækket af en yderst nysgerrig pige, selvom han endnu ikke havde opfattet hvem det var, så forsøgte han at fokusere på pigen, eftersom at han var en anelse omtåget. Men det var nok blot på grund af blod mangel, at han ikke vidste hvem han stod overfor. Til at starte med var han blot glad for at hun havde holdt ham vågen, da det ikke ville have været særlig smart af ham at sove ude i kulden. Så ville der sikkert gå betændelse i både hans hofte og ryggen. Men da det først gik op for ham, at det var Drazilla's datter, så han bare en smule overrasket på hende. Han havde set hende ved morgenbordet og vidste derfor godt at det var Drazilla's datter.
"Jeg trængte bare til en mindre lur"
sagde han med et let smil på læben, selvom han ikke rigtig orkede at gøre noget ved sig selv og blev derfor bare siddende ved porten og smilte en anelse til hende. Da han ikke rigtig havde forventet at hun overhovedet ville komme hen til ham, fordi han så da ikke speciel godt ud lige nu.. Men på den anden side, så var hun jo ikke Drazilla's datter for ingenting. Hun frygtede sikkert ikke noget.
Rai forsøgte at rejse sig en smule op, da han godt var bevidst med at hendes børn ikke skulle forlade slottet, derfor havde han blot tænkt sig at sikre sig at hun ikke ville stikke af, derfor blev han muligvis en anelse lettet over at se barnepigerne komme farende efter hende. Det havde ikke gjort ham det helt store, at hun havde valgt at prikke sådan til ham, da det i det mindste havde holdt ham vågen. Da Druzilla blev hevet væk fra ham nikkede han blot roligt til barnepigen og lod blikket glide mod barnepigen der meget hurtigt forsvandt ud fra hans syn.
"Hun gjorde ikke noget forkert"
sagde han blot med et let smil på læben og gik med besvær hen til Druzilla, hvorefter han satte sig en smule på hug foran den lille pige, før at han hviskede tak i hendes ører, da han jo godt kunne have endt med at sidde ude ved porten længe, før at nogen overhovedet havde set ham.

[Drazilla Dragoens]

Den lille pige forstod ikke smerte særlig godt, eller jo rigeligt til at vide det gjorde ondt men så heller ikke meget mere for det var da noget som gik over igen. Så hun så bare nysgerrigt på denne mand som igen så meget sølle ud og lignede lidt en af slaverne som rendte rundt, selvom ham her var meget mere pænt klædt i forhold til dem, men han lugtede stadig underligt så hun rynkede lidt på næsen af ham.
Hun grinte dog barnligt da han bare sagde han trængte til en lur ”Så må du være gammel” sagde hun drillende for det var da kun gamle mænd som tog en lur, ligesom gamle kvinder skulle. Faktisk også nogle af de yngre krigere, men for hende var alle der var ældre end hende selv, gamle slidte folk der altid brugte deres tid på at sove, selvom der var så mange ting at se i denne verden og bare her på slottet, et stort legehus for hende for der var så mange ting rundt om det næste hjørne eller inde bag den næste dør.
Den unge Druzilla var ikke helt tilfreds med at blive hevet væk fra Rai som hun ellers lige havde hygget sig med at stå og prikke til, bare fordi hun lige skulle tjekke om der stadig var en smule liv i ham. Men til hendes store skuffelse var der egentlig liv i den mand, selvom hun ellers havde håbet på hun for første gang skulle se en død person, men sådan skulle det vidst bare ikke være så måtte jo desværre vente noget tid endnu for hun ville næppe se en død person her på slottet. Dog grinte hun barnligt da han hviskede tak i hendes øre, men hun blev nu ikke længe før hun igen smuttede ud i favnen på barnepigen, der måtte rulle med øjnene inden hun satte i løb efter den lille pige, men der gik nu heller ikke mange sekunder før der stod flere slaver klar til at hjælpe Rai ind på et værelse fordi han trængte til behandling. Noget han da også fik inden Zill overhovedet fik besked på at Rai var kommet tilbage såret. Men så gik der ikke mange sekunder før hun havde lagt bogen fra sig og var fuldt med en af tjenerne.

[Rai Mirriko]

Rai var efterhånden ekspert på området, der havde noget at gøre med smerte, fordi det efterhånden var noget han oplevede ret ofte, selvom det måske ikke altid var planlagt, så gik det bare ofte ud over ham. Heldigvis var han ikke typen som gav så hurtigt op, eftersom at han var stædig og specielt i den slags situationer. Han så en smule smilende på pigen, der straks konkludere at han måtte være gammel, hvilket han blot kunne more sig over, da det selvfølgelig ikke var noget han kunne bebrejde den lille pige for. Selvom det egentlig var svært for ham at holde sig oprejst så var det faktisk hårdere at sætte sig på hug, men det ville jo også være forkert af ham, at tale ned til hende, fordi de ville hun næppe tillade også selvom hun kun var et lille barn, så havde hun vel sine egne meninger, som hendes mor?
"I forhold til dig ja"
sagde han blot roligt og lod blikket glide op på barnepigen, som tydeligvis havde svært ved at holde styr på den livlige pige, der ikke havde andet i sinde end blot at stikke af fra barnepigerne. At Druzilla faktisk var en smule skuffet over, at der var liv i ham, var ikke noget han bed mærke i, da hun jo meget hurtigt valgte at stikke af igen, før at han rent faktisk nåede at opfange sine omgivelser. Det at der var samlet flere slaver for at hjælpe ham indenfor valgte han ikke rigtig at tage imod, fordi han forsøgte at gå mod døren selv. Dog faldt han om på halvvejen og havde mest lyst til at sove, netop fordi han ikke havde overskud til at slæbe sig selv ind på slottet. Heldigvis for ham var slaverne fulgt efter ham og der gik da heller ikke lang tid før at han kunne mærke en seng under sig, selvom han blot kneb øjnene hårdt sammen, da smerten i ryggen spredte sig.. Han knurrede hænderne sammen og nikkede blot taknemmeligt til slaverne, før at han nærmest bad dem om at gå igen, da han blot skulle hvile en smule.

[Drazilla Dragoens]

Det var sandt det gik tit udover Rai, men det var ikke ligefrem noget Druzilla havde noget med at gøre, selvom hun godt kunne finde på at lege med ham, så var det jo kun leg fra denne lille piges side, også selvom der måske var smerte indblandet, så var det kun fordi hun stadig var ved at lærer hvad der var godt og ondt, men med den mor hun havde så var det meste bare godt, specielt hvis man påførte andre smerte på alle mulige sjove måder. Men igen hun vidste nu godt hvor grænsen egentlig gik henne af, så hun gik sjældent så langt som hendes mor måske ville gøre det.
En latter kom fra den lille pige af det Rai sagde, men hun svarede ham nu ikke før hun igen var stukket af, for der var alt for meget energi i hende så hun havde ikke rigtigt tid til at stå og snakke med ham, for hun skulle finde hendes kæledyr som også var et eller andet sted på slottet, hvor var spørgsmålet så hun måtte jo rende rundt og finde det, selvom hun nu godt vidste at det var oppe på hendes værelse, så var det bare en god undskyldning for at tøve rundt.

Zill vidste udmærket at nogle slaver var blevet sendt til at hjælpe Rai men hun skyndte sig nu alligevel sammen med en tjener, hen til det værelse hvor Rai skulle være ført hen. De havde da løbet for at komme til ham så hun måtte holde lidt op i den sorte silke kjole så den ikke kom i vejen for hendes løb. Og hun stoppede ikke med at løbe før hun var nået hen til døren til Rais værelse hvor hun så slaverne gå ud fordi han åbenbart havde bedt dem om at gå, men hun sendte dem straks i arbejde med at de skulle hente et fad med varmt vand, samt forskellige klude og nogle eliksirer til hans smerter, inden hun selv smuttede ind i rummet og satte sig på sengekanten og gled den ene hånd over hans hår, bare for at han kunne vide at hun var til stede nu så hun skulle nok passe på ham.

[Rai Mirriko]

Underligt nok, så havde pigen faktisk overrakset ham, netop fordi han aldrig rigtig havde mødt hende før, men samtidig kunne han godt forestille sig, hvordan hun ville blive, når hun først kom op i teenager årene, for noget kunne tyde på, at Drazilla ville få yderst svært ved at holde hende hjemme. Hvilket jo i bunden bare burde more ham, men det var ikke noget han tænkte særlig meget over, netop fordi hans hovede var fyldt op med alt muligt andet, som det der var sket med ham. Latteren gjorde ham ikke det helt store, da han sagtens kunne fornemme på pigen at hun havde nok af energi til at løbe rundt på hele slottet, så det kunne være at hun lige pludselig ville dukke op igen. Når han mindst ventede det.

Det var egentlig en smule befriende for ham, at komme ned at ligge, også selvom det bare gjorde hans situation en smule værre, da den jo var mere eller mindre gal med ryggen. Han startede med at kigge op i loftet og forsøgte blot at samle kræfter, selvom det selvfølgelig endte med at han lukkede øjnene og faldt ind i en drøm eller nok nærmere et mareridt. Kvinden dukkede op for hans øjne, men han forsøgte at lukke det hele ud og faldt snart hen i en dybere søvn, før at han vågnede med et sæt, da han mærkede en hånd omkring sit hår. Han så til sin overraskelse af Drazilla sad ved siden af hende. Til at starte med var han mundlam, før at han langsomt begyndte at slappe af og lagde sig længere ned i sengen, dog kneb han øjnene sammen og ømmede sig en smule.
"Jeg må sige.. At der er liv.. I Druzilla"
sagde han med et let smil på læben og forsøgte at bide smerten i sig. Lige umiddelbart så skulle man måske tro, at det kun var hans hofte der generede ham, selvom det jo i virkeligheden var ryggens skyld. Han lod blikket glide op på Drazilla og smilte blot til hende, hvorefter han langsomt forsøgte at sætte sig op i sengen, da det ikke ville være særlig høfligt af ham at blive liggende, når hun sad ved siden af ham.

[Drazilla Dragoens]

Det at han lå og sov gjorde egentlig ikke Zill så meget, og dog så ville hun kigge på hans sår så de kunne få renset det værste inden hun ville bruge magi på at hjælpe med at lukke nogen af sårene, for hun havde været i krig nok til at vide hvad der skulle gøres. Men hun måtte jo lige vække drengen, så hun strøg ham bare stille over håret indtil han vågnede, selvom hun dog ikke ligefrem smilede af ham eller noget for hun havde så mange følelser i lige nu så hun virkede nærmest kold, hvilket ikke helt var meningen.
Hun løftede en pegefinger for at få ham til at tie da han begyndte at snakke, ligesom man gjorde med et barn når man skulle sige noget meget alvorligt til dem og så understregede det med fingeren. ”du skal ikke snakke nu. Du skal ligge og tie stille så jeg kan få renset dine sår og bagefter fortæller du mig hvad der er sket så jeg kan vride halsen om på den kvinde” sagde hun roligt men bestemt, for af en eller anden grund var hun ret sikker på der var en kvinde indblandet, men igen de tanker havde hun altid omkring Rai for hun havde virkelig svært ved at se at han kunne holde sig fra kvinder, også selvom han påstod han gjorde det.
Der gik nogle flere sekunder inden flere tjenere kom ind i rummet, 2 med fade med vand i, en med klude i hånden og den sidste tjener kom med forbindinger i tilfælde af han skulle forbindes ind. Tingene blev sat på gulvet ved siden af Zill inden hun sendte dem alle ud i igen, bare så hun kunne afklæde Rai endnu en gang, for hun skulle have et overblik over hvor alvorligt hans sår egentlig var og hvor beskidte de egentlig var så hun kunne komme til at rense dem.

[Rai Mirriko]

Egentlig skulle man tro, at Rai ville have sovet en smule mere tungt, eftersom at han var ret så afkræftet og egentlig ikke orkede selv det mindste, dog forsøgte han at vise sig selv som et godt eksempel, blot ved at rette sig en smule op også selvom det gjorde ondt. Måske det ikke var særlig smart for ham at være søgt mod slottet, dog havde han ikke kunnet se nogen anden udvej, da han jo godt vidste at Drazilla ville finde ud af det på den ene eller anden måde, noget som han hverken ville eller kunne forhindre.
Han så en smule roligt på hendes pegefinger og kunne ikke lade vær med at smile en anelse, da han faktisk følte sig som et mindre barn lige nu, der bare skulle sættes på plads, dog rystede han en smule på hovedet af hende.
"Jeg forsøgte at komme væk.. men.."
sagde han lavt, og vendte blikket mod sine hænder, som han havde foldet foran sig. Hvordan skulle han forklare det? Og havde han egentlig givet kvinden nogle forkerte signaler? Måske det ville være smartest at undgå sandheden, selvom det umuligt kunne skade ham mere end det han allerede var. Han sukkede lavt, og valgte at lytte til hendes ord, hvorefter han lagde sig ned i sengen igen og lukkede øjnene, blot for at tænke på noget andet end den kvindelige skikkelse.. Som ikke ville ud af hovedet på ham.. Mon det var endt galt fordi han havde afvist hende? Tankerne flød stadig rundt i hovedet på ham også selvom han nærmest rettede sit blik op, da han så tjenerne med fade, klude og forbindinger.. Det var måske meget slemt lige nu, men han var bange for at rensning ville blive meget værre. Dog satte han sig en smule op for at knappe sin skjorte op, dog havde han en smule svært ved at trække den ned over sine skuldre, fordi det endte med at strække i hans ryg, derfor fik han kun trukket den ene arm ud. Han så dog en smule undskyldenden på Drazilla.

[Drazilla Dragoens]

Måske havde det været en dum ide ja, at han tog tilbage til slottet men han vidste også at hun ville søge efter ham hvis han ikke dukkede op efter noget tid eller i hvert fald ikke bare gav lyd fra sig og hvis hun så skulle høre fra andre at han var kommet til skade, så ville hun da først sende nogen ud efter ham, hvilket nok ville være meget afslørende fordi han jo var en tjener, men de måtte jo gætte han nok var lidt mere end det hvis hun ville sende mange krigere ud for at finde ham. Så hun var selv lidt mere afslappet med at han var kommet hjem igen, men så måtte hun bare skælde og smælde over ham senere.
”ikke snakke” sagde hun bare for han kunne få lov at tænke over en god forklaring til når hun en gang havde lappet ham sammen igen. Så hun forsøgte også selv at lade være med at tænke over det, for nu havde han nærmest indrømmet at der faktisk var en kvinde indblandet, selvom der jo kunne have været andre grunde, men han havde selv sagt han havde forsøgt at komme væk efter hun havde snakket om en kvinde. Måske ikke det bedste svar han kunne komme med. Lige nu valgte hun dog bare at koncentrere om hans sår og det hun hjalp ham med at få tøjet af, dog da hun kunne se han havde lidt store problemer med skjorten så valgte hun at nærmest rive skjorten op efter hun havde brugt lidt ild magi til at starte en mindre revne med inden hun rev den af ham, for hun ville ikke have den i vejen og hun kunne jo bare give ham en ny senere. Straks efter hun kunne komme til den bare hud, tog hun en af klude og dyppede den i vandet inden hun begyndte at fjerne noget af blodet som hun kunne se fordi hun havde brug for at få et overblik over hvor dybe sår han egentlig havde og hvad der egentlig var vigtigst at rense først så hun kunne hjælpe med at lukke dem og sørge for han ikke fik betændelse i noget af det for det kunne jo koste lemmer i sidste ende.

[Rai Mirriko]

Der havde jo ikke været andre udveje for ham, da han ikke ønskede at blive i byen, fordi han jo egentlig var bange for at støde ind i Selena igen. Han ville sikkert kunne huske den kvinde i meget lang tid, men inderst inde ønskede han blot at glemme hende og koncentrere sig om sit arbejde på slottet i nærheden af Drazilla. Han frygtede dog ikke rigtig hendes straf, da han inderligt håbede at hun til et vist punkt ville kunne forstå hans situationen, selvom det måske havde været smartere af ham at forsøge at komme uden om den lille sandhed med at der var en kvinde indblandet. Men det var nu alligevel for sent, så måske han bare skulle overveje sine ord bedre til en anden gang, fordi det kunne jo godt være, at hun ikke var helt så glad for at han faktisk var ærlig overfor hende.
Der gik ikke lad tid før at han lukkede munden ligesom for at give hende tegn til, at han nok skulle holde sin mund nu, selvom det nok ville blive svært, så snart at hun begyndte på hans sår. Tanken var allerede ubehagelig, så han ville bare have det overstået. Nok var det en kvinde som havde gjort dette ved ham, men alligevel så virkede det måske ikke en gang som en kvindes værk, medmindre at man overvejede hendes race, som måske kunne forklare det hele meget bedre. Rai bed tændene en smule sammen da skjorten blev fjernet og hun valgte at gå igang med at fjerne noget af blodet. Det var specielt området omkring hans rygrad som var ømt og følsomt, derfor forsøgte han at vendte ryggen til hende, så hun lettere kunne skabe sig et overblik over såret. Såret der måske slet ikke så så dybt ud, men i virkeligheden var blevet lavet lige omkring hans rygrad, hvilket blot gjorde ham yderst sårbar omkring det område. Dog havde han glemt såret på sin hofte, der jo ikke var kvindens skyld, men hans egen fordi han ofte søgte ballade hos de andre ulve i landet.

[Drazilla Dragoens]

Det at han blev tavs gjorde bare hendes væsen til at være mere rolig som hun fjernede blodet med så blide strøg som hun nu kunne uden at være for blid for hun skulle fjerne blodet, så nyttede det ikke at man var for blid. Dog kunne hun ikke lade være med at sukke stille over hans sår for det var jo ikke ligefrem sådan her hun ville finde sin tjener, men nu måtte det jo gøres og hun foretrak selv at gøre det når det handlede om Rai eller Damian, men ellers overlod hun ellers andre til healerne eller hvem der ellers lige havde noget forstand på det.
En slave bankede på døren og åbnede døren for at komme ind med et par flasker med eliksir som Zill tog i mod efter hun havde lagt kluden ned i vandet, inden hun sendte slaven ud igen og stillede flaskerne ned på gulvet, dog tog hun en af dem op og åbnede den inden hun førte den til Rais læber. ”Drik det vil hjælpe på smerterne” sagde hun roligt for det ville jo hjælpe hende lidt mere hvis han ikke skar sådan ansigt eller spændte for meget fordi det gjorde ondt, så hun kunne lige så godt give ham noget eliksir. Inden hun igen ville forsætte med at rense hans sår, fordi det var bedst de var renset så godt så muligt så han ikke fik grimme sår når hun begyndte at bruge magi til at lukke hans sår, for de kunne jo ikke have han tabte alt for meget blod, selvom han allerede havde mistet en del, så hun måtte egentlig også få fat i en eliksir der kunne hjælpe hans krop med at lave mere blod på kortere tid, selvom det ville bringe ham ind i en dyb søvn i flere timer, men det var jo bedre end at han skulle ligge syg i flere dage fordi han ikke ville være rask nok til at rejse sig fra sengen, eller rettere at han var tvunget til at blive i sengen fordi hun mente han skulle blive der.

[Rai Mirriko]

Det var egentlig svært at holde koncentrationen oppe, da han jo udmærket vidste hvad hun havde gang i, og det at det gjorde ondt, gjorde ikke ligefrem situationen meget bedre for ham. Det var dog svært for ham at udtrykke hvor ondt det virkelig gjorde, da han forsøgte at undertrykke smerterne blot ved at tænke på noget andet.. Han knurrede hænderne sammen og kneb øjnene sammen, også selvom hun valgte at fjerne blodet forsigtigt, så gjorde det stadig ondt, noget der kun irriterede ham, for han havde slet ikke forestillet sig en sådan situation. Hvorfor det lige var at hun valgte at tage sig af ham, havde han muligvis ikke forstået, men til et vist punkt, så var han rent faktisk taknemmelig.
Da det bankede på døren vendte han automatisk blikket mod den, før at han så en slave dukke op med eliksirer, hvilket blot fik ham til at vende blikket den anden vej. Det smagte sikkert ikke godt at få en blanding af urter og andet, der sikkert ikke gav en særlig god smag. Dog vendte han sig mod Drazilla, eftersom at han tydeligvis ikke havde noget andet valg end at gøre som der blev sagt. Derfor valgte han at tage flasken og begynde at drikke indholdet.. Nu håbede han så bare på at det ville virke, fordi han havde en forestilling om, at det næppe ville virke særlig hurtigt, dog kunne han sagtens opfatte det helt forkert.
Det irriterede ham dog en smule, at han ikke ville kunne pleje sine sår selv, da han for det meste valgte at holde sine skader for sig selv, selvom det ofte resulterede i at han havde det med at arbejde langsommere i en periode, så tog han gerne den risiko. Men nu var det jo i teorien ikke hans skyld, så derfor kunne han godt være åben med det, samtidig med at det ville være svært at skjule i længden.

[Drazilla Dragoens]

Hun kunne nu godt forstille sig hvordan hans smerte var, for hun havde jo så tit været i kamp og fået flere forskellige sår, selvom det nu ikke lige kunne ses på hende for de var jo helet meget flot, ligesom mærkerne efter alle fødslerne var væk, men det kunne hun faktisk kunne takke hendes drage evner for, ellers ville hun have været en utroligt aede kvinde. Dog tænkte hun ikke over det nu som hun bare rensede hans sår, men de steder hvor blodet nærmest var tørret ind var hun mere hård end blid da hun skulle fjerne det.
Nu havde han jo fået eliksiren så der ville ikke gå mange minutter før han ville mærke meget mindre til smerterne, så hun begyndte så småt at gøre det hårde indtil hun havde fået et overblik over sårene på hans ryg, så da hun var klar til at gå skridtet videre med den, smed hun kluden ned i vandet for at rejse sig og sætte sig helt bag ham, inden hun lod en blid og lun hånd glide over hans sår, så hendes helende evner kom i spil her, selvom hun ikke kunne lukke sårene helt så kunne hun da tage det værelse af hans sår men resten var stort set op til ham selv, dog kunne hun sørge for han ikke mistede mere blod.
”Hvad du dog rodet dig selv ud i knægt?” mumlede hun bare for sig selv for hun forventede egentlig ikke svar fra ham, men det kunne nu være meget rart at vide hvordan han kunne få sådan nogen svar, måske kunne det jo give hende ideer til hvordan man torturerede folk, selvom hun nu ville have brugt andre metoder overfor Rai.

[Rai Mirriko]

Rai havde for alvor dummet sig, da han sikkert havde haft en eller anden mulighed for at smutte tidligere, men alligevel så havde han været dum nok til at blive, men så igen, hvis Selena gerne ville fange ham, så var det sikkert også lykkedes for hende, så hvorfor overhovedet forsøge, så var det lettere at få det overstået med det samme. Selvom han jo egentlig fortrød det hele nu, så kunne han godt se, at der næppe havde været en vej udenom. Han ville gerne undskylde overfor Drazilla, men på den anden side, så vidste hun jo endnu ikke hvad der var foregået, fordi han havde jo også selv gjort noget forkert.. Noget der ikke ville falde i god jord hos hende, så han turde faktisk ikke fortælle sandheden. Han klemte øjnene en smule sammen også selvom han ikke kunne mærke så meget så, vidste han jo godt at hun var igang med at rense hans så, så det var vel bare psykisk?
Han så en smule tomt rundt i værelset, da han virkelig ikke vidste hvad han skulle give sig selv til, selvom da han vendte blikket mod hende, da hun rejste sig op for at sætte sig ved ham. Han smilte blidt til hende og lukkede øjnene, i et forsøg på at koncentrere sig om noget andet end det der foregik ved hans ryg.
"Jeg kom bare op og slås med en ulv"
sagde han med et ganske roligt smil på læben, da det jo var starten på den måde, selvom han ikke havde lyst til at fortælle hvad der var sket efterfølgende, så blev han nok nød til at sige det på et tidspunkt, så han kunne forsøge at glemme hende, for måske det ville være lettere at glemme hende, når han først havde fortalt en anden om hans oplevelser.