Maybe I should Stay At The Castle... For Ever?

[Drazilla Dragoens]

Hvad der var sket siden han så sådan ud, ville hun egentlig ikke vide når det kom til stykket for hun ville blive meget skuffet over ham fordi han jo havde givet en ide om at han ville forandre sig bare en smule og blive noget mere på slottet, hvilket han jo tydeligvis ikke havde siden han så sådan ud. Men der var ikke meget at gøre for hun måtte bare rense hans sår så han kunne komme til at hvile og hun kunne lave noget andet, bare så hun kunne lade ham svede og lade ham tænke over hvad han virkelig ville med sit liv for hun gad egentlig ikke blive ved. Sådan følte hun det i hvert fald men hun vidste godt at hun nok ikke ville kunne lade være alligevel. For det var jo Rai?
Hun lukkede det meste af hans sår på ryggen, men da det var gjorde lod hun kort nogle fingre stryge blidt over noget af ryggen inden hun rejste sig op og samlede en klud op fra fadet med vand, inden hun begyndte at rense hans sår andre steder, selvom hun ind i mellem sukkede stille.
”Stille Rai..” sagde hun bare for hun ville ikke hører på ham lige nu, for hun var skuffet nok i forvejen så hun skulle lige komme over den del inden hun nok ville tvinge ham til at sige det, eller rettere hun havde jo allerede sagt at hun ville hører om det når hans sår var renset men der gik måske lidt længere tid. Hvorfor skulle han dog altid rodede sig ud af et eller andet så hun måtte forsøge at få ham på den rigtige bane igen? Det var noget hun godt kunne blive træt af for hun gjorde ham bare i stand til at han kunne stikke af igen, så hvor meget fik hun egentlig ud af det i sidste ende?

[Rai Mirriko]

Det var tydeligvis en håbløs situation, han var havnet i, men andet ville måske heller ikke have passet ham eftersom at han havde svært ved at holde sig fra balladen, men denne gang havde han forsøgt. Og det var faktisk kun blevet være af, at han havde gjort et forsøg på at virke uinteresseret.. I teorien var det jo ikke hans skyld at det var kommet så langt, eftersom at han virkelig havde forsøgt at forandre sig og det var da også lykkedes til en vis grænse, men det var tydeligvis ikke noget Drazilla kunne se. Rai gned øjnene en anelse sammen, da han kunne forestille sig hvilken smerten der måtte stryge igennem hans krop, men det var jo ikke fordi han kunne mærke smerterne, men han kunne forestille sig det.
Idet at hun rejste sig op greb han roligt ud efter hendes arm, og så op på hende med et undskyldende blik, hvordan skulle han kunne forklare sig selv, når han tydeligvis ikke måtte tale med hende? Eller bare snakke lige nu?
Hans øjne gled langsomt i, da hun begyndte på de andre sår. Det irriterede ham noget så grusomt, at hun skulle se ham på denne måde. Et suk forlod hans læber, da han langsomt begyndte at overveje, hvordan han skulle forklare situationen for hende, men han ville næppe kunne komme uden om det.

[Drazilla Dragoens]

At han måske havde forsøgt at stå imod anede hun ikke noget om, for hun havde ret svært ved at stole på ham omkring kvinder, for hun kunne jo ikke være med ham hele tiden så han kunne jo sagtens lyve overfor hende uden hun kunne være sikker på om det var sandhed heller ikke, men han måtte jo egentlig være godt dum hvis han ville lyve overfor hende.
Da han greb hendes arm så hun bare på ham med et lettere tomt og opgivende blik, inden hun bare vred sig fri og begyndte at rense hans andre sår for det nyttede jo ikke meget at vente med dem for hun ville være sikker på de ville vokse sammen smukt i stedet for han fik store grimme ar, selvom sådan nogen ting også var lidt tiltrækkende ved en mand så følte hun sig ikke ligefrem tiltrukket af ham lige nu, men hun følte at hun meget hellere ville være et andet sted men det var sjældent hun stolede på andre når det galt om at rense sårene folk havde der var tæt på hende.
” så kom da med det” sukkede hun bare da hun rensede hans sår for han kunne vel lige så godt få lettet hans hjerte selvom det ikke ligefrem var noget som ville gøre hende glad for ham igen, eftersom hun bare regnede med at han ville gøre det igen på et tidspunkt, så hun måtte vel hellere se sig om efter en ny tjener eller elsker der ikke bragte hende så meget irritation og skuffelser.

[Rai Mirriko]

Man kunne vel på sin vis godt forstå hende, men Rai havde slet ikke energi til at tage sig af hendes meninger lige nu, da han i forvejen havde yderst svært ved at holde styr på sine egne. Noget der irriterede ham noget så grusomt, men alligevel skjulte han sine følelser, som hun fortsatte med at rense hans sår også selvom hun virkede lettere tom og opgivende udfra det blik, som hun skænkede ham. Han havde virkelig dummet sig, men for en gangs skyld, så var det ikke hans skyld eller det mente han i hvert fald ikke selv. Men lige nu ønskede han heller ikke at lyve for hende, derfor var han kun glad for at hun lod ham tale ud. Eller han var ikke særlig sikker på, om hun overhovedet var med på det? Det kunne jo godt være at hun bare ville have det overstået?
"Du skal først lige vide, at det ikke var planlagt.."
forsøgte han at starte stille og roligt ud, hvorefter han lod blikket glide en smule rundt i rummet, fordi hvordan ville det være bedst at forklare sig selv overfor hende, fordi hun virkede yderst deprimeret?
"Jeg forsøgte bare at få noget ro efter at være kommet op at slås med en anden ulv. Så nogle skader har jeg selv været med til. Men så var det at jeg stødte ind i en kvinde, som tydeligvis kun var ude på ballade.. Heldigvis for mig, så nåede hun ikke at benytte sin pisk med de mange haler på mig. Eftersom at det sikkert havde set meget værre ud end det allerede gør. Det gik dog helt galt, da jeg først afviste hende.. Jeg beklager Drazilla"
sagde han lettere undskyldende og turde ikke rigtig kigge på hende, da han var bange for at hun ikke vil tro på ham, også selvom han havde fortalt sandheden fra hjertet.

[Drazilla Dragoens]

Egentlig havde hun ikke rigtigt lyst til at snakke om det, men de kunne lige så godt få det overstået ja, for så kunne hun da føle noget mere end hun gjorde lige nu for hun anede jo ikke om hun skulle være sur eller bare glad for at han var hjemme igen. Hun var efterhånden færdig med at rense hans sår så der ville ikke vare længe inden hun ville tvinge ham til at sove så hun kunne få noget mad gjort klar til ham når han en gang vågnede.
Da han sagde det ikke var planlagt så hun kort ham i øjnene med et blik der tydeligt sagde hun var ret ligeglad på det punkt, for nej alle hans kvindelige selskaber var vel ikke planlagte men det skete jo alligevel, så der var hun ret ligeglad. Det hjalp jo ikke ligefrem på situationen, for når ting skete så skete de og så meget måtte han nu heller ikke have kæmpet imod. Igen lod hun blikket glide ned på såret som hun havde gang i at rense så godt som hun kunne.
”Og så? Du er magiker du kunne slippe for alle de skader så jeg ikke behøvede at lappe dig sammen” sagde hun bare ligegyldigt for det var ingen undskyldning eftersom magiker kunne transfermere sig fra det ene sted til det andet, hvis han altså bare havde staven med sig. Så han kunne jo med lethed havde sluppet væk og ende lige uden foran slottet, men nej det havde han vel ikke rigtigt tænkt over. Hun sagde ikke rigtigt noget i noget tid men sukkede så opgivende ”Men godt du afviste hende” for lidt ros skulle han da også have når han afviste en kvinde.

[Rai Mirriko]

Et mindre suk forlod hans læber, da han godt kunne høre på sig selv, at hans forklaring næppe ville holde meget længe, fordi han havde sikkert ikke brugt hovedet rigtigt. Men man kunne vel godt sige at han på det tidspunkt havde været yderst forvirret, samtidig med at han ikke rigtig havde overvejet sine muligheder til fulde. Det kunne jo sagtens bare være, at han tænkte mere på, hvad Drazilla ville sige, som at slippe væk i tide, før at det ville ende alt for galt? Man kunne vel godt sige, at han havde lært noget efter hans straf i lænken, noget han sikkert aldrig ville komme til at glemme igen, men hvad ville hun stille op? Brød hun sig om hans forklaring eller ville hun blotte feje det hele til jorden?
Men inderst inde så var der ikke noget som var planlagt, og selvfølgelig kunne han have benyttet sine kræfter til at komme til slottet, men måske mente han bare at han havde fortjent den lange og smertefulde tur til fods?
"Jeg.. Jeg har ikke bedt dig om at lappe mig sammen, men jeg er alligevel taknemmelig for det"
sagde han med et mindre smil hvilende hen over læberne, dog lod han sit blik glide ned imod hans hænder, som blot gned sig en smule op af hinanden, fordi han var nervøs for hendes reaktion. Han var blot glad for at hun endnu ikke var helt sur på ham, han forsøgte også virkelig at holde sig ude at problemerne, men også kun når der var kvinder iblandt, ulvene ville han umuligt kunne slippe, da det bare var morskab? Han bukkede hovedet ydmygt for hende, da hun var tilfreds med at han havde afvist hende. Men var hun nu også helt tilfreds med hans indsats? Rai trak et mindre grimasse frem, som et stød strøg igennem hans krop, det var sikkert bare gamle smerter.

[Drazilla Dragoens]

Lige nu vidste hun ikke om hun skulle være yderst rasende eller hvad, men drengen havde jo en masse skader så det nyttede ikke at hun flippede ud på ham og tilføjede ham endnu flere for så kunne hun næsten ikke bruge ham til noget som helst og det skulle hun jo gerne for han var da tjener selvom han næppe kunne være til nogen nytte i en del dage for sårene skulle gerne hele, så hun måtte finde sig en anden der kunne erstatte ham når han nu så gerne ville ud og opleve den store verden og bare vende hjem med skader.
”Tro ikke jeg gør det hver gang, for bliver du ved med at komme hjem med skader så har jeg ikke længere brug for dig” svarede hun lettere ligegyldigt som hun bukkede sig ned og skyllede den ene klud igen, selvom hun lod den være i vandet idet hun rakte ud efter den anden flaske med eliksir og tog en tør klud som hun hældte noget var eliksiren på inden hun igen begyndte at rense hans sår noget bedre for der så ud til at være en del skidt i dette sår som hun ikke kunne rense ordentligt med vandet. Dog sagde hun intet om at dette nok ville svie en del for han havde jo fået en eliksir der ville tage noget af smerten, men dette var nu hendes måde at pine ham på, hvis han altså kunne mærke det overhoved.
Men han kunne jo også bare sige hvis han ikke ville være hendes tjener for hende, for under alle omstændigheder skulle hun jo finde sig en ny tjener som kunne opvarte hende når hun havde brug for det, desværre hang de jo ikke på træerne sådan som de en gang gjorde, men hendes rygte kom nok altid i forvejen, så måtte hun jo bare anskaffe sig en ny slave.

[Rai Mirriko]

Rai sank en mindre klump, som han forsøgte at overbevise sig selv om, at han ikke var alt for langt ude, men han kunne umuligt overbevise sig om noget der ikke var sandt, han var efterhånden kommet derude, hvor han ikke længere kunne bunde.. Det havde jo egentlig ikke været meningen, at han skulle være vendt hjem med skader eller noget lignende, dog bragte det hans tanker i kog. Hvis han skulle forsøge at blive på slottet, så skulle han nok anskaffe sig en besværgelse, som kunne tage sig af de fleste skader eller i hvert fald gøre således, at han ikke behøvede ligge i en seng over en længere periode, men var det mon allerede for sent?
”Jeg… Jeg har ikke i sinde at gøre dette igen.. Men hvis jeg skulle komme ud for skader fremover, så skal jeg nok lade vær med at dukke op her.”
Sagde han med en lettere rolig stemme, som han lod blikket hvile på hendes skikkelse.. Han var kommet alt for langt ud og det vidste han skam godt, men det havde jo slet ikke været meningen fra start af? Måske han skulle til at øve magi noget mere, så han var mere van til at bruge det? Det ville helt klart gøre det lettere for ham at flygte.. Fra vampyrer som hende, Selena. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham, og gjorde ham mere eller mindre svimmel, som han forsøgte at overbevise sig selv om, at slaget endnu ikke var tabt. Det sidste han dog ønskede, var at blive skiftet ud, for hvad skulle han så få tiden til at gå med? Skulle han så bare ligge sig til at dø eller håbe på at Selena kunne bruge ham til et eller andet, så han ikke bare rådnede op i Darklia. Et mindre suk forlod hans læber, som han kneb øjnene sammen og forsøgte at holde sig selv i ro, imens at hun fik renset det værste sår, dog hjalp det med den eliksir, som han havde fået tidligere, men den kunne vel ikke holde evigt?

[Drazilla Dragoens]

Endnu et suk forlod hendes læber for hun anede jo ikke hvad hun skulle stille op med den dreng, eftersom der hele tiden skete noget med ham når hun vendte ryggen til ham enten var det et eller andet kvindfolk der ville have hans opmærksomhed eller så kom han i kamp og dermed til skade, og nu var det jo begge ting der havde gjort at han var kommet til skade, så hun anede jo ikke hvad hun skulle stille op i sidste ende for hun gad jo ikke have folk til at skygge ham konstant fordi hun ikke ville virke så overbeskyttende og ja.. desperat ville hun vel også virke hvis hun lod det ske.
”Nej du kommer her, uanset hvad eller så tager du til grænsehospitalet og opsøger healeren Ash” sagde hun bestemt og så ham meget kort i øjnene, men det var ikke til at tage fejl af at hun skam mente dette og hvis han havde, kunne have mærket smerten ville han mærke at hun trykkede en smule hårdere for at give mere indtryk af at hun mente det sgu, og han skulle lige våge på at gøre det stik modsatte. Igen lod hun øjnene glide ned og begyndte igen at rense hans sår selvom hun ikke rigtigt gad at gøre det her mere for de værste sår var jo klaret og så var der kun de mindre tilbage selvom skidtet i denne godt nok var stædig og ikke ville blive renset men hun fik da det klaret og da hun var tilfreds lagde hun kluden ved siden af sig inden hun lod hendes hånd lyse lidt så såret lukkede sig en smule mere, inden hun tog noget forbinding og bandt det omkring såret og hans liv så den del også var klaret.
”du driver mig til vanvid” mumlede hun bare som hun rakte ned efter kluden i fadet med vand selvom hun ikke var helt sikker på hvad hun ville bruge den til men hun havde vidst bare brug for at famle med et eller andet for at slippe for tænke alt for meget over tingene.

[Rai Mirriko]

Han var vel bare en dreng, en dreng der havde svært ved at koncentrere sig om en ting og intet andet, men kunne man godt bebrejde ham? Muligvis, eftersom at han jo mere eller mindre tilhørte Drazilla, til et vist punkt. Dog havde han svært ved at indse dette, men måske det ville hjælpe, hvis hun virkelig gjorde det klart overfor ham, at han kunne ende med at havne udenfor slottet? Hvem ville ikke gerne have fingrene i ham?
"Jeg har slet ikke lyst til at forlade dig, Drazilla"
sagde han med en lav stemme, som han skammede sig over det der var sket, han var blot glad for at han var sluppet fra den kvinde, uden noget helt vildt voldsomt, var hændt. Han forsøgte dog at slappe af og lade blikket glide hen imod noget andet, selvom det overhovedet var svært at koncentrere sig om andet end de sår, som prægede hans krop, og som han ikke kunne få ud af hovedet. Mon han virkelig skulle holde sig til slottet, ellers skulle han måske bare til at træne noget mere, så han virkelig kunne gøre modstand næste gang. Hans magi var efterhånden forældet, eftersom at han sjældent benyttede sig af det.
"Hvordan kan jeg træne mine kræfter bedst muligt, så jeg følger mig mere nær den magiske del af mig?"
Inderst inde så ønskede han blot at blive stærkere, så han med lethed kunne komme udenom den slags ting, som næsten lige var hændt ham. Dog vidste han ikke helt hvordan han skulle gribe det an. Før i tiden havde det været let nok at træne de magiske evner, man han følte ligesom at det hele var ved at glide fra ham. Derfor var det måske også bedst, hvis han spurgte hende til råds? Hun burde jo vide en del, måske han kunne finde hjælp på biblioteket? Der var vel nok af muligheder for at blive stærkere?

[Drazilla Dragoens]

Hun så ham til dels som en dreng og til dels som en mand, men uanset hvad så trængte han til at tage sig sammen for hendes tålmodighed blev jo ikke ved med at være der , så hvis hun en dag helt flippede så ville det i hvert fald ikke undre hende selv.
”Så tag dig sammen for ellers ryger du ud af min seng og ud af mit slot” snerrede hun for første gang vredt som hun så lettere bestemt og køligt på ham, men hun mente det skam også eftersom de eneste grunde til at han skulle ryge ud af slottet var jo fordi han gav alt for mange kvinder opmærksomhed eller bare ikke tog sig sammen og gav hende noget mere af det hun ville have i stedet for konstant at slås for hvis hun ville have en kriger så beholdte hun jo Damian, men hun kunne godt lide at have lidt forskelligt omkring sig alt efter hendes humør selvfølgelig, men for tiden havde hun jo lidt af et hygge humør udover at Rai lige havde ødelagt ved at komme så smadret hjem til slottet igen.
”træn med krigerne om aftenen for der træner de hovedsagelig deres magi i kamp, ellers træn ved morgenstunden hvor jeg træner med dem for jo mere kontrol du har over dit sind jo mere føler du magien.. og hvis du vil lærer nye besværgelser så læs bøger på biblioteket” sagde hun lettere irriteret for hun var jo ligeglad med hvornår eller hvordan han trænede, de havde jo før snakket træning men det var jo aldrig rigtigt blevet til noget fordi han endnu en gang var stukket af og det var jo ikke ligefrem fordi han direkte spurgte hende om hun ville træne ham, men der ville hun nok tøve en smule fordi hun ikke var sikker på om hun ville satse alt for meget tid på ham, men igen hun havde også Mira der skulle trænes selvom den kvinde havde været Zills lærling i flere år efterhånden selvom kvinden stadig var under straf, hvis hun overhovedet levede mere for Zill havde ikke set hende meget længe men hun manglede hende heller ikke ligefrem mere.

[Rai Mirriko]

Måske det virkelig var nødvendigt for ham, at se sandheden i øjnene, hvilket hun også fik ham til at indse med hendes ord. Han havde ingen ide omkring, hvordan hun havde det, men det var så småt gået op for ham, som han fik hendes ord kastet i hovedet. Rai sank en mindre klump, som han valgte at nikke til hendes ord, og langsomt forsøge at sætte sig op i sengen. Han kunne umuligt ligge ned hele tiden. Så ville han bare blive rastløs og ustyrlig også selvom han måske havde smerter, så kunne han godt se bort fra dette.
Egentlig vidste han ikke hvad han skulle sige, fordi sandheden var muligvis en anelse for voldsom, til at han kunne håndtere det.. Han endte med at sukke lavt, før at han rettede blikket mod hende igen.
"Jeg vil gøre alt for at det ikke sker.."
sagde han med en yderst lav stemme, som om han sagde det til sig selv, hvorefter han knurrede hænderne sammen, og han kunne mærke sårene trække sig en anelse sammen i hans forsøg på at håndtere sin frustration over virkeligheden. Nu var det i hvert fald blevet lagt på bordet, så kunne han umuligt undskylde, hvis det skete. Hans blik gled ned på hans krop, som han lod den ene finger glide hen over det ene sår.. Det virkede stadig fugtigt, men det kunne også bare være vandet, som hun havde renset såret med? Hans blik gled tilbage mod Drazilla, som han nikkede til hendes ord.
"Udmærket, jeg vil begynde i aften"
sagde han lettere stædig, ligesom for at sige, at hun ikke kunne sige noget til ham, som ville få ham til at ændre mening. Derfor valgte han også at smide benene ud over sengen og smile let til Drazilla, eftersom at han ikke mente at det var nødvendigt for hende at pleje ham mere, han kunne lige så godt komme i gang med det samme. Imens at natten stadig var ung.

[Drazilla Dragoens]

Nok var hendes ord hårde men de var også sande for hun kunne sagtens finde på at smide ham ud af hendes liv, problemet var bare hun skulle finde en erstatning for ham og det ville blive svært for der var jo ingen der håntrede hendes humørsvingninger så godt som han kunne, så det ville jo være et ret stort tab at smide ham for porten men igen han var jo mere dødelig end hende så han ville jo alligevel en dø en del før hende, eller det regnede hun i hvert fald med at han ville for hun havde i hvert fald ikke at sinde at dø lige med det samme.
”Godt for jeg vil nødig gøre det men du giver mig snart ikke andet valg. Jeg skal kunne stole på min mand og dig kan jeg ikke stole på”
sagde hun stadig lettere irriteret men igen det var også sandheden, selvom hun måske formulerede det en smule forkert men det med valget var jo sandt og nu havde hun jo også sagt at hun ikke rigtigt kunne stole på ham selvom hun faktisk havde forsøgt men han var lidt for kvindeglad til at hun kunne og han var lidt for glad for kampe, så han kunne jo godt minde en del om hende selv før hun havde fået det pokkers hjerte tættere på igen og hun havde jo selv været dum nok til at sige ja til Damians hånd i ægteskab.
”Nej du begynder allerførst i morgen aften, dine sår skal have en chance og du har brug for alle de kræfter når du kæmper imod mine krigere.” sagde hun bestemt og lettere advarende for hvis han trodsede hendes ordre så kunne hun godt finde på at lænke ham til sengen eller noget, og hun ventede sådan stadig på at han ville falde i søvn så hun kunne få gjort rent her og begynde at lave noget andet.

[Rai Mirriko]

Måske det var godt nok at fortælle ham sandheden, eftersom at han faktisk havde været en anelse i tvivl omkring hvad der ville ske, men på den anden side, så var det muligvis ikke gået op for ham, før nu. Dette kunne meget hurtigt ende galt, medmindre at han valgte at håndtere situationen på en anden måde. Rai vidste godt, at han blev nød til at behage hende, før at han kunne begynde at tænke på sig selv igen. Måske der ikke en gang ville være plads til udflugter, men det var sikkert også bare smart?
"Hvad skal jeg gøre for at bevise min loyalitet?"
spurgte han en anelse tøvende, da han ikke helt vidste om det var smart at spørge om, men på den anden side, så kunne han ikke få sig selv til at kommentere på 'mind mand', eftersom at han allerede var ved at komme for langt ud, et sted hvor han meget snart ikke ville kunne bunde, derfor blev han nød til at holde sig så tæt på vandkanten som overhovedet muligt og helst på det tørre sand. Han sank en mindre klump, som han forsøgte at overbevise sig selv om, at han sagtens ville kunne håndtere nogle krigere, eftersom at det nok var smerten som skulle få ham til at indse, at han ikke kunne klare alt i denne verden. Mon Drazilla var begyndt at tvivle på hendes ægteskab? Nej, sådanne tanker måtte han overhovedet ikke have i hovedet.
"Jeg kan da sagtens klare lidt nu?"
sagde han en anelse spørgende, eftersom at han ikke vidste om hun virkelig havde tænkt sig at tvinge ham til at blive liggende eller om han blot skulle bevise noget overfor hende, at han sagtens kunne tage imod nogle flere skræmmer, eftersom at det umuligt kunne blive meget værre allerede nu?

[Drazilla Dragoens]

Hvad han havde brug for at høre og ikke brug for anede hun ikke men hun var snart træt af at kæmpe for de personer hun gerne ville have forblev i hendes liv, for de virkede jo alle sammen til at ville noget andet end at være med hende uanset hvad hun gjorde og uanset hendes forhold til dem, så hun troede normalt at hun bare være sådan en ting men havde i en periode inden man blev voksen og dermed smed legetøjet væk igen.
”Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke en gang om det ikke er for sent eller hvad til at bevise noget overfor mig, for du er ligesom alle andre der ender med at svigte mig før eller siden” svarede hun dog mere roligt som hun så lettere opgivende på ham for hun anede virkelig ikke hvad han skulle gøre for at bevise det, eller jo en tanke slog hende men hun sagde ikke noget om den for selv den mente hun var for grusom for hvis det skete hvad skulle hun så helt præcis bruge ham til udover en normal tjener? Så den tanke rystede hun ud af hovedet igen hvilket egentlig var underligt når man tænkte på at hun kunne finde på de mest afskyelige ting og hun selv havde truet med at gøre det, selvom den del ville hun nok aldrig gøre alvor af.
”Rai det er nu du skal være stille og ikke gå imod mine ordre” sagde hun igen en smule køligt for hun havde ikke i sinde at give sig på dette punkt, så han måtte sove frivilligt eller om hun skulle tvinge ham det var sådan set hans valg for han skulle ikke blive ved med at modsige hende for så skulle hun nok tvinge ham.