Maybe I should Stay At The Castle... For Ever?

[Rai Mirriko]

Et suk forlod hans læber, da han hørte hendes ord, nu gik det for alvor op for ham, at han nok var ved at glide væk fra slottet, et slot, hvor han havde tilbragt rigtig mange år både på godt og ondt, men på den anden side, så havde han heller ikke lyst til at bukke under lige med det samme, dog startede han ud med at nikke. Hvad skulle han ellers gøre, han var fuldstændig blank? Rai havde inderst inde håbet på, at deres forhold til hinanden ville kunne klare mere, men han havde nu også overtrådt den selv samme grænse op til flere gange, så han kunne umuligt bebrejde hende.. Han skulle bebrejde sig selv.
"Jeg er ikke ligesom alle andre.. Jeg har fundet vej her til slottet, hver eneste gang, jeg har gjort noget dumt. Jeg har taget den straf du har givet mig.. Muligvis ikke frivilligt, men stadig.. Jeg er altid vendt tilbage til dig."
sagde han med et mindre smil på læben, det var næsten ikke til at fornemme på hans læber, som han forsøgte at forklare sig selv, også selvom det var yderst svært, da han ikke vidste om der var en mulighed for at overbevise hende. Det lød ikke sådan.
Hendes ord, eller måske nærmere en ordre, fik ham straks til at trække benene til sig, hvorefter han lagde sig ned i sengen igen og forsøgte at holde sig selv tilbage, da han næsten var overbevidst om, at han ikke ville kunne holde sig i sengen. Indtil videre var det dog lykkedes ham.. Heldigvis. Han nikkede dog endelig til hendes ord og gjorde mere eller mindre tegn til, at han nok skulle lukke munden fra nu af, eller i hvert fald gøre et ordentligt forsøg?

[Drazilla Dragoens]

Zill sad roligt og så en smule irriteret på ham for hun mente ikke selv at hun ville begynde at rydde op før han sov, så det var vel en måde at sikre sig på at han ville sove for det kunne jo godt ske at lige så snart at hun vendte ryggen til ham så ville han smutte ud og træne med krigerne selvom der var noget tid inden magi træningen alligevel skulle begynde så han kunne jo lige så godt udnytte den tid ig få noget søvn, men igen han ville alligevel gå lidt imod hendes ordre.
”Det gjorde de andre også, du husker vel Geralt? Og hvad der skete med ham fordi jeg blev træt af hans evige svigt også selvom han altid vendte tilbage til slottet og til mig?” sagde hun bare roligt for det var jo en faktum at Geralt også havde været en af dem der konstant svigtede hende fordi der var andre kvinder og kigge på eller så var der kampe der skulle kæmpes, selvom han altid var kommet tilbage til hende og havde fået adskillige straffe så havde hun jo fået nok til sidst og dømt ham som landsforræder inden hun havde fået sendt en mindre hær ud for at indfange og ført til et hemmeligt fængsel i bjergene. Manden havde jo aldrig været den samme siden for hun havde taget minderne om den han havde elsket og hun havde taget næsten alle hans følelser og ført de ting ned i sådan en krystal som hun selv havde.
Hun rejste sig fra stolen da han lagde sig ned i sengen, her satte hun sig over på sengekanten nær han hoved som hun stille begyndte at stryge. ”om en time eller 2 vil eliksiren holde op med at virke og dine smerter vil vende tilbage så få nu noget søvn inden da, så kan vi snakke efter” sagde hun igen utroligt roligt til trods for hun faktisk var lettere rasende på ham fordi han konstant ville krydse hendes grænse.

[Rai Mirriko]

Måske han virkelig skulle til at holde sin mund, det ville måske være lettere at tie stille og så bare få gjort arbejdet eller hvad hun nu krævede af ham. Det ville i hvert fald ikke bringe ham i helt så mange problemer, som hans ord havde forvoldt ham efterhånden. Dog nikkede Rai en anelse til hendes ord og sank en klump, som han mindes Geralt, der tydeligvis havde opført sig på samme måde som ham selv, måske det virkelig var for sent? Rai lukkede øjnene i et kort sekund, for at bide sig selv i læben, før at han lod blikket glide op på Drazilla igen.
"Jeg forstår"
sagde han mere eller mindre lavmælt, som det så småt var gået op for ham, at han virkelig skulle til at tage sig sammen, medmindre at han virkelig gerne ville smides på porten. Et suk forlod hans læber, eftersom at han godt kunne mærke på hende, at hun var irriteret på ham, men samtidig valgte hun også at tale roligt til ham, hvilket blot gjorde ham en anelse nervøst. Rai vidste også godt, at han ikke ønskede at blive dømt som landforrædder, eftersom at det ikke ville blive et særlig let liv, det ville nok nærmere blive en anelse hektisk og kaotisk, eftersom at han var van til at bo på slottet og ingen andre steder.. Rai nikkede en smule til hendes ord, da hun forklarede ham at eliksiren ville holde op med at virke indenfor de næste 1-2 timer, hvilket kunne betyde, at han ikke ville få noget søvn efterfølgende.
"Tak"
sagde han med et let smil på læben, som han valgte at lukke øjnene og ligge sig til rette i sengen. Han kunne lige så godt lade vær med at kæmpe imod, derfor valgte han at slappe af i kroppen og faldt langsomt ind i en mild søvn, som han hurtigt kunne vækkes fra.

[Drazilla Dragoens]

Som et lidt desværre så begyndte hun jo at sammenligne Rai med Geralt, selvom det ikke havde været meningen men hans evige svigt der aldrig virkede til at tage en ende, så hun kunne jo ikke andet end at håbe på at han ville tage sig bare lidt sammen så de måske kunne få en chance igen, nu hvor hun efter flere år havde givet ham nogle af fordelene igen, men dem kunne hun hurtigt tage fra ham igen hvis han forsatte som han gjorde.
Hun valgte ikke at kommentere det på med at han forstod, for det måtte tiden jo vise om han virkelig gjorde eller om hun blev nødt til at smide ham for porten for hun kunne ikke blive ved med at klare flere svigt fra folks sider, dog valgte hun ikke at skælde mere ud fordi han jo stadig var såret så han skulle lige have lov til at hvile og få de værste smerter overstået inden hun kunne give ham bank i form af træning med magi for der var vidst ingen tvivl at hun var stærkest på det område, altså det med at bruge magi i kamp eftersom Rai vidst var mere til at bruge hans ulveform eller ord men det gik jo ikke skide godt.
Hun blev siddende i nogle minutter mens han virkede til at sove, stadig mens hun stille strøg ham men til sidste valgte hun dog alligevel at rejse sig for at samle tingene sammen og gå ud med det på gangen hvor hun efterlod tingene til nogle slaver, dog lod hun eliksiren med det smerte lindrende middel hvis han vågnede op med for mange smerter så kunne han bare drikke lidt mere.

[Rai Mirriko]

Det at blive sammenlignet med en anden, var muligvis det værste man kunne gøre, men så igen, så havde det egentlig åbnet hans øjne, eftersom at han ikke ønskede at ende som Geralt.. Så ville han meget hellere dø eller bare overgive sig selv og melde sig som slave i stedet. Han ville umuligt være meget bedre tjent, hvis han først blev smidt ud af slottet? Søvnen virkede som det eneste rigtige, da der ikke var særlig meget andet at gøre, når man tænkt på hvilken situation han var havnet i. Dog vidste han ikke rigtig hvad han skulle stille op, dagen efter.. Tankerne farede egentlig rundt i hovedet på ham, dog lykkedes det ham at falde til ro, som søvnen startede.
Rai bevægede sig en anelse, da han fornemmede at hun gik sin vej, dog var han stadig inde i sin søvn, men mon ikke det snart ville være ovre? Drengen var egentlig ikke van til denne form for smerter, eftersom at det aldrig rigtig havde været så slemt før.. Det irriterede ham noget så grusomt, at han havde ladet det komme så vidt. Et lydløst suk forlod hans læber, som han endelig gled ind i søvnen. Heldigt nok for ham, så lykkedes det ham at falde i søvn før at smerten overtog hans krop..

Igennem natten vågnede Rai op til flere gange, hvor det var nødvendigt for ham at sætte sig op og tage sig en anelse til maven, eftersom at smerterne samlede sig i hans mave, også selvom han ikke følte at det var det værste punkt.. Han sukkede lavt og stirrede efterhånden hver gang ud af vinduet. Himlen var mørk, men også stjerneklar, det var til et yndefuldt syn og bragte en mindre form for ro til hans krop, som han lagde sig ned i sengen igen. Rai havde ikke lyst til at trodse hende mere, derfor havde han også valgt at blive liggende. Lige pludselig ramte en voldsom smerte hans krop, hvorefter han krøb sig sammen og havde lyst til at skrige, dog blev det til et mindre suk, som han lod blikket glide mod flasken.. Skulle han tage noget eller tage imod smerterne, som han egentlig havde fortjent fuldt ud? Det endte med at Rai lod flasken stå og bed smerten i sig, som han faldt i søvn igen.. Natten havde været hård, men også nødvendig, eftersom at det var nødvendigt for ham, at bevise noget over for sig selv.

[Drazilla Dragoens]

Resten af denne dag og denne nat kunne Zill bare ikke finde ro i hende selv, så hun havde vandret hvileløst rundt meget af tiden inden hun til sidst alligevel havde fået en bjørnepels ind i tronsalen som lå foran en af pejsene. På dette sorte bjørneskind sad hun og så halvt på ilden der knitrede og dansede i pejsen og halvt i den dolk hun havde løftet en smule sådan at skaftet vendte imod loftet og spidsen ned imod hendes egne ben, sådan sad hun helt tavs og drejede den smukke sølvdolk, med drage motiv indgraveret i skaftet såvel som i selve bladet, så den virkede egentlig meget lokkende lige nu med ilden som dens baggrund. Den dansede jo ligefrem for hende selvom hun selv sad og drejede den med fingerspidserne der holdt om skaftet så den bedre kunne danse for hende.
Det ville jo være så nemt at skære halsen over på sig selv eller på Rai med denne dolk, og en meget lokkende tanke men hun gjorde dog ikke meget udover at betragte den i stilhed mens hun overveje faktisk at gøre det, men det blev dog ved overvejelserne for til sidst lagde hun dolken fra sig inden hun lagde sig ned på skindet og kærtegnede det stille som hun stadig så ind i ilden med et lettere fjernt blik for hun tænkte ikke videre over hun lå og kærtegnede skindet fra dette døde dyr selvom hun jo bare kunne have lagt og nusset med Genna eller Kaos som lå ved hendes trone.
Sådan lå hun i længere tid inden hun gled hen i søvnen med dolken ved hendes side og fingrene gledet ind i pelsen på bjørnen, så hun lignede en meget fredelig person der bare var blevet træt. Det undrede dog ikke slaverne som stod tidligt op fordi de havde set hende på denne måde før, hvor hun lå foran en pejs hvor der kun var gløder tilbage, alt imens solen meget langsomt stod op men der var dog ingen som ville forstyrer hende fordi de kendte til hendes temperament hvis man vækkede hende fra sådan en fredelig søvn.

[Rai Mirriko]

Igennem den lange nat, hvor Rai desværre ikke havde kunnet sove hele vejen igennem, havde han fået en mulighed for at tænke.. Hvilket ikke altid var godt, eftersom at han slet ikke fandt det særlig smart, at han havde opført sig på denne måde over for hende. En tanke strejfede hans sind, som hans øjne gled op efter en nat med smerter og pinsler, som han kun havde forvoldt sig selv, eftersom at han ikke havde rørt flasken ved sin side.. Egentlig var han ikke særlig træt, derfor endte det også med at han satte sig op i sengen og kiggede rundt efter sit tøj. Et suk forlod hans læber, da blodet blot mindede ham om hændelserne fra tidligere. Han rystede på hovedet og vidste, at det var på tide at komme videre.. Hvor end det måtte føre ham. Han sprang næsten op af sengen, men blev nød til at tage sig til ryggen, hvorefter han kom til at strejfe det større sår, som egentlig var blevet mindre, dog vidste han godt hvordan det havde været. Han forbandede sig selv.. Bandede af sin opførelse og overvejede hvad han kunne gøre for at befri Drazilla fra ham. Måske han bare skulle give slip?
Der gik noget tid før at Rai fik taget sig sammen til at trække i tøjet og bevæge sig mod sit eget værelse, dog lod han blikket glide ind i tronsalen, hvor han hurtigt fik øje på Drazilla, der lå fredeligt foran den udbrændte pejs. Et suk forlod hans læber, som han fortsatte videre til sit værelse. Han smed tøjet foran spejlet og lod blikket glide fra det ene ar til det andet.. Han havde virkelig fået nogle mærker for livet, dog kunne han fornemme at healings processen endnu ikke var ovre, måske han kunne slippe for nogle af arene? Han bevægede sig hen til et skab og trak noget nyt tøj frem fra gemmerne. Det han en gang var trådt op i, den dag han meldte sig hos Drazilla.. Det virkede måske en anelse gammelt, men det var faktisk det eneste som var rent. Han trak tøjet over sin krop og bevægede sig mod tronsalen.. Han var normalt ikke særlig bange af sig, men alligevel vidste han ikke hvordan han skulle vække hende. Slaverne gik ham dog et præg om, at han bare skulle lade hende være, hvilket han valgte at følge. Derfor satte han sig hen ved siden af hende og stirrede ind i gløderne, dog holdt han godt øje med kniven, som lå ikke ret langt fra Drazilla.. Hvad havde hun tænkt sig? Ikke hendes trussel vel?

[Drazilla Dragoens]

Det havde været en af de utroligt irriterende nætter hvor hun bare ikke have kunne finde ro indtil hendes krop ville noget andet, så hun havde ikke en gang lagt mærke til at ilden var gået ud eller at det var blevet køligere omkring hende, men i hendes hoved var der ikke noget kulde kun en drømmeløs søvn som hun lå her på pelsen og til tider egentligt tog lidt fat i pelsen eller bare strøg den stille, sådan lidt forskelligt selvom det ikke kunne sættes i forbindelse med en drøm.
Derfor lagde hun ikke mærke til at han satte sig ved hendes side eftersom hun sov tungt så hun lå egentlig bare roligt i noget tid inden hendes hånd stille gled frem og tog om dolken for hun var begyndt at vågne en smule og fornemmede dermed en skikkelse tæt på sig som egentlig forstyrrede hende, så hun tog om dolken før hun hurtigt satte sig op og pegede den i den retning hun følte skikkelsen sad, dog ikke så langt frem at det ville ramme nogen men det ville stadig være en advarsel på at hun vidste der var en i hendes nærhed. Hendes blik var lettere forvirret fordi hun var blevet forstyrret men da hun bare så at det var Rai, rullede hun kort med øjnene inden hun lagde sig ned på pelsen igen på siden så hun kunne se ind i ilden. ”Noget du ville?” spurgte hun bare inden hun sendte en ildkugle ind i pejsen for at tænde ilden igen så hun havde noget at se på, selvom det jo krævede lidt hun lagde lidt mere brænde på men hun var godt nok lidt for doven lige nu.”Du ved godt jeg holder af dig ikke? Det er derfor jeg lægger hårde regler for dig” sagde hun dog meget stille så man kunne blive i tvivl om han helt kunne høre det, men det betød egentlig ikke så meget om han hørte ordene eller ikke for hun ville jo ikke rigtigt ud med de ting men hun havde brug for at sige dem en smule højere end bare tankerne.

[Rai Mirriko]

Rai havde egentlig ikke noget imod at hun ikke havde lagt mærke til at ham, eftersom at det gav ham mere tid til at tænke over sit valg og om han overhovedet kunne tage det valg i sidste ende. Et lavmælt suk forlod hans læber, som han stirrede ind i gløderne, der nok meget hurtigt ville forsvinde. Måske han skulle have ordnet det, før at han satte sig ned ved siden af hende. Men det kunne jo også være, at hun ikke ville have det tændt, selvom han tvivlede på dette, så blev han siddende uden et ord.
Det gav et mindre sæt i ham, da han fornemmede at hun bevægede på sig. I det næste sekund efter at have blinket en enkelt gang eller to, så han kniven være vendt mod ham. Nu var han i hvert fald ikke i tvivl om hun var vågen eller ej. Rai forholdt sig dog nogenlunde rolig, som han forsøgte at slippe sine tanker. Det havde dog ikke været hans mening, at forstyrre hende, men han kunne godt fornemme på hendes blik, at hun var blevet forstyrret. Han stirrede dog blot ind i ilden, som hun valgte at friske gløderne en anelse op med ilden. Derfor valgte han at rejse sig op for at skaffe noget brænde, så der også kunne holdes lidt liv i flammen.
"Nej.. Jeg ville bare lige se til dig"
sagde han ganske roligt, før at han gik hen efter brænde. Der gik ikke særlig lang tid før at han fik det ordnet og vendte tilbage til at sætte sig ved siden af Drazilla med et ganske roligt smil på læben. Han havde godt hørt hendes ord, men han vidste ikke om han skulle svare på det. Derfor endte der også med at gå noget tid, før at han valgte at åbne munden igen.
"Jeg holder også virkelig meget af dig, min dronning. Derfor overvejer jeg om jeg skal gøre en ende på dine lidelser? Ved at forlade slottet af egen fri vilje?"
sagde han ganske rolig, det var noget han efterhånden havde overvejet hele natten igennem. Men på den anden side, så var det også mere en ide, som en beslutning, da han ikke vidste hvordan hun ville reagere på det. Men så igen, så havde han i bund og grund ikke lyst til at forlade hende, eftersom at han ikke ville være typen, som forlod hende i sidste ende. Lige på det punkt betød hun så meget mere for ham end som så. Men hvis det ville kunne få hende i bedre humør, at se ham forsvinde ud af hendes liv, så var det måske det bedste? Rai vidste i bund og grund godt, at han var skyld i de fleste af hendes smerter.

[Drazilla Dragoens]

Det var sjældent rart for hende at blive forstyrret, specielt lige for tiden eftersom hun sov utroligt dårligt uden hun anede grunden til det, de fleste dage endte dog med hun drak sig selv helt ud blot for at kunne sove nogenlunde om natten.
Måske han fik et mindre chok men det havde hun sådan set også selv fået, fordi der jo pludselig havde siddet end i hendes nærhed, noget hun egentlig burde regne ud når hun nu befandt sig i tronsalen, men selv den tanke havde hun i et kort øjebliks forvirring glemt alt om, i hvert fald lige i starten indtil hun var faldet til ro på pelsen igen. Hun lukkede kort øjnene som han rejste sig for at ligge mere brænde og åbnede dem ført igen da han satte sig ved hende, derfor så hun bare ind i pejsen uden rigtigt at kunne tage sig sammen til noget som helst inden hun meget dovent løftede hånden op og kastede en ildkugle ind i pejsen for at få noget mere gang i den, derefter lod hun bare hånden falde ned på pelsen igen.
”Mine lidelser er ikke på grund af dig, for kan jo ikke forvente du vil lystre når der findes andre derude som kan give dig hvad jeg ikke kan.. Jeg er træt af at være dronning fordi jeg kan ikke det jeg vil.. Jeg er træt af føle mig rastløs fordi der ikke rigtigt er nogen der vil hjælpe mig med at slippe væk bare for noget tid.. jeg er træt af at føle fordi der intet godt er i det og specielt fordi jeg omgivet af folk jeg ikke kan stole på og har en forlovet der er så kedelig at jeg overvejer at bryde forlovelsen..” sagde hun bare stille som hun så ind i ilden for hun kunne jo ikke gøre meget andet, eftersom hun ikke kunne være bekendt at rejse udover havet fordi folk konstant mindede hende om at hun havde et arbejde her, et job hun ikke ligefrem havde bedt om men som hun var født til at arve, uanset om hun havde villet det eller ikke. Et stille suk forlod hendes læber som hun kort lukkede øjnene igen og igen overvejede at få fjernet hendes følelser såvel som nogen minder, bare så hun endnu en gang kunne have det gjort for hun havde jo nærmest været lykkelig som hjerteløs fordi der ikke var nogen sorger og nu var der så mange at hun ikke en gang orkede at kæmpe mere. ”Jeg orker ikke at kæmpe mere Rai.. Så hvis du vil forlade mig ligesom alle andre så forstår jeg det godt.. Jeg er alligevel ikke noget værd mere” sagde hun stille som hun åbnede øjnene igen.

[Rai Mirriko]

Han vidste egentlig ikke om det havde været dumt at fortælle hans overvejelser, men hvis det kunne lette hende en anelse, så var det, det mindste han kunne gøre for hende, eftersom at han ikke ønskede at se hende på denne måde. Hun virkede slet ikke som den Drazilla, han havde mødt for flere år siden. Selvfølgelig var der plads til forandring, men hvorfor lige så voldsom en forandring? Han rystede en anelse på hovedet, som han lyttede til hendes ord. Han mente ikke at hun havde helt ret, selvom hun nok ville blive ved med at påstå det samme igen og igen, så stædig som hun nu var blevet.
"Jeg burde lystre overfor min dronning. En dronningen der burde kunne gøre, hvad hun vil, når hun vil. Jeg vil altid gerne stå til din rådighed, hvis du har behov for det. Kan du ikke slippe af med dine følelser?"
spurgte han en anelse forsigtigt, da han nødigt ville sige noget forkert, eftersom at han godt vidste, at situationen ikke skulle udvikle sig yderligere. Men inderst inde så forstod han ikke hvorfor hun havde lyst til at bryde forlovelsen, men på den anden side, så kunne hun få muligheden for at blive mere fri, så hun havde tid til det hun gerne ville. Dog mente han at det burde være en mulighed for hende at slippe af med hendes følelser, hvis hun blot kunne sende hjertet væk? Eller havde han forstået det hele forkert? Rai endte med at se en anelse undrende på hende, som han ikke lige kunne se hvordan han skulle forklare sig ud af situationen, eftersom at han ikke ønskede at forlade hende, når hun havde det allerværst, selvom han muligvis kunne være skyld i det meste.
"Jeg vil gerne kæmpe for dig, Drazilla"
sagde han med en ganske ærlig stemme og lod blikket glide ned på dolken, eftersom at han var bange for hvad hun kunne finde på at bruge den til, derfor ønskede han ikke at lade blikket forlade den. Han smilte mildt til hende, som han egentlig ikke vidste om han turde forlade hende.. Han var bange for hvad hun kunne finde på. Han kunne meget hurtigt blive dømt som landsforrædder.

[Drazilla Dragoens]

Zill lå og så ind i ilden der knitrede og dansede for hende, den virkede meget beroligende for hende ligesom pelsen under hende, så der manglede ikke meget andet end et glas rødvin og måske en at snakke med, det måske ikke helt var Rai men lige nu var han bedre end ingen at snakke med for det var længe siden hun kunne snakke ordentligt med en person.
”Du er her jo aldrig når jeg har brug for dig.. og jo kan jeg godt” svarede hun bare til det første for der var ingen grund til at hun sagde meget mere for de vidste jo begge at han aldrig stod til rådighed for hende når han bare smuttede fra slottet og blev væk i flere dage og når han endelig kom tilbage havde han enten været med en anden kvinde eller været ude at slås og så gad hun alligevel ikke at se på ham så der var jo ingen grund til det. Hun burde sådan set finde en anden tjener men hun orkede det ikke rigtigt fordi det var svært nok at have fundet ham selvom det jo var ham som var dukket op i sin tid for at tjene hende, noget der egentlig burde gøre hende mistænkelig men han havde jo været der så længe så han burde jo ikke have nogen hemmelige planer lige nu.
”hent mig noget rødvin for jeg tvivler på du vil kæmpe for mig.. Du knokler jo ikke ligefrem for det eller beviser det overfor mig” sagde hun lettere dovent for gad ikke rejse sig efter det glas rødvin som hun virkelig godt kunne trænge til, for det kunne da være rart bare at lade som om det var aften og så bare hygge sig foran pejsen, det var jo noget hun egentlig var begyndt at gøre meget. Hun knugede dolken en smule i hånden men løsnede så grebet igen for det virkede ikke til at der blev brug for den lige nu, men det kunne jo godt ske der ville komme noget senere, så hun ville have den i nærheden.

[Rai Mirriko]

Egentlig vidste Rai ikke hvad han havde gang i, dog var han virkelig nød til at bevise noget overfor hende, ellers ville han næppe kunne sætte sine fødder inde på slottets område.. Derfor var han også villig til at gøre hvad som helst, blot for at bevise noget over for Drazilla, selvom hans situationen var yderst svær så ville han heller ikke bare sådan lige give op.
"Du har jo ikke altid brug for mig? Jeg har svært ved at finde ud af, hvornår du vil have mit selskab og hvornår du ikke vil se mig"
sagde han efter lidt tid, hvor hans blik blot var gledet ind i flammerne, som tydeligvis var godt i gang med at fortære træet.. Det kunne nok godt ske, at han skulle hente mere brænde, men det kunne også godt vente, medmindre hun ønskede at sende ham bort, så skulle han jo have noget at fordrive tiden med eller var det helt forkert? Selvfølgelig var han ikke særlig stolt at sine bedrifter, men nogle gange så var det ikke altid hans skyld, at han endte i armene på en anden kvinde, eftersom at han ofte forsøgte at holde sig ædru, så han i det mindste vidste hvad han lavede og ikke behøvede bekymre sig for fremtiden. Dog gjorde han ikke andet lige nu. Rai rejste sig lydløst op til hendes ord og bukkede blot for hende, før at han vendte ryggen til hende.
"Hvis du vil have mig til at knokle, så må du give mig en grund"
sagde han ganske kort, før at han forsvandt ud af tronsalen og nærmest strøg afsted mod vinkælderen.. Han kendte udmærket vejen, eftersom at hun mange gange havde sendt ham afsted efter et glas vin, derfor gik der heller ikke lang tid før at han igen dukkede op med en flaske rødvin og et glas til hans dronning. Han bevægede sig roligt hen til hende og valgte at hælde et glas op til hende og række glasset til hende. Han vidste jo ikke om hun hellere ville drikke af flasken?

[Drazilla Dragoens]

Som altid var det svært at overbevise zill om noget når hun først havde sat sig i hovedet at sådan hang tingene sammen, nok derfor hun skubbede folk så hurtigt væk fordi de gav op med at ville kæmpe for hende men igennem 90 år var der jo ikke mange som havde bevist overfor hende at der faktisk var nogen som blev når de sagde det.
”Jeg har altid brug for dig, du er min personlig tjener du burde i røven på mig hele tiden.” sagde hun en smule stille for det var jo det hun mente en personlig tjener burde gøre, dog glemte hun at tænke over at det faktisk kunne misforstås med deres fortid, selvom det ikke ligefrem havde været meningen men det slog hende slet ikke at det kunne misforstås, noget der egentlig var underligt for hun tænkte nærmest altid sådan nogen tanker, bare ikke siden hun havde sagt ja til Damians frieri. Så en stor del af hende selv var jo sådan set forsvundet med det lille ja ord.
Da han rejste sig så hun stadig ind i flammerne ”husk et glas til dig selv” sagde hun lidt højere bare så han ikke skulle tro at hun ville drikke alene, for hun havde det jo til tider med at gøre ham fuld men lige nu ville hun bare nyde et enkelt glas med ham så hun var ikke ligefrem ude på at drikke ham fuld men det var der jo heller ikke meget sjov i at gøre når han var skadet som han var.
Ved hans ord satte hun sig op og så kort på ham. ”Hvis du kæmper nok vil jeg bryde forlovelsen med Damian for at være sammen med dig, ville det måske ikke være grund nok?” sagde hun blot inden hun lod blikket glide ind i ilden igen for den gjorde hende så rolig at det ikke var til at fatte, men igen hun var jo halvt drage så det var nok grunden til at hun slappede så roligt af når ilden dansede foran hende. Også derfor hun ikke rigtigt så ham komme tilbage før han rakte et glas imod hende, først der vågnede hun ligesom lidt op og så på glasset inden hun tog det og førte det til hendes læber og smagte nogen nippede lidt til det blot for at smage den skønne smag før hun igen sank glasset og sad med det i hendes skød.

[Rai Mirriko]

Inderst inde ville Rai nok ønske at Zill var en anelse mere villig til at være åbne over for andre og tage imod de ting der blev sagt til hende, dog var det ikke ligefrem tilfældet, så han blev vel bare nød til at tilpasse sig situationen, så det ikke lige pludselig ville ende helt galt for ham. Et mindre smil bredte sig over hans læber, som han lyttede til hendes ord, hvorefter han blot valgte at nikke en anelse til hende, som han gav hende ret også selvom han måske hentydede til noget helt andet.
”Jeg lever muligvis ikke helt op til dine forventninger, kan jeg høre”
Sagde han ganske ærlig, eftersom at han ikke behøvede lyve overfor hende, fordi de jo begge godt vidste at han ikke var der til at varte hende op konstant, hvilket også kunne få sine konsekvenser på et tidspunkt, hvis det ikke allerede var nu? Men lige nu valgte han dog at koncentrere sig om at opfylde hendes ønsker, som den tjener han egentlig var. Han var jo i bund og grund ikke på niveau med hende, derfor kunne han heller ikke bare sådan lige tillade sig at slå sig ned ved siden af hende, for at føre en samtale med hende. Selvom han jo gerne ville, så fik han hentet flasken også selvom han ikke havde fået hendes sidste ord med, og derfor kun havde et glas med sig, som han også rakte mod hende. Dog gik han mere eller mindre i stå, da han lyttede til hendes ord. Var dette for alvor eller forsøgte hun blot at lege med ham? Derfor var han også mere eller mindre mundlam, som han gennemgik hendes ord igen og igen.
”Jeg ønsker ikke at du skal binde dig til nogen.. Eftersom at jeg godt kan se hvad forlovelsen har gjort ved dig, min skønne dronning. Men det giver mig da noget at kæmpe for.”
Sagde han med et ganske ærligt smil på læben. Han kunne med sikkerhed kæmpe for det, også selvom han ville gå imod Damian og deres forhold, som han jo egentlig ikke burde, men på den anden side, så så han helst at Drazilla kunne slappe af igen og gøre lige hvad der passede hende, uden at hun skulle tænke på det forhold, som hun havde til en mand, der sjældent viste sig. Rai smilte roligt til hende, som hun tog imod glasset og tog en slurk, han håbede blot at vinen var god nok til hende.