Maybe I should Stay At The Castle... For Ever?

[Rai Mirriko]

Det var efterhånden svært at sige, hvad han skulle gøre og hvad der var rigtigt at gøre, men det var måske lettere at holde sin mund og blot gøre, som der blev sagt. Rai vidste ikke rigtig om det var klogt overhovedet at tale om Selena, eftersom at han lidt regnede med at det var et afsluttet kapitel, som han aldrig mere behøvede at læse igen eller opleve. Men på den anden side, så havde en vampyr vel ikke svært ved at spore sit offer, hvis denne virkelig ønskede det. Det var efterhånden en smule ubehageligt at fungere som legetøj, men han havde ikke tænkt sig at vende Drazilla ryggen, han blev blot nød til at genvinde en form for selvtillid, selvom det var svært, når han tydeligvis var den 'mindste' på dette slot. Han skulle helst fungere som legetøj overfor Drazilla, men han ville ikke længere have andre til at behandle ham på den måde udover hende. Men på den anden side, så havde han svært ved at se hvordan han skulle forklare det overfor Selena.. Rai rystede svagt på hovedet, som han vendte blikket mod Drazilla. Han kunne ikke tage sig af, hvad der ville ske med Selena, for han kunne jo i teorien være ligeglad, så længe hun ikke ville søge hævn? Hvis hun fik muligheden.
Han bukkede ydmygt med hovedet for hende, som han accepterede hendes ord. Det var tydeligt for ham, at han blev nød til at bevise noget overfor hende, før at hun overhovedet ville komme til at stole på ham igen.
"Jeg mener det.."
sagde han fast besluttet på, at han nok skulle gøre en forskel. Rai lod blikket glide ned mod hans hænder, som han forsøgte at tage sig sammen til ikke at sige noget dumt. Han lagde dog ikke rigtig mærke til hendes forandring, først da han valgte at kigge på hende og nærmest var ved at blive skræmt ud af livet.. Han lukkede øjnene, som han nærmest stirrede mod hendes hånd, der var stoppet få centimeter fra hans kind. Han trak sig helt automatisk tilbage i et forsøg på at slippe fra et slag, hvis hun lige pludselig skulle finde på at ombestemme sig. Han nikkede dog ydmygt til hende, som hun forklarede ham, at hun ville arrangere noget træning til ham, ikke fordi han brød sig om tanken om, at skulle mødes med endnu en vampyr, det var i hvert fald ikke hans stærke side.
"Jeg takker, min dronning"
sagde han med et mildt smil på læben, før at han blot rejste sig op og blev stående indtil at hun havde forladt rummet. Efterfølgende valgte han at bevæge sig mod krigerne, også selvom han var nervøs, så blev han nød til at gøre en indsats, for Selena havde nærmest lovet ham, at de nok skulle mødes på et tidspunkt, så han ville næppe slippe udenom. Han bevægede sig roligt mod krigerne, hvor han valgte at stille sig op af en mur, som gav ham udsigt mod krigerne. Han var ikke rigtig overbevist om, hvordan han skulle gribe dette an, han var jo nærmere nervøs for udfaldet, som hvordan han skulle begynde træningen. Lige umiddelbart var han mest til besværgelser, så fysisk stærk var han jo ikke.

[Drazilla Dragoens]

Rai var godt nok kun lige legetøj for Zill, men han var alligevel den person der betød utroligt for meget for hende, hvilket jo var derfor hun godt ville have han steg i graderne men det krævede altså en indsats fra hans side fordi hun for en gang skyld ville have noget der kun var hendes, altså en mand der kun var hendes. Messi havde hun delt med Cec, Geralt med Anno og Damian delte hun med hæren fordi han jo konstant arbejdede, så Rai var jo en hun ikke ville dele med nogen selvom denne Selena jo havde ødelagt en smule allerede men hun måtte se om hun ikke kunne rette op på den.
Så at han mente det kunne hun jo ikke rigtigt tage sig af, for hun ville se bevis for det i stedet for bare ord. Ord betød jo ikke så meget mens handling betød meget mere, så kunne han holde sig fra kvinder så ville hun jo også overholde hendes del af aftalen men hun kunne dog godt komme en del i tvivl, men en chance skulle han dog have. Uanset hvor meget hun havde lyst til at dræbe ham eller bare gennem banke ham, som hun havde lyst til lige nu men det måtte hun altså overlade til at afreagere på krigerne i stedet når hun havde fundet bogen.

Efter hun havde forladt tronsalen gik hun bare med knyttet næver og skar tænder i ren og skær vrede men hun slog da ikke på noget eller nogen som hun bare gik ind på biblioteket og rodede rundt i forskellige reoler for at finde ikke blot en bog men 4 bøger; 1 omkring hele vampyr racen, svagheder, styrker, føde, og sådan nogle fakta og resten var bøger omkring magiske besværgelser man kunne bruge i forsvar for mørkets væsner så hun regnede med at han kunne finde nogle ting i dem og bruge, for hun kunne ikke lærer ham alt så han måtte studere lidt selv. Bøgerne var egentlig godt tykke udover den omkring vampyrer for den var kun halv størrelse af de andre men det var vel bedre end hun skulle til at forklare ham alt muligt og det kunne jo være han fandt nogle ting som folk ikke rigtigt tænkte over.
Så efter noget tid hvor hun havde ledt efter dem og fundet dem gik hun med alle 4 bøger i favnen hen imod træningsgården for nu skulle træningen og oplæringen begynde, så meget søvn skulle han nok ikke regne med at få de næste par dage eftersom Zill var en streng lærer når hun endelig begyndte at oplære nogen. Men lige nu var hun dog blevet mere rolig efter hun havde ledt efter de bøger og havde smidt med en del af dem som nok skulle ryddes op senere, men det var jo ikke hendes problem når det kom til stykket.
Da hun drejede om det næste hjørne var hun næsten kommet til træningsgården, der gik i hvert fald ikke mange minutter før hun endelig var kommet derud og så lidt rundt på hendes kriger inden hun gik hen og lagde bøgerne på en bænk og gik hen til Rai. ”Valg dit våben, din træning og oplæring begynder nu”

[/color] sagde hun lige så alvorligt som hendes øjne var det, selvom det her nok blev en større udfordring eftersom hendes krigere jo havde flere års træning på bagen mens Rai skulle lærer alt muligt på så kort tid.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Legetøj, offer og forsøgskanin, kunne man sikkert godt beskrive Rai med, men det var efterhånden gået op for ham, at det var nødvendigt for ham at skabe sig et andet billede overfor dem, der kendte ham. Han kunne ikke blive ved med at være det svage offer, som blot tog imod slag og ikke gjorde noget igen eller ikke kunne forholde sig rolig, når han først befandt sig under pres. Han sukkede dog let for sig selv, da han bevægede sig mod træningsgården. Dette ville ikke blive let og det var bestemt heller ikke meningen, at det skulle være let, for ellers ville han aldrig kunne overskride sine egne grænser. Nogle grænser, som han også blev nød til at finde.
Træningsgården havde altid kun været noget han betragtede fra afstand eftersom at kampene og træningen aldrig rigtig havde været noget for ham, men han var efterhånden sikker på, at det var den eneste måde, hvorpå han ville kunne slippe for den kvindes kløer. Gården virkede ikke særlig behagelig, men det var sikkert heller ikke formålet med området, så han valgte blot at studere krigernes metoder og måde hvorpå de kunne parere og angribe deres modstander, uanset hvilken race de var oppe imod. Et suk forlod hans læber, som hans blik gled op mod himlen. Han stod længe bare og stirrede mod himlen, imens at han kunne høre krigerne kæmpe imod hinanden. Det var tydeligvis ikke et miljø, som han var van til.

Rai blev en anelse overrasket, da han kunne høre Drazilla bevæge sig mod ham, men først rettede han blikket mod de mange bøger, som hun tidligere havde haft i favnen. Noget kunne tyde på, at hun havde skaffet ham læsestof til resten af året. Han så en anelse undersøgende på bøgerne og kunne svagt fornemme titlerne. Hvad skulle han stille op med en bog omkring vampyrer? Kunne det mon hjælpe ham eller havde hun et eller andet i tankerne. Han var bange for at hun kun ville oplære ham for at se ham blive tortureret igennem processen, dog smilte han behersket til hende, som hun gik mod ham. Bøgerne var tydeligvis ikke noget han skulle koncentrere sig om lige nu. Eller hvad?
Hans blik blev en anelse forbavset. Vælg dit våben, sagde hun.. Hvad skulle han dog vælge og hvad mente hun helt præcist, lige umiddelbart kunne han kun forsvare sig med hans tryllestav, så ville det ikke næsten være oplagt? Han så dog en anelse undersøgende på hende, før at han valgte at tage sin stav frem og nikke til hende.
"Jeg burde måske ikke læse nogle besværgelser først eller er det bare lige på og hårdt?"
spurgte han forholdsvis rolig, som han lod blikket glide mod krigerne, som virkede mere eller mindre optaget af deres træning. Kunne han nogensinde blive så optaget af træning. Det var i hvert fald lettere at koncentrere sig omkring kvinder end træning.. Han sukkede en anelse, eftersom at det var sådanne tanker, der ville få ham i problemer, så han blev bare nød til at droppe det modsatte køn og koncentrere sig om træningen, samtidig med at han skulle udfylde sit arbejde, som Drazillas personlige tjener.

[Drazilla Dragoens]

Hvad han stod og tænkte mens han betragtede krigerne og ventede på at hun kom tilbage, anede hun ikke for hun havde jo travlt med at rase en smule af inden træningen skulle begynde, hvilket hun jo også fik så hun var nogenlunde rolig da hun atter stod overfor ham, ikke helt klædt på til at træne for hun regnede ikke med at det var hende der skulle tage sig af den trænings del, men mere besværgelses delen som hun ville have kom senere.
Det han sagde fik hende dog til at hæve et undrende øjenbryn ”tror du jeg er en sød lærermester?”

[/color] spurgte hun undrende for hun anede ikke hvor han havde den ide fra at de skulle starte stille og roligt ud, med hende var det jo næsten altid lige på og hårdt og hvis man ikke lærte hurtigt kunne hun blive rasende over at man var så dum og ikke kunne lære de mest simple ting for hendes vedkommende, men hun ville dog forsøge at beherske sig da dette jo drejede om deres fremtid. ”Vælg et af de andre våben”[/color] sagde hun en anelse irriteret og pegede mod væggene hvor der stod alle mulige slags træningsvåben som hendes krigere kunne lege med hvis de ønskede, der var alt hvad et krigerhjerte kunne begære der var sværd i forskellige størrelse og former, dolke og knive i ligeledes forskellige størrelser og nogle var til at kaste med, der var buer i lange baner alle med flere pile til samt der var forskellige slags økser, nogle få piske, og hvad man ellers nu lige kunne ønske ligesom der var skjolde til beskyttelse og almindelige stave der kunne bruges i stedet for de skarpe våben men de blev hovedsagligt brugt til de unge lærlinge.
Hun vendte sig kort rundt ”Hold inde med træningen!”[/color] råbte hun højt og de små kampe stoppede med hinanden før krigerne stillede sig roligt på rækker så hun kunne vælge Rais træningspartner til hvilket som helst våben han nu måtte ønske at blive trænet i. Der efter vendte hun sig igen imod Rai og rakte hånden ud efter hans stav for den fik han ikke ligefrem brug for nu, men først senere når en anden slags træning gik i gang men natten skulle jo lige falde på først så indtil videre skulle han lige træne med de andre fordi han lige så godt kunne øve sig i den slags kamp også i tilfælde af at han kunne få fat i et eller andet våben, for hun ville jo helst lige være helt sikker på at han var godt forbedret når han igen ville snige sig ud på en af hans ture.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Han havde måske håbet på, at han ville kunne få lov til at træne sin magi, og at han ikke bare sådan lige skulle kastes ud i det. Han var jo bestemt ikke typen, som havde styr på fysisk træning, så han var efterhånden mere eller mindre nervøs for udfaldet senere. Rai lod dog blikket glide ned mod jorden, som hun virkede lettere undrende over hans ord. Et lavmælt suk forlod hans læber. Selvfølgelig regnede han ikke med at det ville blive en leg og da slet ikke at hun skulle vise sig at være en sød læremester. Han kunne tydeligvis mærke på situationen, at dette var alvor, derfor valgte han også at kigge hende i øjnene, som han rystede på hovedet og knurrede hånden om sin stav.. Hvad havde han dog rodet sig ud i, og ville han overhovedet kunne forsvare sig mod veltrænede krigere? Hans blik gled lidt rundt på krigerne før at han vendte blikket mod hende og sank en klump. Det var tilsyneladende ikke meningen at han skulle bruge sin stav. Rai bed sig let i læben, som han nikkede til hende og vendte blikket mod væggen. Alle våbene virkede voldsomme og forfærdelige, noget han slet ikke kunne overskue, så han ville sagtens have kunnet nøjes med sin stav, men det var ikke nogen mulighed mere.
Sværd, dolke, knive, buer og pile.. Han gik i stå da han fik øje på en pisk og stod blot med åben mund. Det mindede ham forfærdelig meget om Selena, så han valgte at lukke øjnene, imens at han blot valgte at tænke en anelse. Hvis det nu skulle ske, at han stødte på hende igen, og hun forsøgte at bruge pisken mod ham, så ville det måske være en fordel, hvis han kunne tage den fra ende og selv benytte den? Han så lettere eftertænksom på pisken, som han dog lod blikket vandre videre. Det var da næsten for tøset at vælge en pisk frem for alle de andre våben? Han var dog overbevidst om at han ikke kunne benytte skjolde eller noget, da hun med sikkerhed ville trænge igennem det. Rai bevægede sig hen mod væggen og stod længe blot og stirrede før at han greb ud efter pisken også selvom det stak ham i brystet. Han var overbevidst om, at det måske kunne vise sig at være nyttigt på et tidspunkt, uanset hvad Drazilla måtte sige. Det gav dog et helt sæt i ham, som havde han været i hans egen lille verden, da han hørte Drazillas stemme bede krigerne om at stoppe træningen.
Rai sank en mindre klump, som de mange krigere stillede sig op på en lang række og han blot vendte blikket mod Drazilla. Hvad havde hun helt præcist tænkt sig, han havde langt fra den fysiske krop til at holde sådanne krigere tilbage. Da hun rakte hånden mod ham, vidste han godt hvad hun ville og overrakte derfor staven til hende, ikke fordi han var tryg ved dette, men han havde ikke noget valg. Pisken havde lagt sig langs med jorden, som han holdt den i højre hånd og nærmest knurrede hånden rundt om skaftet. Det var ikke sikkert at Drazilla ville forstå hans valg, men det ville heller ikke være smart for ham, at forklare hvorfor.

[Drazilla Dragoens]

Det virkede som en evighed mens han forsøgte at vælge imellem våbene, men det gav hende jo ligesom også en ide omkring denne Selenas fortrukne våben da han nok ville vælge det han muligvis kunne risikere at møde igen, noget hun tog meget rolig selvom hun dog havde knyttet hendes hånd så den næsten blev hvid men han skulle jo selv træne med nogle af de bedste inden for det våben han nu en gang valgte så hun ville ikke helt blande sig.
Dog stod hun roligt og ventede på at han rakte hende staven efter have valgt hans våben, efterfølgende så hun dog på krigerne igen. ”Tamia og Tron.. kom her”

[/color] beordrede hun kort men højt efter hun havde gennemgået listen i hovedet over de folk som hun normalt så træne med dette våben for de burde jo være de bedste til at hjælpe ham, specielt fordi hun ikke selv brugte pisken særlig meget da hun fortrak sværd og mere skarpe genstande end bare hendes tunge. En sort elverkvinde trådte frem fra rækkerne, en slank smuk grålige kvinde med langt hvidt hår og sort træningstøj med en pisk bundet til bælte. Tron, den mørkhåret mand som var skygge af race men lignede en mand der var mørk i huden ligesom han var mørk i tøjet for at han bedre kunne passe ind i skyggerne omkring dem, derfor en farlig modstandet som foretrak våben hvor han ikke behøvede at komme tæt på. De stillede sig ved siden af hinanden klar til ordre fra Drazilla, selvom de ikke virkede særlig glade for tanken om at de muligvis skulle træne denne svage mand eftersom de jo selv var erfarne kriger. ”Det bliver jeres job at træne ham i at bruge de forskellige piske, hvordan man bedst undgår slag der fra, hvordan man fjerner det fra fjenden, hvordan de bedst bruges i angreb og i forsvar.. Jeg kommer tilbage om nogle timer så hyg jer og sørg for han stadig er i live og kan bruges til noget for ellers skal jeg nok svinge pisken over jer”[/color] beordrede hun roligt selvom det sidste var sagt meget alvorligt for fik Rai flere sår end han allerede havde så skulle hun nok sørge for at give dem en lærerstreg de sent ville glemme, hvis de altså ikke mistede livet ved det. Hun så kort på Rai inden hun vendte rundt og lod hendes krigere gå tilbage til træningen mens hun selv gik hen og samlede bøgerne op fra bænken for hun ville se om hun ikke kunne gøre et eller andet ved den stav og så skulle hun selv lige studere en smule inden han skulle have hende til lærermester.
Men lige nu stod de knap så glade krigere for oplæringen af Rai, selvom de nok heller ikke ligefrem ville være særlig søde ved ham men de ville jo gøre som deres dronning havde sagt, mens dronningen selv igen forsvandt ind i slottet og op på hendes eget værelset hvor hun smed tøjet og åbnede den ene bog efter hun havde sat sig ned i hendes bassin på næsten nederst trin af trappen så hun kunne læne sig tilbage uden at det ville gå udover bogen men stadig så hun kunne få et mindre bad at slappe af på.
[/blockquote]

//træningen står du selv lige for xD

[Rai Mirriko]

Hvad havde han dog smidt sig selv ud i? Disse krigere var bestemt ikke nogen man bare kunne lege med eller noget lignende, hvis han ikke gjorde dette ordentlig så ville han ende med at få en hel del skræmmer efter nogle få timer. Idet at hun valgte at råbe to navne op, lod Rai sit blik glide frem og tilbage imellem krigerne, indtil at to mørke skikkelser trådte frem. Han blev stående hvor han var imens at han lod blikket glide mod den pisk han selv havde i hånden og mod pisken fra kvinden. Der var helt klart noget forskel på de to våben også selvom de begge var piske, men Rai var overbevidst om at Tamia vidste hvordan hun skulle håndtere sin pisk og hvordan den kunne slynge sig rundt om sit offer. Mon ikke hun selv havde stået for at skaffe den rette pisk til sig selv? Tron virkede ikke til at være en mand, man kunne løbe om hjørner med, dog var han en anelse lettet over, at det ikke var en vampyr eller 2 han var oppe imod. Af ren og skær instinkt kunne Rai tydeligvis mærke på deres kropsprog og holdning, at de ikke brød sig om tanken om at skulle lære ham op, hvilket jo var forståeligt nok, ikke sandt?
Drazillas ord var egentlig noget, der gjorde ham en anelse mere tryg ved situationen, så længe at de to krigere havde en trussel over hovedet, så ville det umuligt ende helt galt? Men da hun sagde, at hun først ville komme tilbage om nogle timer, blev han nervøs, skulle han overleve i flere timer sammen med 2 krigere, der i hvert fald ikke ønskede at have noget som helst med ham at gøre? Han sank en klump, som han nikkede til Drazilla før at hun forlod gården. Inderst inde ville han nok hellere have foretrukket, hvis hun i det mindste var blevet i nærheden, men han kunne godt se, at hun tog bøgerne med sig, så hun havde åbenbart også brug for tid til at forberede sig en anelse på, hvad der ville komme efter træningen i gården.

Efter noget tid tog Rai mod til sig, for at vende sig mod Tamia og Tron, som tydeligvis ikke så særlig glade ud. Mørkelveren og skyggen virkede begge højere end ham, om det bare var fordi han følte sig lille eller om det virkelig var sådan at han var den mindste, kunne han ikke ligefrem bedømme lige nu. Han bukkede hovedet en anelse for Tamia og Tron, som de blot trak en kold mine frem.. Han sukkede let for sig selv og lod blikket glide mod jorden, han lukkede øjnene for at tage sig sammen, imens at tankerne kørte rundt i hovedet på ham. Lige med et kunne han mærke noget om sit ben før at han endte på røven og ømmede sig.. Tamia havde valgt at lade sin pisk sno sig om hans ben, hvorefter hun blot hev til. Han så en anelse irriteret på hende, men der gik ikke længe før at hun hev ham med mod den anden ende af træningensgården, hvor der var opstillet nogle tykke træstammer. Tron fulgte roligt med, imens at Rai selv forsøgte at komme fri fra pisken..
"Vi kan lige så godt komme igang.. Drazilla lader os ikke bare sådan lige slippe Tron"
stemmen virkede irriteret, men samtidig også som om at Rai blot var en belastning for dem, som Tron nikkede til Tamia, der stoppede op foran pælene og vendte sig mod Rai. Hun så en anelse afventede på ham, ingen at Tron tog et fast greb rundt om Rais skuldre og fik ham på benene. Pisken havde sluppet sit greb, imens at Tamia snoede den sammen og satte den tilbage i bæltet. Tamia gav nærmest tegn til den ynkelige skikkelse af Rai, til at han skulle forsøge at svinge pisken mod træstammen, imens at de blot havde tænkt sig at kigge på. Rai selv så en anelse irriteret på Tamia, som blot smilte koldt til ham, inden at han lod blikket glide mod pisken, der havde lavet en mindre spor fra den ene ende af gården til den anden ende. Han nikkede efterfølgende og valgte at svinge pisken mod træstammen. Den kom dog ikke særlig langt, hvilket medførte at Tamia og Tron grinte af ham. Noget der blot motiverede ham til at fortsætte indtil at pisken endelig snittede stammen. Han virkede en anelse tilfreds, som han kiggede på Tron, der gik ind foran han og trak sin egen pisk. Med et sving havde pisken slået sig rundt om træstammen, og da den var forsynet med pigge lavede den et ordentlig snitsår, da han trak den tilbage. Rai så lettere opgivende på stammen før at han igen forsøgte sig.

[Drazilla Dragoens]

Det sidste hun havde sagt med at han skulle overleve træningen var faktisk noget hun sagde med vilje, eftersom det ikke var unaturligt at de svage døde under træningen, for det var Zills måde at sortere de svage fra da hun jo kun ville have stærke krigere, den eneste måde en svag kriger kunne overleve på var hvis han var viljefast i at han ville være kriger, så kunne hun godt lade dem få lov at træne længere bare for at se om hun kunne knække dem, men kunne hun ikke så blev de så også krigere og man fandt et våben der var mere egnet til dem. Dog ville hun heller ikke tage alt det sjove væk fra Tron og Tamia som de trænede med Rai og piskene, for hun regnede med de nok skulle sætte ham på plads enten på den ene eller anden måde så han ville lærer et eller andet ved det som han muligvis kunne bruge på et andet tidspunkt når han stod overfor Selena.

Selv havde hun valgt at bruge tiden mere fornuftigt ved at tage et bad så hun kunne køle ned og læse lidt op på de besværgelser hun egentlig aldrig selv havde brug for, eftersom hun jo normalt ikke havde problemer med vampyrer udover denne som begyndte at føle sig lidt for stor, noget hun havde en ide om siden at det jo havde gået udover Rai og når man følte sig lidt for stor og vigtig så skulle man altså hugges ned. Dog ville hun ikke tænke på det lige nu som hun sad tilbagelænet i hendes bad og læste i bogen omkring de besværgelser der fandtes i det, men hendes blik gled dog over på hans stav som fik hende til at tænke en smule for hvordan kunne hun hjælpe ham en smule mere? Det var noget der fik hende til at vende og drejede hendes tanker inden hun igen så på ordene i bogen og så efterfølgende lod blikket glide over på hans stav hvor en ide slog ned i hendes hoved, noget der fik hende til at ligge bogen fra sig og rejse sig en anelse hurtigt fra badet og gik ind i hendes kammer uden egentlig at tørre sig men tog bare en sort skind top på samt en sort lårkort nederdel som hun normalt brugte til træning i gården. Hun gik tilbage til bassinet og samlede bøgerne og staven op for hun måtte jo hellere gøre det hun havde tænkt på, inden hun altså glemte det igen. Så hun skyndte sig lidt ind på hendes arbejdsværelse, nærmest så hurtigt at hun ikke en gang havde tænkt på at tage sko på, fordi det havde hun alligevel lidt for travlt til.
Fakler der normalt var slukket inde på arbejdsværelset tændte sig hurtigt da hun åbnede døren derind, og gik ind i det større rum fyldt med reoler langs væggene der havde flere forskellige slags bøger og pagamenter til at ligge, mens der på hendes skrivebord var forskellige skrivesager og papir som hun havde brugt sidst, men lige nu blev det meste skubbet til side fordi hun skulle have plads til bøgerne og så Rais stav som hun stod lidt og studerede på inden hun kort gik hen til vinduet der var vendt ud mod træningsgården for kort lige at se hvordan det gik med Rai men han stod da på benene da hun så ham, så hun gik bare tilbage til hendes skrivebord igen og så tænksomt på staven inden hun gik hen til en af reolerne og søgte efter den rigtige bog som hun tog med tilbage til bordet og satte sig i stolen hvor hun sad med den i hænderne og bladrede i den for at finde den rigtige side som hun tænkte på, men hun kendte jo ikke det præcise sted da hun jo ikke selv brugte denne besværgelse men hun kendte da til den og den kunne da være en del hjælpsom for Rai når han kom i problemer og mistede sin stav, dog ville besværgelsen ikke være god ved en knækket stav men den ville være fin nok hvis han bare mistede den. Så da hun fandt den rigtige side sad hun lidt og læste hvad der stod mens hun ind i mellem så på staven for nu skulle der arbejdes med den inden hun skulle ned til nogle af vampyrerne for at de kunne hjælpe med den videre træning.

[Rai Mirriko]

Pisken virkede ikke rigtig til at ville som han havde i hovedet, hvilket blot irriterede ham yderligere. Han sukkede en anelse og vendte blikket mod Tron, der egentlig bare kiggede på ham med et hånligt blik i øjnene. Det var tydeligt for ham, at de to krigere ikke ønskede at se ham blive stærkere. Men en ting skulle de næppe være bange for, det at han ville have en chance for at overgå dem. Det ville sikkert været fysisk umuligt for Rai, eftersom at han ikke besad den store form for udholdenhed, men alligevel var der noget inde i ham som voksede. En følelse af beslutsomhed, som han rettede blikket mod stammen, hvis bark efterhånden var flænset af Tamia og Trons piske.. Han havde endnu ikke formået at ramme den ordentlig og den fysiske styrke var svær at håndtere for ham. Han tog en rolig indånding, før at han svang pisken tilbage og inden at den nåede at ligge sig mod jorden, svang han den frem mod stammen igen. Denne gang svang pisken sig rundt om stammen, hvor den også blev, imens at Rai stod tilbage og stirrede mod stammen. Tamia og Tron bevægede sig op på hver sig af ham, egentlig forstod han ikke hvad de havde gang i, før at de greb fat i hans arm, som holdt pisken, og trak i pisken, blot for at se om han kunne holde fast eller ville give op på halvvejen. Dog var Rai yderst stædig, som han valgte selv at trække pisken til sig og tage afstand til mørkelveren og skyggen.. Han så undersøgende på dem, som han ikke vidste hvad de havde gang i. Hans blik gled op mod slottet, dog inden at han nåede Zills område vendte han blikket mod dem igen, han skulle koncentrere sig.
"Det var først skridt.. Se om du kan fange Tron med pisken"
sagde Tamia med et hånligt smil på læben, som hun kiggede mod Tron, der blot nikkede en anelse og forsvandt ind i skyggerne. Rai selv så lettere opgivende rundt omkring sig og vidste virkelig ikke hvor han skulle begynde.
Lige med ét dukkede der en pisk op fra skyggerne, som slyngede sig rundt om hans ben og endnu en gang tvang ham til at sætte sig ned igen. Han så dog at piske stadig var forsynet med pigge, som langsomt borede sig ind i hans ankel.. Han bed sig let i underlæben, som han kunne mærke den varme væske komme frem fra hullerne i hans hud. Han lod blikket glide mod Tamia, der tilsyneladende blot morede sig over situationen.
"Dronningen sagde at I skulle holde mig i live, så jeg stadig kunne bruges til noget. Men sådan et sår får jeg svært ved at bevæge mig rundt på slottet!"
sagde han lettere irriteret, som han gav slip i sin egen pisk og tog fat rundt om sin ankel for at få pisken af. Det lykkedes ham lige inden at pisken forsvandt ind i skyggerne igen. I lang tid var der ro og Tamia så også ud til at have fået et mere stift ansigtsudtryk, dog blev det forholdsvis normalt efter et øjeblik, som hun trak på skulderne og egentlig var ligeglad med hans ord. For det var jo stadig muligt for ham at gå. Rai rejste sig op igen og lod blikket glide langs med skyggerne.. Han kunne ikke se nogen eller noget, men der var jo også en grund til at manden havde søg tilflugt i skyggerne, når han var en skygge. Han lukkede øjnene i et kort øjeblik, hvorefter hans næse nærmest forvandlede sig til en ulvenæse.. Lige med et svang Rai pisken op i luften, dog blev denne stoppet af Tamias pisk, som hun hev til og nærmest trak ham til sig.
"Ingen snyd.."
snerrede hun en anelse, dog var hans ulvenæse forsvundet i det sekund, hvor hun havde grebet fat i hans pisk, så han trak lettere flabet på skulderne og rev sin pisk ud af hendes. Nok var hun opmærksom på ham, men han havde dog fundet ud af, hvor Tron befandt sig.. Han svang pisken mod murens skygge og trak efterfølgende Tron ud af sit skjul med et tilfreds smil på læben. Hvad han ikke lige havde regnet med var at Tamia straks handlede og svang sin pisk direkte mod Rai. Rai vidste godt at det var nødvendigt for ham at kombinere sine instinkter med hans evner, men det var aldrig rigtig gået op i en højere enhed, som nu. Noget som Tron havde tvunget ham til.

[Drazilla Dragoens]

På en måde synes Zill selv at hun havde fundet gode lærer til Rai, eftersom elveren havde hurtighed som en vampyr og skyggen jo kunne forsvinde ind i skygger og dermed lave overraskelses angreb som vampyrer jo sikkert også var glade for. Og begge var loyale krigere, selvom de nok ville se hvor langt de kunne strække det der med at han skulle være i live og kunne bruges til noget, ellers måtte Zill jo i gang med forskellige urter og helbredende besværgelser for at hele ham igen selvom det nok krævede ekstra træning til Tamia og Tron for den lille narrestreg.
Dog var det ikke ligefrem det som havde Zills opmærksomhed men det var til gengæld Rais stav som hun jo skulle se om hun ikke kunne forbedre på en eller anden måde, men den besværgelse hun havde fundet måtte hun jo nok tage Rai med ind i eftersom den skulle bindes til ham men hun valgte dog at skrive den ned på et mindre stykke papir med en fjerpen og noget blæk, bare så hun ikke glemte den igen men hun valgte dog at ligge bogen fra sig men på den side hvor besværgelsen stod, bare så hun kunne få den med når det var, hvilket også var grunden til at hun lagde et stykke stof på siden i tilfælde af at hun kom til at lukke den. Der efter gik hun i gang med at bladre lidt i de bøger hun ellers havde taget til Rai bare for hun selv kunne være forbedret på hvilke besværgelser de skulle igennem her om natten hvor hun ville forsætte træningen, med andre ord han skulle stadig ikke forvente at få meget søvn. Da der var gået omkring hen halv time hvor hun bare havde sat og bladret og læst de forskellige navne på besværgelser rejste hun sig op og lagde bøgerne i en stak igen med den nu 5 bog øverst og oven på den lå Rais stav. I starten valgte hun dog bare at lade dem ligge mens hun forlod rummet for at gå ned til krigernes afdeling hvor nogle vampyrer var vågnet op og befandt sig i et af rummene hvor der var lavet total mørklægning foruden faklerne og stearinlys som oplyste rummet. Hun gik roligt ind til dem og satte sig ned og snakkede med dem, selvom det var yderst usædvanligt at hun befandt sig der, men hun fik da hurtigt fortalt at hun skulle bruge nogle som hendes nyeste lærling kunne få lov at træne imod og de skulle selvfølgelig nok overleve dette men så kunne de jo også selv få lov at få noget træning og dermed lærer at kende de forskellige ting som de skulle være på vagt overfor ved en magiker. Noget der fik dem til at indvillige i at hjælpe med træningen så hun bad dem gøre sig klar og så gå ind i tronsalen hvor de kunne forsætte Rais træning uden at forstyrre de andre krigere ude i gården. Selv rejste hun sig efterfølgende og gik væk fra krigernes del af slottet igen og satte alle slaver til at sørge for at alle vinduer var dækket så der ikke kom noget lys ind, de fleste vinduer var jo allerede dækket på grund af Damians færden men hun ville lige være sikker. Efter hun havde sat dem i arbejde gik hun op til arbejdsværelset igen blot for at tage bøgerne og give dem til den slave som fulgte i hælene på hende, bare så den unge kvinde kunne få lov at bære bøgerne og dermed gøre noget gavn.
Efter de havde samlet bøgerne op og Zill havde taget Rais stav i hånden gik de ned til træningsgården hvor hun i starten bare stillede sig til at betragte alle hendes krigere med et tilfreds smil over læberne, inden hun gik hen til hjørnet hvor hun havde set Rai træne med de andre, selv her stillede hun sig bare i starten til at se hvad de lavede uden at forstyrre dem på nogen måde for hun ville jo se hvor langt han alligevel var nået på de timer hun havde været væk for at studere og gøre klar til de forskellige ting jo, og så det der bad hun ikke rigtigt havde nået før hun havde fået en ide.

[Rai Mirriko]

Det at Tamia pisk kom direkte imod ham, nåede han slet ikke at overveje, før at han kunne mærke hendes pisk sno sig rund tom hans hals. Det var ubehageligt og næsten skræmmende, som pisken trammede sit greb rundt om hans hals. Han blev dog stående stille og trak sin egen pisk til sig, ved at give det et mindre vip, så den gav slip i Tron, der noget så utilfreds farede mod Rai, som blot var stivnet af pisken. Hans egen pisk lå mod jorden, som han vendte blikket mod Tron uden at kunne gøre noget som helst. Egentlig vidste han ikke hvad han skulle stille op, derfor endte han med et flygte ind i sin animagus skikkelse, som Tron ikke lige havde set komme, som han nærmerst farede hen over Rai og rev ham med sig, som pisken jog ind i pelsen på den hvide ulv.. Rai forvandlede sig efterfølgende tilbage og kiggede mod Tamia, hvorefter han lagde hænderne mod sin hals og med besvær og smerter fjernede pisken fra hans hals. Tron så lettere irriteret på Rai, som koncentrerede sig om at få pisken væk, og da det endelig lykkedes kunne han ikke længere sig Tron. Tamia stod blot og smilte en anelse, imens at hun samlede pisken igen.
Rai vidste godt, at mørkelvere, eller bare generelt elvere var hurtige og derfor blev han nød til at holde et vågent øje med hende, imens at han ledte efter Tron, der ikke ville falde i samme trick som sidst.
"Næste gang burde du holde et vågent øje med begge dine modstandere"
kom det koldt og hånligt fra Tamia, som ikke lige umiddelbart så hun til at ville angribe ham lige med det samme. Han nikkede dog en anelse for sig selv, som Rai vendte blikket mod skyggerne. Der var nok at skygger i gården, så det var svært for ham, at gætte hvorfra det næste angreb mon ville komme fra. Han vidste dog at Tron med sikkerhed ville angribe på et tidspunkt. Lige nu valgte Rai dog at koncentrere sig om de mindre huller i hans hals. Det var heldigvis ikke gået lige så galt, som med hans ankel.
Ligesom Rai havde forudset, så kom en pisk farende direkte mod ham bagfra, dog lyttede Rai til vinden, som han blot vendte rundt og hurtigt valgte at svinge sin egen pisk mod Trons. Kort efter lod han blikket glide mod Tamia, eller der hvor hun gentlig burde have stået. Egentlig var Rai ved at gå i panik, men der var nærmest noget som greb fat i ham og fik ham ud af det paniske anfald, som han hev i sin pisk og trak Tron ud af skyggerne for at forsøge at svinge ham mod Tamia. Det var dog ikke rigtig noget som lykkedes, så Rai endte igen på jorden..

Der var efterhånden gået nogle timer og Rai kunne godt mærke på hans krop, at den bestemt ikke var van til denne form for fysisk aktivitet, som han nærmest var ved at knække sammen under presset. Dog havde han ikke haft tid til at koncentrere sig om hvor Drazilla befandt sig, så han vidste ikke at hun havde kurs mod træningsgården. Lige nu kiggede han blot til den ene side, hvor Tamia stod med pisken og den modsatte side, hvor han vidste at Tron havde gemt sig. Hans ankel tog han sig ikke længere tid til at tænke på, eftersom at begge krigere havde formået at holde ham beskæftiget hele tiden. Han sukkede let og forsøgte at genvinde balancen på sine ben, men han var efterhånden så udmattet, at det krævede en del koncentration at holde sig oprejst. Lige med ét satte Tamia af fra sin plads og farede direkte mod ham, dog stoppede hun et stykke fra ham og lod hendes pisk fortsætte mod ham. I samme sekund opfattede Rai noget bevægelse i skyggerne, som selvfølgelig var pisken, denne gang i ledsag af forskellige kasteknive, noget som Tron havde tilføjet hen af vejen, blot for at skubbe Rai yderligere. Det virkede måske som længere tid, men i virkeligheden skete det hele på få sekund, imens at Rai valgte at lukke øjnene i øjeblikket, lige inden at han svang pisken mod muren og hev sig ud af centrum. Derved fortsatte knivene mod Tamia, som parerede det med sin pisk og straks vendte blikket mod Rai.. Han befandt sig dog på muren eller han holdt fast i sin pisk, som var blevet kaste mod en sten, der stak lidt mere ud end de andre, hvorved han kunne stå på murens andre sten nedenunder. Det var efterhånden tydeligt at se på Rai at han var udmattet, som han begyndte at hoste, men holdt et vågent øje med både Tamia og Tron i skyggerne.

[Drazilla Dragoens]

Denne mindre leg som Tron og Tamia havde leget med Rai var efterhånden nok for Zill ville jo bruge ham til noget, eller rettere på det punkt havde han ikke rigtigt noget valg fordi hun jo ville sørge for han blev holdt vågen med et eller andet for hun havde da forskellige eliksirer der burde kunne klare den lille detalje, men lige nu stod hun dog bare og så på Rai og de andre som stadig ikke virkede særlig meget begejstret for hinanden. ”Så er det godt!”

[/color] beordrede hun højlydt som Tamia skulle til at svinge pisken igen men det var jo nok for Zill skulle bruge Rai nu, da hun ikke gad vente alt for længe på at de blev færdige med at træne hende, eftersom det jo kunne tage lang tid da skyggerne jo fik mest energi om natten og sort elveren sov jo ikke rigtigt, så de kunne jo forsætte i evigheder eller i hvert fald indtil at Rai var faldet om af udmattelse men så kunne hun jo ikke selv bruge ham, selvom det da ville holde ham beskæftiget så meget at han ikke rigtigt ville kunne forlade slottet.
”Nu er det vampyrernes tur til at lege”[/color] sagde hun blot roligt og gjorde tegn til Rai om at han skulle følge med, så Tamia og Tron kunne få lov til at forsætte deres træning inden de skulle sendes enten til bjergene eller andet sted for at deltage i kampe imod dem som nægtede at adlyde Drazilla eller Nirelias dronning. Hun vendte sig roligt rundt og begyndte at gå igennem træningsgården med slave lige i hælene, for hun regnede jo med at Rai ville følge hende selvom de vidst lige skulle have lappet ham sammen før han fik lov at lege med vampyrerne, for hvis de først lugtede hans blod ville de jo nok blive mere fristet til at dræbe ham end der var meningen, for de skulle jo ikke en gang fristes eftersom det mest af alt skulle gå udover dem, så nyttede det andet jo ikke meget. Men det var alt sammen noget de kunne ordne på vejen hen til tronsalen hvor resten af træningen skulle foregå og hvor der ville være en smule mad og drikkelse så han kunne komme til kræfter igen, selvom det var mest af alt til når Zill skulle sidde og se på hele forestillingen, altså bare så hun havde noget at tygge og drikke mens hun så på ham kæmpe mens hun gav instrukser over hvad han skulle gøre for at opbygge det bedste forsvar imod vampyrer, selvom det igen kom an på situationen men hun ville hun stadig give ham hjælpemidlerne til at kunne klare sig nogenlunde igennem et møde med en vampyr.
Da hun kom ind i gangen valgte hun dog at vende sig rundt og sende slaven hen til tronsalen med ordre på at blive uden for døren så hun ikke forstyrrede vampyrerne mens Zill fik en mindre snak med Rai og selvfølgelig fik lappet hans små sår inden vampyrerne muligvis ville prøve på at sætte tænderne i ham, for det kunne de jo ikke have, hun ville jo nødig til at slå nogle af hendes krigere ihjel og da slet ikke vampyrerne da det nok bare ville pisse Damian af over at hun brugte hans slags til legetøj, men hey hvad skulle hun da ellers bruge hendes krigere til? De var jo alle blot nogle brikker i hendes spil. ”Fået nok træning?”[/color] spurgte hun roligt da de kunne være lidt sig selv, men den træning hun hentydede til var nu den med piskene mens den næste træning jo ikke en gang var begyndt endnu.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Egentlig burde han ikke frygte for hvad der kunne være sket, hvis Drazilla ikke havde været i nærheden. Men alligevel strejfede tanken ham, da han først hørte hende beordre krigerne til at stoppe og trække sig tilbage til deres eget mønster. Han virkede mere eller mindre lettet som han endelig fandt ned på jorden igen. Underligt nok så lod han blikket glide mod Tamia og Tron, som han trådte ud af skyggen, inden at han vendte blikket mod Drazilla og bukkede taknemmeligt for hende. Dog havde han håbet på, at han ville kunne få noget tid til at genvinde kræfterne igen, men det var tydeligvis ikke noget hun havde i tankerne. Tamia og Tron virkede yderst tilfreds med Drazillas ord, da hun først afslørede at det var vampyrernes tur. Man skulle jo næsten tro, at det handlede om at han skulle torturers for alt hvad han havde gjort. Det faldt ham ikke en gang ind, at hun måske kunne finde på at holde ham beskæftiget, så han ikke mistet koncentration og derved vendte sig mod byen, blot for at søge ly. Men han valgte dog at bevæge sig mod hende, som han forsøgte at genvinde balancen idet at han trådte forkert ned i jorden med hans fod. Først nu vendte smerten tilbage, so de andre eller havde afholdt ham fra at huske.
Nu gik det også op for Rai, at træningen kun lige var begyndt, da Drazilla ikke havde i sinde at vente på ham, men vampyrerne skulle vel ikke vente alt for længe på ham? Han tog en dyb indånding, inden at han fulgte med Drazilla og slaverne, som tydeligvis var med til at bakke hende op, når hun nu havde behov for det. Et suk forlod hans læber, som hun ledte ham væk fra træningsgården. Måske var dette blot den lette træning og nu havde Drazilla endelig fået planlagt noget sværere træning til ham, som sikkert ville udmatte ham yderligere.
Egentlig var Rai ikke sikker på hvad han var på vej til, men han vidste godt at det kom til at indeholde vampyrer, men hvordan i al verden skulle han håndtere det? Han stoppede dog roligt op, da slaven blev bedt om at lade dem være alene. Hans blik gled mod Drazilla, som han bukkede lettere ydmygt for hende. Der gik ikke længe før at de var alene og han stod lidt og trippede, også selvom han var træt, så holdt han sig selv kørende, på den smule energi han stadig havde tilbage.
"Det var ikke lige som jeg havde forestillet mig"
sagde han en anelse udmattet, som han lod blikket glide mod hende. Han havde dog svært ved at holde balancen, som hans ankel ikke rigtig virkede til at være healet helt, så det voldede ham stadig problemer med balancen også selvom han forsøgte t ignorere det, så hun ikke lagde mærke til det. Det var jo svagt, at han ikke en gang kunne holde til nogle timer, hvad skulle han så ikke stille op, hvis han stødte på Selena, det ville jo ikke blive et kort møde.

[Drazilla Dragoens]

Det at han var udmattet og havde sår tog hun sig ikke rigtigt af for hun havde jo sagt fra start af at hun ikke var nogen sød lærermester så han skulle ikke forvente noget medlidenhed eller andet fra hende af fordi hun jo forsøgte at træne ham op til kamp på meget kort tid, specielt fordi hun jo ikke helt anede hvor lang tid de havde men de havde vel indtil han stak af til byen igen, for det virkede ikke helt til at han var tilfreds med at være på slottet alene, selvom det jo egentlig skulle indgå i hans arbejde at være her hele tiden for at gøre hende tilfreds.
Men hun lod ham dog have nogle få minutter til at blive lidt frisk på da de begge stod i gangen og hun havde sendt slaven hen til tronsalen på forhånd så denne ikke forstyrrede dem mens de stod og snakkede med hinanden. Hun kunne dog ikke lade være med at smile over hans kommentar ”Nej men vi bliver jo nødt til at sætte fart i tingene så du skal lærer flere års træning på få dage”

[/color] sagde hun bare roligt for hun var jo nødt til at gøre det for at han kunne få noget træning ud af det, hvis han da havde lært nogle af de små lektioner som Tamia og Tron havde udsat ham for ellers havde det jo være lidt spild af tid og så måtte han jo tilbage til den træning i morgen når træningen med vampyrerne var overstået, selvom, hvis han var heldig, fik lov at sove en smule inden da men meget søvn ville han jo nok ikke få før Zill ville være færdig med ham.
Hun gik tættere på ham så de var ikke langt fra hinanden da hun rakte hånden ud for at undersøge hans hals for sår eftersom han ikke måtte gå ind i træning med sår på halsen selvom hun nok også skulle undersøge resten af hans krop. ”Har du andre sår? For du kan ikke gå ind i kamp med vampyrer med blod på din krop, vi skal jo være lidt søde ved dig i starten.. Bare husk vampyrer bliver lidt underlige og mere voldige når de lugter blod”[/color] spurgte hun roligt som hun strøg noget af hans hår væk for at undersøge hans hals bedre, da det jo var et af de steder hvor vampyrerne helst ville sætte tænderne i, noget hun nemt kunne snakke med om på grund af mærkerne på hendes hals efter biddene fra Damian som jo nød at sætte tænderne i når hun tillod det. Hun kunne dog nærmest læse i hans øjne at han var meget udmattet så hun måtte jo hellere få fat i den eliksir der skulle give ham noget mere energi på kort tid, bare så han kunne overleve natten uden de store skrammer for hun skulle jo gerne kunne bruge ham efter, selvom hun ikke ligefrem skulle bruge ham som tjener men mere som en elev. Selvom hendes elever normalt ikke havde det så godt hverken under eller i slutningen af hendes træning, bare se hvor Mira endte, den stakkels elverkvinder som faldt for Drazilla og blev hendes lærling men nu var hun intet andet end vinbæger, en kvinde der var så tæt på at begå selvmord fordi Zill blev ved med at nægte hende i sengen efter hun havde tøvet med at adlyde en ordre.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Egentlig burde Rai vide, at det ikke ligefrem bragte ham længere, hvis han viste svagheder, specielt ikke når det kom til Drazilla, netop fordi hun ikke var en kvinde der så svaghed som noget godt, hvilket ingen i teorien gjorde. Og det med at han var udmattet og måske endda også såret, virkede som svagheder og intet andet, men lige nu kunne han ikke gøre noget, da han var fysisk udmattet. Han åndede roligt ud, som han lod blikket vandre en smule rundt i gangen. Han vidste godt at det var nødvendigt for ham at forberede sig på næste træning, men han måske haft det bedre, hvis han overhovedet vidste hvordan han skulle håndtere vampyrerne og måske havde sin stav med sig. Det ko dog en anelse bag på ham, da hun endte med at smile af hans kommentar, også selvom det var et godt tegn, så vidste han ikke hvordan det ville udvikle sig, om det virkelig var et godt tegn.
"Det siger De ikke.. Vi forsøger at gøre det umulige"
sagde han med et mildt blik i øjnene, som forsøgte han at opmuntre sig selv ved at se det sjove i det. Men han kunne jo ikke skjule sandheden. Han var træt og han var ikke en gang sikker på, om han kunne fuldføre hendes form for træning og metode hvorpå han skulle kunne lære at forsvare sig selv så hurtigt, som hun selv sagde, det var flere års træning han skulle lære på dage.
Han så ikke noget forkert i at hun bevægede sig mod ham, men han blev dog en anelse mistænksom, da hun begyndte at undersøge hans hals.. Var de tilbage til Maka? Han ville nok have rystet det af sig men lod hende undersøge hans hals, som egentlig kun havde fået nogle mindre mærker af pisken.
"Tamia fik et godt greb i min ankel. Men jeg tror ikke at det bløder mere.."
forklarede han roligt, som han valgte at smile en anelse til. Egentlig var han bange for at han ikke ville komme levende fra hendes træning. Men på den anden side, så blev han også nød til at stole på hende, for hvordan skulle hun ellers kunne stole på ham? Men kunne han mon nogensinde finde på at tro på sine egne evner. Han var jo ikke andet end hendes personlige tjener, som ikke skulle besidde andre evner, end at adlyde, som han desværre havde smidt for nogle år tilbage.. Et lavt suk forlod hans læber, som han tænkte på vampyrerne, som sikkert godt kunne finde på at flænse ham levende, hvis han ikke fandt en måde hvorpå han kunne holde dem tilbage. I sidste ende valgte han at nikke, som tegn på, at han godt vidste at han skulle være forsigtig, når det kom til vampyrer, men ofte var Drazilla farligere end nogen vampyr, så hvad var han egentlig bange for? Han havde efterhånden overlevet mange år på hendes slot, så skulle han ikke nok kunne finde styrke til at gennemgå hendes træning også selvom at det betød at han skulle stå ansigt til ansigt med vampyrer.. Han blev bare nød til at tro på sig selv, ellers var han fortabt allerede før han ville begynde.