Maybe I should Stay At The Castle... For Ever?

[Drazilla Dragoens]

Det var sandt, at vise svaghed var ikke ligefrem noget godt i Drazillas øjne dog kunne hun bare ikke se hendes egne svagheder selvom hun så tit afslørede hvor sårbar hun egentlig var overfor folk, men hun nægtede simpelthen at se dem i sig selv fordi hun jo havde en vis stolthed som hun hele tiden forsøgte at opretholde, derfor blev mange ting også bare slået hen som normale og ikke noget der kunne tages som svaghed selvom det var.
”Intet er umuligt så længe man bare tror på det kan lade sig gøre og tror på sine egne evner så går det som regel”

[/color] svarede hun bare roligt for det krævede jo lidt på at man troede disse ting kunne lade sig gøre for så kunne de da også blive gjort, hvilket også var en hentydning til at han skulle bare holde ud lidt længere og så det at han skulle han tro en smule mere på sig selv så skulle han da nok komme igennem det. Selvom hun da nok skulle hjælpe ham lidt på vej og lige nu skulle hun jo have fat i den eliksir der ville give ham noget ekstra energi for nogle timer så han ville kunne udholde træningen med vampyrerne.
Det med Maka og at den kvinde havde bidt i ham var noget som var helt fjernt for hende for hun ville jo undersøge for sår efter piskene og ikke ligefrem for bidemærker efter vampyrer. Så det var tydeligt at hun egentlig bare gik op i træningen af ham lige nu, så alt andet virkede til at være glemt for noget tid for de skulle koncentrere sig selvom han nok lod tankerne glide væk bare fordi han havde en mindre pause lige nu, men det måtte han jo ikke for han skulle koncentrere sig om det de havde gang i. ”Så hun slog benene væk under dig, ja den effekt har hun på mange”[/color] sagde hun roligt med et mindre drillende smil som hun satte sig ned på hug og hev op i hans bukseben for at finde ud af hvor slemt det stod til med hans ben, selvom det på en måde kunne misforstås så var hun jo bare ude på at hjælpe ham hvilket gjorde hun kastede en helende besværgelse over hans mindre sår så de forsvandt for hun kunne altså ikke have han kom ind i rummet og nærmest blev overfaldet inden de kom i gang. Hun tjekkede dog også hans anden ankel for skader inden hun hev begge bukseben ned på plads igen og lod blikket glide op på hans ansigt mens hun rejste sig igen. På en måde var det tydeligt at hun lagde op til et eller andet selvom hun godt vidste at de intet skulle gøre men hun måtte jo give ham et eller andet at kæmpe for, og lige nu brugte hun bare sig selv fordi det var jo hans præmie i sidste ende hvis han kunne holde sig fra kvinder, specielt denne Selena der jo bare gjorde han kom hjem halvdød efter et møde med hende. ”Har du andre sår?”[/color] spurgte hun roligt som hun atter var næsten helt tæt på ham men hun blev jo nødt til at lappe ham sammen lige nu, så han måtte jo være ærlig hvis han mente han havde andre sår for hun kunne jo ikke ligefrem se under tøj eller jo hun kunne få ham til at smide alt tøjet her i gangen men det ville også kunne misforstås ret meget.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Rai tog en forholdsvis dyb indånding, som han kneb det ene øje sammen i håb om at han kunne fortrænge smerten og udmattelsen. Men det var sikker tikke uundgåeligt, at han ville ende med at bukke under af udmattelse, dog forsøgte han at opretholde en form for stabilitet, så han ikke virkede alt for svag. Men det kunne også være for sent? Han lod blikket glide mod hende og forsøgte at få hendes øjenkontakt, også selvom det var noget hun altid skulle give ham lov til først. Men lige nu virkede det lidt so om han havde behov for noget at holde fat i, ellers ville han forsvinde.
"Når mine evner en gang er tilstrækkelige, så vil jeg aldrig mere tvivle på mig selv"
sagde han fast besluttet på, at på et tidspunkt ville hans evner være tilstrækkelige og han ville ikke længere have grund til at tvivle på sig selv, netop fordi han ikke ville kunne forbedre sig mere, hvilket i teorien burde være umuligt, fordi alle ville kunne forbedre sig lige indtil deres død. Han smilte en anelse håbnings fuld til hende, som han forsøgte at holde humøret oppe også selvom udmattelsen bankede på døren og blot ventede på at komme ind. Egentlig var han ikke sikker på, hvordan han skulle tage det næste møde med Selena, for det ville i hvert fald blive meget lettere, hvis han blot blev på slottet og holdt sig helt væk fra Darklia, men kunne han virkelig overleve, hvis han låste sig inde på slottet? Og ville det ikke blot motivere den kvinde yderligere? Det var efterhånden svært at finde frem til den rette løsning, men han havde håb om at Drazilla vidste, hvad han skulle gøre, så han kunne slippe for at være Selenas legetøj.. Og stå til hendes rådighed, når hun ønskede det. Samtidig med at han ville få frihed til at udføre sit job, som Drazillas personlige tjener, som han jo altid havde drømt om og havde fået. Men nu var det måske ved at forsvinde ud af hans hænder, hvis han blev ved med at støde ind i kvinder.. Han blev nød til at holde sig til Drazilla og fastholde sin koncentration. Midt i det hele bragte hendes kommentar et smil frem på hans læber, som fik udmattelsen til at forsvinde, hvorefter han kiggede mildt på hende.
"Men det skete altså i starten af min træning"
fastslog han efterfølgende, da han lige ville sikre sig, at hun ikke var i tvivl om, at han havde lært noget ved træningen. Det gjorde jo ikke noget at han landte på røven i starten af træningen, selvom de fleste krigere næppe ville blive udsat for sådan noget, når de først befandt sig på slottet. Men han var jo ikke kriger. Han rystede en anelse af hendes spørgsmål, eftersom at han ikke kunne huske flere sår eller skader, som Tamia og Tron skulle have udsat ham for. Han havdelært at holde sig på afstand, hvilket også altid gik bedst. Så snart at det blev nærkamp, så ville han intet kunne stille op. Han smilte dog en anelse drillende til hende, som hun virkede ganske lokkende uden selv at være klar over det.
"Der er intet jeg skal hente til Dem, før at jeg går ind til træning?"
spurgte han efter lidt tid, dog med et drillende smil på læben, da hun ikke skulle tage det alvorligt. Det var nærmere sagt for, at vise hende, at han godt kendte sin plads og at han burde være yderst taknemmelig for at hun var med til at træne ham. Men det kunne jo være at det var i hendes egen interesse, at han ikke stødte ind i Selena igen. Måske, måske ikke, man kunne aldrig vide.

[Drazilla Dragoens]

Havde hun stadig været rasende på ham havde hun ikke tilladt øjenkontakt men han virkede jo til at ville have det og bare ved at være hendes lærling så havde han jo automatisk en højere status end de fleste på slottet for der var da næsten ikke noget større end at være hendes lærling, selvom hun havde nogle sære valg af lærlinge, for Rai var jo tjener og Mira havde været kroejer inden hun havde taget dem under hendes vinger, selvom hun jo bare måtte håbe på bedre udfald med Rai eftersom Mira jo konstant var på selvmordets rand fordi Zill nægtede hende.
”Dine evner kan først blive tilstrækkelige når du selv tror på at de er gode nok. Du kan mere end du tror, men det er din tro og tvivl som holder dig tilbage. For jeg tror skam på dig, du skal bare bevise det overfor dig selv”

[/color] sagde hun roligt for hun tvivlede da ikke på han sagtens kunne mere end han gav sig ud for at kunne, men hun kunne jo ikke ligefrem hjælpe ham til at tro mere på sig selv for nogle af de bedste magiker var jo folk der troede og stolede fuldt og fast på at der var visse ting de kunne og dem de ikke kunne ville de alligevel bevise de kunne. Så det var kun ham selv der skulle overbevises så hun måtte jo udsætte ham for en del træning bare for at vise der faktisk fandt værre ting end en vampyr kvinde med piske for han kunne jo blive smidt direkte i træningsgården og blive brugt som boksebolt eller mærke Drazillas vrede, for hun kunne jo være meget svær at overbevise når hun først havde sat sig noget i hovedet hvilket jo også var grunden til at hans tidligere straf med lænken jo havde været hård og nu var hendes træning også hård fordi han skulle lære at kæmpe imod forskellige blot for at hun kunne være mere rolig ved at slippe ham fri i Darklia, så var problemet bare med kvinderne men hvis han holdt hans løfte så varede det jo ikke længe før han ikke længere behøvede at ligge med flere kvinder for så fik han jo Drazilla.
”Jamen det kommer jo også pludselig når hun endelig gør det”[/color] sagde hun en smule drillende for hun regnede ikke ligefrem med at Tamia ville være noget for Rai nu hvor hun havde gjort skade på ham, så hende var hun ikke helt bange for at drille med. Men hun var jo blevet nødt til at udsætte ham for de 2 personer, selvom det vidst kun var godt at hun stoppede dem inden de fik det alt for sjovt med at lege med ham for de kunne sikkert finde på at pille ham ad stykke for stykke hvis det ikke var på grund af Drazillas ordre tidligere med at de ikke måtte dræbe ham og han skulle bruges til noget men det kunne han jo også sagtens selvom hun godt ville have undværet at han blødte for det skulle da nok påvirke vampyrerne alligevel.
Hun kom dog til at grine en smule over han ville hente noget til hende ”Nej min kære.. du skal sætte dig ned på din dejlige røv og så henter jeg noget til dig som kan hjælpe noget med din træning eller i hvert fald inden vi lige skal ordne noget og så i gang med træning sammen med vampyrerne”[/color] sagde hun roligt med et lidt drillende smil før hun kort kyssede ham på kinden og vendte ryggen til ham for at hente noget nede på hendes arbejdsværelse mens han bare kunne sidde op af væggen og slappe af indtil hun kom tilbage, for hun havde jo ikke ligefrem tænkt på at han ville blive udmattet for bare et par timers træning.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Det kom egentlig en anelse bag på ham, da det for en gangs skyld lykkedes ham at få øjenkontakt med Drazilla. Det var ikke helt naturligt for hende eller ham, eftersom at han godt vidste, at hun var hævet over alle andre i Darklia, så han var blot taknemmelig for at få lov til at betragte hendes øjne for en stund, hvad enten den måtte være lang eller kort. Rai var også beæret over, at hun overhovedet fandt tid til at tage ham som lærling, også selvom han egentlig selv mente, at han ville ryge tilbage til hendes personlige tjener, når episoden med Selena var veloverstået, noget som han også sagtens ville kunne acceptere. Rai virkede dog en smule mundlam af hendes ord, som han forsøgte at svare hende, men det eneste han gjorde var at åbne munden, uden at der kom en eneste lyd ud. Han skulle lige sluge hendes ros, noget der virkede fuldstændig forkert, som om hun havde gang i et eller andet?
"Jeg er taknemmelig for Deres støtte, min dronning. Jeg skal nok gøre mit bedste"
sagde han med et ærligt smil på læben, som han blot forsøgte at holde fast i deres øjenkontakt, så længe det var ham muligt. Det var muligvis sandt det hun sagde, han manglede blot at tro på sig selv, men lige nu var han alt for udmattet til overhovedet at tænke. Nok var han van til at rende rundt på slottet, men det var ikke altid nødvendigt for ham at flygte for livet, kun når han virkelig hade dummet sig overfor Drazilla, hvilket stadig godt kunne ske. Lige nu nød han blot den ro, som hun gav ham inden at han skulle videre. Rai åndede lettet op, som han fik taget sig selv sammen til at slappe lidt mere af, eftersom at det ikke nyttede noget, hvis han forblev så anspændt i hele kroppen som han lige nu var. Lige nu så han blot frem til at blive færdig med træningen, eftersom at han godt kunne tænke sig at ligge ned.. Men på den anden side, så var han også oplagt til at fortsætte, fordi han havde noget at bevise over for Drazilla og ham selv.
"Står det til mig, vil jeg gerne undgå Tron og Tamia fremover.. De kunne sikkert godt finde på at fortsætte"
sagde han med et skævt smil på læben, som han roligt tog sig lidt til nakken og lagde hovedet til den ene side, for efterfølgende at afgive et knæk.. Det var nødvendigt at få alle spændninger ud af kroppen, ellers ville han næppe kunne fortsætte. Efterfølgende lod han dog blikket glide langs med gangen, den vej hvor slaven var forsvundet hen. Noget kunne i hvert fald tyde på, at han skulle selv sammen vej senere. Tanken om at vampyrerne ventede på ham, var ikke særlig rar, han håbede blot ikke at de var lige så sindssyge som Selena havde vist sig at være.. Nu måtte han bare bide tænderne sammen og tage sig sammen, som han slappede mere af, da han først hørte hendes latter, hvorefter han trak lettere undskyldende på skuldrene.
"Jeg kan godt hente det, hvis De siger hvor det er og hvad jeg skal lede efter?"
sagde han med et roligt smil, men han regnede dog ikke rigtig med at hun hørte det, da han først mærkede kysset mod sin kind, som hun vendte ryggen til ham og gik. Han lod sin højre hånd bevæge sig op til hans kind, som hun lige havde kysset, før at han blot smilte lettere drømmende, inden at han satte sig ned ved muren og så lettere afventede i den retning, som hun var forsvundet i. Hvad havde hun egentlig tænkt sig at give ham? Og hvad skulle han stille op imod de vampyrer, som med sikkerhed kunne flå ham, hvornår det skulle være. Men han blev blot nød til at stole på Drazilla.

[Drazilla Dragoens]

Det kunne egentlig godt være hun lige havde rost ham, men hun blev jo nødt til at give ham noget at tro på og vide han ikke var helt alene også selvom hun jo ikke ville være der den dag det hele skulle ske, men efterfølgende havde hun jo lovet at gifte sig med ham hvis han altså ikke gik i seng med nogen kvinder og hvis han overhovedet overlevede mødet med Selena, for hun ville jo have en hun kunne stole på ellers blev han nok forvist fra slottet, for hun havde jo advaret ham om hvis hun så ham med en anden kvinde så der stod jo egentlig en del på spil for Rai foruden bare en chance for at være sammen med Drazilla åbenlyst.
”Det får vi at se om du gør. Jeg kan kun give dig nogle midler til kamp, jeg kan ikke vinde den for dig”

[/color] sagde hun roligt med et skævt smil for hun ville jo lade ham kæmpe sin egen kamp selvom hun ville sende lejemordere og dusørjæger ud i nakken på Selena også men hun vidste jo ikke ligefrem hvor snedig den kvinde var så det var jo bedst at han også forbedrede sig til kamp. Selvom hun lige nu gav ham lov til at slappe bare en smule af inden den næste træning selvom hun allerhelst ville have de skulle videre med det samme så kunne hun jo ikke ligefrem forvente at en tjener var i lige så god en form som en kriger, derfor fik han sin mindre pause hvor han kunne slappe af og hun kunne få styr på hans sår så han ikke gik i kamp med åbne sår, men om der så kom sår senere hen kunne hun jo ikke sige noget om, men denne træning ville hun dog overvære bare for at sikre sig at Rai kom levende ud af det fordi han jo trods alt skulle op imod 3 vampyrer og uden træning i forvejen kunne hun jo ikke forvente at han kunne klare det.
”Bare rolig, det får de nu ikke lov til. Jeg skal nok give dem noget andet at tænke på”[/color] sagde hun igen roligt for hun ville jo bare sende dem ud i kampe, så slap Rai for at skulle undgå dem her på slottet eller i hvert fald slippe for at være på vagt konstant over at muligvis kunne finde på at angribe ham lige så snart Drazilla ikke var til stede. Men igen der var vel efterhånden stykker som kunne finde på at gøre ham skade når hun ikke var til stede? Hun anede jo ikke hvad ballade han gik og lavede når hun ikke var i hans nærhed, eller rettere når han ikke var i hendes nærhed og passede sit arbejde.
Nok hørte hun ham men hun valgte ikke at kommentere det fordi hun allerede var på vej væk og det ville gå meget hurtigere når hun selv hentede det, desuden var hun ikke så vild med at have folk rendende rundt i hendes arbejdsværelse, for det var normalt et lukket og låst rum hvor hun kun gik hen, ja selv rengøringen holdt hun selv styr på i det rum ligesom i de andre få hemmelige rum hun havde her på slottet, hvor der var adgang forbudt for uvedkommende. Så hun gik med hurtige skridt hen imod hendes arbejdsværelse, dog med et mindre grinende smil over hendes læber, selvom hun ikke var helt sikker på grunden til at hun smilede men hun var jo egentlig i godt humør, noget hun ikke havde været længe men nu var hun det åbenbart. Så hun var hurtigt ved rummet og fik åbnet det, og hentet flasken fra en af de hyler hvor hun havde forskellige eliksirer bare fordi man jo skulle have lidt sjov så der var lidt af hvert, samt en eliksir der nok skulle gøre sig nytte til deres træning. Så efter nogle få minutter i kammeret forlod hun det igen og låste det inden hun gik tilbage til ham med begge eliksirer i hænderne fordi de nok ville hjælpe ham en smule og så fik hun jo lov at prøve en af Ash mindre eksperimenter for det var den anden eliksir hun havde grebet på vejen ud.
Hun gik roligt hen til Rai og satte sig på hug foran ham med et skævt smil.”Jeg har noget der kan hjælpe dig”[/color] sagde hun roligt i tilfælde af at han skulle sove for noget tid men hun skulle jo nok finde en måde at vække ham på når det var.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Følelsen af at kampen og træningen kun ventede på ham, var en anelse underlige, eftersom at han ikke vidste hvad der i teorien ventede på ham, ud over at han skulle møde nogle vampyrer i løbet af sin træning, så vidste han jo ikke hvad hun havde tænkt sig. Så til et mindre punkt var han faktisk spændt på at se, hvad der skulle ske, men samtidig var han også nervøs for, at han ikke kunne lve op til sine egne forventninger eller Drazilla's.
Rai smilte en anelse til hende, som han ikke længere vidste hvad han egentlig skulle svare hende for han var godt klar over, at hun ikke kunne vinde hans kamp for ham, det var noget han selv blev nød til at klare. Han sank en mindre klumper, som han lod sit blik glide ned mod sit ben. Det kunne godt være at han var blevet helet op til flere gange, men de indvendige smerter var jo ikke til at glemme.. Rai vidste godt at han ikke skulle kæmpe til døden, men man vidste jo aldrig hvor ivrige disse vampyrer kunne være.. Så man kunne vel godt sige, at han havde nok at tænke på. Måske Rai ikke en gang behøvede at tænke så meget, men det var ikke rigtig noget han kunne undgå, eftersom at det altid havde været naturligt for ham at tænke på konsekvenser, nogle gange uden at drage nogle konklusioner og bare håbe på det bedste. Men nu var det alvor.
Mon Drazilla forsøgte at berolige ham ved at sige at de ikke fik lov til at komme i nærheden af ham, muligvis, men han var ret sikker på, at selvom Drazilla var en hård dronning, så kunne selv de meste loyale krigere på slottet finde på at vende hendes ordre ryggen, så længe at fristelsen var stor nok? Dog var han lettere lettet over, at hun havde i sinde at give dem noget andet at tænke på, fordi det ville måske få dem til at glemme deres oplæring af ham.. Noget der sikkert godt kunne være gået meget bedre, hvis Rai i virkeligheden havde været en kriger.. Han smilte dog venligt til hende, som han fandt vej ned på gulvet og lod hende gå. Underligt nok, så håbede han faktisk at han snart ville have mulighed for at få sin stav tilbage igen. Han regnede i hvert fald med, at den var nødvendig for at holde vampyrerne på afstand.

Idet at hun havde forladt gangen, og Rai ikke længere kunne høre hende, lod han sit hoved hvile mod væggen, som han kiggede op i loftet og blot trak vejret ganske roligt. Han var ret sikker på, at Drazilla ikke så ham komme galt af sted, hun havde i hvert fald givet ham det indtryk ved den tidligere træning, så han følte sig sikker, til et vist punkt. Stilheden ramte ham meget hurtigt, som tankerne igen strøg rundt i hovedet på ham. Egentlig var han ikke klar over, hvor lang tid der gik, før at han igen kunne høre skridt på gangen. Han var dog overbevist om, at der ikke kunne være gået særlig lang tid, da han endnu ikke var døset hen. Et roligt smil bredte sig hurtigt over hans læber, som han kunne fornemme Drazilla's skikkelse i det fjerne. Han ville dog gerne have rejst sig, da hun kom tættere på, men orkede ikke lige at komme på benene igen. Heldigvis for ham lod Drazilla også til at sætte sig foran ham. Dog lagde han hovedet en anelse på skrå, da han kiggede ned i hendes favn og så de to flasker med eliksir. Hvad mon der var i dem? Noget han tilsyneladende skulle finde ud af meget hurtigt.
"Det kan jeg sikkert ikke undvære.. Men burde jeg ikke kende nogle besværgelser og have min stav med ind til vampyrerne?"
Spørgsmålet var roligt, som om han havde brugt lang tid på at overveje om han nu også skulle spørge hende eller lade vær.

[Drazilla Dragoens]

Hans træning havde overstået første del, snart skulle de næste halvleg og så senere endnu en halvleg før han endelig ville kunne slappe af, men til den del havde hun så også en overraskelse til ham som nok skulle glæde ham, men den tid den fornøjelse som man jo sagde for de skulle lige igennem en del træning med vampyrer og studere bøger oven i, så dette kunne gå hen og blive en meget lang og meget udmattende dag, selvom det var noget som skulle gøres og det var jo ikke ligefrem fordi Drazilla ville blive udmattet af det, så det var mest Rai det nu gik udover for hun skulle jo hovedsagelig sidde på hendes røv og se på det hele.

Efter hun var kommet tilbage og havde sat sig på hug foran ham smilede hun roligt til ham. ”Du skal nok få din stav igen inden kampene med vampyrerne, men regnede med at vi tog besværgelserne hen af vejen. Eftersom vampyrerne også er der for at lære omkring hvilke besværgelser de skal undgå..”

[/color] startede hun roligt ud med at forklare ham for han skulle jo nok få staven igen og de ville tage det mere stille og roligt med denne træning, eller ikke helt stille og roligt men det var ikke ligefrem hvor han skulle løbe for livet rundt i tronsalen men der skulle da nok være noget mere fysisk arbejde ved det og så var der jo selvfølgelig læsningen bag efter men mon ikke ventede til dagen efter de havde sovet lidt? Det var jo kun noget tiden kunne vise for de skulle jo igennem træningen først. ”Men drik nu, den her er for at give dig noget ekstra energi så du vil have det som om du lige har sovet rigtigt godt eller fået lidt for meget at drikke, uanset hvad så giver det energi til træningen”[/color] sagde hun roligt og rakte den ene eliksir imod ham, den med det ekstra energi så han ikke ville føle sig så udmattet og dermed kunne være frisk til træningen med vampyrerne for det krævede jo han var vågen og på vagt overfor vampyrerne for de kunne jo være yderst snedige og hun ville jo ikke stoppe alle angreb da han skulle lærer at være mere vågen når han befandt sig steder, for hun kunne jo ikke altid stå vagt for ham, det var ikke ligefrem hendes arbejde.
Hun rakte den anden flaske imod ham også ”Denne her skulle gøre dit blod mindre appetitvækkende for vampyrer, selvom jeg ikke er helt sikker på om det gør det. Men tænkte du ville lege forsøgkanin for der er vidst ikke nogen bivirkninger ved det og den skulle ikke påvirke dig anderledes, men du kan også blive fri.. Selvom den jo kunne være god hvis du alligevel kom til skade under træningen”[/color] sagde hun roligt for hun var jo ikke helt sikker på den men det var i hvert fald hvad hun havde fået forklaret af Ash og det var jo en mand hun stolede på, selvom hun godt var klar over at det forelskede fjols kunne være yderst farlig overfor dem som gjorde hans elskede ondt, hvilket jo også var grunden til at hun valgte at holde sig på den gode side af ham da han var den kongelige healer. Og han havde jo været en ven af familien længe, men hvis Rai ikke ville drikke det måtte hun bare finde en slave på et andet tidspunkt for at afprøve eliksiren på den person blot for at se om Ash talte sandt, men han havde jo normalt testet den før hun fik de nyeste eliksirer fra ham så hun selv kunne afprøve dem og se om hun egentlig gad at have et mindre lager af det, for der kunne jo sikkert være nyttigt i visse tilfælde og hvis Rais ”fjende” var en vampyr så ville det måske være en god ting.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Det virkede egentlig som en ganske rolig samtale, det de havde gang i, men sjovt nok, så var emnet langt fra roligt, eftersom at han godt vidste hvad der skulle ske. Men lige nu hvor han befandt sig i selskab med Drazilla forholdt han sig roligt, som der ikke var nogen grund til at frygte noget i gangene på slottet, i hvert fald ikke hvad han vidste af. Han nikkede roligt til Drazilla, som hun sagde, at han nok skulle få sin stav tilbage.
"Lad mig gætte. Det var den eneste måde, hvorpå De kunne få dem med på træningen? Men jeg kan godt se det smarte i det, uden at vide hvilke besværgelser De har studeret."
indrømmede han roligt, som han blot var lettet over, at hun ikke havde i sinde at tage hans stav fra ham, i et forsøg på at få ham til at tænke i andre baner, nogle gange var det jo egentlig smart ikke at være alt for afhængig af sin stav, også selvom det var det, der gav magikerne deres sande styrke. Ideen med at lade vampyrerne få noget ud af træningen kunne han sagtens se, og han regnede næsten med, at det var den måde, hun havde lokket dem med ind i træningen. Så var det så bare om disse vampyrer virkelig havde i sinde at træne eller blot forsøge at læse ham.. Rais blik gled ned på flasken og tog imod den ene eliksir, som han lod blikket glide ind i flasken for at betragte væsken. Lige umiddelbart virkede den ikke farlig, men samtidig så lod han også blikket glide mod hende, med et drilsk smil på læben.
"De ved hvordan jeg bliver, hvis den først gør mig beruset"
sagde han med et drillende smil, før at han åbnede flasken og valgte uden flere ord, at drikke indholdet. Han vidste dog ikke hvor lang tid der ville gå, før at det begyndte at virke, men samtidig var han overbevidst om, at det nok skulle fungere, for en periode. Lige pludselig blev han grebet i en underlig følelse, som om hans indre begyndte at brænde, uden at det egentlig gjorde ondt. Men så småt begyndte udmattelsen at fortage sig, som et smil spredte sig hen over hans læber. Det var lige det han havde manglet, et nyt skud af energi.
Hans blik blev en anelse undrende, da hun valgte at række ham endnu en flaske.. Han mente ikke at det var nødvendigt med endnu en energi drink eller hvad man kunne kalde den tidligere eliksir, dog blev han en anelse nysgerrig, da han hørte hendes forklaring på eliksiren.
"Hvor længe tror De, at eliksiren påvirker mit blod?
spurgte han ganske roligt, inden at han tog imod den anden flaske. Dog stirrede han længe på flasken. Om han lige frem ville kalde sig selv en forsøgskanin og tage imod eliksiren vidste han ikke, men på den anden side, så havde han ikke noget at tabe, så han valgte at nikke til Drazilla, inden at han tog proppen af. Han lugtede en anelse til eliksiren og skar en grimasse, før at han drak indholdet uden rigtig at tænke over, om der nu kunne være nogle bivirkninger, dog ville han gøre alt for at der ikke var flere, der skulle sætte tænderne i ham. Det var jo ikke ligefrem en rar følelse, hvis han selv skulle sige det.

[Drazilla Dragoens]

Det var sandt, det var en af de mere rolige samtaler de havde haft for normalt var hun jo kun ude på 2 ting, den første var at lokke ham til at gøre hende rasende så hun kunne tæske ham og den anden var for at lokke ham med i seng, men lige nu ville hun jo bare sørge for han havde styrke til at klare hendes træningsmetoder da hun jo mente man lærte bedst når man befandt sig i selve kampen end bare at sidde og studere i bøger.
”Altså det hjalp da lige så godt som at true med at de miste livet hvis de ikke gjorde det. For vi er ikke ude på at dræbe men bare lære de enkelte besværgelser at kende så du senere kan bruge dem til drab.. Det er som at lærer at bruge trækæppe før man får lov at bruge sværd”

[/color] forklarede hun roligt men sådan var det jo, selvom det kunne være meget ydmygende at kæmpe med kæppe foran trænet krigere, så var det jo nødvendigt for ellers kom de fleste jo til skade inden de havde håndteret et sværd inden for den første time. Selv Zill havde været igennem sådan en træning og hun brugte den stadig men det var mest fordi hun ikke var ude på at skade hendes krigere alt for meget, og så var kæppene jo fint nok for det gav blåmærker men det kunne jo overleves medmindre hun ramte rigtigt og brækkede noget eller trykkede et bestemt sted så de kom mere til skade. Udover lige nu var det jo bare vampyrer han skulle lærer at kæmpe imod så han skulle bare lære grunddelen i besværgelserne for nogle skulle jo times rigtigt før de kunne bruges til noget, ellers kastede han bare besværgelser forgæves og så kunne han lige så godt lade være med at bruge magi overhovedet.
”Selvfølgelig, så bliver der bare mere underholdning for mig. Udover det ikke er meningen at du skulle føle at du er svimmel eller noget.. du skulle bare få mere energi”[/color] sagde hun roligt med et skævt lidt grinene smil for hun vidste jo udmærket hvordan han var når han havde fået noget at drikke, for hun havde jo selv tvunget en del alkohol i ham efterhånden bare fordi hun mente det var sjovt at tæske ham når han var fuld. Selvom de jo også havde det med at ende med at de havde samleje, men det var jo fordi han var utroligt underholdende og han kunne jo ikke selv lade være med at komme med tilnærmelser uanset hvor meget hun tæskede ham, hvilket jo var sjove ved det så hun kunne ikke selv lade være med at belønne ham ved det.
Da han spurgte ind til den anden eliksir trak hun på skuldrene ”Se den del aner vi ikke. Det kan være kort tid eller for alt tid, så det var jo det jeg ville undersøge”[/color] forklarede hun stadig roligt for hun anede det ikke men hun håbede da på en time eller 2, men hun ville jo forsøge at tage tid på det. ”Ja beklager lugten og muligvis smagen, men det skulle gøre dit blod surt og nærmest uspiseligt, som koldt blod eller dyreblod eller hvad de nu ikke kan lide”[/color] sagde hun roligt for det skulle vidst være sådan noget virkningen skulle være, dog vidste hun jo ikke ligefrem hvad Ash havde testet eliksiren på men noget havde han testet det på så ville hun da bare afprøve det på Rai nu hvor han selv indvilligede i det, for hun tvang ham jo ikke ligefrem selvom hun kunne have gjort det.

Efter han havde drukket det rejste hun sig igen op og rettede lidt på den lårkorte nederdel for den var krøbet en smule op men andet havde hun heller ikke forventet, men nu havde de vidst nogle af tingene overstået så skulle hun jo bare tage en tid på den sidste eliksir eller det blev jo nok en ca. tid da hun ikke rigtigt ville kunne følge med i solen eller havde noget andet form for tidsviser. ”Vi går bare videre når du er klar”[/color] sagde hun roligt for hun havde jo tid til at vente, selvom vampyrerne nok ville blive mere utålmodige og irriteret over at skulle vente så længe, så de blev nok ikke særlig flinke i træningen.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Det virkede næsten beroligende på ham, som hans krop fik mere og mere lov til at slappe af, uden at han virkede alt for koncentreret om at slappe af. Han havde bestemt ikke noget imod at lytte til hendes råd og valgte blot at smile til hende. Lige nu kunne han ikke andet end at give hende ret, eftersom at hun nok var den eneste som havde styr på sine egne krigere og vidste hvordan de forskellige situationer skulle håndteres, hvad enten det drejede sig om vampyrer, mørkelvere eller skygger. Han var i hvert fald den sidste, som ville kunne forstå sig på krigere. Han var blot glad for at hans træning med dem var ovre, også selvom han havde på fornemmelsen af, at det kun ville blive værre.
"Jeg kan godt se ideen, så må vi bare håbe at jeg kan udføre det"
sagde han med et mindre skævt smil, som han endnu ikke var helt overbevidst om, hvad han skulle stille op, samtidig med at tanken omkring vampyrerne muligvis skræmte ham en anelse. Der måtte jo være en grund til at hun havde valgt lige netop dem, samtidig med at han ikke var helt sikker på, hvad de forskellige vampyrer stod for og hvordan de ville reagere på ham. Han tog roligt en hånd op til hans hage, som han så så ud til at tænke lidt omkring hendes ord. Dog håbede han selv at han havde muligheden for at beholde sin fornuft og at eliksiren ikke ville påvirke hans dømmekræft, hvis han altså havde en. Rai kunne sagtens se ideen med at han først lige skulle lære at håndtere de forskellige ting, men hvordan skulle han så håndtere den egentlige situation, hvis han først stødte ind i Selena igen. Inderst inde håbede han virkelig at han kunne undgå hende, men på den anden side, så ville det måske være godt at få det hele afgjort? Så han var faktisk en anelse splittet, hvad angik hans følelser omkring et nyt møde med Selena.
Han nikkede roligt til hendes ord og smilte lidt, før at han vendte blikket mod gangen. Der var virkelig ikke andre end dem, det var næsten underligt, at de havde fået så meget tid alene, men han kunne ikke bare blive ved med at nyde det. Han vidste godt at træningen lå for døren, det skulle bare overståes. Da han vendte blikket mod hende igen, så han hende trække på skulderne, hvilket gjorde ham en anelse nervøs for eliksiren, men alligevel røg den ned. Han kunne jo sikkert godt bruge al den hjælp, så stod til hans rådighed. Men han havde ikke mulighed for at benytte sig af Drazilla, hun ville sikkert kun bryde ind, hvis det blev for meget. Smagen var egentlig forfærdelig, så han skar en enkelt grimasse, før at han nikkede til hende, ligesom for at give hende ret i, at smagen og lugten var forfærdelig.
"Med den her ånde, vil jeg nok aldrig kunne få et kys fra Dem"
sagde han drillende, også selvom han ikke var sikker på, at det havde påvirket hans ånde. Det var bare ganske morsomt, og virkede måske også mere overbevisende, om at det havde smagt forfærdeligt.

Da hun rejste sig op og rettede på sin nederdel, fulgte han hendes eksempel, bortset fra, at han ikke valgte at rette på sit tøj. Han smilte lidt for sig selv, som han lod blikket glide ned langs med hendes krop.. Energien var tydeligvis ikke det eneste, der var vendt tilbage, så han tvang sig selv til at kigge frem ad. Rai var lige pludselig blevet spændt på, hvad hun havde forberedt, samtidig med at han var nervøs, dog ikke lige så slemt som før, det var blevet overskygget af spændingen.
"Jeg er klar. Det skal bare gøres"
sagde han fast besluttet og vendte blikket mod hende, som for at sige, at hun blot skulle vise vej, så skulle han nok følge hende.

[Drazilla Dragoens]

Som krigerdronning var det vigtigt for hende at kende alle racers svagheder og styrker, selvom hun jo stadig ikke kendte alle tingene da hun mest af alt kendte det der stod i bøgerne som var blevet skrevet ned igennem århundrede, for der var jo ikke nogen der var dumme nok at skrive om deres egen races svagheder, så det var jo ud fra erfaringer fra andre og blandet med hendes egne, der gjorde hende en smule klog på det punkt, og så det hun jo vidste lidt mere end nogen eftersom hun havde en af de racer der var sjældne under hendes kommando, nemlig monstret der vogtede hendes hjerte for hende bekendt fandtes der kun få eksempler tilbage og hun ejede den ene.
”ellers må du jo få flere dage med hård træning”

[/color] svarede hun blot til det med et skævt smil for det ville da give hende noget at lave for nogle dage hvis det var, og der var jo ingen der sagde han skulle møde denne Selena inden for kort tid så de kunne jo i teorien bruge flere dage hvis de havde lyst til det og det ville jo give hende noget at lave, så hun ville da ikke have noget imod det. På den måde kunne de jo også finpusse de forskellige ting og han kunne få lov at træne noget mere med Tamia og Tron selvom hun nu tvivlede på at han ønskede det, men ellers kunne han jo bare træne med hende selvom hun ikke ligefrem var ekspert i det med pisken, for det var jo ikke ligefrem et våben hun beskæftigede sig mest med, men der var jo også andre personer der kunne bruges til sådan noget. Selvom hun nok ville være der for at overvære det de næste gange fordi hun jo nok ikke kunne regne med at alle hendes krigere ville være lige søde som Tamia og Tron, selvom de mest af alt nok forsøgte at bevise at de var bedre end de lige var stillet hos Drazilla, men de skulle da nok få lov til at bevise dem selv når hun sendte dem i krig og lod andre overvåge dem for de kunne jo få lov til at skabe et nav for dem selv når det var.
Zill tog sig dog ikke af at der var så stille omkring dem selvom hun nu ikke var helt dum nok til at prøve på noget, eftersom der jo fandtes en del spøgelser på slottet foruden de der vampyrer, skygger og elvere som med lethed kunne liste sig ind på en og overvåge en uden man overhovedet kunne nå at reagere på det, hvilket jo gjorde man ikke rigtigt kunne få lov til at være helt alene, selvom det nu undrede hende at hun ikke havde set Dallcan længe, for han var normalt det spøgelse som var mest irriterende og plagende og et spøgelse der ikke var bange for at sladre for hey hvad kunne der ske med ham? Zill havde jo allerede myrdet ham en gang, hvilket også var grunden til at hun ikke rigtigt slog nogen ihjel i hendes slot længere fordi hun ikke ville have sådan en plageånd igen og han blev jo ved indtil hun selv ville dø.
Hun kom dog til at grine over hans kommentar ”Ikke hvis du regner med at det skulle være på munden”[/color] sagde hun lidt drillende med et lidt frækt smil som hun lod blikket kort glide ned af hans krop så han muligvis fik en hentydning til hvad hun mente inden hun igen så op i hans øjne for der var jo andre steder der kunne kysses, hun havde kysset ham på kinden for meget kort tid siden som et slags bevis for der fandtes andre steder en læberne.

Da de igen begge var oppe og stå så hun ned af gangen fordi de jo skulle den vej til hans videre træning nu hvor han havde fået fornyet energi på den samme måde som hun ind i mellem brugte når det virkede dumt at drikke vin eller hvad hun ellers havde af alkohol. ”God holdning og det skal da nok blive underholdende for mig også”[/color] sagde hun roligt med et lidt drillende smil inden hun begyndte at gå i retningen af tronsalen hvor slaven ville vente uden for døren mens vampyrerne ville vente inden for så træningen kunne begynde for dem alle og for Zills vedkommende så ville det jo være underholdningen.
[/blockquote]

[Rai Mirriko]

Måske Rai, når han fik tid til det, skulle forsøge at læse om de forskellige racer, så han lettere ville kunne udnytte deres svagheder til hans egen fordel og måske endda kunne vende de såkaldte styrker til noget negativt? Det ville i hvert fald gøre det hele meget lettere for ham, hvis han også vidste helt præcist, hvad han kunne komme ud for. Det ville dog være smartere, hvis han ikke behøvede at bruge tid på at få informationerne, men nærmere kunne vide det allerede, hvilket jo var umuligt. Dog vidste han godt, at han ikke ville få tid til at undersøge de forskellige racer, eftersom at nu skulle al tid, vågen tid, bruges på at træne, så længe Drazilla var villig til at give ham tid til det. Han var jo trods alt hendes tjener, så det var hende, der skulle til at undvære ham, medmindre at hun selvfølgelig havde tænkt sig at være nærheden af ham konstant? Det ville i hvert fald ikke blive tolket som noget negativt.
Egentlig var Rai overbevidst om, at han nok skulle klare den hårde træning og derfor var han også villig til at fortsætte, netop fordi han mente at det var nødvendigt. Samtidig med at han håbede og regnede med at begge eliksirer ville virke, når det først var nødvendigt. Han var i hvert fald sikker på, at han havde fået mere energi og ikke længere havde træn til at føle sig udmattet.
Noget der var befriende, var nok at han fik lov til at høre hendes latter, som det fik hans krop til at slappe af, samtidig med at han så var sikker på, at hun stadig var i godt humør og at han ikke behøvede at være så nervøs for at hun lige pludselig skulle forandre sig overfor ham. Rai ville dog ikke sige ned til et kys, hvis han fik muligheden, men han havde alligevel nydt kysset mod hans kind, fordi det var med til at skubbe ham ind i træningen, da han blev mindede om, hvad han kæmpede for.

Rai fulgte roligt efter Drazilla, som han lod blikket vandre lidt rundt i gangene, hvor han blot brugte tid på at betragte gangene. Underligt nok, så havde han aldrig haft tid til at bragte malerierne, men det kunne have noget at gøre med, at han næsten altid var sent på den, og at det derfor ofte var nødvendigt for ham at løbe igennem gangene for ikke at komme alt for sent
"Jeg er her jo også, for at underholde Dem"
sagde han med et roligt smil på læben, som han lod sine hænder glide ned i lommerne på de sorte bukser, imens at han lod blikket hvile mod hende. Det var helt klart meget bedre at betragte hende, som de lange og høje gange.. Hendes tøj sad tæt til hendes figur, som han næsten forsvandt ind i sin drømmeverden, imens at han fulgte hende. Dog blev han nærmest smidt ud af sin mindre drømmeverden, da han var ved at gå forkert. Han startede med at virke lettere forkert, før at han fandt ud af, hvor hun var gået hen og nærmest valgte at se lettere forlegen ud og klø sig i nakken, før at han fortsatte sammen med hende, som intet var sket.

[Drazilla Dragoens]

Der var ikke meget som Zill gik rundt og lavede når hun ikke trænede, men en ting var sikkert at hun lavede her for tiden, nemlig at bruge meget tid i biblioteket fordi hun læste om både racer, besværgelser, og så historien omkring landene, alt sammen fordi hun forsøgte at finde et smuthul til hvordan hun kunne overtage Nirelia uden at begge lande skulle gå under, dog havde hun ikke fundet noget udover det hun allerede vidste og det hun jo allerede havde lokket den uvidende og unge Clary til, fordi hvis Zill kunne styre hende så styrede hun jo også på en måde landet, men hun ville nu godt have mere magt. Dette var selvfølgelig noget andre ikke vidste noget om, selvom nogen måske havde gættet at Zill krævede mere magt men så forstod de ikke hvorfor hun ikke bare tog den, men dette var jo hendes hemmelighed, hendes og så Clary fordi de begge var arvinger til tronen så dette var kun noget de vidste.
Men alt ønske om at herske over Nirelia var glemt for noget tid fordi hun jo ville hjælpe Rai med hans træning så hun i det mindste kunne sikre sig en mand der kunne give hende arvinger, altså nogen magien ville være bundet til, for det havde ikke rigtigt lykkes med Damian efter alle de år for hver gang hun havde opdaget at hun havde ventet barn havde hun mistet det igen. Men igen så var Rai vel også bedre når det kom til stykket? Han kunne i hvert fald rejse med hende uden de behøvede at tænkte på solen eller sådan andre ting som ville kunne forhindre en rejse, noget hun jo savnede selvom hun sjældent rejste langt fra slottet så var det nu stadig godt bare at komme en smule væk, som en tur til bjergene og udforske nogle af grotterne der eller en tur til Tortuga uden det behøver at være en slags forretningsrejse.

Som de gik hen af de ret mørke gange så Zill roligt frem for sig for der var jo ikke mange steder at se hen, når hun også skulle passe på med ikke at give Rai for meget opmærksomhed, selvom nogen nok allerede havde luret den, men igen det var jo ikke første gang hun tilbragte meget tid med en elev selvom sidst handlede det jo også om at få personen med i seng på et eller andet tidspunkt eller bare lokke denne til at kæmpe for hende selvom hun i sidste ende ikke kunne bruge personen, mest fordi den sidste elev jo var en kvinde og hun kunne ikke ligefrem give hende arvinger.
”Se det kan jeg ikke diskutere med dig.. Men det bliver ikke alt sammen sjov, for vi skal træne”

[/color] sagde hun roligt med et skævt smil for hun ville jo nok blive underholdt, men hvis hun kendte Rai rigtigt så skulle han nok finde en måde at pisse hende af på også, så det blev nok ikke alt sammen sjovt. I starten lagde hun dog ikke mærke til at Rai for kort tid ikke fulgte hende men da hun opdagede det stoppede hun op og ventede roligt på ham fordi hun jo ikke regnede med at han ville smutte når han stod overfor denne enestående oplevelse, dog stod hun med armene over kors da han kom tilbage til hende fordi hun jo var en smule irriteret over de alligevel ikke var nået så langt, men de arme røg dog ned igen da de igen kunne forsætte fordi han havde fundet hende igen.
Da de kom hen til tronsalen stod slaven uden foran med alle bøgerne i favnen og Rai stav oven på alle bøgerne. Zill gik roligt hen til slaven og tog staven fra hende før hun rakte staven imod Rai ”Den første besværgelse du skal lærer er Venit, men først skal du koncentrere dig og sige Venit Ego til den mens du koncentrere dig om det du vil have staven til at gøre når du udtaler besværgelsen, nemlig at staven skal enten komme flyvende til dig når du bruger besværgelsen, selvom du ikke har staven i din hånd, eller den skal dukke op i din hånd.. Den sidste er den der mest kræver koncentration så jeg vil foreslå den første selvom det er den dårligste af de 2 så er jeg ikke sikker på du er niveau til det andet. Men det er en nyttig besværgelse hvis du taber staven under kamp eller ikke lige har den på dig og kommer i problemer.. Selvom det ville være bedst hvis du gav din stav et navn for så er den mere bundet til dig”[/color] forklarede hun roligt med et lille smil, for det var jo denne besværgelse hun var kommet i tanke om oppe i arbejdsværelset, en besværgelse hun ind i mellem selv brugte for at kalde på hendes sværd Drakolic når den ikke lige var i hendes nærhed, men den havde det så med at dukke op i hendes hånd med det samme når det var.
[/blockquote]