En sjællen bade tur i floden.

[sylvia]

På breden lå en bukte tyndt stykker stoffer if orskellige farver, og en masse bånd, ved siden lå en stav der var omviklet med bånde, fjer, blomster og andre mærkelige ting. Sylvia var hoppet i vandet, det var en gode hun en sjællden gang imellem gjorde. Sylvia havde meget langt hvidt hår.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Der flød en krop ned at floden og der var mange pile stikkende op af vandet så man kunne se den lidt væk det var en mission som var gået galt selv om alamut ville sige det var kun gået lidt galt han havde dræbt en masse slave handlere men var blevet ramt af mange pile og han nåede lige ned i floden

[sylvia]

Mens sylvia bade komder pludseligt e krop flydende forbi med en masse pile i, en ravn skreg i nærheden. med raske tag svømmede Sylvis hen og fik vendt manden ordentligt så hun kunne svømme ham ind på land uden at røre for meget ved pilen. " du aner ikke hvor god floden har været mod dig idag" mumlede hun mens hun hev manden ind på land..

(( er du sød at skrive hvor pilene sidder))

[Griffith Falconsoul Den 13]

De fleste af pilene var fra hans ryg men der var også nogle få på hans ben og alamut sagde "god ja det ... kan man godt ... sige men jeg ... må hjem nu" og da han var kommet op på land rejste han sig langsomt op og da han var oppe løftede han sine arme og hans venstre underarmen pegede ned af og han så kort på den og råbte ret højt "avvvv"

[sylvia]

hun kiggede skeptis på ham, med et kritisk vidende blik, hun vidste godt han ikke ville nå langt på den måde. roligt viklede hundet første lag af alle de sprglede stykker stof rundt om sin krop. han ville ikke komme langt på den måde, men han ville ikke dø af det i hvertfald ikke i de næste 3 minutter det tog hende og vikle sit tøj rundt om kroppen. desuden var det tydeligt at han var en mand, det blev meget svær at håndtere hvis ikke han fik lov at finde ud af selv hvor skidt det faktisk så ud for ham. hhun hævede det ene øjenbryn " Det bliver meget være) sagde hun med sikkerhed i stemmen, det var tydeligt hun vidste hvad hun talte om

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut løftede sin venstre underarm op så det ikke gjorde så ondt og han sagde "det ved jeg ... men jeg er ... nødt til at ... komme væk nu" og han gik et par skridt før han faldt sammen og sagde meget stille "jeg må ... væk fra ... hestene" og så mistede han sin bevidsthed og man kunne lige høre nogle heste der var langt væk fra dem

[sylvia]

hun hævede øjenbrynet og tog sin stavn op mens hun gik hen til den bevidstløse mand. en sort ravn kom flyvende ned til hende, hun smilede kærligt " okay bli her " sagde hun blidt, og gik hen og hentede hæstende. da hun kom tilbage fik hun løftet den bevidstløse mand op på den ene hest, her snørede hun ham fast så han ikke røg af. hun kunne ikke bare hive pilende ud først måtte hun se hvilken slags det var, og nogle af dem var på følsommesteder. Hun satte sig selv om på samme hest, og red afsted den anden skulle nok følge efter. der var kun ca 15-20 min ridt til hendes skov hus, der lå dybt inde i skoven. det var meget gammelt og ikke særligt stort. den ene væg lignede at den var stammen på et stort trå der stod der. ved siden var en lille stald hvor der kunne være et par få dyr. her stillede hun hestende, og tog barn manden inden for. hun så ikke stærk ud, men hun havde dog en hvis styrke. selve huset var delt op i tre. rummet mand kom ind i havde en pejs der brændt hvor der hang en gryde over, langs den ene vag var skuffer og sakabe, og et arbejdsbord. foran kaminen var der lagt ud med pæls, og så var der en træbriks. i hver ende hang et par leder forhæng der førte ind til to små andre rum. hele husent duftede af urter, og hvor end man så hen hang der forskellige ting til tørring, fflere folk trode det var en hekse hytte, og det var det vel også sylvia brød sig bare ikke om det udtryk. , en anden usædvandeigt ting var at der kom rindene vand id i huset via et hul i vægen, det løb ned i et stort kar, som hele tiden var fyldt men hvor vandet lige så stille blev skiftet ud. Sylvia fik lagt manden op på briksen, mens ravnen kom flyvende ind i huset
Sylvia arbedjde efik tiv, og startede med at gøre det mest nødvendige, og efter en halv times tid var sårende renset og for bundet, dem der krævede det var blevet syet, og hun havde tilført en grødpaste under bandagerne der var smærte indrende. Det var det her sylvia altid havde lavet.

[Griffith Falconsoul Den 13]

da sylvia var færdig med at tage pilene ud at ham og havde syet sårene sammen vågnede han og rejste sig så hurtigt han kunne i hans tilstand og en lille kniv fra en ring på hans ene tommelfinger og han sagde langsomt "hvor er jeg og hvor er mine ting" og han hoppede langsomt ned af briksen

[sylvia]

Den øverste del af hans tøj var blevet fjernet i stumper og stykker, og lå rundt om briksen, hun havde ikke taget sig af at ordne noget hun havde ravlt med at reperere ham, alle tingende lå lige ledes rund om briksen. hun havde godt set den lille kniv. hu kiggede hårdt ind i hans øjne, hun brød sig ikke om at blive truet i sit eget hus. hun hævede øjenbrynet. " du er ikke så lidt fræk knægt" sagde hun hårdt. hun havde endnu ikke fået vasked hænderne og der var stadigt blod på dem. hun havde fjernet alle andre knive på hans krop på nær den ved hans hånd, hun kendte alle gemmestederne da hun selv altid havde skjult ting omkring på kroppen.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut så blodet på hendes hænder og så undskyldende på hende og han fik den lille kniv til at gå ind i ringen og sagde "undskyld det er en dårlig vane" og han begyndte at samle alle hans våben op og to arm beskyttere at stål og satte dem hans arme der var to specielle knive i dem så når han lavede en bevægelse med hånden kom den ud at dem

[sylvia]

hun hævede øjenbrynet. hans ene arm var også forbundet, samt et stykke af hans ene ben. " jeg henter dig ikke igen når du falder om, om 4 minuter ude i skoven, nok er jeg go, men det tager mere end en halv time for sådan nogle sår at hele. Jeg bryder mig ikke om at se mit hårde arbejde ødelagt af en der har ild i rumpen"

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut så på hende og sagde "jeg har ikke ild i rumpen som de siger men jeg vil ikke blive fundet at dem som gjorde de skader jeg har fået men hvis du vil have jeg bliver så sige det" og han satte sig på briksen og så på hende og ventede på hendes svar for han ville gerne høre hvad hun ville svare ham han vidste godt han skulle blive liggende men han ville være sikker på de ikke skulle finde ham

[sylvia]

" du bliver ikke fundet her" kanstatere hun bare og gik over og vaskede hænderne i den løbende vand. hendes stav stod lænet op af vægen ved siden af briksen. hun hev det lange hvide hår bag ud og så på ham, med det første smil i dag " desuden kan jeg ikke ha at min patient går hen og dør fra regningen" sagde hun med bare en anelse mere varme i stemmen.

[Griffith Falconsoul Den 13]

Alamut smilede til hende og sagde "jaaaa jeg har kun mine våben og så en lille pose med sten" og tog sin den sko af på den ene fod som stadig havde en på og tog en lille pose med rubiner i den op af den og kastede den hen til hende og sagde "mit navn er Alamut Firestorm og jeg håber det er nok" han vidste ikke hvor meget de var

[sylvia]

hun greb posen og vejede den i hånden før hun kiggede ned i den og hævede øjenbrynet, hun smilede kort, og gik så tilbage med den til ham og satte den på briksen. " det kan jeg ikke bruge til noget" sagde hun roligt mens hun lagde den fra sig, hun kiggede op og ned af ham og kiggede så på briksen " du bør ligge ned" sagde hun roligt, som bekræftelse skrættede ravnen. sylvia smilede kort, et smil der for kort kom helt op i hendes øjne, men det var tydeligt det var et smil ravnen havde frembragt. " jeg er Sylvia"