Hope and Faith

[Clarisa Nemay]

Hun så lidt forvirret ud og så sig om "Begyndelsen? hvad mener du med begyndelsen?" hun så på hende igen, prøvede at sætte sig mere op denne gang, måske for at kunne se bedre hvor de var, men også fordi det ikke var til at ligge ned hele tiden. hun sukkede lidt og tænkte tilbage på sin familie som havde været hel for et par år siden, og nu havde hun kun sin mor og far, der gik vel ikke længe før de blev revet fra hende også. hun så på Zill's ryg før hun langsomt lukkede øjnene. Prøvede at tænke på noget andet en hendes familie, prøvede at tænke på hvor de var på vej hen, og hvad der ville ske når de var fremme.

[Drazilla Dragoens]

Zill fløj roligt over bjerget inden hun landende med et mindre bumb i dalen der var lukket fuldstændigt eller det skulle man faktisk tro fordi man ikke lige kunne se vejen ud men den var også skjult. Hun lagde sig ned så Clarisa kunne komme af hvis hun havde lyst til det, ellers ville hun nok smide hende af på en eller anden måde.
Hun skulle da nok forklare senere men lige nu skulle Clarisa bare have lov at se stedet lidt an før hun nok ville vise sig for hende og tale til hende igen.

[Clarisa Nemay]

Hun så roligt på hende før hun så rundt på stedet, langsomt hoppede hun af og så rundt. "hvor er vi?" spurgte hun svagt før hun langsomt log armene glide omkring sig selv, det kunne godt se ud som om hun frøs, men det gjorde hun ikke, hun rystede ja, men det var fordi hun ikke vidste hvad der skulle ske, og hvor hun var. hun vendte sig mod zill med hendes rolige øjne, eller næsten rolige øjne, hun virkede en smule bange og det var også tydeligt. "hvornår må jeg komme hjem?" hun så rundt igen før hun langsomt prøvede at varme sine skuldre ved at lade sine hænder glide op og ned et par gange. hun så op igen hvor de var kommet fra, hvor var hendes veninde? hun plejede da at være hurtig på sporet af hende.

[Drazilla Dragoens]

Dragen så roligt på hende inden hun forvandlede sig til Zill igen, en hurtigt men egentlig smertefuld forvandling til trods for hun ikke mærkede smerterne mere som mange unge utrænede Draconians følte det. "Ved begyndelsen som sagt. Vi er her i resterne af det der var en smuk by med tempelt hvor man tilbad begge guder. Den gang landene var samlet og levede i harmoni med hinanden" forklarede hun roligt som hun selv begyndte at gå i retningen af Clarisa men drejede sig så lidt for hende for at stå i retningen af den store ruin der kunne ses længst nede i dalen, selvom der ikke var meget tilbage af den.

[Clarisa Nemay]

Chokket kom hurtigt da hun så Dragen forvandle sig om til Zill, hun stod lidt og blinkede med øjnene, lyttede skam til hvad hun sagde, men kunne ikke rigtigt få nogen ord frem selv. hun fulgte hende med øjnene og til sidst så hun forbi hende og ned på ruinerne. hun tog et lille skridt frem og så bare på det. "Hvad skete der?" hun spurgte mest fordi det så ret voldsomt ud, og fordi man hørte historier, men hun vidste ikke hvad hun skulle tro på. hun lukkede øjnene et øjeblik igen før hun så mod Zill igen. hendes arme lå fortsat over hendes arme og hænderne på hendes skuldre, stadig prøvede hun at få varmen efter en lang flyvetur.

[Drazilla Dragoens]

Zill så kort på hende med et skævt smil "Det samme som stadig sker, det vi alle har måtte lide under i flere årtusinder.. Folk stoppede med at tro på guden og gudinden og så skete dette..." sagde hun roligt og slog ud med den ene hånd for at vise at dette skete hvis man krydsede guderne eller værre endnu stoppede helt med at tro på dem. "Lige så stille forsvandt folk fra dette hellige sted. De som forsvandt mistede deres nærmeste, deres kærlighed og til sidst deres helbred og døde" forklarede hun inden hun igen så imod tempelt for hun respektede dette sted og egentlig var det en skam at det ikke længere fandtes.

[Clarisa Nemay]

hun tog et lille skridt frem og lod armene hænge nu, så bare på ruinerne af dette sted der engang var så helligt, men det var det vel stadig på en måde, selvom der ikke var noget her mere, så var det og ville altid være gudernes tempel. hun så roligt på Zill før hun igen så på ruinerne. "En skam.. Ville ellers gerne kunne have set hvor smukt det ville havde været i al sin pragt." hun så roligt på ruinerne igen før hun rystede let igen, hun vendte sig lidt mod Zill før hun langsomt foldede armene. "Og du kunne ikke sige at det var dig? og hvor vi skulle hen da du lå i min have? Mine soldater må være helt ude af den nu"

[Drazilla Dragoens]

Zill så lidt på de andre ruiner også hvor præstinder og præster havde boet sammen med deres lærlinge som også blev kendt som nonner og munke. "Det ville jeg også godt for her var samlingspladsen. Det siges at folk rejste i flere måneder for at besøge dette sted" sagde hun roligt som hun nærmest forsøgte at se for hendes indre hvordan dette sted ville have set for hun havde kun set det i bøgerne.
Da Clarisa så sagde det andet så hun igen på hende med et skævt smil "Altså lidt sjov må jeg vel godt have. Dræbte eller skadede jo ingen, desuden skal du nok komme hjem igen når du har fået lidt undervisning og underskrevet papirene" svarede hun roligt for hun ville da også have hendes sjov men hun havde da været flink og ikke gøre andet end at skræmme, hvilket i sig selv var en ret stor bedrift.

[Clarisa Nemay]

Hun så roligt på hende da hun igen talte og lukkede så øjnene kort en gang, inde i var hun en stor bunke af føelser som bare ikke skulle springe ud. hun vendte sig lidt om og så roligt på alle de andre steder før hun igen så på Zill, underskrive papirene? så var der ingen chanse for noget andet, og hun kunne end ikke komme tilbage, og hvad var det med undervisning? hun turde ikke spørger, hun så blot på hende et stykke tid før hun igen tog om sig selv. "Kan vi snart gå? jeg bryder mig ikke om at se på dette her.." hun mente det ikke ondt med hensyn til at se ruinerne, men det skramte hende en anelse, at blot ved troen var alt dette sket. hun bed sig i læben før hun igen så op i luften, ingen drage.

[Drazilla Dragoens]

Zill stod roligt og betragede ruinerne, sådan kunne hun stå i evigheder uden at flytte sig nogen steder mens hun forstillede sig hvordan det hele ville se ud hvis det blev bygget op igen, men det krævede jo at de fik nogle præster og præstiner sammen med nonner og munke som kunne være her og bede for landene. "Kan vi da godt. Synes bare du skulle se det Anno vendte ryggen til og som blev hendes død, så det var kun et held hun afleverede staven ellers var Nirelia gået under" sagde hun rolligt med et skævt smil da hun igen så på Clary, for hun ville selv gerne tro på at det var guderne som havde straffet Anno for at tro på hun selv var gudinde og dermed udfordre dem på grund af storhedsvanviddet staven havde givet hende.

[Clarisa Nemay]

Clary nikkede let før hun langsomt så mod ruinerne igen. "Dette smukke sted.. Jeg vil gerne hjælpe med at få det bygget op igen." hun hviskede det lavt til sig selv og lukkede øjnene for en tid, hvordan skulle hun kunne det? hun tænkte let på hvad der ville ske hvis hun begyndte at føle sig bedre end andre, men rystede hurtigt tanken af sig, hun var jo blot en dronning, en der havde den hvide stav. hun vendte sig mod Zill og ventede lidt på at de skulle tage afsted, stedet gav hende kuldegysninger, ikke på en ond måde, men fordi alt dette var sket på dette sted, så helligt var det, og alligevel var her ingen for at beundre stedet.

[Drazilla Dragoens]

Zill så roligt imod hende og trak lidt på skuldrene "Hvis du lader være med at trodse mig kan dette sted sagtens blive smukt igen. Men hvis du trodser mig bliver det værst for Nirelia" sagde hun roligt men hun mente det for hun hadede virkelig når folk trodsede hende, specielt når det var på en ret slem meget. At tjenestefolk ikke adlød ordre kunne hun til tider se igennem fingre med men når nogle højt stående folk ikke gjorde det blev hun virkelig vred, bare se Anno havde jo leget rundt med hendes elsker Geralt og det var der udbrudt krig af.

[Clarisa Nemay]

hun så roligt på hende, tænkte på hvad hun skulle sige før hun bare så lidt rundt. "Kan vi snakke om dette senere.." hun ville helst vente med at lave nogen beslutninger lige nu. hun så igen op i luften før hun så på Zill igen, igen lagde hun armene rundt om sig selv. "Skal vi komme afsted.. jeg vil gerne hjem så hurtigt som muligt" sagde hun stille før hun fik et lille smil frem på sine læber. så lidt op i luften igen, den var så smuk, men når hun nu var oppe i luften var der ikke noget så smukt som at se rundt og ned på landjorden, godt nok var hun bange for højden men det var et smukt syn hun ikke helt havde fået lov til at se.

[Drazilla Dragoens]

"Du har travlt var.. Slet ikke lyst til at udforske de gamle ruiner? Hvis du går rundt i det høje græs kan du være heldig at se skeletter fra de afdøde personer der boede her" sagde hun roligt med et skævt smil selvom hun ikke regnede med at Clary ville gøre det alligevel for hun virkede ærligtalt ikke særlig eventyrlysten når det kom til stykket, men hvad det kunne man vel heller ikke regne med fra Nirelias dronning?
Hun trak igen på skuldrene inden hun lod de sorte vinger vokse ud men forblev stadig i menneske form. "hvordan vil du helst rejse? På ryggen af en drage eller ved at jeg holder om dig?" spurgte hun roligt for de kunne jo lige så godt komme afsted hvis hun ikke ville blive.

[Clarisa Nemay]

hun så roligt på hende da hun fik sine vinger frem, hun beundrede dem let, det så virkelig flot ud, og hun elskede jo selv drager, at se vingerne nu selvom hun var i menneskeform var noget der havde fået clary til at tænke, var hun den eneste der kunne den slags? hun rystede let på hovedet før hun tog sig sammen. "Ville det ikke være nemest hvis du var en drage?"spurgte hun roligt, hun ville heller ikke lyde for mærkelig ved sin måde at tale på, og så skulle hun jo også passe på med ikke at træde hende over tærene.