Hope and Faith

[Clarisa Nemay]

Hun så roligt på hende og lukkede munden helt i, det var jo ikke ment på sådan en måde, og da slet ikke ment på den måde at hun ville irritere Zill med hendes snakken om at få det overstået, hun havde det bare på den måde lige nu, at de skulle skynde sig videre i programmet.
og det med fangehulet kunne hun ikke lade vær med at tænke over, at være spærret inde her? det skulle hun hvertfald ikke, hun bed tænderne sammen og frem mumlede et. "Undskyld"
hun så mod kaos og genna igen før hun igen så på Zill, de skramte hende en andelse, men hun sagde intet. Hvis hun skulle spise der ville det nok være meget forsigtigt hun ville gå frem for sig, især nu hvor hun følte hun trådt lidt på Zill's grænser, mest fordi hun var så utålmodig.

"Undskyld.. Jeg mente det ikke på den måde.. Jeg savner bare allerede mit land.. Jeg er måske en smule forvirret idag. Tilgiv mig" hun så mod Zill ventede lidt, hvor skulle hun sidde? Når ja der. hun gik langsomt hen til en stol satte sig ned før hun langsomt så mod Zill igen. hun var da noget forvirret lige nu, hvorfor kunne hun ikke tænke på andet lige nu? hvorfor var det at hun blev ved med at tænke på slottet, sin drage og så Hiro? hun prøvede at ryste tankerne væk uden at bevæge hovedet en anelse. hun så roligt mod Zill, ventede, måske enda betragtede hende, hun var jo en dronning, og en god en, især hvad Draklianerne sagde om hende, og den i grænselandet.

[Drazilla Dragoens]

Zill så stadig advarende imod hende for lige nu skulle man ikke tirre hende eftersom det bare ville gøre hende rasende og det skulle man ikke ønske at opleve, selv Kaos og Genna kunne mærke hun var vred for de stoppede i deres leg og så i retningen af de 2 kvinder selvom de på nuværende tidspunkt ikke gjorde andet end at se på dem som om de ikke lige vidste om de skulle vende tilbage til deres leg eller det skulle til at være alvor.
Nogle slaver kom bærende ind med fade af mad og zill så ikke en gang på dem da hun spurgte begge slaver ”Hvordan er det jeg har med at tilgive folk?” hendes stemme var hård mens blikket mod Clarisa var koldt. Begge slaver bøjede straks hovedet ”De plejer at uddele flere dages fangeskab og pisk før de bliver træt af personen men tilgivelse kender de ikke” sagde de lidt stille men det passede sådan set for det var meget sjældent Zill tilgav nogen som helst og hver gang havde hun det med at tage det i sig igen for hun fik aldrig noget godt ud af det. Den eneste som hun havde tilgivet som stadig ikke havde bedraget hende en gang til var Damian, men så havde det jo sådan set været omvendt siden den dag.
”Så enten slapper du af eller så ryger du ned i kælderen til alle andre som irritere mig” sagde hun koldt men hun gad virkelig ikke for nu havde hun anstrengt sig og endda tilbudt hende middag sammen med at de kunne slappe af og snakke sammen inden de vigtige ting skulle ordnes men det var Clary åbenbart ikke tilfreds med.

[Clarisa Nemay]

Clary så bare på Zill, hvis hun kunne havde hun spærret øjnene så meget op at de ville havde poppet ud af hendes øjnehuler. hun sank blikket, vidste godt at dette ikke ligefrem blev et behagligt besøg. hun lukkede øjnene en enkelt gang før hun så på en af slaverne, sagde intet i et stykke tid, men da maden blev sat foran dem begge så hun igen på Zill. hun så mod maden igen og tilbage på hende.
"Jeg har et spørgsmål" hun så roligt på hende igen før hun langsomt rettede sig op, lænede sig lidt tilbage i stolen, hun kunne godt mærke hun havde siddet på ryggen af en drage nu, det var jo en helt anden føelse end at sidde på en hest.
"Når de flyver som en drage hvad er det bedste du ved?" dette var et spørgsmål hun gerne ville vide, hun havde kun hørt hvad hendes veninde sagde til dette men hun var jo drage hele tiden, så for Zill var det måske en helt anden sag, og så var det jo også for at bryde isen lige så stille.

[Drazilla Dragoens]

Zill så imod Kaos og Genna der igen var i gang med at lege for der var jo ingen fare på færre, så de kunne jo bare lege, og når de legede kunne Zill godt lide at kigge på dem for hun holdt jo meget af de 2 dyr, ja faktisk mere end hun holdt af børnene, hvilket egentlig ikke var sødt at sige men sådan forholdt det sig altså.
Da Clary nævnte hun havde et spørgsmål så Zill kort på hende inden hun så på maden selvom hun havde lyst til at kommentere på det men sagde ikke noget for hun havde jo allerede fortalt hende at hun ikke skulle spørge om det med at tage hjem for tiden gik jo ikke hurtigere af det. ”Tror det må være at mærke vinden imod mit ansigt og følelsen af frihed mens jeg ligger alt bag mine vinger” svarede hun roligt som hun tog et æble og begyndte at skrælle det med en kniv før hun ville skære det i mindre stykker. ”Slave.. sig til budbringeren at han skal hente en skrædder og en præst fra tempelt og sig til kokken at der skal være godt med mad i aften samt sig til Zeiar at han skal være i fint tøj og møde os her i tronsalen når månen er på sit højeste og sørg for der bliver pyntet op, der skal nemlig være bryllup i dag” sagde hun lidt højt for hun var jo kommet i tanke om noget som de egentlig burde skaffe for det skulle jo være en storslåede dag og den skulle da også være god til trods for det nok var en sorgens dag for Clary.

[Clarisa Nemay]

Clary puffede lidt til maden med sin gaffel før hun langsomt gled tilbage i sine egne tanker, hun tænkte lidt på Hiro igen, hvorfor nu også det? hun vidste jo ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, sidste gang de havde set hinanden havde hun jo friet til ham på en måde, men før det havde de været oppe at skændes så voldsomt.
Det ene øjeblik var hun helt forundret over hvad han kunne gøre og det næste var hun en forvirret lille pige der tænkte på hvad hun skulle gøre, var det kærlighed? hun så mod Zill igen da hun talte og smilede lidt ved hendes ord, det var jo noget dejligt hun havde sagt med vinden mod ansigtet så hun kunne tydeligt lægge en fornemmelse af det selv samme, nu havde hun jo siddet på hendes ryg og mærkede vinden, dog lidt mere kraftigere end Zill mærkede den.

Hun så mod maden igen og puffede lidt til den igen før hun langsomt tog noget op på en gaffel og proppede i munden dog gik der ikke lang tid før hun begyndte at hoste. hvad var det hun lige havde sagt? en skrædder og en præst?! skulle hun giftes? hun blinkede let med øjnene og så på Zill med et forvirrende blik. hun ville rejse sig for at tage hjem med det samme for dette havde der ikke været noget at tale om da hun tog med hende fra sit eget land. En bryllupsfest.
hvem var denne mand hun sagde skulle møde op i fint tøj? hun så bare på Zill mens hun tænkte alt dette.
*Så skal jeg vil ha syet en kjole inden? eller tager jeg meget fejl?* hendes tanker vovede sig en smule væk igen *Er der nogen måde jeg kan komme udenom dette* hun så let rundt før hun så p Kaos og Genna igen, dyr havde det jo med at mærke på folk om de var bange eller nervøse, og i dette tilfælde var det nok begge dele.

[Drazilla Dragoens]

Hvad Clary sad og tænkte på interessede sig ikke for hun var jo ligeglad med hvem pigebarnet havde følelser for eller ikke, så længe hun bare gjorde som der blev sagt så kunne hun da tænke og drømme sig væk alt det hun ville. Det gjorde Zill jo også ind i mellem, det med at forsvinde ind i hendes egen lille drømmeverden som egentlig mindede om hendes gamle liv med liv og glade dage i stedet for dette mørke og til tider ensomhed som hun levede i nu, men det havde jo været på tide at slå sig ned selvom hun ikke helt kunne gøre det endnu.

Da Clary begyndte at hoste så Zill bare roligt på hende og tyggede lidt på det brød hun havde taget inden hun fik tygget sig færdig da Clary havde rejst sig. "Krig eller ægteskab.. Det er dit valg om folk skal lide mere end højest nødvendigt.. Desuden er den mand jeg har fundet til dig en sød, charmende, flot og stærk mand af fin slægt og så er han draconian så i burde komme fint ud af det med hinanden.." sagde hun roligt mens hun så afventede på hende for det var jo Clarys valg, Zill havde jo allerede sagt at en af betingelserne var at Zill måtte bestemme hvilken mand Clary skulle have til ægtemand, så hvis hun gik nu ville hun jo bryde kontrakten og det ville føre til krig, så spørgsmålet var om Clary ville lide for hendes folk eller om folket skulle lide på grund af deres dronning. Hun kunne jo have fundet en af de ondeste mænd der med garanti ville banke og manipulere med Clary men hun havde da fundet en der var nogenlunde sød selvom hun kunne finde sødere men dem ville hun ikke selv af med for de var jo dejlige afvekslinger end dominerende onde mænd som hun til tider var omgivet af hele tiden, så de søde var gode at grine med og bare have det sjovt på en barnlig måde. "Desuden er han en af mine bedste trænere så han ville kunne lærer dine kriger og vagter nogle tricks så alt i alt vil det jo kun gavne dit land.. Og hvis du ikke vil have ham så beholder jeg ham bare og propper ham i krigen samme med alle de andre jeg vil pusse på det folk samt med mit fine lille monster jeg gemmer her på slottet.. Minder mig om jeg burde nok fodre ham" sagde hun roligt selvom det sidste blev sagt lidt tænksomt for var det ikke længe siden hun havde sendt en person op for at blive spist? eller bare sendt noget kød op til den store pipfugl lignende væsen.

[Clarisa Nemay]

Clari så roligt på hende og bed sig i læben nu, var det virkelig så tæt på krigen. hun vendte tankerne i hovedet før hun langsomt sukkede og så på hende igen. "Denne mand de har fundet mig.." hun stoppede sig selv og tænkte let igen før hun rettede sig ordenligt op i fuld højde.
"Du trurer mig.. med krig og ødelæggelse.. hvis jeg ikke ægter denne mand de har tænkt dem at tvinge ind i et ægteskab med mig.." hun så på hende med faste øjne. "Og du sender krigere ind i mit land hvorefter jeg får afvide at de har angrabet min rådgiver.." hun så på hende med et skeptisk blik. "er det ikke at bryde den allerede?" hun vendte sig langsomt om, væk fra hende før hun langsomt lukkede øjnene. "Jeg vil gerne have ro.." hun sagde intet om hun ville giftes eller ej, hun ville jo ikke giftes, men hvad kunne hun gøre? hun var fanget, endten kunne hun jo prøve at være sød, og blive siddene i tronsalen og snakke med zill ellers vilel hun nok havne i fangekældern. hun vendte et blik mod Zill igen. hendes blik var en smule trodsigt nu, som får at sige hun ikke helt gav sig til nogen uden en lille kamp. godt nok skulle hun tænke på landet, men ville landet have en dronning der ikke kunne forsvare sig? en dronning der ikke kunne tage vare på sig og give sig alle verdens problemer. hun vendte blikket væk igen, tænkte lidt, hiro ville nok blive rassende, mon han var på vej nu? hun vidste godt det havde været en dum ide at sige op på dragen ude i hendes have, men allerede der var der jo nogen der skulle havde advaret hende og havde sagt hvem det var, de burde jo kende hende, men det havde det ikke været.

Hun begyndte langsomt at gå mod den store dør for at komme væk fra tronsalen, lidt ude af stand til at koncentrere sig om hvad der skete omkring hende, skulle hun giftes i aften blev det nok ikke ligefrem en fest.

[Drazilla Dragoens]

Det Clary sagde fik Zill til at se meget undrende og lettere uforstående på hende for hun havde da ikke angrebet hende og det havde Damian heller ikke eftersom hun havde forbudt angreb på Nirelia. Så det gjorde hende rasende at hun kom med sådan en beskyldning når hun intet havde gjort galt for en gang skyld. "For pokker da er det endnu en beskyldning uden nogen rigtige beviser. Jeg har sgu ikke angrebet dit land, jeg har forbudt det og sendt nogle af mine kriger op i bjergene der for at se om de kan finde ud af hvem der forsøger at dræbe dig.. Jeg har sat dødsstraf for alle der angriber eller dræber i dit land og så vover du at beskylde mig for sådan noget" sagde hun rasende så selv Kaos og Genna igen stoppede deres leg og begyndte at gå knurrende mod Clary for man skulle virkelig ikke gøre hende rasende når hun gjorde sig så meget umage for ikke at gøre nogen skade. Men det ville snart nok ende for Clary blev jo ved med at komme med beskyldninger om at Zill havde angrebet hende når hun slet ikke havde gjort det og det gjorde hende rasende for hun ville jo gerne have den fredsaftale så begge lande kunne blive bygget op igen og de kunne gå samme og bekrige oprørerne i bjergene som var ved at gå Zill virkelig på nerverne.
"VAGTER!" skreg hun rasende så der kom flere vagter stormene ind i tronsalen og spærrede døren for Clary, for det lagde op til kamp det her så de lukkede den store port og nogen af dem skyndte sig endda hen til køkken døren så der ikke var nogen vej ud medmindre man kunne flyve ud af vinduet som sad flere meter over dem, så man skulle ihvertfald meget højt op.

[Clarisa Nemay]

Clary stoppede op og så på vagterne før hun vendte sig mod Zill. hendes blik var klart og enda surt. "Må jeg have lov til at gå?" hun lagde armene over kors, ventede faktisk på hvad det næste ville være, blev hun smidt i fangekældern eller op i et værelse. hun knugede hånden, prøvede at bruge en form for magi, men uden en tryllestav var det meget svært, hun så på Zill mens hun prøvede at samle krafter nok til et forsøg på at komme væk fra dette sted. hun så hurtigt på Kaos og Genna, før hun så på Zill igen, ventede lidt på hendes ord og reaktion før hun kunne gøre noget, og hun var jo ikke stærk uden en stav. hun bed hårdt tænderne sammen, samlede krafter var en hård processe for Clary, og hvis det lykkes så kunne hun lave nogen få ting uden en tryllestav.

[Drazilla Dragoens]

Zill rejste sig op og skubbede tallerkner og mad ned på gulvet i raseri, hvilket man kunne se i hendes øjne for de var blevet til en drages. "Nej Det får du ikke lov til nu. For jeg har ikke angrebet dit pokkers land og jeg er ret sikker på det er den pokkers rådgiver der har bildt dig det lort ind fordi han ikke vil have en fredsaftale men vil have dit land til at gå under.. Så nu får du endnu et valg enten gifter du dig med den mand jeg har udset til dig ellers vil det gå udover din elskede rådgiver og dit land.. " sagde hun koldt for hun kunne meget godt tænke sig at få fingrene i denne rådgiver og give ham hans sidste leksion inden døden ville tage ham. Hun kunne jo ikke lide ham i forvejen så det ville være hende en glæde at dræbe ham.
2 af vagterne gik imod Clary med våbene klar for hun skulle bringes det sted hen som dronningen jo ville befale på et tidspunkt mens resterne af de ca. 20 vagter stod ved dørene og bevogtede dem, nogen med våben trukket andre med stave som tegn til de var magiker og klar til kamp.

[Clarisa Nemay]

et enkelt øjekast på Zill før Clary vendte sig om mod døren, den var ikke til at komme ud af jo, kun på en anden måde. hun så mod zill svarede ikke før hun forsvandt i et lille lys, stod hurtigt på den anden side af døren, svimmel, så langt så godt. hun tog sig let til hovedet før hun så mod gangen, ud til gården hvor hun ville blive taget fast af vagter før hun kunne nå noget. hun så mod døren, de var sikkert hurtige så hun måtte være et skridt foran, hun begyndte hurtigt at løbe op af gangene mod et højt sted, i håb om at hendes veninde var udenfor. hun ville hvertfald prøve. *Kom nu.. Du har bare at være derude!* hendes tanker kørte på højtryk, hvis hun skulle giftes nu skulle Zill først fange hende, indtil videre var der ingen rigtig aftale, hun havde hverken sagt ja eller nej til noget, kun at hun havde brug for ro. hun lukkede øjnene nogen få gange før hun igen så rundt, hun havde allerede opbrugt de få krafter hun havde stået og samlet ind, kun lige nok til det hun gjorde.

[Drazilla Dragoens]

Zill var rasende da Clary forsvandt så vagterne fik hurtigt åbnet døren og hentet flere vagter, krigere samt slaver som søgte overalt i slottet efter hende for ud kunne hun ikke komme med magi. Så det varede ikke længe før de fik lokaliseret hende og en blev sendt afsted for at hente Zill som havde grebet Drakolic i mellemtiden og nærmest løb i retningen af hvor de sagde de havde set Clary lige i hælene af hende fulgte både Kaos og Genna klar til kamp.
Zill hadede virkeligt når folk flygtede fra hende på den måde når hun egentlig ikke var oplagt til kamp, den eneste som ikke havde gjort det var cec så det var også grunden til at Zill stadig mente at hun havde været den eneste sande dronning.
Så hun var ret hurtigt oppe ved dem for hun kendte alle de hemmelige smutveje som fandtes i slottet så da hun igen stod overfor Clarisa så hun rasende på hende inden hun kastede en lammer imod hende for hun ville lamme hende så hun ikke kunne blive ved med at flygte længere op i et af tårnene på slottet.

[Clarisa Nemay]

Hun havde ikke set det komme og med et havde hun stået ansigt til ansigt med Zill, hun ville ikke kæmpe, men bare havde ro som hun havde sagt, hun nåede lige at se hammern der kom flyvende før hun faldt sammen på det hårde gulv, øjnene var lukkede og hun var ude af stand til at gøre noget som helst. alt blev sort for hende og hun var som indelukket i et andet sted, kunne høre og føle hvad der skete omkring sig, men intet kunne hun gøre, end ikke bevæge læberne for at snakke, eller bede om noget. hun lå bare uden at kunne gøre noget som helst. dragen hun havde håbet havde fundet hende var der skam, men uden itention om kamp, den sad bare oppe på et af tårenene og så ned på gården, hvor folk myldrede rundt, måske håbede hun at få et glimt af Clary, eller høre noget hun kunne vende hjem med til Nirelia.

[Drazilla Dragoens]

”Jeg hader virkelig når de flygter.. De virker så ynkelige og svage” mumlede hun irriteret for sig da Clary var faldet for hendes lammer. Hun hadede virkelig disse jagter for hun hadede at blive vred over små ting men nu skulle Clary straffes på en eller anden måde selvom hun virkelig ikke orkede at straffe hende så måske skulle hun bare lade hende blive i den lammer indtil brylluppet var klar eller måske skulle hun bare lade Clary møde den mand hun ville have hun skulle have. ”Vagter bær hende ned i mit legerum og sæt hende i stolen” sagde hun med lidt lav stemme så nogle af vagterne gik hen til Clarys krop og samlede hende op før de bar hende nedenunder til et af Zills lege rum, det med stolen som Geralt havde lavet til hende. Med en slags krone med spidser som ville bore sig ind i hovedet efter folk var spændt fast til den på hænder og fødder, samt en masse andre sjove ting som man kunne lave med den, dog havde hun aldrig rigtigt brugt den for der var jo ikke brug for den. Selv gik der flere minutter inden hun selv fulgte efter vagterne mens Kaos og Genna fulgte efter hende selvom der nok ikke ville være brug for hende så fulgte de bare efter.
Vagterne tog hende ind i rummet men de lænkede hende ikke til stolen men lagde hende bare på gulvet før de forlod rummet og stillede sig uden foran døren. I rummet var der ingen vinduer eller andre steder at komme ud, i hvert fald ingen man lige kunne se selvom der var en enkelt skjult dør men selv den skulle man bruge magi til at åbne. Det eneste der lyste det ellers meget mørke rum op var 2 fakler der ikke var nok til at gøre så man kunne se tydeligt, hvilket bare gjorde det hele bare meget mere skræmmende. På væggene hang der lænker og et enkelt kranie kunne ses på gulvet, så det eneste rigtige legetøj der var derinde var stolen ellers måtte man selv tage noget med. Hvilket Zill gjorde selvom det ikke var andet end en dolk og så hendes sværd Drakolic. Hun så roligt på Clary selvom man tydeligt kunne se skuffelse i hendes øjne som hun lukkede døren efter sig og bare stod og betragtede hende. ”Hvorfor skal i altid skuffe mig?” spurgte hun stille nærmest trist for de skuffede hende jo gang på gang, men igen hun måtte jo indse at ingen kunne erstatte cec eller bare i det mindste prøve på at få samme forhold som cec og zill havde haft til trods de var fjender så var de også hinandens nærmeste.

[Clarisa Nemay]

Dragen oppe på taget havde spidset øre, sad bare og lyttede til hvad der skete rundt omkring, så ned mod nogen vinduer, prøvede at se hvad der skete, hun havde skam fået øje på Clary og Zill men sad bare og så på dem før hun langsomt baskede med vingerne, ingen havde opdaget hende endnu, hun var jo heller ikke ude på noget ondt. hun så ned i gården før hun satte af fra taget og fløj hurtigt gennem luften mod grænsen og hjem mod Nirelia.

Clary lå bare på gulvet lammet og ude af stand til at gøre noget, hun prøvede, men kunne ikke, hun kunne fornemme hvad der skete omkring hende, men intet kunne gøre, følte da de lagde hende nede på det kolde gulv, som hun følte det var. hun havde lyst til at holde på sit hoved da det føltes som om det skulle eksplodere, men hvad kunne hun enlig gøre? hun kunne kun vente på det ville gå over.