Hope and Faith

[Drazilla Dragoens]

"Jo men så skal du altså også sidde ordenligt for jeg nægter altså at have saddel på" sagde hun lidt drillende for hun ville virkelig hade at skulle have saddel på, eller det kom lidt an på personen vel. Hun trådte længere væk fra hende inden hun forvandlede sig helt til den sorte drage og lagde sig ned så Clary kunne kravle op ved at bruge hendes ene forben til støtte. De røde øjne betragtede hende afventende for hun skulle jo ikke andet end at kravle op og sætte sig bag hendes vinger som tidligere.

[Clarisa Nemay]

Clary så roligt på Zill før hun langsomt gik tætter på hende, lagde hånden på hendes ben før hun langsomt satte sin fod op, hun trak sig nærmest op på hendes ryg, satte benene ind under hendes vinger. "Jeg er klar" sagde hun roligt før hun lukkede øjnene igen, tænkte på hvad der sker derhjemme. hendes tanker var en smule flyvske idag, hun kunne mærke hvordan hendes hjerne hele tiden arbejdede, og den hovedpine der langsomt kom frem. hun lagde sin hånd på hendes pande før hun igen slap og lænede sig ned over Zill's ryg lige som tidligere, da hun var bange for at falde af. Hvad havde Zill ellers tænkt sig med hensyn til at hun havde 'kidnappet' hende fra hendes slot og først hende hele denne vej væk fra alt hvad hun kendte. Igen vendte hendes tanker tilbage mod slottet, hvad ville vagterne mon gøre? var de bange? eller bekymrede? hun sukkede let før hun langsomt så mod zill igen.

Den røde kjole hun havde på strammede lidt omkring hendes hofte og ben nu hvor hun sad på denne måde, men hun fortrak mest at sidde sådan her end at klamre sig til Zill som et eller andet lille barn. hun bed sig i læben før hun langsomt så tilbage på ruinerne en sidste gang, tænkte på om dette ville blive et smukt sted igen?

[Drazilla Dragoens]

Zill var rolig og ventede på hun var helt klar før hun spredte vingerne ud og lettede med nogle kraftige vingeslag. Hun fløj roligt over bjergene igen men måske i lidt langsommere tempo så Clarisa bedre kunne se hvordan det hele så ud, for oppe fra denne vinkel kunne man jo se den tydelige forskel mellem det mørke land og det lyse, hvilket kaos der herskede hvor skyggerne for det meste kunne ses og hvilken orden der var i landet som jo nærmest strålede ag sig selv når solen ramte den.
Zill fløj imod hendes hjem, det der nu nok for mange år frem ville være totalt mørklagt så Damian ville kunne gå frit derinde både om natten og om dagen.

[Clarisa Nemay]

Clary så roligt på zill idet hun fløj op i luften igen, langsomt lod hun igen blikket glide tilbage da de nu var i luften, ruinerne under dem blev mindre og mindre for hendes øjne og hun vendte så opmærksomheden mod de andre omgivelser hun så rundt om sig, de få skyer der var på himlen virkede slet ikke som vat men nærmere som en fugtig lille brise når de fløj forbi dem. hun så frem for sig igen og så mod Draklia som lå foran dem da de fløj hurtigt. hun så bare på det, landet så anderledes ud end hjemme i Nirelia, måske en smule mere groft.

hun tænkte lidt på hvad der ville ske når de landede, hvad skulle hun gøre? hvordan skulle hun reagere på de ting der snart ville ske for hende. hun lukkede øjnene og en underlig føelse blandede sig inde i hende, frygt og nysgerihed. hun sank en klump, man næsten ikke kunne høre, men samtidig kunne det godt lyde som om hun bare sank noget spyt. hun så ned af siden på Zill og ned på landskabet, smilede let for at tænke på noget andet, dette var jo enlig meget smukt.

[Drazilla Dragoens]

Zill så roligt ned over hendes land, måske skulle hun alligevel bruge noget tid på at sætte folk til at bygge det op igen? Det måtte hun lige tænke noget mere over for hvem skulle hun så tvinge til at lave det? Nå men det kunne vente nu skulle hun jo lige lærer Clarisa noget mere at kende før hun ville tænke over det.
Tankerne omkring at bygge landet op igen forsvandt lige så stille som de nærmede sig slottet, hendes elskede hjem men samtidig også hendes fængsel for hun kunne jo ikke bare tage med et skib og sejle rundt med folk for at se verden på den måde ligesom alle andre nærmest kunne. Hun var tvunget til at være her i dette land og i dette slot selvom hendes hjerte længtes efter at se den verden hun lagde bag sig for at gå at lege kone og mor, en ting hun vidst ikke var den bedste til.

Da de endelig nåede Darklia var solen næsten helt oppe på himlen, så det var omkring middags tid, noget som Zill nok lige ville udnytte eftersom hun ikke havde spist i mange timer fordi hun var fløjet til Nirelia for at hente Clary. Dog fløj hun lidt over slottet før hun landende nede i den store træningsgård og dermed forstyrrede en mindre gruppe ældre krigere der var i gang med at træne men alle stoppede og bukkede for deres dronning som lagde sig ned så Clary kunne komme ned igen uden at komme til skade.

[Clarisa Nemay]

Clary så roligt rundt da de nu fløj over slottet, hun lukkede øjnene, havde lyst til at sige hun gerne ville hjem nu, hun var træt og virkede en smule ukoncentrert. hun sukkede let og så op i himlen, der var ikke nogen drage endnu, og den kom vel slet ikke. hun hoppede elegant ned fra Zill's ryg, lukkede øjnene et øjeblik før hun igen så frem mod slottet og hen mod de krigere der trænede, hun studerede dem hurtigt, de var anderledes end i Nirelia, mere rustede. hun vendte hurtigt blikket væk igen før hun så på zill, ventede lidt da hun ikke vidste hvad hun skulle gøre lige nu.

[Drazilla Dragoens]

Zill ventede roligt på hun hoppede ned før hun forvandlede sig tilbage til menneske og så på hendes krigere. Hun gik hen og lagde en arm om Clary for at føre hende væk fra krigerne så de kunne komme videre med deres træning og Zill kunne få Clary til at skrive under og præsentere hende for den mand hun havde fundet til hende. "kom du må være sulten efter en lang flyvetur" sagde hun roligt med et skævt smil som hun førte Clary væk eftersom hun jo ikke skulle se hvordan de trænede eftersom hun havde lært af hendes fejl og det havde hun sådan vist Anno som selv havde udnyttet det for at tjene hendes eget formål.

[Clarisa Nemay]

Clary så roligt på Zill idet hun langsomt blev ført afsted, at hun sagde hun var sulten efter en lang flyvetur var jo rigtigt, men hun troede ikke hun kunne spise noget når hun havde det så dårligt som hun nu havde det. hun lukkede langsomt øjnene og åbnede dem igen før hun så rundt da de kom ind i slottet, hun havde jo været her en gang og nu var det en helt anderledes måde at komme her, hun var jo selv blevet hentet af selveste drazilla. hun så på væggene idet de gik hen af gangen og så hurtigt igen på Zill. "Jo tak" sagde hun så endelig.

hun havde endnu et spørgsmål, men hun ville ikke spørger, sidst havde hun jo set hendes børn, mon hun så dem igen? de så lidt søde ud hvertfald drengen der var morglad, eller bare glad i det hele taget.

[Drazilla Dragoens]

Zill førte hende igennem de snorede mørke gange som kun var oplyst af fakler på væggene, ikke ligefrem en måde hun foretrak at se hendes slot på, jo når hun havde tømmermænd men det havde hun jo ikke hele tiden, dog gjorde hun det for Damians skyld så han kunne være sammen med hende både når solen var oppe og når den var nede for så kunne månen jo bare skinne ind.
"Hvis du har spørgsmål så bare spørg, bliver ikke vred ihvertfald ikke altid og bider dig ikke" sagde hun roligt for Clary måtte jo have mange spørgsmål når det kom til stykket eftersom hun stadig var en ny dronning der vel ikke have fået lov at være dronning i lang tid, så der måtte være noget som hun ikke kunne finde i bøger eller få at vide af hendes rådgivere.

[Clarisa Nemay]

Hun så roligt på hende før hun så sig om, faklerne fik hende til at blive en smule bange, det så jo uhyggeligt ud sådan som stedet så ud nu, gardinerne trukket for gjorde det ikke bedre. hun vendte opmærksomheden mod Zill igen. "Jeg ville bare spørger.. Da jeg forlod stedet sidst.. var du sammen med dine børn." hun så roligt på hende før hun så frem igen. "Får jeg lov til at se dem igen?" Det ville jo enlig også hjælpe hende at hun kunne se hvordan Zill var i nærheden af sine børn.
Hun tænkte igen tilbage på Nirelia, på Hiro. Var han mon på vej nu? han var jo sød overfor hende, nok den eneste hun havde kunnet være sammen med når hun var hjemme, og den hun betroede sig lidt mere til, og så var der det med at hendes forældre troede han var hendes kæreste. hun sagde dog intet om dette til nogen.

[Drazilla Dragoens]

Zill smilede lidt da hun spurgte ind til hendes børn "Du kan vel godt få lov at se dem, det er vidst ved at være spisetid ellers sover de til middag. Kan altid sende bud efter Gina og høre hvad de laver" sagde hun roligt for hun havde jo ikke været hjemme i en dags tid så det var ikke helt til at sige hvad de lavede, men det skulle nok passe med at de skulle til at have middag ligesom mange andre på slottet skulle, ihvertfald den kongelige familie. "du kan dog ikke få lov at hilse på min ældste datter for jeg har ingen ide om hvad hun laver eller hvor pokker hun er" sagde hun roligt men hun havde jo sådan set 3 børn, selvom den ene faktisk var voksen og rejst hjemme fra.

[Clarisa Nemay]

Hun så roligt på hende og nikkede så let før hun langsomt så sig om. Da de kom ind i tronsalen som var spisesalen her så hun sig igen omkring, langsomt mistede hun igen appetiten, den dårlige føelse af angst kom igen, hvad skulle der ske? hendes tanker farede igen væk fra stedet, når hun kom hjem ville hun se om hun kunne få deres soldater op i en ordenligt form, så landet kunne være stolt af deres kriger, og hvad så derefter? hun tænkte på hvad Hiro ville sige når det kom til stykket, hun kunne ikke længere trække sig tilbage, og hvis hun gjorde det ville landet blive ødelagt af Zill's hær. hun lukkede øjnene og tænkte netop på dette før hun langsomt åbnede øjnene. Hvad skulle hun gøre? hvad ville der ske? hun mærkede nervøsiteten stige op i hende igen.

[Drazilla Dragoens]

Zill førte hende roligt ind i tronsalen hvor Kaos og Genna legede rundt uden lænker denne gang, selvom de egentlig burde være lænket nu hvor der var kommet på besøg, dog var der jo heller ikke nogen der havde fået noget at vide. Da de var kommet ind til omkring midten slap hun igen Clary og sendte nogle slaver ud efter bord og stole samt noget mad, alt sammen blev hurtigt opstillet ligesom sidste gang hvor Clary var på slottet.
Igen satte Zill sig så hun havde tronen imod hendes ryg og døren mod hendes front så hun hele tiden kunne holde øje med hvad der skete. "Når ja denne gang kan din lille engel dukke ikke pludselig dukke op, jeg har forstærket magien og sat flere vagter rundt omkring" sagde hun med irritation i stemmen for hun brød sig virkelig ikke om Hiro eftersom han tydeligvis ikke kendte sin plads her i livet.

[Clarisa Nemay]

Hun så roligt på Zill da hun igen talte, stod bare midt på gulvet og så på hende, så på Kaos og Genna der legede rundt, de så meget søde ud lige nu men det var de jo ikke hele tiden siden de var spændt fast som sidst hun var der. hun vendte blikket mod Zill igen, havde sådan lyst til at forsvare Hiro, men holdte sin mund. han var stærk ja, men hvem sagde han var så stærk? hun sukkede let før hun langsomt trådte frem mod Zill. "Kan vi blive hurtigst færdigt her? jeg vil som sagt gerne hjem" hun lukkede øjnene tænkte lidt.

hvad hvis hiro var på vej dertil, så den størelse af vagter? hvad hvis han prøvede at komme ind til hende? hun kunne ikke lade vær med at tænke på dette, og så havde han jo været virkelig sød og bekymret overfor hende. hun en fornemmelse sagde hende at når hun kom hjem ville han nok blive rassende, men hvad ville det være? kunne han tillade sig det når de ikke havde noget sammen? hun rettede sig mere op. nej det kunne han jo ikke, hun havde skam spurgt om han ville gifte sig med hende, men hun turde ikke gå imod en fredsaftale, så hvor meget bryllup ville der blive hvis Zill fandt ud af dette.

[Drazilla Dragoens]

Det begyndte at irritere hende at Clary var så utålmodig og bare gerne ville have tingene overstået. Så hun så på Clary med et utilfreds blik som også var lettere advarende "Jo flere gange du spørger om det der, jo længere tvinger jeg dig til at blive og jeg får sådan en lyst til at smide dig i fangehullet eller angribe dit land mens du ser på bare fordi du ikke kan slappe af" sagde hun irriteret for nu havde de lige aftalt at de skulle have noget at spise før det andet skulle ordnes men det ville de jo aldrig komme i gang med når kvindemennesket blev ved med at spørge. Selv Cec eller Anno havde aldrig haft så travlt med noget som helst, de havde i det mindste tid til at tale med hende noget af tiden, udover det nu mest var cec som havde haft tid til at snakke med hende om alt muligt forskelligt for det eneste de jo egentlig gjorde var at udstede ordre og så fuldførte deres folk det.