Hope and Faith

[Drazilla Dragoens]

Da Zeiar talte så Zill roligt imod ham "Jeg sagde i tilfælde af du fejlede, men regner med de bliver overflødige, men så får de da noget motion og lidt at se ud af det" sagde hun bare roligt selvom hans spørgsmål jo allerede var besvaret for de vidste begge at han endnu ikke havde svigtet men man vidste jo aldrig om clary virkelig var så god at hun kunne fordreje hovedet på ham hvis de blev alene men så var de andre der jo altid til at tage over.

Da det virkede til de andre ville gå forholdt hun sig tavs og satte sig bare i hendes tortur stol, selvfølgelig helt ude på kanten så hun slap for at få noget op i hendes røv, men lige nu ventede hun sådan set også bare på at de tog afsted så hun kunne komme videre med hendes planer og få lavet den aftale.

[Zeiar Visari]

Han gik ud fra at dette møde nu var ovre, og det betød jo at de ligeså godt kunne komme afsted, der var jo ingen grund til at udskyde det uundgåelige. Desuden virkede hun ivrig efter at komme afsted.
Han bevægede sig de få meter ud af døren, men stoppede dog op lige inden han gik ud på gangen, hvor han trådte til side, og igen vendte blikket mod Clarisa. Han gjorde en kort gestus mod døren, som tegn på at hun skulle gå ud først, da han lod hende gå igennem først, som han normalt gjorde med kvindeligt selskab. Medmindre han var i et andet humør selvfølgelig, eller han bedømte dem uværdige til hans gode behandling, i hvilket tilfælde behandlingen var en helt anden. Noget få ønskede sig.
Nok var hun dronning, men han skulle nok snart få vist både hende og alle hendes tjenere, hvilken form for respekt og behandling han ønskede og krævede, og at det ikke var en god ide at trodse eller gå imod ham. Hvis man vidste hvad der var til ens eget bedste ihvertfald.

[Clarisa Nemay]

hun så roligt på ham før hun langsomt gik forbi ham, videre i et meget hurtigt tempo, hendes skridt var som knive når de ramte gulvet, men nu var der jo også sket en del med hendes sko den dag, og det var først nu hun opdagede det, hun stoppede op på en af gangene og så ned på sine sko, hun fnøs lidt før hun igen så op og gik nu lige så stille hen mod porten, hun regnede med at vagterne bare fulgte med når de nu kunne høre hende og nok også fik afvide at hun var på vej ud mod vognen. hun børstede hurtigt kjolen af før hun vendte sig mod Zeiar, kun lige for at se om han var med, eller ikke noget. hun vendte sig om igen før hun så mod et vindue da ville se hvad tid det nogenlunde var. hun sukkede lidt før hun igen gik videre.

[Drazilla Dragoens]

Zill ventede roligt på de var ude begge 2 inden hun selv rejste sig for at forlade rummet, bare så hun kunne gå i en anden retning for hun havde jo ting at ordne og hun regnede med at de 2 kunne passe på hinanden og lærer hinanden at kende mens hun bare ordnede de sure pligter for der var jo et brullyp der skulle planlægges og en fredskontrakt der skulle laves.

//out

[Zeiar Visari]

Zeiar stod roligt i døråbningen og ventede på at Clarisa ville gå igennem, inden han selv fulgte hende gennem døren. Han lod døren stå åben bag sig, idet han fulgte Clarisa ned gennem slottets gange, mod porten. Han kunen tydeligt fornemme på hende hun langt fra var tilfreds med denne ordning, og at hun nok ikke ville blive nem at have med at gøre. Man kunne vel ikke bebrejde hende, hun havde lige aflagt et besøg hos Zill, som kunne være alt andet end behagelig, og samtidig fået af vide hun skulle giftes med en person hun aldrig før havde mødt. Det var vel naturligt at hun følte sig lid ukomfortabel efter det, og at hun gerne ville hjem.
Det burde dog ikke komme som en så stor overraskelse for hende, da folk af hendes status sjældent fik den fornøjelse at blive gift med den de ønskede, da der altid lå forpligtelser og forventninger hos sådanne folk. Og desuden så ville dette her sandsynligvis komme til at ske om hun så ønskede det eller ej, så hun kunne ligeså godt affinde sig med det, og få det bedste ud af det, som han havde tænkt sig.

[Clarisa Nemay]

hun kom hurtigt ud til vognen hvorefter at kusken åbnede døren for hende hvorefter hun satte sig ind, hun tog hurtigt de ødelagte sko af og lænede sig tilbage mod et afsædernes ryglæn og slappede af, begyndte at lede i håret efter spænder der var gået i stykker efter flugten ned ag de mange gange. hun begyndte lige så stille af få dem ud af håret. ventende på at kunne komme afsted. hun lyttede til hvad der skete ude omkring hendes vogn og ventede bare på det næste der skulle ske. hun lænede sig en andelse frem igen før hun satte sig på den ene halvside af vognen med benene oppe og ryggen ind mod vognens side, tæt ved vognens vindue så hun samtidig kunne kigge ud.

hendes tanker kørte tilbage til slottet og til det liv hun havde haft før det, før alt dette var sket og dengang hun bare havde været en almindelig ubetydlig bondepige der arbejde hårdt fra morgen til aften. hun lukkede øjnene mens hun tænkte, hun fik en klump i halsen da hun så for sig hendes familie stå foran døren ind til gårdhuset, så sin bror for sig ham hun havde mistet en vinter på grund af sygdom, hun fik tåre i øjnene men nægtede at vise dem ved at åbne øjnene så hun forholdte dem lukkede uden at sige noget.

[Zeiar Visari]

Zeiar gik ud gennem porten til slottet og krydsede slotspladsen ikke mange sekunder efter Clarisa. Han gav kort ordre til en af de vagter som bevogtede slotspladsen, om at hente en liste over ting fra hans kammer, og bringe dem til slottet i Nirelia, og sørge for at ingen modtog dem udover ham selv. Derefter gik han de sidste meter til vognen som holdt og ventede på dem, hvor han kunne se at Clarisa allerede sad inde og ventede på afgang. En vagt stående ved siden af vognen gjorde en gestus mod den, som tegn på han skulle sætte sig ind, og kort efter trådte han op i vognen og fandt plads ved siden af Clarisa, dog et godt stykke fra hende, så han sad helt ovre ved vognens side.
Han ventede et par sekunder til en af vagterne smækkede døren i, og vendte så blikket mod hende. Han kunne ligeså godt få det overstået, og gik derfor lige til sagen. "Jeg kender Dem ikke, men går ikke ud fra at dette arrangement er kommet til verden med Deres gode vilje. Men hvor lidt De end kan lide det, kommer det her til at ske, og De kan derfor ligeså godt acceptere det, og lære at få det bedste ud af det. Jeg har ligeså lidt som Dem planlagt eller udtrykt ønske om dette her, men der er ingen grund til at dvæle i det, da der intet godt kommer ud af det. Så længe De respekterer mig og behandler mig herefter, som en mand af min stand kan forventes, og ikke giver nogle problemer, har De mit ord på at jeg vil gengælde tjenesten. Jeg ønsker ingen problemer, så har De noget at brokke Dem over, så henvend det mod den som har truffet beslutningen. Jeg ved at De ikke kan lide dette her, og ikke nærer nogle følelser for mig, og at det sandsynligvis ikke vil ændre sig, og det forventer jeg heller ikke. Jeg forventer dog at De vil opføre Dem anstændigt, og som det passer sig for en som Dem, og at De ikke giver mig nogle problemer. Gør De det, vil jeg dog sørge for at De kommer til at fortryde det, men opfører De Dem ordentligt og gør ikke problemer, så vil min behandling af Dem også være derefter"
Det ville være meget nemmere for dem begge to, hvis begge bare spillede med og udgjorde deres del i det forestående, da han ikke ønskede nogle problemer, han havde nok at tage sig af uden. Så hvis bare hun opførte sig ordentligt og legede med, så ville det hele blive meget nemmere for dem alle.

[Clarisa Nemay]

hun så hurtigt på ham med tårefyldte øjne men tørrede dem hurtigt væk, vendte blikket væk fra ham og satte sig ordenligt. "Lad mig lige få det på det rene.. Du er ikke min mand.. endnu.. så du har intet at skulle havde sagt, og selvom du var min mand ville det ikke betyde det store" hun vendte blikket mod ham. "Dette var en pagt for freds aftalen.. men lige nu kan jeg end ikke se du er egnet som en konge, du taler til mig som om du var bedre end mig.." hun viftede med hånden før hun satte sig tilbage, hun begyndte at tjekke sine negle for skidt mens hun ventede et øjeblik. "Desuden.. skal jeg behandles med respect, om vi så er gift eller ej.. du vil aldrig have magten som jeg har" hun så roligt på ham, hun var bange ja for Zills hær, den var jo langt større end hendes men hun prøvede at holde det i sig, for det ville ikke være et klogt træk at vise en svaghed allerede, selvom hun lige havde haft tåre i øjnene var hun mere målbesluttet på ikke at lade ham bestemme over sig.

hun vendte langsomt blikket mod vinduet igen da vognen var begyndt at køre, og vendte så blikket mod ham igen. "Emnet er slut.. du skal bare rette dig efter mit lands regler så længe vi ikke er gift.. du er under Drazilla's komando ja, men det er mit land.. du får et værelse som de mænd der følger med os, mad, men jeg vil ikke høre et ord omkring hvad jeg skal gøre og ikke gøre.. jeg har arbejde at gøre når jeg kommer hjem" hun så på ham før hun igen så ud, knyttede hånden idet hun tog fat i den nu ødelagte kjole.

[Zeiar Visari]

"Jeg nærer intet ønske om at bestemme over dig, eller fortælle dig hvad du skal gøre" sagde han roligt, med et koldt, neutralt blik, rettet ligefrem. Det ville være en fejl fra hendes side at tro at hun kunne kommandere rundt med ham, og skulle hun begå den store fejl åbent at trodse ham, eller ydmyge ham offentligt, ville hun snart finde ud af nøjagtigt hvor stor en fejl det var. Så skulle han nok vise hende præcis hvad han kunne gøre, da han ikke fandt sig i hvad som helst. uanset hvem man så var. "Tro mig, jeg kan lide dette ligeså lidt som dig.. Jeg nærer intet ønske om at komme til dit land, som konge eller noget andet.. Jeg tilbyder blot en nem vej ud af dette.. Men det virker ikke til at være af interesse.. Det er dit valg.. Husk blot på at tænke dig om, inden du begår en fejl" han tog det ret stille og roligt, han skulle nok få hvad han ønskede, hvad han end så skulle gøre for det, som han altid gjorde "Bare husk.. Du har et land at stå til ansvar for.. Du har alt at miste hvis det her går galt"

[Clarisa Nemay]

hun vendte endnu engang blikket mod ham før hun langsomt vendte blikket væk igen. "så lad vær med at lade som om du er bedre end mig.. for det kan jeg virkelig ikke fordrage" hun så på ham igen før hun langsomt så ud på himmlen igen, hun fik et lille smil frem før hun så på hvor langt de allerede var nået på den samtale de lige havde haft. hun vendte blikket mod ham før hun langsomt lod til at tænkte. "måske skulle jeg heller sige at du skulle sige ude i stalden istedet, det ville passe bedre til dig.." hun vendte igen blikket væk fra ham. "Gør holdt snart, jeg vil ha lov til at strække benene" hun lænede sig tilbage til sædet igen før hun langsomt lukkede øjnene, stragte sig. lænede sig endnu mere tilbage. åbnede øjnene igen og begyndte at tjekke sine negle igen. "Rør de mig på nogen måde vil de hverfald ikke tilbringe tiden hos mig men nede i stalden.. tror det er der de høre til" hun så igen gang på ham da hun talte men ordnede bare neglene selvom de var nogenlunde fine.

[Zeiar Visari]

Zeiar begyndte at blive utålmodig med denne kvinde, og utålmodighed passede ham ikke. Ligesom hendes opførsel heller ikke gjorde. Han vendte sig mod hende, og så på hende med et køligt, roligt blik "Hør her dronning" sagde han roligt, det sidste dog sagt med en lettere advarende, dog endnu ikke truende, samt fast undetone "Jeg er ligeglad hvilken social status du har, du kunne være en gud for min skyld.. Men jeg tolerer ikke trods, fra nogen.. Og du er måske dronning, men husk, hvis ikke du spiller dine kort rigtigt nu, vil du miste alt det.. Og dit folk vil brænde op, ligesom hver eneste by indenfor landegrænsen.. Og det hele vil være din skyld.. Ønsker du det?" sagde han, nu med hård stemme "Så du har et valg her.. Du opfører dig anstændigt, og lystrer, eller også vil du, og dit folk, betale prisen.. Tag mig ikke for en idiot, og tro ikke jeg bluffer.. Jeg kan være høflig, jeg kan være gavmild, og jeg kan give dig et liv du end ikke ville drømme om.. Men jeg kan ligeså let tage det fra dig.. Jeg vil tage din magt, din jord, dine tjenere, dit guld.. Dernæst vil jeg tage din livsglæde og vilje til at leve.. Og derefter vil jeg tage din sjæl.. Og kun da, vil jeg gøre en ende på dit liv.. Og tro mig, jeg kan gøre det.. Tvivl ikke på det ét sekund!" hans stemme var lavmælt og rolig, men skarp og intimiderende på samme tid. Og han efterlod ingen tvivl om at han mente hvert et ord. "Så nu har du et valg dronning.. Blot håb for din egen skyld, at du træffer det rette"

[Clarisa Nemay]

hun så roligt på ham før hun langsomt sukkede. "Skulle det der være en trusel, for hvis det er, så skulle du godt nok stå tideligt op." hun løftede øjenbrynet en anelse. "Du kommer her og tror at du er bedre, stærkere, mægtigere end Nirelia's dronning. hvordan syns du lige selv det går?" hun kom med et lille grin før hun langsomt vendte blikket mod vinduet, ventede på at kusken gjorde holdt for at hun kunne komme ud at strække sine ben. hun havde godt ondt i hele kroppen. hun vendte endnu engang blikket mod ham. "Hvis du skal være min mand, så skal du først og fremmest tænke på Nirelia.. Og behandle mig ordenligt.. Så kan det være vi kan snakke på ligefod derefter." hun vendte igen blikket væk fra ham, tog nogen hurtigt indåndinger og lænede sig tilbage, lige for at få løsnet i sin krop og puste alt det dårlige ud. hun lukkede øjnene før hun mumlede noget. "Gør dog snart holdt.." hun prøvede at vende sig væk fra ham da hun begyndte at bryde sig mindre om ham, hvorfor lige ham, og hvorfor var det at hun overhovedet skulle være sammen med ham lige nu.

Vognen gjorde holdt lidt efter og råbte noget om at sikre området før Clary kunne komme ud og gå lidt rundt. hun hadet det så meget, at folk var sådan, det kunne godt være hun ikke var deres dronning men de passede åbenbart på hende nok til at sikre området hun befandt sig i.

[Zeiar Visari]

Zeiar var allerede træt af denne kvinde, og kunne lige nu ikke se hvordan han skulle udholde at bo på samme slot som hende til hverdag, da det jo uden tvivl ville indebære at de ville være nødt til at se hinanden relativt ofte, hvad end så om nogen af dem ville. Havde det ikke været fordi at Zill havde ønsket det af ham ville han aldrig så meget som et sekund have overvejet dette, og det var virkelig fristende bare at afslå, selvom han alligevel godt vidste han ikke ville gøre det. Han måtte bare udholde dette uudholdelige kvindemenneske og så bare se hvor længe det her ville komme til at blive ved.
Han skulle ihvertfald nok få sat skik på hende, og vist hende hendes plads, før eller senere. Det var han slet ikke i tvivl om. Hun kunne tro om sig selv så meget hun ville, men hans plads betvivlede ingen. Dronning eller ej.
"Jeg tror ikke mig selv større, stærkere eller mægtigere end nogen anden.. Du gør bare klogt i at huske at titel og magt ikke altid følges ad.. Du er muligvis dronning nu, men det kan hurtigt ændre sig.. En dronning er, hvad end hun så selv tror, afhængig af flere ting, heriblandt sit folks loyalitet.. Tror du selv at dit folk fortsat vil støtte dig, hvis du risikere de alles liv i en krig, som du kunne havde undgået?" Han havde allerede opgivet at tale fornuft med hende, da hun tydeligvis ikke var åben for det, men hvad end hun så kunne lide det, var hans ord fakta, og hun kunne betvivle dem alt hvad hun ville, men det gjorde det ikke mindre sandt, at hun lige nu var afhængig af ham for at holde fred. Og det var uden skyggen af tvivl hvad hun ønskede, og havde brug for. "Nogle gange må man tjene, for at lede.. Husk det"
Han sukkede kort, opgivende og så ligefrem for sig. Det her ville blive helvede. Hun var jo umulig at have med at gøre "Jeg har tilbudt dig en nem vej ud af dette, husk blot det.. Jeg tilbød dig at opføre mig ordentligt, og behandle dig med ære og respekt.. Det er et tilbud som ikke kommer let, og som man ikke får to gange.. Afslår du det, er det op til dig at tage følgerne af dit valg"

[Clarisa Nemay]

hun havde mest lyst til at give ham en lussing lige nu, men istedet tog hun en dyb indånding og så roligt på ham. "De skal ikke lade det gå udover landet.." hun rejste sig roligt før hun langsomt vendte blikket mod døren og trådte ud. "Men hvis jeg skal 'døjes' med dig må jeg vel heller.. blive vant til det" hun vendte blikket mod ham, måske var hendes kampgejst svundet lidt væk, hun var jo også helt alene her, disse mænd der var med var jo draklia's soldater ikke hendes egne. hun gik langsomt hen til en lille sten og satte sig ned før hun så på sin ødelagte kjole og sukkede, prøvede at rette den ud og prøvede at ordne håret derefter. hun så op igen i håb om at kunne se sin veninde i luften men da hun end ikke kunne dette vendte hun blikket mod ham, mest for at se hvad han ville gøre, og om han var fulgt efter hende udenfor.

hun forsvandt langsomt hen i sine egne tanker, fik et lille smil frem på sine læber ved tanken om hvad hiro mon ville sige når hun nu kom slæbende med denne mand hun skulle giftes med, og om hiro ville flippe helt ud over netop dette med giftemålet. hun havde jo selv friet til hiro, men det var der stadig ikke blevet svaret på, og lige nu så det voldsomt håbløst ud for hende. hun rystede let på hovedet før hun lod albuerne hvile på knæene og bøjede forkroppen frem og støttede på sine arme, hænderne hvilende på hendes hage og kinder før hun vendte tilbage i hendes lille drømmeverden, også for at vende alle mulige ting med sig selv, prøve at finde den rigtige løsning.

[Zeiar Visari]

Hun virkede til hun efterhånden var ved at overgive sig til tanken, og begynde at acceptere at dette her ville ske hvad end hun ønskede det eller ej. Det var da altid noget, selvom han stadig ikke ligefrem så frem til at ægte denne irriterende, arrogante kvinde. Og han tvivlede stærkt på han havde hørt det sidste til det endnu, han ville højst sandsynligt få flere problemer med hende, eller om ikke andet så hendes tjenere.
For nu ville han dog ikke lade dette gå ham på, han skulle nok ordne dem, de kunne vel ikke være så stort et problem. Desuden kunne han jo altid tage det til den tid, for nu havde han nok i at håndtere hende her.
Han åbnede døren i sin side af vognen og hoppede ud og landede let og elegant på jorden, og så sig kort omkring. Hvis de alligevel skulle holde der og vente på hende kunne han jo ligeså godt udnytte tiden lidt, til de kunne komme videre mod deres destination. Selvom han ikke så videre frem til at tilbringe tid der.