Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Mar 28, 2012 21:40:08 GMT 1
Det passede Gambit fint at Leo valgte at forholde sig mere roligt i sidste ende, han faldt helt ned til jorden og slappede mere af, for det manglende blod gjorde ham faktisk rimelig svag. Et suk kom fra ham, hans skulder gjorde ondt som en i, ja og hans sår healede slet ikke så hurtigt som før da blodtabet faktisk havde været slemt. Leo havde fået revet såret godt op, flænset ham noget så fint, mudderet der nu kom i såret fik det bare til svig det mere. Gambit endte med at rejse sig og prøve at gå tilbage til sit hus, han havde brug for noget vand omme fra brønden til at rense såret og en forbinding, samt noget blod, men det fandt han ikke just i huset. Dog endte han med at vælte på halvvejen, men rejste sig stædigt op igen, nu lignede han først en der var skide fuld, som han slingrede frem side til side og til sidst støttede mod sin dør. Det havde faktisk været rart at have Toru hjemme lige nu, hun var så god til at tage sig af ham. Her stod han egentlig bare, inden han vendte rundt, stod op af væggen og så mod Leo og så mod Neimi. "Hvis du ellers er færdig med alt det her vanvittige pis, så vil jeg gå ind og pleje mig selv." Kom det spydigt fra ham, for han havde syntes denne scene var helt til grin, nok også derfor han nægtede at slå ham ihjel, han ønskede heller at han skulle lide. Døden var jo at slippe let fra det han havde gjort.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Mar 28, 2012 21:56:25 GMT 1
Det begyndte ærligtalt at irritere hende noget så grusomt at hun ikke kunne få ham til at blive rolig. ”Du lyver så det driver af dig” sagde hun efterhånden ret vredt imod Leo for hun blev irriteret over hun ikke vidste hvad hun skulle gøre eller sige for at få ham til at blive rolig, så hun kunne jo lige så godt give ham en skidebalde så han måske kom til fornuft, men med hendes ordvalg var det måske ikke det bedste for hun var ikke ligefrem særlig god med ord. ”Du er kun ude på at gøre hende og mig ondt. Hvorfor dræber du os ikke bare? Så får du i det mindste en død” hende stemme var stadig meget vred for han var da virkelig kun ude på at sårer hende og den lille pige som ventede derhjemme på at enten Leo eller Neimi kom tilbage for at hente, selvom hun dog var i trygge hænder, så ville barnet sikkert gerne have sine forældre. Hun så over på Gambit da han faldt, selvom det måske var dumt at tage blikket fra Leo så kunne hun jo ikke lade være med at bekymre sig også selvom han havde sagt hun skulle holde væk. Hun så igen på Leo inden hun alligevel løb over til Gambit for at hjælpe ham, selvom hun måske ikke var den bedste til at hjælpe for på nuværende på var hun selv ret svag da hun ikke havde fået noget at spise i et godt stykke tid eller nok søvn for den sags skyld. Hun sagde dog ikke noget som hun kort skyndte sig forbi Gambit ind i huset for både at finde vand og forbindinger frem til ham, selvom det måske ville være meget dumt at vende ryggen til Leo og dermed give ham en chance men hun kunne ikke lade Gambit stå og lide på den måde for hun måtte hjælpe ham, om han så ville det eller ikke for han ville sikkert gerne have en anden men nu var hun lige den eneste der var her.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Mar 28, 2012 22:14:18 GMT 1
da han hørte Gambit’s ord kunne han ikke undgå at blive sur igen og nærmede sig ham igen truende men stoppede da Neimi løb forbi ham. Han ventede til hun kom ud igen og så på hende ”jeg ville aldrig skade jer… ikke hvis jeg kunne undgå det” han tav som han så på hende og rettede sig langsomt ”du af alle burde vide at jeg ikke ville kunne dræbe jer” sagde han med en stemme der viste at hendes ord havde gjort ondt. ”lige siden jeg så jer sammen i skoven har jeg haft lyst til det her… sådan for alvor…” han tav igen kort ”og havde jeg ikke mødt dig den dag i regnen havde jeg været død for længst… mit sind ville i hvert fald være det” han sukkede kort og jorden mellem hans forben flammede svagt men kun lige nok til at man kunne se det ”jeg ønsker jo kun at dø for at give dig fred… jeg ved at hvis jeg bare stak af ville jeg ikke kunne holde mig væk… det eneste der kan forhindre mig i at tage tilbage og give den pige alt hvad hun fortjener er min død… så jeg er nød til det” sagde han stille til Neimi alt i mens flammen blev en smugle mere tydelig som en mini udgave af hans ild blomst men dog gik den ud i samme øjeblik som han var færdig med at tale. Han vendte øjne mod Gambit og rettede på sig selv klar til at springe på ham ”du er den der kan forudsagde mest smerte på mig i døden så derfor er du det oplagte valg… du er stærkere end mig det er der ikke nogen tvivl om” han tav og så på Neimi ”ved mindre du forbyder mig at dø… og du er fuldt ud sikker på at du ville kunne leve med at jeg forsvandt og kun sneg mig i nærheden for at tjekke til hende… så skal jeg dø i nat” sagde han bestemt. Han var ikke meget for at skulle blande hende ind i sit valg men hendes ord siden hun var kommet havde beroliget ham nok til at han ville lade hende bestemme hans død men dog kun hvis hun kunne overbevise ham om at hun virkelig mente at han skulle blive og selv der kunne han ikke love hvor lang tid der ville gå før han igen ville opsøge gambit i et forsøg på at få ham til at dræbe ham for han havde lovet gambit at han skulle være den der slog ham ihjel når tid var og det ville han holde så vidt det var muligt.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Mar 28, 2012 22:34:59 GMT 1
Gambit slog hellere end gerne Leo ihjel hvis han skulle hænge på ham i tide og utide når han fik et nyt medlidenhedsdrab i tankerne. At Neimi sådan farede forbi ham fik ham til at se undrende efter hende, godt at tingene ikke lå i kælderen, for så kunne hun se at Toru var flyttet ind og der faktisk stod en dobbelvugge dernede. Egentlig morede det ham lidt at det var Leo som blev set som den slemme fyr her, for hvad han ikke havde kaldt Neimi inden hun kom, men igen, han havde jo været fuld. Alkoholen havde med blodet forladt hans krop, hvornår han sidst havde fået blod var faktisk ganske uklart, for alkohol var det han ønskede at indtage mere end noget andet. Dog var han godt klar over han nok var nød til at tage noget ansvar, det var trods alt hans lille pige der var blevet født, på trods af han ikke havde haft glæden i at følge graviditeten. Neimi ville nok blive overrasket over hvor god han var med børn. Bare se Toru, hun havde aldrig troet at drengene ville blive så glad for ham, noget der stillede ham i et dilema, selvom han ikke skyldte dem noget, de havde jo et hjem indtil Toru havde fundet noget andet. Så lidt godt var der vel i ham, en masse blødt der egentlig for det meste blev drukket eller kneppet væk. Gambit stønnede lidt smertefuldt som han endte med at glide ned af væggen og sidde der helt færdig i sin krop. Sulten efter blod, sad han lidt med en grim smag i munden, Leo kunne bare komme an, så ville Gambit måske få sig et måltid. Lige nu var han faktisk lidt i tvivl om hvor vidt Leo ville kunne slå ham ihjel, en tanke der faktisk skræmte ham lidt, for forberedt havde han ikke just været.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Mar 29, 2012 18:23:38 GMT 1
Lige nu betød det mest at kampen her skulle stoppes uden nogen videre kom til skade i den, eller rettere uden de andre kom til skade for hun var lettere ligeglad med sig selv, hun var jo udødeilg så hun skulle jo nok overleve. Hun så på Gambit da hun igen kom ud af huset med tingene i favnen før hun satte sig ned ved siden af ham for han var allerede røget ned, så der gik ikke mange sekunder før hun begyndte at rense hans sår og tørre overskydende blod væk selvom hun nu lyttede til Leo. ”Og du tror jeg ville få fred når jeg ved du ville begå selvmord på grund af mig?” spurgte hun bare lettere irriteret for det ville da slet ikke give hende fred når hun vidste han ville dræbe sig selv for sådan en tåbelig ting, han kunne i det mindste bare havde ladet hende vælge straffe for så havde hun da fået ro i sjælen, noget hun umuligt kunne få nu som hun sad i regnen og vaskede Gambits sår, noget der nok virkede tåbeligt men det gav ham da en chance for at hele fordi Leo virkede meget rolig. ”Jeg har aldrig sagt du ikke må se pigen, og få mig ikke til at skifte mening ved at forsætte det her tåbelige leg. Jeg nåede jo ikke en gang at forsvarer mig selv for der er ingen der siger jeg ikke vil have dig i mit liv men min mening og ønsker betyder jo intet for dig.” hendes stemme var stadig irriteret og hun kom måske til at presse lidt hårdt som hun rensede Gambits sår men hun tænkte ikke videre over det, men da såret ikke virkede til at hele hurtigt nok efter hendes hoved rejste hun sig for at skynde sig ind i huset igen for at finde en kniv som hun tog med ud. Hun satte med kniven i hånden og skar sig i den anden hånd så blodet løb, der efter proppede hun den blodige hånd helt op i ansigtet på Gambit som tegn til at han skulle drikke af hendes blod bare inden hun begyndte at hele igen, men så kunne hun bare åbne såret igen selvom det gjorde vildt ondt men blod virkede jo på hans helende evner, det vidste hun så derfor gjorde hun det også. Hun så på Gambit med afventende og bestemte øjne for der var ingen diskussion på dette område, så måtte hun jo bare snakke med Leo imens for en plan begyndte at ligge sig i hendes hoved, eller rettere hun blev mere afklaret hvad der skulle gøres når hun havde forladt dette sted
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Mar 29, 2012 19:03:16 GMT 1
Han lyttede i stilhed til Neimi’s ord men det var tydeligt han ikke kunne lide hvad han hørte ”det ville jo blot være for at du kunne blive fri for mig” sagde han og tav ”men ja jeg tror du ville kunne få fred… ellers ville jeg ikke overveje det så meget” sagde han med en sammenbidt stemme. ”nej det sagde du ikke men hun har ikke godt af at jeg er i nærheden” sagde han om muligt endnu mere sammenbidt og stod lidt mens han tydeligt prøvede at styre sig selv for ikke at råbe af hende ”hvis din mening og dine ønsker virkelig ikke betyder noget for mig tror du så virkelig jeg havde givet dig hukommelsen tilbage ? tror du jeg stadig ville være i live ? havde det ikke været for de ting jeg tror om dine ønsker havde jeg kastede mig i hoved på ham ofr lang tid siden” sagde han og så ned i jorden for at undgå at blive alt for sur igen hvilket var tydeligt ”jeg lod dig ikke forsvare dig da jeg mente det ikke ville føre til noget godt og jeg håbede at du ikke følge efter hvis jeg forsvandt hurtigt… den eneste grund til jeg fortalte hvor jeg skulle hen var for at du ikke skulle tror jeg løb for at komme væk fra jer” sagde han mens han så Neimi i øjne. Da hun skar i sig selv og tilbød Gambit sit blod var det dog mere end hvad han vrede kunne holde til og han knurrede højlydt og truende af hende og sendte hende en blik der ikke var til at tage fejl af. Han stod sådan lidt og så i mellem dem med et ondt blik og det var tydeligt at han skulle til at sige noget yderest fornærmende men valgte ikke at gøre det. han gik imod hende til han var tæt nok på til at kunne røre dem begge hvis han ønskede inden han rejste sig på sine bagben som en let truren rettede mod dem begge dog hoppede han ned igen efter noget tid ”jeg troede du var stærk Gambit… men åbenbart kun stærk nok til at lade hende behandle dine sår” sagde han i en nedladende tone og sendte Neimi det samme skuffede men samtidig vrede blik han havde haft i øjne da han knuste ild blomsten. Han gik lidt væk fra dem mens han vandrede frem og tilbage som et tydeligt tegn på at han var utilpas og ikke vidste hvad han skulle gøre. Han kiggede hen på et enligt træ inden han løv imod det og lagde sin vægt i et slag der fik et stort stykke af stammen til at flyve væk med et højt brag. Han så tilbage på dem og gik der hen igen inden han stoppede foran dem ”vi ses måske igen du svageste af vampyre” sagde han til gambit i en hånlig tone inden han vendte øjne mod Neimi ”tilgiv min dumhed i at lade dig bestemme min død” sagde han med en stemme der viste at han fortrød at have overvejet at blive i live for hende. Han vendte rundt og begyndte at gå væk men stoppede ved enden af huset og så tilbage ”om så jeg skal komme tilbage fra graven for at jage dig så har du bare at sørge for det du har skabt” snærrede han til Gambit inden han sendte Neimi det skuffede blik igen og forsvandt rundt om huset. Han vidste endnu ikke om han skulle gemme sig og dukke frem når Neimi var gået eller om han blot skulle finde en anden måde at dø på og som han prøvede at beslutte sig gik han langsomt ja faktisk meget langsomt ned af stien mens roen lagde sig en smugle over ham og han kunne begynde at mærke smerten fra de knuste ribben der fik ham til at falde sammen på jorden med et suk inden han med stort besvær fik hevet sig selv op igen for at gå videre væk fra dem. Han kunne ikke klare synet af Neimi der så villigt gav sit blod til ham bare begynd af nogen bidsår han selv kunne heale med tiden og han kunne stadig ikke forstå hvorfor hun dog var kommet for det havde jo ikke ændret noget ud over at han nu blot var blevet vred og endnu mindre ønskede at skulle forblive ved livet.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Mar 29, 2012 19:30:49 GMT 1
At Neimi til tider valgte at presse lettere hårdt fik ham til at ømme sig lidt, ja, lige denne nat havde han været svag, men det var på grund af han ikke havde spist i alt for lang tid. Lugten af blod fik ham dog til at spærre øjnene op, han tøvede ikke som han plejede, sulten var for stor og kærligheden til hende det mindre end hvad den havde været. Han sugede ved hendes hånd og mærkede kræfterne vende tilbage til ham, noget der frydet ham, som han smilte. Jo vidst ville Leo's ord havde gjort ham tosset normalt, men lige nu nød han smagen af Neimi og var i sin egen lille trance, han var undskyld i at være svag syntes han selv. Desuden fik Leo jo gjort skaden meget værre når Gambit ikke gjorde modstand. Da han følte han lige kunne klare sig og hun healede hurtigt, så han bare roligt mod hende, rømmede sig lidt og mærkede sine sår begyndte at arbejde hurtigere, noget der virkelig var rart. "Tak." Kom det stille fra ham, tanken om at hun havde født hans datter var fjern, det var så uvirkeligt. Et sted var han jo nysgerrig og følelsen af at vide man var blevet far var rar, et levende barn. Måske skulle han give alt det en chance? Nok ikke forholdet med Neimi, det var ret svært for ham at tilgive hende hendes handling, for det havde jo ført til det her. Hvis hun nu bare var blevet hos ham. "Må jeg godt være en del af hendes liv?" Spurgte han så stille, hvad hendes navn var vidste han ikke engang. Gambit var meget friskere at se på, og nu hvor alkoholen ingen effekt havde mere, forsvandt noget af hadet til Neimi også, selvom han stadig inden i var meget vred på hende. At Leo var forsvundet igen var rart nok, men hun var jo sikkert stadig splittet, så mon ikke hun burde tage sig af ham, nu hvor Gambit var sørget for? Roligt rejste han sig. "Burde du gå efter ham?" Spurgte han så, som han så i den retning han var gået om bag huset. Det var underligt at være så rolig, at lade en træde så meget på en, men blev han ved med at være vred, slap han jo aldrig for den galning af en køter. Et sted, så havde hans ord dog ramt ham, for han følte sig langt fra god nok for Neimi eller deres datter, men han kunne da gøre sit bedste? Og det var også helt fint hvis hun ikke ville bo med ham, så kunne han bare komme forbi en gang imellem og hilse på. Dog var han stadig forvirret og skulle selv tænke det hele igennem, men det var mest fair overfor både Neimi, barnet og ham selv at de fandt ud af en løsning.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Mar 29, 2012 19:53:24 GMT 1
Et stille suk forlod hendes læber mens Leo talte for det var hans ord der fik sukket til at komme frem, hvorfor kunne hun dog ikke bare være som de ønskede af hende? Hun var jo ikke god nok til nogen af dem for de fortjente begge sådan en god lille husmor, der kunne gå og pusle om dem og give dem alle de børn de ville have. Sådan en lille husmor blev Neimi aldrig og det vidste hun udmærket godt fordi hun drømte om meget mere end et liv som husmor. ”Jeg kom for at hente dig hjem Leo.. Ikke for at se dig skade en anden eller dig selv, du kan ikke være bekendt at skade andre når det er mig din vrede burde gå udover” sagde hun mere rolig og stille for hun havde jo egentlig ikke tænkt over hvorfor hun egentlig var redet efter ham, udover hun bare havde tænkt at han ikke skulle have lov at dræbe sig selv, i hvert fald ikke før hun fik en chance for at sige hvad hun mente efter hun havde fået hukommelsen igen. Da Leo gik så hun efter ham og gjorde mine til at rejse sig for at løbe efter ham men hun blev dog siddende og lod Gambit drikke af såret i hendes hånd, først da han var færdig sank hun hånden ned i hendes skød og så efter Leo igen. Da Gambit snakkede til hende trak hun bare på skuldrene, ”Det kan tiden kun vise ellers finder du jo hende nok.” sagde hun stille for hun anede ikke helt hvad hun skulle gøre udover at gå tilbage til hendes gamle plan, med at se hendes maleri og dermed dø for så ville hun da ikke gøre mere skade på andres liv, selvom det jo gjorde pigen ville vokse op uden hende, men det gjorde nu ikke Neimi meget for hun havde jo efterladt hende et godt nok sted, specielt hvis Leo tog tilbage til det sted så havde hun da en der kunne forkæle hende og elske sådan som Neimi aldrig var blevet det. ”Hvad nytter det at følge efter? Jeg ødelægger jo alt alligevel.. Jeg fatter ikke hvordan nogen nogensinde kunne holde af mig” sukkede hun bare inden hun rejste sig fra mudderet og begyndte at gå hen til hestene igen med blikket nede i jorden for hun kunne lige så godt aflevere dem tilbage igen inden hun ville rejse videre. Da hun havde sat sig op på vognen så hun igen med et opgivende og trist blik ”Håber du kan tilgive mig en dag” sagde hun lettere trist før hun tog tøjlerne igen for måske skulle hun alligevel lige samle Leo op på vejen og aflevere ham derhjemme inden hun selv ville rejse videre? Der var jo intet tilbage i livet for hende, begge de mænd hun havde holdt af hadede hende som pesten og hun følte intet for hendes datter, men igen hun kunne jo egentlig bare finde en der ville slette hendes hukommelse igen så hun kunne starte helt forfra men det ville nu heller ikke hjælpe for hun ville jo altid føle hun manglede noget.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Mar 29, 2012 20:34:12 GMT 1
Neimi’s ord havde blot fået ham til at ryste op hoved inden han gik som tegn til at han ikke ville være vred på hende. Han var nu nået et godt stykke ned af stien men hver hvert skridt han gik mærkede han mere og mere til den smerte der burde have forhindret ham i at gå fra starten af. Han sank igen sammen halvejs nede af stien og blokerede nu for vejen som hun lå i en mudret vandpyt kun lige med hoved nok over vandet til ikke at drukne. Han kunne høre hestene begynde at gå og så op dog uden at løfte hoved som hestene kom tættere på og håbede og bad til at de ville trampe på ham men til hans uheld opdagede hestene ham og stoppede brat op og den skadet hest vrinskede bange men stod derefter bum stille. Han så op og forsøgte igen at rejse men endte med at plaske ned i vandet igen denne gang med snuden under vandet en på trods af det så han ikke ud til at mærke det i første omgang før han lidt efter løftede hoved og lagde det hvor det før havde været. Han så op på Neimi og fik i det følgende forsøg sig selv op at stå, han vaklede lidt og gik så besværet ud i siden af vejen for at give hende plads til at komme forbi inden han igen sank sammen. Han smerter var nu blevet for store til at han kunne holde sin forvandling og han blev nu menneske igen. Den hvide skjorte han også havde haft på da han forlod sit hjem var stadig dækket af blod ved armen men det var på ingen måde lige så slemt som det store let blodige hov mærke i hans højre side der som han lå der i månelyset var helt tydelig. På trods af at han havde umådelig ondt smilede han roligt og så hen imod hende. ”jeg håber i bliver glade… intet betyder mere end jeres lykke” sagde han kun lige højt nok til at hun ville kunne høre det mens det svage smil stod på hans læber. ”er… er der noget jeg kan gøre for at du tilgiver mig ? og for at i får det godt ?” spurgte han med en rolig stemme der dog tydeligt viste at han virkelig gerne ville kunne gøre noget selv om han nok ikke var i stand til at gøre det helt store med de smerter han havde. Hvad Gambit havde sagt og gjort vidste han ikke men han håbede dog at alt hvad han havde sagt og gjort havde givet ham bare lidt lyst til at tage sig af sin datter.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Mar 30, 2012 10:05:54 GMT 1
Denne nat havde faktisk været belastende, hvor han dog var træt af det dramapis og ville hun nu have hans tilgivelse? Et sted havde han aldrig følt hun elskede ham, nok også derfor at han var så vred. Og nu lød hun som om hun tøvede med at han måtte se sin datter. Hvornår stoppede alt dette? Gambit ville gerne gøre krav på det der var hans og hvis Neimi en dag døde, så skulle han nok hente sin datter og en hver der forsøgte at stoppe ham, ville blive slået ihjel. Det tog ham ikke lang tid at forsvinde ind i huset da hun var skredet, han havde intet sagt, for han havde ikke mere at sige til hende. Had var en stærk ting og had fandtes kun hvis man også elskede personen, for det var et tegn på svigt der blev ført ud i vrede. Måske ville det være det bedste at vente et halv års tid med at opsøge hende og barnet, bare så hun kunne falde på plads oven på alt dette. Gambit endte i sin seng som altid, han var løbet tør for sprut og lå bare og stirrede op i loftet, hvor var flaskerne når man faktisk rigtig havde brug for dem. Åndssvage lorte liv! Hver pokker havde også sagt at han skulle leve evigt? Der gik ikke længe før han gled ind i dvale og bare lå der fortabt i sin drømmeløse dvale.
//out
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Mar 30, 2012 15:54:42 GMT 1
Uanset hvad Gambit troede om Neimi, så havde hun virkelig elsket ham på sin egen sære måde, men det med forhold var bare ikke lige hende, det havde hun aldrig været god til for hun havde altid forladt en person efter få dage fordi hun ikke ville slå sig ned alt for hurtigt, men tingene med Gambit havde gået så stærk efter hendes hoved så hun var til dels blevet skræmt af tanken, hvorfor anede hun ikke for hun vidste jo godt hun nok skulle ødelægge det fuldstændig for sig selv igen, det var jo en af de ting hun var gode til selvom hun nu havde ødelagt så mange andres liv oven i, noget der ikke ligefrem havde været meningen. Hun red roligt af sted for hun havde nu ikke travlt mere, så trætheden kom også over hende men den følelse der fyldte mest i hendes krop lige nu var opgivelse. Så hun sad så tilbagelænet hun kunne i sædet og bare lod hestene gå egentlig, lige indtil de stoppede fordi de var blevet bange for et eller andet, først der så hun egentlig rigtigt op og så undrende rundt indtil hun opdagede Leo, i første omgang sukkede hun bare inden hun hoppede ned fra vognen for hun kunne jo lige så godt hjælpe ham op i vognen så hun kunne få ham hjem i varmen og hjem til hans familie. ”I hvem? Mig og Leonora eller mig og Gambit? Uanset hvad kan jeg ikke svarer for den mand jeg ville have hader mig som pesten fordi jeg ikke ville have min bedste ven og lærermester begå selvmord 2 gange på grund af mig” svarede hun bare for hun kunne jo ikke rigtigt svarer på det spørgsmål, der var jo intet han kunne gøre så Gambit ville tilgive hende eller få ham til at forstå hun virkelig havde elsket ham, for pokker hun havde jo født Gambits barn men det virkede ikke til at betyde noget som helst. Hun gik hen til ham for at hjælpe ham op, så hun tog en arm om ham for at hjælpe. ”Men jeg har en ting at bede dig om når jeg får dig hjem” sagde hun bare for det var jo sandt nok, hun måtte jo give ham noget at kæmpe for her i livet for hun regnede ikke med han selv ville have hende når hun ikke følte for ham på den måde mere og hun tvivlede stærkt på at hun nogensinde ville kunne føle sådan for ham igen efter alt det han havde gjort imod hende.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Mar 31, 2012 16:34:14 GMT 1
Han så roligt mod hende med øjne der som rasten af hans rystende krop viste hvor ondt han endelig havde måde i sindet og i kroppen ”dig og Leonora… men hvis det gør dig glad at være med ham så ønsker jeg dig også det” sagde han men det var tydeligt at høre i hans stemme at han hadet tanken om hende sammen med Leo men prøvede at støtte hendes valg. Han lod hende modvilligt hjælpe sig op i vognen mens han gik med vaklende skridt og på trods af at han modsat sine tidligere vaner ikke havde rørt en dråbe alkohol siden første gang han så Neimi virkede han på sin gang og sit fjerne væsen en der ikke havde lavet andet end at drikke i alt den tid. Da han kom op i vognen støttede han sig til ryglænet og lagde en hånd forsigtigt over det tydelige mærke på hans skjorte efter hesten i håb om at hun ikke ville opdage det selv om alt andet nok ville være svært. ”jeg skal nok lade jer være… holde mig fra huset” sagde han hviskende og fjernt og det var tydeligt på hans ansigt at han ikke var klar over at han havde sagt det højt ”du kan sige det nu” sagde han og vendte øjne mod hende og man behøvede ikke at være tankelæser eller synsk for at vide at han ville have afsluttet sætningen med ´mens jeg stadig lever´ men blot havde valgt at holde det tilbage. Han lod hende styre hestene der det første stykke tid tydeligvis ikke var glade for at han var der men dog gjorde som de fik besked på. Da de efter hvad der for ham føltes som en evighed nåede frem til det lille hus så han på det og hoppede ud af vognen dog ikke særlig elegang da stødet gennem hans føder der gik op i hans ribben fik ham til at falde på knæ med en svag piben som man ville forvente af en ulv på trods af at han var i sin menneske form og prøvede at skjule det.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Mar 31, 2012 16:52:03 GMT 1
Neimi så nærmest roligt på ham for hun var afklaret med det hun havde planlagt, men hun var bare så træt at hun havde brug for noget mere hvile inden hun skulle udføre hendes plan. ”Jeg kan jo ikke være sammen med en mand der hader mig som pesten. Han traf hans valg og det må jeg bare acceptere og komme videre” svarede hun bare roligt for hun ville ikke tilbage til Gambit når han selv havde truffet det valg at hun ikke skulle være i hans liv, for den eneste han jo ville se var datteren men hun var ikke helt sikker på om hun overhovedet ville lade ham se hende, bare fordi han skulle have lov at lide. ”Du bliver i huset” sagde hun bestemt og lettere advarende for her var ingen diskussion, hvis han ville holde sig fra huset kunne hun jo ikke gøre det hun ville gøre, så hun måtte se at få ham i orden igen så han kunne forblive i live, for hun kunne ikke bruge ham hvis han døde, eftersom hun ikke ville bruge hans søster og bror til den slags, for de ville sikkert bare misbruge det hun havde i tankerne. Hun sagde intet under turen for hun ville vente til de var kommet hjem til huset, eftersom hun ville være sikker på at de var alene før hun ville sige noget som helst. Da de kom til huset og han hoppede ned af vognen efter hun havde standset den, hoppede hun selv ned for at gå om og hjælpe ham op, før hun hjalp ham ind og sidde i stuen, og uden at sige et ord smuttede hun bag efter for at hente hans søster og hendes datter, som begge kom ned i huset. Neimi med hendes lille pige i favnen og uden et videre glad udtryk i hovedet, efter hun havde forklaret at Leo var kommet til skade og havde ondt i hans side af en eller anden grund, for hun håbede jo lidt på at søsteren ville kunne ordne den lille ting, ligesom hun havde ordnet Neimis fod for længe siden.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Mar 31, 2012 17:18:58 GMT 1
Da hun nærmest beordrede ham til at blive i huset nikkede han stille men var dog ret sikker på at han skulle have det gentaget dagen efter da smerterne nok tog det meste af hans hukommelse om ting han sagde og gjorde i den tid. Sascha havde passede pigen godt da hun vidste hvor meget det betød for Leo at barnet var sikkert. Hun fulgte Neimi ned til huset med hastige skridt da hun fik forklarede hvor slemt det var da hun vidste med sig selv at hvis han ufrivilligt havde skiftede form måtte det være slemt samt at hans skader i ulvefor tit blev værre når han blev menneske igen. Hun gik ind i huset og uden at få samtykke fra Leo før fåede hun hans trøje i stykker og tog den af ham ”noget vand og en klud ?” bad hun med bekymret stemme efter hun havde set kort på Leo. Hun ventede til hun fik skålen og vaskede Leo’s side for det blod der var der før hun kunne se presist hvad der var sket og det var tydeligt at hun var ligeglad med Leo’s klagen. Da hun havde fjernede blodet kom et stort tydeligt sort lilla hov mærke frem rundt om nogen halv store sår hvor der helt tydeligt stak noget af hans ribben ud, han så op på Neimi med undrende øjne ”hvad har han dog lavet ? det ligner da ikke ham at lade sig blive skadet af heste” sagde han en smugle anklagende selv om blikket i hendes øjne viste at det bestemt ikke var meningen. Hun lagde hænderne på hans sår og ribben og pressede så til der hørtes et højlydt knæk af ribene der ramte hinanden som med det samme var efterfulgt af et højt skrig fra Leo der derefter hvæsede af sin søster da hun hev sin stav frem for at heale hans sår ”skrid! Lad mig være!” han råbte uden at tænke på at Leonora var der og kunne blive skræmt af den vrede tone i hans stemme ”gør det ikke… bare gå” sagde han hviskende og bedende til sin søster og nikkede inden hun rejste sig og gik hen til Neimi ”jeg kan ikke hvis han ikke vil give mig lov… det eneste der kan gøres så er at vente på at det selv healer og tvinge ham til at holde det rent uanset hvad” hviskede hun til hende med en stemme der tydeligt viste at hun håbede på at Neimi ville gøre det ”hvis han skifter mening eller i får brug for hjælp så siger du bare til” hun havde en venlighed i stemmen magen til ved deres første møde. Hun forsvandt hurtigt ud af døren og op til hoved huset. Leo så anklagende hen på Neimi og så ud som om han ville råbe af hende men dog var han tavs i lang tid ”kan du sige det nu ?” spurgte han en smugle sammenbidt lidt efter dog var det tydeligt at det var smerten der var skyld i hans tonefald.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Mar 31, 2012 17:45:00 GMT 1
Neimi sagde ikke noget efter hun havde forklaret Sascha hvad hun havde brug for at vide for at kunne hjælpe Leo, for hun bekymrede sig da om Leo men lige nu var hans fysiske tilstand mere bekymrende for hun skulle bruge ham i live. Så da Sas bad om vand og en klud nikkede hun bare og lagde pigen ned i vuggen, inden hun skyndte sig ud i køkkenet hvor hun tog vand i et fad og en klud inden hun gik ind med tingene til Sas og stillede dem på gulvet ved siden af hende, hvorefter hun trådte nogen skridt tilbage og bare betragtede den klagende Leo uden ord fordi hun ventede på dommen fra Sas. ”Han forsøgte at begå selvmord men jeg fik det stoppet” svarede hun bare roligt for hun anede jo ikke helt hvad han havde gang i med de heste eftersom hun havde koncentreret sig om Gambit på det tidspunkt, så hun kunne ikke give hende anden forklaring end det med selvmord, selvom hun dog sendte Leo et stramt blik, som tydelig tegn til at hun stadig var lettere vred på ham af den grund. Da han skreg og hvæste af hans søster så Neimi stadig lettere vredt på ham. ”Holdt kæft Leo, lad hende gøre det. Jeg skal bruge dig i live” sagde hun lettere vredt for han skulle tage sig sammen og blive healet i stedet så hun kunne vide om hun kunne bruge ham eller ikke, selvom den eneste grund til at hun ikke skulle bruge ham var hvis han døde og det havde hun ikke i sinde at lade ham. Dog nikkede hun kort til Sas inden hun smuttede selvom det nok bare betød at Neimi igen skulle til at hente hende når Leo havde taget sig lidt sammen og var stoppet med at klynke på sådan en måde. ”Jeg vil forlade jer om en måned til 2. Både dig og Leonora, så jeg vil have du tager dig af hende som den datter jeg aldrig gav dig.” svarede hun bare lige ud uden noget bestemt toneleje for lige nu følte hun ikke særlig meget. Hendes hjerte var ved at blive koldt, noget som også kunne ses i hendes øjne for de blev mere kolde og ligeglad fordi hun var efterhånden fast besluttet på hvad hun ville gøre for at hun igen skulle blive glad men det krævede at alt der gjorde hun havde ondt inden i forblev fortid, selvom hun nok aldrig ville kunne slippe helt for den medmindre han slettede hendes hukommelse igen.
|
|