|
Post by Leonardo G.V.L.R on Mar 31, 2012 18:15:36 GMT 1
Da hun havde talt til ham efter hans skrig så han blot undrende på hende og for førstegang i sit liv lignede han sin søster som hun havde set du da hun så på Neimi ved nyheden om Leo’s selvmordsforsøg. Han sad i stilhed og ømmede sig men da han hørte hendes ord for han op og gik hen og tog et fast greb i hendes arme og det var tydeligt på hans sitren at den handling havde ville få ham til at skrige igen hvis han ikke var så chokeret ”hun har brug for dig!... du gør ret i at forlade mig men du kan da ikke forlade Leonora… hun behøver sin mor… en der kan lære hende at gøre de rigtige ting… jeg ender bare med at gøre hende lige så slem som Alice” sagde han stille og så ned som han slap hende og tænkte på Su’s datter af samme race som Leonora men grundet sin mor var endt ud i at sælge sin krop for penge og ikke kunne stole på folk andre end ham på trods af at de kun havde mødt hinanden få gange dog anede han ikke om Su havde fortalt hende om sin datter men det kunne nu godt ligne ham at sige sådan noget til hende mens hun var gravid hvis han havde fået chancen. ”jeg kan ikke tage mig af hende… jeg kan ikke give hende det hun har brug for for at blive bare halvt så særlig som dig” sagde han med en stemme der tydeligt viste hans frustration over det hun sagde. Han ville hjertens gerne passe pigen og opdrage hende som sin egen men han frygtede i sandhed at han ville ende med at give hende et dårligt liv hvis Neimi ikke var der. Han gik hen til stolen igen og satte sig da smerterne igen blev for store til at han kunne stå men dog tog han ikke øjne fra hende. ”hvorfor gir du mig sådan en opgave ?” du ved jeg ikke kan sige nej til at tage hende… men du må ikke forlade hende” hans stemme var fortvivlende og bedende på samme tid som han fik tåre i øjne hvilket dog ikke var af smerte men af frygt for Leonora’s fremtid. Efter nogen overvejelse talte han igen med samme stemme som før ”hvis det er begrund af mit liv… eller det jeg har gjort… jeg lover at gøre alt hvad du ber om så længe du ikke forlader hende… jeg skal nok passe hende til daglig hvis det er det men jeg vil ikke kunne forklare hende det når hun bliver stor hvis du efterlader hende her begrund af mig” han havde stadig tåre i øjne inden han satte sig tilbage i stolen og lagde en hånd på sin side. ”tving mig ikke til det” sagde han bedende og lavt uden at vide hvad han skulle gøre inden han lukkede øjne for at holde smerten ud men lyttede dog stadig til hende hvilket var tydeligt.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Mar 31, 2012 18:32:20 GMT 1
Neimi så bare roligt på ham for der var intet han kunne gøre for at hun ville ombestemme sig, hun havde brug for at være glad igen og det kunne hun ikke være i nærheden af de 3 personer der havde kostet hende så meget smerte, så der var ikke meget at gøre hvilket også gjorde hun var meget rolig da han greb hendes arm for hun havde ikke meget grund til at rive armen til sig igen. ”Hun har brug for en kvinde der kan føle for hende, jeg føler intet for hende. Men du skal fortælle mig om der findes en besværgelse der kan hidkalde mig eller få mig til huset i tilfælde af Gambit dukker op” svarede hun bare uden at spørge ind til denne Alice, for det var ikke vigtigt for hende lige nu. ”Hun kan ikke blive slem når hun vil have en kærlig far som dig” sagde hun med et lille smil over hendes læber selvom det forsvandt hurtigt igen men hun mente det nu for Leo havde da altid været kærlig overfor hende, selvom hun lige på nuværende punkt ikke kunne tilgive ham for det han havde gjort imod hende og imod Gambit. ”Jeg vil netop ikke have hun skal blive som mig. Hun skal opleve hvordan det er at vokse op med mindst en person der elsker hende og ønsker hende det bedste” svarede hun bare for der var ikke meget diskussion på det område, datteren skulle ikke opleve det som Neimi havde oplevet for hun skulle have en grund til at leve og ikke blive en slave af andre som hende selv. Hun så hele tiden roligt på ham men det var tydeligt at hun var fast besluttet på det her, desuden ville hun jo vide om Leo havde en eller anden besværgelse der kunne trylle hende herhen i tilfælde af at Gambit alligevel dukkede op, bare så hun selv kunne jage ham væk igen. ”Fordi jeg ved du kan klare det fordi Gambit skal ikke have lov at se hende. Jeg har brug for at finde mig selv igen, jeg har brug for at glemme” sagde hun bare for det var hendes eneste begrundelse til at hun ville væk fra dette sted, for allerede nu overvejede hun at tage hen til Cage fordi det var det perfekte sted for hende at glemme fordi det netop var sådan et sted hvor man bare døsede hen og glemte verden omkring en.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Mar 31, 2012 18:57:15 GMT 1
Som han sad i stolen lod han hendes ord trænge langsomt ind til sig men han kunne ikke tro det. *jeg skulle aldrig have gjort det… jeg skulle bare have vogtet hende i stedet for at lyve* han gav sig selv den fulde skyld for at pigen ikke ville have sin mor i nærheden og havde det ikke lige netop været begrund af hendes ord havde han afsluttede sit liv med det samme men Leonora betød alt for meget for ham til at han ville kunne lade hende tilbage hvis Neimi gik. Han tænkte over besværgelsen hun havde spurgt om og nikkede stille ”den findes… men tror du ikke hun vil undre sig hvis der skulle komme en kvinde hun ikke kender og jæger en mad væk fra området ?” han tav kort og så op på hende ”jeg klare det selv hvis han kommer og hvis det er det du ønsker så skal jeg nok holde dem fra hinanden” sagde han stille og gav tegn til at han gerne ville have hun kom tættere på bare en smugle. ”hvis jeg lover at gøre det du beder om… gøre mit bedste for hende… vil… hvis du så er klar til det en dag… må jeg så fortælle hende dit navn så hun kan finde dig ?” spurgte han med en fast stemme ”jeg skal nok få en besked til dig først inden jeg fortæller hende om dig” sagde han stille for han mente trods alt at det ville være vigtigt at Leonora kunne se sin mor når hun blev ældre hvis hun da ville. ”du sagde en eller 2 måneder… for hendes skyld kan vi så ikke glemme tiden? At du bliver til jeg er healet helt ? ellers har jeg ikke en chance for at beskytte hende” sagde han tøvende og det var tydeligt at han stadig holdte på at hans sår skulle heale af sig selv hvilket tydeligvis nok var fordi han ville huske den nat for altid. Han rejste sig med besvær og fik forbi Neimi hen til krypen og så ned på pigen inden han gik rundt om krypen og hen til en kommode hvor han tog en lille kiste frem. Han tog en lille medaljon frem af dem man kan åbne hvor hans families tegn var graveret i en lille lukning men ellers var blank. Han gik hen til pigen og tog en smugle af hendes sparsomme hår som han lagde ind i den. Han gik hen og satte sig igen med den i sin håndflade. Han pustede og ildblomsten blev synlig som voksede den ud af medaljongen dog var den meget mindre end den plejede at være, han begyndte at mumle og selve medaljongen begyndte at skifte farve inden den forsvandt tilbage til sin naturlige sølv sorte farve og blomsten forsvandt. Han rakte den til hende inden han satte sig tilbage i stolen. ”hold den når du er alene og tænk på mig så kommer blomsten frem… hold den om spørg i sit hoved hvordan hun har det og den vil give sig en farve alt efter hendes humør… hvis hun er i fare eller han kommer tæt på hende vil den hviske til dig og kun du vil kunne høre det” sagde han roligt og lukkede øjne lidt igen. Han kendte magien da han’s tidligere kone havde lavet det samme til ham i sin tid og han havde lavet en magen til til Su bare med hans pige efter lang tids overvejelse dog var det deres hemmelighed. ”jeg håber du en dag skifter mening med hende… hvis du gør kan du altid komme og hente hende… selv hvis det bare er for en dag eller 2… jeg vil passe hende efter bedste evne og altid være der for hende” sagde han roligt. Det sidste han havde sagt var han dog ret sikker på at han ikke behøvede for hun vidste det nok godt men han havde brug for at sige det højt.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Mar 31, 2012 22:40:41 GMT 1
I hendes hoved burde Leo egentlig ikke føle nogen som helst skyld til at pigen ikke ville have sin mor, for havde det ikke været for Leos sletning af hendes hukommelse havde Neimi skillet sig af med pigen lige så snart hun opdagede at hun havde været gravid, så den eneste grund til at pigen var i live var netop på grund af ham. ”Hun behøver ikke vide jeg er hendes mor, hun er bedre fortjent med ikke at vide det. Vi kan bare sige jeg er hendes skytsengel” sagde hun roligt med et skuldretræk og et lille smil for hun ville helst ikke have at datteren skulle vide hvem hendes virkelige forældre var fordi hun fortjente bedre end en drukkenbolt af en far og en deprimeret mor, der ikke ville kunne elske pigen. Da han gjorde tegn til at hun skulle komme nærmere gik hun hen ved siden af hans stol og satte sig på knæerne på gulvet inden hun lagde hovedet imod hans lår og så op på ham. ”Du kommer bare op og slås med Gambit, jeg ville hellere have det er mig der jæger ham væk, du skal bare bruge den besværgelse uden at tænke over hvad jeg laver så skal jeg nok komme og hjælpe og hvis du en dag mangler mig til råd eller noget så kan du også tilkalde mig, ellers ikke. ” svarede hun igen roligt for hun havde ikke noget imod han tilkaldte hende, bare så længe det ikke skete lige så snart hun havde forladt huset fordi hun gerne ville have hendes frihed, nu hvor hun havde givet Leo en mening med livet igen, for hun var ret sikker på han ikke ville være så dum at begå selvmord mere fordi det ville gå udover Leonora. Hun sukkede dog til hans spørgsmål om hun ikke nok ville blive til han var helet, det fik hendes også til at rette sig op. ”Som du vil, men forvent ikke at jeg er meget i huset og jeg vil have mit eget soveværelse. Jeg vil ikke have hende i mit værelse og jeg vil ikke passe hende, jeg har rigeligt i at skulle passe på dig” sagde hun lettere opgivende men det var nu en gang hendes krav, for hun ville ikke have meget med pigen at gøre eftersom hun bare mindede Neimi om Gambit og den del af hendes liv ville hun allerhelst glemme selvom det ville blive meget svært fordi han ville altid være den første der knuste hendes hjerte. Da Leo rejste sig så hun efter ham og undrede sig en smule over hvad han egentlig havde gang i men hun sagde intet for det ville sikkert bare forstyrrer ham og det var ikke ligefrem det hun var ude på at gøre, så hun så bare til som han gjorde de ting og ventede bare på han sagde noget til hende. Hun rystede dog på hovedet da han rakte medaljonen til hende. ”Jeg behøver ikke vide hvordan hun har det, for du vil tilkalde mig hvis hun får problemer og når hun bliver gammel nok kan du jo selv lærer hende besværgelsen. Hvis jeg render rundt med den ting vil jeg huske når jeg ønsker at glemme. Den eneste grund til at jeg skulle hente hende var for at tage dig og hende med væk herfra fordi Gambit ville blive for påtrængende.” sagde hun stadig roligt inden hun rejste sig fra gulvet, for hun ville egentlig allerhelst gå lige nu men hun havde jo sagt hun ville blive for at passe Leos sår så nyttede det jo ikke meget at sikke af lige nu. ”Jeg er sikker på i sjældent vil få brug for mig, for var det ikke for dig så var hun død for længe siden. Og hvis jeg var dig ville jeg ligge en besværgelse over huset så Gambit ikke ville kunne trænge herind, så havde i idet mindste et sikkert sted at være. For mig skal du ikke bekymre dig om, jeg er allerede død selvom jeg må leve for evigt vel vidende om jeg ødelægger alles liv jeg møder” sagde hun roligt med et lille skævt smil for hun var ligesom blevet afklaret med den del, og accepterede at hun ville ødelægges alles liv, så det var også grunden til at hun ville forsvinde ud af deres liv lige så snart hun fik chancen så der ikke blev flere problemer med hende.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 1, 2012 0:48:21 GMT 1
Han nikkede til det hun sagde om at være en skytsengel for det var meget tæt på det han så hende om og altid havde set hende som. ”skulle jeg da ikke det ? hvis han vil gøre hende noget er det mindste jeg da kan gøre er at beskytte hende” sagde han anklagende da hun fik det til at lyde som om at han ikke måtte slås med Gambit for uanset hvad ville han angribe Gambit hvis han fik den mindste grund til det. ”når den hvisker skal du bare røre den så skulle den meget gerne telepotere dig her hen men det virker kun når den hvisker og det gør den kun når hun er i fare… ved mindre du ber den om andet” sagde han dog det sidste som en hvisken ”hvis du inderst inde ikke ønsker at vide det så fortæller den det ikke uanset hvor meget du råber af den… jeg øøøm… hvis jeg skulle mod alt forventning få brug for din hjælp til hende vil den fortælle dig det… du vil ikke være i tvivl når det sker” sagde han roligt uden at se på hende som han sad med lukkede øjne og langsomt kom til sig selv hvilket kunne høres på hans stemme føring. Hendes krav til at skulle blive der nikkede han blot stille som tegn på at han accepterede hendes krav. ”du har ikke ødelagt vores liv… og hvis jeg skal beskytte huset vil han alivel kunne komme ind hvis hun gav ham lov og chancen for det skulle ske en dag ville jeg ikke kunne gøre noget… og hun vil nok ikke kunne lide at være spæret inde” sagde han roligt inden han sukkede dybt og åbnede øjne med et fjernt blik magen til det blik han havde den gang han ikke huskede hende da hun havde nævnt hans navn, altså som var det ikke hende han var i rum med men bare en tilfældig person. Han rejste sig roligt og gik langsomt ud af rummet efter at have givet tegn til at hun skulle blive. Han gik op af trappen og roede med nogen ting inden han kom ned igen og satte sig på den for ham meget gamle sofa der dog stadig så forholdsvis ny ud. ”hele første sal er din så længe du er her… jeg skal nok forsøge at holde hende i ro når du sover… du vil forhåbentlig ikke opdage at hun er her” sagde han med en rolig og sammenfattet stemme som man ville forvente ham at bruge til sin mor da hun var i live hvilket slet ikke passede til den tilstand han havde været i før. Han fandt noget forbinding frem fra en skuffe i bordet foran ham og satte på bordet mens han sad lidt i stilhed ”kan jeg få dig til at skuppe mine ribben ind ?” spurgte han uden at se på hende da han kunne mærke at de ikke helt passede mere og måtte have rykkede sig da han flyttede rundt på tingene ovenpå men han vidste med sig selv at han ikke selv kunne skuppe dem ind da han havde for ondt til det. Han forsøgte at undgå at se på hende for at styre sig og undgå at sige det der lå i ham og pressede. ”du…jeg… jeg forventer ikke at du holder delen med at blive her for du ved hvor dårligt jeg healer og modsat hvad min søster sikkert har sagt så har jeg ikke i sinde at forsøge at undgå det uundgåelige” sagde han en smugle kort fra hoved hvilket dog ikke havde meningen hvilket man også kunne se på ham. Han vendte hoved væk og så hen i døren mens han ventede på om hun ville ordne hans ribben og hjælpe ham med forbindingen på trods af hvad han havde sagt. ”men du har aldrig ødelagt nogens liv… Gambit valgte selv hvad han gjorde mod dig, der gjorde du intet og jeg gjorde dig så meget galt at du ikke burde være her eller have forhindret mig i min plan… og din datter… du bad ikke om hende men gjorde det alivel fordi du vidste hvor meget det ville betyde for mig at have hende her… du gav hende livets gave selv da du ikke ville så du kan aldrig gøre hende ondt… ikke sådan som du er” sagde han roligt og bestemt og gjorde sit bedste for at det ikke skulle lyde som om han så ned på hendes handlinger. Han rejste sig langsomt efter noget tid og gik igen hen og så på pigen ”stod det til mig skulle hun ikke have et navn der virker så meget som mit… hun vil sikkert bare se mig som selvisk… men du har valgt det så hvis du tillader det vil jeg lade hende beholde det blot for at kunne mindes dig selv hvis hun ender med at være din modsætning” sagde han med en sammenfattet stemme uden at tage øjne fra Leonora som han vidste uanset hvad ville minde ham om hende rasten af sit liv hvilket vel var en oki løsning for ham alt taget i betragtning. Pigen vågnede og så op på hende inden hun hulkede stille da hun sikkert kunne mærke på ham hvordan han havde det. han bøjede sig ned og tog hende op i sine arme men det var tydeligt på måden han gjorde det at han pinte sig selv ved det men han sagde ikke noget han satte sig hen i stolen og kyssede hende på panden ”jeg savnede dig bare… jeg gjorde din engel vred så jeg gik bare en tur… men jeg er tilbage nu og jeg forlader dig ikke” sagde han hviskende til pigen der tydeligvis lyttede til hans stemme ” og blev rolig som hun puttede sig ind til hans bryst. Han så over på Neimi med et spørgende blik ”tror du hun ved det? hvor meget hun betyder for mig ?” spurgte han stille i det pigen gav et meget lille lettede suk fra sig og falde i søvn igen i hans arme. Leo kunne ikke selv se hvor god han var med pigen der ikke havde voldet ham et eneste problem, han mente selv at det måtte være et tilfælde for hvordan skulle et barn der ikke var hans kunne holde af ham nogen sinde uanset hvad han gjorde. at han nu havde noget at leve for havde hun helt ret i for uanset hvor trist eller sur han ville være ville han ikke kunne få sig selv til at forlade hende før hun var flyttede ud af egen fri vilje og han var sikker på at hendes liv var godt og rart hvilket betød at Neimi nu havde sikrede han at være i live de næste mange år ved mindre der skulle ske en ulykke. regnen var om muligt taget til udenfor og det begyndte at tordne og lyne dog så Leonora ikke ud til at ligge mærke til det overhoved så længe hun lå i hans arm.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 1, 2012 12:19:30 GMT 1
Neimi betragtede ham roligt mens han snakkede. ”Jo men jeg skal nok selv gøre det, det var trods alt mig der valgte at få barnet. Og hvis du absolut skal slås så brug da din magi så du ikke kommer fysisk til skade” sagde hun blot for hun ville jo ikke give ham en grund til at myrde sig selv en gang til, men igen hun ville heller ikke blive ved med at gå og beskytte ham konstant for var det måske ikke ham der var manden og burde være frelseren? I stedet for en simpel kvinde der ikke var godt for meget andet end at stille sine lyster på. Hun sukkede kort inden hun tog medaljonen og hang den om hendes hals for hun kunne vel ikke slippe for den, selvom hun nu ellers gerne ville, men hvis han mente dette var den letteste måde at gøre det på så måtte hun jo være klar når den hviskede til hende for hun ville jo gerne hjælpe men samtidig ønskede hun nu også at glemme fordi hun ville glemme det knuste hjerte hun nu havde fået, et knust hjerte hun aldrig havde troet hun skulle mærke. ”Jeg har ikke sagt hun ikke må forlade huset, bare sørg for hun er inde inden solen er gået ned, for så skulle der ikke være noget problem. Ellers finder du jo nok en måde at beskytte hende på selv om natten..” sagde hun roligt for hun tvivlede jo ikke meget på at Leo ville beskytte den lille pige så meget som han nu kunne, men det var alt for sent at beskytte Neimi for hun havde jo set meget værre ting og kunne ikke længere bevarer et uskyldigt sind fordi hun havde oplevet med et knust hjerte ville aldrig kunne gøre hendes tanker så uskyldige igen. Hun så blot roligt på ham da han rejste sig igen men flyttede sig ikke fra hendes plads på gulvet i alt den tid hvor han var oven på, selvom hun dog så stille på ham da han kom ned igen, for han kunne da bare sige hvis der var noget hun skulle hente til ham, men det nyttede vel heller ikke at skændes alt for meget med ham når han var i den tilstand, men nu havde hun givet ham en grund til at blive i live, så hun regnede også med at han ville forsøge at blive det for Leonoras skyld. ”Jeg ville bare have et værelse, ville ikke have du skulle sove på sofaen Leo.. Dette er dit hus ikke mit så det er dig der bestemmer” sagde hun lidt stille for hun havde da ikke regnet med han ville holde sig fra første salen, ikke når hun bare gerne ville have et rum hvor hun kunne være alene. Hun rejste sig dog da han bad hende om at sætte hans ribben på plads, så hun gik hen til ham. ”Men hvordan skal jeg gøre det?” spurgte hun bare for hun anede ikke hvordan man satte ribben på plads, normalt havde hun jo andre til at gøre det når det skete ved hende selv, men igen hun var normalt lettere bevidstløs når sådan noget endelig skete, så hun havde ingen anelse om hvordan. Det næste han sagde fik hende dog til at kysse ham på panden ”Jeg bliver lige så længe det er nødvendigt” hviskede hun for det havde hun jo lovet det og når hun lovede noget så holdt hun det skam også, nærmest uanset hvad det var og der skulle meget til før hun ville bryde hendes løfte. ”Jeg knuste Gambits hjerte da jeg ville hjælpe dig, jeg knuste dit hjerte da jeg valgte Gambit. Og jeg gav hende kun livet fordi jeg følte det var vigtigt på et punkt, selvom jeg ikke tænkte over fremtiden” svarede hun så roligt som hun nu en gang kunne selvom man godt kunne se på hende at det var lidt svært at tale om men hendes mening var nu også fast på det punkt. Hun havde kostet alt for mange smerte så det var jo nok bedst hun forlod dem alle så de kunne vende tilbage til et ordentligt liv. Hun så på ham da han rejse sig for at gå hen til pigen mens hun selv blev stående, dog kunne hun ikke lade være med at gå hen til ham da han igen havde sat sig. Hun smilte stille til ham og strøg pigen over hovedet ”Jeg har aldrig tvivlet på du ville være den perfekte far for hende, fordi hun allerede nu betyder noget for dig, noget hun nok skal komme til at mærke selvom hun nok allerede ved det.” Sagde hun stille og kyssede kort Leos kind før hun kyssede den lille pige på hovedet for hun var en smule glad for den lille skabning selvom hun blev mindet om Gambit, men hvem vidste måske ville hun med tiden komme til at holde mere af hende når hun en gang havde fundet sig selv igen men lige nu ville hun helst væk for at glemme. Dog kunne hun ikke lade være med at smile stille som hun så Leo med pigen i favnen for det var da et godt syn hvis hun selv skulle sige det.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 1, 2012 18:14:15 GMT 1
Det første hun sagde valgte han ikke at kommentere for hvor tit var det at han rent faktisk havde brugt sin magi til andet end at ændre form, og når det kom til Gambit havde han intet imod at blive skadet for at skulle bruge sin magi imod en vampyr var ikke noget han havde tænkt sig at gøre hvis han havde noget andet valg. Han havde nikket stille til det med at holde hende inde om natten for til en hvis grænse kunne han vel gøre det om ikke andet kunne han sørger for at hun ikke kom ud før hun kunne beskytte sig selv. Til hendes ord om at hun ikke ønskede han skulle sove på sofaen så han blot hårdt på hende ”det er lige så meget dit så længe du er her så første sal er din og jeg holder mig fra den” sagde han en smugle mere koldt end det var ment hvilket dog også var tydeligt. Hendes spørgsmål om hvordan hun skulle gøre det lagde han sine hænder som han ville have hun skulle gøre det ”sådan og bare presse til du kan mærke et klik” forklarede han hurtigt og sukkede kort hvilket dog blot var tanken om smerten det ville gi der fik ham til det. ”du knuste mig ikke” han rystede på hoved ”jeg frygtede for din sikkerhed det var alt” han tav ”kun en vil have evnen til at knuse mig” hviskede han som en højlydt tanke og håbede at Neimi ikke havde hørt det idet han så på Leonora som et tegn på at han snakkede om hende af grunde han dog ikke vidste. Da han havde kysset hans pande og kind havde han haft lyst til at snærer af hende men gjorde det ikke dog efter kysset på hans kind rykkede han hoved væk som et tydeligt tegn til at han ikke ville have det dog var det ikke fordi han ikke nød at mærke hende tæt på men fordi det ondt på en måde han ikke kunne forklare sig selv. Han rejste sig da han var helt sikker på at hun ikke ville vågne inden han lagde hende hen i krypen ”i drømme skal de beskytte dig” hviskede han som han lod sin hånd svinge i luften over krypen hvor en masse stjerner kom til syne og lyste roligt ned på hende. Han gik hen og satte sig i sofaen igen så hun ville kunne rettede hans ribben hvis hun ønskede inden han nikkede meget svagt og så så væk i håb om at det ville hjælpe en smugle på den kommende smerte. Hans ene hånd legede med en løs tråd efter han havde revet den af sofaen og det var helt tydeligt på blikket i hans øjne at han tænkte på døden han skulle have haft og som han havde håbet så inderligt på at kunne få men nu måtte udsætte for at glemme den helt havde han på ingen måde i sinde at gøre men nu når han skulle tage sig af Leonora ville det ikke blive før hun var stor nok til at klare sig selv for at forlade hende før kunne han ikke få sig selv til på samme måde som at han ikke havde kunne gå imod Neimi da hun stoppede ham hos Gambit. Han knugede sin hånd hårdt om tråden og det var tydeligt for en hver der kendte ham at han havde en kamp med sit indre selv om han ikke ville sige det.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 1, 2012 18:33:22 GMT 1
At han ikke valgte at kommentere det hun sagde var der jo ikke meget at gøre ved, selvom hun nu gerne ville have han kommenterede det eller bare lovede at gøre det, så hun sukkede bare over det men sagde ikke yderligere noget til det. Dog så hun lidt undrende på ham da han sagde det med første sal, men hun kommenterede det ikke for der var ingen grund til at diskutere med ham omkring det, for hun skulle nok få ham overtalt ham på et eller andet tidspunkt til at han kunne sove i hans gamle værelse deroppe. Da han viste hende hvor hun skulle ligge hænderne og presse til, men hun gjorde det ikke lige nu før hun fik chancen for at gøre det ordentligt. ”Du var på vej til at begå selvmord fordi du havde voldt mig smerte. Og hvem er det?” sagde hun roligt selvom hun undrende sig lidt over hvem den person var der havde evnen til at knuse ham, for det gav da ikke meget mening selvom hun kom til at tænke på det måske var Su men ellers vidste hun ikke meget, udover måske Leonora fordi han jo tydeligvis meget af den pige. Hun så dog godt han rykkede hoved væk, noget der fik hende til at se lidt trist ned i jorden, for det virkede jo som om han skærmede hende fra både ham og Leonora, noget der fik hende til at sukke og rejse sig igen men det var jo hende selv der havde givet pigen til ham. Og hun havde selv knust hans hjerte flere gange men hun følte nu stadig det som om hun fik et stik i hjerte over han ikke ville have hende i nærheden mere. Så hun trådte bag nogle skridt fra ham da han rejste sig, men hun betragtede ham dog og gik efter ham over i sofaen hvor hun lod ham sidde ordentligt inden hun satte hendes hænder hvor han havde vist og pressede til uden ord, nærmest som en mindre straf indtil det sagde klik, derefter rejste hun sig igen for at træde væk fra ham igen uden rigtigt at se på ham. ”Hvis du hellere vil have din søster til at pleje dig kan du bare sige til. Du vil jo ikke en gang have mig i nærheden så der er jo ikke nogen grund til jeg bliver.” sagde hun stille inden hun gik ud i køkkenet for at finde noget at spise, for hun var sulten og havde været det længe, men nu var det bare en god undskyldning at komme væk fra ham for han ønskede jo ikke hendes tilstedeværelse, for nu skulle han jo kun bruge hende som sygeplejerske indtil hans sår var helet, så det virkede som om hun var fanget på dette sted indtil videre. Ude i køkkenet fandt hun noget at spise og satte sig på køkkenbordet fordi hun ikke rigtigt havde lyst til at spise i nærheden af ham.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 1, 2012 19:52:57 GMT 1
Han valgte ikke at sige noget da han blot tænkte i stilhed. Da hun pressede hans ribben på plads kom et undertrykt skrig fra ham dog sagde han intet. Han så efter hende da hun gik men bandt først sin overkrop stramt ind i bandagen for at holde fast på ribbene inden han rejste sig og gik ud til hende dog blev han stående i dør åbningen ”jeg ville dø fordi jeg havde løjet for dig ja… men det var fordi jeg var så sikker på at det var hvad du ønskede og at det var det som kunne gøre dig glad” sagde han roligt men dog med en bestemt undertone ”du var engang den der ville kunne få mit hjerte til at briste men da jeg første gang mistede dig fik jeg sat i hoved at min tid i nærheden af dig blot havde været en drøm så din evne til at knuse mig forsvandt der… ingen andre end mig selv har kunne gøre det efter men jeg er overbevist om at hvis Leonora skulle skuppe mig ud af hendes liv… hvis jeg fandt ud af at jeg har gjort hende uret ville det knuse mig til en sådan grad at jeg ville dø på stedet” sagde han bestemt men ærligt inden han trådte lidt frem så han nu rigtigt stod i rummet. ”tro du virkelig at jeg ville have min lillesøster til at spilde sin tid på mig ? hvis jeg havde ville det havde hun jo fået lov til at ordne det med det samme… nej hun skal ikke røre mig det er ikke det hun er til for” sagde han bestemt og gjorde det tydeligt at hvis han havde været mere sig selv på det tidspunkt havde hun ikke engang fået lov til det hun havde gjort. han gik tættere på hende og skulle til at ligge en hånd på hendes ben dog tøvede han få cm over og trak hånden til sig ”der er ingen grund til at du bliver det har du helt ret i… jeg vil skam gerne have der her men der er ingen grund til at jeg skulle røre dig… det… det gjorde ondt da du kyssede min kind fordi det gav mig lyst til at gøre det hele om igen… at jeg aldrig skulle have ladet dig huske… og det er forkert af mig og jeg ville jo aldrig kunne leve med det hvis jeg gjorde det… jeg ønsker jo at du skal være glad” sagde han stille. Han rykkede sig væk fra hende så vejen til døren var åben ”du er fri til at gå når som helst du ønsker det men når du gør det så se dig ikke tilbage for du vil ikke ønske at se mig der” sagde han roligt og sammenfattet som snakkede han til en hvilken som helst person anden end hende. Inden han sukkede kort og gik ud i gangen hvor han vandrede kort rundt før han med alt sin tilbageværende kraft slog sin hånd ind i muren i håb om at det ville kunne hjælpe på vreden i ham hvilket det dog ikke virkede til at gøre. Han trak sin hånd til sig og kiggede først på hullet i muren og derefter på hans hånd der ikke ligefrem så ud til at have det godt men da den ikke gjorde ondt lod han den blot falde ned af siden stadig knyttede mens han stirrede koldt på hullet i vægen overvejende om han skulle gøre det igen og se om det så ville hjælpe. Han ønskede at råbe af hende af grunde han ikke forstod for hun gjorde jo faktisk bare det han fandt forståligt men måske var det bare det hele der falde sammen i hans hoved der gjorde det, barnet han skulle passe for at forhindre ham i at begå selvmord og Neimi der ikke få ud til at forstå hvor meget hendes lykke betød for ham og at det var en af grundene til at han havde løjet for hende i så lang tid. At hun kunne have knust ham en smugle var dog ikke noget han ville se i øjne da han mente at det var ham selv der havde gjort det ved at lyve og derfor ikke kunne give hende den skyld. Han hamrede igen hånden ind i muren det samme sted hvor hullet med det samme blev størgere og dybere men lige meget hjalp det på stemmen i hans hoved der sagde han bare skulle forhekse hende igen selv om han ikke ville. Hans øjne var stadig på hullet mens han støttede sig til vægen med den anden hånd uden at vide om Neimi så på ham eller ej mens han stod der i sine egne tanker omgivet af en lille sky af hvidt støv fra væge.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 1, 2012 20:32:53 GMT 1
Hun så ikke på ham da han stillede sig i døråbningen for hun havde ikke videre lyst til at se på ham, så hun i stedet bare ned på den mad som hun sad og spiste af, selvom hun ikke ligefrem var særlig sulten men noget skulle hun havde ned så hun kunne få noget mere ro på sin mave fordi den ikke ville være stille og hele tiden knurrede, selvom den holdt op med det med de bidder hun fik af maden. ”Så kender du mig ikke godt nok. For jeg har aldrig ville se dig dø uanset hvad du havde gjort imod mig” svarede hun bare nærmest ligegyldigt for hun havde jo aldrig ville været grund til hans død, nok en af de eneste personer i hendes liv hun kun ville godt, men det gik jo ikke ligefrem særlig godt for hende. ”Det var din egen skyld du mistede mig første gang, det var dig selv der forlod mig” svarede hun igen med den lettere ligegyldig tone selvom hun blev mere fjernt og trist i blikket for det var jo hans egen skyld når han selv havde forladt hende, op til flere gange på det punkt havde Gambit været anderledes for han var blevet hos hende, udover når han var vred på hende selvfølgelig men de havde da altid fundet sammen igen, selvom hun ikke regnede med det skete igen desværre. ”Det kunne hun lige så godt” mumlede hun bare omkring det med hans søster lige så godt kunne hjælpe ham for når Neimi ikke måtte så kunne søsteren vel lige så godt? Hun fyldte igen hendes mund med mad fordi hun tvang maden ned i sig selv. Ud fra hendes synsfelt så hun godt hans hånd men sagde ikke noget til den men vendte bare blikket ud ved siden af hendes ben i stedet så hun så ned i gulvet. ”jeg skal nok gå når jeg har spist og sovet. Når jeg ikke må udtrykke min kærlighed fysisk til dig kan jeg jo lige så godt forlade dig, jeg har altid holdt af dig Leo og har tilgivet dig for alt du har gjort imod mig fordi jeg bare ville have du er glad. Da jeg fandt ud af jeg var dødende søgte jeg dig men fandt dig aldrig så jeg gik med Gambit og han gav mig lyst til at leve videre selvom jeg havde været klar til at leve sammen med dig indtil døden tog mig..” sagde hun stille men han kunne jo lige så godt få det hele at vide. For ja hun havde elsket Gambit og havde haft lyst til at opleve mange ting med ham men nu var det jo nok for sent, ligesom det nok var for sent for hende at få Leo tilbage så hvor hun skulle gå hen nu anede hun ikke, måske skulle hun finde Cage eller Valentin? Eller måske Efran? Men nej hun gik nok ikke til nogen af dem men hellere ville finde et sted hvor hun kunne leve hendes evige liv i fred med alle de lidelser hun nu en gang havde. Et stille smil kom til at liste sig over hendes læber over noget hun fandt lidt komisk alligevel, ”Jeg valgte vidst den forkerte mand den gang” sagde hun roligt for det var jo tydeligt at hun havde gjort det selvom hun virkelig havde elsket Gambit så havde de jo begge vidst at det ikke ville holde for evigt, eftersom de var for forskellige på visse punkter og på andre punkter lignede de for meget hinanden til at det forhold ville kunne holde for evigt. Da han gik væk fra hende igen så hun dog efter ham mens hun tyggede af munden og stillede skålen fra sig hun havde haft maden i, for at hoppe ned fra bordet og følge efter ham ud i gangen hvor hun stillede sig op af dørkarmen og bare betragtede ham som han lukkede sin vrede ud. ”Er du ikke rigeligt kommet til skade? Jeg har et forslag til dig som måske ville glæde dig, samtidig med det ville glæde mig” sagde hun roligt selvom det nu var godt at se ham udtrykke hans vrede selvom han burde rette den imod hende i stedet for væggen for så skulle de jo bare fikse den senere.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 1, 2012 21:01:18 GMT 1
Som han stod der med hånden i muren kom hendes ord langsomt ind til ham i takt med at han fjernede hånden han vægen og lod den falde ned af siden dog uden at se hen på hende ”nej jeg kender dig ikke… åbenbart ikke nok” hans stemme var lav men dog ikke hviskende idet han tav ”jeg forlod dig fordi jeg ikke troede på det der skete… jeg var overbevist om at jeg drømte eller jeg havde bildt mig det hele ind… jeg mistede min tids fornemmelse og da jeg kom tilbage var der gået for lang tid til at jeg kunne lugte eller se selv den mindste spor” sagde han i en lige så lav tone som før. ”godt” han tav efter at have kommenterede at hun ville gå når hun havde spist og sovet men smerten i hans stemme var tydelig ”du må gøre hvad du vil men du bør vide at det piner mig begrund af det håb det ligger i mig” han slog igen ind i vægen men så langsomt og lavt at det ikke gav så meget som en skramme til vægen. ”du skal ikke tilgive mig… ikke før jeg er væk” han vendte hoved en smugle så han kunne så hende i øjne ”jeg har meget svært ved… for ikke at sige umuligt ved at tro på at du skulle have haft lyst til det… at han gav dig lyst til at leve er nok den eneste tak jeg har til ham… elskede ulven men hadet manden” den sidste del var i hvisken idet han så hen på hullet og dermed væk fra hende igen, det var han måde at udtrykke at han som det var nu ikke troede på at hun havde kunne holde han sådan rigtigt selv om hun nok gjorde. ”ja du valgte forkert… alle de gange du lod mig komme tæt på” sagde han med den lave stemme for at udtrykke at han var overbevist om at hun snakkede om ham. ”det gør ikke ondt så det er ikke rigtigt at komme til skade” sagde han en smugle kort fra hoved til sidst inden han rettede sig og så undrende på hende begrund af hendes sidste ord ”hvilket forslag ?” hans stemme var mistroisk og blikket i hans øjne viste at han ikke troede på det før han havde hørt det. At han nok skulle ende med at ordne vægen når han var færdig med sine vredes udbrud gjorde ham ikke men han vidste med sig selv at han nok ikke ville få det gjort alivel når det kom til stykket.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 1, 2012 21:19:52 GMT 1
Hun betragtede ham bare roligt da hun var kommet ud i gangen, selvom hun kort sukkede over han nu stod og gjorde skade på sig selv igen, men der var jo ikke meget at gøre ved det for han ønskede jo bare at pine sig selv i stedet for at lade vreden gå udover hende. Men der var meget af det han sagde som hun valgte ikke at kommentere for han trængte jo til at få tingene sagt, men da han havde spurgt omkring forslaget gik hun roligt hen til ham og stillede sig mellem muren og ham. ”Det er ikke rigtigt noget forslag men ved ikke hvad jeg ellers skal kalde det udover måske en chance til.” sagde hun roligt til at starte med for hendes ordforråd var jo ikke ligefrem særlig stort så hun anede ikke en gang hvad hun skulle kalde det, dog sneg hun armene rundt om ham som hun fast holdt hans blik med hendes eget, eller rettere hun forsøgte på det for han skulle se at det næste hun sagde var ærligt, også selvom hun godt vidste han ikke ville have hun rørte ved ham, så det var meget blidt for ikke at skade hans ribben. Men hun havde virkelig brug for nærhed fra en eller anden og lige nu skulle det helst være ham for de havde vidst brug for hinanden lige nu mere end de nogensinde havde haft brug for det før, i hvert fald for hendes vedkommende for det var jo gået op for hende at hun ikke længere havde Gambits kærlighed eller opmærksomhed. ”Det ligger i min natur at tilgive dig Leo... Så vis mig at jeg valgte forkert da jeg valgte at leve med Gambit i stedet for at dø med dig.. Elsk mig Leo, men lad være med at ændre på mig.. Lad mig rejse når jeg trænger til det men så lover jeg til gengæld at jeg altid vil vende hjem til dig igen hvis du stadig vil have mig hjem til den tid.. ” hviskede hun for der var jo ingen grund til at have en normal stemme når hun stod så tæt på ham som hun gjorde lige nu, men så sagde hun i hvert fald det hun havde på sinde men så var valget jo ligesom op til ham.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 1, 2012 21:46:22 GMT 1
Han skulle til at slå vægen igen da hun stillede sig der men stoppede så. De første ord havde han ikke kunn tro med da hun lagde armene om ham stivnede han og så på hende med et blik det tydelig viste at det gjorde ondt dog ikke så meget i siden for hun passede jo på men mere i hans hjerte som han lyttede til hende ”jeg… jeg ville aldrig… det var kun da… kun da du var gravid… jeg… jeg frygtede for barnet” han stammede på en måde han aldrig havde gjort før og fik tåre i øjne igen ”jeg vil altid elske dig uanset hvad… men det er ikke klogt af dig at stole på mig mere” han hviskede i håb om at hun så ikke ville høre usikkerheden i hans stemme som dog stadig var tydelig. ”jeg ville gøre hvad som helst for at beholde dig ved min side… alt hvad du ville ønske… hvis du kunne holde af mig bare halvt så meget… det ville betyde alt” hans stemmen var nu en mellem ting med den usikre og hans stammen og det var tydeligt at han ikke kunne tro på det han hørte men blot lod sine tanker komme ud dog uvidende om at han rent faktisk havde sagt dem højt. Han tog forsigtigt hånden hun havde haft i hans dårlige side og lagde den over sit hjerte ”for dig og hende ville jeg gøre alt… og finde mig i alt” sagde han stille men bestemt som hans hjerte slog hårdt og hurtigt hvilket ikke var begrund af smerte men af håb for at han ikke havde hørt syner og at han havde en chance for at beholde hende ved sin side på trods af alt hvad han havde gjort mod hende. han vidste med sig selv at så længe han ville have hende ved sin side uanset om hun så var ude at rejse eller ej ville det give ham en grund mere til at leve og leve selv når Leonora blev en alder hvor hun ville forlade ham.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 2, 2012 16:40:52 GMT 1
Neimi stod roligt og så på ham, for hun ville jo ikke have han skulle gøre mere skade på sig selv, så var det da bedre at han slog på hende selvom han sænkede armen igen så hun regnede ikke med at han ville slå mere så på det punkt havde hun da vundet en smule, så hun smilte stille til ham. ”Det ved jeg” sagde hun bare til delen med at han aldrig ville spærre hende inde, og at det kun var for barnets skyld, så den del kunne hun egentlig godt forstå men ellers hadede hun sådan en behandling. ”Har jeg nogensinde været klog Leo?” spurgte hun stille men et lille grinende smil over læberne for hun mente i hvert fald ikke selv hun var klog, specielt ikke når hun tilgav så let selvom hun nok stadig ville være en smule vred på ham fordi han havde gjort skade på Gambit men mon det ikke også ville blive glemt med tiden? ”Jeg har altid holdt af dig og det har kun ændret sig med måden på hvordan jeg holdt af dig. Men jeg har altid set dig som solen i mit liv” sagde hun bare stille men så han sagtens kunne hører det, for det var jo sandt nok han havde altid betydet så meget for hende som solen gjorde det. Og med måden var det fra en mand hun elskede som en mand og senere til en ven og på nu værende tidspunkt var hun ikke helt sikker på hvordan hun så ham men det fandt hun vel ud af med tiden. Hun kunne ikke helt lade være med at stå og smile sødt efter han havde taget hendes hånd og lagt den på hans hjerte. ”Du behøver nu ikke finde dig i alt, du må altså godt sige fra” sagde hun roligt men stadig stille inden hun forsatte ”Medmindre du altså ikke vil have jeg stadig skal gå lige så snart jeg har spist og sovet?” spurgte hun en anelse drillende selvom hun nu ikke ligefrem regnede med at han stadig ville have hende til at gå.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 2, 2012 17:51:20 GMT 1
Han lyttede stille til hendes ord med et svagt smil om læberne men hendes sidste ord lod han ikke få lov til at gå mere end en igennem hans sind inden han mod din egen forventning kyssede hende længselsfuldt og holde hende en smugle op af vægen dog ikke på en alt for dominerende måde. Da kysset blev brudt så han kort ned i gulvet inden han så på hende ”valget er fuldt ud dit men jeg ville elske at have dig ved min side” sagde han stille og det var tydeligt på blikket i hans øjne at han mente det fuldt ud. Han slap hende helt og trådte et skridt tilbage for at give hende rum til at vælge og gå væk hvis hun ville eller komme hen til ham som han ikke rigtigt forventede på trods af hendes ord som han stadig ikke helt lod sig tro på men dog et sted gjorde alivel udelukkende fordi det havde virket så virkeligt da hun kom med forslaget. Han kunne høre at det var stoppet med at tordne udenfor men regnen ramte dog stadig tager hvor dem og gav den svage velkendte summen i huset. han havde altid set hende som klog på nær når de kom til ting med ham for der ville han vove at påstå at hun til tider var hjerneløs i følge ham men det var trods alt ikke noget han ville stå ved.
|
|