|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 6, 2012 22:23:19 GMT 1
Hendes ord fik ham til at smile lidt ”bare rolig min kære jeg har ingen planer om at blive en blodsuger… så heller dø” sagde han med latter i stemmen men det var tydeligt at han sagde det mere i sjov end alvor på trods af at han ikke havde nogen plan om at blive vampyr da det nok var den race han hade mest af alle. Da hun kyssede hans kind smilede han blot mere og kunne ikke dy sig fra at kysse hendes læber kort men lidenskabeligt. ”og jeg ønsker bare at du er glad” sagde han med en stemme der tydeligt viste at han mente hvert et ord af det. han havde stadig en arm om hende dog svagt ”varm skal jeg nok sørger for at være men rask er nok lidt svære for mig at love jeg altid vil være” sagde han med et skævt smil og kyssede hendes pande.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 6, 2012 22:32:40 GMT 1
”Godt for jeg vil hellere have dig i live” sagde hun med et lille smil, for hun havde jo intet imod racen men igen hun kendte heller ingen der var blevet forvandlet mens hun havde kendt dem, alle vampyrer hun nogensinde havde mødt havde alle sammen været fuldblods, så hun havde jo ikke oplevet det, men Leo var nu en af dem som hun slet ikke kunne forstille sig som vampyr. Da han kyssede hende kort gengældte hun kysset på samme måde, selvom hendes smil blev lidt større af det. ”Så må jeg jo bare passe dig når du ikke er det, for du skal jo helst være rask for vores skyld” sagde hun mere roligt fordi hun hentydede til at han skulle være rask for hendes og Leonoras skyld, for hun skulle da ikke vokse op med en far der konstant var syg eller have smerter for hvem skulle egentlig ellers lærer hende at jage? Hvem skulle passe hende når Neimi var ude og rejse? Og så var der så mange grunde til at han jo skulle forblive rask, selvom Leonora ikke kunne bruges til meget grund nu udover det med at han skulle have en eliksir eller have sin søsters hjælp for at få lukket det grimme sår.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 6, 2012 22:45:38 GMT 1
Da hun gengældte kysset kunne han ikke andet end at nyde det så meget som muligt mens det varede. ”bare rolig… i har mig nok 30 eller 40år endnu inden i slipper helt for mig” sagde han med en let latter i stemmen for selv om det ikke var ret mange år så var det et højt sats for en som ham og i den tid ville han ende med at blive gammel og mere ubrugelig men han var dog opsat på at være der for dem og hjælpe dem så længe han kunne. At skulle lære Leonora at jage når hun blev lidt ældre ville være en stor ting for ham for selv om de ikke ville komme til at jage på samme måde så kunne han stadig lære hende de basale ting og hjælpe hende så længe hun ville have det. ”for jeres skyld skal jeg nok passe på med ikke at komme for slemt til skade” sagde han og kyssede hendes kind med en stor kærlighed.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 7, 2012 7:45:10 GMT 1
Hun smilede da kysset blev brudt for det gjorde hende næsten altid glad at blive kysset af ham, medmindre hun jo var rasende for så blev hun da bare mere sur, eller gjorde hun? Hun kunne jo heller aldrig stå for hans hvisken. ”Det håber jeg da også vi har, ellers må du komme og hjemsøge os” sagde hun lidt drillende for det ville hun egentlig ikke have så meget imod for han ville jo ikke være et ondt spøgelse, og hun mente at det altid var rart at have ham i nærheden så kunne hun jo altid komme et sted til at få råd. ”Godt men som sagt så må jeg jo bare lappe dig sammen hvis det er, men gik du med på en eliksir eller skal vi hente din søster med det samme?” sagde hun med et lille forsigtigt smil fordi hun ville jo gerne have de gjorde et eller andet ved de der grimme sår, og hvis han ikke var med på at bruge hans søster så ville han måske glæde hende ved bare at bruge en eliksir i stedet, bare så det kunne hjælpe en smule.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 8, 2012 6:12:20 GMT 1
”hvis jeg skulle hjemsøge nogen skulle det helt klart være jer” sagde han med latter i stemmen og prikkede til hendes næse med sin egen. Hendes spørgsmål om hvorvidt han ville tage eliksiren eller få hjælp af sin søster var ikke svær for ham at finde et valg til da han hadet at få hjælp af hende men på den anden side så ville han jo uanset hvad gå imod sine normale vaner ”det vil jeg lade dig bestemme… nu når du får mig til at heale før tid så kan du også bestemme hvor hurtigt det skal gå” sagde han med et smil for at lade hende vide at han ikke var sur over at hun fik ham til det men blot lod hende bestemme. Han så kort ud af vinduet da han syntes at have set noget men da det blot var en ræv der gik rundt lod han det være og vendte igen øjne mod Neimi med et kærligt blik i øjne ”men når jeg tænker over det vil det nok ikke være helt så mange år… de sidste mange vil jeg være ubrugelig ” sagde han roligt med en stemme der lod hende vide at han hadet tanken om at skulle være i nærheden af dem og dø af alderdom når de ville være unge af udseende men at han vidste han ikke havde andre muligheder eftersom at han ikke havde i sinde at blive vampyr og derfor ikke så nogen andre måder. ”men jeg bliver hos jer så længe jeg er brugbar” sagde han med latter i stemmen kort efter for at løfte stemningen igen og lade hende vide at han trods alt ikke tog det så tungt da han ville have dem nogen år endnu hvis han var heldig.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 8, 2012 10:19:59 GMT 1
Neimi grinte lidt ved det han sagde med at han ville hjemsøge dem hvis han endelig skulle hjemsøge nogen, og det var jo egentlig bare morsomt men hun ville nu både blive glad for det men også til tider irriteret hvis han blandede sig for meget i hendes liv.”Så tager vi eliksiren, så det kan hele nogenlunde naturligt, for det vil du jo gerne have” sagde hun mere roligt da hun fik lov at bestemme hvordan han skulle hele, men hun ville jo heller ikke få ham til at hade sig selv alt for meget, men hun havde nu været bekymret for det sår men det virkede lidt at hun nu gik lov at behandle det med en eliksir i stedet. Da han så ud af vinduet gjorde hun lidt det samme, selvom hun ikke anede hvad han havde hørt før hun så en ræv luske rundt, men det skulle den nu have lov til så hun så bare på ham igen med et sødt smil. ”Men så tager vi os bare af dig så længe du gerne vil have det” sagde hun blot roligt for hun var nu heller ikke vild med tanken om han skulle dø af alderdom men han var jo heller ikke ligefrem glad for den slags hun selv var blevet, nemlig en udødelig, noget hun klart huskede fordi det åbenbart var noget der gjorde en svag men for hende var det jo bare en mulighed for at leve længere og lærer mere. ”for mig vil du altid være brugbar, måske ikke fysisk men jeg kan nu også godt lide bare at snakke med dig” sagde hun med et smil for det havde hun jo altid ment, specielt nu hvor hun så ham mere som ven end som elsker selvom hun stadig fandt ham tiltrækkende.
|
|