|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 3, 2012 19:55:39 GMT 1
At høre at Sascha tog sig af Leonora havde gjort ham rolig da han ikke ønskede at pigen skulle ligge nedenunder alene. Han lod Neimi tagekluden og smilede blot til hende inden han satte sig forsigtigt op uden at slippe hendes hånd ”tak” hviskede han inden han kyssede hendes hånd og først derefter slap hende. Han havde frygtet at det ville have varet længene men det så ud til at blive bedre for hvert øjeblik som feberen faldt i takt med at hans krop havde fået bekæmpet den største del af giften dog vidste han at det kunne komme tilbage hvis han lavede for meget med det samme hvilket var svært for ham at lade være med. ”du bør også få noget søvn” sagde han stille og anede ikke hvor lang tid han havde sovet og hvor længe hun havde siddet og holdt øje med ham. Han var taknemmelig for hendes hjælp men havde aldrig regnet med at hun ville hjælpe ham efter hvad han havde gjort for han mente ikke at han fortjente det. Han var overbevist om at hvis Neimi ikke nærmest havde tvunget ham tilbage og fået hans søster til at hjælpe ham ja hvis hun ikke havde lappet ham sammen da hans sår gik op af varmen så ville han nok ikke have overlevet giften fra blodet. Han så rundt igen med et tomt blik som om at han lige skulle tilbage til virkeligheden inden hans smil blev mere fast som hans øjne igen falde på hende.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 3, 2012 20:10:01 GMT 1
Neimi smilede stille til ham selvom hun dog hjalp ham lidt med at komme op og sidde, eller i hvert fald bare sørge for han havde en pude i ryggen, så han kunne sidde blødt, selvom han gjorde det lidt svært ved at have hendes ene hånd men hun klarede det da. Men smilet blev nu mere sødt da han kyssede hendes hånd, men hun sagde nu ikke noget fordi hun vidste han nok ville kunne finde på at gøre det samme hvis det var hende der havde lagt med smerter. Hun kom dog til at le lidt da han sagde hun burde få noget søvn, men ja det burde hun men det kunne hun ikke selvom hun så lidt træt ud. ”Nej min herre, for lige så snart jeg sover så smutter du ud af sengen selvom du bør blive liggende, i hvert fald et par dage endnu” sagde hun smilende for denne gang fik han ikke lov til at rejse sig før såret havde fået en nogenlunde chance for at hele, så hun måtte jo være lidt hård ved ham selvom han nok ikke fik set meget til Leonora og måske heller ikke helt Neimi fordi hun havde ting der skulle ordnes i husets fordi hun nu skulle gøre alt ting alene selv, men hun ville nok bede hans søster om at hjælpe lidt til og så måtte det med staven bare vente indtil hun selv mente Leo var stærk nok til at rejse sig, men igen de kunne jo tage ham med ned i stuen men så måtte han ikke rejse sig fra sofaen men så kunne han da følge med i hvad der skete.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 3, 2012 21:31:30 GMT 1
Hendes ord fik ham til at grine lavt og se ned inden han så på hende ”du kender mig for godt” sagde han med letter i stemme og så på hende ”men lad mig gå ned og tage et bad så lover jeg at komme op og ligge mig igen… men kun hvis du ligger dig til at sove ved siden af mig” sagde han roligt men med et lille smil om læberne for at vise hende at han havde et lille krav for at skulle blive i sengen. Han rejste sig forsigtigt for ikke at blive for svimmel og støttede sig til vægen lidt mens han fik balancen igen. Han kyssede hendes pande inden han roligt gik nedenunder og nikkede kort ind til sin søster som tak og som hilsen inden han forsatte ud i baderummet hvor han fylde karet med forholdsvis koldt vand inden han smed det sidste tøj og forbindinger inden han tog sit bad dog sad han først ned og nød det kolde vand mod hans hud der kølede ham ned og hjalp endnu en gang på feberen der faldt en smugle mere. Efter badet tog han roligt tøj på men undlod dog sin skjorte inden han en smugle modvilligt gik ind og lod sin søster hjælpe ham med et lille en stram forbinding om hans ribben ”du burde lade mig heale det… om ikke andet bare dine ribben” sagde han stille da hun forsøgte at få ham til at indse at det ville hjælpe ham. Dog boblede vreden op i ham da han hørte det og i samme øjeblik og samtidig med at hun fik sat forbindingen fast snærrede han kort og skuppede hårdt til hende så hun faldte sammen på gulvet ”jeg har sagt du ikke skal røre mine sår” snærrede han koldt og det var tydeligt at havde det ikke været fordi Leonora begyndte at græde i samme øjeblik havde han gjort noget han ville fortryde. Han tog den lille pige fra sofaen hvor hun havde ligget i mens og holdte hende tæt ind til sig ”undskyld skatter” hviskede han til pigen mens han tyssede på hende for at få hende til at være stille igen. Han så på sin søster da hun rejste sig og kom hen for at tage pigen ”jeg skal nok lade være med at nævne det igen” hviskede hun og havde en tydelig angst i stemmen da hun var kommet i tanke om angrebet på deres påstået mor der havde kostede hende livet. Han gav hende pigen og gik væk fra dem dog stoppede han ude i gangen og gik hen til hoveddøren som han åbnede lydløst som han overvejede at gå ud helt uden at tænke på at han havde lovet at gå op og hvile sig igen.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 4, 2012 21:30:17 GMT 1
Hun kom dog til at grine lidt af ham for nu krævede han jo at hun sov ved siden af ham. ”Som du vil, bare denne ene gang så” sagde hun roligt for hvis det ville hjælpe til at få ham til at blive i sengen så måtte hun det, ellers ville hun ikke ligge ved siden af ham så længe han havde så store smerter, for hun var ikke ligefrem den der lå mest stille om natten eller jo nogen gange mens andre gange kunne hun godt lide at ligge og fylde. Dog rejste hun sig da han ville op og stå og hjalp ham en smule med at komme op, men ellers gjorde hun ikke meget for den mand ville jo helst gøre tingene selv, så det nyttede ikke meget at diskutere med ham på det punkt, men hun kunne jo gøre små ting for at hjælpe ham. Så da han var gået gjorde hun bare sengen bedre i stand så de begge kunne ligge der, men hun stillede dog fadet med vand over på hendes side af sengen så hun kunne være klar til at ligge en klud over hans pande hvis der var brug for det, men hun valgte dog at sove i den side hvor han ikke havde skadet ribben imod, Derefter gik hun bare hen og fandt en natkjole frem, for skulle hun sove så ville hun altså sove ordentligt så det betød hun kun havde en natkjole på så hun kunne føle sig fri, selvom hun helst ville sove nøgen så måtte hun jo lige vente med den del til han var nogenlunde helet igen. Men disse ting betød jo også at hun ikke anede hvad der foregik nedenunder, for havde hun vidst det ville hun havde skældt Leo ud og måske endda truet med at forlade ham hvis han virkelig skulle opfører sig som et stort barn, for var det ikke rigeligt at hun lige havde forladt en der var som et stort barn? Men igen på nogen punkter var det jo en god ting, bare ikke den irriterende stædighed. Da hun mente der var ved at gå alt for lang tid til at hun gad vente meget mere, satte hun sig på sengen og begyndte så småt sidde og synge for sig selv, bare fordi hun manglede noget at lave til han kom tilbage til hende, ligesom han havde lovet eller ville han nu stikke af endnu en gang når han havde fået hende? ”I nattens mørkeste time.. Når du ligger dig ned.. Lad minderne komme til dig.. Og lad os ses i dine drømme” Sang hun stille for sig selv men det var lige den vuggevise hun nu lige kunne også den hun havde nynnet tidligere for ham. www.youtube.com/watch?v=tQdaL_r9nD0&list=PLAB3361FAD3925F56&index=26&feature=plpp_video <- den virkelige sang
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 4, 2012 22:04:44 GMT 1
Han stod ved døren i stilhed da hendes stemme nåede ham og han langsomt huskede sit løfte, han kunne jo ikke forlade hende når det kom til stykket. Han lukkede døren og gik lydløst op af trappen og ind til hende hvor han lukkede døren og bare stod og lyttede til hende ”undskyld det tog så lang tid” sagde han stille næsten som en hvisken da hun var færdig med at synge. Han gik hen og satte sig i sengen og så på hende med et venligt smil ”jeg sætter meget stor pris på at du vil blive her… det håber jeg du ved” sagde han stille men ærligheden var tydelig at se på ham som han forsøgte at se hende i øjne og håbede på at hun blev der fordi hun virkelig havde lyst til det, ja faktisk håbede han at hun altid ville være der ud over når hun tog afsted men han håbede at hun så ville komme tilbage til ham og Leonora selv hvis det betød hun ikke var der særlig tit ville de stadig gøre ham glad. Han så ud af vinduet inden han rykkede sine ben med op i sengen dog uden at ligge sig helt ned endnu.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 4, 2012 22:32:08 GMT 1
Hun havde set ned i gulvet da han kom op til hende, men da hun lod sangen død ud så hendes blik op på ham og et stille smil men glad smil listede sig over hendes læber. ”Var det et dejligt bad?” spurgte hun roligt for det måtte da have meget et utroligt dejligt bad siden han tog så lang tid om det i stedet for at tilbringe tid med hende, nu havde hun jo sagt hun ville blive og hun havde hukommelsen igen så meget af den gamle Neimi havde jo mulighed for at vende tilbage, så meget kunne blive som før udover delen med de nu havde et barn de skulle tage sig af også, noget hun nok måtte have lidt mere øvelse i. ”Det ved jeg” svarede hun stille for hun håbede da lidt på det ville hjælpe på hans selvmordstanker hvis hun blev her, altså med at de helst skulle op så han kunne lade være med at komme til skade hele tiden. Hun så på ham som han satte sig op i sengen med benene, dog i første omgang rejste hun sig for at gå om på den anden side hvor hun havde valgt hun skulle ligge, her satte hun sig i første omgang inden hun lagde sig helt op i den og bare lå og betragtede ham som hun ventede på at han ville ligge sig ned ved hendes side enten for de bare kunne snakke i første omgang eller sove.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 4, 2012 23:19:50 GMT 1
Da hun gik om på den anden side og lagde sig smilede han roligt og lagde sig ned på side mod hende dog var han glad for at hun havde valgt den side så han kunne ligge sådan da det ellers ville have været umuligt for ham på den anden side. ”det var oki… snakkede kort med Sascha da hun skulle binde mig ind” selv om han prøvede at skjule det var det dog tydeligt at han ikke ligefrem havde haft en behagelig samtale med hende men at det var noget han ikke havde lyst til at rive op i. Som hun lå der foran ham dog han chancen og kærtegnede blidt hendes kild med den ene hånd som han så hende dybt i øjne ”jeg håber virkelig at jeg kan gøre det hele godt igen… hvis jeg kunne ændre fortiden så gjorde jeg det” hviskede han og der kunne ikke være nogen tvivl om at det var hans dårlige samvittighed der gjorde det og fik ham til at sige det. han lod sin hånd falde og finde hendes som han i stilhed nussede med nogen fingre ”undskyld jeg burde ikke snakke om det… jeg ville bare være sikker på at du ved hvor ked af det jeg er over det jeg har gjort mod dig” hans stemme var en hvisken men dog var det tydeligt at han mente hvert et ord. Han så ned på hendes hånd og kyssede den forsigtigt. Han så op på hende og det var tydeligt at han havde et spørgsmål som dog tog ham meget længe om at tage sig sammen til at stille ”du øøm… du sagde noget tidligere… at du engang havde ønsket at give mig et barn” han tav og så ned på hendes hånd igen ”mente du det ? eller var det bare for at få mig til at lytte ?” spurgte han hviskende og så ikke op på hende igen for han kunne ikke tro at han rent faktisk havde spurgt hende om det men han havde ikke kunne forstå den del af hendes tidligere ord og han ville derfor gerne vide det hvis hun ville lade ham forstå det.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 5, 2012 9:21:40 GMT 1
Da Leo lagde sig på siden gjorde hun det også så kunne se på ham med et mere roligt smil, for det var da hyggeligt bare at kunne ligge her og snakke med hinanden, for det havde de jo ikke ligefrem gjort særlig meget. Dog sukkede hun lidt da han sagde han snakkede med Sascha for så kunne hun jo nærmest regne ud hvad der var sket ”Nu skældte du vel hende ikke alt for meget ud?” spurgte hun roligt for hun regnede lidt med han havde skældt hende ud fordi han ikke rigtigt ville tage imod hans søsters hjælp, også selvom hun bare forsøgte at hjælpe ligesom han nok ville snerre af Neimi hvis hun forsøgte at hjælpe ham mere end hun allerede gjorde, det var derfor hun ikke rigtigt gad forsøge. Hun smilede dog sødt da han strøg hende over kinden ”Du finder nok en måde” hviskede hun tilbage til ham for han fandt jo nok en måde at gøre det hele godt igen på, det var jo noget af det han kunne finde ud af for uanset hvad han havde gjort så havde hun det jo med at tilgive ham og vende tilbage. Hun smilede stadig sødt til ham men så dog kort ned på deres hænder fordi det her var dejligt bare at kunne slappe af med ham, øjnene søgte dog op til hans igen ved hans næste spørgsmål. ”Det er faktisk sandt. Den første gang vi tilbragte tid sammen i din hule, men jeg aner ikke hvorfor jeg sådan havde håbet at det var lykkes, måske fordi jeg mente du fortjente et barn.. og nu.. ja nu har jeg så født en andens mands barn og har ikke rigtigt lyst til flere børn lige nu” sagde hun stille og så ned på deres hænder igen for det var jo sandt, hun havde ønsket at give ham et barn men med tiden var det ønske ligesom blevet glemt fordi hun havde andet at lave og så kom den vampyr jo også ind i billedet og så havde hun da fuldstændig glemt det, men hun mente nu også at nu havde hun givet Leo det barn hun en gang havde villet givet ham, selvom de ikke var blodsbeslægtet men betød det egentlig så meget når det kom til stykket?
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 5, 2012 16:29:35 GMT 1
Hendes spørgsmål om han havde skældt sin søster for meget ud trak han en smugle på skulderen jeg var måske lidt hård ved hende” sagde han stille og man kunne høre på ham at han fortrød hvad han havde gjort men med ham var det jo ikke noget nyt at han fortrød de ting han gjorde. Da hun talte videre så han ned på deres hænder mens han lyttede til hendes ord før han så op på hende igen. ”jeg havde jo haft min chance for et barn… jeg var ikke istand til det der så jeg kan ikke have fortjent en ny chance” han smilede og det var tydeligt at han prøvede at tage let på det selv om mindet om hans søn stadig lå som et tungt emne for ham. ”jeg ville aldrig bede dig om et barn hvis du ikke vil… jeg er glad for du lader mig være en del af Leonora’s liv og jeg tror du ved at jeg altid vil se hende som min egen” han stilede roligt og gav hendes læber et blidt men kærligt kys. ”så længe jeg har jer to ved min side så er mit liv perfekt” sagde han med et stort smil og stoppede ikke med at nusse hendes hånd. ”At hun ikke har mit blod gør mig ikke noget… hun har dit og det er nok” sagde han med et kærligt smil og det var tydeligt at han mente hvert et ord.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 5, 2012 18:32:42 GMT 1
Hun sukkede stille til det første omkring søsteren, ”Så må jeg lave en middag til hende eller gøre noget andet, for hun vil jo bare hjælpe så du ville kunne have muligheden for at nyde os noget mere uden vi skulle bekymre os for meget” sagde hun stille for de måtte jo gøre et eller andet for at gøre det godt til søsteren, selvom Neimi ville ønske at Leo bare ville lade søsteren hjælpe for Neimi ville jo ikke rigtigt rører ved ham fordi hun ikke var helt klar over hvor mange smerter han egentlig havde og hun ville jo nødigt gøre skade på ham, så det var jo bedst at holde sig på afstand selvom hun så gerne ville være tæt på ham. ”Det var måske derfor jeg håbede på jeg blev gravid.. Fordi jeg mente du fortjente en chance til selvom jeg nok ikke lige regnede med at blive i dit liv..Så du kunne kaste din kærlighed på et eller andet væsen” sagde hun lidt tænksomt for hun havde jo elsket den kærlighed han havde vist hende, for hun havde følt sig ønsket og elsket selvom hun måske havde meget svært ved at gengælde de ting eller vise dem, udover hun bedre kunne udtrykke sig fysisk end at sige de forskellige ord som folk plejede at sige, det var jo på det punkt hvor det virkelig gik ged for hende. Hun kom dog til at smile da han kyssede hendes læber, et kys hun gengældte selvom hun måske kom til at ligge lidt lidenskab i det men hun vidste jo heller ikke hvornår hun kunne få lov at kysse ham igen. ”Vi bliver i dit liv så længe du gerne vil have det medmindre du finder på et eller andet jeg ikke ville kunne klarer” sagde hun mere roligt for det mente hun nu også, men han skulle heller ikke prøve på at overskride hendes grænser alt for meget for så kunne det godt ske hun skred fordi hun ikke magtede så meget drama eller så mange selvmordsforsøg.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 5, 2012 18:51:29 GMT 1
”jeg ved det godt men…” han tav og så ned blikket hans søster havde haft i øjne efter han havde væltet hende fik det til at løbe koldt ned af ham jeg fik bare pludselig en vrede… magen til den jeg havde da jeg dræbte min mor” han hviskede og det var tydeligt på tonen at han ikke selv forstod hvor den vrede kom fra ”jeg skal nok snakke med hende… du behøver ikke blande dig ind i det” han så op på hende igen og lod hende vide gennem sit blik at han sagde det fordi han ikke ønskede hun skulle rodes ind i det han var skyld i mere end nødvendigt. Det næste hun sagde fik ham til at smile svagt ”jeg vil gøre mit bedste for at beholde dig… jeg skal nok opføre mig ordenligt så længe i er i sikkerhed” sagde han med en tone der viste glæden ved at hun ville blive. Han kyssede hendes hånd inden han igen så på hende ”du havde nu ikke behøvet det af den grund… men det ville da have gjort mig glad uden tvivl… men Leonora giver mig mindst lige så meget glæde som en med mit blod ville have gjort” sagde han med et smil og kyssede hendes inden han med sit hoved tæt på hende så hende dybt i øjne i et kort stykke tid inden han gav hende et dybt og lidenskabeligt kys magen til dem han havde haft givet hende i sin tid i den lille jordhule og håbede at hun ikke ville afvise det dog ville han acceptere det hvis hun ikke ville have det.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 5, 2012 19:19:13 GMT 1
”Leo.. Lov mig ikke flere mord hverken på dig eller andre.. Du må styrer din vrede for jeg vil ikke have at Leonora vokser op uden en ordentligt far” sagde hun stille for han måtte altså styrer den vrede for ellers kunne det godt være hun tog Leonora og stak af fra huset, fordi hun ikke ville risikere at han lod den vrede gå udover en af dem. Hans egen familie var hun ret ligeglad med men hvis hun skulle hævne sig for den vrede han ville udvise overfor i hvert fald pigen, så ville hun ramme ham der hvor det gjorde ondt. Hvad hun så senere skulle gøre anede hun ikke, for hun ville ikke rigtigt opsøge Gambit hvis det skete, bare fordi hun vidste at den mand også havde temperament og hun anede jo ikke hvordan han var overfor børn. Hun sukkede stille angående det med søsteren om at han ville snakke med hende. ”Jeg er allerede blandet ind i det..” sagde hun mere roligt for hun var jo blandet ind i det eftersom hun jo skulle være en del af hans liv i fremtiden og det kunne jo være at søsteren ville gøre noget imod deres lille pige bare for at få hævn, selvom Sas måske ikke var helt sådan en type så stolede Neimi alligevel ikke helt på hende. ”Men jeg ville gøre det af den grund, fordi jeg inderst inde vidste at jeg nok ville svigte dig fordi jeg ikke kunne føle på samme måde og det ønskede jeg ikke skulle ske” sagde hun stille men kom dog til at smile lidt fordi det virkede morsomt i hendes hoved. ”Sådan havde jeg aldrig haft det med en mand før eller siden”.. Så lidt havde hun vel lært at elske ham på den korte tid de havde haft sammen, selvom det måske lidt som om hun ikke havde elsket Gambit, men det havde heller ikke været helt på samme måde for hun ønskede at opleve verden med Gambit, en verden med leg og lærdom alle mulige forskellige steder, for der var jo ingen grænser for dem, specielt ikke efter hun var blevet udødelig men de havde jo forskelligt syn på sådan en tilværelse og det havde hun svært ved at leve med desværre. Det stille smil over hendes læber blev dog en smule større da han så dybt i hendes øjne, selv da hun gengældte kysset på samme måde som han gjorde det, både lidenskabeligt og dybt selvom hun dog slap hans hånd for at ligge den meget blidt på hans brystkasse som hun stille og meget blidt begyndte at stryge fordi hun ikke ville gøre skade på ham, men hun ville nu gerne vise at hun ville være tæt på ham.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 5, 2012 19:53:20 GMT 1
Da kysset efter noget tid blev brugt så han hende igen dybt i øjne og nød at hun havde gengældt kysset. Han sukkede kort men dog ikke dårligt ment inden han igen smilede til hende ”jeg lover dig at så længe det ikke koster jeres sikkerhed så dræber jeg ikke nogen heller ikke mig selv… men hvis nogen truer jeres sikkerhed kan jeg ikke love at holde det” sagde han roligt men dog bestemt for at lade hende vide at han ikke ville kunne holde sig selv tilbage hvis nogen ville gøre dem noget for der gik hans grænse dog. Selv om han til tider havde noget vrede men han var dog sikker på at han aldrig ville kunne lade det gå ud over dem men på den anden side havde han heller aldrig troet at han ville have kunnet dræbe sin mor og sætte frygt i sin søster. Han så lidt ned inden han så op på hende igen ”uanset hvad du føler eller vil føle i fremtiden så vil du altid være i mit hjerte og hvert sekund med dig ved min side gør mig glad… og slev hvis du skulle forlade mig helt så har jeg stadig mine minder… og forhåbentlig Leonora” sagde han med et lille smil om læberne som tegn på at han mente sine ord som noget tungt men derimod som noget godt. Han kunne ikke få øjne fra hende selv når han prøvede ”du ved jeg vil beskytte dig så længe du tillader det” sagde han hviskende og kyssede hendes pande for at lade hende mærke bare en smugle af den kærlighed der også strålede ud af hans øjne.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Apr 5, 2012 20:20:18 GMT 1
Hun havde nydt kysset utroligt meget og havde sådan haft en lyst til at gøre noget mere ud af det, men han var såret og hun burde slappe af efter fødslen for det havde hun ikke rigtigt haft tid til fordi hun skulle først redde Leo fra Gambit og senere sørge for han ikke ville begå selvmord eller ville skade sig selv mere. Lige nu kunne dog ikke lade være med at ligge og smile til ham ”Det kan jeg vidst godt leve med” sagde hun roligt for den del var jo fin nok, så længe han bare gjorde for at beskytte og ikke for at dræbe i vrede så måtte hun jo leve med det, selvom han ikke ville kunne beskytte hende under hendes rejser men hun ville jo heller ikke kvæles i overbeskyttelse fra hans side af for nogen ting ville hun godt selv klarer. ”Det er kun godt og kan jo være i fremtiden jeg finder ud af hvad jeg føler helt præcist” sagde hun stille for det kunne hun ikke sige lige nu, for det var jo ikke mere end nogen dage siden hun havde fået hukommelsen igen, så hun skulle lige finde ud af hvad hun følte, men hun vidste bare at hun ikke ville rejse fra Leo nu for hvem skulle så passe Leonora? Hende selv? Det ville være et kønt syn fordi hun ikke havde forstand på børn, og det var jo rart at være her i huset med ham for hun behøvede ikke at mangle noget som helst og hun kunne jo forkæle Leo med lækkerier som hun kunne lave i køkkenet og hun kunne jo gøre rent. ”Det ved jeg Leo” svarede hun bare til det med at han ville beskytte hende så længe hun tillod det, for det vidste hun egentligt godt men hun kunne nu heller ikke lade være med at smile sødt da han kyssede hende på panden. ”Hvis det ikke var fordi du var så skadet så skulle jeg vise dig hvor meget jeg holder af dig fordi du vil beholde mig i dit liv” sagde hun meget stille som hun lod øjnene glide ned på hans brystkasse som hun stille strøg og fik et mindre frækt smil over læberne.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Apr 5, 2012 20:54:07 GMT 1
Hendes ord om at hun godt kunne leve med det kunne ikke andet end at gøre ham glad. ”jeg håber du finder ud af det” sagde han med en stemme der viste at han sagde det for at vise sin støtte og ikke for at kræve hun skulle finde ud af det for han havde det nu fint med at hun ikke vidste det så længe hun ville finde ud af det ved hans side. Hendes sidste ord fik ham til at smile stort og grine kort men venligt og kyssede igen hendes pande ”så skadet er jeg da heller ikke” sagde han med en mild latter i sin stemme og kyssede hende lidenskabeligt som han nussede hendes hals med sine fingre. Jeg er over den værste smerte begrund af din hjælp så jeg er ikke så skadet som jeg var” sagde han med en mild latter i stemmen inden han så på hende med et blik der sagde at selv om det nok ikke passede helt med hvor skadet han var så var det det han havde sat sig i hoved for at få lov til at være så tæt på hende som muligt. ”jeg vil altid have dig ved min side… valget har og vil altid være dit min kære” sagde han med en kærlig stemme og kunne endnu en gang ikke dy sig fra at kyssede hende med en stor lidenskab og kærlig.
|
|