|
Post by Leonardo G.V.L.R on Mar 25, 2012 21:39:43 GMT 1
Der var gået lang tid siden at Leo sidst havde snakket med Gambit men ikke nær så lang tid siden han sidst havde set ham stå og tale med Neimi i skoven. Han havde samme aften som Gambit’s møde med Neimi taget hen og lagt et brev ved Gambit’s hus der bad ham om at være hjemme hver nat klokken 3 og så ville han dukke op den første nat efter Neimi’s barn var født. Han havde yderligere skrevet med småt i bunden ´så får du lov til at dræbe mig for hvad jeg har gjort´. Neimi havde den sidste morgen født en velskabt dræber pige og efter at Leo havde givet Neimi sin hukommelse igen var han gået nej faktisk løbet væk der fra for at undgå at skulle snakke mere med hende om det han havde gjort og for at komme hen til Gambit som han havde lovet sin død. Leo var kommet til huset i tide og han gik roligt om i haven i sin ulveform inden han forvandlede sig om til sin menneske form og stod med ryggen til huset som han så ud over landskabet. Det regnede voldsomt og han var derfor sikker på at Gambit hurtigt ville opdage at han var der ja selv hvis han var nede i byen hvor han var løbet i gennem . han vidste at selv i sin menneske form lugtede han langt væk af ulv når han blev våd men på en måde kun vampyre og andre ulve ville kunne opfange. Han stod stille længe til han kunne lugte og høre Gambit bag sig før han vendte sig om og så på ham ”du ved hvad jeg har gjort” sagde han stille men også lidt som et spørgsmål. ”hun fik en velskabt lille pige… de smukkeste øjne jeg nogen sinde har set… hun er nok det nemmeste barn i verden så længe man er rolig omkring hende… hun elsker at blive snakket til” sagde han stille blot for at fortælle det da han mente Gambit fortjente at høre om sin datter. ”jeg har givet hende hukommelsen tilbage så hun ved nu alt hvad jeg har gjort og hun kan nu igen huske dig” sagde han stille ”der hvor du mødte hende… der er en sti kort der fra som føre til et lille hus… der vil du nok kunne finde dem” sagde han roligt i tilfælde af at han havde lyst til at finde hende og at hun stadig var i huset. Det var tydeligt at se på hans holdning og hans øjne samt høre på hans stemme at han på ingen måde var bange eller sur men blot var afklaret med hvad der skulle ske ”jeg sagde dengang at hvis du gjorde hende noget ville jeg dræbe dig… det er kun fair at du nu dræber mig efter hvad jeg gjorde” sagde han med den samme rolige og afklarede stemme som før. Han satte sig ned på knæ og så op på Gambit inden han nikkede roligt som tegn til at han var klar til at dø med det samme og blot ventede på Gambit.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Mar 26, 2012 8:37:51 GMT 1
Siden mødet med Neimi, havde Gambit egentlig ikke ønsket sig andet end at glemme hende, faktisk, gerne leve uden hende og barnet som hun bar, hvis barn det var, var han jo ikke helt sikker på. Dog havde han en god ide om at det var hans, noget som faktisk ikke passede ham, for det var jo gået helt skævt mellem Neimi og ham, selvom han var så forgabt i hende, udfyldte hun bare ikke de huller som der skulle udfyldes i form af behovet for at være ønsket. Tænk at foreslå ham at elske med en anden kvinde fordi hun skulle love efter sin lille ulveven. Der var ingen og han mente virkelig ingen der skulle behandle ham på den måde, kvinder var til at hore med, eller få til at gøre rent, intet andet! Gambit var et rod, et kæmpe stort rod, ja, i mellemtiden havde han været på horetogt i Tortuga, et helt skib fyldt med villige kvinder. Neimi sagde ham da stadig noget, men han havde besluttet sig for at være stærk.
Her sad han, stadig pissefuld, alle hans gamblerpenge var brugt på spiritus og han ejede egentlig ikke så meget mere end det han havde lagt fra til Toru og ungerne. Flasken foran ham virkede fjern, han sad bare og stirrede tomt på den, det her var hans liv, det havde det altid været, i hvert fald siden hans forlovede og elskede lille pige blev slået ihjel. Og så kom Neimi, sådan noget lort, den møgkælling havde da også bare krammet på ham. Flasken blev tyret hård ind mod væggen og gik i stykker, godt Toru ikke var hjemme lige nu, for så havde hun sikkert fået et kæmpe chok. Gambit vendte dog hurtigt hovedet mod vinduet, han kunne lugte ham, den lille møghund som så fint kom for at blive henrettet, ikke tale om, han skulle lide med det han havde gjort i sin, måtte hans sjæl brænde op til sidst, for Gambit havde ikke en mere. Han dukkede dog hurtigt op nede ved Leo, han så bare koldt på ham, ædru, langt fra, vred, helt sikkert.
Hvor var den mand dog ynkelig at se på, Gambit lyttede til ordene og blev kun mere vred. Hele graviditeten havde han jo ikke været der, barnet så Leo som sin far, for det var den stemme det havde hørt, uheldigvis vidste Gambit en del om spædbørn, eftersom han før skulle have været far. Egentlig havde han ikke så meget af sige, han ønskede blot at se ham lide og hvad Neimi angik, så var han faktisk ligeglad, den kolde, hårde og selvglade Gambit var i den grad tilbage. Ikke mere blødsøden som hun havde gjort ham. Føj! Han havde foragtet sig selv...... "Så tag dig dog sammen møghund! Du er ikke engang værd at slå ihjel, og igen tænker du kun på sig selv i stedet for hende! Du ligner jo mere og mere mig..... Hør, tag tilbage til hende, hvis hun husker alt og tilgiver dig, tror du så ikke at i får et fantastisk liv sammen? Du forstår hende, det gør jeg ikke. Jeg brød forlovelsen fordi hun foreslog jeg skulle kneppe med andre mens hun rendte efter dig som den lille tæve hun egentlig er! Hvem vil være forlovet med en der gerne deler mig ud som var jeg mit gamle jeg, som jeg nu egentlig er blevet. Den tak skal hun da have, har du taget hende med?" Alle hans ord var hånelige, onde og der var ingen tvivl om at han var vred og havde tænkt godt over tingene mens de havde leget lykkelig familie. Og der var ingen tvivl om at han var skide fuld. I vrede langede han kraftigt ud efter Leo, blot for at det skulle gøre afsindigt ondt, han fortjente det, han havde taget så meget væk fra ham, hvis han ikke var dukket op, havde Neimi stadig været hans og de havde aldrig skulle ophæve forlovelsen.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Mar 26, 2012 23:12:22 GMT 1
Leo havde intet imod hvad Gambit kaldte ham men rejste sig dog langsomt mens han snakkede og gik roligt hen til ham efter at have modtaget slaget som han ikke så ud til at mærke hvilket han dog ville have gjort hvis han ikke havde hoved fuldt med alt andet. ”troede ellers gerne du ville have lov til det… men det er jo op til dig” sagde han roligt dog i en ubevist lettere nedladende tone. ”hun tilgiver det ikke og jeg vil heller ikke lade hende gøre det for det er ikke det der vil gøre hende glad” sagde han med en stemme så rolig som graven. ”det ved jeg du gjorde… hvilket var dumt af dig… at smide en som hende væk bare af den grund er svagt” sagde han i samme lette nedladende tone som han havde brugt før. ”jeg kan tydeligt høre du ikke forstår hende for selv jeg kunne se at hendes forslag til dig var et forsøg på at holde dig og få lov til at gøre hvad hun vil… en ting jeg aldrig har været glad for at lade hende gøre men stort set altid har givet hende lov til” sagde han roligt og begyndte at kredse om gambit i en tæt cirkel ”hun skulle gerne være hos sin datter… men hun ved hvor jeg er og hvorfor jeg er her så om hun gør som jeg vil have eller gør som jeg frygter er op til hende” sagde han roligt til spørgsmålet om hvorvidt han havde taget hende med. Det var sandt at han frygtede som det eneste lige nu at hun skulle være fuldt efter ham da det sikkert ville gøre hans død endnu mere besværlig end den så ud til at ville blive men samtidig ønskede han ikke at hun skulle se ham dø. Han snusede tydeligt til ham og fnøs ”men hvordan skulle en svag og fuld blodsuger som dig også kunne dræbe mig ? jeg forstår stadig ikke hvorfor hun ville være tæt på en som dig… du stinker jo langt væk af tomhjernet hed” sagde han hånligt men sagde blot presist som han tænkte, at dette kunne være med til at hidse Gambit op ville blot være en plus men det var ikke af den grund han sagde det. han lod sin cirkel blive størgere men ikke meget og stoppede så foran han og så ham lige i øjne med et truende ulveblik presist som det han havde haft ved deres sidste møde hvor han havde ønskede at dræbe Gambit men ikke havde gjort det fordi Neimi stod i vejen. Regnen stod lige ned og der var ikke en eneste vind til at føre den væk fra dem. Han havde i længere tid haft en skade i hans ene arm efter at have været oppe og slås med en ulv og såret var allerede før han tog hjemmefra gået op igen dog lagde han ikke mærke til det før nu da han kunne lugte sit eget blod langsomt glide ned af hans arm og ramme jorden dog uden at man kunne høre det da regnen på huset overdøvede den minimale lyd det kunne have lavet. ”jeg skulle have dræbt dig den gang jeg havde chancen” sagde han i en hviskende men truende stemme ”da jeg fandt hende så hun værre ud end jeg har gjort efter uger i jordhulen og jeg kunne mærke hendes sult… du burde have sørget for at hun i det mindste ville have det godt efter du sendte hende væk alene” sagde han højt og tydeligt men lettere truende og for første gang udelukkende i håb om at han kunne gøre Gambit sur nok til at skade ham for alvor ”med så smuk en datter skulle man tro at du havde været bare en smugle ordentlig at se på” han fnøs koldt ”men du er tydeligvis ikke mere værd end dine tomme flasker og dit såkaldte hus” sagde han koldt igen for at tirre Gambit så meget som muligt ”jeg må have mistede min forstand sådan at tro at en som dig kunne tage sig af Neimi og barnet” han fnøs igen efter de hånlige ord der som ordene før dem havde været udelukkende for at tirre ham så meget som muligt. At barnet ville huske ham som en far vidste han godt og huskede det fra han eget barn en helt del år tilbage og dette var lige netop meningen. Han ville efterlade et så stort men kort indtryk på den lille pige at hun ville huske ham selv når han var væk hvilket udelukkende havde været for at kunne plage hendes tanker om en hun sikkert aldrig ville få noget at vide om og hvis det samtidig kunne skabe problemer for gambit såfremt han valgte at tage sig af sit barn ville det blot være perfekt.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Mar 27, 2012 14:13:54 GMT 1
Alt det nedladende og hånlige, ja alt han gjorde for at gøre ham tosset, det hjalp lige meget, Gambit var sådan set ligeglad, for han havde ret i alt det han sagde. Egentlig savnede han lidt at have en flaske i hånden, han kiggede bare koldt mod Leo og knugede hænderne lidt sammen. Forstod han det virkelig ikke? "Hvad skal jeg sige? Du har ret....... Derfor forstår jeg slet ikke hvad du laver her. Jeg er hverken værdig hende eller barnet, så hvorfor overhovedet prøve? Jeg har prøvet, jeg giver op. Neimi tog hendes valg, jeg tog mit. Ikke tale om jeg ville lade en anden mand røre hende, som hun intet havde imod at dele mig ud. Jeg var blændet af en forelskelse, noget jeg havde lovet mig selv ikke måtte ske, men det er slut nu, jeg har fået øjnene op og jeg ved at alt det her ikke er noget for mig. Det var engang, men det blev taget fra mig og jeg vil ikke have det igen! Jeg er vampyr Leo, hvad havde i egentlig regnet med?" Hans tone var bare rolig, næsten for rolig, han så bare mod Leo, Gambit var jo selv afklaret med alt. Neimi sagde ham intet mere, som han højst sansynlig slet ikke sagde hende så meget, barnet var Leo jo mere end rigtig til at tage sig af, så hvorfor ikke bare leve det liv som han så fint havde ønsket sig? Et sted havde det været lettere at få en falsk død, så kunne det være de tumper kunne lade ham være i fred. Eller, måske skulle han faktisk få den fred? Livet havde ikke så meget at byde på mere, han fandt det faktisk kedeligt efterhånden og gad det vel ikke mere........ Solen lød mere og mere fristende at møde. Roligt gik Gambit helt tæt på Leo, han lod en hånd lægge sig roligt på hans skulder og så ham i øjnene og et kort øjeblik virkede han faktisk ædru. "Ville det ikke være lettere at se hende i øjnene og faktisk prøve at få det du brændte sådan efter? Vi ved jo begge to at de er bedre tjent uden mig." Lød det roligt fra ham, han smilte svagt og klappede ham på skulderen inden han vendte rundt. Egentlig gad han ikke at diskuterede eller være vred, han ville bare have det hele ud af sit liv for endten at leve videre eller se solen stå op. Hvis Leo havde tænkt sig at angribe, som han egentlig havde udstrålet lidt nu her, så var det fint nok med Gambit, han nægtede at rode rundt i alt det der mere. Dog ville han ikke dø, ikke på den måde.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Mar 27, 2012 16:48:11 GMT 1
Intet fandtes i hendes tanker, udover hun måtte stoppe det Leo havde gang i, så hun tænkte ikke men havde bare skyndet sig af sted først til fods og senere havde hun stjålet en hest fra en nærliggende gård efter hun var kommet ud af skoven, hvilket i sig selv var overraskende men hun tænkte just ikke over hendes handlinger, for havde hun gjort det så havde hun aldrig nogensinde ville tage en hest, for hun brød sig virkelig ikke om de der dyr og havde egentlig besvær med at sidde ordentligt på den men efter noget tid havde hun da fået krammet nogenlunde på det, så hun satte bare hesten i galop imod Tortuga, men som alle andre væsner skulle den også bruge en pause så hun måtte skifte den ud på et tidspunkt så hun nakkede en hestevogn, der holdt ude for en kro. Dog kunne mærke at hun slet ikke var vant til at ridde for hun havde så ondt men hun måtte stoppe ham fra at gøre sådan noget dumt. Hun mente i hvert fald at det var en tåbelig ide han havde fået, for var det ikke hende som havde været ofret for Leos besværgelse? Havde det så ikke været mest fair at hun havde bestemt hans straf? Gambit havde jo intet med det at gøre for den mand havde selv sagt han ikke ville se hende igen, men det kom han altså til for anden gang efter forlovelsen var brudt, selvom hun næppe ville kunne kæmpe særlig godt for hun var svækket af træthed og sulten men hun skulle altså ikke have han begik den dumhed, for det i sig selv gjorde hende rasende. Så hun havde da også sat disse heste i galop mens hun selv sad i vognen og kom riddende imod Gambits hus som en gal for at nå frem i tide.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Mar 27, 2012 19:21:37 GMT 1
Leo stod tavst og ventede til Gambit havde sagt hvert eneste ord inden hans blik blev om muligt mere hårdt end det havde været den gang han første gang havde truet gambit i huset. ”jeg havde regnet med at på trods af din race ville du være mand nok til at tage ansvar for det du har gjort… barnet er tydeligt dit det er der ingen tvivl om så det mindste du kunne gøre var at sørge for det… du burde have været der for hende mens hun var gravid men i stedet lod du hende gå ud uden så meget som at følge hende en smugle… og der findes ikke forelskelse kun kærlighed og indbildning… jeg var sikker på du havde det første for hende sådan som du så ud til at ville beskytte hende den dag men det virker til at jeg tog fejl” sagde han med en stemme der tydeligt viste at han stadig nærrede en dyb vrede mod Gambit af kun delvist kendte grunde. ”jeg har fået hvad jeg ville have og det eneste jeg stadig brander for i forhold til hende er at hun skal have det godt… og det kan hun ikke få med en ulv” sagde han og det var tydeligt på hans måde at sige ulv at han havde fået et spinkelt mistro til sin egen race som ikke havde været at spore før. Da gambit vendte ryggen til ham ønskede han at angribe ham mere end nogen sinde før dog var det nok mere fordi han vendte sig væk fra ham end det var begrund af det han havde sagt men dog stod han stille noget tid ”det virker som om at du heller vil se hende ulykkelig med en ulv end at forsøge at tage dig af det du har forudsagte ?” sagde han spørgende og så lidt efter ham. Han forsøgte at lade være men endte med at forvandle sig til sin ulveform inden han i nogen få hop kom hen og ind foran Gambit hvor han så op på ham ”om du dræber mig eller ej kommer jeg til at forlade livet som jeg til dels har lovet hende… men jeg ville give dig muligheden for at gøre det som jeg uden tøven ville have gjort ved dig” sagde han med sin ulve stemme der altid lød til at være snærende truende og ond på samme tid selv om den ikke var det men blot var sådan hans stemme altid var ved mindre han havde haft snakket til Neimi eller sin søster som var de eneste der kunne få den tone ud af ulven på ham. Leo’s sanser var i sin ulveform meget bedre og han hørelse ville være næsten på nivo med Gambit. Han vendte med en hoved mod stien med et undrende blik ”hvem ville dog ?” hviskede han til sig selv men var sikker på at selv Gambit ville kunne høre hestevognen nu eftersom at han selv hørte det helt tydeligt. Han kunne ikke lugte Neimi begrund af de våde heste der fangede hans ulve næse og han vidste derfor ikke hvem det var der kom imod dem. Han vendte kort efter øjne mod gambit igen ”men hvis du virkelig ikke har tænkt dig at tage dig af hende og dit barn kan jeg lige så godt tage dig med mig” sagde han højt og knurrende som en tydelig trussel til gambit inden han bed ud efter ham dog tydeligt uden at ville ramme ham men blot for at understrege at han havde tænkt sig at skade ham. Det havde ikke været hans mening før nu at skulle skade Gambit men som så mange gange før når han var i sin ulveform blev hans vrede overfor andre meget størgere og overtog tit flere gange det meste af hans sind som det havde gjort ved ham nu og det var udelukkende af den grund at han igen fik lyst til at dræbe Gambit. At han ikke ville tage sig af sit barn og at han ikke ville dræbe ham som han ellers havde regnet med kunne lykkedes men mest af alt at han virkede til at være fuldt ud ligeglad. Som lyden af vognen kom tættere på og han kunne høre hestene sænke farten tog han chancen og sprang imod Gambit med blottede tænder og en højlydt knurren i et spinkelt håb om at han kunne få bidt ham i skulderen blot for at skade ham men forventede han ikke at det ville lykkedes da han havde været meget tydelig med hvad han havde i sinde og vidste at Gambit som vampyr ville være hurtig nok til at kunne flytte sig hvis han ville og ikke som han selv havde været det før var optaget af den sære vogn der kom imod dem på denne tid af døgnet.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Mar 27, 2012 21:18:56 GMT 1
Et sted lukkede Leo bare lort ud i følge Gambit, hvor var han dog træt af at høre på alt det pis om kærlighed og bla bla bla, det var jo noget opreklameret pis som ikke fandtes! Jo det havde da været faktisk dejligt at være sammen med Neimi, men alt godt havde en ende, et godt knald skulle forlades eller drænes, en god flaske havde altid en bund. Enden havde været da hun ikke respekterede ham og ikke gav ham den kærlighed han mente var på sin plads. Hendes handling havde været forkert, meget forkert, så han vidste at hans valg i at bryde forlovelsen var det bedste han kunne have gjort. "Så hold dog kæft køter! Kan du ikke høre dine egne ord? Det er jo fuldstændig Latterligt det du siger. Tror du på det er det fint nok med mig, men jeg gider ikke det pis mere. En kvinde skal have respekt for sin mand og jeg prøvede at leve med Neimi''s frihed, men at hun ville bruge flere år på dig, nej fandme nej! De følelser der engang var, dem har jeg drukket væk, desuden hvis jeg kender hende ret, så er det mig der er gal på den og sådan kunne vi forsætte, derfor skal vi ikke være sammen. Desuden, så vidste jeg jo ikke hun var gravid vel, for ingen gav mig en chance! Og nu gider jeg ikke have den, hverken hende eller barnet!" Kom det hårdt fra ham, han knugede hænderne mere sammen, han hadet virkelig alt ved det her og ville bare gerne have det overstået. Den første gang valgte han at undvige, da Leo ikke lod til at mene det store med det, men da han faktisk angreb ham rigtigt, stak Gambit hænderne i lommen og knugede øjnene sammen som han mærkede ulvens tænder glide igennem tøjet og ned i hans skulder. Det gjorde ondt, meget ondt, men han var ligeglad, det havde han måske godt af, for så kunne det være han blev lidt mere ædru, selvom han selv syntes han var godt på vej. Hestevognen havde han godt opfanget, og faktisk kunne han lugte Neimi langt væk, men det kunne jo lige så godt være indbildning, så han tænkte ikke mere over det. Gambit var faldet tilbage med et smertefuldt støn, han fjernede Leo hårdt og liggede så bare mens han så op i himlen hvor regnen øsede ned over ham og skyllede blodet væk som egentlig bare blev ved med at komme lige indtil hans sår begyndte at heale lige så stille. Et smil gled bare hen over hans læber, det her var simpelthen latterligt, han orkede ikke engang at være vred mere, han ville bare gerne have de to sindssyge folk ud af sit liv. Ønsket om at hun aldrig var kommet ind i det var større end nogensinde, for jo han havde følelser, han havde jo elsket hende, hvis ikke han stadig gjorde det, men han lukkede det inde, det hele og ville bare glemme alting.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Mar 28, 2012 17:42:44 GMT 1
Regnen der faldt, irriterede hende bare mere som hun piskede hestene frem i galop så de virkelig virkede til at dampe i dette vejr, men hun tog sig ikke af det for hun skulle bare frem også selvom hun var gennem blødt og hende som HADE vand! Var ude i dette vejr fordi hun skulle stoppe Leo fra at begå en kæmpe dumhed, men som hun red kunne hun godt mærke at hun var træt, både fysisk og psykisk træt af alt omkring hende, det var just ikke første gang hun havde denne følelse men hun blev mere opmærksom på den nu. Så endnu en gang overvejede hun hvorfor hun var blevet udødelig, men hun kendte nu godt svaret på det for det havde været på grund af Gambit for havde hun ikke fundet ham så havde hun enten forsøgt at finde Leo eller Cage, bare så hun kunne dø med folk der gjorde hendes liv så let for hun behøvede jo ikke løfte en finger når de 2 var i nærheden men hun havde jo sådan moret sig med Gambit selvom hun virkelig havde savnet at rejse rundt sådan som hun havde lyst til. Hun drejede lige som et hjørne som hun så Leo gå til angreb på Gambit som ikke kæmpede imod? Hun stoppede hestene og vognen og kort så meget undrende på det hele for hvorfor kæmpede han dog ikke imod? Det ville hun da have gjort uanset hvem det var. Men det fik hende alligevel til at hoppe ned fra vognen og styrte hen og stille sig imellem Leo og Gambit eller rettere sad imellem det for hun satte sig ved Gambits hoved i mudderet og så oprigtig bekymret på ham, for hun havde da aldrig forstillet sig det her, eller jo på en måde for hun havde jo set mændenes vrede imod hinanden sidst men alligevel virkede det her utroligt tåbeligt i hendes hoved. Hun skulle lige til at spørge Gambit om hvordan han havde det men lod være ligesom hun sænkede hendes hånd igen da hun ville røre ham, men hun huskede nu også godt hvad han havde sagt, så det nyttede jo ikke en gang at prøve. I stedet vendte hun sig imod Leo med et vredt blik for han havde da ingen grund til at angribe Gambit eller tro han selv skulle have lov at vælge en straf til sig selv efter han havde slettet hendes hukommelse, for det i sig selv gjorde hende rasende specielt når han oven i at han havde skrevet han ville tage til Gambit for at dø, det var jo det rene vanvid at han ville begå selvmord.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Mar 28, 2012 19:33:07 GMT 1
Da Leo’s tænder gennemborede Gambit’s skulder gav det ham en sær glæde som han kun havde følt en gang før i sit liv og den var den dag han dræbte sin vampyr mor hvilket nok også forklarede at den korte smag af blodet væggede om muligt endnu mere vildt i ham. Da Neimi kom løbende der hen trak han sig et skridt tilbage og så på hende med et blik der først var skuffet men hurtigt blev forandret til at sær form for stolthed blandet med vrede han så lidt på dem med det blik inden han knurrede højlydt af Neimi og viste tænder som en tydelig trussel og for at sige hun skulle flytte sig. Han stod lidt sådan inden han rettede sig, han var alt for sur til at kunne tale ordenligt og gjorde det derfor ikke men efter at have bøjet hoved mod jorden og pustede kom hans lille ild blomst frem som han vidste at Neimi nu kendte til inden han rakte sin pote langsomt ind over og slukkede den ved at træde ned på den uden at tage sit blik fra Neimi et eneste øjeblik. Han vendte øjne mod Gambit der igen blev fyldt med vrede som han knurrede højlydt af ham. Han stod der lidt og så mellem dem inden han stoppede sin knurren ”uanset hvad” sagde han lavmælt som det eneste og det var tydeligt rettede mod Gambit for at understrege det han før havde sagt om at uanset om gambit ville dræbe ham eller ej så ville han dø. Han bakkede roligt væk fra dem og da han kastede et sidste blik på Neimi havde det den samme tomhed som hans øjne havde haft i køknet da han havde stirret på sin blomst med Neimi’s arme om ham. Han vendte rundt og begyndte at gå væk i en let lunten med snuden mod de heste Neimi havde brugt til at komme der hen. Han havde brug for at komme af med sin vrede men han ville ikke angribe Gambit så længe Neimi stod i vejen for ham og han besluttede derfor at lade det gå ud over hestene vel vidende at hvis de fik held til at sparke ham ville det ikke være smertefrit. Da han kom rundt om huset og hestene fik øje på blikket i hans øjne vrinskede de højt med en tydelig angst inden han sprang op og bed sig fast i halsen på den ene hest hvilket fik den anden til at panikke, og som den første hest falde til jorden fik den anden revet sig fri og i sin vending og den hurtige løb mod frihed fik den om ikke andet så ved et uheld ramt Leo i siden. Lyden af de ramte ribben der blev knust var tydelig selv i regnen som han blev sparkede væk fra den lidende hest og lanede på jorden ved hjørnet af huset. Han rejste sig med besvær og var ligeglad med den smerte der var da hans vrede var stor nok til at tage over for det værste. Han så hen mod dem og knurrede igen højlydt mens han meget grundigt overvejede om han skulle gå til angreb på Gambit igen eller ej dog var det eneste der talte for at han ikke skulle gøre det det faktum at han ikke ville skade Neimi, det faktum at den skade han lige havde fået ville gøre at Gambit blot skulle klemme ham tilpas hårdt for at slå ham ihjel var dog en af grundene til at han overvejede det. han stod i hvad der for ham virkede som en evighed men nok mere var nogen få sekunder og overvejede inden han satte i løb mod Gambit i en fart der selv for hans ulveform var hurtig i et forsøg på at få chancen for at bide Gambit igen. Han vidste at han’s chance for at kunne dræbe Gambit var så godt som ikke eksisterende men hvis han kunne få ham til at miste noget blod og på dem måde svægge ham bare en smugle var det nok for ham i første omgang.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Mar 28, 2012 19:49:48 GMT 1
Egentlig havde han flere grunde til at angribe Gambit, men hvor skulle hun da også vide det fra. Et sted frydet det ham lidt at det var ham der lignede ofret, for det måtte egentlig pine Leo helt ned til knoglerne. Det som gjorde han så undrende på Neimi, var at han faktisk ikke fattede at hun stadig bekymrede sig om ham, han var overbevist om at det de havde var en løgn og at det var Leo som havde været hittet, men så igen efter hans trick. Han kiggede bare koldt mod leo som knurrede af dem, hvorfor pokker gjorde han ikke bare det han ønskede at gøre? Gambit løftede dog øjenbrynet da han luntede væk, men hestenes frygt kunne tydeligt høres og mærkes. Han satte sig op og så på Neimi, stadig undrende. "Hvorfor pokker er du kommet her? Har du ikke et barn at passe på?" Spurgte han forvirret, stemmen var lav, han var faktisk forvirret, for han forstod ikke altid hendes handlinger. Faktisk rimelig sjældent. Da han endelig kom på benene, var hans sår faktisk så godt som healet, et par tandmærker var jo ikke det store. At Leo så var vendt tilbage, fik ham til at se hårdt mod ham, det var dumt at skulle angribe ham når Neimi var der, han risikerede jo at skade hende, hun tænkte sig ikke altid lige godt om når hun stilte sig ind imellem dem. Derfor valgte han at løbe imod Leo, så Neimi ikke kunne nå at komme i vejen, dog gjorde han intet for at stoppe Leo, han lod bare bidet komme.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Mar 28, 2012 20:08:11 GMT 1
Neimi brød sig ikke om at Leo var så opsat på at kæmpe som han var, for det var jo tydeligt med den måde han så på dem og knurrede af dem selvom hun ikke ligefrem skulle mene hun havde gjort noget forkert lige nu, altså udover at stille sig imellem dem men hun ville jo ikke have de skulle slås. Så det var lidt grunden til hun havde sat sig imellem Leo og Gambit fordi de skulle holde op med den slags pjat, var det da ikke bedst hun fik lov at sige noget også i stedet for de bare skulle slås? Hun så stadig vredt på Leo da ildblomsten kom frem men da den kom frem og han knuste den under foden, så hun ned imod jorden med et trist blik for hun vidste hvad det betød. Hun var ikke længere ønsket og havde ikke længere noget valg udover at se dem slås imod hinanden. Da Leo vendte ryggen til dem kunne hun dog ikke lade være med at sige lettere højt ”Så gå dog hjem Leo.. Det er mig der skal give dig din straf, det valg har du ikke selv” hendes stemme var lettere vred for hvorfor ville han dog ikke bare stoppe det her? Der var jo ingen grund til det her men hun anede nu heller ikke om det overhovedet ville hjælpe for han ville jo næppe lytte til hende så hvorfor prøvede hun overhovedet? Hun kunne jo bare lade ham afreagere. Hun så dog ikke meget på Leo efter Gambit begyndte at snakke, der så hun på Gambit med et blik der sagde hun virkelig var fortvivlet for hun anede ikke hvad hun skulle gøre. ”Fordi jeg ikke vil have nogen af jer kommer til skade,, og bare rolig hun bliver passet godt på men hun skal ikke have lov til at miste sin far allerede” svarede hun så roligt som hun nu kunne være, mens hjernen kørte på højtryk for at finde en udvej så hun ikke behøvede at se dem slås. Men nu gjorde Gambit ikke ligefrem situationen bedre da han rejste sig og løb mod Leo allerede før hun kunne nå at rejse sig og stille sig imellem dem.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Mar 28, 2012 20:39:59 GMT 1
Leo havde ignoreret hvad Neimi sagde hvilket var tydeligt på måde han havde opført sig. Da Gambit løb imod ham satte han om muligt farten endnu mere op og sprang imod ham inden han borrede sine tænder dybt ind i den samme skulder som før inden han rystede lidt med hoved blot for at forudsagde mere skade og smerte inden han slap ham og falde ned på jorden hvor han hurtigt rejste sig igen. Han viste igen tænder og knurrende højlydt og truende af Gambit i et kort stykke tid inden han vendte rundt og lød hen for at blokere Neimi fra at gå hen til Gambit hvor han knurrede af hende og sendte hende blik meget mere truende end han nogen sinde havde sendt hende før ja faktisk lige så slemt som det blik han havde sendt sin bror den første dag han havde haft Neimi med henne ved ham og de havde været oppe og slås. Han bed ud efter hende dog uden at ville ramme hende for at vise hende at hun ikke skulle nærme sig inden han vendte om igen og løb om gambit igen hvor han endnu en gang bed det samme sted blot for at give en smugle mere skade inden det healede helt . han flyttede sig igen efter det korte bid og flyttede sig lidt fra ham og lavede samtidig en åbning så Neimi let kunne komme hen til ham dog var det på ingen måde noget han selv havde lagt mærke til da han i så fald ville have lukket af igen. Hans hoved var næsten tomt for tanker men dog var der stadig nogen men det var ikke engang noget han selv kunne forstå da det var en mumlende knurren kun med få forståelige ord ind i mellem *hvorfor skulle hun også komme… jeg har næppe styrken til at dræbe ham men… alt hvad jeg kan give ham af smerte til jeg dør er brugbart* tænkte han svagt i sin mumlen inden han rystede hurtigt over hele kroppen for at ryste det værste vand ud af sin pels der så tyk som den var var blevet rimelig tung af det vand den havde suget i stedet for at afvise men det hjalp ikke meget da den voldsomme regn gjorde at han hurtigt blev lige så våd igen. Han så frem og tilbage i mellem dem og måtte gribe sig i en tanke han aldrig havde troet han skulle få om Neimi og skuppede den væk for han vidste med sig selv at han aldrig ville kunne skade Neimi hvis han så nogen anden mulighed. Han trådte en skridt mere tilbage og så afventende på Gambit *hvorfor kan du ikke bare afslutte det? at pine mig ved at leve med hende ved siden af kommer ikke til at ændre noget* tænkte han i håb om at Gambit kunne høre hans tanker da han vidste at nogen vampyre kunne læse tanker, han vidste det dog kun fordi hans mors eneste evne som vampyr havde været at kunne læse tanker eller retter det var alt hvad han kendte til. Han knurrede igen truende af Gambit men dog lavere end før så han ville kunne høre hvad han sagde eller hvis Neimi havde mere at sige.
|
|
Deleted
Posts - 0
Likes -
Joined - January 1970
|
Post by Deleted on Mar 28, 2012 20:54:45 GMT 1
At angribe han gav ingen mening i Gambit øjne, han lod sig bare falde bagover med en ruskende ulv i sin skuler, et lavmældt skrig kvalt i tænder der bed hårdt sammen i smerte kom fra ham. Han gad virkelig ikke det her, det var jo spild af tid, det nyttede intet. Det andet angreb lod han også bare ske, han var kun kommet op på benene og faldt til jorden med knæede først og tog sig denne gang i skulderen som en vred og smertefuldt brøl kom fra ham. Han så efter Leo, tankelæser var han ikke, men han vidste godt hvorfor Leo angreb ham. Og i sidste ende måtte han vel dræbe ham for at overleve. Gambit så så mod Neimi med et smertefuldt blik, blodet løb fra hans skulder og ned over hans arm og bryst, han smed sin skjorte og lod regnen kærtegne hans bare overkrop, tøjet var alligevel blot en hindring når det var flænset af ulvens tænder. "Leo jeg advare dig, bliver du ved, så er jeg nød til at ende det. Ønsker du virkelig at Neimi skal være vidne til det?" Kom det så vredt og hårdt fra ham, et sted tænkte han jo faktisk på Neimi, helt ligeglad havde han faktisk svært ved at være. Blodtabet svækkede ham, det kunne han da mærke, for et måltid havde han ikke ligefrem haft før Leo ankom, så han var i blodmangel i forvejen. Intet der så godt ud for ham. Han så mod Neimi, han var bange for at hun kom til skade, for Leo var ude af kontrol og rørte han et eneste hår på hende, så skulle han nok love ham at han kom til at dø.
|
|
|
Post by Neimi Silvertung on Mar 28, 2012 21:11:05 GMT 1
Hun kunne ikke blive ved med at se på det her men alligevel følte hun sig lammet for hun anede ikke hvad hun skulle gøre for at få Leo til at stoppe med det her vanvid, selvom hun måtte indrømme Gambit tog det ganske pænt for hun havde nok forventet lidt mere vrede fra hans side eftersom hun kendte til hans temperament. Men hvad skulle hun dog stille op imod Leo? Hun så fra den ene til den anden uden at vide hvad hun skulle gøre, men noget måtte hun jo gøre for hun kunne jo ikke bare sidde her i mudderet uden at gøre noget som helst. ”Hold nu op med at slås. Leo tag nu hjem til Leonora” sagde hun højt og lidt mere bedende for hun gad ikke blive ved med at se på det her og lige nu tænkte hun ikke meget over hvad hun egentlig sagde for hun var udmærket godt klar over at pigen ikke var Leos men han havde jo virket så glad for pigen så hvis tanken om Neimi ikke hjalp så kunne det jo være tanken om pigen ville hjælpe. Hun tog noget mudder op i hånden udvidende om hvad hun skulle gøre med det, men hun måtte jo få Leo til at køle ned når regnen ikke virkede eller noget af det hun sagde, uanset hvad skulle han væk fra Gambit så hun smed mudderet på Leo blot for at få hans opmærksomhed og måske få ham til at blive vred på hende i stedet. Måske ikke den smarteste ide fra hendes side af men han måtte jo se at hun mente det alvorligt med at han skulle holde med at slås for det nyttede jo ingen ting, han burde i stedet gå hjem og tage sig af pigen.
|
|
|
Post by Leonardo G.V.L.R on Mar 28, 2012 21:28:41 GMT 1
Da Leo hørte Neimi’s ord fik han i et kort øjeblik et mildere blik inden det hårde kom igen ”hvor vover du at bruge hende imod mig! … du ved jeg vil gøre alt for hende men du skal ikke tage min død fra mig!” råbte han højt og snærende til hende i en knurren der tydeligt viste at han ikke kunne lide hvad hun havde sagt. Han vendte øjne mod Gambit da han hørte hans ord og stod stille lidt, han havde kunne på hans ord regne ud at han ikke var tankelæser men det ændrede ikke noget ”du ved jo godt hvorfor jeg kom her… tror du virkelig jeg ville bruge alt den her tid på det hvis jeg ikke var sikker ?” han tav og blikket han havde haft i øjne da han kom var der igen ”gør det” sagde han med en rolig stemme igen han fik det kolde blik igen og løb imod ham dog fik noget ham til at stoppe lige foran ham ”hun må se den anden vej” sagde han stille som han så over på Neimi dog var der for første gang usikkerhed i hans stemme. Han ønskede helt igennem at dø den nat ja faktisk var der ikke nogen nat der kunne være mere perfekt end denne til at dø men på den anden side ønskede han at Neimi skulle være glad for hans tanker om død var jo først kommet da han mente det ville være alt hun ønskede når hun kunne huske igen. ”hun skal være glad og det skal jeres barn også…” han havde kigget på Neimi men vendte nu øjne op mod Gambit ”og det bliver de ikke så længe jeg er i live” sagde han med en sær ro over sin stemme og det var tydeligt at det var til Gambit han talte men at han ikke havde noget imod at Neimi hørte det. han bakkede nogen skridt tilbage og det var tydeligt at se på hans flakkende øjne at han var forvirret over om hvorvidt han skulle holde sin plan om at dø eller om han skulle gøre som Neimi havde sagt, dog ville han aldrig have brugt tid på at overveje det hvis det ikke var fordi Neimi’s lykke betød så meget for ham som den gjorde.
|
|